Optakt: Tour de Pologne

Løbets rolle og historie

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således har man haft en række indledende sprinteretaper, inden det hele er blevet afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man har dog gjort Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.

Sidste år vendte løbet imidlertid tilbage til rødderne. Enkeltstarten blev droppet, og i stedet blev det hele blive afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt en ny etape med en finale på en brutal mur. En lignende model fastholdes i år, hvor enkeltstarten heller ikke vener tilbage. Dermed ligner løbet det, der blev afviklet i årene 2009 til 2012, og det vil derfor igen være puncheurs, der ventes at komme til fadet.

I overensstemmelse med dets rolle som Vuelta-forberedelse har løbet igen i år tiltrukket mange af de Vuelta-favoritter, der ikke var til start i Touren, selvom listen slet ikke er ligeså omfattende som i tidligere udgaver. Ganske vist kørte flere af hovednavnene i Frankrig, men blandt de navne, der vil bruge det polske løb til at gøre sig klar til de spanske udfordringer, finder vi Thibaut Pinot, Simon Yates, Fabio Aru, Davide Formolo, Emanuel Buchmann, Patrick Konrad, George Bennett og Nicolad Roche,der alle vil bruge løbet til at komme i gang igen. Fra Touren kommer der denne gang især den lokale helt Michal Kwiatkowski, der udnytter løbets rolle som en sidste mulighed for Tour-rytterne inden en forestående pause.

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirre talent for ugelange etapeløb.

Sidste år var det også et af sportens supertalenter, der tog sin første store WorldTour-sejr i Polen. Som led i en drømmesommer, der gav tre etapeløbssejre på en måned, fulgte en flyvende Dylan Teuns op på sejren i Tour de Wallonie ved at tage den samlede sejr. Belgieren slog til på muren i Szczyrk, og trods en mindre krise undervejs lykkedes det ham med hjælp fra Tejay van Garderen at forsvare føringen på de svære etaper i weekenden, så han kunne sejre med bare 2 sekunder ned til den lokale helt Rofal Majka og 3 sekunder ned til Wout Poels, der med sejr på kongeetapen var stærkeste mand de sidste dage, men betalte prisen for en for hollænderen helt typisk dårlig start. Efter skuffelsen over den missede Tour-deltagelse vender belgieren tilbage for at forsvare titlen, men han er denne gang ikke oppe mod Majka, der efter Touren hviler frem mod Vueltaen, eller Poels, der efter en Giro-Tour-double trænger til ferie.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

Sidste år vender løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012, og som sagt gentages den model i år, hvor der i alt væsentligt er tale om en kopi af sidste års rute. Væk er enkeltstarten, og i stedet er det helt som i de år etaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter skal afgøre klassementet. Ligesom sidste år har man imidlertid opfundet en helt ny finale på løbets fjerde etape, hvor man skal slutte på samme Mur de Huy-agtige stigning, som sidste år lagde grunden til Dylan Teuns samlede sejr. Dermed er der tale om en løb for ryttere, der excellerer i kuperede klassikere, mens de øvrige fire etaper udgøres af en puncheurfinale og tre helt oplagte chancer for sprinterne. En anden nyskabelse er, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, nu er gået i den helt anden grøft og stort set udelukkende består af yderst korte og meget eksplosive etaper.

Hele fem af de syv etaper har finaler, der også blev anvendt sidste år, og der er derfor tale om en nært beslægtet rute. Det gælder først de tre helt flade sprinteretaper, der indleder løbet fra lørdag til mandag, og byder på de allerede kendte sprinterafslutninger i Krakow, Katowice og Zabrze. Klassementskampen indledes ligesom sidste år på den nye mur i Szczyrk, der i år skal besøges på 4. etape, inden løbets helt store nyskabelse venter onsdag. Her bydes der på en ny, ganske kuperet rute, der med bakker og en puncheurafslutning lægger op til aggressivt og uforudsigeligt cykelløb. De to mest afgørende etaper venter igen til slut, hvor nyskabelsen i år er torsdagens nye afslutning i Bukovina Resort, hvor det andet af de tre klassementsslag skal slås. Det hele kulminerer ligesom sidste år med den helt klassiske kongeetape til Bukowina Tatrzanska, hvor eksplosive klatrere skal slås om både den mest prestigefulde etapesejr samt den samlede triumf i Østeuropas eneste WorldTour-løb.

Som vanligt er første del af løbet dedikeret til de hurtige folk, og derfor venter der udprægede sprinteretaper lørdag og søndag. Det første og måske vigtigste klassementsslag venter allerede mandag, når den nye mur i Szczyrk vil skabe de første væsentlige tidsforskelle. Dernæst venter en meget lang sprinteretape tirsdag og en kuperet onsdagsetape, der ligner en dag for hårdføre sprintere, inden det hele skal afgøres på de to sidste etaper. Torsdagens etape til Zakopane vil næppe gøre den helt store forskel, og derfor skal det afgørende slag slås på den klassiske kongeetape i Bukowina Tatrzanska, der for første gang nogensinde kommer på løbets sidste dag, men i år er blevet en anelse lettere end tidligere.

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Sådan vil det også være i år, hvor man helt ligesom sidste år starter i Krakow, der ellers normalt har vært for afslutningen. Selvom løbet i mange år har været kendetegnet ved sine meget lange flade etaper, har første etape som regel skilt sig ud som en ret kort sag, og da man i år er gået over til lutter korte etaper, vil det samme være tilfældet i år, hvor kun 134 km skal tilbagelægges, inden sprinterne ventes at dyste om den første etapesejr og førertrøje. Etapen er bortset fra helt små modifikationer en kopi af åbningsetapen fra sidste år.

Den 133,7 km lange etape både starter og slutter i Krakow og består i alt væsentligt af en stor rundstrækning i området sydvest for storbyen. Fra starten i den sydlige udkant bevæger man sig først mod syd gennem småkuperet terræn, hvor der venter flere mindre stigninger i løbet af de første 30 km. Herefter forsætter man mod vest og kører efter 42,2 km forbi den første ”special sprint” på toppen af en lille bakke, inden man sætter kursen mod nord, hvor terrænet gradvist bliver fladere, selvom løbets første kategori 4-stigning, Bachowice (1,0 km, 3,6%), venter efter 74,8 km. Kort før forplejningszonen går det mod øst og siden nordøst tilbage mod Krakow, inden man kort efter rammer dagens anden stigning, Kaszow (900 m, 5,6%), der har top efter 100,4 km.

Herfra går det igennem fladt terræn ind mod Krakows centrum, hvor dagens eneste pointspurt kommer efter 114,3 km. Bare 5,6 km senere rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter yderligere 1,8 km krydses stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 4 km lange runde, der er næsten helt flad og byder på bare tre skarpe sving. De sidste kommer med 1800 m til mål, og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

Etapen byder på i alt 1250 højdemeter.

Som altid har Tour de Pologne tiltrukket et fabelagtigt felt af sprintere, og de vil helt sikkert ikke lade denne mulighed gå til spilde. Således kan vi vente os en helt klassisk sprinteretape, hvor et udbrud kun vil få et lille forspring, inden det hele samles til en stor massespurt i Krakow, hvor den lige opløbsstrækning gør det til den ideelle finale for de rene sprintere med den højeste topfart.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Krakow har som regel lagt asfalt til sidste etape, men sidste år åbnede man løbet med en stort set identisk etape, hvor Peter Sagan spurtede sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny Van Poppel. I de senere år er løbet ellers sluttet af med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

2. etape

Første halvdel af Tour de Pologne har traditionelt været en sand sprinterfestival, og det forholder sig næppe anderledes i 2018. Efter det indledende sprinterslag i Krakow venter endnu en relativt flad etape på andendagen, hvor feltet returnerer til Katowice, der traditionelt har været rammen om en stor og meget hurtig massespurt. Det må ventes igen at være tilfældet i år, selvom man ligesom sidste år har gjort den ellers ret flade rundstrækning lidt vanskeligere med et par mindre stigninger.

Som sagt er det temaet for årets løb, at de lange maratonetaper er erstattet af korte dage, og for anden dag i træk er distancen derfor yderst beskeden. Således skal der tilbagelægges bare 156,3 km mellem Tarmnowskie Gory og Katowice, og de indledes med en omgang på en flad 32 km lang rundstrækning i området vest for startbyen, inden man vender tilbage til startområdet. Herefter går det videre gennem fladtterræn hovedsageligt mod syd, mens man snor sig rundt for at besøge diverse byer på vejen mod Katowice. Undervejs er der indlagte spurter efter hhv. 65,6, 74,2 og 88,7 km.

Efter 95,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 1 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 20,1 km lange runde, der er henlagt til området syd for byen. Den er ikke helt flad, idet den byder på to mindre bakker. Den første af disse kommer umiddelbart efter målstregen og tilbyder bjergpoint på tredje omgang. Herfra kører man frem til det sydligste punkt, inden man snor sig mod nord ad lidt kringlede veje med en del sving. Der venter en lille kategori 4-stigning bare 1700 m fra stregen efter at man er drejet mod øst, og der vil være bjergpoint på spil på den første omgang. Kort efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

Etapen byder på i alt 812 højdemeter.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Profilen ser mere skræmmende ud, end den er, og det begrænsede antal højdemeter vidner om, at det er en ganske flad etape. Rundstrækningen er ganske vist blevet gjort en anelse hårdere, men det ændrer ikke på, at det hele bør blive afgjort i en massespurt. Afslutningen er velkendt og berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder i den faldende finale. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen, hvor en af feltets hurtigste utvivlsomt vil vinde.

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede, mens Fernando Gaviria slog Elia Viviani og Caleb Ewan i 2016. Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

3. etape

Som regel har først halvdel af løbet budt på lutter sprinteretaper, men det ændrede man på sidste år, hvor klassementsrytterne allerede skulle i aktion på tredjedagen. Det skal de imidlertid ikke i år, hvor man vender tilbage til det helt klassiske format og har byttet rundt på sidste års 3. og 4. etape, og derfor får sprinterne chancen for at gå efter et hattrick, når der også mandag venter en næsten helt flad etape. Det handler imidlertid også om at slå til her, for fra tirsdag og frem bliver det betydeligt mere kuperet.

Også denne gang er der tale om en yderst kort etape, der fører feltet over beskedne 138,7 km fra Stadio Slaski Chorzow til Zabrze. Start og mål er adskilt af bare få kilometer, og etapen består derfor af en stor sløjfe mod syd, inden man kører frem til et par omgange på en afsluttende rundstrækning. Fra start kører man gennem helt fladt terræn mod sydvest, idet man allerede efter 5,0 km passerer den første indlagte spurt. Efter 47,8 km når man etapen sydligste punkt, hvorefter man kortvarigt kører mod vest, inden det atter går mod nordøst gennem tilsvarende fladt terræn. Der kommer indlagte spurter efter hhv. 75,4 og 95.9 km, og derudover er der en lille kategori 4-stigning, Rybnik (400 m, 5,0%), med top efter 77,5 km

Efter 112,2 km når man den afsluttende rundstrækning, og 1700 m senere krydses stregen. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en meget enkel 6,2 km lang rundstrækning. Den byder kun på to skarpe sving og ellers en række bløde kurver. Det sidste sving kommer med 900 m til stregen, og herefter falder det kun ganske, ganske let på opløbsstrækningen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Etapen byder på i alt 753 højdemeter.

Etapen er den sidste oplagte sprinteretape i årets løb, og derfor synes det usandsynligt, at de mange sprintere vil lade muligheden gå til spilde. Vinden har sjældent spillet en rolle i Polen, og da mange ser frem til de kommende dages klassementsetaper, burde sprinterne igen få det sidste ord.

Zabrze blev også besøgt sidste år, hvor Caleb Ewan endelig kom i gang efter en skidt start, da han på 4. etape spurtbesejrede Danny Van Poppel og Peter Sagan.

4. etape

Tour de Pologne-arrangørerne er ret konservative og genbruger som regel de samme etaper år efter år. I 2017 gjorde de imidlertid en ganske interessant opdagelse, da de for første gang besøgte den korte, men meget stejle mur i Szczyrk. Det skulle vise sig at være en god ide, for de stejle procenter blev rammen om en fremragende finale, hvor Dylan Teuns med en sejr lagde grunden til sin samlede triumf. Derfor er det ikke mærkeligt, at etapen i år vender tilbage, og den vil i 2018 igen være rammen om den første store kamp mellem favoritterne, der vil kaste sig ud i et slag i en Fleche Wallonne-agtig afslutning.

Med sine 178,7 km er 4. etape den længste i et løb, der ellers består af korte etaper, og den fører feltet fra Jaworzno til Szczyrk. Første del af etapen er enormt nem og fører feltet mod syd gennem helt fladt terræn. Undervejs er der indlagte spurter efter 10,6 km, 19,9 km og 49,6 km, men ellers er der ikke meget, der kan bryde monotonien. Efter 75,5 km drejer man mod nordøst og øst, inden man efter 102,5 km kommer frem til målbyen, hvor man dog ikke kører op ad Muren denne gang.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Herefter ændrer etapen karakter. Uden at krydse målstregen begiver man sig nemlig herfra ud i det vanskelige terræn i området sydvest for byen. Det begynder straks at stige, mens man kører ud af byen, idet man tager hul på kategori 1-stigningen Salmopol (10 km, 4,2%), der er en regulær opkørsel, som gradvist bliver stejlere og når stigningsprocenter på melllem 6 og 7,5 på de sidste 4 km. Toppen nås efter 109,5 km, og herefter går det ned til en 19,4 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den byder på kategori 1-stigningen Zameczek (5 km, 5,7%), der efter en let start, stiger med hhv. 7,3% og 9,5% i gennemsnit på de to sidste kilometer, hvor der også er en rampe med 15%.

Toppen rundes for sidste gang, når der resterer 34,7 km, og herefter går det ned til rundstrækningens start, idet der undervejs venter en special sprint efter 154,1 km. Herefter bevæger man sig ad samme vej tilbage til Szczyrk, hvilket betyder, at man igen skal op over Salmopol-stigningen, denne gang fra den modsatte side. Her stiger den med 5,5% i gennemsnit over 7,6 km, men igen er der tale om beskedne stigningsprocenter på maksimalt 6-7% nær toppen, der rundes med 10,8 km igen. De består af en lang, jævn nedkørsel til målbyen, hvor den brutale finale venter. Her drejer man nemlig væk fra den hidtil benyttede vej for at køre op af rampen til mål. Efter et venstresving med 1400 m igen begynder det at stige med 2,5%, og det bliver stejlere med ca. 5%, når man tager endnu et sving med 1000 m igen. Den sidste kilometer stiger herefter med hele 10,8% i gennemsnit og byder på helt op til 17,2% med 700 m igen. Herefter stiger det med ca. 15% frem til to sene sving med 280 og 130 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, der stiger med mere beskedne 4%.

I forhold til sidste år er den indledende flade del forlænget, men derudover er der tale om en identisk etape.

Etapen byder på i alt 2293 højdemeter.

Etapen vil være den første af tre, der vil afgøre løbet, og derfor vil klassementsholdene være ivrige efter at kontrollere etapen og sætte deres kaptajner op til finalen. De indledende stigninger er ikke meget svære, men kan bruges til at skabe en første udskilning, inden de store navne skal slås om det på muren i Szczyrk. Sidste år forsøgte Jack Haig sig med et tidligt angreb på næstsidste stigning, og det havde nær taget favoritterne på sengen, men det må formodes, at der kan holdes samling inden Muren, Her er tale om en finale, der på mange måder kan sammenlignes med den, der kendes fra Fleche Wallonne, og derfor kan vi vente, at det er ryttere med det rette punch til en Mur de Huy-agtig stigning, der vil slås om sejren og vigtig tid i kampen om den samlede sejr.

Muren i Szczyrk gjorde debut sidste år, hvor det med et tidligt angreb akkurat lykkedes for Dylan Teuns at forhindre Peter, Sagan, Rafal Majka og Wilco Kelderman i med et stærkt comeback at stjæle sejren fra belgieren.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

5. etape

Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets femte dag, der byder på den eneste helt nye finale i årets udgave. Denne gang er der dog tale om en let stigende afslutning, der er som skabt til puncheurs mere end hårdføre sprintere.

Igen er der tale om en ganske kort etape, der byder på bare 152,2 km mellem Kopalnia Soli ”Wieliczka” og Bielsko-Biala. Første del er den letteste og fører feltet mod sydvest. Der er et par mindre bakker på programmet, men ikke nævneværdige udfordringer på etapens let kuperede første halvdel. Stigningerne melder sig først for alvor, når man rammer kategori 2-stigningen Hucisko (1,1 km, 6,1%), der har top efter 78,2 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Rychwald (1,6 km, 7,3%), der bestiges fra syd og har top efter 94,6 km.

Efter de to indledende bakker fortsætter man gennem let faldende terræn mod nordvest frem til dagens hovedudfordring. Efter 112,0 km kommer dagens første spurt, hvorefter man kører direkte ind på kategori 1-stigningen Przelecz Przegibek (6,6 km, 4,9%), der starter blødt ud, men er ganske stejl på de sidste 3 km, hvor der blandt andet venter en kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4. Fra toppen resterer 33,4 km, der fører mod vest via en nedkørsel ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 126,0 km.

Efter 128,2 km ramme man den afsluttende rundstrækning, og bare 2,4 km senere venter første målpassage. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,2 km lange runde, hvis første del er let faldende og den anden del let stigende. De sidste to kilometer stiger med hhv. 4,8% og 4,4% i gennemsnit. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det sidste sving kommer med 2400 m igen, hvorefter vejen er helt lige.

Etapen byder på i alt 2168 højdemeter,

Der er tale om en helt ny etape, og derfor vil der være en del usikkerhed om, hvad der skal forventes. Terrænet kan være ganske hårdt at kontrollere, men det er ikke en rute, der synes hård nok for klassementsrytterne. Et udbrud med helt ufarlige ryttere, der har tabt tid på 4. etape kan måske have en chance, men mest sandsynligt er det, at det skabes samling. Den lange stigning vil kunne rydde en del ud i feltet, og derefter skal det hele formentlig afgøres på rundstrækningen. Bakken op til mål er ikke voldsomt svær, men skabt til eksplosive puncheurs, og det ligner en chance for hurtige klassementsryttere som Michal Kwiatkowski til at gå efter nogle vigtige bonussekunder.

Bielsko-Biala er tit blevet besøgt af det mindre polske løb Course de Solidarnosc, men har ikke været besøgt af Tour de Pologne tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

6. etape

Med undtagelse af 2013- og 2014-udgaverne, hvor man besøgte hhv. Italien og Slovakiet, har løbets vigtigste klatreudfordringer i de sidste mange år været henlagt til de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Ligesom sidste år byder Muren på 4. etape rytterne på en tredje klassementsetape, men igen er det de to klassiske destinationer i landets kuperede sydlige del, der vil afgøre løbet, og i fraværet af en enkeltstart vil de være endnu vigtige end tidligere. Denne gang har man dog nytænkt Zakopane-etapen, og i stedet for den velkendte finale skal man denne gang slutte ved Bukovina Resort på den første af de to af afgørende etaper, og det giver umiddelbart end vanskeligere afslutning end den, vi kender fra tidligere år.

Med sine bare 129,3 km er der tale om en betydeligt kortere etape end sidste år, og dermed følger også denne den generelle trend om eksplosive etaper i årets udgave. Starten går ved det gamle mål i Zakopane, og målet er placeret ved det nærliggende Bukovina Resort. Fra start kører man mod øst op over en lille bakke, inden det går vi en lang ikke-kategoriseret stigning (4,2 km, 4,6%) mod nord og nordøst tæt forbi målområdet. Herefter fører en længere nedkørsel (i øvrigt køres der i den modsatte retning af den bakke, der vil indgå i finalen) ned til den rundstrækning, der vi udgøre hovedparten af etapen.

Her gælder det fire omgange på den i alt 24,2 km lange runde. Den indeholder stort set intet fladt, men består i stedet af tre stigninger adskilt af nedkørsler. Den første af disse er kategori 1-stigningen Harnas (2,0 km, 6,5%), der over de første 500 m stiger med hele 14,7%, men derefter blot med hhv. 2,8%, 7,6% og 0,8% over de næste tre 500 m-segmenter. Toppen rundes sidste gang med 27,1 km igen, hvorefter det går ned til den lille kategori 3-stigning Lapsze (1,1 km, 5,9%), hvis top sidste gang passeres med 18,7 km igen. Rundstrækningens sidste udfordring er kategori 2-stigningen Czarna Gora (3,8 km, 4,3%), der er let over de første 3 km, men stiger med 8,8% over de sidste 800 m, og hvis top for sidste gang rundes 11,4 km fra stregen. Herfra går det atter ned til starten på rundstrækningen, hvor dagens eneste pointspurt er placeret ved starten på den sidste af de fire omgange.

Efter afslutningen på fjerde og sidste omgang fortsætter man til mod syd, sydvest og til slut nordvest op mod målet ved Bukovina Resort. Det går via en ikke-kategoriseret stigning, der over 3,1 km stiger med 6,5%. Toppen rundes med 2500 m igen, hvorefter et par småbakker og en nedkørsel fører ned til den sidste flade kilometer. Finalen er ikke teknisk, idet der på de sidste 3 km kun er sving med hhv. 2400 og 1200 m igen.

Etapen byder på i alt 2645 højdemeter.

Som sagt er der tale om en nytænkning af en velkendt etape, og det er derfor ikke helt klart, hvor hård den faktisk vil være. Stigningerne i sig selv virker måske ikke skræmmende, men med mere end 2500 højdemeter på bare 129 km og stort set intet fladt terræn vil der være tale om en ganske selektiv sag, der meget vel kan ende om en eksplosiv angrebsfest med konstant udskilning. Den sidste ikke-kategoriserede stigning på mod mål er ikke specielt velbeskrevet, men synes på baggrund af dataene at kunne skabe en ganske pæn udskilning og blive rammen om angreb fra de store favoritter. Formentlig bliver det en lille gruppe af klassementsryttere, der skal afgøre det hele, måske i en spurt i den flade finale, hvis det altså ikke lykkes at udnytte manglen på kontrol til at snige sig væk, som det før er set på lignende etaper i det polske løb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Bukovina Resort er ikke tidligere blevet anvendt som mål i løbet.

7. etape

I 2010 besøgte løbet for første gang Bukowina Tatrzanska, og siden da har den vanskelige etape i det kuperede syd altid være en af løbets nøgleslag. I langt de fleste udgaver er den blevet betegnet som løbets kongeetape, og i de senere år er den altid kommet på næstsidste dag forud for den afgørende enkeltstart. Igen i år vender løbets mest ikoniske etape tilbage, og ligesom sidste år i en endnu vigtigere rolle end tidligere, idet den i fraværet af en enkeltstart er blevet rykket til løbets sidste dag. Dermed vil den ikke blot være give klatrerne deres måske bedste mulighed for at gøre en forskel, den vil også afgøre løbet og kåre vinderen af årets Tour de Pologne.

Etapens præcise design har varieret lidt fra år til år, og helt i tråd med årets tradition om at have meget korte etaper kommer den i år i kort, komprimeret form. I år skal der tilbagelægges bare 136,6 km mellem Bukovina Resort og Bukowina Tatrzanska, og som så ofte før er der tale om et rundstrækningsløb. Faktisk er der tale om en næsten tro kopi af sidste års etape, der bestod af to omgange på en 66 km lang rundstrækning. I år runden forlænget til 68 km, men helt grundlæggende er der tale om den samme etape i det kuperede område nord for feriedestinationen, der er rammen om start og mål.

Fra start venter med det samme en lille bakke, inden en længere nedkørsel leder mod nordøst ned til bunden af kategori 1-stigningen Lapszanska (2,0 km, 6,5%), der stiger med hhv. 14,7%, 2,8%, 7,6% og 0,8% over hver af sine fire fjerdedele á 500 m, og har top efter 10,7 km. Derefter venter en nedkørsel og etapens eneste reelle flade stykke, der fører mod nord, nordvest og til sidst sydvest, inden det for alvor går løs.

Først gælder det kategori 1-stigningen Sierockie (7,0 km, 3,2%), der bestiges fra nord og har top, når der resterer 26,4 km. Efter nedkørslen, der fører mod nordøst og sydøst, følger med det samme kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,6%), der kun for alvor bliver stejl, når det kort efter midtpunktet stiger med 13,5% over ca. 500 m og når helt op på 22% undervejs. Fra toppen resterer blot 13,1 km, der fører mod øst og byder på 2 nedkørsler adskilt af en lille bakke, inden man rammer den ikke-kategoriserede stigning, der fører mod sydvest op til mål. Den stiger med 4,4% over 5 km, og de enkelte kilometer stiger med hhv. 1,6%, 5,9%, 8,1%, 2,6% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. midtvejs. Der er ingen sving på de sidste 3 km. Dagens eneste indlagte spurt kommer med 34,0 km igen på anden omgang.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Etapen byder på i alt 2902 højdemeter.

Sammenlignet med tidligere år er der tale om en lidt lettere etape, hvor man ved at forlænge rundstrækningen har inkluderet mere fladt terræn end vanligt. Der er dog tale om en næsten identisk etape som den, der blev anvendt sidste år, og her var den rigeligt hård til at få feltet til at eksplodere. Det flade stykke vil gøre det lettere for favoritholdene at kontrollere et løb, der ofte har været domineret af et kolossalt stort udbrud, der i et gradvist udskilningsløb langsomt er blevet kørt ind, inden de bedste puncheurs og klatrere har afgjort det i finalen. Da det er løbets afgørende etape, og da forskelle må formodes at være meget små, vil klassementsrytterne have stor interesse i at køre om etapesejren og bonussekunderne, og da de samtidig skal gøre løbet hårdt, må man formode, at det igen er favoritterne, der skal slås i finalen. De sidste to stigninger er de samme, som der har været benyttet i tidligere år, og vi kan derfor forvente, at en lille gruppe igen vil rive sig løs i finalen og derefter afgøre det på bakken op til mål. Selve afslutningen er ikke specielt svær og skabt til eksplosive puncheurs, men historien viser, at den kan være svær at kontrollere, og at veltimede angreb ofte kan være nok til at stjæle tid på rivalerne.

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. Sidste år var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med sejr til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstrehgen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

Favoritterne

Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.

På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb fra årets første måneder. Som sagt er der for langt hovedparten af feltet tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Kun ganske få har været i aktion i Østrig Rundt, de baskiske endagsløb, GP Cerami eller Tour de Wallonie, og de fleste har ikke kørt løb siden de nationale mesterskaber. Startlisten udmærker sig nævnt ved at rumme mange Vuelta-favoritter, der ikke kørte Tour de France, og for dem er det en vigtig formtest. Det betyder imidlertid, at heller ikke de reelt ved, hvordan de er kørende, og da tendensen til, at Tour-ryttere benytter løbet som et sidste mål inden en pause, samtidig synes helt at være aftaget kraftigt, er der således samlet et næsten fuldt felt af ryttere, der er meget usikre på, hvordan de efter hård træning vil reagere i løbssammenhæng.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Billedet kompliceres samtidig af, at forskellige ryttere præsterer forskelligt i deres forberedelsesløb. Mange af favoritterne bruger løbet som optakt til Vueltaen, og der er meget stor forskel på, hvor ambitiøse de er i løb, der først og fremmest er opvarmning. Der er imidlertid en klar tendens til, at rytterne i Polen Rundt er knap så langt fremme, som Giro-favoritterne er i Tour of the Alps og Tour-favoritterne i Dauphiné. I disse to løb ser man oftest de største navne køre med om sejren inden deres store grand tour-mål, men tendensen i Polen Rundt er, at Vuelta-favoritterne stadig mangler en del, inden de når topformen.

Sidste år vendte Tour de Pologne som sagt tilbage til rødderne og gik fra at være et løb for tempospecialister til igen at være en sag for puncheurs og eksplosive klatrere, og da der er tale om stort set samme rute, er det klart, at det igen er den ryttertype, der vil dominere billedet. I alt væsentligt er der tale om to ændringer i forhold til 2017: den nye 5. etape samt gentænkningen af fredagens Zakopane-etape.

Begge dele bidrager umiddelbart kun til at gøre løbet hårdere. Den nye finale på 6. etape synes sværere end den gamle, og selvom det heller ikke denne gang er en etape, der vil skabe voldsomme forskelle mellem de bedste - ikke mindst fordi finalen er flad - kommer der nu en stigning så tæt på mål, at der vil kunne skabes afstande. Den nye 5. etape er samtidig sværere end den gamle, der endte i en reduceret massespurt. I år ligner det også en etape til en form for spurt eller et udbrud, men da finalen denne gang er stigende, kan de hurtigste af klassementsrytterne måske her score vitale bonussekunder.

Dermed ligner det et løb af samme karakter som sidste år. De første tre dage burde ende i massespurter, og det første klassementsslag venter tirsdag på Muren i Szczyrk. Den er ganske vist kort, men er måske i virkeligheden den bedste chance for at adskille de allerbedste, fordi det er den eneste med en virkelig stejl afslutning. Der er tale om en finale, der minder meget om Mur de Huy, og her vil de lette klatrere og eksplosive puncheurs have en fordel. Den etape vil blive domineret af ryttere, der også kan begå sig i Fleche Wallonne, som Dylan Teuns viste sidste år, hvor det var sejren her, der var hovedårsagen til den samlede triumf. Herefter venter der som sagt måske en mulighed for at spurte sig til bonussekunder på 5. etape for de mest spurthurtige klassementsryttere,

Som Peter Sagan viste sidste år, kan en god præstation i den eksplosive finale på Muren, imidlertid være lige meget, hvis ikke man kan sidde med på de to sidste etaper, hvoraf den første som sagt virker hårdere end sidste år. Ganske vist er stigningerne ikke i sig selv voldsomt svære, men manglen på fladt terræn betyder, at det løber op i ganske mange højdemeter. Derfor skal man være en ganske god klatrer for at kunne sidde med begge dage - den samlede vinder Teuns var eksempelvis meget tæt på at smide det hele på kongeetapen sidste år - og selvom de korte stigninger betyder, at finalerne kræver et vist punch og en god spurt, skal klatrebenene altså være i top også-

På forhånd må det altså forventes, at der kun kan skabes tidsforskelle mellem de bedste på 4., 6. og 7. etape, men derudover er bonussekunder altid livsvigtige i Polen, hvor manglen på lange stigninger betyder, at det hele ofte afgøres af små forskelle. Det vil vejret formentlig ikke ændre på, for der ventes sommervarme og begrænset vind gennem det meste af løbet. En af de frygtede polske monsterregnvejr truer dog med at drukne fredagens kongeetape, som det skete for to år siden, men det er endnu så tidligt, at meget kan ændre sig inden da.

Feltet er ganske stærkt og som sagt meget uforudsigeligt, men der er særligt to navne, der skiller sig ud som de store favoritter: Simon Yates og Michal Kwiatkowski. Begge er de fremragende i denne type terræn og ganske hurtige i stigende og flade spurter, men deres baggrund er helt forskellig. Kwiatkowski er nemlig det eneste større navn, der kommer til Polen direkte fra Touren, og mens trætheden derfor kan blive et problem for den lokale helt, stiller Yates til start med bare et enkelt løb i benene siden den succesfulde Giro, og han kan derfor mangle både form og løbsrytme.

Alligevel vil vi pege på Simon Yates som vores favorit. Briten oplevede sin helt store jubelstund i Giroen, hvor han gik fra at være et stort talent til at køre med om sejren i en grand tour. Desværre løb han tør for kræfter i den sidste uge, men igennem den første del af løbet fik han vist, at han nu skal regnes som en af verdens allerbedste puncheurs. Dermed er Polen Rundt et løb, der passer ham fremragende, for der er ikke mange, der har Yates’ punch i kuperet terræn som dette. Allerbedst vil han formentlig være på den stejle mur i Szczyrk, for høje procenter passer ham ideelt. Som Teuns viste sidste år, kan en god præstation her være rigeligt til at vinde samlet, men også på 6. og 7. etape vil han normalt være en af de store favoritter - og det kan endda ikke udelukkes, at han også kan blande sig på 5. etape.

Det store spørgsmål er naturligvis formen. Yates har siden Giroen kun deltaget i Klasika Ordizia, men det gik til gengæld også ganske fint. Her kørte han hjem sammen med holdkammeraten Robert Power, og det tyder på fornuftig form. Det er klart, at modstanden her er af en helt anden kaliber, men er Yates bare på et nogenlunde niveau, burde han køre med om sejren på en rute som denne.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

I 2012 viste Michal Kwiatkowski sit kolossale talent på hjemmebanen, da han kun med det alleryderste af neglene blev besejret af Moreno Moser. Siden da er han kun vendt tilbage to gange, og det var i katastrofeårene 2015 og 2016, hvor han faldt helt igennem. Nu satser han imidlertid på at udnytte den fremragende form, han viste i Touren, hvor han ligesom sidste år var en nøglerytter i den ekstreme dominans, Sky udviste i bjergene. I 2017 tog han storformen med sig til San Sebastian, som han vandt, og det er samme model, han håber på at gentage i år, nu bare på hjemmebane.

Kwiatkowski var i år mindst lige så god som sidste år i Tourens tredje uge, og hans gode enkeltstart viste, at han ikke var spor træt. Der er imidlertid stor forskel på at skulle holde formen til et endagsløb og på at skulle holde niveau i yderligere en uge i et etapeløb, hvor de sværeste etaper først kommer næsten to uger efter afslutningen. Rafal Majka har ganske vist vist, at det sagtens kan lade sig gøre, men som regel har Tour-ryttere haft det svært i Polen. Majka er ligeledes en sand diesel, der bare bliver bedre og bedre, mens Kwiatkowski ikke just er kendt for sin holdbarhed. Vores frygt er, at han kan ende med at betale prisen til sidst.

Hvis ikke, er ruten imidlertid god for ham. Blandt klassementsrytterne er Kwiatkowski vel den hurtigste, og han kan reelt vinde på alle de fire sidste etaper. Særligt de sidste tre ligger godt til ham, men selvom han har været på podiet i Fleche Wallonne, frygter vi, at han kan få det lidt svært mod de lidt lettere fyre på Muren i Szczyrk. På den anden side viste den endnu tungere Sagan, at alt er muligt også for store folk med et godt punch, og selv hvi han skulle tabe lidt, vil han kunne vinde meget tilbage via bonussekunder. Derfor kan det meget vel blive til en yderst populær hjemmebanesejr.

Dylan Teuns stiller til start som forsvarende mester, og da det er en næsten identisk rute, giver det sig selv, at han burde kunne køre med om sejren igen. Denne gang hersker der imidlertid betydeligt større usikkerhed om formen, for sidste år kom løbet midt i Teuns’ guldperiode, hvor han allerede havde vundet Tour de Wallonie. 2018 har imidlertid været en lang skuffelse, hvor han fejlede i Ardennerne og kørte så skidt i Dauphiné, at den ønskede Tour-debut røg på gulvet. Ikke siden Paris-Nice har Teuns vist sig fra sin bedste side, og samtidig er han ikke en ren klatrer. Allerede sidste år var det kun Tejay van Garderen, der reddede ham fra et faretruende kollaps på kongeetapen, og sammenlignet med de rigtige klatrere kan han få det svært på årets endnu hårdere rute.

På den anden side er Teuns langt fra færdig med sin udvikling, og har højdetræningen båret frugt på samme måde som sidste år, kan han vise sig at være endnu bedre denne gang. Den stejle mur i Szczyrk, hvor han sidste år lagde grunden til den samlede sejr, passer ham som fod i hose, og det er her, han atter skal vinde hovedparten af sin tid. Han har i de lette afslutninger ikke samme hurtighed som Yates og Kwiatkowski, men med endnu en fremragende præstation på Muren, er endnu en Teuns-sejr bestemt en mulighed.

Kwiatkowski er på sin hjemmebane naturligvis Skys kaptajn, men det vil være dumt ikke at spille på to heste, når der hersker en del usikkerhed om Kwiatkowskis holdbarhed. I Sergio Henao har man nemlig en yderst kapabel plan B, der er som skabt til denne rute. Faktisk har han to gange i hhv. 2012 og 2015 været den stærkeste på kongeetapen, men i førstnævnte år angreb han for tidligt og i sidstnævnte satte han det hele til på enkeltstarten. Årets rute passer ham endda endnu bedre, for der er ingen i dette felt, der har Henaos ekspertise på stejle mure - en egenskab, han år efter år har stillet til skue i Baskerlandet Rundt. Samtidig har han et glimrende punch også til de to sidste etaper, hvoraf han som sagt allerede én gang har vundet den sidste.

Når Henao alligevel ikke er topfavorit, skyldes det det meget markante niveaudyk, vi har oplevet i den seneste tid. Siden sejren i sidste års Paris-Nice - der i øvrigt også blev grundlagt på en stejl mur - har Henao været en skygge af sig selv. Heldigvis var der tegn på en smule fremgang i Giroen, og fortsætter den tendens, kan man håbe, at han igen bliver ”den gamle Henao”. Gør han det, bliver han svær at have med at gøre på denne rute.

Det har længe været velkendt, at Richard Carapaz er et af sportens mest lysende klatretalenter. Alligevel kom det bag på de fleste, at han ligefrem kunne blive nr. 4 i årets Giro, der var hans første forsøg som klassementsrytter i en grand tour. Efter en lang pause er han nu tilbage i Europa, hvor han ikke umiddelbart er en del af Movistars Vuelta-planer. Derfor ligner Polen Rundt et oplagt mål for ham, og selvom han traditionelt er lidt af en dieselmotor, der skal bruge flere løb for at komme i omdrejninger, kan man derfor have en ide om, at han er bedre denne gang. I hvert fald kørte han et så godt lead-out for Carlos Barbero på den stejle bakke i tirsdagens Circuito de Getxo, at han alligevel blev nr. 5. Formen synes derfor ikke helt dårligt. Løbet passer ham ikke ideelt, men han viste særligt med sin store sejr i Giroen, at han faktisk har et ganske glimrende punch. Derfor burde en formstærk Carapaz, der bare bliver bedre og bedre, kunne gøre sig gældende også op denne rute.

Hvor står Thibaut Pinot? Franskmanden måtte se drømmen om et Giro-podium få op i røg som følge af en slem lungebetændelse, der også kostede ham deltagelsen i Touren. Nu er han imidlertid tilbage med blikket stift rettet mod Vueltaen. Om han allerede nu er i form, er naturligvis slet ikke givet, men Pinot er en type, der stort set altid er på et højt niveau. Han kører sjældent løb uden at være med fremme, og derfor vil han formentlig også kunne begå sig nu. Ruten er ikke ideel for ham, da stigningerne er en anelse for korte og eksplosive, men vi har alle i de seneste 18 måneder set, at Pinot har udviklet sig til en ganske hurtig herre, der kan vinde spurter på både flad og stigende vej. Derfor burde han kunne gøre sig gældende på alle de fire sidste etaper, og det gør ham naturligvis til en kandidat, hvis han allerede har genfundet formen.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Det har været lidt trist at se, hvordan supertalentet Davide Formolo er gledet lidt i baggrunden, efter at hans udvikling gik totalt i stå. Heldigvis har han i år rejst sig en del og særligt i Liege, hvor han blev nr. 7, var han godt kørende. I Giroen blev han sat tilbage af et styrt og manglede også det sidste i bjergene, men han var dog blandt de bedste på de fleste af de vigtigste etaper. Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at han viste et hidtil uset punch, og han imponerede gang på gang i de eksplosive finaler. Fortsætter den tendens, finder han næppe et bedre løb end dette. Det er klart, at han ikke har Kwiatkowskis og Yates’ hurtighed, men kan han genfinde antrittet fra Giroen og køre en god finale på muren, er dette slet ikke et dårligt løb for Formolo, hvis han allerede nu er i fornuftig form i sit arbejde frem mod Vueltaen.

Bora har faktisk hele fire kort at spille. Næstbedst chance har Patrick Konrad, der ligeledes er en ganske eksplosiv rytter. I Giroen nåede han med en samlet 7. plads helt nye højder, men løbet viste også, at han fortsat mangler en del i de høje bjerge, hvor Formolo var langt bedre. I et puncheurløb som dette burde Konrad imidlertid være i sit es, ikke mindst fordi han blandt klassementsrytterne er blandt de hurtigste, og derfor burde kunne gøre det godt på de sidste 3 etaper. Selvom han blev nr. 10 i Fleche Wallonne, er der dog umiddelbart større specialister på den stejle mur i Szczyrk, og det kan derfor meget vel blive den etape, der forhindrer ham i at være med helt i front i kampen om sejren.

Sam Oomen havde ikke det bedste forår, men han fandt benene i tide til Giroen, hvor han ikke blot var en nøglerytter for Tom Dumoulin, men endda også endte i top 10. Senere fortsatte han de imponerende takter med et topresultat i Tour de Suisse, og han har derfor taget et stort skridt i sin udvikling. Oomen er imidlertid ikke specielt eksplosiv, og løbet her er derfor ikke ideelt for ham. På den anden side blev han sidste år nr. 7, og han burde nu være blevet endnu bedre efter at være kommet igennem en grand tour. Han har ikke været i aktion længe, men kom sidste år ud fra sommerpausen i god form. Har han lagt yderligere på i forhold til 2017, burde han være en af de bedst.

Det er svært ikke at glæde sig til at se stortalentet Bjorg Lambrecht folde sig ud. I hvert fald synes løbet skræddersyet til den unge belgier, der så sent som i Tour des Fjords, hvor han tog karrierens første sejr i en spurt opad bakke, viste sine puncheuregenskaber. Han kørte også et hærdeligt Tour de Suisse, hvor han kom i problemer i de høje bjerge, en udfordring, han ikke skal slås med her. Det er nærliggende at tænke sig, at han har fortsat sin udvikling i løbet af sommeren, og har han taget det næste skridt, bør han være temmelig skarp på en rute, der handler om at kunne spurte opad bakke og have en solid eksplosivitet.

Mitchelton-Scott satser naturligvis på Yates, men man skal ikke afskrive Roman Kreuziger. Den erfarne tjekke rejste sig fra asken i årets ardennerklassikere, hvor han var på sit højeste niveau i mange år. En andenplads i Amstel Gold Race blev flugt op af en 4. plads i Fleche Wallonne og en 8. plads i Liege, og særligt præstationen på Muren i Huy lover godt for dette løb. Hidtil har han nemlig manglet eksplositivtet til den type finaler, men i år har han haft mere punch end tidligere. Det gør ham til en kandidat i dette løb, hvis han efter sommerpausen har fundet en lignende form frem mod Giroen, hvor han skal hjælpe Yates og Esteban Chaves. Formentlig skal han køre lidt aggressivt for at vinde, men det er også muligt i et løb, hvor mange vil kigge på hans kaptajn.

En spændende outsider er Peter Kennaugh. Den ustabile brite har været nede i et så dybt hul siden sidste års Dauphiné-sejr på Alpe d’Huez, at han endda af personlige årsager måtte sætte karrieren på pause. Han kom da heller ikke godt i gang igen, men tilsyneladende har sommeren gjort underværker. I hvert fald kørte han sig til en imponerende sejr i sprinterløbet GP Cerami, inden han animerede søndagens WorldTour-løb i London, der desværre var for let for ham. Har han vitterligt fundet sine drømmeben igen, kan han blive ganske farlig på en rute som denne, for han kan klatre, er eksplosiv og kan spurte til husbehov. Samtidig er han del af et Bora-hold, der kan sidde med fire mand i finalen, og han har i løb som Cadel Evans Great Ocean Road Race og i Dauphiné vist, at han har næse for at finde det rette moment til et sent angreb, hvis de andre kigger på holdkammeraterne.

Rui Costa burde være en god kandidat i et løb som dette, for han har et ganske godt punch på korte stigninger, der ikke er alt for stejle, og er samtidig halvhurtig i en spurt. Desværre er portugiseren på vej tilbage efter en ret langvarig knæskade, og det er derfor usikkert, hvor han står formmæssigt. I forvejen har han haft en skuffende tid, men i Tour de Romandie lignede han igen sig selv. Kan han fortsætte de takter, burde han kunne gå et godt efterår i møde. Dette løb kan dog meget vel komme for tidligt, og man kan frygte, at muren på 4. etape trods alt er lidt for stejl for ham.

Det fjerde element i Boras superstrategi er Emanuel Buchmann, men som ren klatrer er han ikke just skabt til dette løb. Han burde kunne sidde med fremme på alle de svære etaper, men mangler nok det sidste punch til at kunne køre med om sejrene. Samtidig mangler han formentlig lidt form, da han efter en flot præstation i Dauphiné nu er ved at bygge op mod det helt store mål, Vueltaen. Når Buchmann alligevel har en reel chance, skyldes det hans stærke hold, hvor han vil kunne udnytte et tysk overtal til at stikke af, som det før har været muligt i det svært kontrollerbare polske terræn.

Fabio Aru synes endelig at være på vej tilbage mod slutningen et rædselsår, hvor det stadig ikke er helt klart, hvorfor han har haft det så svært. I hvert fald så det ganske lovende ud i Tour de Wallonie, hvis relativt lette natur slet ikke passede en ren klatrer som ham. Det gør løbet i Polen derfor heller ikke, men her er terrænet dog trods alt så hårdt, at Aru burde være endnu bedre stillet. Særligt de stejle procenter på Muren burde slet ikke passe ham så dårligt. Det rækker nok ikke til, at han kan vinde et løb, der trods alt er for eksplosivt, men noget tyder på, at Aru kan være på vej mod et solidt topresultat på vejen mod Vueltaen.

George Bennett falder lidt i samme kategori som Aru og Buchmann. Også han er nemlig en klassisk dieselklatrer uden meget punch, og han er måske endda den mindst eksplosive af de tre. Derfor er dette ingenlunde et typisk Bennett-løb, men det betyder ikke, at han ikke kan gøre det pænt. I Tour Down Under viste han nemlig, at han kan forsvare sig på korte stigninger, og her passer terrænet ham trods alt bedre. Han har gjort kolossale fremskridt i de seneste to år, hvor han nu to gange er kørt i top 10 i en grand tour, og han bliver stadig bare bedre og bedre. Nu bygger han form frem mod Vueltaen, og den altid ret stabile Bennett burde derfor kunne køre med blandt de bedste, selvom det næppe rækker til at vinde.

Ryttere, der fulgte med i Østrig Rundt, vil vide, at Alexey Lutsenko og Giovanni Visconti her var som Dupont og Dupont. Gang på gang var de to meget ensartede ryttere i offensiven, og det blev belønnet med hele tre etapesejre og en andenplads til italieneren samt en etapesejr og en andenplads til kasakken. Begge har de derfor rejst sig efter en svær periode, og de synes at have ramt formen til efteråret ganske fint. Ruten her passer dem egentlig ganske fint, for de er begge lynhurtige i både flade og stigende spurter og har masser af punch. Desværre er niveauet her nok lidt for højt til, at de kan være med helt fremme, og særligt Muren på 4. etape kan vise sig som en udfordring for dem begge. På den anden side har de begge i Tour of Oman vist gode evner på stejle procenter, så med en håndfuld bonussekunder undervejs kan det måske blive til noget i kraft af den gode form.

For CCC er dette årets vigtigste løb, og det betyder, at deres klatrer Amaro Antunes må ventes at være i topformen. Portugiseren viste sidste år sine evner på korte, eksplosive stigninger, da han satte en del af verdenseliten på plads på kongeetapen i Algarve, og selvom styrt og sygdom i år har sat ham tilbage, har han undervejs bekræftet potentialet. Senest kørte han fint i Sibiu Cycling Tour, ligesom han vandt det polske Tour of Malopolska, og han må formodes nu at have skærpet formen yderligere. Særligt den stejle mur burde passe ham, og selvom han næppe kan vinde, kan han sagtens blande sig fremme. Holdets anden kaptajn, Pawel Cieslik, mangler dog nok det sidste i dette selskab.

Sky satser på Kwiatkowski og i anden række Henao, men det skal alligevel blive interessant at se stortalentet Pavel Sivakov i aktion. Efter en sæsonstart ødelagt af en knæskade har han endelig vist potentialet, ikke mindst med et ganske fint Tour de Suisse. Nu har han trænet i højderne og fået mere robusthed i kraft af sin deltagelse i flere store løb, og derfor burde han være klar til at tage det næste skridt. Her er han primært hjælperytter, men alligevel skal det blive spændende at se, hvor langt han er kommet.

Endelig vil vi pege på Nathan Haas og Enrico Battaglin, der begge er fremragende i stigende spurter. Formentlig er terrænet her for svært for dem begge, og særligt Muren på 4. etape vil formentlig være for stejl. Begge har de imidlertid gjort ganske store fremskridt på det seneste, når de altså ikke har været ramt af de mange helbredsproblemer. Battaglin nåede i hvert fald nye højder i den første del af Giroen, og Haas var fremragende i Tour of Oman. De har begge bevist, at de i topform klatrer bedre, end man skulle tro, så er de på toppen - hvilket givet deres historik nok er meget tvivlsomt - kan de måske overraske ved at samle bonussekunder op undervejs.

OPDATERING: Amaro Antunes er desværre blevet skadet og erstattes af den tjekkiske klatrer Michal Schlegel, der dog ikke er på samme niveau som portugiseren. Stortalentet Mark Padun erstatter Giovanni Visconti, men hvor det ukrainske fænomen, der ellers burde kunne blande sig, står efter styrtet i Østrig, er usikkert. Jan Bakelants er kommet på Ag2rs hold og burde kunne gøre det hæderligt, hvis han endelig har fundet formen efter sit rædselsstyrt.

***** Simon Yates

**** Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns

*** Sergio Henao, Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Davide Formolo, Patrick Konrad

** Sam Oomen, Bjorg Lambrecht, Roman Kreuziger, Peter Kennaugh, Rui Costa, Emanuel Buchmann, Fabio Aru, George Bennett, Mark Padun, Alexey Lutsenko, Pavel Sivakov

* Nathan Haas, Enrico Battaglin, Daniel Moreno, Jan Bakelants Fabio Felline, Gianluca Brambilla, Rohan Dennis, Davide Villella, Jarlinson Pantano, Valerio Conti, Simon Spilak, Laurens De Plus, Sergei Chernetckii, Carlos Verona, Edward Ravasi, Nicolas Roche, Floris De Tier, Dries Devenyns, Jan Bakelants, Alberto Bettiol, Leo Vincent, Ben O’Connor, Antonio Pedrero, Pawel Cieslik

Danskerne

Michael Mørkøv er del af det meget stærke Quick-Step-tog, der skal hjælpe Alvaro Hodeg til spurtsejre, og Lars Bak skal arbejde for André Greipel de første tre dage og for Bjorg Lambrecht på de afgørende etaper.

Du kan følge Polen Rundt på Eurosport Player.