Optakt: Tour de Wallonie

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUR DE WALLONIE OG TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, selvom det indtil i år var sendt til tælling af corona, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken og også eneste chance for disse ryttere. Løbet slutter bare tre dage inden den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, og det har derfor været den ideelle lejlighed til at genfinde løbsrytmen, inden der igen har været WorldTour-point på spil.

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper er traditionelt blevet afviklet i løbet af Tourens sidste weekend og har derfor ikke fået megen opmærksomhed. De tre sidste etaper er imidlertid blevet afviklet på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de er endda blevet sendt direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde er der blevet taget både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed og rytternes ønske om at kunne bruge begivenheden som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian. Fra i år sendes alle etaperne nu også live, selvom det betyder konkurrence fra Touren.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det får langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 - en status, det har fastholdt med indførelsen af den nye ProSeries - og fik dets nuværende navn tre år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012, 2014 og 2020 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo, Gianni Meersman og Arnaud Demare, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgaver i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns, Dylan Teuns, Tim Wellens og Loic Vliegen vandt sværere udgaver i hhv. 2016, 2017, 2018 og 2019. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015, mens Quinn Simmons i 2021 udnyttede manglende kontrol til at vinde en relativt let udgave.

I 2023 ændrer løbet dog karakter. Det fremrykkede VM har ansporet arrangørerne til at give det en rolle som VM-forberedelse, og det skal være for temporytterne. Derfor inkluderer løbet for første gang i dette årtusinde en enkeltstart og det endda over noget, der er tæt på VM-distance, nemlig hele 32,7 km. Det vil selvsagt totalt ændre dynamikken i et løb, der hidtil har handlet om punch og spurtstyrke og er blevet afgjort på sekunder. Man må dog formode, at løbet i 2024 genvinder sin identitet.

Sidste års udgave var en af de hårdere, fordi løbet åbnede med en etape med mål halvvejs oppe ad Mur de Huy. Her blev det til favoritsejr til Julian Alaphilippe, men franskmanden blev kørt agterud på en svær og ukontrollerbar 2. etape, inden han udgik med corona. Her overtog Robert Stannard trøjen, og den forsvarende han fornemt på de tre sidste relativt lette etaper, så han kunne tage den samlede sejr med 10 sekunder ned til Loic Vliegen og 12 sekunder ned til Mattias Skjelmose. Stannard har valgt ikke at forsvare titlen, og da Skjelmose kører Tour, bliver Vliegen eneste genganger fra sidste års podium.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUR DE WALLONIE OG TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller næsten altid en afgørende rolle.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

I 2016 og 2018 var ruterne relativt nemme, mens man i 2017 havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. I 2018 lykkedes det trods den lette rute alligevel for Tim Wellens at sejre med det yderste af neglene, og i 2019 havde man en mellemting, hvor det gav puncheursejr til Loic Vliegen, mens den coronaramte version i 2020 var relativt let og gav den første sejr til en sprinter siden 2013, da Arnaud Demare sikrede sig den samlede med et flot comeback på kongeetapen. Samme finale blev benyttet på kongeetapen i 2021, hvor ruten også var usædvanligt let, men det lykkedes alligevel Quinn Simmons og Stan Dewulf at sikre, at der blev gjort forskelle på den eneste etape, som ikke endte i en spurt. Sidste år havde vi en finale på Mur de Huy, hvilket tippede løbet i retning af puncheurs, og det gav en sejr til Robert Stannard, der jo netop er den ideelle rytter til et løb som dette, da han både er puncheur og hurtig i flade spurter.

I år er alt imidlertid forandret. Det tidlige VM betyder, at arrangørerne naturligt nok har forsøgt at tiltrække stjerner ved at gøre løbet til den ideelle VM-forberedelse. Måske lidt overraskende har man dog valgt, at det skal være forberedelse til enkeltstarten. Derfor byder løbet for første gang i dette årtusinde på en enkeltstart og ikke nok med det. Den skal også gerne nærme sig VM-længde, og derfor har man designet en hele 32,7 km i fladt tonserterræn - præcis som man finder det til VM. Det er en dramatisk forandring af et løb, der plejer at blive afgjort på sekunder, for en så lang enkeltstart kan skabe enorme afstande.

Det kan de øvrige etaper til gengæld næppe. Efter en hård udgave sidste år har man nemlig designet en ganske let udgave. Etaper i dette løb er aldrig flade, og alle fire linjeløb har mere end 2100 højdemeter og endda bakker i finalerne, men de er af begrænset sværhedsgrad med gode muligheder for holdbare sprintere. Løbet byder til gengæld på en fin progression, for de fire etaper synes at have hårdere og hårdere finaler.

Det gælder dog nok ikke for de to første dage, der er meget end. De har begge et par mindre bakker i finalerne, men ligner oplagte chancer for løbets holdbare sprintere. De vil også kunne drømme om deres chance på mandagens 3. etape, men her skrues der op for vanskelighederne. Der venter nemlig en 900 m lang bakke med top med bare 3,5 km igen efterfulgt af en stigende finale, og det giver en åben afslutning med mulighed for angreb og appel til både stærke sprintere og puncheurs.

Det er dog de sidste to etaper, der ventes afgørende. Tirsdag gælder det den formentlig altafgørende enkeltstart på altså hele 32,7 km, og skal den ikke afgøre det hele, skal det formentlig ændres på onsdagens afsluttende kongeetape. Her skal man ind i hjertet af Ardennerne på en dag med mere end 3300 højdemeter, men de kommer primært i etapens første halvdel. Skal de tunge tempospecialister sættes under pres, skal løbet derfor eksplodere tidligt, inden det flader ud frem mod en eksplosiv finale med en stejl 1 km lang bakke med top bare 2,8 km fra stregen. Dermed lægges der op til puncheurfest som afslutning på et løb, der jo typisk appellerer til netop puncheurs, men som altså i år alligevel er helt anderledes end normalt.

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, og i de seneste år er den tradition kun blevet brudt i den uhørt hårde udgave i 2017 samt i 2022. I år vender man tilbage til traditionen, for selvom der skal klatres næsten 2600 højdemeter på åbningsdagen, og der mod slutningen er en ganske stejl bakke, synes terrænet ikke at være svært nok til at kunne forhindre, at de holdbare sprintere får deres første mulighed fra start.

I alt skal der tilbagelægges 189,6 km, der fører feltet fra Huy til Hamoir, og der lægges benhårdt ud.  Et kort, fladt stykke leder mod sydvest, inden man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de Gives (2,6 km, 4,8%), der har top efter 7,8 km. Herfra snor man sig mod syd igennem let kuperet terræn, og sådan fortsætter det, når man efterfølgende kører mod først sydøst, siden sydvest, så øst og slutteligt sydvest ned til det sydligste punkt. Her sætter man kursen mod øst for at sno sig gennem et kuperet område, som byder på kategori 2-stigingen Cote sur Sohère (2,9 km, 4,1%) med top efter 85,2 km og kategori 2-stigningen Cote de Nassogne (5,6 km, 3,5%) med top efter 98,3 km.

Herfra bliver det lettere. Nu drejer man nemlig mod nordøst, og efter et kort, kuperet stykke begynder det at falde, inden man kører igennem fladt terræn mod nordvest frem til Cote dur Les Tiennes (1,3 km, 6,2%), der har top efter 136,3 km. Herfra leder en nedkørsel mod nordøst ned til den første spurt, som kommer efter 144,7 km. Man fortsætter op ad en bakke (2,3 km, 4,9%), der har top efter 148, inden det falder mod nordøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 150,0 km. Man kører nu den sidste del af denne frem til en første passage af stregen efter 156,4 km.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 33,2 km lange runde. Fra start går det mod nord, nordvest og sydvest igennem stigende terræn frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 168,0 km. En kort nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man fortsætter op ad kategori 2-stigningen Cote d’Oneux (2,5 km, 3,1%), der efter en let start slutter med 1000 med 4-6%.

Toppen rundes efter 175,4 km, hvorefter de sidste 14,2 km indledes med en lidt snoet nedkørsel, som fører mod sydøst og nordøst, hvorefter det går mod sydøst op ad den lille Cote de Grand-Houmart (800 m, 7,2%), på hvis top dagens sidste spurt er placeret efter 182,5 km. De sidste 7,1 km er nu næsten alle faldende og fører mod først sydøst og siden nordøst, idet først den sidste kilometer er relativt flad. Det går ad en helt lige vej fem til et skarpt sving med 300 m igen, hvorefter vejen har en skarp kurve, inden den retter sig ud over de sidste 200 m.

Etapen byder på i alt 2589 højdemeter.

Det er bestemt ikke nogen flad etape, men generelt er stigningerne ganske bløde og overkommelige for holdbare sprintere. Den sidste bakke op til sidste spurt er et godt afsæt for et sent angreb, men med lange, lige veje efterfølgende bør det ende i en reduceret massespurt. Til gengæld betyder de to sene indlagte spurter, at kampen om bonussekunder kan indledes allerede fra første færd.

Hamoir har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på kongeetapen  Belgium Tour i 2021, hvor Caleb Ewan vandt en reduceret massespurt foran Bryan Coquard og Davide Ballerini.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

2. etape

De holdbare sprintere havde formentlig en chance lørdag, og det kan de meget vel få igen søndag. Her venter nemlig endnu en kuperet dag med mere end 2200 højdemeter, men som på den foregående etape er der mest af alt tale om blødere bakker, mange vil kunne overleve. Også denne gang er der dog en denne gang lidt længere finalebakke, der vil kunne bruges som afsætsrampe for et sent angreb, som måske kan forhindre det, der ellers ligner endnu en reduceret massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 179,7 km, der fører feltet fra Saint-Ghislain til Walcourt. Starten er ganske enkel, idet man lægger ud med at køre ad lange, lige veje mod sydøst, og hvor det i starten er helt fladt, bliver det hurtigt lidt småkuperet med en lidt længere bakke undervejs og derefter generelt let stigende terræn. I udkanten af byen Chimay, når man efter ca. 60 km etapens sydligste punkt, hvor man drejer mod nordøst for at køre igennem let kuperet terræn frem til den første spurt, som kommer efter 77,0. Her drejer man med det samme mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de l’Ermitage (2,3 km, 5,6%), der har top efter 81,1 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord.

Nu går det igennem mere let kuperet terræn mod nordøst og nord, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Cote Les Strepys (3,1 km, 5,0%), der har top efter 117,0 km. Den leder op til et næsten fladt plateau, som følges mod nordvest og vest frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 139,5 km. Umiddelbart herefter kører man efter 142,2 km dagens anden spurt, hvorefter man efter 146,2 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 33,5 km lange rundstrækning, der indledes med, at man snor sig mod sydvest, vest, nordvest og nordøst igennem let kuperet terræn frem til det nordligste punkt, hvor dagens sidste spurt køres efter 161,9 km. De sidste 17,8 km indledes nu med et næsten fladt stykke, der fører mod sydøst, inden man drejer mod syd for at køre op ad en bakke (1,4 km, 5,0%). Fra toppen resterer 6,5 km, der består af først et kort plateau, siden en nedkørsel og slutteligt 3 km, der er stort set flade. Der er et skarpt sving med 2900 m igen, men derefter bugter vejen sig kun let.

Etapen har i alt 2245 højdemeter.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Etapen minder meget om den foregående. Terrænet er en anelse lettere med færre længere stigninger, og igen er bakkerne generelt bløde. Det ligner derfor atter en reduceret massespurt, men vi kan vente os både en kamp om bonussekunder mod slutningen samt angreb på den sidste bakke, der denne gang er lidt længere end på 1. etape. Det virker dog usandsynligt, at man på de lange, lige veje til sidst kan forhindre en spurtafgørelse.

Walcourt har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

3. etape

Efter to relativt lette dage skrues der en anelse op for vanskelighederne i finalen på 3. etape. Faktisk er der lidt færre højdemeter end på de foregående etaper, og heller ikke denne gang er der svære bakke til sidst. Denne gang kommer der dog en kort bakke i den absolutte finale, og det vil i hvert fald stille større krav til holdbarheden hos de ryttere, der drømmer om at spurte om sejren, ligesom det åbner for, at også eksplosive puncheurs kan drømme om sejren og at få del i bonussekunderne på stregen.

I alt skal der tilbagelægges 186,8 km, der fører feltet fra Thuin til Mont-Saint-Guibert. Fra start snor an sig mod sydøst over et ganske langt stykke, hvor terrænet kun er let kuperet, indtil en nedkørsel leder ned til en af dagens vanskeligste udfordringer. Man fortsætter nemlig herfra videre mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote des Quatre Chemins (4,9 km, 3,2%), der har top efter 55,7 km.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Den leder op til et fladt plateau, der følges mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre ad en nedkørsel, der med det samme leder ind på kategori 2-stigningen Cote de la Reine (2,4 km, 5,3%), hvis top rundes efter 73,0 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en nedkørsel og derefter med det samme op ad en bakke (1,8 km 5,2%) med top efter 77,5 km, hvorefter det atter går ned til endnu en kort bakke. En lang nedkørsel fører nu videre mod nordvest frem til et kort fladt stykke. Derfra går det mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Leffe (4,1 km, 4,5%), der har top efter 91,4 km.

Nu bliver det meget lettere. Efter et kort plateau, der leder mod nordøst og en nedkørsel, der fører mod nordvest, snor man sig igennem fladt terræn mod nord, idet man undervejs efter 114,0 km kører dagens første spurt. Kort efter denne drejer man mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de la Pairelle (2,6 km, 4,4%), hvis top rundes efter 122,7 km. En kort nedkørsel leder nu videre mod vest, inden man snor sig igennem let kuperet terræn mod nordvest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 138,3 km, og derfra er det stort set helt fladt, når man kører mod først nord og siden ad en helt lige vej mord nordvest frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes 162,4 km, inden man bare 300 m senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 24,1 km lange runde, der indledes med en nedkørsel, som fører mod nordvest, inden man kører igennem fladt terræn mod sydvest. I det vestligste punkt drejer man mod nordøst for at køre op ad en bakke (800 m, 5,9%), på hvis top dagens sidste spurt er placeret efter 176,2 km, inden de sidste 10,6 km indledes med en kort nedkørsel og et fladt stykke, som fører mod nordøst og øst.

Kort efter drejer man mod nord for at køre op ad en bakke (900 m, 4,8%), der har top bare 3,5 km fra stregen, hvorefter det falder over en kilometer. Med 2500 m igen begynder det atter at stige over ca. 1000 m, hvorfra de sidste 1500 m er relativt flade. Der er skarpe sving med 4900 m og 4100 m igen, inden en lige vej leder frem til et endnu et sving med 2000 m igen. Nu venter en rundkørsel med 1100 m, hvorefter man ved den røde flamme drejer i endnu en rundkørsel, og derefter er der et skarpt sving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2139 højdemeter.

Det er en finale, der ikke er helt let at blive klog på. Den sidste bakke er ikke rasende svær, men den kommer meget tæt på mål. De mest holdbare sprintere kan være med, særligt hvis den går lidt i stå efterfølgende, men da det hurtigt begynder at stige igen, er det nok en finale, der appellerer mere til puncheurtyper - typer, der måske endda kan køre væk på den sidste bakke.

Mont-Saint-Guibert har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

4. etape

Tour de Wallonie plejer at være et løb for puncheurs og holdbare sprintere, men det ændres der i den grad på i år. Den nye placering af VM betyder, at arrangørerne så deres snit til at gøre løbet til en god forberedelse for nogle af verdens bedste temporyttere, og derfor bydes der denne gang på noget så sjældent som en enkeltstart, hvad man ikke tidligere har haft i dette årtusinde. Da man samtidig med en distance på hele 32,7 km nærmer sig VM-længde, taler meget for, at løbet nærmest udelukkende vil blive afgjort af denne næstsidste etape, hvor der med begrænsede klatring og begrænsede tekniske udfordringer er lagt op til, at de store wattmonstre kan teste VM-formen.

I alt skal der altså tilbagelægges hele 32,7 km med start og mål i Mons. Fra start kører man ad lange, lige og relativt flade veje mod syd og sydvest. Omkring byen Noirchain er der to hurtige sving, inden en lang, lige og let stigende vej leder mod sydvest ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nordøst for at køre ad en ganske let faldende vej frem til mellemtiden, der tages efter 16,4 km.

Det er stort set i etapens midtpunkt, og herfra falder det fortsat let mod nordøst frem til Genly, hvor man drejer mod øst for at sno snig mod øst og nordøst igennem let faldende terræn. Efter tre hurtige sving går det ad en lige vej mod nordvest, inden det bliver helt fladt, når man kører mod først nordøst og siden nord frem til Nyon. Herfra kører man mod nord ind til målbyen, hvor man kører en lille sløjfe rundt om mål. En let snoet vej leder frem til et sving med 1800 m igen, hvorefter vejen med 700 m har en 90-graderskurve og slutteligt et skarpt sving med 600 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,9% i snit.

Etapen byder på i alt 231 højdemeter.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Der er ikke meget hokuspokus over denne enkeltstart. Helt fladt er det sjældent i Vallonien, men 231 højdemeter over 32,7 km er ikke meget. Tekniske passager er der også få af, og det ligner derfor den helt perfekte VM-test for de største wattmonstre, der både kan tjekke formen og formentlig tage et meget stort skridt mod den samlede sejr på den i særklasse vigtigste etape.

Mons har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Circuit Franco-Belge i 2004, hvor Tom Boonen vandt en massespurt foran Jimmy Casper og Eric Baumann.

5. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, og selvom den ikke vender tilbage i år, holdes traditionen i hævd. Løbet afrundes nemlig med sin kongeetape, der byder på mere end 3300 højdemeter og stigninger kendt fra Liege-Bastogne-Liege. De kommer dog alle tidligt på etapen frem mod en lettere finale, men til allersidste er der et pa mindre bakker og ikke mindst en stejl sag lige inden stregen, hvilket bør sikre, at det er ardennertyperne, som får det sidste ord i Valloniens rundtur.

Med en distance på 215,0 km er der tale om løbets klart længste etape, der fører feltet fra Banneux (Sprimont) til Aubel. Startbyen ligger midt  det terræn, vi kender fra Liege-Bastogne-Liege, og man lægger ud med at køre en omgang på en 62,6 km lang rundstrækning mod sydvest. Fra starten er det faldende og fladt, når man snor sig mod sydvest, men etapen tager fat, nå man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Filot (3,6 km, 5,0%), der har top efter 25,3 km. Efter en kort nedkørsel, som fører mod syd, går det videre mod sydøst op ad en lang bakke (5,6 km, 3,6%), hvis top efter 32,5 km rundes i det sydligste punkt.

Her drejer man mord nord for at køre ad en lang nedkørsel, inden man i dalen kortvarigt kører mod vest. Nu går det mod syd op ad kategori 1-stignngen Cote de Chambralles (1,5 km, 9,0%), som har top efter 51,8 km, inden en nedkørsel leder mod vest og nord. Med det samme går det nu mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Fraiture (2,0 km, 7,2%), hvis top passeres efter 59,8 km. Slutteligt fører et fladt plateau mod nordøst ind til startbyen.

Her drejer man mod nord for at køre videre ad plateauet, inden en nedkørsel fører mod sydøst ned til den berømte kategori 1-stigningen Cote de Roche-aux-Faucons (4,6 km, 4,0%), der dog bestiges fra en anden side end i Liege. Toppen rundes efter 79,7 km, hvorefter det går mod nordøst ad en nedkørsel og derfra mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Cortil (3,0 km, 6,2%), hvis top passeres efter 87,4 km. Et kort plateau leder mod sydøst, inden man kører mod sydøst ad en nedkørsel, hvorefter det går mod nord og øst igennem fladt terræn og derfra mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de Trasenter (3,1 km, 5,5%), hvis top rundes efter 105,1 km.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Herfra er de sidste 109,9 km betydeligt lettere. Et plateau fører mod syd, inden man kører mod nordøst ad først en nedkørsel og siden let kuperet terræn. Man kører kortvarigt mod syd op ad den lille kategori 2-stigning Cote de la Ville Haute (1,9 km, 4,9%), der har top efter 130,2 km, hvorfra man kører mod nordøst frem til dagens første spurt, der er placeret efter 138,6 km. Nu kører man mod først vest, siden nordvest og slutteligt nordøst igennem let kuperet terræn frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 164,0 km, og bare 100 m senere krydser man stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 50,9 km lange runde, der er placeret nordøst for byen. I starten snor man sig mod nordvest igennem let kuperet terræn, idet man efter 164,8 km undervejs kører dagens anden spurt. Stykket afsluttes, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Trois Frontieres (2,2 km, 4,8%), der har top efter 183,3 km lige på grænsen til Tyskland.

De sidste 31,7 km indledes med en nedkørsel, der fører mod nord og nordvest, hvorefter man zigzagger sig igennem let kuperet terræn i en generelt sydvestlig retning. Nu kører man en omgang på en lille rundstrækning, der sender rytterne mod først nordvest, siden sydvest og slutteligt sydøst, og som afsluttes med en bakke (1,3 km, 5,3%), på hvis top dagens sidste spurt køres efter 202,8 km.

Herfra resterer 12,1 km, der går mod syd ind mod Aubel. Først er det faldende, men slutteligt rammer man en bakke (1,0 km, 6,8%), der har top bare 2,8 km fra stregen. Den leder op til et 1300 m langt plateau, inden det med 1500 m igen begynder at falde frem til de sidste 500 m, der stiger let. Der er et skarpt sving med 2200 m igen og derefter to 90-graderskurver med hhv. 1500 m og 1000 m igen, inden det går lige frem til stregen.

Etapen byder på i alt 3328 højdemeter.

Etapen har et interessant design og minder meget om 2. etape i sidste års udgave. Her eksploderede det fra start, hvorefter en stor gruppe af de bedste klatrere afgjorde det hele i en ukontrollerbar og lettere finale, hvor Oier Lazkano sneg sig væk til sejr. Noget lignende kan ske igen, når mange ønsker tidligt at køre den førende og sikkert tungere ryttere ud af kampen, og det kan skabe endnu en ukontrollerbar afslutning. Det er dog også muligt, at et stærkt hold kan holde det nogenlunde samlet, hvorefter ardennertyperne skal slås om sejren i den eksplosive finale med den ganske svære bakke til allersidst.

Aubel har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2008, hvor Patrice Halgand vandt en tremandsspurt foran Rik Vebrugghe og Sergey Ivanov, og forinden vandt Julian Dean i 2003 en massespurt foran Emmanuel Magnien og David Kopp. Første gang var i 2001, hvor Niclas Axelsson sejrede med 2 sekunder ned til Jo Planckaert og Leon van Bon.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUR DE WALLONIE OG TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Favoritterne

Bemærk: Grundet Touren bliver denne optakt end anelse mere skitseagtig end vanligt.

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

Lettere bliver det ikke af, at ruten altid er uhyre vanskelig at læse. Det er den slags kuperede etaper, hvis hårdhed i højere grad bestemmes af, hvordan de køres, end af terrænets præcise udfordring, og derfor kan man ofte blive slemt overrasket. Det er i dette løb altid let både at over- og undervurdere etapers sværhedsgrad, og det gør det til et løb, der altid er meget svært at blive helt klog på.

Som nævnt ovenfor har det altid været et løb, der er blevet vundet puncheurs eller stærke sprintere. I de fleste år har løbet haft så vanskelige puncheurfinaler i Ardennerne, at det med sikkerhed har været en sag for ardennerspecialister, og det er da også disse, der har vundet hovedparten af udgaverne. Tidligere var det dog meget almindeligt, at vi fik sejre til holdbare sprintere. Det fik vi i 2012 og 2014 med hhv. Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman og igen i 2020 med Arnaud Demare, men også i 2016, 2018, 2019 og 2021 havde vi ruter, der kunne give sejre til begge ryttertyper. Faktisk var det kun den meget hårde 2017-udgave og sidste års udgave med en finale på Mur de Huy, der helt entydigt var uden for rækkevidde for sprinterne.

I år er alt naturligvis anderledes. Det er jo meget logisk at bruge løbet som VM-opvarmning også for temporytterne, men det er jo en total skævvridning at indlægge en enkeltstart på 32 km i et løb, der normalt afgøres på sekunder. Det bør det i hvert fald ikke blive denne gang, for en så lang enkeltstart vil jo i hvert fald skabe enorme forskelle. Der er en væsentlig risiko for, at løbet slet og ret bliver afgjort på tirsdag.

Det skyldes også, at de øvrige etaper ikke er specielt vanskelige. Jeg vil forvente, at 1. og 2. etape er for de holdbare sprintere, men det kan ikke helt udelukkes, at en puncheur kan køre væk på en af de sidste bakker. De har dog en endnu bedre chance på 3. etape, hvor finalen nok appellerer lidt mere til puncheurs end de mest holdbare sprintere, og her vil de også kunne vinde både bonus og måske nogle rigtige sekunder, selvom sidstnævnte nok er svært. Bonus kan der også jagtes i de indlagte spurter, der ofte er placeret i finalerne.

Forskellene på de første tre etaper bør dog være så små, at de kun ændrer på noget, hvis enkeltstarten bliver tæt i toppen. Skal det hele vendes på hovedet, skal det ske på onsdagens kongeetape. Desværre kommer vanskelighederne tidligt på etapen, og det taler for, at et stærkt hold kan holde det under kontrol. Lykkes det, vil en tungere temporytter stadig kunne miste sekunder - og bonus - på den stejle bakke i finalen, men næppe nok til at smide løbet.

Til gengæld kan etapen godt minde om 2. etape sidste år. Her blev de tidlige bakker brugt til at få løbet til at eksplodere, og det kan de meget vel blive igen i år, når enkeltstarten har skabt forskelle. Filippo Ganna vil med nogen sandsynlig føre stort, og så skal Ineos og Ganna sættes under pres. Det kan ikke udelukkes, at det kan eksplodere som i 2022, hvor de folk, der blev sat på bakkerne, endte med at tabe masser af tid. Sker det, kan det godt blive lidt uforudsigeligt, for så vil det være en lille gruppe med få hjælpere. Det gav sidste år en ukontrollerbar finale og en taktisk sejr til Oier Lazkano.

Læs også

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Vejret synes ikke at blive afgørende, men det bliver så blæsende, at man ikke helt kan udelukke sidevindskørsel. Det er dog sjældent, at det sker i Vallonien, så jeg tvivler. Allerede lørdag er der en lille chance, men det er søndagen, der bliver mest blæsende. Vindretningen er dog næppe rigtig. Det synes den at være mandag, men her er jeg usikker på, om styrken er kraftig nok. Derefter lægger vinden sig til enkeltstarten, der til gengæld godt kan blive en våd affære - heldigvis formentlig for alle - inden det igen bliver blæsende til kongeetapen, hvo jeg dog igen tvivler på, om styrken og retningen er rigtig.

Konklusionen er, at det formentlig er løbets bedste temporytter, der vinder, da den flade enkeltstart er skabt til wattmonstre, men han må ikke være for tung til kongeetapen. Han skal også gerne have et stærkt hold til at kontrollere samme etape, og derudover tør jeg heller ikke helt udelukke sidevindskørsel. Bliver det tæt, er punch og spurtstyrke vigtig, da man undervejs kan vinde både rigtige sekunder og en del bonussekunder.

Hvis bedste temporytter vinder, tårner Filippo Ganna sig op som storfavorit. Han bruger løbet som sidste test inden VM, og derfor må han antages at være i storform. Måske fik han klø til VM sidste år, og måske har han været lidt svingende på sine enkeltstarter i år, men han viste senest i Giroen og tidligere i Tirreno, at han bør vinde her. Han står også meget stærkt i sidevinden, han har et ganske godt hold, og han er god i eksplosive finaler - og endda så hurtig, at han måske kan få bonus. Skal han slås, skal han sættes på onsdag. Det bliver han ikke, hvis han har sin bedste klatreform, der i år har været sublim, men har han alene trænet fladbanekørsel frem mod VM, kan nogle af de klatrestærke hold måske køre ham ud af ligningen. Det sker dog ikke, hvis han har de ben, han bør have inden VM, og derfor er han den store favorit.

Faktisk tror jeg, at en af hans værste rivaler også kommer fra Ineos. Joshua Tarling bekræftede ved de britiske mesterskaber, at han allerede tilhører den absolutte verdenselite, og jeg glæder mig vildt til at se, hvor tæt han vil være på Ganna her. Han kan være for tung til kongeetapen, for han har ikke klatret så godt på det sidste, men klatrer han som i sæsonstarten, forsvarer han sig fint. Ineos har også et tredje kort i Luke Plapp, der ligeledes er en af de allerbedste temporyttere, og han er også den mest klatrestærke. Han har dog været uhyre formsvag i lang tid, senest i Østrig. Endelig har holdet Connor Swift, der i år har kørt gode enkeltstarter, men på dette hold må han være hjælper.

Den værste rival må være Bruno Armirail. Kører han enkeltstarter, som han har gjort på det sidste, særligt på den lange enkeltstart i Giroen, kan han true Ganna, ikke mindst over en distance, der passer ham. Klatrer han som i Giroen, kan han måske endda håbe at sætte Ganna på onsdag, men han er svingende, og derfor er hans form altid et åbent spørgsmål. Han bør dog være VM-klar. FDJ har også tempostærke Arnaud Demare, men denne rute er for lang for ham, og hans enkeltstarter har været skuffende i lang tid. Til gengæld kan han få en del bonus. Holdet har også Miles Scotson , men han har ikke kørt gode enkeltstarter i nogen tid, mens Laurence Pithie og Enzo Paleni ikke er tempostærke nok.

Løbets vel nok største spørgsmål er kometen Kevin Vauquelin. Franskmanden gør comeback efter sin langvarige hofteskade og kommer fra højderne. Med de enkeltstarter, han kørte sidste år, hvor han blandt andet kørte lige op med Mattias Skjelmose i Luxembourg, kommer han meget langt i dette løb - særligt efter en sæsonstart, hvor han nåede helt nye højderne. Ruten er nok lidt for flad for ham, men til gengæld kan vinde masser af bonussekunder undervejs. Han ledsages af den relativt tempostærke Thibault Guernalec, men vi har nu set, at hans potentiale i dette selskab ikke rækker hele vejen. Den uhyre lovende puncheur Ewen Costiou viste ved mesterskaberne, at han også kan forsvare sig i kampen mod uret, og det samme kan Andrii Ponomar.

Trek kommer med et virkelig stærkt hold med mange tempospecialister. Det bedste kort kunne være Daan Hoole, der senest med 2. pladsen ved de hollandske mesterskaber viste sine evner, også over lange distancer. Han kan til gengæld blive sat på kongeetapen, men har han de ben, han havde i bjergene som U23, klarer han det fint. Havde det været sidste år, havde jeg ikke tøvet med at rangere Bauke Mollema som vel nok Gannas største rival, men han har skuffet på sine enkeltstarter i år. Han bør dog være helt fremme i dette felt, og så kan han håbe på et blodbad på onsdag. Får vi det, står han meget stærkt. Det gør også Mathias Vacek, der dog skuffede lidt på enkeltstarten i Belgien, men til gengæld klatrede fremragende og tillige er ret hurtig. Endnu hurtigere er Filippo Baroncini, der endelig viste form inden pausen og passer godt til mange etaper. Han genfandt endda lidt af tempoevnerne i Schweiz, men han vil tabe lidt for meget til specialisterne. Endelig har holdet kometen Thibau Nys, der vil have en chance for at vinde alle linjeløbsetaper, ikke mindst 3. og 5. etape. Desværre vil han tabe meget på enkeltstarten, som vi så i Belgien og Romandiet. Den gode prolog i Norge handlede nemlig om, at det var en bjergprolog.

Soudal stiller med Mauro Schmid. Schweizeren kørte nogle gode enkeltstarter sidste år, men i år har det været sløjt. Vi har i hvert fald lært, at flade powerruter slet ikke er ham, og derfor vil han tabe for meget på 4. etape. Til gengæld vil han ikke stå ringe i jagten på bonussekunder, for 3. og 5. etape har finaler, der passer ham. Mere tempostærk på en flad rute er Jannik Steimle , men han bør finde 5. etape for hård. Andrea Bagioli og Mauri Vansevenant kan forsvare sig på enkeltstarten, men ikke nok, selvom særligt Bagioli kan tage megen bonus undervejs. Det samme gælder for Davide Ballerini, der dog også risikerer at blive sat på 5. etape.

Lotto stiller med Arnaud De Lie, der efterhånden må antages at være i form igen. I teorien kan han vinde alle fire linjeløbsetaper, hvis han er på toppen, men 5. etape kræver til gengæld også, at han er formstærk. Problemet er enkeltstarten. Han gav den gas i Besseges, og her så vi, at han altså ikke er tempostærk nok. Lange distancer hjælper i øvrigt også sjældent sprintere, og han skal håbe, at det hele eksploderer, og at alle de tungere specialister kommer til kort. I dette felt bør Brent Van Moer måske kunne vise lidt af tidligere tiders tempoevner, mens Arjen Livyns og Cedric Beullens er for temposvage.

Intermarché kommer med en spændende kandidat i Sven Erik Bystrøm. Nordmanden skuffede på enkeltstarten i Belgien, men præsterer han som i Giroen og Algarve, kommer han relativt langt her, hvis han er i form. Han passer også ganske godt til de to eksplosive finaler, hvor han måske kan jagte bonus. Han ledsages af den tidligere vinder Loic Vliegen, der altid er flyvende i dette løb, men han er for temposvag til at ende på podiet denne gang. Holdets bedste kort til de hårde finaler er Lorenzo Rota, men han vil tabe alt for meget på enkeltstarten, som det også vil gælde for Aimé De Gendt.

Israel-PT har Ben Hermans, der senest i Belgien viste, at han er ved at være tilbage efter sine mange problemer. Han choksejrede jo på en enkeltstart i 2021, men som vi senest så i Belgien, sker det ikke igen med det nuværende materiel. Han viste dog også, at han kan forsvare sig, men ikke nok til at redde det på denne lette rute. Han har selskab af den tidligere specialist Mads Würtz, der på 1. etape i Giroen viste, at han stadig kan køre en fin enkeltstart, hvis han er i form igen efter pausen. Til gengæld er kometen Marco Frigo næppe tempostærk nok, og det er Jakob Fuglsang heller ikke længere.

Ag2r kommer også med et hold uden specialister, men de har Franck Bonnamour, der før har forsvaret sig. Han passer godt til de eksplosive finaler, hvor han kan score bonus, men hans form er usikker. Han har nemlig ikke været i form siden styrtet i februar, men de var heldigvis fremgang inden pausen. I dette felt kan Greg Van Avermaet måske køre en hæderlig enkeltstart og måske få lidt bonus undervejs, hvis han er i form.

Alpecin vandt løbet sidste år, men det bliver svært denne gang. De har et par gode folk til de eksplosive finaler, men hverken Kaden Groves, Gianni Vermeersch, Kristian Sbaragli, Dries De Bondt eller Stefano Oldani er tempostærke. Den bedste temporytter er Xandro Meurisse, der viste lidt livstegn i Østrig, men stadig er for langt fra fordums styrke - og i øvrigt heller ikke tempostærk nok. Oldani kørte dog en uventet god enkeltstart i Danmark sidste år, og derfor kan han måske overraske.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Cofidis har slet ingen, der kan køre enkeltstart, og Simone Consonni og Axel Mariault henter ikke nok bonus undervejs. Bingoal satser på Ludovic Robeet, men han er slet ikke tempostærk nok og også for tung. Hos Flanders kan Jenno Berckmoes gøre det hæderligt på enkeltstarten og i de hårde finaler, men helt fremme kan han ikke være. Sander De Pestel og Gilles De Wilde er mere tempostærke, men måske for tunge. Hos Uno-X er enkeltstarten nok for lang for Louis Bendixen , og selvom han kørte en god bjergprolog i Norge, er der intet, der indikerer, at Ådne Holter er god på en flad enkeltstart. Kontinentalhold har det altid meget svært på enkeltstarter, men lad os håbe, at den lovende Pim Ronhaar kan begrænse tabet så hæderligt, som han gjorde det i Belgien.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er flere ændringer. Vigtigst er det, at Vauquelin ikke deltager, men heller ikke Demare, Ponomar, Würtz, Fuglsang, Frigo eller Groves kommer til start. FDJ erstatter Demare med Jake Stewart, men selvom han kørte en god enkeltstart i Besseges for et par å siden, er han slet ikke tempostærk nok. Alpecin erstatter Groves med den forsvarende vinder, Robert Stannard, men enkeltstarten gør det helt umuligt for ham at køre klassement på denne rute.

OPDATERING 2: Af en eller anden grund stod Niklas Larsen ikke på min startliste. Med de enkeltstarter, han har kørt, står han meget stært på 4. etape, men han har desværre haft det svært på stigningerne i år. Derfor frygter jeg, at særligt 5. etape vil koste ham et topresultat i klassementet.

***** Filippo Ganna

**** Bruno Armirail, Joshua Tarling

*** Luke Plapp, Daan Hoole, Bauke Mollema, Mathias Vacek, Mauro Schmid

** Connor Swift, Niklas Larsen, Jannik Steimle, Thibau Nys, Arnaud De Lie, Sven Erik Bystrøm, Filippo Baroncini, Andrea Bagioli, Miles Scotson, Ewen Costiou, Thibault Guernalec, Ben Hermans, Stefano Oldani

* Xandro Meurisse, Loic Vliegen, Franc Bonnamour, Lorenzo Rota, Brent Van Moer, Mauri Vansevenant, Davide Ballerini, Jake Stewart, Robert Stannad, Enzo Paleni, Jenno Berckmoes, Sander De Pestel, Gilles De Wilde, Greg Van Avermaet, Ludovic Robeet, Ådne Holter, Louis Bendixen, Pim Ronhaar

Danskerne

På Uno-X skal Louis Bendixen primært køre lead-out for Erlend Blikra de to første dage, men bliver finalerne for hårde for nordmanden, kan han måske selv gå efter et resultat. Enkeltstarten er nok lidt for lang til, at han kan begå sig i klassementet. Han ledsages af Niklas Larsen, der jf. opdateringen ovenfor kan lave et meget godt klassementsresultat i kraft af enkeltstarten, selvom jeg frygter, at 5. etape er for hård.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUR DE WALLONIE OG TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR