Optakt: Tour Down Under

Få optakten til Tour Down Under opsummeret i videoen ovenfor.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Løbets rolle og historie

2024 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.

Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny indledning, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I flere år slog Tour Down Under og Tour de San Luis pjalterne sammen og splittede feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere rejste til Australien og etapeløbsrytterne drog til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.

Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner er rejst til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst, når nu 2022-sæsonen lærte holdene, at man skal være på dupperne, selvom det der først atter er nedrykning fra WorldTouren efter 2025-sæsonen - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsserie, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle WorldTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelig sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i via af bonussekunder at vinde løbet for anden gang. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af samme Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt op ad bakken i Stirling fundet.

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, i 2016 og 2018 var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet og i 2017 og 2020 atter kombinationen af Paracombe og Willunga, mens man i 2019 supplerede Willunga-etapen med en ny, hård finale i Campbelltown. Kun i 2017 var det en anelse lettere med kun Willunga-etapen som en relativt selektiv sag.

Efter mange år med dette relativt faste format er der forandringer på vej. Efter 2020-udgaven sagde den mangeårige løbsdirektør Turtur stop, og i stedet overtog O’Grady, vinderen af den allerførste udgave, ansvaret. Da han for første gang fik lejlighed til at designe sin egen rute i 2023, nytænkte han hele formatet. Væk var ikke blot den ikoniske finale på Willunga Hill, der blev erstattet af en ny kongeetape med mål på den noget lettere Mount Lofty. Løbet bød også på historiens første enkeltstart i form af en prolog, og i det hele taget var der meget mindre genbrug end vanligt. Den trend vil formentlig fortsætte, for selvom O’Grady med sin anden udgave i 2024 vender tilbage til et mere klassisk format uden en prolog og med Willunga-etapen, har han med en afsluttende weekend med både Willunga og Mount Lofty designet det, der vel er den hårdeste rute nogensinde.

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprintere. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Løbet kæmpede længe med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb tilbød en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, deltes feltet i to. Sprinterne and klassikerrytterne drog hovedsageligt til Australien, mens etapeløbsrytterne foretrak Argentina. I 2017 blev Tour de San Luis aflyst, og derfor blev konkurrencen mindre intens, men da Vuelta a San Juan, der indledtes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, overtog rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, blev systemet hurtigt genetableret og fortsatte også i 2018, 2019 og 2020.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Alt dette fik corona lavet om på. Ganske vist nåede begge løb at blive afviklet, mens coronavirus stadig kun var et kinesisk fænomen, men som alle andre ikkeeuropæiske løb blev januarkalenderen hårdt ramt, da epidemi blev til pandemi. Hverken i 2021 eller 2022 lykkedes det at afvikle de to løb, og derfor var det med stor glæde, at cykelverdenen i 2023 for første gang i tre år kunne byde på den åbning af sæsonen, vi netop havde vænnet os til. Desværre var det måske en engangsforestilling, for i 2024 afvikles løbet i San Juan som en lokal begivenhed, og hvis ikke det kommer tilbage på UCI-kalenderen, vil løbet i Australien fremover ikke have konkurrence fra andre løb så tidligt i januar.

Indtil nu har rytterne ellers skullet træffe et valg, og i de seneste år var det i høj grad australierne og deres WorldTour-point, der vandt kampen. I år burde fraværet af det argentinske løb logisk set have boostet den australske startliste betydeligt, men det er ikke sket. Man kan vel med nogen ret hævde, at feltet endda er svagere end det plejer. Listen over grand tour-ryttere er som vanligt ikke skræmmende lang og tælle vel ku Simon Yates og Jack Haig, mens Caleb Ewan, Phil Bauhaus, Sam Welsford, Biniam Girmay, Corbin Strong, Max Kanter, Elia Viviani og Ivan Garcia Cortina er blandt de ryttere, der sikrer et pænt sprintefelt, som dog heller ikke er helt så stærkt, som de plejer. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et stærkt felt af ardennerspecialister og puncheurs, hvoraf blandt andre Julian Alaphilippe, Filippo Ganna, Jhonatan Narvaez, Simon Clarke og Diego Ulissi vil være at finde i feltet.

Sidste år var løbet endelig tilbage efter sin toårige coronapause, og det skete som sagt med en helt nytænkt og innovativ rute. Den indledende og historiske prolog blev desværre reelt ødelagt af regn, men derefter blev vi vidner til en fascinerende duel mellem Jay Vine og Simon Yates. Efter at Rohan Dennis havde vundet den første af løbets klassementsetaper, da han sammen med Vine, Yates og Mauro Schmid kørte væk på sidste stigning, fortsatte duellen på løbet anden klassementsetaper, hvor de to duellanter atter kørte væk, denne gang sammen med Pello Bilbao. På den afsluttende kongeetape til Mount Lofty gjorde Yates sit bedste for at sætte Vine, der med sin gode prolog havde sikret sig føringen, men selvom han vandt etapen, var det ikke nok til at forhindre den lokale helt i at tage den samlede sejr med 11 sekunder ned til den lille brite og 27 sekunder ned til Bilbao. Vine havde egentlig annonceret, at han ville forsvare sin titel, men den plan droppede han i september, og da Bilbao heller ikke vender tilbage i år, bliver Yates eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet som sagt gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære med etaper, der giver muligheder for forskellige ryttertyper, og hvor der er langt større udskilning end tidligere. I fem år frem til og med 2016 havde løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte var for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, valgte arrangørerne at ændre en smule på tingenes tilstand. 2017-ruten var på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne tilgodeså de hurtige afsluttere. På den anden side var de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og der blev skabt større forskelle end tidligere. De store tabere var de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet etaperne enten tilgodeså sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således blev etapen til Stirling, der ellers har rammen om et årligt tilbagevendende slag mellem stærke sprintere og puncheurs, sløjfet, og der var ingen etape, hvor en sen stigning kunne rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reduceret massespurt.

I 2018 var ruten endda endnu nemmere, da den ene af de to klassementsetaper var så let, at den ikke gjorde den store forskel. Stirling-etapen vendte ganske vist tilbage, men da tre af etaperne var flade sprinteraffærer, var det reelt kun på den klassiske kongeetape med mål på Willunga Hill, at klatrerne kunne gøre en forskel. Trenden blev brudt i 2019, hvor de ellers meget konservative arrangører var meget nyskabende med hele to nye etapeafslutninger, hvoraf to var for klassementsrytterne, én for hårdføre folk og tre for sprinterne, hvormed man i en vis forstand vendte tilbage til den gamle model, selvom Stirling-etapen for anden gang på tre år var fraværende. Den trend med hårdere ruter fortsatte i 2020, hvor man måske havde den hårdeste rute nogensinde med to af de vanskeligste klassementsetaper, et comeback til Stirling-etapen, en etape for de hårdføre sprintere og kun to helt klassiske sprinteretaper.

Løbet i 2020 var samtidig det sidste under ledelse af løbets skaber, Mike Turtur, der for fire år siden overlod ansvaret til den nye løbsdirektør, Stuart O’Grady. Med to aflysninger havde den tidligere dobbelte vinder god tid til at overveje, hvad han vil med ”sit” løb, og den brugte han til helt at gentænke det. Turtur brugte ellers de samme afslutninger igen og igen, men sidste år blev alt kastet op i luften med en meget innovativ rute, som ikke havde mange ligheder med det løb, vi kender. Willunga-etapen var helt væk og erstattet af en spritny kongeetape med mål på den betydeligt lettere Mount Lofty, og løbet bød endda for første gang nogensinde på en tidskørsel i form af en prolog. Lidt genbrug var der dog tale om, da løbet bød på den benhårde klassementsetape med den stejle Corkscrew-stigning i finalen, og da hans nye afslutning ved det ellers klassiske mål i Victor Harbor tillige blev mere selektiv end ventet, endte den på papiret lettere rute faktisk med at blive overraskende selektiv, mens sprinterne var de store tabere med blot to massespurter, hvoraf den ene endda fandt sted i en kraftigt stigende finale.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Dermed endte O’Gradys første løb med at blive overraskende hårdt, selvom fraværet af Willunga på papiret gjorde det til det letteste i mange år, men måske har O’Grady alligevel været lidt bange for, at hans nye format var for let. I hvert fald har han til sin anden udgave designet en rute, der meget vel kan ende som en af de hårdeste nogensinde. I hvert fald byder han på hele tre klassementsetaper, hvilket er én mere end vanligt, men samtidig er han mere gavmild over for sprinterne, der formentlig kan se frem til tre klassiske massespurter. Dermed får vi en udgave, der som i 2017 efterlader de hårdføre sprintere skuffede, for det kan meget vel være et løb, der kun tilgodeser de klassiske sprintere og klassementsryttere - og det gør den med en fin blanding af både genbrug og nytænkning.

Det mest markante er, at O’Grady vælger at gå ”all inclusive”. I hvert fald bruger han både den klassiske kongeetape med mål på Willunga Hill, der således vender tilbage efter bare et års fravær, men samtidig vender den betydeligt lettere Mount Lofty-etape tilbage - dog i en lettere udgave med kun to og ikke fire passager af målstigningen. De ligger samlet i en brutal weekend, hvor det helt store slag skal slås på lørdagens kongeetape på Willunga Hill, og hvor klassementsrytterne derefter som noget helt nyt får endnu en chance om søndagen, hvor Mount Lofty byder på det andet mål på en dog ganske vist betydeligt lettere stigning.

Dermed er der lagt op til en weekend i klassementsrytternes tegn, men de får en chance allerede tidligere i løbet. Allerede på 2. etape har O’Grady nemlig introduceret en spritny finale i Lobethal, hvor man bruger den helt klassiske Tour Down Under-opskrift med en kort, stejl stigning efterfulgt af en flad finale. Stigningen er lettere end de velkendte modeller med samme opskrift, som eksempelvis Corkscrew-etapen fra sidste år, og man kan således ikke udelukke en form for reduceret massespurt, men chancen for at gøre forskelle er bestemt til stede.

Resten af løbet bør til gengæld være for sprinterne. Prologen vender ikke tilbage, og dermed vender vi tilbage til den velkendte tradition med en indledende sprinteretape, hvor det for tredje gang i træk er byen Tanunda, der ventes at være rammen om den første massespurt. Efter det indledende klassementsopgør om torsdagen får de deres anden chance på en ganske tilforladelig 3. etape, hvor ikke meget bør kunne forhindre en massespurt. Til gengæld kan de hurtige folk måske blive snydt på fredagens 4. etape, der ellers er endnu fladere, end man normalt ser det i løbet, men som finder sted i et område, hvor vi før har set sidevindskørsel. Sprinterne vil imidlertid håbe på en vindstille dag, så de kan få en formentlig tredje massespurt, inden der går klassementskamp i den med de to ”bjergfinaler” i den historisk hårde weekend.

VÆLGER DU SIMON YATES ELLER CALEB EWAN TIL DIT HOLD?
 

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden indtil sidste år har udelukket muligheden for en tidskørsel - en udfordring som blev omgået ved at køre prologen på almindelige cykler - betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udmarvende affære, og man har flere gange oplevet, at etaper er blevet forkortet.

Som vanligt vil rytterne varme op i gadeløb, Down Under Classic, i Adelaide, og det gør de for andet år i træk allerede om lørdagen og ikke søndagen inden løbet. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et løb uden for UCI-regi med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor går løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014 og sidste år helt usædvanligt åbnede med en prolog, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. Efter tre år med mål i Lyndoch og 2019-udgavens eksperiment med mål i hjertet af selve Adelaide, er det for tredje gang i træk Tanunda - et hyppigt besøgt mål - der får lov at være rammen om løbets første linjeløbsetape. Det har hver gang været i form af et relativt fladt rundstrækningsløb, hvor de hurtige folk kom til fadet i både 2020 og 2023, og det vil være overraskende, hvis ikke også det i 2024 bliver en sprinter, der vinder i byen.

Som altid er de australske etaper relativt korte, og denne gang skal der på førstedagen bare køres 144,0 km, der har både start og mål i Tanunda. Etapen bruger i alt væsentligt præcist de samme veje, som 1. etape gjorde for et år siden, men hvor man sidste år kørte et indledende stykke, inden man kørte omgange på en rundstrækning med stigningen Mengler’s Hill, har man denne gang smeltet det indledende stykke og sidste års rundstrækning sammen til én ny rundstrækning, hvor hele etapen afvikles. Det giver selvsagt en længere rundstrækning og dermed også færre omgange, hvilket betyder, at stigningen skal passeres bare tre og ikke fem gange - alt sammen forhold, der naturligvis gør etapen betydeligt lettere.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Etapen består af tre fulde omgange på den 49,3 km lange rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Fra målområdet i centrum af byen køer man igennem relativt fladt terræn mod nordvest ad en lige vej frem til det punkt, hvor den reelle start gives. Her drejer man mod nordvest for at køre igennem en meget teknisk fase med mange sving, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til Greenock, der nås efter 15,5 km af rundstrækningen. Derfra går det mod sydøst ad en generelt lige og flad vej frem til byen Angaston, idet man efter undervejs passerer Nuriootpa, hvorefter det begynder at stige let. I Angaston køres dagens to spurter på de to første omgange efter hhv. 24,5 km og 73,9 km.

I Angaston snor man sig videre mod sydøst ad hovedvejen, idet det nu begynder at stige kraftigere, og sådan fortsætter det, når man forlader den store vej for at køre mod først sydvest og siden igen sydøst. Nu rammer man kategori 4-stigningen Mengler’s Hill (2,06 km, 3,8%, max. 14,4%), der er vanskeligst over de sidste 900 m, idet der her venter først 500 m med 4,4% og slutteligt 400 m med 6,7% frem mod toppen, hvor der er bjergspurter på alle omgange efter hhv. 32,0 km, 81,3 km og 130,7 km.

Fra sidste passage resterer bare 13,4 km. De indledes med en ganske let nedkørsel, der leder mod sydvest, vest og nord, inden det går ad let faldende veje mod sydvest. Umiddelbart inden byen Bethany drejer man mod nordvest for at følge en lige og let faldende vej ind gennem samme by frem til udkanten af Tanunda, hvor der er et ganske blødt sving med 1700 m igen, inden der herefter er to ganske kraftige kurver umiddelbart før den røde flamme, hvorefter vejen er stort set helt lige. Det falder let ned mod de sidste 1500 m, der til gengæld er let stigende.

Etapen byder på i alt 1381 højdemeter mod 1714 højdemeter i 2023 og 1245 højdemeter i 2020, hvor rundstrækningen var en helt anden og med en anden stigning, men hvor de sidste 7,5 km var de samme som i både 2023 og 2022.

Tanunda er en hyppigt besøgt by i løbet, og her plejer sprinterne altid at få det sidste ord. Sidste år skruede man op for vanskelighederne, men det havde ingen indflydelse på udfaldet, der endte med en næsten fuld massespurt. Måske vil vi se et hold eller to forsøge at lægge et pres ved sidste passage af stigningen for at komme af med de allertungeste, men det er svært at tro, at et sultent sprinterfelt vil misse denne chance for at spurte om både sejr og førertrøje - også selvom en rute som denne formentlig kan skabe betydeligt mere udskilning, end den ville have gjort, hvis den var blevet kørt senere på sæsonen, hvis der er hold, der har ambitioner om at gøre det hårdt.

Tanunda har været vært for den første linjeløbsetape i de seneste to udgaver. Det var altså senest i 2023, hvor Phil Bauhaus efter den historiske prolog spurtsejrede foran Caleb Ewan og Michael Matthews, og forinden var det i 2020, hvor Sam Bennett åbnede sin tid hos Quick-Step ved at spurte sig til sejr foran Jasper Philipsen og Erik Baska på åbningsetapen. Derudover var byen i løbets første år meget ofte på programmet, men inden 2020-udgaven agerede den senest målby helt tilbage i 2013. Dengang vandt André Greipel en af sine mange sejre i en massespurt, mens det året forinden var Oscar Freire, der var hurtigst i den australske by. I 2010 var Greipel også hurtigst, da han vandt åbningsetapen i byen, mens Karl Menzies tog en udbrudssejr på førstedagen i 2007, hvor løbet endnu ikke var en del af WorldTouren - i øvrigt på en dag, hvor Lars Bak blev nr. 3. I 2005 vandt Robbie McEwen en massespurt i byen, mens det i løbets første fire udgaver blev til en solosejr til Cadel Evans (2002) samt spurtsejre til Kai Hundertmarck (2001), Erik Zabel (2000) og Stuart O’Grady (1999).

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

2. etape

Årets rute er den vel nok hårdeste nogensinde, og det kommer til udtryk på løbets anden etape, hvor klassementskampen kan ventes at blive indledt. Det sker endda i helt nye omgivelser. Den nye løbsdirektør Stuart O’Grady har været meget innovativ med sine indtil nu to ruter, og hvor man tidligere brugte meget genbrug, er første klassementskamp denne gang spritny. For første gang siden 2013 skal man slutte i Lobethal, og det sker med en ny finale, hvor man mod slutningen skal over den korte, men ganske stejle Fox Creek-stigning. Her vil vi formentlig allerede få en første ide om styrkeforholdet i årets løb, og det hele kan meget vel munde ud i det helt klassiske Tour Down Under-scenarium, hvor de bedste klatrere mod slutningen bliver jagtet af en lidt større gruppe, der drømmer om at spurte om sejren.

Som altid er der tale om en ganske kort etape, der fører feltet fa Norwood til Lobethal. Der er tale om noget, der næsten kan kaldes nabobyer, og etapen består derfor af en kort tur rundt i terrænet og slutteligt omgange på en rundstrækning. Startbyen er en forstad til Adelaide, der ligger nede i ”et hul”, og derfo e starten benhård, når man med det samme kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Ashton (9,9 km, 4,3%, max. 17,8%), der over de første 5 km stiger med 4-7%, inden den flader ud med 1-3% over de næste 4 km for at slutte med en 1 km lange rampe med 7,5% frem mod toppen, der rundes efter 9,9 km.

Den leder op til et småkuperet plateau, der følges mod syd, inden det går mod sydøst ad et let faldende stykke. Senere drejer man mod nordøst for at køre igennem ganske let stigende terræn ind gennem byen Woodside, hvor dagens første spurt køres efter 30,7 km, inden man drejer mod nordvest for at køre det allersidste stykke frem til udkanten af Lobethal, hvor man efter 36,5 km rammer den afsluttende rundstrækning og bare 300 m senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 34,9 km lange runde, der indledes med, at man kører mod nord ad en let snoet vej, der først er let stigende og siden let faldende. I byen Gumeracha har man nået det nordligste punkt, og her drejer man mod vest for at køre videre igennem let faldende terræn, der dog afbrydes af en lille bakke (1,0 km, 5,7%) med top 20 km fra stregen. Efter nedkørslen herfra drejer man mod syd for nu at køre ad en relativt lige vej, der er let stigende, frem til dagens nøglepunkt.

Det når man, når man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigningen Fox Creek (1,6 km, 7,7%, max. 17,8%), der er en ganske ujævn sag, hvis første 500 m stiger med beskedne 5,0%, hvorefter der venter først 500 m med hele 10,0% og siden 600 m med 8,0% frem mod toppen, hvor der køres en bjergspurt på de to første omgange efter henholdsvis 63,5 km og 98,4 km.

Efter sidste passage resterer fortsat 8,3 km, der indledes med en helt lige og let faldende vej, der leder mod syd, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (600 m, 5,6%), der har top med 4 km igen, hvorefter det falder ned mod de sidste 1500 m, der består af først 500 m, der er let stigende, siden 500 m, der er let faldende og slutteligt 500 m, der igen er let stigende. Der er et skarpt sving med 5000 m igen, men derefter er det bare en let snoet vej frem til et ganske, ganske blødt venstresving med 300 m igen. Dagens anden og sidste spurt køres på målstregen ved afslutningen på første omgang, dvs. efter. 71,7 km.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Etapen byder på i alt 2269 højdemeter.

En ny finale skaber altid usikkerhed om, hvad vi kan forvente, særligt når det er en afslutning, der er åben for fortolkning. Den minder dog meget om to af de velkendte etaper, der indgik i sidste års løb, nemlig etapen til Victor Harbor, hvor Jay Vine, Simon Yates, Rohan Dennis og Mauro Schmid kørte væk og lykkedes med at holde et jagtende felt bag sig, og etapen til Campbelltown, hvor Vine, Yates og Pello Bilbao holdt en jagtende favoritgruppe bag sig. Her er stigningen lettere - særligt i forhold til Campbelltown-etapen - mens den kommer betydeligt tættere på mål end i Victor Harbor, men længere fra stregen, end det er tilfældet i Campbelltown. Begge de to etaper er endt som i 2023 og i en spurt i en større gruppe, og begge scenarier synes mulige igen på denne etape. Scenen bør være sat til endnu et forfølgelsesløb mellem de bedste, hvor den lidt lettere stigning nok taler for, at vi med størst sandsynlighed vil se en spurt i en lidt større gruppe.

Lobethal har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2013, hvor André Greipel nok engang åbnede løbet ved at vinde en massespurt, denne gang foran Arnaud Demare og Mark Renshaw.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

3. etape

Sidste års sjældent lette udgave var historisk sprinterfjendtlig, men paradoksalt er årets historisk hårde rute langt mere venlig over for de hurtige folk, der bør kunne se frem til de tre chancer, de typisk har fået i løbet. Den anden af disse ventes at komme på løbets 3. etape, hvor man faktisk skal slutte i Campbelltown, der er kendt for den velkendte finale med den frygtede Corkscrew-stigning, der blev benyttet så sent som sidste år. Denne gang er arrangørerne imidlertid nådige, og man skipper helt den stejle mur. I stedet venter en ganske flad afslutning, der i den grad lægger op til en af de massespurter, løbet er så kendt for.

Naturligvis er også denne etape en kort sag, når der skal køres bare 145,3 km mellem Tea Tree Gully og Campbelltown. De to byer er begge nordøstlige forstæder til Adelaide og ligger bare få kilometer fra hinanden, og etapen består af en tur ud i terrænet mod nordøst. Starten i det ”hul”, hvor Adelaide ligger, betyder, at man igen lægger benhårdt fra land ved at køre mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Tea Tree Gully Hill (1,9 km, 6,2%, max. 15,6%), der består skiftevis med 500-segmenter med procenter på 7-8 og lettere stykker med procenter på knap 5. Toppen rundes allerede efter 2,1 km, hvorefter man kører mod nord og nordøst ad en let snoet vej, der først byder på en nedkørsel og siden let kuperet terræn.

Efter byen One Tree Hill, der passeres efter 17 km, fortsætter man mod nordøst igennem terræn, der er ganske kuperet med et par mindre bakker, inden det går mod nord op ad kategori 4-stigningen Whispering Wall (1,4 km, 2,5%, max. 5,6%), der er en meget, meget let stigning med top efter 34,6 km. Derfra går det mod nordvest ad let faldende vej frem til Sandy Creek, hvor man drejer mod øst for ad en let stigende vej at køres frem til Lyndoch, hvor dagens første spurt køres efter 46,8 km.

Efter spurten drejer man mod syd for at køre ad en let stigende vej frem til byen Williamstown, hvor man tager hul på en omgang på en 49,5 km lang rundstrækning. Den indledes med en lang og lige vej, der leder mod sydøst og som først er stigende og siden kun ganske, ganske let kuperet. I byen Springton drejer man mod sydvest for at køre ad en flad vej frem til Mount Pleasant, hvo dagens anden spurt køres efter 83,6 km, hvorefter man drejer mod nordvest for at køre ad en lige vej, der først er flad og siden faldende tilbage til Williamstown, hvor rundstrækningen afsluttes efter 104,5 km.

Efter denne rundtur sætter man kursen mod syd og siden sydvest for at køre igennem terræn, der er stort set fladt. Kort efter byen Cudlee Creek, der passeres efter 127 km, rammer man en ganske lille bakke, hvorfra det går mod vest ind mod målbyen via først en nedkørsel og siden en stort set flad vej. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med hele 19,1 km igen, hvorefter det går ad en snoet vej, der på de sidste kilometer ind mod Campbelltown kun har nogle ganske bløde kurver.

Etapen byder på i alt 1606 højdemeter.

Sidevind har før spillet en rolle i Tour Down Under, men kun på etaperne til Victor Harbor. I denne del af området ser man aldrig splittelse, selv når det er ganske blæsende, og dermed er det formentlig kun et udbrud, der kan snyde sprinterne. Selvom etapen ikke er helt flad, vil det være en overraskelse, hvis de lader sig snyde, og meget taler for, at vi denne torsdag skal have løbets anden massespurt i en finale, der er helt enkel og lægger op til, at man kan lade farten tale.

Campbelltown har flere gange været målby i løbet - i nogle år med med en sprinteretape og i andre år med den vigtige klassementsetape med en sen passage af Corkscrew-stigningen. Sidstnævnte model blev senest benyttet i 2023, hvor Pello Bilbao sejrede i en tremandsspurt foran Simon Yates og Jay Vine. Forinden var det i 2019, hvor fire mand kørte væk på stigningen, men hvor det endte i en spurt blandt 10 mand, og hvor Daryl Impey sejrede foran den førende Patrick Bevin og Luis Leon Sanchez. I 2016 var det 12 mand, der samledes, og her kørte Simon Gerrans sig i førertrøjen ved at vinde spurten foran Rohan Dennis og Michael Woods. Finalen gjorde debut i 2014, hvor Cadel Evans kørte fra alt og alle og sejrede med 15 sekunder ned til 12 mand, hvis spurt blev vundet af Nathan Haas foran Diego Ulissi. Derudover har Campbelltown to gange været mål for lettere sprinteretaper. Det var i 2017, hvor Caleb Ewan spurtede sig til sejr foran Peter Sagan og Danny van Poppel, og i 2015, hvor Jack Bobridge overraskede stort ved at vinde 1. etape fra et udbrud foran udbrudskollegerne Lieuwe Westra, Luke Durbridge og Maxim Belkov.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

4. etape

Selvom Tour Down Under altid har været kendt som lidt af en sprinterfest, har etaperne faktisk typisk ganske mange højdemeter. Det gælder imidlertid ikke for løbets anden nyskabelse, når den nye løbsdirektør Stuart O’Grady giver sprinterne deres tredje og sidste chance, inden klassementsrytterne tager over i weekenden. Her skal der for første gang sluttes i havnebyen Port Elliot, der ligger i en næsten helt flad del af regionen, og dermed bydes der på en profil, der bør kunne få enhver sprinter til at slikke sig om munden. Alligevel kan der gemme sig en ubehagelig overraskelse, for målbyen er naboby til Victor Harbor, der har været mål for løbets eneste sidevindsetaper, og selvom det har hørt til sjældenhederne i løbet, kan det derfor ikke udelukkes, at et sidevindsdrama vil stjæle den sidste mulighed fra de hurtige folk.

Med en distance på bare 136,2 km er etapen endnu kortere end de foregående, og den fører feltet fra Murray Bridge til den nye afslutning i Port Elliot. Startbyen ligger i et helt fladt område sydøst for Adelaide, og herfra kører man ad en lang, lige og flad vej ned til byen Jervois, hvor man sætter kursen mod sydøst for at køre igennem fladlandet ned til kystbyen Wellington. Her drejer man efter 33,2 km mod vest at køre ad en helt lige og flad vej, der først skærer ind gennem landet, siden følger kysten og slutteligt igen går væk fra havet for at fortsætte frem til byen Lanthorne Creek, hvor dagens første spurt køres efter 66,7 pandekageflade kilometer.

Efter spurten fortsætter man mod vest og senere nordvest ad den helt lige vej, der langsomt begynder at stige ganske let, og som fører frem til byen Strathalbyn, hvor dagens anden spurt køres efter 82,2 stadig meget flade kilometer. Umiddelbart herefter får det flade terræn dog en ende, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Gemmell Hill (4,1 km, 3,9%, max. 10,0%), der er en ganske jævn stigning. Toppen rundes efter 88,3 km og leder op til et let kuperet, men generelt faldende plateau, der følges mod først sydvest og siden syd, og som går ad lige veje hele vejen ud til kysten, idet det flader ud på det sidste stykke.

Kysten nås efter 124,5 km i byen Goolwa, hvor man med 11,5 km igen drejer mod vest. Nu går det ad den store hovedvej, der er helt flad og løber langs vandet, mod vest og sydvest hele vejen ind til målbyen, hvor der venter en flad finale. Man kører ad den store vej, der kun bugter sig ganske let frem til et sidste skarpt sving, der med 600 m igen leder ind på opløbsstrækningen. Den sidste kilometer stiger ganske let.

Etapen byder på i alt 537 højdemeter.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Etapen er ikke blot for løbet sjældent flad, den er også sprinternes sidste chance. Derfor taler alt for, at det skal ende i en massespurt, men vi har tidligere set sidevindskørsel i netop denne del af Adelaide-området. Det hører absolut til sjældenhederne, og det vil være overraskende, hvis det ender i et sidevindsdrama, men vinden kan som minimum gøre det meget nervøst på det, der ellers bør være en klassisk sprinteretape, hvor det sene sving dog vil give en anden spurt, end vi har set det på de foregående to sprinteretaper.

Port Elliot har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

5. etape

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting var i mange år fast. Løbets afgørende weekend bød på lørdagens kongeetape med Willunga Hill og et afsluttende gadeløb i Adelaide, men den tradition afsluttedes i 2019, hvor løbets absolut vigtigste etape overtog rollen som løbets sidste slag om søndagen. Sådan var det i to år, men da løbet sidste år vendte tilbage efter to års coronapause, skete det med en helt nytænkt rute, hvor den største nyhed var, at løbets mest ikoniske stigning for første gang siden 2002 slet ikke skulle bestiges - hverken som etapemål eller undervejs. Heldigvis var det kun en engangsforestilling, for i 2024 vender den klassiske kongeetape tilbage, og det sker på den gamle placering om lørdagen, hvor den vil være rammen om løbets absolut vigtigste slag - også selvom intet i denne historisk hårde udgave vil være afgjort, da løbet akkurat som sidste afsluttes med en etape med den helt nye finale på Mount Lofty. Mens stigningen indtil sidste år havde været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og med 2023-udgaven som undtagelse har løbets afgørende etape siden 2012 sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil altså igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en næsten identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående ni udgaver.

Helt identisk er den dog ikke, idet der er tale om en forkortet udgave af den klassiske etape, hvor der skal køres bare 129,3 km fra en ny start i Christies Beach til målet på toppen af Willunga Hill. Den nye startby ligger ved kysten umiddelbart nord for den gamle startby, McLaren Vale, og man lægger ud med at køre ad flade veje mod syd ned langs vandet og frem til den velkendte rundstrækning omkring byerne McLaren Vale, Willunga og Aldinga Beach. Den nås efter 9,7, hvor man drejer mod øst for nu at køre cirka en halv omgang ved at køre igennem fladlandet mod øst frem til McLaren Vale og syd ned til Willunga, hvor dagens første spurt er placeret efter 22,0 km.

Nu køres to hele omgange på den 40,5 km lange og næste helt flade runde, der fører mod vest, syd og atter vest ud til kysten, hvorefter det går mod nord op til Snapper Point, hvor dagens anden spurt køres efter 80,1 km ca. midtvejs på anden omgang. Herfra går det videre mod nordøst og nord op langs vandet, inden man slutteligt kører mod øst væk fra havet og frem til McLaren Vale og slutteligt mod syd det sidste stykke tilbage til Willunga, hvor rundstrækningen afsluttes.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Efter anden omgang ændrer etapen dramatisk karakter. Nu drejer feltet mod sydøst og rammer kategori 1-stigningen Willunga Hill for første gang. Efter bjergspurten, der køres på målstregen efter 106,6 km, tager rytterne hul på en 22,8 km lang rundstrækning. Først forbliver feltet på et plateau, der leder mod nordøst i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem mod nordvest og vest tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de igennem fladt terræn mod syd tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang.

Kategori 1-stigningen har en længde på 3,4 km og en gennemsnitlig stigning på 7,3%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med hhv. 8,4% og 8,0% over de to første kilometer og når et maksimum på 15,6%, inden den flader ud med 6,0% over de sidste 1400 herunder - herunder blot 5,4% over de sidste 400 m. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

Etapen byder på i alt 1435 højdemeter mod 1801 højdemeter på den gamle, lidt længere rute.

Den første del af etapen er vanligvis ikke specielt spændende, men af og til har vinden spillet en rolle. Favoritterne sparer som regel på kræfterne til en afsluttende spurt op ad stigningen, men de sidste 30 km er af og til aggressive. Ofte bliver der angrebet på første passage af stigningen, og selvom det sjældent fører til noget, betyder den hårde fart altid, at der er stor udskilning. På toppen rammer feltet en meget vindblæst strækning, hvor Astana og BMC for nogle år siden splittede feltet og næsten kørte Richie Porte ud af spillet. Sky fik imidlertid bragt samling igen, men det viser, at det er afgørende at være i en god position, når målstregen passeres for første gang.

Finalen er skabt til puncheurs og ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store - med mindre Porte altså er så suveræn som i 2017. Eksempelvis sluttede 33 ryttere i 2016 inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder, og i 2019 var hele 16 mand inden for 20 sekunder. Meget afhænger også af vindretningen, idet modvind som i 2018 og 2019 gør det meget mindre selektivt og kan betyde, at en relativt stor gruppe slutter inden for ganske få sekunder. Ikke desto mindre viser historien, at det er Willunga-etapen, der ofte er den meste afgørende, og det vil den formentlig også være på den ellers historisk hårde rute i 2024. Det er dagen, klassementsrytterne har udset sig til at gøre en afgørende forskel, og efter en indledende udskilning ved første passage af stigningen - og måske i sidevinden mellem de to opkørsler, som det var tilfældet for et par år siden - kan vi vente et brag af en kamp mellem løbets forhåndsfavoritter.

Med en enkelt undtagelse er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen.  I 2012 slog Alejandro Valverde den samlede vinder Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 var det imidlertid Richie Porte, der fik etableret sig som Kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende i 2017, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere. Undtagelsen kom ved seneste besøg i 2020, hvor feltet kæmpede hårdt for at hente det tidlige udbrud. Porte kørte nok engang fra alt og alle og lykkedes endda med at hente hele udbruddet, men han fik først fat i Matthew Holmes, da stigningen var fladet ud, og til slut lykkedes det briten af bryde Portes sejrsstime ved at vinde spurten foran løbets samlede vinder, der lykkedes med at distancere sine nærmeste klassementsrivaler med 7 sekunder.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

6. etape

I gamle dage var det fast kutyme, at løbet sluttede med et fladt gadeløb i Adelaide, men den tradition har man ændret på. Siden 2019 er løbet hver eneste gang sluttet med løbets kongeetape - i de to første år med den klassiske finale på Willunga Hill og i 2023 med en helt ny finale på Mount Lofty. Den tradition brydes i år, for her slutter løbet ikke med den vigtigste etape, men det betyder bestemt ikke, at vi vender tilbage til tidligere tiders sprinterfinale. I stedet får Mount Lofty for andet år i træk lov til at være vært for den store finale, og selvom der er tale om en betydeligt lettere stigning end Willunga Hill, så vi for et år siden, at Simon Yates, Jay Vine og Ben O’Connor var i stand til at køre fra alt og alle. Om klatrehierarkiet på denne noget lettere stigning vil være anderledes end på Willunga, kan man måske tvivle på, men Mount Lofty giver i hvert fald nok engang rytterne en sidste chance for at ændre på klassementet - og særligt hvis bonussekunder kan ændre billedet, er det bestemt ikke umuligt at forestille sig et førertrøjeskifte til allersidst.

Med en distance på bare 128,2 km er der for anden dag i træk tale om en ultrakort etape, der akkurat som sidste år fører feltet fra Unley til toppen af Mount Lofty. Modsat sidste år, hvor man allerede krydsede stregen efter 9,0 km og derefter kørte fire omgange på finalerundstrækningen, består den første del af etapen i år af en tur rundt i det betydeligt fladere terræn syd for start og mål, der ligger bare få kilometer fr hinanden.

Startbyen er en forstad til Adelaide, der som bekendt ligger i ”et hul”, og derfor er starten benhård, når man lægger ud med at køre mod syd og øst op ad kategori 1-stigningen Windy Point (3,8 km, 5,6%, max. 20,0%), der starten med en kilometer med 6,9% og derefter stiger med 4-6% frem mod toppen, som undes efter 3,8 km. Derfra går det mod syd igennem let faldende terræn, inden det går op ad en bakke (3,2 km, 5,9%), der har top efter 14,5 km. Nu går det videre mod syd ad en teknisk nedkørsel, inden man drejer mod sydøst for at køre ad generelt lige og let stigende veje frem til byen Meadows, der udgør etapens sydligste punkt.

Her drejer man efter 38,2 km mod nord for at køre ad helt flade og lige veje frem til byen Mylor, hvor dagens første spurt køres efter 56,1 km. Umiddelbart herefter begynder det at stige let, når man kører det sidste stykke mod nord og nordvest frem til rundstrækningen, som rammes efter 63,9 km i byen Aldgate. Nu kører man den sidste stigende del af rundstrækningen, hvilket betyder, at man efter 69,5 km for første gang når toppen af kategori 1-stigningen Mount Lofty (1,6 km, 6,5%, max. 13,3%), inden man krydser stregen for første gang efter 70,8 km.

Etapen afsluttes nu med to fulde omgange på den 28,7 km lange rundstrækning, der er en let forlænget udgave af sidste års rundstrækning, men forskellene er ganske minimale og helt ligegyldige. Fra start går det ad en snoet og faldende vej mod nord frem til det nordligste punkt, hvorefter det går mod syd og øst frem til byen Uraidla, hvor dagens anden spurt kommer på første omgang efter 79,9 km. Herfra er rundstrækningen præcis den samme som sidste år. Man kører mod sydøst op ad en lille bakke, inden man følger en let snoet og let faldende vej mod syd ned til byen Bridgewater, der ligger i rundstrækningens laveste punkt.

Nu er det stigende resten af vejen, så man op til stregen i alt kører en 8,0 km lang stigning, der stiger med 3,1% i snit. Først kører man mod sydvest ad en let stigende vej frem til byen Aldgate, der ligger i rundstrækningens sydligste punkt, og hvor man drejer mod nordvest for at sno sig videre af den stigende vej frem til byen Stirling, der er kendt som målby for den velkendte stigende spurt i løbet.

Umiddelbart efter passagen gennem byen drejer man mod nord ind på den officielle kategori 1-stigning Mount Lofty (1,6 km, 6,5%, max. 13,3%), der er lettest i bunden. Således stiger de første 500 m med beskedne 5,0%, inden der venter først 500 m med 7,4% og siden 600 m med 7,0%, inden man runder toppen, hvor der på første omgang efter 98,2 km er en bjergspurt. Efter toppen fortsætter det med at stige let med 2,3% over de sidste 1300 m, idet de sidste 500 m er næsten flade. Man drejer til højre i bunden af den officielle stigning med 2800 m igen og igen i en rundkørsel med 2500 m igen, og derefter bugter vejen sig en anelse, inden det er en helt lige vej, der leder frem til stregen efter den officielle top af Mount Lofty.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Etapen byder på i alt 2244 højdemeter mod 2222 højdemeter på sidste års kortere udgave.

Sidste år var det meget svært at blive klog på, hvor svær den nye finale ville være, men - formentlig som følge af den tidlige kalenderplacering - gjorde stigningen større skade, end man normalt ville forvente af så blød en stigning. I hvert fald lykkedes det for Simon Yates, Jay Vine og Ben O’Connor at køre fra rivalerne, inden Yates vandt spurten, men bag dem var der alligevel samlet en gruppe på hele 15 mand, hvorfra Antonio Tiberi sneg sig væk i en taktisk finale. Det vidner om, at der kan gøres forskelle, men at chancen for en spurt i en relativt stor gruppe er betydelig - særligt fordi årets etape med færre omgange er lettere end sidste år. Det virker usandsynligt, at den førende rytter kan sættes af, men med udsigt til bonussekunder og måske endda taktik efter toppen, kan det alligevel ikke udelukkes, at vi vil se et skifte i toppen af klassementet på denne sidstedag.

Mount Lofty har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb, nemlig på sidste års kongeetape, hvor Simon Yates vandt en tremandsspurt på sidstedagen foran Jay Vine, der til gengæld sikrede sig den samlede sejr, og Ben O’Connor.

Læs også

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

VÆLGER DU SIMON YATES ELLER CALEB EWAN TIL DIT HOLD?
 

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen, og Tour Down Under er måske det vanskeligste af dem alle. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for elleve år siden, ligesom Daryl Impeys første triumf i 2018 bestemt heller ikke var den mest forventede, og Patrick Bevins ”næsten-sejr” i 2019, hvor et styrt satte ham ud af spillet, heller ikke lå i kortene.

Det styrkeforhold, vi vil kende fra højsæsonen i Europa, gælder nemlig ikke rigtigt på denne tid af året. Generelt kan man med en god træningsindsats hen over vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under, og i det hele taget betragtes løbet derfor som en god mulighed for at hente relativt ”billige” WorldTour-point. På denne tid af året kan man komme langt med solid forberedelse, og generelt betyder form her langt mere end generelle evner. Alle de ryttere, der er sendt til Australien, har haft en mere intens træningsindsats på december måneds træningslejre, men der er stadig enorm forskel på formniveauet. Det tricky er, at det er umuligt for den udenforstående at vide, hvem der har lagt den ekstra indsats, der giver den påkrævede superform. Eneste pejlemærke er de australske mesterskaber, eventuelle udtalelser fra rytterne og deres hold samt rytternes historik for at starte enten stærkt eller svagt. Det er nogle helt anderledes løse holdepunkter end en forudgående løbsserie, hvor rytternes form er stillet åbent til skue, og det betyder altid, at der vil være mere end almindeligt meget gætværk over forudsigelser om udfaldet af Tour Down Under.

På den anden side har de seneste udgaver af løbet været nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier, Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. I 2016 var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform.

I 2017 sejrede Porte endelig som øverste mand i en top 4, der bestod af hele tre australiere, og også i 2018 var det generelt de ventede navne, der var med fremme, selvom Impey altså havde held og styrke til - med god hjælp fra den kraftige modvind på Willunga Hill - at snyde storfavoritten Porte. Mønsteret gentog sig i 2019, hvor Impey sejrede foran Porte og Wout Poels, der sammen med netop Impey og Michael Woods var udpeget som topkandidaterne allerede inden løbet, og i 2020 blev det nok engang til favoritsejr til Porte, denne gang foran Diego Ulissi, der altid har været god i Australien, samt Simon Geschke, der til gengæld blev et overraskende eksempel på, hvordan en outsider kan komme meget langt med god januarform. Da løbet sidste år endelig vendte tilbage, var der heller ikke alt for mange overraskelser. En ny og historisk let rute skabte en hel del usikkerhed om løbets samlede vanskelighed, men at det hele endte som en duel mellem Jay Vine, der havde vist form ved de forudgående mesterskaber, og Simon Yates, der som kaptajn for det lokale Jayco-hold var ventet i fornuftig form, var kun overraskende, fordi ruten viste sig mere selektiv, end i hvert fald jeg havde forventet.

Sidste års voldsomt innovative og spritnye rute, der bød på både en prolog, en ny kongeetape til Mount Lofty og ikke mindst et fravær af Willunga-etapen, gjorde 2023-løbet historisk vanskeligt at spå om. Heldigvis bliver det nemmere i år. Hvor Stuart O’Grady til sit første løb som løbsdirektør havde designet det, der på papiret lignede en historik let udgave, går han med en meget hård udgave i den helt modsatte retning i år. Det bør betyde, at taktik og tilfældigheder vil spille en mindre rolle, og at det i højere grad vil være stærkeste mand, der vinder.

Vigtigst er det, at Willunga vender tilbage. Den er bestemt ikke noget Monte Zoncolan, og havde man kørt den under Tour de France, havde selektionen været beskeden, men på denne tid af året kan den gøre en vis skade. Den har i hvert sørget for, at den tid, hvor en sprinter kan vinde løbet, er for længst ovre, og i stedet er det sandsynligt, at vinderen er en type, der excellerer på korte stigninger og har et solidt punch, mens en god spurt bestemt heller ikke er nogen ulempe - spørg bare Impey, der nu to gange har taget sejren i kraft af bonussekunder. Generelt har løbet nu fundet sin identitet som et klassisk opgør mellem klatrerne - anført af Porte, som seks gange i træk har vundet kongeetapen til Willunga Hill, og det var blevet til syv, hvis ikke udbryderen Matthew Holmes havde ”snydt” ham for en sidste sejr i 2020 - og de eksplosive puncheurs, som har skullet begrænse tabet på stigningerne og vinde løbet i kraft af bonussekunder.

Det har givet nogle knivskarpe afgørelser, som i 2012, hvor Simon Gerrans og Alejandro Valverde endte i samme tid, i 2014, hvor Gerrans slog Cadel Evans med et enkelt sekund, i 2015, hvor Dennis besejrede Porte med 2 sekunder, og igen i 2018, hvor også Impey og Porte endte i samme tid, men hvor bedre etapeplaceringer sikrede Impey sejren, præcis som det var tilfældet for Gerrans i opgøret med Valverde i 2012.

Der er ingen tvivl om, at det er de hurtige puncheurs med hang til bonussekunder, som har haft overtaget. Ser man på de ni udgaver, hvor der har været mål på toppen af Willunga Hill, og som derfor kan sammenlignes med årets udgave, har Gerrans (tre gange), Impey (to gange) og Slagter (én gang) alle primært vundet løbet ved at begrænse tabet på stigningerne og udnytte hurtigheden til at sikre sig bonus. Selvom Porte altså har vundet kongeetapen de seneste seks (og næsten syv) gange, har han kun to gange vundet løbet, mens det er blevet til hele fire andenpladser og en enkelte fjerdeplads. Den eneste anden vinder, som ikke først og fremmest vandt via bonussekunder, var Dennis, der sejrede i en 2015-udgave domineret af klatrestærke folk som ham selv, Porte, Evans, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo.

Historien fortæller altså, at det kan være svært for en fyr som Porte at vinde løbet. Selvom han har været i særklasse på Willunga, har han på den relativt korte stigning trods alt ikke kunnet vinde mange sekunder, og særligt i år med modvind har det været endog meget svært at tage mange sekunder på Impey-typerne. I modvindsudgaver har det også været ret store grupper, der har været samlet bag Porte, og havde det ikke været for den lille australiers suverænitet, kunne vi flere gange næsten have fået en decideret spurt på toppen.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Værd at bemærke er det derfor også, at Porte kun vandt de to udgaver, hvor Willunga blev suppleret med Paracombe-etapen, der også bød på en meget svær stigning i finalen. Det gør årets udgave ikke. Til gengæld byder den på et gensyn på den sidste år helt nye kongeetape med mål kort efter toppen af Mount Lofty. For et år siden regnede jeg med, at stigningen var så let, at det nok ville ende i en stigende spurt på toppen, men sådan gik det ikke. Yates, Vine og Ben O’Connor viste, at det godt kan lade sig gøre for de bedste puncheurs at køre væk, men bag dem var altså samlet hele 15 mand, der kun smed ca. 6 sekunder. Havde de tre forreste ikke kunnet samarbejde, eller havde samarbejdet hos forfølgerne været bedre, kunne vi meget vel alligevel have fået en spurt. Får man det, tipper balancen pludselig. Sidste år var etapen til fordel for de klatrestærke Porte-typer, men havde vi fået en spurt, var etapen med de medfølgende bonussekunder pludselig blevet en fordel for Impey-typerne! Det er altså en etape, der kan gå begge veje.

Man skal heller ikke undervurdere betydningen af taktik. Der er ikke mål på toppen, og sidste år så vi, at Antonio Tiberi kunne snige sig væk fra den dårligt samarbejdende forfølgergruppe til sidst. Noget lignende kan sagtens ske igen, og dermed kan man pludselig få en taktisk vinder af etapen og dermed måske også af hele løbet. Da Dennis vandt løbet i 2015, var det netop via et sådant taktisk angreb på Paracombe-etapen, hvor der heller aldrig har været mål på toppen.

Samme usikkerhed er der om løbets sidste klassementsetape, den spritnye 2. etape. Den følger et mønster, vi kender fra mange Down Under-etaper, som eksempelvis Campbelltown- og Victor Harbor-etaperne fra sidste år, hvor man havde en sen stigning efterfulgt af en flad finale. I begge de tilfælde lykkedes det de bedste at køre definitivt væk, men Campbelltown-etapen med Corkscrew-stigningen er også før endt i en spurt i en lille gruppe, efter at de bedste klatrere er blevet hentet. Den slags etaper kan altså både gavne Porte- og Impey-typerne. Holder de bedste sig væk, vinder førstnævnte afgørende tid. Gør de ikke, kan sidstnævnte få bonussekunder - akkurat som på Mount Lofty-etapen.

Hvor svær er den nye etape så? Den er i hvert fald ikke så svær som sidste års Campbelltown-etape, hvor Corkscrew var både vanskeligere og tættere på mål. Den sidste stigning er heller ikke så svær som på Victor Harbor-etapen sidste år, men den er betydeligt tættere på mål. Stigningen er meget kort, men den har de stejle procenter, der bør gøre det muligt for Porte-typerne at køre væk, når vi taler om et januarløb med januarform, men skal de holde sig fri, skal samarbejdet være godt - hvis altså ikke bedste mand kører alene. Derudover kan man heller ikke helt udelukke, at der kan forekomme taktik, hvis de bedste faktisk holder sig fri, som vi så det, da Rohan Dennis sidste år vandt Victor Harbor-etapen.

Der er altså som udgangspunkt tre klassementsetaper, hvor Willunga entydigt er til fordel for Porte-typerne, og hvor Mount Lofty og Lobethal kan gå begge vej, dvs. enten være til fordel for de Porte- eller Impey-typerne. De sidste tre etaper bør til gengæld ende i massespurter, men kan alligevel blive vigtige. Det skyldes betydningen af bonussekunder, for mens det nok er tvivlsomt, om klassementsrytterne kan blande sig med sprinterne til sidst, kan de indlagte spurter komme i spil. Impey kørte i hvert fald målrettet for at holde det samlet til udvalgte indlagte spurter.

Derudover er der vinden, der stort set aldrig har splittet feltet, men før har gjort det i det område, hvor 4. etape køres. Det kommer den dog næppe til denne gang. Det bliver ellers blæsende i området først på ugen, men i skrivende stund ventes vinden at være for svag til at skabe ravage, selvom der vil være sidevind på det korte stykke hen langs kysten til sidst.

Alligevel er vejret ofte en faktor, fordi Tour Down Under vel kan betegnes som det potentielt set varmeste WorldTour-løb. Vi har set gloende hede i visse udgaver, men sådan bliver det ikke denne gang. Det bliver stadig varmt, for løbet starter med en mandag, der byder på temperaturer på 31 grader, men også en lille risiko for byger. Der vil tillige være en kraftig vind, der i teorien har styrken til at splitte feltet, men det er aldrig sket i Tanunda-området.

Til onsdagens etape falder temperaturen drastisk til bare ca. 20 grader, og her vil det være voldsomt blæsende med en styrke, så man i teorien kunne forvente splittelse. Det er dog som sagt ikke set i den del af områder, og da der på den sidste rundstrækning vil være mod- eller medvind stort set hele vejen, tvivler jeg på, at vinden bliver en faktor. Til gengæld vil der være en ganske brutal modvind hele vejen op ad finalestigningen, og den vil være så voldsom, at det er svært at tro, at det ikke ender i en spurt - altså at der bliver tale om en Impey- og ikke en Porte-etape. Omvendt kan modvinden være så voldsom, at det kan blive et problem for Impey-typerne, at der måske er deciderede sprintere, der kan overleve og derved stjæle deres bonussekunder.

Den kraftige vind vil lægge sig til torsdagen etape, der byder på temperaturer på ca. 26 grader og derfor bør være for sprinterne. Dernæst venter så den i teorien vindblæste 4. etape, der nu ser ganske tilforladelig ud og byder på temperaturer på beskedne 26 grader. Lørdag venter så Willunga, hvor vindretning som nævnt kan være altafgørende. Her vender varmen tilbage med temperaturer på op til 31 grader, og Porte-typerne kan her glæde sig over udsigt til medvind på stigningen. Endelig slutter det hele med Mount Lofty, hvor der vil være temperaturer på op til 31 grader og vigtigst af alt medvind på sidste stigning og stykket frem til mål.

Læs også

17-årig dansker imponerede igen - men et styrt blev kostbart

Hvad er så konklusionen? Vi får formentlig den klassiske duel mellem Porte-og Impey-typerne, hvor førstnævnte skal vinde ”rigtig” tid, og sidstnævnte skal vinde via bonussekunder, og begge bør trods rutens vanskelighed have en chance. Samlet set favoriserer vindretningen dog Porte-typerne, der får den ideelle vind i weekenden, selvom de til gengæld må leve med, at 2. etape nok går fløjten. Til gengæld kan de så drømme om, at modvinden er så kraftig, at vi får de mere holdbare sprintere med til stregen. Som sagt kan taktik i finalen på 6. etape også blive en faktor, hvis der samles en lidt større gruppe, og endelig kan man måske ikke helt udelukke, at vinden på 2. etape vil være så kraftig, at den alligevel kan komme i spil, selvom det må regnes som usandsynligt.

Hvem er det så, der skal slås om sejren? Det er et skuffende felt denne gang. Sidste år var feltet ellers historisk stærkt - måske fordi et meget stort antal australiere vendte hjem efter to frustrerende coronaår - men denne gang er der ikke mange af hjemlandets helte, der er til start. Bedre ser det heller ikke ud med de internationale stjerner, og sprinterfeltet er også betydeligt svagere, end det plejer - alt sammen selvom der i år ingen konkurrence er fra det argentinske Vuelta a San Juan. Det er i hvert fald meget sigende, at Filippo Ganna og Simon Yates, der ligger hhv. nr. 15 og 16, er de eneste fra top 65 på Procyclingstats rangliste - og fra top 100 finder vi bare 8 mand.

Derfor er jeg også relativt tryg ved at pege på Simon Yates som favorit. Den lille brite har ikke haft samme tendens som sin bror til at starte sæsonerne som lyn og torden, og da han i 2020 første gang kørte den australske sommer og blot endte som nr. 7, inden han floppede i Herald Sun Tour, var han i hvert fald langt fra sit bedste. Sidste år var han imidlertid aldeles flyvende, og når han ikke vandt løbet, skyldtes det, at Vine kom bedst fra den regnvejrsmatrede prolog. Faktisk var Yates så flyvende, at han - med Vine og O’Connor på slæb - kunne gøre forskellen på den ellers ret lette Mount Lofty, og da han kører for et australsk hold, der har kolossale ambitioner på hjemmebanen, taler meget for, at han igen kommer velforberedt til løbet. Samtidig så vi, at han efter en lang og svær tid blev genfødt i Touren sidste år, hvor han viste, at han stadig er en af verdens bedste ryttere.

Ruten passer ham også. Hans punch gør ham skabt til Willunga Hill, og med udsigt til medvind taler meget for, at han vil kunne lave ”en Porte” og køre fra alt og alle. Han har også én gang vist, at han kan gøre forskellen på Mount Lofty, hvor han også hjælpes af medvind, og skulle han have en følgesvend eller to at spurte mod, er han også ganske hurtig, som han viste ved at vinde etapen sidste år. Hans hold er også et af de stærkeste, ikke mindst fordi han ledsages af Luke Plapp, med hvem han udgør en spændende duo, og selvom han nok må leve med, at modvinden ødelægger hans chance på 2. etape, kan han så håbe, at selvsamme modvind vil gøre det muligt for holdkammeraten Caleb Ewan at stjæle bonussekunder. Dem får han ikke selv mange af i de indlagte spurter, men med medvind på begge de to nøgleetaper er betingelserne ideelle. Har han samme form som sidste år, tror jeg, at han vil være stærk nok til at tage den sejr, han akkurat missede for et år siden, i et felt, der er betydeligt svagere.

Jeg er vel nødt til at pege på Julian Alaphilippe som nr. 2, men det er egentlig med stor modvilje. Den tidligere verdensmester er desværre en skygge af sig selv, og efter et 2023, hvor der ikke længere var gode forklaringer på hans kraftigt aftagende niveau, må vi nok konstatere, at vi har set den bedste til den efterhånden ikke længere helt unge franskmand. I dette felt bør det niveau, han viste i Touren og Dauphiné, dog føre ham ganske langt, selvom det er bekymrende, at hans efterår var så pauvert, at man kan sidde med fornemmelsen af, at det allerede er gået endnu mere tilbage siden denne gang. På denne tid af året handler det dog først og fremmest om form og motivation, og Alaphilippe starter altid sine sæsoner stærkt. Sidste år var han bestemt ikke flyvende, da han startede på Mallorca, men han var konkurrencedygtig, selvom vejret bestemt ikke gjorde ham tjenester, og i slutningen af februar så vi måske sæsonens bedste Alaphilippe, da han vandt i Ardeche. Efter en meget svær 2023-sæson vil det ligne ham dårligt, hvis ikke han er opsat på at starte som lyn og torden.

Sandt er det i hvert fald, at ruten passer ham fabelagtigt. Det er svært at designe bedre finaler for en fyr som ham, end man har gjort på de to weekendetaper, og derudover er han så hurtig, at han kan drømme om at vinde 2. etape, hvis modvinden sætter en spurt i scene. Læg dertil, at han er så hurtig, at han kan få bonussekunder i de indlagte spurter, og dermed er han i virkeligheden den perfekte sammensmeltning af en Porte- og en Impey-type - en kombination, der burde går ham usårlig på denne rute. Sådan ville det også have været i hans storhedstid, hvor man nok skulle have fat i Pogacar eller Roglic, hvis han skulle trues, men sådan er forholdene jo desværre ikke længere. Er Alaphilippe stadig god nok til at vinde et løb som dette? Feltets begrænsede styrke bør gøre det muligt, hvis han igen starter sæsonen stærkt. Udfordringen er Yates, men med udsigt til bonussekunder undervejs kan han nok godt tillade sig at smide et par sekunder på Willunga og alligevel løbe med den samlede sejr - særligt hvis han kan vinde på Mount Lofty, hvor Yates for vanskeligere ved at sætte ham. En samlet sejr her vil i hvert fald være lige præcis det selvtillidsboost, han har brug for.

Jeg prøver at rangere Jhonatan Narvaez her, men også det er med en vis usikkerhed. Jeg er nemlig ikke stensikker på, at han er flyvende. Han har været en smule svingende i sæsonens første løb, men generelt kører han altid rasende stærkt i åbningsweekenden, hvor han flere år i træk har været en af de allerbedste. Sidste år klatrede han også langt bedre end tidligere i Andalusien, hvor han viste helt nye evner på lange stigninger, og det er endnu en bekræftelse på, at han ofte starter stærkt - ikke helt ulogisk for en mand, der kommer fra den ecuadorianske sommer. Dertil skal lægges, at han med sin samlede sejr i Østrig i sommermånederne lignede en mand, der havde nået et helt nyt niveau - et niveau, han så ud til at bekræfte til VM, indtil et dumt styrt endte med ikke blot at ødelægge løbet, men også resten af sæsonen.

Er han i den ønskede form, er han skabt til dette løb. Han er nemlig akkurat som Alaphilippe både en Porte- og en Impey-type. Hans kørsel i Østrig vidnede om, at han nu klatrer så godt, at han kan drømme om at køre med Yates på Willunga og Mount Lofty, men en mand, der tidligere har vundet spurter i relativt store grupper og taget den samlede sejr i Coppi e Bartali i kraft af bonus, kan også jagte sekunder i de indlagte spurter og på 2. etape. I Filippo Ganna vil han endda have verdens bedste lead-out man til sin jagt på bonus, og dermed står han helt perfekt. Spørgsmålet handler alene om formen, og hvor langt hans topniveau rækker mod typer som Yates og Alaphilippe på en stigning, der er så lang som Willunga.

Man skal vel også have visse forventninger til Luke Plapp, selvom det er med en vis usikkerhed. Australieren havde nemlig det, der vel bedst kan betegnes som et rædselsfuldt 2023, hvor han gennem stort set hele året var på et chokerende lavt niveau. Han startede heller ikke sæsonen særligt overbevisende, for selvom han blev australsk mester, var han i dette løb ikke i nærheden af at blande sig med de bedste. Til gengæld kørte han igen rasende stærkt i UAE Tour, som han også gjorde det i 2022, og det vidner om, at han generelt har for vane at køre stærkt fra start.

Læs også

Dansk talent i top-10 i Frankrig

Det gør han også i år. Hans sejr ved mesterskaberne, hvor han og Chris Harper leverede et mindeværdigt parløb, var måske hjulpet af et svagt felt, men både her og på enkeltstarten, hvor han trods defekt sejrede suverænt, vidner om, at han har levet op til sit løfte om at starte sin tid hos Jayco som lyn og torden. Desværre passer løbet ham ikke ideelt. Ganske vist så vi sidste år i UAE Tour, at han godt kan spurte, men nogen Narvaez eller Alaphilippe er han altså ikke. Han skal altså vinde, fordi han slet og ret er bedste mand, og det kan være tvivlsomt, om han har det rette punch til at vinde på Willunga, selvom han jo faktisk imponerede på selvsamme stigning i den specielle coronaudgave i 2021, hvor han dog kun var oppe mod australske ryttere.

Til gengæld har han en vej via taktik, for han og Yates kunne sagtens udgøre en farlig duo, hvis de begge er med i en lille gruppe på toppen af Mount Lofty. Her er han skabt til at snige sig væk, mens alle kigger på Yates - akkurat som en ung Dennis gjorde det, mens alle kiggede på hans holdkammerat Cadel Evans, da førstnævnte vandt løbet samlet i 2015. I hvert fald tyder det på, at formen er bedre end sidste år, og så må han se, om ikke han og Yates sammen kan finde en vej, der kan give sejren til den australske mester, hvad hanshold næppe vil begræde.

Jeg har også visse forventninger til Finn Fisher-Black. Det er ganske vist Diego Ulissi, der er UAEs kaptajn, men skal de vinde løbet, skal det formentlig være med newzealænderen. Vi aner ikke, hvor han står formmæssigt, hvorfor han kan falde helt igennem, men har han opholdt sig i hjemlandet over vinteren, taler meget for, at han er godt kørende - også fordi dette kan være en af få chancer for at jagte et godt resultat. Hans udvikling blev sat tilbage af det voldsomme styrt i 2022, men under Vueltaen, hvor han klatrede bedre end nogensinde, lignede han en mand, der endelig er ved realisere sit store potentiale. Vi så samtidig i den stigende spurt i Polen, at han er en glimrende puncheur, og hans punch kom også til udtryk, da han tog sin flotte sejr på 1. etape på Sicilien. På flad vej er han heller ikke helt langsom, men det er ikke på bonussekunder, han vinder løbet. Det skal han gøre på stigningerne, men her synes han også at have den helt rette profil, hvis den lovende udvikling fra Vueltaen er fortsat, og hvis formen er god. Og så er han jo en underdog, der måske kan lukrere lidt på det taktiske spil.

Er det nu, Oscar Onley endelig skal have sit gennembrud? Den lille skotte tog hele verden med storm, da han pressede Jonas Vingegaard til det yderste i de eksplosive finaler i Kroatien i 2022. Desværre levede han i 2023 ikke op til de tårnhøje forventninger, med på de to vanskeligste etaper i Polen lignede han endelig igen den komet, han er. Her viste han samtidig, at det er i de eksplosive finaler, han foreløbig gør det bedste, og dermed burde de to weekendetaper passe ham som fod i hose. Også han har vist, at han kan spurte på flad vej, men det er ikke her, han vinder løbet. Det skal han gøre på stigningerne, og det kræver, at han er i god form. Om han er det, ved vi ikke, og det er bekymrende, at han skuffede i sine første løb sidste år. Denne gang melder holdet dog, at han er godt kørende, og da han efter sit ærgerlige styrt i Vueltaen, valgte at køre flere løb med det formål at skabe en god base for 2024, kan man håbe, at det har været det startskud og den motivation, han har skullet bruge til at starte sæsonen meget stærkt.

Jeg placerer Corbin Strong her, men det er med betydelig usikkerhed. Jeg havde næppe gjort det, hvis ikke det havde været for Impey, men sydafrikaneren har jo vist, at det er ganske sandsynligt, at sejren går til en Impey- og dermed også en Strong-type. Den hårde rute gør det ikke rasende sandsynligt, slet ikke når der er medvind på weekendens to afgørende stigninger, men der skal ikke være meget dårligt samarbejde efter toppen af Mount Lofty på søndag, inden Strong, der så sent som i Franco-Belge i efteråret, viste, at han er fremragende i stigende spurter, kan vinde den etape. Også 2. etape passer ham som fod i hose, hvis vinden giver ham en hjælpende hånd, og selvom det ikke er vanvittigt sandsynligt, kan han også få bonussekunder på de tre sprinteretaper, når sprinterfeltet ikke er rasende stærkt. Kombinerer man det med de indlagte spurter, er vejen til sejr i hvert fald til at få øje på, hvis formen er bedre end for et år siden, hvor han også var ramt af uheld. Som newzealænder har han alle forudsætninger for at være i form, og som vi så sidste år i Indurain og på sidste etape i Catalonien klatrer en formstærk Strong chokerende godt på stigninger af denne type.

En anden ubekendt er Milan Vader. Mountainbikeren fik ødelagt hele starten på sin landevejskarriere af det livstruende styrt i Baskerlandet i 2022, og vi nåede aldrig at se, hvad han egentlig kunne. Det så vi til gengæld i efteråret, hvor han ganske chokerende tog den samlede sejr i Guangxi, og det gjorde han netop ved at vinde en puncheurfinale, der kan have visse mindelser om Willunga. Med andre ord synes han skabt til de to weekendetaper, og selvom han heller ikke vinder løbet via sin spurt, har han altså den rette fysik til at vinde et løb som dette. Det hele afhænger naturligvis af formen, men det har længe været meldt ud, at han havde ambitioner i løbet - og hans sejr i Guangxi har næppe gjort motivationen til vintertræningen mindre. Feltet her er nok en anelse stærkere, end det var i Kina, hvor de største navne skuffede, men det grundlæggende er der ikke den store forskel på hverken løbets natur og feltets styrke. Han kunne i Kina, og da hans reelle niveau stadig er en ubekendt, kan man ikke udelukke, at han også kan i Australien.

Jeg er også nødt til at rangere Filippo Ganna højt. Italieneren har for vane at være skræmmende på denne tid af året, som vi har set flere gange i særligt Argentina, hvor han sidste år sågar blev nr. 2 på kongeetapen på Colorado-stigningen. Nu er han taget til Australien for at køre World Cup på bane, så det skulle undre, om ikke han igen kommer blæsende ind til løbet. Sidste år klatrede han chokerende godt på denne tid af året, men både i UAE Tour og San Juan er det på lange, bløde stigninger, han har imponeret. På de stejlere procenter har han haft det vanskeligere, som vi så på Malhao i Algarve for et år siden, og selvom stigningerne her er lettere, kan jeg godt frygte, at hans store krop trods alt kommer til kort på de vanskeligste stykker. Medvinden hjælper ham ikke, men det må handle om at begrænse tabet på Willunga, og derefter skal han jagte bonus undervejs. Det kan han gøre i de indlagte spurter og på 2. etape, hvis Narvaez giver ham lov, for vi så i Vueltaen, hvor rystende hurtig han er. Ja, faktisk ved vi, at han kan blande sig i massespurter, men den chance får han kun, hvis behovet for bonussekunder er så stort, at Elia Viviani træder til side. I det lys er det derfor nok også tvivlsomt, om han kommer til løbet med de store klassementsambitioner, men giver han den et skud, kan han blive farlig - særligt fordi han er manden, der ikke skal hav et forspring på 100 m i en eventuelt taktisk finale.

Hos Movistar skal Ruben Guerreiro forsøge at rejse sig efter en trist 2023-sæson, men faktisk havde han én succesoplevelse. Han vandt nemlig Saudi Tour, der var hans allerførste løb, og det fortæller historien om, at han mestrer kunsten at starte stærkt. Det er dog langt fra hverdagskost, at han har været så flyvende fra start, og det skal også bemærkes, at det saudiske løb ikke var verden stærkest besatte, og at han bestemt ikke imponerede, da han i februar kørte i Europa. Sandt er det dog, at dette løb passer perfekt til en puncheur som ham, og han vil virkelig være i sit es på de to etaper i weekenden. Han har også den fart, der skal bruges til at jagte bonussekunder undervejs, og dermed er han prototypen på en rytter, der kan gøre det godt i dette løb. Det kræver bare, at vi ser noget, der minder om den bedste Guerreiro, og det er desværre bekymrende længe siden, vi sidste har set det.

Min personlige joker er Archie Ryan. Det irske stortalent er gledet en smule under radaren, fordi han missede næsten hele 2023 med en knæskade, men man skal ikke lade sig snyde. Jeg var i hvert fald lige ved at tabe både næse og mund, da jeg så ham angribe alle stjernerne i Luxembourg i efteråret, hvor han viste, at han allerede kunne begå sig i et felt, der var endnu stærkere end dette, Det kom vel at mærke et år efter, at han havde taget karrierens første professionelle sejr i Slovakiet, da han vandt kongeetapen foran blandt andre den Koen Bouwman, der kort forinden havde vundet to etaper i Giroen. Vi er stadig ved at lære den lille irer at kende, og han kan meget vel snarere være ren klatrer end puncheur, men de fine resultater i Luxembourg og Slovakiet kom altså i terræn, der minder om dette. Fart synes han ikke at have meget af, og han skal derfor vinde ved at køre fra alt og alle. Det sker næppe, medmindre han finder en åbning via taktik, men møder han op i storform - og det aner vi ikke, om han gør - kan den Ryan, vi så i Luxembourg altså komme meget langt i dette felt.

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

En rytter, der til gengæld med sikkerhed er i form, er Chris Harper. Det så vi ved de australske mesterskaber, hvor han kørte noget nær sit livs enkeltstart, inden han i linjeløbet kørte det omtalt suveræne parløb med Plapp. Efter løbet sagde han dog, at det var holdkammeraten, der var den stærkeste, og han kommer derfor også kun til løbet som ren hjælper for både Yates og Plapp. Derfor ender han formentlig med at ofre sin egen chance, men man må forvente, at han på stigningerne vil være en af de allerstærkeste. Løbet passer desværre ikke specielt godt til en dieselklatrer som ham, og han vinder ikke, fordi han er den stærkeste. Til gengæld er han del af et af de stærkeste hold, og hvis Jayco eksempelvis på Mount Lofty-etapen begynder at lege lidt med deres overtal i et taktisk spil, synes Harper at have formen til at hævde sig helt fremme.

Jeg er ret spændt på Georg Zimmermann. Han nåede et fremragende niveau i 2023, hvor han blandt andet vandt en puncheuragtig etape i Dauphiné. Det er netop i denne form for eksplosivt terræn, at han har sin force, og derfor ville jeg tro, at en formstærk Zimmermann kunne komme meget langt i dette felt - også selvom farten måske ikke helt rækker til den store jagt på bonussekunder. Han har også haft for vane at starte sine sæsoner ret stærkt, selvom det indtil nu ikke er blevet til de helt store resultater. Det skyldes imidlertid også, at han indtil nu ikke har haft det niveau, han viste i sommer, men hvis det, vi så dengang, er hans nye standard, kan han overraske meget positivt i et løb, der passer ham fremragende - hvis han altså vel at mærke nok engang har passet sin vintertræning lige så fint, som han plejer.

En af løbets gamle kendinge er Diego Ulissi, der vel næsten kan kaldes en Mr. Tour Down Under. I hvert fald er han blevet nr. 2, 3, 4, 5, 9 og 11 på sine foreløbig seks ture til Australien, og det er ikke uden grund. Løbet er nemlig skabt til en puncheur, der klatrer så godt, at han vil kunne køre med om sejren på begge weekendens to etaper og tillige er så hurtig, at han kan score mange bonussekunder undervejs. Hans endeløse serie af topresultater fortæller også, at han har for vane at være flyvende fra start, men desværre har vi også set den bedste Ulissi. Særligt i 2023 var det gået voldsomt ned ad bakke, og han var ganske langt fra sit tidligere niveau. Heldigvis viste han ved sæsonstarten, hvor han blev nr.11 i Valencia og nr. 5 i Oman, at han særligt på denne tid af året godt kan præstere, men nu er han jo altså blevet yderligere et år ældre. Har han som altid passet sin vintertræning, skal han såmænd nok gøre det hæderligt, når ruten passer ham så godt, men det er nok tvivlsomt, om han vil kunne køre i top 5, som han jo ellers tidligere har haft for vane.

Ulissis problem er også, at han kan blive overstrålet af sine holdkammerater. Jeg har allerede fremhævet Fisher-Black, men man kan også pege på Isaac Del Toro. Den mexicanske komet ligner et af sportens mest lysende talenter, efter at han ganske sensationelt vandt Tour de l’Avenir og derved fik UAE til at tilbyde sig en langtidskontrakt. Det er den eneste gang, han for alvor har fået verden til at spærre øjnene op, men med tanke på hans begrænsede erfaring i Europa kan vi meget vel tale om en af fremtidens kometer. Også han kommer til løbet for at køre for Ulissi, og derfor er det ikke sikkert, at han får rasende meget frihed, men på Willunga er det jo benene, der taler. Med sin baggrund i Mexico er det ikke umuligt, at han kommer bedre forberedt end mange af de forfrosne europæere, og sker det, er han den form for supertalent, der pludselig kan blande sig med de allerbedste - akkurat som en ung Peter Sagan ganske sensationelt gjorde det på Willunga for nu efterhånden 15 år siden.

Den tredje nyprofessionelle, der kan overraske, er Johannes Staune-Mittet. Vinderen af Baby-Giroen ligner også et af sportens store grand tour-talenter, og også han har allerede vundet på professionelt niveau, da han sidste år vandt kongeetapen i Tjekkiet. Modsat Del Toro kommer han ikke fra varmere himmelstrøg, og hvis han har tilbragt en del af vinteren i den norske kulde, er det næppe ham, der kommer til start i den allerbedste form. Han synes også at være lidt for meget en dieselklatrer til virkelig at passe til dette løb, men på Willunga er det på denne tid af året typisk formen, der taler. Hvis hans utvivlsomt enorme motivation har ansporet ham til at træne godt igennem i løbet af vinteren, er han som Ryan og Del Toro et af de supertalenter, der kan imponere på Willunga.

Som den fjerde UAE-rytter kan man nævne Alessandro Covi, men det ikke med den store entusiasme. Han er ellers den Impey-type, der kan vinde dette løb, for han klatrer så godt, at han kan forsvare sig på de kortere stigninger, og hans fart giver ham alle muligheder for at score bonus og potentielt vinde både 2,. og 6. etape. Problemet er bare, at man næsten ikke kan huske, hvornår vi sidst så en konkurrencedygtig Covi. Det var i hvert fald ikke i 2023, der endte som lidt af et rædselsår for den unge italiener. Det gør det svært at have den helt store optimisme, men heldigvis burde talent ikke forgå så let. Værd er det også at bemærke, at vi vel aldrig har set så god en Covi, som vi så det i sæsonstarten 2022, hvor han var her, der og alle vegne. Hvis han finder sig selv og starter sæsonen lige så stærkt denne gang, er det et løb, der er inden for hans rækkevidde, selvom han og de øvrige Impey-typer havde stået bedre med en anden vindretning i weekenden.

Jeg er også lidt spændt på Roger Adria. Spanieren udviklede sig sidste år til at blive en ganske fremragende puncheur, hvilket var tydeligst i april, hvor han opnåede en serie topresultater, herunder en 3. plads i Besancon, hvor finalen har visse ligheder med Willunga. Desværre er det også den eneste gang, han nogensinde har nået det niveau, og han har ikke haft for vane at starte sine sæsoner stærkt. Omvendt er han nu skiftet til Bora, hvilket meget vel kan have givet ham ny motivation, og det vil være overraskende, hvis ikke et skifte til et af de store hold også vil hæve hans niveau. Jeg tvivler på, at han bryder trenden og starter som lyn og torden, men rammer han det niveau, han havde i foråret, kommer han meget langt i et løb, hvor de to weekendetaper ikke kunne passe ham meget bedre.

En anden spanier, der er skabt til dette løb, er Gonzalo Serrano. Kunne vi vide os sikre på, at han ville møde op i den superform, han havde i efteråret 2022, ville han være skabt til begge weekendens etaper, ligesom han også vil have lidt fart til de indlagte spurter. Problemet er bare, at han kommer fra en sæson, hvor han aldrig var i nærheden af at have samme niveau, selvom han havde én god dag, da han vandt i Vallonien, For ham taler til gengæld, at han plejer at starte sin sæson ganske stærkt, og mange vil sikkert huske, hvordan han for nogle år siden bragede ind på scenen med en choksejr på en puncheuretape i Andalusien. Hans svage 2023-sæson giver ikke den store grund til optimisme, men hans historik for en stærk sæsonstart gør, at han måske kan vise lidt af fordums styrke.

Der vil være mange forventninger til Jack Haig, der er på hjemmebane og skulle stille til start med stor motivation. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Det er godt nok længe siden, vi har set den gamle Haig, og i 2023 havde han eksempelvis kun ét lyspunkt i Dauphiné. Det er til gengæld også klart, at han med et niveau svarende til det, vi så i juni, kommer meget langt i dette felt, men kan vi vente os det hos en mand, der ganske vist startede nogle af sine tidlige sæsoner fremragende, men som i de senere år har været temmelig sløv til at komme i gang? Hans base i Australien gør heldigvis, at han har haft fremragende forudsætninger for at træne, men selv en formstærk Haig vil få svært ved at vinde et løb, der er så eksplosivt som dette. Jeg vil stadig forvente at se ham langt fremme, og han bør være et mere sikkert kort end mange af de ovennævnte, men det kan være ret svært at se ham vinde et puncheurløb som dette.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Jeg er ret spændt på Louis Barré. Den lovende franskmand startede sin første professionelle sæson i 2023 fabelagtigt, og han var uhyre synlig i de første løb i januar. Siden faldt han imidlertid ned i et hul, og det varede længe, inden det kom frem, at sygdom var forklaringen. Heldigvis nåede han at vise lovende takter mod slutningen, hvor han endte i top 10 i Guangxi, der er et puncheurløb med mange ligheder med dette. Det er klart, at han ikke har vist et topniveau, der gør det sandsynligt, at vi vil se ham helt fremme, og når jeg nævner ham her, skyldes det i høj grad den sæsonstart, han havde sidste år. Starter han på samme vis, har han udviklet sig yderligere, og har den stærke sæsonafslutning ansporet ham til at træne godt igennem vinteren, burde det i hvert fald være et perfekt løb for en puncheur som ham. Han kommer i hvert fald til løbet med ambitioner om en samlet top 10.

Israelerne møder også med Nick Schultz, der som altid er lidt af en lottokupon. Typisk er han langt fra sit bedste niveau, som han kun finder ganske få gange på en sæson, men profilmæssigt passer han ganske perfekt til dette løb, da han netop har både punch og fart. Værd er det også at bemærke, at han sidste år leverede noget af sit allerbedste i sin sæsondebut i Andalusien, hvor han viste flere af de evner, han skal bruge i dette løb. Hans australske hjemmebane taler også for god vintertræning, og han har udtrykt sig med optimisme inden løbet. Problemet er bare, at han så sjældent finder sit niveau, og man skal være den risikovillige type, hvis man kaster pensionsopsparingen efter, at det sker til dette løb.

Så er der langt større garanti for Ben Zwiehoff. Tyskeren er bestemt ikke nogen gigant, men han har fundet sit speciale. Han starter nemlig altid sæsonerne fremragende og har nu to år i træk været blandt de allerskarpeste på Mallorca, hvor han har blandet sig med folk, der normalt vil være regnet som stærkere end ham. Hans samlede podieplads i Tyrkiet mod slutningen af 2023 bekræftede også, at han i yderkanten af sæsonerne har et niveau, der fører langt, men udfordringen er naturligvis, at dette eksplosive løb passer relativt dårligt til en dieselklatrer som ham. Willunga er svær nok til, at den klassiske januarudgave af Zwiehoff bør ende godt, men det er meget svært at se ham vinde løbet.

Helt anderledes er det med Christian Scaroni. Han er netop den ideelle type til dette løb, fordi han har både punch og fart. Det var netop de evner, der gav ham en samlet 13. plads i Polen og en samlet 2. plads i Arctic Race i et efterår, hvor han nåede helt nye højder, inden corona slog ham ud. Tager han det hævede niveau med sig ind i 2024, bør han komme ret langt i dette felt og på en rute, hvor weekenden passer ham som fod i hose. Udfordringen er bare, at han ikke har for vane at starte sine sæsoner stærkt, og det kan være lidt svært at argumentere for, at det skulle være anderledes denne gang, når Astana i den grad skal bruge ham senere på året. Omvendt er holdet så pointhungrende, at der faktisk kunne være god ræson i at bede ham formtoppe for at få nogle lidt billige point tidligt på året.

Til det formål har de også Samuele Battistella , der modsat Scaroni har for vane at starte ganske stærkt. Til gengæld kommer han - igen modsat Scaroni - fra en trist, trist sæson, hvor han aldrig fandt sit niveau. I forvejen vil Willunga måske være en anelse svær for ham, hvis han skal slås med Yates og co., og selvom han har fart, vinder han næppe mange bonussekunder undervejs. Omvendt har vi også set, at den bedste Battistella klatrer uventet godt - det har han blandt andet gjort i Ungarn - og hvis han endelig har fundet sig selv igen og atter har tænkt sig at lægge stærkt ud, kan det måske være her, vi endelig atter ser livstegn fra den tidligere U23-verdensmester.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt for spurtstærke folk som Strong og Covi, flere af de helt unge kometer samt dieseltyper som Haig og Zwiehoff, der omvendt kan få svært ved at vinde, men let kan ende langt fremme.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

***** Simon Yates

**** Julian Alaphilippe, Jhonatan Narvaez

*** Luke Plapp, Finn Fisher-Black, Corbin Strong, Oscar Onley, Milan Vader

** Filippo Ganna, Ruben Guerreiro, Archie Ryan, Chris Harper, Georg Zimmermann, Diego Ulissi, Isaac Del Toro, Johannes Staune-Mittet, Alessandro Covi, Roger Adria, Gonzalo Serrano, Jack Haig, Louis Barré, Nick Schultz, Ben Zwiehoff, Christian Scaroni, Samuele Battistella

* Stephen Williams, Leo Hayter, Natnael Tesfatsion, Torstein Træen, Quinn Simmons, Jardi Christiaan van der Lee, George Bennett, Franck Bonnamour, Laurens De Plus, Michael Storer, Rudy Molard, Koen Bouwman, Damien Howwson, Lilian Calmejane, Antonio Morgado, Simon Clarke, Juan Pedro Lopez, Clement Berthet, Derek Gee, Antoine Huby, James Knox, Luca Vergallito, Jason Osborne, Harry Sweeny, Bauke Mollema, Chris Hamilton, Reuben Thompson, Bart Lemmen, Mathias Vacek, Laurens Huys, Biniam Girmay, Patrick Bevin, Ivan Garcia Cortina, Ruben Fernandez, Robert Gesink, Axel Mariault, Valentin Paret-Peintre

Danskerne

Casper Pedersen er udtaget som sprinter på Soudal og får chancen på 1., 3. og 4. etape, men kan måske også være med på 2. etape, mens han også skal støtte primært Julian Alaphilippe. Hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Jack Haig i klassementet og Phil Bauhaus på de flade etaper.

Læs også

Sagan på startlisten til landevejsløb

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

UAE Team Emirates: Ulissi er den erklærede kaptajn, men som nævnt har holdet også gode muligheder med Fisher-Black, Covi og Del Toro. Unge Antonio Morgado er spændende og kunne passe til løbet, men det vil undre mig, hvis han allerede er klar til at hævde sig helt fremme.

Team Jayco AlUla: Yates og Plapp er de erklærede kaptajner, men som nævnt har Harper formen til at ende langt fremme, hvis muligheden byder sig. Willunga er for svær, selv hvis Caleb Ewan skulle møde op med Sanremo-form.

Bahrain-Victorious: Haig er den erklærede kaptajn, men Torstein Træen har også frihed til at køre klassement. Det vil dog undre mig, hvis han starter meget stærkt, og det eksplosive løb passer ham dårligt. Det kunne til gengæld passe Fran Milholjevic, men han har haft det svært indtil nu.

Soudal-Quick Step: Det må handle om Alaphilippe, men det skal også blive meget spændende at følge den lovende Antoine Huby, der burde passe til løbet, men kan mangle lidt for meget. Møder han op med den form, han havde i Baskerlandet, kan James Knox også komme langt, men det er i dag meget, meget sjældent, at han viser den slags takter.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Clement Berthet er solid og er med god januarform bestemt top 20-kandidat, men det vil være overraskende, hvis han går i top 10. Løbet burde passe ganske glimrende til eksplosive Franck Bonnamour, der efter sin skadespause nåede at slutte sæsonen pænt, men det er længe siden, vi har set niveauet til et absolut topresultat. De vil overraske, hvis lottokuponen Valentin Paret-Peintre for en sjælden gangs skyld er i form, hvad Nans Peters og Jaakko Hänninen aldrig synes at være på denne tid af året.

Intermarché-Wanty: Zimmermann ligner det bedste bud. Holdet satser også på Lilian Calmejane, der har været kendt for at starte meget stærkt, men spørgsmålet er, hvor langt niveauet i dag rækker - selv i et løb, der passer ham. Holdet har også ambitioner med Dion Smith, men han klatrer næppe godt nok, og dieselklatreren Simone Petilli er angiveligt bare hjælper. Man kunne drømme om at se Biniam Girmay fremme, men med den holdbarhed, han viste i det skuffende 2023, bør det blive for svært - og han har heller ingen klassementsambitioner.

Israel-Premier Tech: Holdet har et hav af kandidater, hvoraf Strong og Schultz ligner de bedste. Jeg ville gerne have store forventninger til Stephen Williams, der med den samlede sejr i Arctic Race viste sine evner i puncheurløb, men han skal altid bruge en evighed på at finde formen. Simon Clarke passer perfekt til løbet, men vi fik ved mesterskaberne bekræftet, at han nok har set sin bedste tid. George Bennett har før været flyvende i dette løb, men det har altid passet ham for dårligt, og han er jo desværre en skygge af sig selv. Den bedste Derek Gee kan komme langt, men det vil undre mig, hvis vi ser en stærk Gee allerede nu.

INEOS Grenadiers: Mit gæt vil være, at de kører for Narvaez, men Ganna er som sagt en joker. Jeg er også spændt på, om Leo Hayter endelig kan vise sit talent, men efter et 2023, hvor han havde det overraskende svært, er optimismen begrænset. Laurens De Plus er tilbage på et tårnhøjt niveau, men det vil undre, hvis han flyver allerede nu, og løbet passer ham dårligt. Josh Tarling viste jo sidste år, at han kan klatre fra sæsonstart, men løbet bør være for svært.

BORA-hansgrohe: Holdet kommer med en meget tung trup med Adria og Zwiehoff som de eneste klatrestærke typer.

Team dsm-firmenich PostNL: Holdets erklærede kaptajn er Onley. Patrick Bevin har jo tidligere været fabelagtig i dette løb, men efter den mærkelige 2023-sæson, hvor han nærmest ikke gennemførte et løb, er det svært helt at tro på et stort comeback, selvom han næsten er på hjemmebane. Chris Hamilton har før været god i dette løb, men skuffede både i 2023 og ved mesterskaberne, og Sean Flynn klatrer næppe godt nok.

Cofidis: Holdets bedste bud er nok Ruben Fernandez, der før er startet godt, men han fandt aldrig noget niveau i 2023 og er en skygge af sig selv. Simon Geschke har tidligere været på podiet, men alderen synes at have indhentet den erfarne tysker. Et godt bud kan være den unge puncheur Axel Mariault, men baseret på det, vi så i 2023, er løbet nok for svært.

Arkea-B&B Hotels: Barré er den erklærede kaptajn. Holdet har også dieselklatreren Laurens Huys, men han passer dårligt til løbet, og lottokuponen Michel Ries kommer ikke alt for langt, heller ikke i dette felt. En formstærk Anthony Delaplace klatrer pænt, men ikke godt nok.

Movistar Team: Guerreiro og Serrano er de gode bud, men er han flyvende, kan den delvist genrejste Ivan Garcia Cortina måske lave et godt resultat, selvom han næppe kommer hele vejen. Jon Barrenetxea klatrer næppe godt nok.

Team Visma | Lease a Bike: Vader er den erklærede kaptajn, men Staune-Mittet er en spændende joker. Løbet er skræddersyet til eksplosive Koen Bouwman, men der skal nok to mandage i en uge, inden han finder noget form før Giroen. Robert Gesink er næppe i dag andet end hjælper, og selvom han klatrer pænt, kommer soldaterrytteren Bart Lemmen næppe alt for langt.

EF Education-EasyPost: Ryan ligner det bedste bud, men det skal også blive meget interessant at følge den helt uprøvede, men uhyre lovende Jardi Christiaan van der Lee, der dog nok mangler erfaring. Er han i form, klatrer Harry Sweeny også godt nok til at gøre det pænt, mens Stefan De Bod til gengæld ikke har vist klatretakter i en menneskealder. Ruten er nok for svær for unge Jack Rootkin-Gray.

Alpecin-Deceuninck: Det bliver spændende at følge Zwift-rytteren Luca Vergallito, men vi så i efteråret, at han nok stadig mangler lidt for meget. Holdets andet bud er Jason Osborne, men den tidligere roer skuffede fælt i hele 2023. Løbet er nok for svært for Stan Van Tricht og den ellers meget lovende Lars Boven.

Astana Qazaqstan Team: Det må handle om Scaroni og Battistella. Gianmarco Garofoli passer til løbet, men har haft det svært som professionel, og det bør være for hårdt for den ellers lovende Michele Gazzoli, der klatrede uventet godt i Norge.

Lidl-Trek: Løbet er skræddersyet til eksplosive Natnael Tesfatsion, der med sin afrikanske baggrund meget vel kan starte stærkt, som han før har gjort, men et skuffende 2023 dæmper entusiasmen. Quinn Simmons plejer også at starte pænt og meldes i hæderlig form, men jeg vil tro, at stigningerne er lidt for svære til hans januarform. Den eksplosive natur passer dårligt til Juan Pedro Lopez, der jo skuffede stort gennem hele 2023, hvor vi også måtte sande, at det nok er slut med at se Bauke Mollema helt fremme på dette niveau. Ruten bør også være lidt for svær for den ellers lovende Mathias Vacek.

Groupama-FDJ: Holdet satser på Rudy Molard, der passer til løbet og før har gjort det godt i Australien, men hans 2023 indikerer, at niveauet nok ikke rækker hele vejen længere. Unge Reuben Thompson kunne godt være i form, men han havde det lidt svært i sin første sæson som professionel.

Australien: Holdet satser på Michael Storer, der var god i løbet sidste år, og Damien Howson, der ikke har for vane at starte alt for stærkt. Begge passer dog dårligt til det eksplosive løb, og efter en skuffende præstation ved mesterskaberne er min entusiasme begrænset.

Liveopdateringer

Selvom alle etaperne køres om natten dansk tid, vil Gustav Volstrup Sønderlund have liveopdateringer fra den sidste times tid af alle etaper.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER