Optakt: Tour La Provence

Løbets rolle og historie

Mens nye løb er opstået uden for Europa og i nyere cykellande som Norge, har der været en negativ tendens i de historiske europæiske nationer. Spanien har mistet de fleste af deres mange etapeløb, og den tidligere så rige italienske endagsscene er en skygge af sig selv. I Frankrig er det gået bedre, og de fleste løb har overlevet. Alligevel er der blevet sagt farvel til løb som Circuit de Lorraine, Criterium International, Tour de Picardie og Tour Mediterraneen, mens løb som Bretagne Classic og 4 Dage ved Dunkerque have kæmpet for overlevelse.

I 2016 blev trenden kortvarigt brudt. I Spanien blev Volta a la Comunitat Valenciana genetableret, og i Frankrig blev der afholdt to nye løb. La Méditerranéenne overtog positionen efter Middelhavet Rundt, mens Tour La Provence blev skabt som en helt ny begivenhed i Sydfrankrig.

Tilføjelsen af de to løb gjorde den franske februarkalender ganske imponerende og gav perfekte forberedelsesmuligheder forud for større begivenheder. Efter de første løb GP La Marseilleaise og Etoile de Besseges gav de tre korte etapeløb La Méditerranéenne, Tour du Haut-Var og Tour La Provence de franske ryttere mulighed for at køre i hjemlandet hver eneste uge i en måned, der er meget vigtig for resten af sæsonen. Slutteligt endte det hele med de to endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic, og der var således hele 17 løbsdage i landet, inden vi overhovedet var nået til marts. I 2017 forsvandt La Méditerranéenne desværre igen efter bare en enkelt udgave, men landet har stadig en imponerende løbsserie, som kun Spanien kan konkurrere med i denne tidlige del af sæsonen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Løbene afholdes alle i Sydfrankrig og er ganske ensartede. De afholdes på de kendte smalle og snoede veje med små stigninger, der har gjort området til et ideelt træningsområde for både motionister og professionelle. Der er ingen store bjerge, og terrænet har oftest gjort det til løb for puncheurs og stærke sprintere, og de rene sprintere har som regel også noget at komme efter.

Enkeltstarten gør Etoile de Besseges lidt anderledes, men Tour du Haut-Var og Tour La Provence har indtil 2018 begge passet til den samme type ryttere. På papiret har sidstnævnte imidlertid været det letteste af de to, men forud for den tredje udgave gennemgik det en ansigtsløftning. Ikke blot er det blevet udvidet fra tre til nu fire etaper og er flyttet fra at være et midtugeløb til nu at blive afviklet i løbet af ugens sidste fire dage, det ændrede også med tilføjelsen af en regulær bjergafslutning og en prolog karakter fra at være en sag for puncheurs til at være et mere klassisk - om end ikke det hårdeste - etapeløb. Det gav en helt ny dynamik til et løb, der stadig kæmper med at finde sin identitet, men som i kraft af sin synergieffekt med de øvrige franske løb har potentiale til at udvikle sig til et vigtigt forberedelsesløb forud for klassikerne og dermed give yderligere liv til den franske kalender, der i denne tid kæmper hårdt med de mange løb i Spanien, Portugal, Sydamerika og Mellemøsten om at sikre sig opmærksomheden fra de største hold.

Desværre er de franske løb fortsat lidt bagud i den kamp, og hvor løbene i Mellemøsten, Spanien og Algarbe alle hvert år kan tiltrække en perlerække af topnavne, er løbene i Tourens hjemland fortsat primært en hjemlig affære. Tour du Haut-Var fremstår som det mest internationale, mens det hidtil har knebet lidt for Tour La Provence at vinde WorldTour-holdenes gunst. I 2016 havde løbet tiltrukket et stærkt felt med fire WorldTour-hold, og det lykkedes at gentage dette i 2017, hvor man ellers fik ny konkurrence fra WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour. Sidste år forsøgte man at flytte løbet om på den anden side af Tour du Haut-Var og dermed komme fri af kløerne på WorldTour-løbene. Samtidig afvikledes dog fortsat Dubai Tour og det nye Colombia Oro y Paz samt weekendens endagsløb i Spanien og Italien, og det var formentlig forklaringen på, at feltet trods ansigtsløftet af ruten og forlængelsen af løbet kun fra det fineste selskab kunne tiltrække de to franske mandskaber.

Heldigvis er den trend brudt i år, hvor feltet er intet mindre end fremragende. Ikke færre end ni af de 18 WorldTour-hold er med, og dermed følges der op på tendensen fra Besseges, der også havde havde tiltrukket et stærkere felt end vanligt. Måske kommer holdene ikke i deres bedste opstillinger, men med folk som Thibaut Pinot, Sep Vanmarcke, Tony Gallopin, Philippe Gilbert og John Degenkolb er feltet ikke uden sine stjerner. De vil bruge løbet til at blive klar til de kommende klassikere, idet terrænet er perfekt som forberedelse til endagsløbene, og man kan håbe, at det tilsyneladende velarrangerede løb med den nye, spændende rute kan fastholde den positive udvikling.

Efter at Thomas Voeckler i 2016 tog en af karrierens sidste store sejre ved at vinde den første udgave af løbet, og Rohan Dennis i 2017 såmænd vandt et etapeløb, der ikke inkluderede en enkeltstart, var det sidste år Alexandre Geniez, der fortsatte sin helt fantastiske sæsonstart med at tage den samlede sejr. Efter at have vundet den indledende enkeltstart kontrollerede det stærke Ag2r-hold kongeetapen og sikrede endda en dobbeltsejr med Geniez og Tony Gallopin, den henviste Rudy Molard til 3. pladsen. Geniez har valgt ikke at forsvare sin titel, men Gallopin er tilbage for at forsvare Ag2r-farverne, ligesom også Molard er med igen, denne gang på et skræmmende stærkt FDJ-mandskab, der føres an af Pinot.

Ruten

Terrænet i Provence er bestemt ikke fladt, og det har været afspejlet i ruten til de tre foregående udgaver. Der har været stigninger på programmet alle dage samt masser af smalle snoede veje. De første to år var løbet imidlertid karakteriseret ved at være skabt til puncheurs med korte, stejle stigninger, hvor klassementet blev afgjort, mens de øvrige etaper har været for sprintere af varierende holdbarhed. Den model ændrede man sidste år, hvor man i tillæg til to sprinteretape både havde en prolog og en decideret bjergafslutning på den mere end 10 km lange Col de l’Espigoulier, hvormed der blev tale om et mere klassisk etapeløb.

Årets rute er i en vis forstand en blanding af de to foregående. Prologen er således denne gang erstattet af en forlænget indledende enkeltstart på 8,9 km, der vil skabe de første vigtige tidsforskelle i et løb, der ventes at blive tæt. Dernæst venter to knaldhårde dage i kuperet terræn, men modsat sidste år er der aldrig mål på en stigning, og bakkerne er igen af den korte, stejle karakter, der kendetegnede de første to udgaver. Fredagens etape ligner den sværeste, da den ikke blot byder på mere end 4000 højdemeter, men også en stejl mur godt 10 km fra stregen, men også lørdagens etape, der byder på en lidt lettere stigning i finalen, kan skabe forskelle. Sprinterne har til gengæld ikke mange muligheder og kun de mest hårdføre af slagsen kan drømme om at komme til fadet, når det hele slutter med en ganske kuperet etape, der kunne ende i en reduceret massespurt.

1. etape

I 2016 lagde arrangørerne ud med løbets hårdeste etape, og i 2017 var det sprinterne, der fik det første ord. Sidste år prøvede man noget helt nyt i forbindelse med ansigtsløftningen af løbet, der blev bredt ud og gav muligheder til flere forskellige ryttertyper. Den første af nyskabelserne kom allerede på førstedagen, hvor rytterne blev kastet ud i en helt klassisk prolog, der på en flad motorsportsbane uden væsentlige tekniske udfordringer skulle vise sig at blive ganske afgørende. Modellen faldt åbenbart i arrangørernes smag, da der i 2019 også bydes på en denne gang lidt længere enkeltstart, der måske ikke afvikles på en motorsportsbane, men alligevel er flad som en pandekage.

I alt skal der tilbagelægges 8,9 km med start og mål i Les Sainte-Marie-de-la-Mer, og de er yderst enkle. Byen er en havneby helt nede i det sydøstlige hjørne af Frankrig, og fra starten af havnefronten kører man langs vandet frem til en rundkørsel, hvor et venstresving efterfulgt af et højresving leder frem til en lang, flad vej, der følges mod nordøst ud til et vendepunkt. Her vendes der efter 4,8 km rundt, hvorefter man følger samme vej tilbage mod byen, hvor man denne gang fortsætter ligeud ind til centrum, hvorfor der ikke er ét eneste sving efter vendepunktet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den helt flade etape byder på bare en enkelt højdemeter.

Etaper fås ikke fladere end denne, og da der tillige kun er to sving og en U-vending, er der tale om en sag for virkelige specialister. Her skal der trædes så mange watt som muligt, og det vil være de store maskiner, der skal slås om sejren og den første førertrøje i løbet.

Les Sainte-Marie-de-la-Mer er ikke blevet brugt til et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

2. etape

I tidligere udgaver har der været rig mulighed for sprinterne, men sådan er det ikke i år, hvor der er adskillige stigninger på programmet. Efter den indledende enkeltstart bliver der således ingen mulighed for at slikke eventuelle sår, for allerede fredag venter en af løbets to sværeste etaper. Her kastes rytterne ud på en kuperet rute med hele tre stigninger koncentreres i anden halvdel og med en stejl stigning kun godt 10 km fra mål, hvor klatrerne kan forsøge at sætte rivalerne til vægs.

I alt skal der tilbagelægges 191,6 km mellem Istres og La Ciotat. Starten går umiddelbart nord for kysten og torsdagens værtsby, hvorfra man kører mod nordøst og siden direkte mod øst igennem fladt terræn. Undervejs skal man efter 30,3 km over kategori 3-stigningen Montee d’Aurons (3 km 3,3%), men derudover er der ingen væsentlige udfordring på den kun let stigende vej, der også byder på dagens indlagte spurt efter 55,5 km. I byen Rians drejer man mod syd, hvorefter et fladt stykke efterfølges af en let faldende fase, der leder forbi forplejningen.

Derefter indledes uhyrlighederne, når man rammer stigningerne umiddelbart nord for middelhavskysten. Først skal man op over kategori 3-stigningen Le Petit Galibier (6,9 km, 3,9%), hvis top rundes efter 120,2 km. Derfra går det direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen La Coutronne (7 km, 5%), der har top efter 135 km. Her drejer man mod sydvest for at fortsætte ud mod kysten, først via et plateau og siden en længere nedkørsel.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der venter nu den ikke-kategoriserede Col d’Ange (3,6 km, 2,85), inden det går ned til bunden af dagens væsentligste udfordring. Den indledes med den ikke-kategoriserede Pas de Julien, der over 5,0 km stiger med beskedne 3,5%, hvorefter en meget kort nedkørsel leder direkte ind på kategori 1-stigningen Les Cretes (2,8 km, 9,8%), der også kendes fra GP La Marseillaise, og som stiger med 11% over de sidste 1800 m. Efter toppen resterer bare 12,6 km, der fører mod sydøst direkte ud til målbyen ved kysten. Efter et kort fladt stykker falder det ned mod mål, hvor kun de sidste 3,5 km er relativt flade. Nedkørslen er teknisk, indtil vejen retter sig ud inde i byen, hvor man til slut har to skarpe sving, det sidste med bare 150 m til mål.

Etapen byder på i alt 4053 højdemeter.

Måske virker profilen relativt tilforladelig, men antallet af højdemeter afslører etapens sande karakter. Fraværet af lange stigninger betyder ikke, at der er tale om en let etape, for den sidste halvdel byder stort set ikke på fladt terræn. Samtidig rundes det hele af med en modbydeligt stejl sag, hvor de bedste klatrere med et godt punch nok burde kunne gøre en forskel. Den efterfølgende tekniske nedkørsel er endda en chance for at holde sig fri, og selvom det mest sandsynlige er en spurt i en ganske lille gruppe af de bedste klatrere, er en solosejr på løbets sværeste etape bestemt ikke en umulighed.

La Ciotat var også målby i 2017, dog på en helt ande rute, hvor det med et sent angreb lykkedes Alexandre Geniez, Rohan Dennis, Nicolas Edet og Matej Mohoric at køre væk, hvorefter Geniez sejrede i spurten.

3. etape

Hvis rytterne syntes, at fredagens etape var hård, skal de ikke se frem til lørdag. Her venter nemlig endnu en meget udfordrende sag, der måske ikke har 2. etapes mange højdemeter, men som igen har en svær stigning tæt på mål. Dermed er der lagt op til endnu et slag mellem løbets klatrere i det, der meget vel kan blive den sidste store test inden søndagens lidt lettere afslutning.

I alt skal der tilbagelægges 181,1 km mellem Aubagne og motorsportsbanen Circuit Paul Ricard i udkanten af byen Le Castellet, hvor det meste af etapen afvikles på en svær rundstrækning. Fra starten går det mod sydøst via et let faldende stykke inden man snor sig igennem fladlandet mod øst frem mod rundstrækningen, der rammer allerede efter knap 20 km. Herefter kører man ind på motorsportsbanen, hvor dagens første spurt er placeret efter 23,1 km.

Læs også

Ærlig VM-debutant: Vi ramte den ikke i røven

Efter passagen af mål afsluttes løbet nu med fem omgange på den 29,9 km lange runde. Den indledes med et længere let faldende stykke, der først fører mod sydøst og siden nordvest. I bunden kører man mod nordvest direkte ind på kategori 3-stigningen Sommet du Brulat (3 km, 7,2%), der har top 10,9 km fra stregen. Herfra kører man igennem fladt terræn mod sydøst frem til den flade motorsportsbane, hvor etapen afsluttes med, at man kører næsten en hel omgang. Banen er ganske teknisk med en del bløde kurver, herunder ét skarp sving og en U-vending på den sidste kilometer. Der er bjergpoint på bakken på 1., 3. og 5. omgang, ligesom der er indlagte spurter 3,7 km efter toppen på 3. og 4. omgang.

Etapen byder på i alt 2460 højdemeter.

Etapen er lettere end den foregående, men det betyder ikke, at den er enkel. Stigningen er tilstrækkeligt svær til, at også den kan gøre en forskel, og selvom det bliver sværere at køre alene hjem, end det vil være på 2. etape, er det bestemt muligt at skabe forskydninger i klassementet. Mest sandsynligt er det, at en mindre gruppe skal spurte om sejren på motorsportsbanen.

Circuit Paul Ricard blev senest brugt til prologen sidste år, hvor Alexandre Geniez var hurtigst og lagde grunden til sin samlede sejr.

4. etape

Efter to svære dage kan sprinterne have visse forhåbninger om at komme i spil på løbets sidste etape, der er løbets letteste. Det betyder imidlertid ingenlunde, at der er tale om en nem sag, for undervejs skal der klatres næsten 3000 højdemeter, ligesom der venter en kategoriseret stigning i finalen. De hårdføre afsluttere har imidlertid en vis grund til at håbe på succes på en etape, der meget vel kan blive afgjort i en reduceret massespurt.

Med sine 162,2 km er etapen den korteste og fører feltet fra Avignon til Aix-en-Provence. Fra starten går det igennem fladlandet mod øst forbi dagens eneste spurt, der er placeret allerede efter 12,6 km. Umiddelbart derefter kører man mod sydøst, hvor der venter en ikke-kategoriseret stigning, og efter endnu et fladt stykke skal en kategori 3-stigning (15 km, 3,7%) med top efter 32,9 km forceres. Umiddelbart efter følger en ikke-kategoriseret stigning (3,15 km, 5,55%) med top efter 42 km, inden et rullende stykke med flere småbakker leder frem til dagens anden kategori 3-stigning (2 km, 2,4%), hvis top runder efter 65,1 km.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Terrænet flader nu lidt ud, mens man snor sig mod sydøst, øst og tilbage mod vest, idet man dog efter 109 km når toppen af en 3,7 km lang stigning, der stiger med 5,4%. Herefter venter et længere faldende stykke, inden det atter bliver mere kuperet over de sidste 35 km, hvor man kører mod syd, øst og til slut igen syd Først skal man over en ikke-kategoriseret stigning (1,7 km, 46%) med top 22 km fra stregen, inden det gælder dagens sidste kategori 3-stigning (3,7 km, 4,3%). Efter toppen resterer barer 12,8 km, der består af en nedkørsel, en lille kontrabakke og til sidst en 3 km lang nedkørsel, inden det flader ud over den sidste kilometer. Inde i byen venter to skarpe og et blødt sving, inden man rammer den 320 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2818 højdemeter.

Etapen er den sværeste at forudsige og har flere mulige udfald. Forskellene ventes nu at være så store, at et udbrud vil have en reel chance for at holde sig fri. Omvendt er det eneste mulige chance for de hurtige folk, og derfor må de være motiverede til at gå efter sejren. Kun de mest hårdføre vil imidlertid kunne klare den sidste stigning, og det er langt fra sikkert, at det overhovedet ender i den reducerede massespurt, der ellers er det mest sandsynlige udkomme.

Aix-en-Provence har seneste været vært for et stort cykelløb i forbindelse med Paris-Nice i 2011, hvor Tony Martin vandt en enkeltstart med 20 sekunder ned til Bradley Wiggins og her lagde grunden til sin samlede sejr. Året forinden var løbet også forbi, og her fortsatte nyprofessionelle Peter Sagan sin helt forrygende karrierestart ved at køre alene væk på en sen bakke og sejre med 2 sekunder ned til forfølgerne.'

Favoritterne

Tour La Provence har varieret sin rute så meget, at man ikke kan bruge de tidligere udgaver som noget reelt sammenligningsgrundlag. Også i år er der tale om en total omlægning af det, vi har set tidligere, og da rutens karakter samtidig i kraft af fraværet af bjergafslutninger er temmelig uforudsigelig og lægger op til mange mulige udfald, findes der ikke mange etapeløb med så bredt et favoritfelt.

På papiret synes alle de tre første etaper at kunne komme i spil i kampen om sejren. Det siger sig selv, at en ganske vist kun 9 km enkeltstart vil kunne spille en ganske stor rolle i et løb, der bør blive vundet med små marginer, og man skal formentlig være ganske suveræn på stigningerne, hvis et tidstab her skal vendes til en sejr. Derefter venter to ganske kuperede etaper, hvoraf begge kan skabe forskelle.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Vigtigst synes 2. etape at være, idet den ret stejle sidste stigning for enden af en dag med 4000 højdemeter bestemt kan benyttes som afsæt for et succesrigt soloangreb, ikke mindst fordi nedkørslen også er teknisk. Omvendt er der også en vis mulighed for at skabe samling i en mindre gruppe, der endda kan blive ganske svær at kontrollere, og dermed kan et angreb på det flade pludselig bære frugt, ligesom der vil være god mulighed for, at en spurtsejr kan bidrage med 10 bonussekunder.

Det samme er tilfældet lørdag. Her er etapen dog betydeligt lettere og den sidste stigning knap så stejl, og her er chancen for en spurt i en mindre gruppe derfor større. Endelig ventes sidste etape enten at blive afgjort af et udbrud eller i en reduceret massespurt, og det er derfor usandsynligt, at den vil spille en rolle i klassementet. Det skyldes også forventningen om en vejrmæssigt flot uge med smukt solskin og næsten ingen vind.

Med andre ord vil de påkrævede egenskaber først være evnen til at køre en god tonserenkeltstart. Derefter skal man være en endog ganske stærk klatrer for at have en chance for at begå sig på særligt 2. etape, og det i sig selv udelukker en stor del af feltet. Endelig kan en god spurt vise sig meget værdifuld på både 2. og 3. etape samt i de indlagte spurter, hvor der kan være temmelig mange vigtige bonussekunder at hente i et løb, der ventes at blive tæt.

Usikkerheden går, at det er med alt andet end overbevisning i stemmen, at vi peger på Thibaut Pinot som vores favorit. Den franske stjerne gør for det første sæsondebut, og derfor er der stor usikkerhed om, hvordan han er kørende. Dertil kommer, at han i de senere år slet ikke har haft fordums styrke i kampen mod uret, ligesom 1. etape slet ikke passer ham heller. Endelig er det slet ikke givet, at Pinot med sin klatrestyrke kan sætte sig igennem på de to hårde etaper.

Når vi alligevel peger på løbets store etapeløbsstjerne, skyldes det flere faktorer. Først og fremmest har Pinot tradition for at starte stærkt ud, og det burde måske være endnu tydeligere i år, hvor der med beslutningen om at satse på Touren er plads til en tidlig formtop allerede i foråret. Derudover er Pinot indiskutabelt løbets bedste klatrer og står med de bedste chancer for at køre fra alt og alle på især 2. etape. Dertil kommer, at han er ganske hurtig i mindre grupper og derfor vil kunne jagte bonussekunder, ligesom han sammenlignet med de øvrige klatrere i løbet er en af de bedre temporyttere - trods alt. Vigtigt er det dog, at FDJ kommer med et på alle måder skræmmende hold af klatrere, og skulle en mand som Tony Gallopin køre sig i gult på 1. etape, kan det blive helt umuligt at styre den store hær af FDJ-ryttere, der på den hårde 2. etape vil være at finde i finalen. Pinot står som den bedste med de bedste kort på håndne til at udnytte et sådant overtal, og derfor peger vi på ham som vores favorit.

Egentlig havde vi bestemt os for at pege på Tony Gallopin som vores favorit, men det ændrede sig, da vi så de udtagne hold fra Ag2r og FDJ. Her blev det nemlig klart, at Gallopin meget vel kan få svært ved at forsvare en eventuel førsteplads, hvis han som ventet kører en fremragende indledende enkeltstart. Gallopin er kendt for at starte sine sæsoner som lyn og torden, og det vil formentlig også gøre sig gældende i 2019, hvor han allerede i Paris-Nice har et af sæsonens allerstørste mål. Som han viste sidste år med sejr i Besseges og en 2. plads her i Provence, har han vist, at han er god på korte enkeltstarter, og han må formodes at køre med om sejren på 1. etape. Stigningerne på 2. og 3. etape passer perfekt til eksplosive Gallopin, der i Vueltaen sidste år nåede et helt nyt klatreniveau, og han er tillige lynhurtig på stregen.

Med andre ord er Ag2r-kaptajnen den perfekte rytter til denne rute, men hans hold er et problem. Kun Mikael Cherel kan ventes at sidde ved hans side i den absolutte finale, hvor han meget vel kan være oppe mod helt op til fem FDJ-ryttere. I det tilfælde vil han være en ren skydeskive, og det vil kræve en meget formstærk Gallopin at forsvare sig. Det er imidlertid heller ikke umuligt for en forventeligt meget formstærk Ag2r-leder.

Astana har i sidste øjeblik føjet Gorka Izagirre til startlisten, og dermed har løbet pludselig fået en ny topfavorit. Izagirre har nemlig tradition for at starte brølstærkt, hvilket særligt var tilfældet sidste år, hvpor han var på podiet i både Oman og Paris-Nice, og hvor han tog et stort skridt fremad. Ruten her burde endda være ganske ideel for Izagirre, der måske ikke er ren klatrer, men er stærk i terræn som dette. Dertil kommer, at han er en glimrende temporytter, der især over kortere distancer er ganske stærk, og han vil kunne køre med om sejren på 1. etape. Endelig er han også tilstrækkeligt hurtig til at kunne jagte bonussekunder. Desværre har han præcis samme problem som Gallopin, nemlig at han på stigningerne let kan isoleres, i hvert fald hvis Andrey Zeits og Jonas Gregaard endnu ikke er i form.

Blandt de mange FDJ-ryttere, der kan udnytte et overtal, er Rudy Molard. Ligesom Gallopin og Pinot starter han som regel stærkt ud, hvilket sidste års 3. plads her og etapesejr i Paris-Nice vidner om. I det hele taget er han bare blevet bedre og bedre de senere år, og det er netop denne type korte, eksplosive stigninger, han elsker. Enkeltstarten fremstår som et problem, men faktisk kørte han sidste år overraskende godt på en meget tilsvarende rute. Kan han gøre det igen, vil han kunne drage fordel af FDJs forventede overtal på 2. og 3. etape til at gå i offensiven, og her har han fordel af at være knap så overvåget som Pinot. Til gengæld er han ikke hurtig nok til at jagte bonussekunder.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

FDJs måske på papiret bedste temporytter er Georg Preidler, og da han tillige er en god klatrer, burde han derfor stå med gode kort på hånden. Til gengæld har han ikke sine holdkammeraters tradition for at starte stærkt ud, og derfor hersker der betydeligt større usikkerhed om hans form. Samtidig er han blandt deres fem klatrere den ringeste på stigningerne, og særligt 2. etape kan blive for hård kost. Omvendt kan han med en god enkeltstart bringe sig i en position, hvor han bliver FDJs førstemand, og vælger de at køre defensivt for at forsvare en eventuel (virtuel) førertrøje til østrigeren, har han pludselig verdens bedste hold til at hjælpe sig. Og så skal man ikke glemme, at Preidler faktisk ikke er helt langsom i en spurt.

Det er Sebastien Reichenbach til gengæld, men han burde alligevel have en pæn chance alene i kraft af sit hold. Formentlig får han sig en lille lussing på enkeltstarten - med mindre han da chokerer som i Tirreno-Adriatico i 2016 - men derefter vil han kunne lukrere på FDJ-mandskabets kollektive styrke. Egentlig passer stigningerne ikke til en ren klatrer som Reichenbach, men er han bare nogenlunde forberedt, vil han som minimum være med fremme. Angriber FDJ rivalerne på skift, kan det meget vel være Reichenbach, der gør forskellen.

Det var herligt at se Diego Rosa i Volta a la Comunitat Valenciana. Efter en svær tid ødelagt af kysseyfe lignede han nemlig atter sit gamle jeg. Han lagde ud med at køre en fornem enkeltstart, og selvom han i sidste ende kom til kort på kongeetapen, var der markant fremgang at spore i forhold til tidligere. I dette løb har han gode muligheder for at være en af de bedste klassementsryttere på 1. etape, og det vil bringe ham i en god position inden de svære etaper, hvor han i Valencia viste, at han kan være med fremme. Denne gang er der ikke mål på toppen, og det burde komme Rosa til gode, der dog som mange andre får det svært i kampen mod FDJ. Han kan heller ikke spurte, og derfor er det livsvigtigt, at han kører en god enkeltstart, hvis han skal ende øverst på podiet.

En af favoritterne fra de rivaliserende hold er naturligvis Lilian Calmejane, der altid kører med om sejren i disse ugelange franske etapeløb, ligesom langt de fleste af hans mange sejre er taget helt tidligt på sæsonen. I år stræber han også efter at være stærk fra start, og han kom fint fra løbet i Marseille, hvor modvinden dog ødelagde hans chancer. Problemet i dette løb er, at han måske nok kan forsvare sig på 1. etape, men må forventes at tabe tid til i hvert fald Gallopin. Samtidig vil også han være temmelig alene mod FDJ-overmagten på de kuperede etaper, og det kan gøre det svært, ikke mindst fordi han i 2018 slet ikke var på sit gamle niveau. Til gengæld er han ikke helt langsom på stregen, og han har det rette offensive temperament til at drage fordel af manglende kontrol.

Vital Concept kan med en markant forstærket trup nu også gøre sig gældende i hårdere løb som dette, og det ligner en god chance for Arthur Vichot, der er kendt for altid at lægge hårdt ud. Heller ikke han kunne vise sin form i Marseille, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men ruten burde ikke være helt dum, i hvert fald ikke hvis han klatrer, som han gjorde i Tour de Suisse sidste år. Hans enkeltstart halter desværre lidt i forhold til de bedste, selvom han kan forsvare sig pænt i kraft af sin power og eksplosivitet. Hans vigtigste våben er dog den fremragende spurt, der kan indbringe ham vigtige bonussekunder, ligesom han i Cyril Gautier og Pierre Rolland kan se frem til rimelig støtte i finalerne. Særligt 2. etape kan vise sig for hård, men er han i form, er det ikke et dårligt løb for Vichot.

FDJs sidste, men måske dårligste kort er David Gaudu. Den lille klatrer viste ellers endelig mod slutningen af 2018, hvorfor han regnes for et af sportens supertalenter, men dette løb passer ham langt fra ideelt. Blandt FDJ-klatrerne er han den dårligste temporytter, og derfor kan han allerede efter 1. etape være reduceret til en hjælperrolle. Samtidig har han ikke tradition for at starte stærkt ud, og han er generelt meget svingende i sine præstationer. Skal han vinde, skal Gaudu lukrere på FDJ-mandskabets kollektiv til at angribe, men det er til gengæld heller ikke helt umuligt.

Vi er meget i tvivl om, hvad vi skal mene om Philippe Gilbert. På den ene side starter han som regel relativt stærkt ud, og det vil nok være endnu mere markant i år, hvor han efter sin skade gik sulten ind til vinteren Omvendt har han i de senere år ikke klatret nær så godt som tidligere, og vi frygter, at terrænet her - ikke mindst på 2. etape - er for hårdt. I forhold til klatrerne burde han køre en hæderlig enkeltstart, men også det har knebet i de senere år. Skabes der samling i mindre grupper på begge nøgleetaperne, står Gilbert imidlertid fremragende, da han så med sin gode spurt kan høste mange bonussekunder. Holdkammeraten Pieter Serry burde også kunne være med helt fremme, hvis han er i god form fra start, da han er stærk på stigninger som disse og på sine gode dage kører en hæderlig enkeltstart.

Guillaume Martin var meldt i god form inden løbene på Mallorca, og det bekræftede han til fulde med fremragende kørsel. Det synes efter den præstation at være hævet over enhver tvivl, at han vil være med helt i front på stigningerne, men desværre er det langt fra sikkert, at det rækker. Martin er nemlig alt andet end stærk på en tempocykel, og han vil utvivlsomt tabe en del tid på 1. etape. Det kan blive meget svært at hente, også fordi han trods en hæderlig spurt ikke er den allerhurtigste. Formentlig vil det kræve, at han kører fra alt og alle på 2. etape, men det synes omvendt heller ikke at være helt umuligt.

Nicolas Roche gør debut for Sunweb, og egentlig burde dette løb passe ham ganske hæderligt. Efter et svært år viste han i Tour of Turkey nemlig, at han fortsat er ganske stærk på korte stigninger som disse, og selvom han sjældent viser det, har han også stadig en glimrende spurt. Hans enkeltstart har også forbedret sig så meget, at han burde være blandt de bedre klassementsryttere. Når vi ikke har ham højere på vores favoritliste, skyldes det derfor først og fremmest, at han som regel er en meget langsom starter, der skal bruge en del løb for at varme motoren op.

Læs også

Par nummer 7 gennem tiden

Sky har i Eddie Dunbar en meget spændende kandidat. Den unge irer viste for alvor sit talent, da han i sidste års Giro della Toscana kørte en stribe klasseryttere ud af hjulet, og hans potentiale synes stort. Til gengæld har han også været temmelig svingende, og baseret på erfaringerne fra tidligere år er han næppe specielt godt kørende allerede nu. Overrasker han positivt, står han imidlertid ikke helt dumt på korte, eksplosive stigninger, og han kan også ved lejligheder forsvare sig pænt på en enkeltstart. Han har med rette ord den rette alsidighed, men om formen rækker, er tvivlsomt.

På mange måde kan vi genbruge ordene om Martin, når det kommer til Warren Barguil. Efter sit svære 2018 rejste han sig flot på Mallorca, hvor han trods en enkelt svær dag i den voldsomme kulde, viste sig som en af de bedste på stigningerne. Desværre er det næppe nok i dette løb, hvor han ligesom Martin vil få sig en gang prygl på 1. etape, der slet ikke passer ham. Hans spurt er hæderlig, men ikke prangende, og derfor kræver det overbevisende solokørsel på stigningerne, hvis han skal vinde. Det er løbet næppe hårdt nok til for en Barguil, der trods alt endnu ikke er i topform.

Et par spændende outsidere er Simon Clarke og Julien Simon, om hvem vi kan sige det samme. Begge er så hurtige, at de har gode muligheder for at få del i bonussekunderne, hvis der skabes samling på de to sværeste etaper. Omvendt er der også risiko for, at særligt 2. etape bliver for hårdt for dem begge, især fordi deres form er ukendt. Samtidig står de til klø på 1. etape, også selvom Clarke her gav visse tegn på fremgang i 2018.

Endelig vil vi pege på Sunweb-duoen Lennard Kämna og Jan Bakelants. Begge er stadig på vej tilbage efter et svært 2018 med hhv. motivationsproblemer og en slem skade, og de har derfor til gode at vise, at de kan finde deres gamle niveau. Derfor har vi heller ikke de helt store forventninger, men er de tilbage, kan de overraske. I så fald vil Kämna nemlig kunne vinde 1. etape, og selvom 2. etape formentlig er for svær, vil han med tilstrækkeligt passiv kørsel have en chance. Løbets stigninger passer godt il Bakelants, der tillige er ganske hurtig, men til gengæld vil han tabe tid på enkeltstarten.

OPDATERING: Sunweb har meddelt, at de satser på Michael Storer, der dog ikke har den rette eksplosivitet til at være med i kampen om sejren. Det indikerer, at hverken Nicolas Roche eller Lennard Kämna er på toppen i sæsondebuten. Endelig stiller de alligevel ikke med Jan Bakelants.

OPDATERING 2: Movistar har føjet Eduard Prades til startlisten. Han burde med sit punch og sin hurtighed have gode chancer på 2. og 3. etape, selvom særligt førstnævnte også kan vise sig for hård. Enkeltstarten vil dog gøre det svært at vinde samlet.

OPDATERING 3: FDJ har taget Georg Preidler af startlisten, men stiller stadig med et veritabelt superhold. EF har føjet Joe Dombrowski og Hugh Carthy til som klatrere, men de vil miste for meget tid på enkeltstarten. Endelig har Wanty hentet Xandro Meurisse som en plan B, hvis det skulle kikse med Martin, men belgieren har ikke vist storform og er ingen tempospecialist.

***** Thibaut Pinot

**** Tony Gallopin, Gorka Izagirre

*** Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa, Lilian Calmejane, Arthur Vichot

** David Gaudu, Philippe Gilbert, Eduard Prades, Pieter Serry, Guillaume Martin, Nicolas Roche, Eddie Dunbar, Warren Barguil, Simon Clarke, Julien Simon, Lennard Kämna

* Toms Skujins, Maxime Bouet, Jonathan Hivert, Nicolas Edet, Xandro Meurisse, Michael Storer, Fausto Masnada, Mauro Finetto, Jimmy Janssens, Pierre Rolland, Anthony Turgis, Remi Cavagna, Hugh Carthy, Ben Swift, Anthony Perez, Andrey Zeits,  Kristis Neilands

Danskerne

Kasper Asgreen kører årets første løb for Deceuninck og burde kunne gøre det fint på 1. etape, også selvom det generelt kneb på tempocyklen i dele af 2018. Er han i overraskende god form allerede nu, vil han måske endda kunne køre et hæderligt klassement. Det samme kan Niklas Eg, men enkeltstarten er et problem, ligesom han ikke så overbevisende ud på Mallorca. Jonas Gregaard burde egentlig også kunne være med, hvis formen er god, men i sin blot anden start som professionel, ventes han at skulle arbejde for Izagirre, der er en af løbets favoritter. Endelig gør Asbjørn Kragh debut for Sunweb, der i Jan Bakelants, Lennard Kämna, Michael Storer og Nicolas Roche har en helt stribe mulige klassementsryttere, men måske danskeren kan køre en god enkeltstart samt eventuelt spurte på 4. etape, der ventes at være for hård for Max Walscheid.