Optakt med etapevinderbud: Tour of Britain

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

Tiderne er imidlertid i gang med at skifte. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det hu fire dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og nu allerede med succes er afviklet fire gange.

Landet har imidlertid også et langt ældre løb. Selvom RideLondon Classic nu er blevet et WorldTour-løb, er Tour of Britain, det nationale etapeløb, stadig landets mest ikoniske løb. Dets lange historie er fuld af op- og nedture, men nu hvor cykelsporten trives som aldrig før hos de cykelgale briter, er det ingen overraskelse, at det har opnået en historisk høj status. Siden det vendte tilbage til kalenderen i 2004, er det vokset fra år til år og er nu et 2.HC-løb på UCI-kalenderen. Med en placering først i september under Vueltaen har det etableret sig selv som et perfekt forberedelsesløb til VM, og selvom den bjergrige rute i Østrig i år betyder, at de fleste favoritter foretrækker at varme bjergbenene op i Vueltaen, er det det britiske løb fortsat det bedste alternativ for ryttere, der ikke er begejstrede for den lange rejse til WorldTour-løbene i Canada.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Løbets har rødder tilbage til de første britiske etapeløb, der blev holdt i årene efter Anden Verdenskrig, og det har haft flere forskelle navne. Dets historie starter i 1942, da The British League of Racing Cyclists blev skabt med det formål at etablere en britisk udgave af Tour de France. I 1944 blev Southern Grand Prix i Kent afviklet, og året efter fandt et større løb mellem Brighton og Glasgow sted. Arrangørerne kæmpede hårdt for at holde liv i begivenheden, men vi skulle frem til 1958, før gennembruddet kom. Her kom Milk Marketing Board ind som sponsor, og fra det år blev løbet kendt som Milk Race. Fra 1960 til 1984 var der kun adgang for amatører, men fra 1985 blev der åbnet op for professionelle også. Desværre forsvandt løbet i 1993, da Milk Marketing Board blev lukket ned.

I 1987 blev den første udgave af en nyt løb, Kellogg’s Tour, holdt som et professionelt arrangement, og i syv år havde landet derfor hele to nationale etapeløb. Løbet havde nogle ganske store navne på vinderlisten, men efter Maurizio Fondriests sejr i 1994 forsvandt sponsorerne, og også det løb led en trist død. Et nyt løb, The PruTour, blev afviklet i 1998 og 1999, men viste sig ikke at være levedygtigt.

Løbet var i mange år uden et stort etapeløb, indtil det nye Tour of Britain blev skabt i 2004. Løbet blev afviklet som en professionel begivenhed i september og tiltrak store hold som T-Mobile og US Postal. Mauricio Ardila vandt løbet, og siden da er det blevet afviklet hvert eneste år, samtidig med at det gradvist er steget i graderne. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det et 2.1-løb, men siden 2014 har man haft position som 2.HC-løb på Europe Tour.

Væksten skyldes hovedsageligt det boom, cykelsporten har oplevet i landet, men løbet får også større og større international betydning. I de senere år har mange været af den opfattelse, at den stadigt mere bjergrige Vuelta, der tidligere var den suverænt mest populære forberedelse til VM, ikke er den ideelle vej frem mod kampen om regnbuetrøjen, specielt i de senere år, hvor VM-ruterne har været relativt flade. Det har gjort Tour of Britain til et af to endnu bedre alternativer, da man tilbyder ryttere otte dage med knaldhårdt cykelløb i kuperet, ujævnt terræn, og da både Michal Kwiatkowski og Mark Cavendish har taget regnbuetrøjen efter at have kørt i Storbritannien, synes feltet blot at blive stærkere og stærkere.

Storbritannien har ingen store bjerge, men det er bestemt heller ikke en flad region. Derfor er løbet blevet en sag for ardennerspecialister, stærke sprintere, klassikerryttere og klatrere med punch på korte stigninger. I de senere år har der tillige være en enkeltstart, og det har ofte været en nøgleetape i løbet.

Sidste år havde arrangørerne overrasket ved at designe en usædvanligt nem rute, der stort set udelukkende bestod af sprinteretaper samt en altafgørende enkeltstart. Kun et sent angreb fra Edvald Boasson Hagen på sidste etape forhindrede alle linjeløbsetaper i at ende i en massespurt, og derfor var en sejr på enkeltstarten nok til, at Lars Boom kunne tage den samlede sejr foran Boasson Hagen og Stefan Küng. Boom kører i år Vuelta og forsvarer derfor ikke sin titel, men både den tidligere vinder Boasson Hagen og Küng er med igen i et forsøg på at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Tour of Britain har gradvist ændret sin natur. I de første år var der ingen afslutninger på toppen af stigninger, og løbet var karakteriseret ved mange kuperede etaper i det hårde britiske terræn samt adskillige sprinteretaper. Det gjorde det til en godt løb for klassikerryttere, men i de senere år er det i højere grad blevet et mere traditionelt etapeløb for alsidige ryttere, der kan klatre og køre enkeltstart. Siden 2013 har der hvert år været mål på toppen af en stigning, men da der ikke er lange bjerge i Storbritannien, har det aldrig været et løb for rene klatrere. Derudover har der typisk været en kort enkeltstart i tillæg til de sædvanlige sprinteretaper og stærkt kuperede etaper, der er som skabt til udbrud og har adskillige mulige udfald.

I 2017 gik man væk fra den model, da man designede en historisk let rute med et hav af flade etaper og en næsten altafgørende enkeltstart. I år vender man imidlertid tilbage til den nyere tradition, og løbet byder derfor på både en afslutning på en stigning samt en tidskørsel. Som noget helt nyt er der denne gang dog tale om et holdløb og ikke en enkeltstart, og det hele bliver endnu mere spektakulært af, at det slutter på toppen af Whinlatter-stigningen, der - ganske vist fra den modsatte side - dagen efter er rammen om løbets kongeetape. De to dage på Whinlatter-stigningen ventes at blive afgørende, men derudover bydes der på hårde finaler på både 2. og 3. etape, hvor der med små bakker finalen måske også kan gøres forskelle i et løb, der er svært at kontrollere.

Sprinterne får imidlertid også som altid deres muligheder. Den første kommer måske allerede på 1. etape, selvom en lille bakke i finalen formentlig vil rydde lidt ud i de hurtige folk. Derefter venter de første muligheder for klassementsrytterne mandag og tirsdag, men her betyder flade afslutninger, at der er en vis sandsynlighed for, at det vil ende i en eller anden form for spurt. Sprinterne burde helt sikkert komme i spil på 4. etape, inden løbet skal afgøres først på torsdagens holdløb og siden på fredagens kongeetape, der slutter på toppen af den 3 km lange Whinlatter-stigning. De sidste to etaper er til gengæld de fladeste i løbet og burde ende i massespurter, især den sidste, der som så ofte før har form af et kort, intenst gadeløb i centrum af London.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

1. etape

Tour of Britain er et godt løb for sprintere, specielt de af dem, der kan overleve lidt stigninger undervejs, og det afspejles som regel i løbets første etape, der traditionelt har været en sag for de hurtige folk. Det synes også at blive tilfældet i år, hvor man i år starter i Wales med en etape, der byder på en let faldende og flad sidste halvdel, men hvor en lille skarp stigning i finalen måske kan skabe lidt uventet ravage.

I alt skal der tilbagelægges 174,8 km mellem Pembrey Country Park og Newport. Fra starten kører man stik nord op iver en lille bakke og ned til den første spurt, der kommer efter 22,3 km. Herfra drejer man mod øst og nordøst for igennem relativt fladt terræn at køre frem til kategori 3-stigningen Bethlehem Hill (1,5 km, 3%), der har top efter 53,4 km. Herfra går det videre gennem fladlandet frem til den anden spurt, der er placeret efter 66,2 km.

Efter spurten drejer man mod sydøst for at køre op ad et langt, let stigende stykke, der efterfølges af en nedkørsel, inden det gælder kategori 3-stigningen Defynogg (1,0 km, 9%), der har top efter 89,3 km på etapens højeste punkter. Herefter falder det ganske let over mere end 60 km, mens man kører mod sydøst frem til den sidste spurt, der kommer med bare 21,1 km igen. Her sætter man kursen mod syd for at køre frem til dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Belmont Hill (800 m. 9%), der har top med bare 7,8 km til mål. Herefter går det mod syd via en kort nedkørsel, inden man kører mod sydvest, syd, vest og til slut nordvest ind mod centrum af Newport. Finalen er flad og teknisk ukompliceret, da de sidste 3 km bare byder på et sving med 1500 m igen.

Etapen byder på i alt 1569 højdemeter.

Der er tale om en helt typisk Tour of Britain-etape igennem let kuperet terræn, og det meste af dagen lægger op til en massespurt. Den sidste stigning er imidlertid ganske stejl og et perfekt afsæt for et sent angreb. Den er næppe nok til at kunne gøre en afgørende forskel, men den kan rydde lidt ud i de hurtige folk inden en reduceret massespurt i Newports gader.

Newport var senest mål for et stort cykelløb ved de britiske mesterskaber i 2004, hvor Roger Hammond løb med sejren.

2. etape

Efter den relativt lette indledning er der lagt op til betydeligt vanskelige udfordringer på 2. etape, hvor feltet sendes ind i mere kuperet terræn. Især en typisk britisk mur med top bare 21 km til stregen vil betyde, at der vil være lagt op til angreb og aggressiv kørsel, men med en flad finale er der også tid til at skabe samling til en eller anden form for spurtafgørelse i Barnstaple.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km mellem Cranbrook og Barnstaple, og der lægges hårdt ud, idet man allerede fra start kører mod øst opad kategori 2-stigningen Chineway Hill (2,8 km, 5,6%), der har top allerede efter 6,7 km. Kort efter drejer man mod nord for at køre op ad endnu en ganske hård stigning, inden det falder videre mod nord. Herefter går det mod vest igennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 51,0 km, inden et par bakker leder frem til den anden spurt, der er placeret efter 67,5 km. Det følgende stykker er kuperet med flere mindre stigninger, mens man kører mod nordvest frem til den sidste spurt, der er placeret efter 102,1 km.

Efter spurten kører man ind gennem Barnstaple, men uden at passere mål. I stedet kører man ud på en rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først kører man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Bratton Fleming (4,9 km, 5%), der har top efter 118,8 km, inden en nedkørsel leder mod nordvest helt ud til kysten. Her følger man vandet mod vest i et par kilometer, inden det går mod sydvest op over en lille bakke og derefter tilbage til kysten. Her drejer man mod syd ind på dagens væsentligste udfordring, kategori 1-stigningen Challacombe Hill (1,3 km, 13%), hvis top kommer med 21,9 km igen, inden man atter kører mod syd ned til kysten. Til slut går det igennem fladt terræn mod sydøst ind mod Barnstaple, hvor en flad finale venter. En lige vej leder frem til to sving, der kommer umiddelbart efter hinanden med 700 og 400 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2319 højdemeter.

Den sidste stigning synes at være en klassisk engelsk mur, der endda kommer efter en ret lang stigning tidligere på etapen. Det burde sætte scenen til aggressivt cykelløb, for vi har før set, at klassementsrytterne i et løb med seksmandshold er villige til at angribe fra distancen i England. Derfor kan det sagtens ende med, at det lykkes et par stærke folk at køre hjem enten på eller efter den stejle mur, men mest sandsynligt er det, at det ender i en spurt i en ganske lille gruppe.

Barnstaple har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Efter den første lille klassementsetape håber sprinterne igen at skulle i aktion på løbets 3. etape, men det bliver ikke let. Igen har arrangørerne nemlig designet en ganske kuperet rute med en stejle bakke i finalen og derefter et stigende opløb. Dermed er der lagt op til mere aggressivt cykelløb, inden det hele formentlig ender i en spurt i et reduceret felt i Bristol.

I alt skal der tilbagelægges bare 127,2 km med både start og mål i Bristol. Etapen afvikles i det kuperede område syd for byen og indledes med, at man kører mod vest igennem faldende terræn ud mod vandet. Her drejer man mod syd for at køre frem til den første spurt, der kommer allerede efter 17,9 km, inden man fortsætter mod syd frem til kategori 4-stigningen Shipham (1,6 km, 2,3%), der har top efter 28,5 km. Efter en nedkørsel drejer man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cheddar Gorge (5 km, 4,5%), hvis top rundes efter 38,5 km, inden det går mod sydøst via et let stigende stykke. Herefter falder det mod øst frem til den anden spurt, der kommer efter 64,5 km.

Efter spurten kører man gennem let kuperet terræn mod nordøst ud til det østligste punkt, inden man snor sig tilbage mod vest og derefter drejer mod nord for at køre frem til den sidste spurt, der placeret efter 95,6 km. Derefter går det mod nordvest og nordøst frem til dagens væsentligste udfordring, kategori 1-stigningen Providence Lane (1 km, 8,8%), hvis top rundes med bare 7,4 km til stregen. Derefter går det via en nedkørsel mod øst, inden man kører mod nord ind mod centrum af Bristol. Her venter en lille bakke med 3,5 km igen, hvorefter det stiger let frem til mål. Der er flere sving på tredjesidste kilometer og igen et enkelt lige efter 2 km-mærket, hvorefter vejen bugter sig lige inden den røde flamme.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Etapen byder på i alt 1359 højdemeter.

Den sidste stigning er rigeligt stejl til at sætte de tunge sprintere af og til at bringe klassementsrytterne i offensiven, men det vil kræve godt samarbejde at holde hele vejen til stregen. Det kan ikke udelukkes, at et par folk kan køre hjem, men det ligner en etape, der skal afgøres i en reduceret massespurt for ganske hårdføre folk.

Bristol var senest målby i 2016, hvor Tony Martin vandt formiddagens enkeltstart, og Rohan Dennis kørte hjem til sejr på eftermiddagens rundstrækningsløb. I 2014 vandt Michal Kwiatkowski en spurt blandt seks mand, og helt tilbage i 1999 tog Benoit Joachim en solosejr.

4. etape

Hvor de to foregående etaper formentlig har været lidt for hårde for mange af sprinterne, burde de få deres chance på 4. etape, hvor feltet igen vender tilbage til fladere terræn. Ganske vist findes ikke helt flade etaper i det britiske løb, men de småbakker, der er lagt ind på turen frem til Royal Leamington Spa burde ikke kunne forhindre de hurtige folk i at komme til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 183,5 km mellem Nuneaton og Royal Leamington Spa, og de indledes med, at man snor sig mod sydvest, sydøst og syd gennem relativt fladt terræn med et par mindre bakker frem til den første spurt, der kommer efter 43,9 km. Herfra går det mod syd tæt forbi målbyen, men man snot sig videre mod syd til den anden spurt, der kommer efter 72,7 km. Det flade terræn leder videre mod sydvest, inden man drejer ind på kategori 2-stigningen Ilmington (2,1 km, 5%), der har top efter 94,9 km. En nedkørsel leder nu ud til det vestligste punkt, hvorefter man drejer mod øst for at køre op over en lille bakke, hvorefter det falder mod nord og går fladt mod sydøst.

Finalen indledes, når man snor sig mod sydøst og nord op over de to kategori 2-stigninger Edge Hill (800 m, 9,9%) og Burton Dassett (1,7 km, 4,9%), der har top efter hhv. 136,0 og 146,8 km. Herefter flader der igen ud, mens man kører mod nord forbi den sidste spurt, der kommer efter 160,9 km, inden det slut går mod sydvest og nordvest igennem ganske fladt terræn frem mod mål. De sidste 3 km er flade og følger en lige vej, indtil der kommer et sent sving bare 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1693 højdemeter.

Tour of Britain er i år ikke alt for sprintervenligt, men det har som altid tiltrukket ganske mange hurtige folk. Det britiske løb har historisk set ikke være nemt at kontrollere med de små hold, men med mindre det blæser kraftigt, burde interessen i en massespurt være så stor, at etapen bør være en sag for de hurtige folk.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkeltstart

Royal Leamington Spa har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

5. etape

Da årets rute blev præsenteret, var der især én etape, der tiltrak sig opmærksomhed. Det var den ganske særprægede holdtidskørsel, som arrangørerne har sammensat til lejligheden, og som feltet kaster sig ud i på 5. etape. Her venter en meget speciel udfordring, hvor feltet over de 14 km først skal igennem det britiske fladland, inden de slutter med køre op ad Whinlatter-stigningen, der også vil være mål for fredagens kongeetape. Dermed er der lagt op til det første alvorlige klassementsslag, hvor de små seksmandshold skal finde ud af, hvordan de skal gribe en sjældent set og meget interessant udfordring an.

I alt skal der tilbagelægges bare 14,0 km mellem Cockermoth og Whinlatter. Efter en lidt teknisk start med et par indledende sving, går det igennem fladlandet mod sydøst, inden man kortvarigt kører mod sydvest og derefter igen mod sydøst gennem det flade terræn frem til dagens mellemtid, der tages efter 7,0 km. Herefter begynder det imidlertid langsomt at stige, mens man fortsætter ad den let bugtende vej mod sydøst og til sidst øst hele vejen frem til toppen af Whinlatter-stigningen. Reelt stiger hele den sidste halvdel af etapen, der ikke byder på skarpe sving, men opkørslen er ikke specielt velbeskrevet. Fra den modsatte side, der benyttes på den følgende kongeetape, stiger den med 7% over 3,2 km, og den bør være betydeligt lettere fra denne side, hvor det stiger over en længere strækning.

Etapen byder på i alt 345 højdemeter.

Det er ganske sjældent, at holdtidskørsler byder på så svære stigninger, og derfor er det en ganske speciel test, der stiller store krav til homogeniteten, og hvor det bestemt ikke bliver sjovt at være svageste led i kæden. Whinlatter-stigningen er en ganske slem sag, og selvom etapen indledes fladt, er det på bakken, at forskellene kan gøres. Dette er med andre ord et holdløb for klatrestærke hold mere end tempospecialister, og det vil derfor formentlig være det mandskab med den stærkeste kerne af klatrere, der på denne dag tager det første store skridt mod en samlet sejr.

Whinlatter har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

6. etape

Bare 24 timer efter det første helt afgørende klassementsslag venter den næste helt store test af klassementsrytterne, når det fredag går løs med løbets kongeetape. Her kan rytterne endda se frem til et gensyn med Whinlatter-stigningen, der dagen forinden formentlig satte dem i stor smerte, for der venter ikke bare én, men hele to passager af den stejle bakke, inden det for anden dag i træk slutter på toppen, hvor vi formentlig vil kunne kåre vinderen af årets udgave af det britiske løb inden de afsluttende lettere etaper. Denne gang skal stigningen endda bestiges fra den østlige og sværeste side, og dermed er der tale om en sværere udfordring end på den foregående etape.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I alt skal der tilbagelægges 168,3 km mellem Barrow-in-Furness og Whinlatter-stigningen. Fra starten kører man mod sydøst ud til kysten, som følges mod nordøst, indtil man kører mod nord frem til den første spurt, der kommer efter 17,6 km. Herefter fortsætter man gennem let kuperet terræn mod nord frem til kategori 1-stigningen Hawkshead Hill (2,3 km, 6,8%), hvis top rundes efter 47,0 km. Derfra får det mod øst og nordøst frem til den anden spurt, der er placeret efter 56,3 km, inden man kører mod norvest frem til kategori 3-stigningen Dunmail Rise 82,0 km, 6%), hvis top rundes efter 67,2 km. Derfra går det gennem let kuperet terræn mod nordøst, inden en nedkørsel leder ned til Keswick og den afsluttende rundstrækning.

På rundstrækningen drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Whinlatter (3,2 km, 7%) for at krydse målstregen for første gang efter 90,6 km. Derefter venter en omgang på den 77,7 km lange rundstrækning, der først leder mod nordvest ned ad en nedkørsel, inden det gør mod syd og nordvest frem til kategori 1-stigningen Fangs Brow (1,8 km, 6%), der har top efter 109,2 km. Herfra går det nedad mod nordvest ud til kysten, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad en stigning og derefter mod sydøst ned til den sidste spurt, der kommer efter 140,9 km. Nu leder fladt terræn mod øst og sydøst ned til Keswick, hvor man drejer mod nordøst for til slut at bestige Whinlatter for anden og sidste gang. Stigningen båder på et skarpt sving med 2,7 km igen og derefter bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2246 højdemeter.

Whinlatter er naturligvis ikke et stort alpepas, men efter britiske forhold er der tale om en ganske svær stigning, der nok vil kunne gøre en vis forskel. På en så kort stigning er der naturligvis brug for et vist punch, og det er en bedre afslutning for eksplosive ryttere end deciderede klatrere, ligesom meget ofte bestemmes af vinden på de åbne britiske veje. Ikke desto mindre er der lagt op til et spændende slag med løbets favoritter på den etape, der sammen med holdløbet formentlig vil afgøre årets Tour of Britain.

Whinlatter har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

7. etape

Efter de to afgørende etaper ventes sprinterne at tage over i den afsluttende weekend, der byder på to flade etaper. Lettest er naturligvis den afsluttende etape i London, men med bare tre tidlige kategori 4.stigninger er heller ikke 7. etape noget at skrive hjem om. Naturligvis skal man altid tage sig i agt for vinden i England, men der er lagt op til sprinteropgør i Mansfield lørdag eftermiddag.

Med sine 215,6 km er etapen løbets længste og fører feltet fra West Bridgford til Mansfield. Fra starten slår man en lille sløjfe i området syd for startbyen, der er en forstad til Nottingham. Man kører derfor mod syd gennem fladt terræn, inden man drejer mod øst og siden nordøst for at køre op over kategori 4-stigningen Keyworth (800 m, 2,5%), hvis top rundes efter 21,2 km. Derfra får det vider igennem fladlandet mod nordøst og nord, inden man drejer mod vest ind på kategori 4-stigningen Bank Hill (2,4 km, 3,1%), der har top efter 57,0 km. Umiddelbart efter kører man mod nordøst over kategori 4-stigningen Oxton Hill (1,0 km, 4,4%), der har top bare 12,3 km senere, inden det igennem næsten helt flad terræn går mod nordøst og nord frem til den første spurt, der er placeret i Retford efter 115,4 km.

Spurten kommer i det nordligste punkt, og man drejer nu mod vest for at køre frem til den anden spurt, er kommer efter 130,0 km. Herefter går det tilbage mod syd frem til den sidste spurt efter 153,3 km. Kort efter drejer man mod vest for at køre ind mod Mansfield, men i stedet for at fortsætte direkte til mål slår man en lille sløjfe mod sydvest. Det sker igennem let kuperet terræn med flere småbakker, inden man til sidste vender rundt for at køre tilbage mod nordøst frem mod Mansfield. Her kører man en lille runde rundt om byen, mens det falder ganske let over de sidste 5 km. Til slut venter en ukompliceret finale med en blød kurve med 1800 m igen, hvorefter vejen er stort set helt lige.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 1546 højdemeter.

Disse lange maratonetaper i det af og til forblæste England kan være svære at kontrollere for de små hold i Tour of Britain, og afhængig af vind og vejr samt situationen i klassementet kan man da heller ikke helt udelukke, at der er hold med interesse i at køre lidt aggressivt. Med så mange topsprintere til start ligner det dog en sikker massespurt i Mansfield.

Mansfield har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

8. etape

I de senere år er det lykkedes løbet at få lov at slutte af med et fladt gadeløb i Londons centrum, og den tradition vender tilbage i 2018, efter at man sidste år brød tendensen med en hård sidste etape i regnfulde Cardiff. Denne gang er der igen lagt på til lynhurtigt og spektakulært show på en ukompliceret og flad rundstrækning i den britiske hovedstad, og det bliver derfor de hurtigste folk, der vil stjæle rampelyset, inden 2018-vinderen af Storbritanniens store etapeløb skal kåres på den største scene af dem alle.

I alt skal der tilbagelægges bare 77 km med start og mål i London, og de fordeler sig over 14 omgange på en 5,5 km lang rundstrækning. Den er ganske særpræget og er en slags tretakket stjerne, hvor man tre gange kører ud til et vendepunkt, foretager en U-vending og derefter vender ind til stjernens centrum, hvor målet er placeret på Regent Street ved Piccadilly Circus. Rundstrækningen er stort set helt flad, men den sidste kilometer er ganske let stigende. Den sidste U-vending kommer med 1300 m gen, og derefter skal man med 500 m igen til venstre i en rundkørsel, inden der venter et skarpt sving bare 200 m fra stregen. Der er indlagte spurter efter 4., 8. og 12. omgang.

Etapen byder på i alt 346 højdemeter.

Der er tale om et helt klassisk storbygadeløb, hvor terrænet er fladt, men der er samtidig tale om en meget teknisk rundstrækning. Det vil derfor være et kort, hurtigt og hektisk løb, hvor et udbrud ikke kan gives meget snor, inden sprinterne formentlig skal udkæmpe en sidste massespurt i den meget tekniske finale, hvor et godt lead-out kan vise sig altafgørende.

Som sagt er man i de senere år ofte sluttet i London. Det skete senest i 2016, hvor Caleb Ewan vandt massespurten, og i 2015, hvor Elia Viviani vandt efter en deklassering af André Greipel. I 2014 vandt Bradley Wiggins en enkeltstart om formiddagen og Marcel Kittel en spurt om eftermiddagen, mens Mark Cavendish var hurtigst i 2013. I 2011 var etapen igen delt i en enkeltstart, der blev vundet af Alex Dowsett, og en sprinteretape, der blev vundet af Cavendish. I 2010 vandt Greipel en spurt, og det samme gjorde Michele Merlo i 2009. Alessandro Petacchi vandt åbningsetapen i byen i 2008, og Cavendish vandt en kort prolog i 2007. I 2006 var Tom Boonen hurtigst, det samme var Luca Paolini i 2005, og Enrico Degano spurtede sig til sejr i 2004.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Favoritterne

Efter sidste års fuser af en rute, hvor hver eneste linjeløbsetape var en gave til sprinterne, er man i år gået i den helt modsatte retning, og løbet vil denne gang være mere i overensstemmelse med det, vi har set i de senere år, hvor det har været en tidskørsel og en afslutning på en stigning, der har været det vigtigste. Faktisk er man i år gået et skridt videre ved at sammensætte en rute, der virker hårdere end vanligt, og det er formentlig kun på 4., 7. og 8. etape, at sprinterne med sikkerhed burde kunne komme til fadet. Alle andre etaper kan potentielt have afgørende indflydelse på klassementet, og det betyder, at der kan ske ting og sager stort set hver eneste dag.

På papiret er det klart, at det hele burde blive afgjort af holdløbet og fredagens kongeetape, der med mål på en hård ardenneragtig stigning er svær nok til at skabe afstande. Historien viser imidlertid, at det u Tour of Britain sjældent går, som præsten prædiker, for der sker meget ofte overraskelser i det uvejsomme britiske terræn. De små seksmandshold har historisk haft meget svært ved at holde løbet under kontrol på de snoede britiske veje og i det ofte dårlige vejr, som vi så det i 2016, hvor Stephen Cummings snød alle favoritterne med et stort ridt på en ikke specielt svær etape, eller i 2014, hvor Dylan Van Baarle via et udbrud snød Michal Kwiatkowski for en næsten stensikker sejr. I det hele taget har vi set overraskende mange udbrudssejre i et løb, der egentlig burde være en gave til sprinterne.

I de senere år er feltet imidlertid også blevet stærkere, og det har givet lidt mere orden i kaos. I år er feltet særligt stærkt, og hvis de fire store favorithold Sky, LottoNL, BMC og Quick-Step alle er enige om, at løbet skal afgøres på de to nøgleetaper, burde det også ske. Selvom der er svære bakker i finalerne på 1., 2. og 3. etape, er der nemlig tid nok til igen at skabe samling. På den anden side kan man heller ikke udelukke, at især Sky, der har hele tre potentielle vindere, har tænkt sig at køre aggressivt og forsøge at udnytte deres overtal. Det kan skabe en situation som den, Cummings udnyttede for to år siden, og derfor er det ikke helt sikkert, at det primært vil blive afgjort på de to nøgleetaper.

Det er dog mest sandsynligt, at det er holdløbet og kongeetapen, der sammen med bonussekunder vil bestemme udfaldet, for de stærke hold er så stærke, at de på de andre etaper kan ende med at neutralisere hinanden. Vejret synes at blive ganske godt alle dage, og da der ikke er den store vind, er det næppe betingelserne, der vil skabe splittelse. Det ser derfor ud til, at løbet vil blive vundet af en rytter med et godt hold til holdløbet, et godt punch på en kort, eksplosiv stigning og evt. en god spurt, der kan hjælpe med at samle bonussekunder i indlagte spurter eller i nogle af de ventede reducerede massespurter på de tre første etaper.

Det får os til at pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Det franske fænomen kører ganske vist sit første løb siden Touren, men med bare få uger til VM skulle det undre, hvis formen er helt elendig. Er han bare nogenlunde på sit højeste niveau, bliver han meget svær at bide skeer med i dette løb. Der er nemlig ikke mange i denne verden, der kan bide skeer med ham på Whinlatter-stigningen, hvor han med sit eminente punch vil være den store favorit, og samtidig betyder hans gode spurt, at han også ville kunne gøre sig gældende i reducerede massespurter og indlagte spurter, især i det stigende opløb på 3. etape. Quick-Step kommer samtidig med et voldsomt stærkt hold til holdløbet, hvor Alaphilippe, der selv er god på en bakke som Whinlatter, er omgivet af de klatrestærke specialister Maximilan Schachmann og Bob Jungels. Det er ingenlunde givet, at de vil vinde i et meget stærkt felt, men Alaphilippe bør kunne holde sig så meget til, at han vil kunne gøre arbejdet færdigt på kongeetapen. Derfor er han vores favorit.

På Skys superhold er megen fokus på Chris Froome og Geraint Thomas, men vi tror, at Wout Poels er det bedste bud. Hollænderen elsker det britiske løb, hvor han i både 2010 og 2015 har vundet en etape, og han er med sit gode punch en god kandidat til måske at kunne true Alaphilippe på kongeetapen. Han har VM som et stort mål, og Thomas har meldt ud, at hans hollandske holdkammerat er i god form i øjeblikket. Med Froome, Thomas, Poels og Vasil Kiryienka har Sky samtidig glimrende muligheder for at vinde holdløbet og dermed vinde lidt tid på Alaphilippe. Så er det op til Poels på kongeetapen at begrænse sit tab til Alaphilippe - eller måske endda køre fra ham - så han kan vinde løbet.

Mange øjne vil være rettet mod Alaphilippe, men det kan måske give en mulighed for hans meget formstærke holdkammerat Maximilan Schachmann. Den unge tysker har nemlig været i flyvende form, siden han vandt bronze ved EM i enkeltstart for en måneds tid siden. Han imponerede på stigningerne i BinckBank Tour, og senest var han klart den stærkeste på bakkerne i Deutschland Tour, hvor ruten dog ikke var hård nok til, at han kunne slå Matej Mohoric. Med sine sublime tempo- og klatreevner kan han hjælpe Quick-Step til et topresultat på holdløbet, og derefter vil han med sit punch og sin fine spurt heller ikke være dårligt stillet på kongeetapen, hvor han vil have fordel af at være underdog.

Geraint Thomas kører sit andet løb siden Tour-sejren, og han har sagt, at han ønsker at være konkurrencedygtig på hjemmebanen. I Deutschland Tour så vi imidlertid, at der fortsat er et stykke vej til topformen efter alle Tour-festerne, og selvom hans rolle i løbet måske kan snyde hans reelle form, skal vi ikke vente os, at han er i nærheden af sin form fra juli. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde løbet, for Sky har som nævnt ovenfor et af de bedste hold til holdløbet. Samtidig er Thomas ganske god på korte, eksplosive stigninger, og han har samtidig en fornuftig spurt, der kan hjælpe med at give bonussekunder, særligt i indlagte spurter. Vinder Sky holdløbet, og er Thomas bedste mand på 6. etape, kan han sagtens fortsætte sin drømmesæson med endnu en sejr.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Chris Froome er knap så populær på hjemmebanen som Thomas, men det betyder ikke, at han ikke vil elske at sejre foran det engelske publikum. Spørgsmålet er blot, hvor han står formmæssigt, for der er ikke mange, der haft så hårdt et program som den britiske stjerne. Han er i bruttotruppen til VM, så noget tyder på, at han ikke har tænkt sig bare at tage på ferie efter dette løb, og dermed må man formode, at han er på et fornuftigt niveau. For at vinde vil det formentlig kræve, at han skal være bedste Sky-mand på kongeetapen, og at Sky kører med om sejren på holdløbet. Umiddelbart har han ikke haft samme forberedelse som Thomas og Poels, men det betyder ikke, at man skal afskrive Froome på en rute som denne.

Primoz Roglic må ærgre sig over, at enkeltstarten er droppet, for det var hans store chance for at tage en samlet sejr. Nu får han det sværere, for selvom LottoNL-Jumbo kommer med et fint hold til enkeltstarten, hvor han kan bruge Jos Van Emdens motor på det flade og Koen Bouwman og Pascal Eenkhoorn på stigningerne, bliver det svært for hollænderne at køre op med Sky, Quick-Step og BMC. Skal Roglic vinde, skal han derfor vise sig som bedste mand på kongeetapen. Det kan imidlertid også sagtens være tilfældet, for Roglic har kørt fremragende på korte bakker i år, og han har et godt punch til stigningen. En skade fra Touren betyder, at han dropper VM-enkeltstarten, men han har fuldt fokus på linjeløbet og burde derfor være konkurrencedygtig, selvom han har haft en lang pause.

BMC kommer med Tejay van Garderen , der egentlig skulle have kørt Vuelta, men følte sig for træt efter et svært Tour of Utah. I stedet forbereder han sig nu til VM i England, hvor han og holdet først og fremmest drømmer om at vinde holdløbet. Her vil de med et hold bestående af folk som van Garderen, Stefan Küng, Miles Scotson og Patrick Bevin som altid være blandt favoritterne, selvom den hårde rute måske kan gøre det svært for dem denne gang at matche Sky og Quick-Step. Lykkes det at vinde, vil det være op til van Garderen at gøre arbejdet færdigt på kongeetapen. Han har ikke klatret specielt godt i år, men på en relativt kort stigning som denne bør han være i stand til at forsvare sig hæderligt. Problemet er, at BMC ikke kommer med det bedste klatrehold, så det kan hurtigt blive ret ensomt mod Sky og Quick-Step.

Quick-Steps tredje kandidat er Bob Jungels, men han står umiddelbart med de dårligste kort på hånden. Selvom han er god på korte stigninger, har han ikke samme punch som Alaphilippe og Schachmann. Også han har imidlertid VM som et mål, så han bør være i fornuftig form, og vinder Quick-Step holdløbet, vil de være i en position, hvor Jungels kan vinde, hvis han viser sig som den bedste af de tre på kongeetapen. Hans bedste chance er måske dog nok at lave ”en Cummings” på en af de første tre etaper, for Jungels er ikke let at hente i fladt terræm, hvis han først han får et forspring.

Holdløbets store betydning gør det svært at se vindere fra andre hold end Sky, BMC og Quick-Step eller Roglic, der i kraft af sine klatreevner måske kan gøre arbejdet færdigt på kongeetapen. Alle andre vil tabe så meget tid på 5. etape, at der skal køres kreativt og aggressivt de første dage, og det kan blive svært i et løb med flere stærke hold. Cummings og Van Baarle har imidlertid vist, at det kan lade sig gøre at overraske på de smalle britiske veje.

Et bud på en mand, der kan gøre det, er Stefan Küng. Det er klart, at han kommer til kort på løbets kongeetape, men han viste i BinckBank Tour, at han er i fremragende form. Det uvejsommebritiske terræn passer ham, og kan han klare sig over bakkerne i finalerne, kan han måske snige sig væk i de flade finaler, der vil være svære at kontrollere. Kan han det, kan BMC med et godt holdløb giver ham et forspring, der skal forsvares på kongeetapen. På samme vis har Patrick Bevin tidligere vist, at han klatrer ganske fint - faktisk har han vundet kongeetapen i Herald Sun Tour - men også han skal med offensiv kørsel sikre sig et forspring.

LottoNL har to spændende navne i Neilson Powless og Koen Bouwman. Powless er et af sportens store talenter, og selvom han ikke var imponerende i de amerikanske løb, bør han være en af feltets bedre klatrere. Det samme er Bouwman, der i april og maj viste sit store potentiale. Begge kan de måske udnytte, at alle vil kigge på Roglic. Sikrer de sig et forspring, kan de forsvare sig på kongeetapen.

Det har ikke været en let tid for Ruben Fernandez, der stadig er en skygge af sig selv efter sine mange helbredsproblemer. Spanieren er imidlertid blevet en anelse bedre, og han så udmærket ud på bakkerne i Tyskland i sidste uge. Movistar kommer ikke med et favorithold til holdløbet, men især på en rute som denne burde de kunne gøre det godt. Kongeetapen passer Fernandez, der dog skal vinde tid med angreb, hvis han også skal vinde samlet. På tilsvarende vis er Jose Joaquin Rojas og Victor De La Parte heller ikke dårlige i dette terræn.

Ligesom Küng er Nils Politt alt for stor til at begå sig på denne rute, men den store tysker kommer til løbet i superform efter et mindre gennembrud på bakkerne i Deutschland Tour, hvor han vandt en etape og blev nr. 2 samlet. Desværre består Katusha, der ellers har mange tempomaskiner, af lidt for mange tunge folk til lige netop dette holdløb, og Politt skal derfor ligesom Küng snige sig væk og sikre sig et forspring inden kongeetapen, hvis han skal have en chance.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Mitchelton-Scott er her først og fremmest for at sige ordentligt farvel til Caleb Ewan, men der burde være plads til, at Lucas Hamilton og Robert Power kan prøve sig af i klassementet. Desværre kommer australierne ikke med deres bedste holdløbshold, slet ikke til denne rute, men af en eller anden grund gør de det altid hæderligt. Kan Hamilton og Power køre offensivt og vinde lidt tid, kan de måske med deres gode klatreevner gøre det hæderligt, selvom de ikke just syntes at være i superform i de amerikanske løb.

Endelig er der Xandro Meurisse, Jelle Vanendert og Odd Christian Eiking. Alle burde de med deres puncheurevner være gode på kongeetapen, men alle vil de også tabe en del tid på holdløbet. Derfor bliver det ganske svært for dem at køre med om den samlede sejr, hvis ikke de kører offensivt, men det skal blive interessant at se, om de med en god præstation på 6. etape ikke kan ende hæderligt. Vanendert er altid lidt af en lottokupon, men plejer at finde formen på denne tid, og Meurisse viste med sejren i onsdagens Druivenkoers god form. Eiking er meget svingende og var ikke helt på toppen i Tyskland, men hans form har det med at komme, når man mindst venter det.

OPDATERING: Mikel Nieve er hentet ind som en tredje kandidat for Mitchelton-Scott, men baskeren er næppe i form til at gøre sig gældende på en rute, der ikke passer ham godt.

***** Julian Alaphilippe

**** Wout Poels, Maximilan Schachmann

*** Geraint Thomas, Chris Froome, Primoz Roglic, Tejay van Garderen, Bob Jungels

** Stefan Küng, Neilson Powless, Koen Bouwman, Ruben Fernandez, Patrick Bevin, Jose Joaquin Rojas, Victor De La Parte

* Nils Politt, Xandro Meurisse, Jelle Vanendert, Robert Power, Lucas Hamilton, Odd-Christian Eiking, Hugh Carthy, Mikel Nieve, Dmitriy Strakhov, Scott Davies, Louis Vervaeke, Chris Hamilton, Cameron Meyer, Dion Smith, Jonathan Hivert

Danskerne

Matti Breschel er til start for EF, hvor han primært skal hjælpe Dan McLay og Sacha Modolo i spurterne. På Katusha skal Mads Würtz Schmidt primært hjælpe Rick Zabel i spurterne, men burde med sin ganske gode form også kunne køre offensivt undervejs.

Daglige etapevinderbud

Vueltaen betyder, at der ikke bliver tid til daglige etapeoptakter, men hver dag vil jeg give mit bud på en etapevinder nedenfor.

1. etape

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Andre vinderkandidater: Fernando Gaviria, Julian Alaphilippe

Outsidere: André Greipel, Sacha Modollo, Andrea Pasqualon, Jurgen Roelandts, Edward Theuns

Jokers: Jemoy Drucker, Jasper De Buyst, Carlos Barbero, Emils Liepins, Nils Politt, Pascal Eenkhoorn, Maximilian Schachmann, Ben Swift, Dion Smith, Jonathan Hivert, Romain Cardis, Enrico Barbin

2. etape

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Andre vinderkandidater: Caleb Ewan, Fernando Gaviria

Outsidere: Andre¨Greipel, Andrea Pasqualon, Jonathan Hivert, Sacha Modolo, Jurgen Roelandts

Jokers: Patrick Bevin, Maximilan Schachmann, Bob Jungels, Jose Joaqeuin Rojas, Edward Theuns, Ben Swift, Nils Politt, Xandro Meurisse, Stefan Küng, Mads Würtz Schmidt

3. etape

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Andre vinderkandidater: Fernando Gaviria, Caleb Ewan

Outsidere: Andrea Pasqualon, Andre¨Greipel, Jonathan Hivert, Carlos Barbero, Patrick Bevin

Jokers: Sacha Modolo, Jurgen Roelandts, Jasper De Buyst, Jempy Drucker, Ben Swift, Bob Jungels, Jasha Sütterlin, Mads Würtz, Xandro Meurisse, Dion Smith, Ethan Hayter, Jose Joaquin Rojas

4. etape

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria (på grund af Richeze og det sene sving)

Andre vinderkandidater: Caleb Ewan, André Greipel

Outsidere: Jurgen Roelandts, Jempy Drucker, Dan McLay, Sacha Modolo, Gabriel Cullaigh

Jokers: Phil Bauhaus, Andrea Guardini, Emils Liepins, Andrea Pasqualon, Mark Renshaw, Ethan Hayter, Rick Zabel, Romain Cardis 

5. etape

Feltet.dks vinderbud: Quick-Step

Andre vinderkandidater: Sky, BMC

Outsidere: LottoNL-Jumbo, Movistar

Jokers: Katusha-Alpecin, Mitchelton-Scott

6. etape

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Andre vindekandidater: Primoz Roglic, Wout Poels

Outsidere: Bob Jungels, Patrick Bevin, Hugh Carthy, Chris Hamilton, Xandro Meurisse, Jonathan Hivert

Jokers: Scott Davies, Tejay van Garderen, Ruben Fernandez, Thomas Pidcock, Jose Joaquin RohasJasha Sütterlin, Dion Smtih

7. etape

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Andre vindekandidater: André Greipel, Caleb Ewan

Outsidere: Patrick Bevin, Jurgen Roelandts, Emils Liepins, Gabriel Cullaigh, Rick Zabel

Jokers: Jempy Drucker, Andrea Guardini, Phil Bauhaus, Andrea Pasqualon, Ethan Hayter, Romain Cardis, Mark Renshaw

8. etape

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Andre vindekandidater: André Greipel, Caleb Ewan

Outsidere: Jurgen Roelandts, Patrick Bevin, Emils Liepins, Rick Zabel, Gabriel Cullaigh

Jokers: Andrea Guardini, Phil Bauhaus, Jempy Drucker, Andrea Pasqualon, Ethan Hayter, Romain Cardis, Mark Renshaw