Optakt: Trofeo Calvia

Løbets rolle og historie

Som vi har vænnet os til i ti år, afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den heldigvis igen fem dage lange løbsserie Challenge Mallorca, allerede i slutningen af januar, og dermed markerer den atter den virkelige start på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig - også selvom det tilbagevendte Classica Comunitat Valenciana i lørdags og det nye Ruta de la Ceramica i søndags skød året i gang for enkelte hold. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fem endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og nogle hold bruger de fem løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Oprindeligt bestod den af fem løb, men udfordringerne betød, at vi igennem næsten et årti vænnede os til, at der kun var fire begivenheder.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det ændredes der heldigvis på i 2022, hvor det trods coronaudfordringer, der blandt andet førte til, at serien i 2021 blev udskudt til maj, nu trivedes så godt, at den kom tilbage til sin gamle størrelse over fem dage. Faktisk blev der tale om den vel nok stærkest besatte udgave i mange, mange år, da aflysningerne af løbene i Australien og Argentina betød, at feltet talte ikke færre end ni af de 18 WorldTour-løb - en markant forbedring i forhold til det, vi så i en længere periode. Samtidig kunne arrangørerne igen glæde sig over, at der også denne gang var adskillige stjerner, der indledte året på deres ferieø. Måske er det heldigvis den nye virkelighed, for selvom januarkalenderen nu er normaliseret, var der også i 2023 hele ni hold fra højeste niveau og igen adskillige stjerner i feltet, og i år kan man præsentere otte af de stærkeste mandskaber. Samtidig blev vi i 2023 vidner til en lille revolution, da der også for første gang nogensinde var tv-dækning.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement aldrig nød den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der har været tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der var tidligere et klassement for de ryttere, der gennemførte alle løb, men det havde ikke meget prestige og er nu droppet. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. For år tilbage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer. Med udvidelsen til fem dage så vi i 2022 og 2023, at der var to sprinterløb, hvoraf det ene var ret kuperet, samt tre dage for mere klatrestærke typer.

Løbsserien startede tidligere med et hurtigt gadeløb i hovedbyen Palma, men det har i de seneste mange år været brugt som søndagens store finale. I stedet har man typisk indledte serien med et andet relativt fladt sprinterløb, men sådan er det ikke længere. For fjerde år i træk skydes serien nemlig i gang med det ganske kuperede Trofeo Calvia, der var en fast bestanddel af begivenheden mellem 2003 og 2009, men derefter forsvandt. I 2021 gjorde den comeback, da den også åbnede den helt særlige majudgave af serien, og det var åbenbart så stor en succes, at løbet i år for fjerde gang i træk altså får lov at skyde festen i gang.

At løbet er en hård affære, så vi sidste år, hvor det altså blev afviklet for blot tredje gang siden 2009 og fandt sted under horrible vejrbetingelser. Det førte til et selektivt løb, hvor en lille gruppe af løbets stærkeste allerede langt fra mål kom væk, og her sad Soudal med hele fire mand med alle kort på hånden. De begik imidlertid det, der vel bedst kan kaldes en taktisk brøler, da de lod spurtsvage Louis Vervaeke tage sin chance, da han var kommet væk sammen med Rui Costa, og efter at de havde hentet den tidlige udbryder Ben Healy, endte det derfor i en tremandsspurt, der gav den portugisiske veteran en drømmestart for sit nye Intermarché-hold, da han suverænt sejrede foran Vervaeke og Healy, mens Soudals tre hurtige folk, Casper Pedersen, Julian Alaphilippe og Andrea Bagioli nåede mål med en gruppe, hvorfra Pedersen sikrede sig 4. pladsen. Costa vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang som EF-rytter, men da han skal klare sig uden sin nye holdkammerat Healy, og da Vervaeke skipper løbet, bliver han eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Trofeo Calvia er som sagt en gammel klassiker fra begyndelsen af årtusindet, som blev genoplevet efter 12 års fravær for fire år siden. Modsat de traditionelle åbningsløb, der ofte har været relativt flade, er der tale om en ganske kuperet sag, der afvikles i bjergene på den vestlige del af øen, hvor også de øvrige kuperede løb finder sted. Modsat disse skal man dog ikke over øens mest kendte stigning, Puig Major, og der er mest af alt tale om kortere, relativt bløde bakker på en rute, der til gengæld går op eller ned hele dagen.

I alt skal der tilbagelægges 150,1 km, der har både start og mål i Palmanova, der ligger i øens sydvestlige hjørne, og løbet består af en lang tur rundt i bakkerne mod nord. Fra starten kører man mod nord og sydøst igennem småkuperet terræn forbi en tidlig spurt, der kommer allerede efter 3,8 km, inden man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Coll des Tords (2,1 km, 4,1%), der er en ganske blød opkørsel uden stejle procenter og med top efter 12,1 km.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

En let nedkørsel leder videre mod nordøst, inden man igennem let stigende terræn kører mod nordvest og siden mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Coll des Grau (4,1 km, 6,0%), der har top efter 26,8 km. En kort nedkørsel leder videre, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Coll den Claret (5,1 km, 4,7%), der er en helt jævn stigning med top efter 37,2 km.

Herfra bliver det kortvarigt lidt lettere, når man fortsætter mod nordøst og sydøst ad en nedkørsel, der afbrydes af en lille bakke, inden man når frem til en spurt, der er placeret efter 50,2 km. Man følger nu i en kort periode fladlandet mod nordøst og nord, inden det går op ad kategori 2-stigningen Coll de Soller (6,1 km, 4,9%), der ligeledes er en helt jævn stigning med top efter 64,3 km. En lang og kortvarigt teknisk nedkørsel fører nu mod nord ned til løbets nordligste punkt i byen Soller.

Her tager løbet fat igen, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Coll den Bleda (4,0 km, 5,2%), der også er helt jævn med top efter 77,6 km. Den leder op til et småkuperet stykke, der fører mod sydvest ind til byen Deia. Herfra går det med det samme mod sydøst og syd op ad den ikke-kategoriserede Can Costa (6,2 km, 4,6%), der starter stejlt med 7,3% over 1 km, men derefter er ganske let med stigningsprocenter på ca. 3. Toppen rundes efter 90,5 km og leder op til et plateau, som følges mod sydvest, inden det går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Coll den Claret, der nu bestiges fra den modsatte side, hvor den stiger relativt jævnt med 4,6% over 3,0 km, inden toppen rundes efter 96,3 km.

Herfra er det lettere, men fladt er det ikke. En lang og teknisk nedkørsel leder mod sydvest, nordvest og sydvest ned til kysten, hvorfra man nu kører mod sydvest ad den meget lange kystvej over et længere stykke. Den er først relativt flad, men hurtigt skal man over den første ikke-kategoriserede stigning Es Grau (3,8 km, 4,8%) med top efter 118,0 km. Efter en nedkørsel gælder det kategori 2-stigningen Coll de sa Gramola (4,1 km, 4,0%), hvis top passeres efter 125,8 km, inden man efter en nedkørsel, der går mod syd og væk fra vandet, når frem til byen Andratx, hvor der er en spurt efter 130,7 km, og hvorfra man kører mod nordøst op ad gælder Coll de n’Esteva (2,6 km, 5,1%), hvis top passeres efter 136,7 km.

De sidste 13,4 km indledes med en nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Calvia, hvor dagens sidste spurt kommer efter 142,5 km. Herfra er det fladt, mens man fortsætter mod sydøst, inden det falder det sidste stykke ned mod kysten og målbyen Palmanova, hvor de sidste 2 km er relativt flade, idet det dog stiger med ca. 2% over 500 m efter den røde flamme. En snoet vej leder ned til byen, hvor man skal igennem to rundkørsler, inden man med 1200 m igen drejer til højre i endnu en rundkørsel, hvorefter den sidste udfordring er et venstresving i en rundkørsel med 700 m igen.

Ruten byder på i alt 3127 højdemeter mod 3186 højdemeter i 2022 og 3448 højdemeter i 2021.

Ruten er præcis den samme som i 2023, men i forhold til 2022 har man alene fjernet et stykke på knap 5 km i starten, mens man i forhold til 2021-udgaven har droppet en indledende rundstrækning, hvorved løbet i alt er reduceret med knap 20 km. Fra bunden af Coll des Grau har ruten været den samme over de sidste ca. 130 km i alle udgaver.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Vejret

Løbene på Mallorca har ofte været ramt af dårligt vejr, der har betydet aflysninger og ruteændringer, og der er sikkert stadig ryttere, der ikke har fået varmen efter sidste års vanvittige betingelser, der plagede rytterne fire ud af fem dage. Heldigvis for rytterne kunne kontrasten til i år ikke være større. Lige nu er Spanien ramt af usædvanligt varmt januarvejr, og det får rytterne at føle fra start på en onsdag, der vil være helt skyfri og byde på temperaturer, der vil stige fra 16 til 20 grader. Vinden vil også være ganske beskeden (5-10 km/t), og mens den vil start i nordvest, vil den langsomt dreje over vest til den sydvestlige retning, vi vil have i finalen. Det vil give en del sidemed- og sidevind i det indledende fase. Man får sidevind på Soller og modvind på Bleda, og derefter vil der generelt være sidemodvind, indtil man er nede fra nedkørslen fra Sa Gramola. Herfra vil der være sidemed- eller sidevind, indtil man får sidemodvind over de sidste ca. 7 km, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Trofeo Calvia er som sagt et gammelt bekendtskab, der var en fast bestanddel af serien mellem 2003 og 2009, men siden dengang er det kun blevet kørt tre gange, nemlig i 2021-sæsonens meget specielle majudgave med et svagere felt, i 2022-udgaven, hvor betingelserne var mere almindelige, og i 2023-udgaven, hvor vi også have et normalt felt, men til gengæld elendigt vejr. Den lange pause gør det ikke helt klart, hvad vi skal forvente. De gamle udgaver benyttede en rute, der ikke er identisk med den nye, og derfor har vi kun de sidste sæsoners løb som en reel referenceramme. Her var ruten med undtagelse af indledningen til gengæld også helt identisk med det, vi møder i år, og det giver i det mindste et eller andet form for holdepunkt.

Det er en god ting. Ruten er nemlig af den komplicerede slags, hvor det kan være meget svært at gennemskue, hvordan udviklingen vil forløbe. På den ene side er det en stærkt kuperet sag med mere end 3000 højdemeter over en kort distance, og hvor der nærmest slet ikke er fladt terræn. På den anden side kommer de vanskeligste udfordringer i løbets første halvdel, mens hjemturen vil være betydeligt lettere. I det hele taget er stigningerne generelt ganske bløde og ikke noget, der kan afskrække de mest hårdføre sprintere.

Det kan også aflæses af 2021-udgaven. Her lykkedes det ganske vist Ryan Gibbons og Anthony Delaplace at holde hjem fra et udbrud, inden Rune Herregodts sneg sig væk til 3. pladsen foran et felt, der bestemt ikke indeholdt tunge sprintere, men dog folk som Juan Jose Lobato - en rytter, der i de senere år ikke har haft megen holdbarhed. Feltet bestod dog kun af godt 30 mand, og det var i høj grad også årsagen til, at der manglede kræfter til at skabe samling.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Problemet er, at det års udgave på alle andre måder adskiller sig fra årets. Dengang var det en særlig coronaudgave, der blev afviklet i maj, hvor sammenfaldet med blandt andet Giroen betød, at feltet var historisk svagt. Helt anderledes er det nu, hvor feltet endda må betegnes som stærkere, end det var tidligere.

Det var det heldigvis også i 2022, hvis udgave derfor nok er en bedre referenceramme. Her blev løbet langt mere selektivt, og det endte med, at Brandon McNulty leverede et gigantisk soloridt og nåede mål med mere end et minut ned til en forfølgergruppe, der bestod af bare ni mand. Her var der stort set kun klatrere som Emanuel Buchmann og Kobe Goossens samt ardennertyper som Tim Wellens, Simon Clarke og Alejandro Valverde, men også den meget holdbare sprintertyper Vincenzo Albanese - og så overraskelsen Joel Suter, der viste, at man kommer meget langt med god januarform. At løbet er hårdt, kan man se på, hvem der sad i næste gruppe, for her fandt vi navne som Michael Matthews, Warren Barguil, Andreas Kron, Ben Hermans og Elie Gesbert, der altså alle var sat af.

Sidste år var løbet som sagt præget af dårligt vejr, og vi fik en tidlig afgørelse, da Soudal splittede feltet langt fra mål. Det gav en gruppe på ni mand, der hentede de tidlige udbrydere, Ben Healy og Pascal Eenkhoorn, og dermed skulle 11 mand afgøre løbet - en afgørelse, Soudal nok ærgrer sig over. Selvom de sad med fire mand, hvoraf Casper Pedersen, Julian Alaphilippe og Andrea Bagioli var hurtige, endte det i en lidt taktisk finale med, at det var langsomme Louis Vervaeke, der kørte med Rui Costa. Soudal kom for sent i gang med at jagte, og dermed kunne Costa spurte sig til sejr foran Vervaeke og Healy, som kun blev hentet af de to.

Hvem sad så i gruppen? Primært meget klatrestærke folk som Vervaeke, Costa, Bagioli, Alaphilippe, Ben Zwiehoff og Kobe Goossens, men også tungere folk som Pedersen, Axel Zingle og endda semisprinteren Carlos Canal. Længere tilbage havde man dog sat langt bedre klatrere, men vi skal passe på med at drage for mange konklusioner på en dag, hvor mange af de spinkle klatrere havde det endog meget svært i kulden.

Vi har altså set nogle ret forskellige løb, og dertil skal lægges den usikkerhed, der altid er om sæsonpremieren. Formen er et helt åbent spørgsmål, og den eneste fornemmelse af rytternes niveau kan vi få af deres sparsomme udmeldinger, weekendens to løb og ikke mindst deres historie for en god sæsonstart. Generelt er niveau meget mere spredt, end det er i maj, og derfor kan formstærke ryttere betydeligt lettere gøre forskelle nu, som McNulty gjorde det i 2022. Med andre ord: chancen for en eller anden form for spurt ville generelt være mindre nu end i maj, hvor man kørte løbet for tre år siden.

Generelt må terrænet også betragtes som oplagt til angreb, selvom anden del af løbet er lettere. Vejret vil denne gang ikke bidrage til vanskeligheden. I en total kontrast til 2023 bliver det i år usædvanligt varmt hele ugen, og der vil heller ikke være megen vind. Den beskedne brise vil dog primært have form af modvind på hjemturen, og samlet set vil de klimatiske betingelser således bidrage til at give et mindre selektivt løb.

Det er et terræn, hvor man vel kan se tre mulige udfald. Enten kører der i en aggressiv start en brølstærk gruppe med flere topnavne og de vigtigste hold, der herefter skal afgøre det imellem sig. Alternativet er, at det lykkes at kontrollere den første del, men at det lykkes for de stærke folk at køre væk på de sidste stigninger, der dog er relativt bløde. Det var det, vi så i 2022 og til dels også i 2023, hvor afgørelsen dog skete meget tidligt, og her kan det så ende med et taktisk spil, en McNulty-agtig magtdemonstration eller en spurt i en lille gruppe. Den sidste mulighed er naturligvis, at det lykkes at skabe samling til en spurt. Ser man på de ældre udgaver af løbet, hvor ruten var lidt anderledes, blev sprinterne snydt de tre første gange, men derefter blev det til spurtsejre til hhv. David Kopp, Unai Etxebarria, Gert Steegmans og Gerald Ciolek fra reducerede felter. Når man ser på, hvordan typer som Canal og Pedersen var med hjem for et år siden, hvor løbet ellers var selektivt, er det bestemt ikke en option, der kan afvises - slet ikke i dette fremragende vejr.

Ser man på feltets sammensætning, er der ikke mange hold, der vil arbejde målrettet for en spurt. De bedste bud er Movistar med Alex Aranburu og Canal, Cofidis med Stefano Oldani samt Arkea med Albanese, og derudover kan vi havne i en situation, hvor det ret svage Intermarché-hold kan se en interesse i en spurt med Hugo Page eller Francesco Busatto, hvis de pludselig kommer langt. Albanese og Aranburu - og i øvrigt også Busatto - er dog typer, der også meget gerne vil være med i det hårde løb, som UAE, Soudal, EF og Bora nok vil være primus motor i at skabe.

Det betyder ikke, at det ikke kan ende i en spurt. Der er mange meget stærke klatrere til start, og i dette relativt bløde terræn med godt vejr og generel modvind vil man som udgangspunkt mene, at de kan få svært ved at sætte hinanden. I januar kan meget dog være anderledes, for vi kunne sige det samme i 2022, hvor McNulty jo altså alligevel endte med at køre fra alt og alle.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det giver mig samlet set et løb, der er pokkers svagt at spå om. Der må igen være en interesse i at åbne løbet tidligt, og derfor bør vi nok får et selektivt løb, hvor formen og klatreevnerne skal være ganske gode, men derfra kan meget ske. Vi kan med dette vejr og det jævnbyrdige felt sagtens få en spurt - også i en relativt stor gruppe - men vi kan også få en mere taktisk afgørelse i stil med den, vi så sidste år. Og får vi det, kan vi også få den solosejr, McNulty leverede i 2022. Taktik kan gøre det vigtigt at have et godt hold, men med disse vejrbetingelser vil jeg mene, at betydningen af en god spurt - om man så skal bruge den i en større eller mindre gruppe - med nogen sandsynlighed vil være vigtig.

Jeg prøver at pege på Vincenzo Albanese. Italieneren var som sagt pokkers tæt på at vinde løbet for to år siden, hvor det vel kun var den helt ustyrlige McNulty, der forhindrede det. Det vidner om, at han har for vane at starte stærkt, og med et skifte til Arkea og WorldTouren har hans motivation over vinteren næppe været mindre - også fordi han fik hele sin sæsonstart i 2023 ødelagt af et styrt lige inden dette løb. I forhold til 2022 har han endda forbedret sin klatring helt enormt, som vi så i 2023 - ikke mindst på Etna under Giro di Sicilia - og hvis han er i form, skal løbets bedste klatrere være i fremragende form for at sætte ham i dette terræn.

Han kan stadig sagtens blive fanget i det taktiske spil, hvor jeg kan frygte, at han taber på et svagere hold, men Clement Champoussin, Ewen Costiou, Elie Gesbert og måske endda Raul Garcia Pierna har alle potentiale til at køre finale. Sidder de med flere ryttere fra Arkea og Movistar, vil der være flere til at jagte, og selvom han har for vane at tabe spurter, han burde vinde, burde der være ganske få, der kan forhindre Albanese i at vinde en spurt i dette felt. Derfor tror jeg, at han får en drømmedebut for Arkea og tager den sejr, han var så tæt på for to år siden.

Arkea har dog også andre optioner. Champoussins form er ukendt og fra start ikke let at blive klog på, men er han kørende, kan han spilles ud i det taktiske spil. Sidste år fandt han en helt ny fart, der gav en choksejr i en spurt i Norge, men skal han vinde løbet, skal han med i den rette gruppe. Jeg er mere i tvivl om Costious form, og hans manglende spurt kan gøre det svært at vinde, men er han i form, kommer han langt. Mindre chance er der nok for Gesbert, der har skuffet i lang tid, men han har for vane at starte godt. Garcia Pierna er nok som udgangspunkt hjælper, men han forbedrede sin klatring meget i 2023.

Jeg tror, at den værste rival er Alex Aranburu. Han burde have en ganske fair chance for at slå Albanese på stregen, og kan de ikke sætte Albanese, kan de næppe heller sætte Aranburu. Mit indtryk af hans spurt på muren i søndags, var nok, at han ikke er flyvende, og jeg er derfor ikke helt overbevist om, at vi ser ham i finalen. Han startede dog stærkt sidste år, og som minimum hjælpes han af det gode vejr og et solidt hold, der kan sidde med flere mand til at sætte ham op til en spurt i finalen. Det er dog slet ikke sikkert, at han skal spurte. Sidste år kørte Carlos Canal som sagt finale i en meget selektiv udgave af løbet, og han er vel lige så hurtig. Dengang kan han dog have været hjulpet af det dårlige vejr, og det er bestemt ikke givet, at han kan gentage den bedrift. Movistar har også de to klatrere Javier Romo og Pelayo Sanchez, hvoraf sidstnævnte var flyvende på Mallorca for et år siden, men skal de vinde et løb som dette, skal det i kraft af deres manglende spurtstyrke virkelig flaske sig.

Man må også have visse forventninger til den forsvarende vinder. Rui Costa blev genfødt sidste år, og selvom han var endog meget svingende, havde han et højt niveau, når han var god. Det var han i den grad, da han vandt præcis dette løb i sin sæsondebut, og da han altid har startet meget stærkt, er han sikkert også flyvende fra start denne gang. Nok er han ikke som i gamle dage, og han har heller ikke samme fart, men i dette terræn er han meget svær at sætte, og i en spurt kan han slå langt de fleste - dog nok med undtagelse af mine større favoritter.

På EF ledsages han af Alberto Bettiol, der også kan vinde en spurt mod de fleste og bør være meget stærk i dette terræn. Også han har for vane at starte meget stærkt, men vi så sidste år, at han bevidst hold igen med startformen og var langt fra sit bedste i Tour Down Under. Mit gæt kan være, at han bruger samme taktik denne gang og derfor nok mangler for meget. Et tredje bud er Michael Valgren, der også finder et for ham perfekt terræn og blandt de klatrestærke heller ikke er helt uden spurt. Det er dog klart, at der stadig er stor usikkerhed om ham, for mens hans efterår bød på lovende kørsel i Sabatini og Toscana, kneb det også ved andre lejligheder. Det er også en god rute for halvhurtige James Shaw, der i 2023 klatrede bedre end nogensinde, men han er aldrig i form på denne tid af året. Det har lottokuponen Simon Carr før været, men som spurtsvag er han en usandsynlig vinder. Endelig har de de helt unge klatrere Markel Beloki og Lukas Nerurkar, og mens Beloki er for grøn, har Nerurkar vist, at han kan komme langt på dette niveau - her dog nok som hjælper.

Hvor står Tobias Johannessen? Sidste år betød en skade, at hans sæsonstart var katastrofal, men for to år siden var han til gengæld flyvende, da han vandt kongeetapen i Besseges. Det taler for, at han efter en normal vinter også vil starte stærkt, og gør han det, er han meget svær at sætte i terræn som dette. Blandt klatrerne i dette felt er han også en af de allerhurtigste, og dermed har han alle forudsætninger for at vinde, hvis han kommer af med mine største favoritter. Udfordringen er dog et svagt hold, der formentlig vil efterlade ham isoleret i finalen, men han har den unge og uhyre lovende Johannes Kulset, der kan komme meget langt, hvis han er i form, men kan få svært ved at vinde. Idar Andersen var til gengæld helt anonym i hele 2023.

Jeg kan også have visse forventninger til Aleksandr Vlasov . Han har nemlig fundet en ganske fin spurtstyrke, og skal han ikke spurte mod folk som Aranburu, Albanese og Canal, der som udgangspunkt klatrer dårligere end ham, har han en ganske fair chance. Han plejer at starte sæsonen fremragende, for han slog Remco Evenepoel i Valencia i 2022, og sidste år kørte han også sin 2023-standard stærkt i samme løb - ikke mindst på sidste etape. Han vil formentlig starte meget stærkt igen i år, og får vi et endnu hårdere løb, hvor de hurtigste falder fra, burde han kunne bringe sig i en position til at vinde - enten ved en solosejr eller en spurt i en lille gruppe. De bekymrer mig dog, at holdet er relativt svagt, og han kan blive fanget i det taktiske spil. Vi så dog i Bretagne sidste efterår, at Frederik Wandahl er ved at nå et niveau, hvor han kan komme langt på dette niveau, og er han i form fra start, kan han spille en rolle i finalen - og da han også kan spurte, kan han måske blive spillet ud i det taktiske spil. Man kan også drømme om at se den endnu hurtigere Giovanni Aleotti helt fremme, men han har skuffet i så lang en periode, at forventningerne må være begrænsede. Holdet har også den tidligere juniorverdensmester Emil Herzog og den ligeledes nyprofessionelle Alexander Hajek, men intet tyder på, at de er klar til at køre finale på dette niveau.

Dansker triumferer i junioretapeløb

Så er der naturligvis Brandon McNulty. I 2022 var han helt, helt ustoppelig i dette løb og sæsonstarten, men der er ingen garanti for en gentagelse. Sidste år var han nemlig helt anderledes menneskelig og ganske anonym i disse løb, selvom han endda har en god historik i dårligt vejr. Hvor vi har ham, aner vi derfor ikke, men det er klart, at han er en af de ryttere, der har potentiale til at køre fra alt og alle. Vi ved også, at han er ganske hurtig, og får vi det selektive løb, hvor de hurtigste falder fra, vil han kunne slå de fleste - sikkert også Vlasov. Han ledsages af Marc Soler , der ikke har samme gode historik for en stærk start, men bør være med fremme. Han skal dog alene hjem for at vinde, hvilket kun sker via taktik. Det samme skal holdets rene klatrer Igor Arrieta, der viste fornem form i begge weekendens løb, men får meget svært ved at vinde her. Holdets hurtigste er Filippo Baroncini, der burde kunne komme langt i dette terræn, men slet ikke efterlod et stærkt indtryk i weekenden. I storform vil Mikkel Bjerg og Nils Politt også kunne komme et stykke, men det vil undre, hvis formen rækker til det, og klatreren Domen Novak har været en skygge af sig selv i lang tid.

Jeg er ret spændt på Stefano Oldani. Han klatrer ikke så godt som Albanese og Aranburu, men er han i form, og finder han de klatreben, han havde, da han i 2022 vandt sin Giro-etape, er han meget stærk i dette terræn. Det skaber dog usikkerhed, at han skuffede i 2023, men heldigvis viste han god form i begge weekendens løb. Dette løb er dog også betydeligt vanskeligere, og han skal være skarp for at køre med om sejren. Til gengæld kan han vinde en spurt, hvis han overlever. Han ledsages også af Jesus Herrada, der tidligere var kendt for at starte meget stærkt, men i de senere år, hvor han har tabt niveau, har det været mere pauvert. Han har heller ikke helt samme fart som tidligere, og han kan måske få svært ved a slå flere af favoritterne. Omvendt har Benjamin Thomas, der ofte har startet meget stærkt, før spurtet ganske imponerende, men han skal være skarpere, end jeg forventer, for at være med i dette terræn - særligt fordi han skuffede stort i 2023. Større forventninger er der til Ion Izagirre , der er holdets mest sikre kort, for selvom han ikke er som tidligere, bør han være med helt fremme, da han typisk starter meget stærkt. Hans problem er, at det er meget svært at se ham vinde, som det også gælder for Kenny Elissonde , der i sin debut må være hjælper.

Intermarché kommer med den svageste trup blandt WorldTour-holdene, men de har en ganske reel vinderchance. De møder nemlig med ardennerkometen Francesco Busatto. Det vil være overraskende, hvis han kan begå sig på dette niveau, men ruten passer ham perfekt, og han kan vinde en spurt mod de fleste. Indtil nu har han ikke vist meget i de professionelle løb, men potentialet er der, og vi så sidste år, at han startede med en 4. plads mod netop WorldTour-rytterne i Muscat Classic. Holdet har dog også andre optioner. Er han i form fra start, er dette terræn fint for Rune Herregodts, der startede meget stærkt sidste år, og selvom han ikke er favorit i en spurt, så vi sidste år i Portugal, at han slet ikke er en ringe afslutter. Holdets hurtigste er dog Hugo Page, der vel vil være favorit, hvis han kommer hjem til stregen. Det vil overraske, men sidste år var han flyvende på denne tid af året i Australien, og den Page, vi så i Limousin sidste år, klatrede altså chokerende godt. Holdets sidste hurtige mand, Vito Braet, er holdbar, men næppe nok til dette terræn.

Anderledes er det med Soudal. De kommer måske med et af de allerstærkeste hold, men kan få meget svært ved at vinde. De mangler nemlig den meget hurtige mand, og deres bedste afslutter er nok Mauri Vansevenant. Sidste år så vi vel den indtil nu bedste Vansevenant i Oman på denne tid af året, og det taler for, at han kan starte stærkt. Jeg tvivler bare på, at han kan vinde en spurt i det selskab, han er oppe imod. Det samme gælder for Ilan Van Wilder, der kørte stærkt i disse løb sidste år og i det hele taget gennem hele vinteren. Heller ikke han er langsom, men i en flad spurt er han slået af mange. Holdets styrke er deres bredde, da den meget spurtsvage Mattia Cattaneo også kan køre finale, men han har ikke den store historik for at starte stærkt. Holdets helt store joker er Gianni Moscon , der til gengæld kan vinde en spurt mod snart sagt alle, og i sin storhedstid var flyvende på Mallorca. Han har bare ikke kørt ét godt løb i to sæsoner. Kan Patrick Lefevere genrejse ham? Svaret kommer måske allerede denne onsdag.

Lotto har samme problem. De kommer med en meget tung trup, men de har kometen Lennert Van Eetvelt, der sidste år fik en drømmedebut i disse løb, hvor han blev nr. 3 og 4 i de to hårdeste løb. Har han samme form nu, er han blandt de bedste i dette terræn, men akkurat som Van Wilder lider han under, at hans spurt på flad vej måske nok er brugbar, men næppe god nok til at vinde i dette felt. Det ligner altså mere et godt resultat end en sejr. Holdets andet bud er den endnu langsommere Jonas Gregaard, der dog ikke har for vane at starte stærkt og får meget svært ved at vinde, mens Johannes Adamietz, fortsat har det svært på dette niveau.

Et jokerhold er Tudor. De kommer med Alexander Kamp, der er skabt til denne rute og har en chance mod alle i en spurt. Vi har dog set, at han aldrig er i form på denne tid af året, og det vil undre meget, hvis han er klar til at være med i så hårdt et løb som dette. Deres joker er Marius Mayrhofer , der startede fremragende i 2023, hvor han tog sin største sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race og generelt har udviklet sin holdbarhed meget. Dette løb bør være for hårdt, men måske kan han i de gode vejr overraske. Holdets mest sikre kort er den lovende klatrer Yannis Voisard , der dog mangler spurtstyrken, mens den ligeledes spurtsvage Sebastien Reichenbach var en skygge af sig selv gennem hele 2023, og unge Hannes Wilksch må mangle for meget.

Hos Kern Pharma finder vi den spændende klatrer Pablo Castrillo, der sluttede sæsonen meget stærkt i Langkawi og Burgos og udvikler sig hurtigt. Han var dog meget formsvag fra start, og derfor skal vi næppe skrue forventningerne op, ligesom han slet ikke har spurtstyrken til at vinde. Holdets anden klatrer, er den lovende Jose Felix Parra, men han viste slet ikke noget i 2023. Det gjorde til gengæld Unai Iribar, der klatrede uventet godt i Jura-løbene, men i dette felt kommer han nok ikke alt for langt, som Jon Agirre heller ikke gør det. I storform kunne Antonio Soto måske overleve til en spurt, men det kan vi efter søndagens løb vist godt glemme.

Jeg er også nødt til at nævne Burgos. De har nemlig Victor Langellotti, der startede sin sæson fremragende sidste år. Desværre er han spurtsvag og derfor en usandsynlig vinder, men er han i form, kan han lave et resultat. Det bekymrer mig dog, at han intet viste i søndags, hvor han burde kunne have spurtet på den stejle mur op til mål. Han ledsages af den rene klatrer Jose Manuel Diaz, hvis form dog er helt ukendt og kommer fra et 2023, hvor han aldrig for alvor fandt formen. Også Ander Okamika kan klatre, men han faldt igennem i søndags.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Polti har den lovende klatrer Paul Double, der dog næppe er i form på denne årstid, og derudover kan de håbe, at unge Alex Martin samt måske Andrea Garosio eller Mattia Bais kan komme langt trods deres manglende spurtstyrke. Caja Rural har hurtige Fernando Barcelo, der dog skuffede i 2023 og faldt igennem i søndags, og selvom han imponerede i søndags, må David Gonzalez finde dette løb for hårdt. Hos Bardiani har man en hurtig mand i Davide Gabburo, men hans holdbarhed var fraværende i hele 2023, og holdets klatrestærke Luca Covili, Samuele Zoccarato og Alex Tolio, der alle er spurtsvage, kommer ikke alt for langt i dette felt. Euskaltel skal satse på Ibai Azurmendi, veteranen Victor De La Parte, der er en skygge af sig selv, men de kommer næppe langt, og det samme gælder for Flanders med Toon lynhens og Lars Craps.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med Lidls udviklingshold. De har nemlig Carlos Verona, der naturligvis kommer langt, hvis han er i form fra start. Som spurtsvag vinder han dog ikke her. De har også Fabio Felline, men han er i dag slet ikke holdbar nok. Illes Balears har hurtige og holdbare Alex Molenaar, men han faldt helt igennem i søndags. Echelon har den spændende klatrer Tyler Stites, der skal være flyvende, hvis han skal gøre sig gældende, men faktisk blev nr. 15 i et af de hårdeste løb på Mallorca sidste år. De øvrige to hold har ingen chance på så hård en rute.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale - ikke styrkeforhold eller sandsynlighed for topresultat, da spurtstyrke i den sammenhæng kan være meget afgørende.

***** Vincenzo Albanese

**** Alex Aranburu, Rui Costa

*** Tobias Johannessen, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Stefano Oldani, Carlos Canal

** Alberto Bettiol, Francesco Busatto, Rune Herregodts, Mauri Vansevenant, Ilan Van Wilder, Hugo Page, Lennert Van Eetvelt, Marc Soler, Jesus Herrada, Gianni Moscon, Clement Champoussin, Benjamin Thomas, Marius Mayrhofer

* Ion Izagirre, Michael Valgren, Igor Arrieta, Alexander Kamp, Frederik Wandahl, James Shaw, Javier Romo, Ewen Costiou, Giovanni Aleotti, Pelayo Sanchez, Simon Carr, Carlos Verona, Pablo Castrillo, Victor Langellotti, Mattia Cattaneo, Jose Manuel Diaz, Yannis Voisard, Paul Double, Kenny Elissonde, Jonas Gregaard, Filippo Baroncini, Johannes Kulset, Elie Gesbert, Alex Martin, Jose Felix Parra, Unai Iribar, Andrea Garosio, Luca Covili, Alex Tolio, Sebastien Reichenbach, Tyler Stites

Danskerne

På Tudor og EF burde hhv. Alexander Kamp og Michael Valgren have lov at køre deres egen chance, og de er derfor omtalt ovenfor. På UAE skal Mikkel Bjerg nok primært hjælpe Brandon McNulty og Marc Soler, mens Frederik Wandahl på Bora nok som udgangspunkt skal støtte Aleksandr Vlasov, men med god form formentlig også kan køre sin egen chance. På Lotto burde Jonas Gregaard også have en vis frihed som løjtnant til Lennert Van Eetvelt i en generelt meget tung trup, og på Uno-X skal Rasmus Bøgh Wallin og William Blume formentlig primært støtte Tobias Johannessen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Rui Costas sejr fra 2023, Brandon McNultys sejr fra 2022 og Ryan Gibbons’ sejr fra 2021.