Optakt: Surf Coast Classic

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics (der i år dog var aflyst) og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele er blevet afsluttet med Jayco Herald Sun Tour i den efterfølgende uge, men selvom sidstnævnte desværre aldrig er kommet tilbage efter coronakaosset, kan man stadig tilbringe nogle gode uger i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser.

De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme var tilfældet i 2019, hvor man med hele 15 WorldTour-hold satte ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejste hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Sådan var det også i 2020, hvor 15 af de nu 19 hold var med, og det var således kun Movistar, Astana, Cofidis, UAE og Jumbo-Visma, der rejste hjem efter Tour Down Under. Efter to års coronapause kunne løbet dog ikke holde kadencen, da man i 2023 kun kunne præsentere 11 af de 18 hold - selvom point nu pludselig igen er blevet meget vigtige - og bedre er det bestemt heller ikke i 2024, hvor kun 10 af de store hold bliver i Australien. Der er heller ikke så mange stjerne som tidligere, men man kan dog præsentere navne som Filippo Ganna, Caleb Ewan og Biniam Girmay.

Et problem i forhold til at sikre holdenes deltagelse har været, at det kun er et endagsløb. Det var formentlig en af grundene til, at man i forbindelse med overgangen til WorldTouren valgte at supplere selve WorldTour-løbet med et indledende gadeløb allerede om torsdagen inden søndagens finale. Løbet, der har været kendt under navnene Race Melbourne-Albert Park og Towards Zero Race Melbourne gav rytterne mulighed for at holde benene i gang efter Tour Down Under og skabte en folkefest i Melbournes gader, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere viste sig frem i et lynhurtigt sprinterløb.

I 2020 besluttede man sig for at bygge videre på succesen. Det indtil nu lidt uformelle gadeløb fik fra 2020 en opgradering, hvor det under navnet Towards Zero Race Torquay blev en del af UCI-kalenderen med en position som 1.1-løb. Det førte til en opgradering af distancen, ligesom rundstrækningen blev flyttet ud fra centrum af storbyen Melbourne til kystbyen Torquay, der også passeredes under søndagens hovedløb. Naturligvis var der stadig tale om en helt anden type cykelløb end søndagens langt hårdere WorldTour-løb, men med et felt, der var stort set det samme som om søndagen, var det stadig et af de stærkest besatte 1.1-løb på hele året, og med en rundstrækning på nu 13,3 km var der slet ikke længere tale om et gadeløb.

Desværre satte corona kortvarigt en stopper for succesen, for da hovedløbet efter to års coronapause i 2023 vendte tilbage, skete det i et afkortet format uden opvarmningsløbet. Det var heldigvis bare en engangsforeteelse, for i 2024 vender torsdagens løb tilbage til sin anden udgave. Det sker endda i et nyt format, hvor man helt dropper rundstrækningsformatet og i stedet kører en tur rundt i det australske terræn nær kysten, stadig med et mål i Torquay. Konsekvensen er et navneskifte til Surf Coast Classic, men det flade terræn lægger fortsat op til en massespurt.

Sådan gik det da også, da løbet i 2020 blev afviklet for første gang - altså på den tidligere rute. Her blev det ganske forudsigeligt samlet til den ventede massespurt, og her levede Sam Bennett op til sin status som favorit, da han med god hjælp fra Michael Mørkøv, der endda selv endte som nr. 5, sejrede suverænt foran Giacomo Nizzolo og Alberto Dainese. Bennetts nye Ag2r-hold deltager slet ikke, hvorfor han ikke forsvarer sin titel fire år senere, og da Dainese og den i øvrigt skadede Nizzolo i dag kører for ProTeams, der heller ikke deltager, skal der til den anden udgave findes et helt nyt podium.

Ruten

Surf Coast Classic er som sagt en videreudvikling af det det gamle opvarmningsløb til Cadel Evans Great Ocean Road Race. Her var der tale om den blanding af show og fart, som det indebærer, men da man i 2020 overgik til UCI-status førte det til et behov for ændringer, særligt hvad angik distancen. Indtil da havde det været afviklet på Albert Park-motorsportsbanen i Melbourne, men opgraderingen førte til en beslutning om at flytte det til den nærliggende by Torquay, der ligger ved kysten nogle kilometer syd for storbyen Melbourne. Samtidig droppede man gadeløbsformatet og i stedet designede man en 13,3 km lang rundstrækning, hvormed det lynhurtige showløb nu blev et ”rigtigt” endagsløb i stil med den type rundstrækningsløb, der afvikles over hele verden, særligt i Belgien.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Sådan bliver det imidlertid ikke, når løbet i 2024 vender tilbage til sin anden udgave efter tre års fravær. Det nye navn signalerer, at det ikke længere er tilknyttet byen Torquay, som navnet Race Torquay lagde op til, og i stedet indikerer det, at der er tale om et løb, der skal bringe feltet op langs den for surferne så attraktive kyst i området. Dermed er det et farvel til rundstrækningsformatet, men faktisk er navnet en anelse misvisende. Løbet slutter ganske vist fortsat i kystbyen Torquay, men det er kun den allersidste del, der foregår ved havet. Langt det mest af tiden tilbringes i mere kuperet terræn et stykke fra vandet, men trods en lang stigning fra start, ændrer det ikke på løbets relativt flade sprinterkarakter.

Distancen er også stadig ganske beskeden, da der skal køres bare 155,8 km fra Lorne til Torquay. Der er tale om to byer på den australske kyst umiddelbart syd for Geelong og Melbourne, men som nævnt kører man bestemt ikke bare op langs kysten. I stedet starter løbet ganske brutalt, når man med det samme forlader havet for at køre mod nordvest ind gennem Great Otway National Park og op ad stigningen Dean Marsh (9,3 km, 4,3%), der har top allerede efter 9,3 km. Den leder op til et småkuperet plateau, der følges mod nordvest, inden det går videre mod nordvest ad en relativt flad nedkørsel, der leder ud af nationalparken.

Nu bliver det ganske let, når man atter er nede i fladlandet. Her kører man nemlig mod sydvest igennem fladt terræn, der mod slutningen bliver lidt mere kuperet, indtil man når frem til det sydligste punkt i byen Forrest efter 49,5 km. Her vender man rundt for at køre mod nord op igennem småkuperet terræn, der byder på en række småbakker, og sådan fortsætter det, når man senere zigzagger sig mod øst frem til udkanten af nationalparken.

Herfra bliver det næsten helt fladt, når man kører ad lige veje mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvorfra det begynder at falde let, når man zigzagger sig mod sydøst ud mod kysten. Til slut venter en længere bakke, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til kystvejen, der nås umiddelbart syd for byen Jan Juc.

Man bliver dog ikke ved vandet. I stedet kører man mod mord nord uden om selve byen San Juc, hvilket betyder, at det begynder at stige med et maksimum på 9%, indtil man med 3900 igen drejer mod øst for at køre ad faldende veje ud til kysten og målbyen Torquay, hvor det kortvarigt begynder at stige let med 1200 m igen, hvorefter de sidste 900 m er helt flade. Man drejer skarpt på toppen af bakken med 3900 m igen, og derefter skal man igennem en rundkørsel med 110 m og 800 m igen, inden man slutteligt drejer skarpt til venstre i en rundkørsel ind på kystvejen bare 400 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 1629 højdemeter mod 1150 højdemeter i 2020.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Vejret

Mens Tour Down Under ofte er præget af ekstrem varme, er det mere vinden, der har været en faktor i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og som altså kan gøre sig gældende i dette område. Den kommer dog ikke til at spille en rolle denne gang, for selvom det om aftenen vil blæse op ved overgangen til lidt køligere vejr, ser løbet ud til at blive afviklet i smukke betingelser. Således vil det være helt skyfrit med en temperatur, der undervejs vil stige fra 21 til 24 grader, og vinden vil i starten blot være let (9 km/t), men undervejs tiltage til en styrke på 15-17 km/t i finalen. Samtidig vil den dreje fra først vestnordvest over vest, indtil den vil slutte i sydvest og måske endda i sydsydvest. Det giver mod- og sidemodvind op ad den første stigning og i løbets første del, indtil man vender rundt, hvorefter man får med- og sidemedvind hele vejen ud til kysten. Også her vil der være med- og sidemedvind, og det vil der også være på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Et nyt løb betyder som udgangspunkt, at man altid skal være lidt varsom med spådommene. Ganske vist er det officielt den anden udgave af løbet, men reelt set er der jo tale om et helt nyt løb, der ikke har meget at gøre med det gamle rundstrækningsløb fra 2020. Eneste fællestræk er, at begge ruter havde mål i Torquay, men det nye format lægger op til mere fortolkning end det gamle meget flade løb, der helt entydigt lagde op til en massespurt.

Som sagt er det jo en videreudvikling af det løb, der også blev kørt om torsdagen i årene til og med 2019. Det løb var for de fleste mere end noget andet opvarmning til Cadel Evans Great Ocean Race, der som WorldTour-løb var langt, langt vigtigere. Nu er der som i 2020 UCI-point på spil, og vi kan derfor vente en lidt mere alvorlig tilgang til tingene, men man må stadig formode, at det for de fleste handler om at holde benene i gang mellem afslutningen på Tour Down Under og søndagens vigtige opgave. Derfor kan jeg godt tvivle på, om det nye, hårdere terræn bliver udnyttet.

Der er jo heller ingen tvivl om, at det som udgangspunkt er et sprinterløb. Det er ikke helt fladt, men den eneste alvorlige udfordring er den lange stigning fra start. Den er til gengæld også en herlig tilføjelse til løbet. Ved at lægge den fra start har man skabt de perfekte betingelser for at få etableret et uhyre stærkt udbrud, der kan blive meget svært at hente. Samtidig er feltet af en begrænset størrelse, og da flere af de vigtigste sprinterhold, særligt Bora og Bahrain, er rejst til Europa efter Tour Down Under, er der faktisk slet ikke så mange hold til at jagte.

I det hele taget er sprinterfeltet ikke skræmmende. Det var det end ikke i Tour Down Under, og når man nu tager hele 8 af de 18 WorldTour-hold under ligningen, herunder altså to af de få hold, der havde en virkelig topsprinter, skal man spejde lidt efter hold, der med sikkerhed vil tage ansvar. Det vil Jayco naturligvis, for de kommer med en trup, der helt entydigt er opbygget om Caleb Ewan, men derudover kan jeg faktisk ikke pege på ét eneste hold, der med sikkerhed vil jagte og gå 100% efter en spurt.

Det er klart, at det er nærliggende at pege på Intermarché med Biniam Girmay og Ineos med Elia Viviani - to sprintere, der begge var tæt på at vinde en etape i sidste uge. På intet tidspunkt tog de dog ansvar i Down Under, og spørgsmålet er, om de vil gøre det denne gang. Jeg tror egentlig nok, at Ineos skal gøre det, men de har jo altså også mulighed for at sende formstærke Jhonatan Narvaez med i udbruddet på stigningen. Han har jo altså allerede snydt sprinterne i gadeløbet forleden, og hvorfor ikke prøve at gøre det igen? Imod det taler dog, at han meget vel kan finde på at spare sig til søndag.

Det samme gælder om Intermarché. De har et par stærke angribere i Georg Zimmermann og Lilian Calmejane, men derudover har de faktisk slet ikke for vane at tage ansvar, når Girmay er til start. Der kan altså sagtens opstå en situation, hvor Jayco bliver ret alene om at skulle jagte et udbrud, der kan være stærkt og tælle alle de vigtigste hold.

Jeg hælder dog desværre nok til, at det bliver relativt kontrolleret. Jeg tror, at søndagens løb hviler som en tung skygge, der vil få de fleste til at holde igen. Derudover vil Jayco typisk alligevel få allierede. Lidl og EF har måske ingen chancer for at vinde en massespurt, men de øvrige otte WorldTour-hold har alle en sprinter. Hvis de misser udbruddet, vil de derfor ofte indgå i jagten - særligt nu hvor fraværet af Bauhaus og ikke mindst Welsford bør give en vis tro på, at det faktisk kan lade sig gøre at vinde en spurt i dette knap så stærke felt. Mod en spurt taler til gengæld, at der er uafbrudt medvind i løbets anden halvdel, hvilket kan betyde, at feltet bliver snydt.

Trek trækker sig fra sponsorat

Hvad så med vinden, som kan skabe ravage i dette område? Den bliver næppe en faktor. Det skal ellers blæse op om aftenen frem mod en meget blæsende fredag og en ganske blæsende lørdag, men hvis prognosen ikke ændrer sig de kommende dage, vil vinden være for svag under løbet. Derudover er det kun til allersidst, at de rammer kysten, og inde i landet ser vinden ud til at være endnu svagere. Derfor regner jeg ikke med sidevindskørsel, medmindre prognosen ændrer sig. I givet fald opdaterer jeg optakten på onsdag.

Jeg regner med, at vi får en spurt. Jeg tør ikke udelukke, at det svage sprinterfelt, den hårde start og modvinden kan give en udbrudssejr som i gadeløbet, men med udsigten til at søndagens løb er meget vigtigere, tvivler jeg på, at terrænet bliver udnyttet nok. Mit gæt vil derfor være, at vi får en massespurt efter et løb, der ikke har været alt for hårdt, og hvor alle vil være relativt friske.

Der kan være en lille joker i småbakkerne i finalen, ikke mindst bakken med top med 3,9 km igen. Jeg vil næsten tro, at de vil blive brugt til angreb, og med medvind hele vejen kan man ikke helt udelukke, at det kan føre til noget. Den lange, lige vej tilbage til kysten favoriserer dog feltet, og jeg tvivler på, at bakkerne er svære nok. De kan nok snarere trætte sprinterne og måske koste positioner, men spurten bliver nok svær at undgå.

Selve spurten er ikke helt enkel. Jo, det er den indtil den sidste kilometer, men herefter bliver det kompliceret med først to rundkørsler og ikke mindst det sidste sving med bare 400 m igen. Det betyder, at det bliver en spurt, hvor positionering betyder meget mere end fart, og et godt tog kan derfor være afgørende. Man skal i hvert fald sidde meget langt fremme ved indgangen til det sidste sving.

Som sagt er sprinterfeltet markant svinget efter Tour Down Under, og med en teknisk finale kan vi derfor sagtens få en overraskelse, hvis løbets ganske få topsprintere alle kikser positioneringen. Jeg vælger dog at gå med løbets vel nok største sprinterstjerne, Caleb Ewan. Den lille australier havde et rædselsfuldt Tour Down Under, hvor han kun kørte én klassisk massespurt, nemlig på 1. etape, hvor han endda så skidt ud. Vi så dog på 2. etape, at han pludselig klatrede godt, og selvom jeg faktisk synes, at han så bekymrende ud på stigningerne i weekenden, vidner det om, at den svage spurt nok mest af alt hænger sammen med den forudgående sygdom. I dette felt bør han stadig være den hurtigste, særligt når han nu må formodes at være kommet sig yderligere.

Den store udfordring er positioneringen, der kiksede både torsdag og fredag i sidste uge. Til dette løb har de fået Blake Quick ind som erstatning for Michael Hepburn, og det kan måske bekymre en anelse, for det koster noget erfaring, selvom det giver noget ekstra fart. Nu har han et meget ungt tog med Quick, Kelland O’Brien og Campbell Stewart, og de kan helt sikkert ikke konkurrere med Ineos, der ligner de i særklasse stærkeste. Til gengæld er sprinterfeltet her også svagt og feltet lille, og det tog burde altså være stærkt nok til at anbringe Ewan helt fremme, gerne lige bag Ineos, der kan ventes at dominere. Til det formål har de også Luke Plapp tilbage, og i den eneste af sidste uges spurter, hvor han bidrog, sad Ewan helt perfekt lige bag det suveræne Bora-tog. Vi har set, at det sagtens kan kikse med denne formation, men jeg vil tro, at Ewan i dette felt kan sidde rigtigt, og gør han det, bør han være hurtig nok til endelig at få den forløsende sejr. Skulle der gå noget galt, er jeg helt tryg ved, at Stewart, der spurtede så suverænt i Kroatien, har farten til at vinde, men med et svagere tog vil hans positioneringsevne blive et stort problem.

Jeg tror, at Elia Viviani er værste rival. Jeg var ganske vist meget skuffet over ham i Tour Down Under, hvor benene var dårlige på 1. etape, og hvor han kiksede fælt på 4. etape, hvor han ellers blev sat perfekt op. Til gengæld viste Ineos også på netop 4. etape, agt toget med Filippo Ganna, Josh Tarling, Ben Swift og ikke mindst Jhonatan Narvaez var fremragende, og i fravær af Bora er de helt sikkert de stærkeste i dette felt. Mit gæt vil være, at de går først igennem svinget, og sker det, har Viviani alle forudsætninger for at vinde. Han har slet ikke vist den genskabte fart, han havde i efteråret, men han endte trods alt som nr. 2 bag Welsford i torsdags. I dette felt bør en Ineos-opvisning gøre det muligt for at gøre det færdigt.

Jeg kan dog være bekymret for, om hans form rækker til den sidste bakke. Kikser han her, kan det ende med, at Narvaez kører sin egen spurt, som han gjorde i tirsdags. Der er folk, der er markant hurtigere end ham i en flad spurt, men med det bedste tog kan man i dette felt og denne finale ikke helt udelukke, at han kan vinde.

En anden rytter, der var pokkers tæt på at vinde i sidste uge, er Biniam Girmay. Det kneb lidt med at sidde helt optimalt, for han kom på 1. og 2. etape blæsende i en høj fart, der så meget overbevisende ud, men på ingen af etaperne missede han helt ud. Faktisk sad han ganske perfekt i fredags, hvor farten dog ikke rakte mod Welsford, men den så generelt så lovende ud, at han vil have en god chance for at vinde i dette felt. Det kræver, at han sidder godt i svinget, men det ser faktisk ganske lovende ud i dette knap så stærke felt, hvor toget med Dion Smith og Madis Mihkels kommer meget langt. Præsterer de som i sidste uge, bør Girmay ikke være alt for langt fra fronten, og med den fart, han havde i sidste uge, kan han helt sikkert vinde i dette felt, selvom et stigende opløb havde været at foretrække. Vi så i sidste uge også, at Mihkels flere gange endte godt, men plan A er Girmay, og i en flad spurt mangler han nok også farten.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Togets betydning gør, at dette er en stor chance for Max Kanter. Det kom aldrig helt til at spille perfekt, men vi så, at toget med Samuele Battistella, Christian Scaroni, Michele Gazzoli og ikke mindst Rüdiger Selig var blandt de allerbedste. I dette felt skal Ineos ikke kikse deres timing meget, inden det er Selig og Kanter, der går først igennem svinget. Vi så i sidste uge, at Kanter måske manglede lidt fart, men han var bestemt en af de hurtigere. De få manglende procenter kan man i denne finale kompensere for via sit tog, og på den front er det vel kun Viviani, der står bedre end tyskeren, der kan give det nødlidende Astana en meget vigtig sejr.

En af sidste uges helt store oplevelser var Laurence Pithie. Det kiksede på 1. etape, men derudover bekræftede han, at hans positioneringsevne er ganske sublim. I dette felt er positionskampen endda mindre intens, og selvom støtten fra Fabian Lienhard er beskeden, bør det gøre det muligt for ham igen at sidde godt. Løbet er nok lidt for let til at passe ham ideelt, og han mangler måske den sidste topfart, men vi så i sidste uge, at han helt sikkert er en af de hurtigste. I en teknisk finale som denne kan man vinde alene via sin position, og med den fremragende positioneringsevne ligner Pithie et glimrende vinderbud.

En rytter, der faktisk var på podiet i sidste uge, er Dan McLay, der jo i sin karrieres efterår har forvandlet positioneringsevne fra svaghed til styrke. Til gengæld var det også kun én ud af tre gange, at det gik godt, og sandt er det da også, at toget med Kevin Ledanois og Miles Scotson ikke er det allerstærkeste. Sandt er det dog også, at Scotson fik vist sin klasse, da det gik godt i torsdags, og her viste McLay også en ganske fornem fart, når man betænker, at han fik kørt en alt for lang modvindsspurt. Der er ingen tvivl om, at han er blandt de hurtigste i dette felt, men sidste uge lærte os, at det sagtens kan gå galt i positionskampen. I dette mindre felt kan Scotson dog føre ham meget langt, og med sin generelt gode positioneringsevne bør han have en reel chance for at vinde.

Måske kan det også lykkes for Emils Liepins. Han skuffede mig ganske vist i sidste uge, hvor vinterform slet ikke så så god ud som ventet, og hans positionering var heller ikke så god som vanligt. Det kan hænge sammen med et tog, der med Sean Flynn og Pavel Bittner ikke er det stærkeste, men vi så også i torsdags, at han sad i en ganske fremragende position. Desværre så hans spurt uhyre kritisk ud, men ifølge ham selv handlede det om gearproblemer. Hvis det er rigtigt, og hvis han kan spurte lige så godt, som han plejer at gøre fra sæsonstart, er det i en teknisk spurt som denne, han faktisk kan vinde, selvom der er et par stykker, der må anses som hurtigere end ham.

Milan Fretin fik ikke den nemmeste debut for Cofidis, men i fredags lykkedes det ham endelig. Det blev til en 4. plads, hvilket vidner om, at han godt kan få sin positionering til at fungere. Det burde han da også, for hans tog med Eddy Finé, Axel Mariault og Piet Allegaert, der i dette løb synes at agere lead-out man, har da også et vist potentiale. Han mangler den sidste fart, men igennem 2023 så vi ham oftere og oftere i top 10. Kombinationen af et fornuftigt tog med en positioneringsstærke Allegaert og dette knap så stærke felt giver ham en vis chance i en spurt, hvor positioneringen er det vigtigste.

Trek er som sagt ét af to hold uden sprinter, og de kan ikke vinde en spurt i dette felt. Vi så dog i sidste uge, at de forsøgte sig med Mathias Vacek, og mens han helt klart manglede masser af fart, imponerede Jacopo Mosca og Quinn Simmons med deres lead-out på 1. etape. Det kiksede til gengæld de efterfølgende dage, og vi skal derfor ikke vente os en gentagelse, men vi har i hvert fald set, at det kan lade sig gøre. I denne tekniske finale vil han i givet fald kunne få et pænt resultat - også selvom farten helt sikkert ikke rækker til at vinde. Det er også muligt, at de kører for Mosca, der så ud til at være deres mand til gadeløbet, men i hele sidste uge satsede de på Vacek.

Endelig er der Corbin Strong . Hans israelske hold rider på en bølge efter sidste uges succes, men det skal godt nok flaske sig, hvis de skal vinde her. Sidste uge bekræftede nemlig, at Strong har det svært i positionskampen, og det bliver ikke bedre af et knap så overbevisende tog med Simon Clarke og Guillaume Boivin i en spurt, hvor positionering betyder alt. Han mangler også noget fart, og nu er han endda på vej tilbage fra den sygdom, der sendte ham ud af sidste uges løb. Der er altså meget, der skal gå godt, hvis han skal vinde, men i netop denne spurt kan man godt komme først uden at være hurtigst. Med held i positionskampen kan det måske lade sig gøre.

De to kontinentalhold får det svært. Bridgelane vil forsøge sig med Liam Walsh, der uden den store succes forsøgte sig i sidste uge, mens ARA nok vil prøve med Declan Trezise, Tyler Tomkinson eller Blake Agnoletto, der alle af og til har kørt spurter på 2.2-niveau i Asien, dog uden at være tæt på at vinde. Hos EF spurtede Owain Doull ikke i sidste uge, og det vil han derfor næppe gøre denne gang. På den anden side skal han denne gang ikke beskytte Archie Ryan i positionskampen, og giver han den et skud, kan han måske gå i top 10.

Som sagt tør jeg ikke helt udelukke en udbrudssejr. Får vi en sådan, kan man aldrig helt udelukke en taktisk finale, men da det nok ender i en intens jagt hele vejen, vil en spurt efter alt at dømme afgøre det. Samtidig skal vi se i retning af ryttere, der kan ramme udbruddet på stigningen. Jeg har allerede nævnt Jhonatan Narvaez som det indlysende bud, men også hurtige og formstærke Stephen Williams er et godt bud. Andre kunne være Christian Scaroni, Axel Mariault, Nick Schultz, Georg Zimmermann, Oscar Onley, Louis Barré, Bauke Mollema, Lilian Calmejane, Derek Gee, Gianmarco Garofoli og Dion Smith, der alle er hurtige og viste en vis form i sidste uge. Man kunne også nævne Filippo Ganna, hvis han mod forventning hopper ud af hjælperrollen, mens jeg forventer at Luke Plapp er låst af Ewan. Andre oplagte kandidater er Quinn Simmons, Simon Clarke, Mathias Vacek, Sean Flynn, Jacopo Mosca, Owain Doull, Simon Geschke og Samuele Battistella, men de efterlod alle et skuffende indtryk i sidste uge. Corbin Strong kunne også angribe, men det venter jeg ikke efter den nylige sygdom.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

BEMÆRK: Optakten er skrevet mandag aften, hvor det først ser ud til, at det vil blæse kraftigt op efter afslutningen på løbet. Hvis den prognose ændrer sig, vil optakten blive opdateret onsdag aften.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er en væsentlig ændring. Selig er stadig syg, og det svækker Kanters tog markant. Derfor har jeg rykket ham lidt ned på favoritlisten, da toget var årsagen til den høje rangering. Heldigvis har han stadig Gazzoli som en stærk sidste mand. Derudover er der afbud fra Agnoletto. Der bliver heller ingen risiko for sidevind, for vinden vil være endnu svagere end ventet, og så bliver det endda overskyet og ikke solrigt.

***** Caleb Ewan

**** Elia Viviani, Biniam Girmay

*** Laurence Pithie, Dan McLay, Emils Liepins, Max Kanter, Jhonatan Narvaez

** Campbell Stewart, Milan Fretin, Stephen Williams, Axel Mariault, Christian Scaroni, Nick Schultz, Georg Zimmermann, Oscar Onley, Louis Barré, Mathias Vacek, Corbin Strong, Jacopo Mosca

* Piet Allegaert, Madis Mihkels, Filippo Ganna, Bauke Mollema, Lilian Calmejane, Derek Gee, Gianmarco Garofoli, Dion Smith, Quinn Simmons, Simon Clarke, Sean Flynn, Simon Geschke, Samuele Battistella, Owain Doull, Michele Gazzoli, Miles Scotson, Pavel Bittner, Liam Walsh, Quinn Simmons, Guiilaume Boivin, Fabian Lienhard, Declan Trezise, Tyler Tomkinson

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2020, hvor ruten som sagt var en helt anden.