Optakt: GP Cycliste de Marseille La Marseillaise

Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise - som i 2022 skiftede navn til det mundrette Grand Prix Cycliste de Marseille La Marseillaise - kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu tidligere, end det gjorde i gamle dage, og det har betydet, at de første vindere i Europa allerede har været fundet, når rytterne har taget starten i Frankrig. Ja, faktisk bliver sæsonen nu om dage skudt i gang en hel uge tidligere i det genopstandne Classica Comunitat Valenciana 1969, der i år endda har fået selskab af det nye Ruta de la Ceramica.

For de ryttere, der har været til start i Marseille, har det imidlertid fortsat for langt hovedparten været det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden har det markeret den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det altid det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der ofte har haft et stort set identisk felt, og selvom Middelhavet Rundt definitivt er væk, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour de la Provence, Tour du Var, der i år er forkortet til to dage og i stedet suppleret med endagsløbet Classic Var, samt de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de mest omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn, og i de seneste år har coronakrisen endda gjort, at serien også er blevet meget attraktiv for de udenlandske hold.

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig Van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i dette årtusinde har det tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat haft et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

I 2021 og 2023 var forholdene endda endnu bedre. Coronapandemien førte til aflysning af stort set hele den ellers stadig mere righoldige januarkalender, og løbene i Australien og Argentina blev alle aflyst. Selvom vi i 2021 kunne bibeholde hele den europæiske og mellemøstlige vinterkalender, gjorde aflysningerne de franske løb mere attraktive. Det gjaldt også for løbet i Marseille, der efter flere år med deltagelse af kun de franske og højst et enkelt udenlandsk WorldTour-hold, i 2021 pludselig kunne præsentere hele ni af de 19 hold fra den fineste division og en stjerneparade af navne, man ikke havde set længe. Selvom konkurrencen fra andre løb i 2022 var større, kunne løbet endda præsentere hele ni af de 18 WorldTour-hold.

Desværre - eller heldigvis - var forholdene i 2023 endelig blevet helt normale, og det kostede på interessen. Nu kunne løbet blot præsentere seks WorldTour-hold, hvoraf fire naturligvis er de franske. Kun Alpecin og EF kom til fra udlandet, og dermed var vi tilbage ved noget, der lignede det, vi kendte inden coronakrisen. Denne triste udvikling fortsætter desværre i år, hvor Alpecin er det eneste udenlandske WorldTour-hold til at gøre de fire franske hold selskab.

GP La Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Ligthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste otte år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste Planckaert, der vandt feltets spurt, tage til takke med tredjepladsen. I 2017 kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane.

Det mønster gentog sig i 2018, hvor Alexandre Geniez overspurtede ni mand, herunder Odd Christian Eiking og Calmejane, der begge endte på podiet, men i 2019 oplevede man en sjælden sejr til det tidlige udbrud, da Anthony Turgis sejrede i en spurt mod Romain Combaud, mens et reduceret felt spurtede om 3. pladsen med Tom Van Asbroeck som første mand. I 2020 var det igen de bedste ardennertyper, der dominerede, da Benoit Cosnefroy var hurtigere ned Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada i den kvartet, der var kørt væk på Cretes. At løbet stadig kan blive vundet i en reduceret massespurt så vi dog i 2021 og 2022, hvor hård modvind i finalen har ført til spurter i dog relativt små felter.

Sidste år blev sprinterne imidlertid atter snydt. Her blev der trods en tidligere placering på ruten af løbets nøglestigning efter Cretes etableret en gruppe på 10 mand, der trods benhård modvind lykkedes med at holde sig fri. Til slut lykkedes det en flyvende Neilson Powless at køre alene i en taktisk finale og suverænt sejre med 1.15 ned til forfølgerne, hvis spurt blev vundet af Valentin Ferron foran Brent Van Moer. EF skipper i år løbet, og derfor bliver der intet titelforsvar til Powless, men både Ferron og Van Moer vender tilbage for at jagte den sejr, de var så tæt på for et år siden.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet langt mere selektivt end vanligt. I 2017 imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. I de følgende år var ruten i alt væsentligt uforandret.

Det ændrede sig dog i 2021. Grundet den tidlige kalenderplacering har arrangørerne altid holdt sig til en begrænset distance på knap 150 km. Grundet det stærkere felt i den specielle coronaboostede udgave valgte arrangørerne at forlænge løbet med næsten 30 km fra 144,6 km til 171,0 km, dog med en bemærkning om, at det var et éngangstilfælde. Ruten bevarede da også samme finale som tidligere, og der var alene tale om nogle ekstra kilometer i den knap så afgørende indledende fase samt en anden opkørsel af Espigoulier-stigningen midtvejs, hvilket i alt gav ca. 200 højdemeter ekstra.

Den med engangstilfældet holdt dog ikke. Coronapandemien boostede i 2022 igen boostet feltet, der med otte WorldTour-hold var betydeligt stærkere end normalt, og det kan være forklaringen på, at arrangørerne alligevel designede en rute, der endda var endnu længere end i 2021. Det betød dog ikke, at løbet blev mere selektivt - tværtimod. Selvom de første 115 km i alt væsentligt var uforandrede, ændrede man finalen ved at finde de ekstra kilometer efter og ikke før Cretes-stigningen. Det betød, at løbets absolut vanskeligste udfordring nu havde top 47,3 km og ikke 27,6 km fra mål. Til gengæld kørte man stigningen fra den anden side, hvor den er lige så svær, men hvor der oftere er med- og ikke modvind.

Der var helt sikkert en klatrer eller to, der havde drømt om, at det var et engangstilfælde, men det var det ikke. I 2023 forkortede man ganske vist løbet med små 7 km, men det skete næsten alene ved at ændre lidt på de allerførste kilometer. Fra det øjeblik, man efter 22,6 km passerede gennem byen Fuveau, var ruten næsten præcis den samme som i 2022. Eneste lille ændring kom på et stykke umiddelbart efter Cretes-stigning, så afstanden til mål fra toppen reduceredes fra 47,3 km til 43,3 km.

Nu er der til gengæld lys for enden af tunnelen for klatrerne. I 2024 vender man nemlig tilbage til det format, vi kendte frem til og med 2020. Den første del af løbet er ganske vist i store træk, som vi har set i de senere år, og det betyder, at løbet fortsat er lidt længere end i gamle dage, hvor distancen var på knap 150 km, men nu bruger man samme afslutning efter Cretes, som man gjorde dengang. Det betyder med andre ord, at stigningen altså atter kommer med 27,6 km til mål og altså ikke som i de seneste tre år med mere end 40 km til stregen, men prisen er, at man altså igen kører den fra den side, der vender ind mod Marseille, og hvor der ofte er modvind.

Med en distance på 167,5 km er løbet bare 300 m kortere end i 2023 og 6,8 km korte end i 2022, men stadig for løbets generelle tendens meget langt, og det indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig jud til forstaden Septemes-les-Vallons, hvor den reelle start bliver givet og altså ikke gives i Aullach, som den blev frem til og med 2022. Herfra går det mod nordøst og øst igennem fladt, inden det får mod sydøst op ad en bakke (8,0 km, 3,0%), der har top efter 14,5 km, inden en let nedkørsel fører mod sydøst og nordøst ned til Fuveau, der nås efter 22,0 km, hvor man rammer den rute, der blev benyttet i 2022.

I Fuveau drejer mod sydøst, og her rammer man faktisk også 2021-ruten, som man dog senere afviger fra. Man snor sig mod sydøst og nordøst igennem småkuperet terræn frem til byen Trets, hvor der drejes mod syd for at tage hul på den velkendte Petit Galibier/Pas de Couelle (7,87km, 3,5%), der stiger med 4-5% det meste af vejen med en næsten flad kilometer 2. Toppen kommer efter 45,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst. Nu kører man mod øst og sydøst igennem relativt fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre op ad Montée de la Sainte Baume (5,7 km, 4,9%), der stiger med 5-6% næsten hele vejen, dog med en lettere start og slutning.

Her rundes toppen efter 66,0 km, hvorefter man følger et fladt plateau mod sydvest, inden man fortsætter op ad en lille stigning (3,7 km, 2,7%), der leder op til toppen af Col de l’Espigoulier, hvor man efter 78,4 km rammer den rute, der blev benyttet frem til og med 2020. Efter dagens længste og ganske tekniske nedkørsel, der fører mod syd og sydøst ned til Gemenos, afviger man dog fra de ruter, vi kender. Nu slår man nemlig en sløjfe ved at køre mod øst og nordøst igennem først let kuperet terræn og siden op ad Le Castellet (4,4 km, 4,0%), der har top efter 105,0 km. Her vender man rundt for at køre igennem let kuperet terræn mod sydvest, nord og igen sydvest frem til toppen af Pas d’Oullier, hvor man efter 125 km rammer en ganske snoet nedkørsel, der leder mod sydvest og sydøst ned til kystbyen La Ciotat.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Herfra er ruten præcis den samme, som den var det frem til og med 2020. Man drejer nemlig mod nordvest for at køre op ad dagens sværeste stigning, Route des Cretes (4,1 km, 7,6%), der stiger med 9,4% over den første kilometer og dernæst knap 8% over de næste 2 km, inden den flader ud med 5,7% over de sidste 1100 m frem mod toppen, der kommer med 27,6 km til mål.

Et kort fladt stykke og en nedkørsel fører mod nordøst ned til kystbyen Cassis, hvor man med det samme kører mod vest op over den velkendte Col de la Gineste (7,2 km, 3,1%), der stiger med 6,0% over de første 2,0, derefter flader ud og slutter med 1,3 km med 4,4% og altid har været løbets sidste stigning. Efter at have nået toppen med bare 9,8 km til mål går det lynhurtigt ad en let nedkørsel mod vest og nordvest tilbage til Marseilles centrum, hvor løbet afsluttes i faldende terræn ad en lang, flere kilometer lang vej, hvis eneste udfordring er tre rundkørsler med hhv. 4,9 km, 4,3 km og 2,0 km igen, og som leder til stregen foran Stade Velodrome, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet. Den sidste kilometer er dog næsten flad og falder bare med 0,3%.

Løbet byder på i alt 2753 højdemeter mod 2910 højdemeter i 2023, mod 2921 højdemeter i 2022 og mod 2803 højdemeter i 2021. Det er også over den længere distance er ca. 250 mere end i årene mellem 2016 og 2020.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet, men hvor det særligt er vinden, der kan være løbsafgørende. Den kraftige mistral blæser nemlig ofte fra nordvest, som den har gjort det i de seneste tre udgaver, men i år vendes alting på hovedet. Rytterne kan igen i år se frem til flot vejr med kun få skyer, selvom det vil blive mere skyet fra midt på eftermiddagen, og temperaturen i Marseille vil stige fra flotte 14 til endnu flottere 16 grader. Det helt nye er, at vinden kommer fra den stik modsatte retning, nemlig fra sydøst, og den vil endda være jævn til frisk med en styrke, der vil tiltage fra 15 km/t til 22 km/t. Det giver generelt forskellige former for modvind i den indledende fase, indtil man kort før Espigoulier rammer en sektion med hovedsagelig sidevind. Man får sidemodvind på nedkørslen til Cretes, men derefter får man næsten direkte medvind fra bunden af stigningen og hele vejen hjem, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor nærmest alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var der blandt deltagerne i spurten om 3. pladsen bare Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero, der jævnligt blandede sig i massespurter

I 2017 blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper. Det scenarium gentog sig i 2018, hvor de 9 stærkeste klatrere kørte væk på Route des Cretes, inden Alexandre Geniez sejrede i spurten, og i den efterfølgende gruppe var der færre end 20 ryttere og kun Dumoulin og Anthony Maldonado som en form for sprintere. Det samme så vi i 2020, hvor det var Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada, som kørte væk, inden Edward Planckaert, Clement Venturini og Damien Touze 17 sekunder senere var hurtigst i et felt på 38 mand.

Der er dog tre udgaver, der skiller sig ud. Det var i 2019, da voldsom vind truede med aflysning, og da der tillige var knaldhård modvind på fra Cretes-stigningen og hele vejen hjem, kunne ingen gøre forskelle. Havde det ikke været for en overraskende sejr til det tidlige udbrud, var det endt i en reduceret massespurt - en spurt, der nu gjaldt 3. pladsen, og som vandtes af den holdbare sprinter Tom Van Asbroeck i et felt på 48 mand.

Den anden undtagelse kom i 2021. Her var det næsten lige så blæsende som i 2019, og da mistralen som bekendt næsten altid kommer fra nordvest, var der også her direkte modvind på både Cretes og i hele finalen. Trods masser af angreb fra blandt andre Tim Wellens, Andreas Kron, Odd Christian Eiking og Simon Carr, spurtede 32 mand om sejren, og selvom spurten vel nærmer sig verdensrekord i dårlig timing i modvind fra samtlige gruppens sprintere, så vi fik en gedigen choksejr til den spurtsvage klatrer Aurelien Paret-Peintre, sad der i gruppen adskillige hurtige folk som blandt andre Bryan Coquard, Thomas Boudat, Matteo Trentin, Anthony Turgis, Ryan Gibbons og Edvald Boasson Hagen.

I 2022 og 2023 fik ruten så det nye twist, hvor Cretes-stigningen blev skubbet næsten 50 km væk fra mål. Igen var der nordvestlig mistral, men dog ikke med samme styrke som i 2019 og 2021. Alligevel var der i 2022 aldrig rigtigt nogen, der var tæt på at komme afgørende væk - heller ikke selvom den nye rute gav medvind på selve Cretes - og selvom Guillaume Martin gjorde et behjertet forsøg til sidst, fik vi en massespurt blandt 46 mand. De fleste sprintere var dog sat af, men vinderen Amaury Capiot, Mads Pedersen, Edvald Boasson Hagen og Bryan Coquard havde alle overlevet.

Sidste år fik vi til gengæld et helt andet scenarium. Måske skyldtes det frygten for Arnaud De Lie, men selvom modvinden igen var til stede, var der aldrig optræk til en spurt. 10 mand kørte væk på Cretes, inden Neilson Powless i en taktisk finale kunne køre alene hjem til en suveræn solosejr.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Med andre ord har den nye rute i vidt omfang ændret løbets karakter, siden vi fik indført Cretes. I de første år var det helt umuligt at få en spurt, men nu har det ændret sig. Blandt de seneste fem udgaver har vi reelt haft tre spurtafgørelser, hvis man også regner udbrudssejren fra 2019, hvor ingen kom væk på stigningen, som et sprinterløb. Hvor mønsteret mellem 2016 og 2018 klart var, at sprinterne nu havde det svært, har det altså været lige omvendt siden dengang, og det kan kun i det ene tilfælde forklares med placeringen af Cretes længere fra mål.

Nu vender vi så tilbage til tiden frem til og med 2021. Cretes har sin gamle plads med små 30 km til mål, og ser vi på de udgaver, hvor løbet havde dette format, var det klart angriberne, der havde overhånden. Prisen for dette er jo, at vi nu oftest har modvind på Cretes, når man kører den fra denne side, og som altid har man oftest modvind på hele hjemturen derfra. I år sender vejrguderne imidlertid en gave til alle, der vil undgå en spurt. Den typiske nordvestenvind vender 180 grader, og i stedet får vi sydøstenvind. Med andre ord får klatrerne både i pose og i sæk, nemlig medvind på stigningen og på hele turen hjem - et sandt drømmescenarium for dem og et sandt mareridt for sprinterne. Faktisk er vinden så kraftig, at man kunne overveje noget sidevindskørsel, men vi har nu gennem mange år lært, at det aldrig bliver et tema.

Betingelserne for at undgå en spurt kunne altså ikke være bedre. Både ruteændringen og vejrforholdene peger i den retning. I forvejen har vi med denne placering af Cretes typisk fået en afgørelse blandt de bedste klatrere, og når vinden også hjælper, kan det være svært at tro, at det skulle gå anderledes denne gang.

Det kræver dog altid godt samarbejde blandt de ryttere, der slipper væk. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og i 2017 var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen. I 2018 sad Ag2r i så markant et overtal, at de med det samme tog kontrol og afleverede Geniez i spurten, og i 2020 var de fire forreste alle så hurtige, at de troede på deres spurt. Sidste år var gruppen større, men alligevel var der et overraskende godt samarbejde. Sammensætningen af gruppen skal altså være rigtigt, men kravet til samarbejdet er mindre, når forspringet nu skal holdes over en kortere distance - endda i medvind. Medvinden på stigningen betyder også, at der i feltet formentlig vil være færre til agt jagte.

Der er dog noget, der anderledes end tidligere, nemlig feltet. Meget bestemmes naturligvis også af dets sammensætning. I 2021 og 2022 betød coronaaflysninger, at feltet var betydeligt stærkere end vanligt, og den slags gør det ofte vanskeligere at skabe større udskilning end i et felt med større niveauspredning. Det har helt sikkert været bidragende til, at vi fik to spurtafgørelser. Allerede sidste år faldt antallet af WorldTour-hold fra de 9 og 11, vi havde i hhv. 2022 og 2021, til bare seks, men man kunne med nogen ret godt tillade sig fortsat at regne Lotto og Israel-PT som WorldTour-hold. Alligevel var det et svagere felt, og det er svært at tro, at det ikke var en medvirkende også til, at sprinterne blev snydt. I år er vi så helt nede på fem WorldTour-hold, og selvom også Lotto og Uno-X kommer i formationer, der kan give mindelser om højeste niveau, må det være det svageste felt, vi har haft, siden corona lagde cykelsporten ned.

De tror endda ikke rigtigt på sprinterne. Lotto vil utvivlsomt gerne spurte med Milan Menten, som Alpecin vil det med Timo Kielich og Axel Laurance. Også hold som Uno-X, Tudor, Arkea og Cofidis har en god afslutter, men det er formentlig kun plan B, hvis ikke de kan være med på Cretes. Der synes altså ikke at være mange hold, der går til løbet med en ambition om at spurte - og dermed har vi endnu en faktor, der peger væk fra sprinterne

Som det nok fremgår, tror jeg ikke på en spurt. Alle tænkelige faktorer, inkl. Historien på denne rute, peger i en anden retning. Det betyder ikke, at det ikke kan gå anderledes, for de bedste skal stadig kunne samarbejde efter stigningen, men mit gæt er, at vi vil se en tilbagevenden til tidligere tiders scenarium, hvor de bedste kører væk. De kan så afgøre det i den spurt, vi har set næsten hver gang, eller i en taktisk finale som sidste år, hvor Powless, der dog også entydigt var stærkest, sneg sig væk. Den bløde Gineste-stigning gør trods medvinden aldrig forskelle.

Ender det alligevel i en spurt, er det den meste enkle af slagsen. Dethelt enkle opløb på en meget bred vej i et lille felt betyder, at det handler om fart og ikke positionering - og med medvind er der ikke samme krav til timing, som der kan være i den brutale modvind, der totalt slog Mads Pedersen og Bryan Coquard ihjel i 2022.

Men det er altså blandt de mest klatrestærke, jeg leder efter mine favoritter, og her kompliceres det som altid af, at vi ikke har nogen stor indikation på formen. Heldigvis har enkelte kørt de to spanske løb i weekenden eller været i aktion på Mallorca, men for mange er det sæsondebut. Derfor er vi henvist til at basere vurderinger af formen på fornemmelse og rytternes tradition for at starte enten stærkt eller svagt.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Jeg prøver at gå med Kevin Vauquelin. Franskmanden skal rejse sig efter en katastrofal anden del af 2023, hvor han efter den langvarige hofteskade slet ikke kunne finde sig selv, men nu har han heldigvis haft en vinter til at komme sig. Han startede sidste sæson som lyn og torden, da han var her, der og alle vegne i alle de franske februarløb, og det var også her, vi så, hvor meget han havde forbedret sin klatring, hvad der blev bekræftet, da han senere vandt Tour du Jura foran adskillige topklatrere. Møder han op med samme form denne gang, må han være den bedste mand på denne stigning, og med disse vindforhold tør jeg slet ikke udelukke, at tempospecialisten slet og ret kører fra alt og alle.

Det kan dog blive svært, men heldigvis står han meget stærkt, hvis der skal spurtes i en lille gruppe. Der er ikke mange klatretyper i dette felt, og de få, der kan drømme om at følge ham, synes alle at være slået på stregen af den alsidige franskmand. Dermed har han hele pakken, og med et vejr, der i den grad lægger op til et selektivt løb, har han alle forudsætninger for at rejse sig. Hans lange krise skaber naturligvis noget usikkerhed, men viser talentet sig igen, bør han kunne vinde et løb, hvor vejret ikke kunne give ham en bedre chance.

Arkea har også andre optioner. Hvis han er i form fra start - og det var han sidste år - er Simon Guglielmi også en mand, der måske kan gå med de bedste, for han har udviklet sig enormt. Også han kan spurte, men skal han vinde på et hold med Vauquelin, skal han nok væk i en taktisk finale. I en større spurt vil Vauquelin kunne blande sig, men her drømmer holdet om, at 2022-vinderen Amaury Capiot eller Luca Mozzato kan sidde med hjem. Det virker dog usandsynligt, da de begge skuffede i søndags i Castellon, hvor vi blev mindet om, at Mozzatos holdbarhed er svag, når han ikke er i form. Capiot var tættere på og er normalt skabt til dette løb, men søndagen viser vel, at han ikke er kommet sig efter sin lange skadespause. Endelig har holdet også Thibault Guernalec, der har for vane at klatre chokerende godt i disse måneder - også i dette løb - men jeg tvivler på, at han kan gå med de bedste - og så er han også spurtsvag.

Jeg peger på Axel Zingle som nr. 2, men usikkerhed om hans evner på så svær en stigning som Cretes er stor. Vi ved, at han formentlig er flyvende, for jeg husker, hvordan han sidste år på Mallorca klatrede bedre end vanligt, men normalt er han altså puncheur og ikke klatrer. På en 4 km lang stigning med medvind og stejle procenter burde han få meget svært ved at følge en mand som Vauquelin, og det er årsagen til, at han glider ned som nr. 2 på listen. Man skal imidlertid passe på med januarløb, og Mallorca i 2023 viste os altså, at Zingle måske på denne årstid kan klatre bedre end tidligere - også fordi han så ud til at have fået et gevaldigt boost af sin første grand tour sidste efterår. Han har den fordel, at han bør kunne slå alle - også Vauquelin - hvis han kan sidde med hjem, og dermed handler det ”bare” om at overleve. Faktisk er han så hurtig, at han vil være en af favoritterne, hvis vi får en reduceret massespurt.

Cofidis’ andet kort er Stefano Oldani, der som holdbar afslutter også er skabt til dette løb. Han er dog i gang med at rejse sig efter en ganske svag 2023-sæson, og hans start har været lidt blandet. Han gjorde det ganske fint i weekenden, hvor han indikerede god form, men jeg havde forventet betydeligt mere af ham i onsdagens løb på Mallorca. I det lys anser jeg det som usandsynligt, at han kan klatre med de bedste, men får vi en reduceret massespurt, vil han være en af favoritterne. I det tilfælde skal han og Zingle beslutte sig for, hvem de satser på - og jeg tror faktisk, at de vælger Zingle - og den udvalgte vil have en stor fordel af et stærkt lead-out. Holdets tredje kort er Anthony Perez, der plejer at køre stærkt på denne årstid og burde have en chance for at klatre med de bedste, ligesom han kan spurte. Sidste weekend gav dog ikke indtryk af nogen stor form.

Jeg er meget spændt på Mathieu Burgaudeau. For to år siden kørte han meget stærkt fra sæsonstart, og selvom det ikke gentog sig sidste år, har han vist, at han kan starte stærkt. Vi så samtidig i Touren, at han klatrede på et uhørt højt niveau i de høje bjerge, og det vidner om, at han nu er så klatrestærk, at han bør kunne være en af de stærkeste også på så svær en stigning. Han er samtidig en ganske hurtig herre med gode chancer i en spurt. Jeg giver stadig Vauquelin en overhånd i en duel, men stensikker føler jeg mig bestemt ikke.

Han ledsages af den uhyre spændende Sandy Dujardin, der var chokerende god i efteråret - ikke mindst til EM - men denne stigning må være lidt for skrap kost. Til gengæld ligner han en af favoritterne i en reduceret massespurt. Holdets har også sidste års nr. 2, Valentin Ferron, der sidste år kunne køre med de bedste og har en pæn spurt. Det vil dog undre mig, hvis han med denne vind kan følge de allermest klatrestærke. Normalt ville man også have forventninger til Alexis Vuillermoz, der med sin spurt er skabt til en hård udgave af løbet, men selvom han styrtede i lørdags, gav sidste weekend bestemt ikke indtryk af, at han er kommet ordentligt tilbage efter sine mange skader. Endelig har Total også deres nye og meget lovende klatrer Jordan Jegat. Er han i form fra start, bør han have en god chance for at sidde med i en lille gruppe til sidst, men som spurtsvag er han en usandsynlig vinder.

En af de ryttere, der burde kunne følge Vauquelin, er Aurelien Paret-Peintre. Den store franskmand har for vane at starte meget stærkt - han tog jo en sensationel spurtsejr i dette løb for nogle år siden - og det var særligt udtalt sidste år, hvor vi i februar måske så ham i en bedre udgave end nogensinde, ikke mindst da han kørte fra Vauquelin, Mattias Skjelmose og Neilson Powless på kongeetapen i Var. Han melder om god form, og jeg vil forvente, at han nok er den rytter, der har den bedste chance for at følge Vauquelin. Vi så også sidste år, at den chokerende spurtsejr i dette løb altså ikke var helt ubegrundet, for han spurtede ganske godt i de indlagte spurter i Var. Jeg vil dog stadig blive lidt forundret, hvis han kan slå Vauquelin på stregen.

Ag2r har også den uhyre formstærke Alex Baudin, der er kommet stærkt tilbage fra sin Tramadol-sag og var her, der og alle vegne i weekenden. Han kan ikke spurte, men bør kunne køre finale, og så skal han og Paret-Peintre forsøge at udnytte et overtal. Et tredje kort er den stadig mere spændende Pierre Gautherat, der imponerede stort i spurten muren i Castellon og synes i form, men han bør ikke kunne klatre med de bedste. Hans chance er en reduceret massespurt, hvor han ikke vil være helt uden chance, men hvor han stadig har til gode at vise den rette fart på flad vej. Hertil har holdet også en formstærk Damien Touzé, men han spurter desværre aldrig mere.

Se Lotto-stjernes knusende sejr

FDJ kommer med en spændende kandidat i Quentin Pacher, der som ardennerrytter vil elske denne stigning. Han havde dog et meget skuffende 2023, hvor han aldrig fandt det tårnhøje niveau, han havde i 2022. Han har heller ikke for vane at flyve på denne tid af året, men han endte altså som nr. 10 i Besseges i superåret 2022. Har han genfundet den form, har han en chance for at køre med de bedste, og han er så hurtig, at han vil have en chance mod Vauquelin. Også i en reduceret massespurt kan han blande sig, men her får han svært ved at vinde.

Holdets andet gode kort er Kevin Geniets, der bare bliver bedre og bedre, og i dag klatrer så godt, at han har en chance for at følge klatrerne, hvorefter han bestemt ikke er langsom. Han skal dog være meget godt kørende for at være med på så svær en stigning. Det kan han heldigvis også være, for han plejer at starte meget stærkt. Problemet kan være, at han trods sin fart måske er overmatchet af de bedste i en spurt - og det vil også gælde, hvis det er ham, de satser på i en reduceret massespurt. Her vil holdet håbe at får Cyril Barthe eller - endnu bedre - Marc Sarreau med hjem, men med den holdbarhed, de har vist på det sidste, virker det usandsynligt. Endelig har de Remy Rochas, der plejer at starte stærkt og imponerede i lørdags. Det vil næsten undre mig, hvis han ikke kører med de bedste på Cretes. Problemet er bare, at han sle tikke kan spurte.

Uno-X kommer med Rasmus Tiller, der efter et skidt 2022 i den grad rejste sig i efteråret, hvor han var langt, langt bedre, end vi har set ham tidligere. Han har den store fordel, at han kan slå alle i en spurt, men selv den bedste Tiller skal godt nok stramme sig an, hvis han skal matche klatrerne på denne stigning. Som sagt kan januarløb dog overraske, hvis formen er god, men Tiller har ikke tradition for at køre stærkt på denne årstid. Hans potentiale er dog stort, hvis han er flyvende - også fordi han kan vinde en reduceret massespurt.

Holdet har også Magnus Cort, der går debut for holdet. Han plejer at skulle bruge et par løb på at finde formen, men sidste år skulle vi bare ind i midten af februar, inden han var helt ustoppelig. Det vil dog undre mig, hvis han er på toppen til dette løb, og han vil også få meget svært ved at klatre med de bedste. Til gengæld vil han til en reduceret massespurt være en af de helt klare favoritter, hvis de går med ham og ikke Tiller, for i denne enkle finale skal han ikke bøvle med sin positionering, og Tiller vil være en eminent lead-out man. Holdets mand til det hårde løb er Andreas Leknessund, der bør klatre med de bedste, men han plejer at starte sine sæsoner svagt og er tillige spurtsvag. Et andet bud kunne være Markus Hoelgaard, men så skal han have fundet et helt andet niveau, end han havde hos Trek. Endelig har holdet brølstærke Jonas Abrahamsen, men han er spurtsvag og klatrer ikke godt nok.

Hos Tudor gør Matteo Trentin debut, og det vil næsten undre mig, hvis ikke det har inspireret ham til at starte stærkt, som han oftest gør det. Løbet passer ham ganske fint, men desværre arbejder vinden imod ham. Han bør ikke være i stand til gå med de bedste på stigningerne med de klatreevner, der er tilbage nogle år efter storhedstiden, men til gengæld burde han med sikkerhed sidde med hjem til en reduceret massespurt. Her kan han få svært ved at vinde, for han har ikke samme fart som tidligere, men efter et hårdt løb vil han med sin gode positioneringsevne ikke være uden chance. Holdet har også Lucas Eriksson og Marco Brenner, der skal gå med de bedste på stigningerne, men begge kommer fra et meget skidt år og har ikke for vane at starte stærkt. Det har Joel Suter til gengæld, for han klatrede chokerende godt på denne årstid i 2022, men at køre med de bedste på så stejl en stigning i dette selskab er mission impossible. Et alternativ til stigningerne er Florian Stork, der før har overrasket fra sæsonstart, men som i givet fald vil lide under sin manglende spurt, og Arthur Kluckers er for tung.

Alpecin kommer med U23-verdensmesteren Axel Laurance, der burde passe glimrende til dette løb. Problemet er bare vinden, for det vil undre mig, hvis han kan matche klatrerne på så svær en stigning. Derudover har vi til gode at se ham starte sæsonen stærkt, men har han en bedre form denne gang, vil han være en af de klare favoritter til en reduceret massespurt. Her vil holdet også drømme om at se Timo Kielich, der må regnes som endnu hurtigere, men som bør finde denne stigning for svær. Skulle han mod forventning overleve, vil han til gengæld nok være favorit. Stigningen bør også være for svær for hurtige Robbe Ghys , og det er meget længe siden, vi har set noget til Edward Planckaert, der ellers for efterhånden mange år siden imponerede stort i netop dette løb. Holdets bud på en mand, der kan køre med de bedste på stigningerne, er halvhurtige Xandro Meurisse, der passer til løbet, men han har i lidt for lang tid været en skygge af sig selv.

Lotto kommer med sidste års nr. 3, Brent Van Moer. Som udgangspunkt er denne stigning for svær for ham, men sidste år var han flyvende i januar. I år hjælper vinden og de bedre klatrere ham ikke, og jeg vil blive overrasket, hvis han kan sidde med igen. Udelukkes på denne årstid kan det dog ikke, men selv hvis det lykkes, vil han lide under sin manglende spurt. Holdet har også kometen Alec Segaert, der bør være for tung til denne stigning og tillige mangler spurten, men efter hans kørsel ved de belgiske mesterskaber ved vi, at han kan overraskede. Skal de vinde løbet, skal de dog satse på en reduceret massespurt med Milan Menten, der i dette beskedne sprinterfelt vil have en reel chance. Hans holdbarhed er bare stærkt varierende, og han skal være skarp fra start, hvis han skal med hjem under disse vindforhold.

Caja Rural har næppe en mand, der kan gå med de bedste på stigningerne. Det kunne Joel Nicolau, da han var bedst, men han har aldrig for alvor rejst sig efter den skade, der satte ham tilbage sidste år, og han imponerede heller ikke i weekenden. Nej, holdet skal satse på en reduceret massespurt med David Gonzalez, der normalt ville være for tung, men som har forbedret sin holdbarhed helt enormt og leverede et nærmest chokerende godt resultat i Castellon. Han har dog til gode at vise den fornødne fart på flad vej selv til dette sprinterfelt. Et alternativ til en spurt er erfarne Eduard Prades, men søndagens skuffende løb viser, at det for ham fortsat kun går den forkerte vej.

Skal jeg nævne Valerio Conti ? Det er svært at bevare den store optimisme, men når han ikke var skadet, var han i 2023 trods alt betydeligt bedre end i 2022. Han har før startet sine sæsoner stærkt, og har han trænet godt over vinteren, kan man vel ikke helt udelukke, at han kan blande sig med de bedste på stigningen. Sker det, står han med sin gode spurt pludselig ganske stærkt. Han ledsages af klatreren Alessandro Monaco, der dog er spurtsvag, og Andrii Ponomar, der før har overrasket på stigningerne, men de går næppe med de bedste i dette felt.

Dansker triumferer i junioretapeløb

Bingoal kommer med Marco Tizza, der plejer at starte sine sæsoner ganske pænt. Det gjorde han også med en godkendt 11. plads i Castellon, men han klatrer ikke med de bedste i dette løb. Hans chance er en reduceret massespurt, men der er lidt for mange, der er hurtigere end ham. Holdets hurtigste er Kenneth Van Rooy, men weekenden viste, at vi slet ikke skal have forventninger til ham eller en åbenbart stadig kriseramt Loic Vliegen . Et alternativ til en reduceret massespurt er Luca Van Boven, der udviklede sig pænt i 2023, men som ikke har vist den helt store spurtstyrke på flad vej.

Flanders stiller med lottokuponen Kamil Bonneu. I langt de fleste løb er han helt væk, og det vil undre mig enormt, hvis han er i form allerede nu. Vi ved dog også, at en formstærk Bonneu er en af de ryttere, der kan drømme om at klatre med de bedste på en stigning som denne. Til gengæld vinder han ikke en spurt, selvom han jo faktisk engang overraskede ved at vinde en spurt i Tjekkiet - men på toppen af et bjerg! Holdets sprinter, Jules Hesters, er alt for tung til denne rute, og det er halvhurtige Ward Vanhoof også.

Hos Kern Pharma er jeg lidt spændt på Pau Miquel. Han blev bedre og bedre sidste år, og hans fornemme 7. plads i spurten på muren i Castellon vidner om god januarform. Det er næste skridt for ham at følge folk som Vauquelin på en stigning som denne, men lad os se, hvor langt han er kommet. Der er dog intet, der tyder på, at han kan vinde en spurt på flad vej trods søndagens resultat. Et alternativ er Urko Berrade, der med god januarform også har en chance for at klatre med de bedste, men trods en godkendt spurt vinder han næppe. Holde kunne også drømme om en spurt med Kiko Galvan, der chokerede med en 3. plads i dette løb for nogle år siden, men i dag er helt uden holdbarhed og faktisk er helt ophørt med at spurte.

På kontinentalholdene skal vi vel særligt holde øje med Alexis Guerin, for er han i form, som han var det i efteråret, kan han klatre med de bedste, men han lider under en manglende spurt. Holdet har også den tilbagevendte Alan Boileau til en reduceret massespurt, men efter et år væk fra de store løb og svag kørsel i de små løb bliver det næppe til noget. Auber har Romain Cardis, der har en reel chance for at vinde en spurt i dette felt, men næppe kommer med hjem i dette medvindsløb, mens de har den spurtsvage Joris Delbove til at følge de bedste på stigningerne. Roubaix skal satse på en reduceret massespurt med den relativt holdbare Emmanuel Morin, men han bør gå det for svært, som også den hensygnende Thomas Boudat bør gør det. Til stigningerne har de Maximilien Juillard og ikke mindst den meget spændende Maxime Jarnet, der imponerede sidste efterår, hvor han også viste, at han kan spurte. Nantes skal satse på klatreren Yaël Joalland, der dog ikke kan spurte, og måske den relativt lovende og klatrestærke Clement Braz Afonso. Det er svært at tro, at Nice eller Beltrami får en mand med hjem.

BEMÆRK: Vincenzo Albanese står på den foreløbige startliste, men han kører lørdag på Mallorca, og løbet indgår ikke i hans program, som Arkea har sendt. Truppen er ikke udtaget, og skulle han mod forventning komme til start, opdaterer jeg optakten, der alligevel bliver opdateret lørdag aften med den endelige startliste.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt for Zingle.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var ingen væsentlige ændringer. Bingoal har udtaget den lovende Giacomo Villa, men det vil være meget overraskende, hvis han allerede kan begå sig på dette niveau.

***** Kevin Vauquelin

**** Axel Zingle, Mathieu Burgaudeau

*** Aurelien Paret-Peintre, Quentin Pacher, Kevin Geniets, Rasmus Tiller, Axel Laurance

** Sandy Dujardin, Matteo Trentin, Magnus Cort, Milan Menten, Stefano Oldani, Pierre Gautherat, Timo Kielich, Amaury Capiot, Luca Mozzato, David Gonzalez, Alex Baudin, Remy Rochas, Brent Van Moer, Jordan Jegat, Simon Guglielmi, Valentin Ferron

* Valerio Conti, Marco Tizza, Andreas Leknessund, Alec Segaert, Alexis Vuillermoz, Xandro Meurisse, Anthony Perez, Kamil Bonneu, Pau Miquel, Alexis Guerin, Maxime Jarnet, Romain Cardis, Emmanuel Morin, Edward Planckaert, Joel Nicolau, Luca Van Boven, Urko Berrade, Florian Stork, Lucas Eriksson, Marco Brenner, Markus Hoelgaard, Thibault Guernalec, Joris Delbove, Yaël Joalland, Maximilien Juillard, Alessandro Monaco, Andrii Ponomar, Joel Suter, Damien Touzé, Cyril Barthe, Marc Sarreau

Danskerne

I sin debut for Uno-X må Magnus Cort være en af kaptajnerne, hvorfor han er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Neilson Powless’ sejr fra 2023, Amaury Capiots sejr fra 2022, Aurelien Paret-Peintres sejr fra 2021, Benoit Cosnefroys sejr fra 2020, Anthony Turgis’ sejr fra 2019, Alexandre Geniez’ sejr fra 2018, Arthur Vichots sejr fra 2017, Dries Devenyns’ sejr fra 2016 samt Pim Ligtharts sejr fra 2015.