Optakt: Trofeo Laigueglia

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der er nu kun ét løb tilbage i februar. Indtil i år havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i år blev aflust, kommer det første store slag mellem de bedste italienske ryttere i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev de opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og igen i år har de tiltrukket et mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men de planer måtte desværre skrinlægges. Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, flytningen af Abu Dhabi Tour samt skabelsen af Colombia Oro y Paz og Tour La Provence gjort februar-kalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der i 2016, 2017 og 2018 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt som i 2015.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

For tre år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, har det ikke haft den ønskede effekt på feltet. Ydermere er der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne.

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC-status har forsøgt at bryde tendensen.

Den stigende konkurrence i år har gjort det svært for arrangørerne, og det er faktisk kun lykkedes at tiltrække ét hold fra øverste række i form af Ag2r-mandskabet, der med stor succes vender tilbage år efter år. Heldigvis kaster et stærkt besat landshold med hele tre WorldTour-ryttere glans over arrangementet, ligesom man har deltagelse af en lang række af stærke professionelle kontinentalhold. Det kan dog ikke ændre på, at løbet er en skygge af, hvad det var i sin storhedstid.

Sidste år var det netop en af de italienske WorldTour-ryttere, der udnyttede en optræden for landsholdet til at tage sejren. Fabio Felline kørte solo på den sidste stigning, og med flot nedkørsel holdet han til mål med 25 sekunder ned til en forfølgergruppe på 10 mand, hvis spurt blev vundet af Romain Hardy foran Mauro Finetto. Felline har endnu ikke startet sin sæson og forsvarer ikke titlen, og da han er til start i Provence, er heller ikke Hardy med denne gang. Det er til gengæld Finetto, der håber på at rette op på en skidt sæsonstart i et løb, han altid har været stærk i.

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på finalerundstrækningen. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt sidste år. I år er modellen helt den samme, men man har gjort løbet endnu hårdere ved nu at køre fire og ikke fem omgange på den svære rundstrækning til slut.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 203,7 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur langs kysten, inden man drejer ind i landet og følger flade veje til byen Bezzo. Efter knap 30 km starter udfordringerne, når man rammer en hård stigning (6,8 km, 3,9%), der fører til byen Amasco, inden en lille nedkørsel fører til endnu en stigning op til byen Onzo.

Herfra kører man hele vejen ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,1 km, 6,4%) samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører tilbage til Laigueglia.

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først passerer man den lille Capo Mele, der kendes fra Milano-Sanremo, inden man tager fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (9,2 km, 3,8%). Efter at have nået toppen kører man tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man følger kystvejen tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 4562 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start rammer man den korte, stejle stigning Colla Micheri (2,1 km, 7,8%), der har top med 9,4 km til stregen, inden man kører ned til bunden af Capo Mele (2 km, 3,5%), som dermed passeres for anden gang i løbet. Toppen kommer med bare 3,9 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel ned til den sidste kilometer, der stiger ganske svagt. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, men heldigvis kan rytterne se frem til fine betingelser søndag. Der vil nemlig kun være enkelte skuer samt en temperatur på 11 grader. Til gengæld vil det være temmelig blæsende med en jævn til frisk vind fra sydvest. Det giver primært modvind på turen tilbage til Laigueglia, mens der på den afsluttende rundstrækning vil være modvind på Colla Michieri og nedkørslen og derefter sidemedvind fra bunden af Capo Mele og hele vejen frem til mål.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. Sidste år lykkedes det således Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev endda efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end tidligere. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre flere omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang vil næppe gøre det mindre sandsynligt. Samtidig vil det være en ganske blæsende dag, hvor sidevinden på de store omgange i den indledende fase vil kunne bidrage til at gøre det hårdt. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i 2016 og 2017 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Det får os til at pege på Gianluca Brambilla som vores favorit. Efter en svær 2017-sæson synes skiftet til Trek at have været godt for den lille italiener, der kom fremragende fra start på Mallorca. I det sværeste af de fire løb lykkedes det ham stort set af følge de tre stærkeste, Tim Wellens, Gianni Moscon og Alejandro Valverde til dørs, og det var først til allersidst, at han måtte give fortabt. Den gode form er næppe blevet ringere siden da, og han kan derfor vise sig at være feltets mest formstærke klatrer. Samtidig er han fremragende på korte stigninger, en forrygende nedkører og lynhurtig i en spurt. Med andre ord har han alt, hvad der skal. Han kan både vinde ved at køre alene hjem og ved at vinde en spurt i en gruppe af favoritter, og derfor er han vores bud på en vinder.

Hans værste rival kan meget vel vise sig at være Ben Hermans. Belgieren skuffede måske en anelse i Valencia, men en 10. plads på kongeetapen i et stærkt besat felt vidner om, at formen ikke er dårlig. Sidste år var han heller ikke helt på toppen i det spanske løb, men få uger efter knuste han rivalerne i Tour of Oman og var bedre end nogensinde tidligere. Efter en flot afslutning på 2017-sæsonen, hvor han kom stærkt tilbage efter et grimt styrt, er der ingen grund til at tro, at han ikke vil være endnu bedre i 2018, og han vil være motiveret efter at starte stærkt for Israel Cycling Academy. Han er ikke langsom i en spurt, men dog heller ikke i stand til at matche de hurtigste. Til gengæld er han sammen med Brambilla den rytter, der har de bedste chancer for at køre alene hjem, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

Den mest stabile rytter i de kuperede italienske endagsløb er Francesco Gavazzi, der er som skabt til de fleste af ruterne i sit hjemland. Desværre bliver det alt for sjældent til sejre, men han har et hav af podiepladser. Også dette løb passer ham som fod i hose, da han er en af de bedste på korte, stejle stigninger, og ender det med, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren, er han formentlig den hurtigste i dette felt. Han var skidt kørende i Argentina, men det skal man ikke lægge meget i. Det samme var nemlig tilfældet sidste år, men da det gjaldt i Europa, var han klar.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

En rytter, der minder meget om Gavazzi, er Marco Canola, der bare bliver bedre og bedre. Han er nu så god, at hele Nippo-Vini Fantini-mandskabet er bygget op om ham. Sidste år vandt han kuperede endagsløb som Volta Limburg Classic og Japan Cup, og også dette løb burde passe ham fornuftigt. Han klatrer ikke så godt som de ovennævnte, men han er ganske slidstærk, og i en gruppe af favoritter vil han være en af de hurtigste. Vores betænkeligheder går dog lidt på hans form, da han ikke just var flyvende i Valencia.

Formstærk er til gengæld supertalentet Guillaume Martin. Den franske klatrer er blevet ufatteligt meget stærkere efter sin første Tour og sluttede 2017 af med at vinde to store etapeløb. I år har han lagt stærkt ud i GP Marseille, hvor han var blandt de stærkeste, og den gode form tager han nu med sig til Italien. Hans problem er, at han er den langsomste af de hidtil nævnte ryttere, men til gengæld er han en af løbets bedste klatrere med et godt punch på korte stigninger. Han er derfor en af de ryttere, der har den bedste chance for at køre alene hjem.

Androni har et stærkt hold med mange gode kandidater. Udover Gavazzi har man også Mattia Cattaneo, der er klar til at følge op på 2017-sæsonen, der endelig viste, hvorfor han engang slog Fabio Aru i Baby Giroen. Nu går han efter at fortsætte fremgangen, og dette burde være et løb, der passer ham. Han er formentlig en af de bedste i kuperet terræn, men da han ikke var fremragende i Argentina, har han næppe formen til at køre alene hjem. Han er ikke langsom på stregen, men mange af de øvrige favoritter er hurtigere, og det kan gøre det svært for ham at vinde. Androni har også Andrea Vendrame, der sammen med Gavazzi kan gøre sig gældende i en spurt, hvis løbet skulle blive knap så selektivt, samt klatrererne Rodolfo Torres (der er i fremragende form) og Fausto Masnada, der dog begge mangler punch til at vinde et løb som dette.

Ag2r har et spændende hold med to gode kandidater. Bedst chance har Mikael Cherel , der efter en svær 2017-sæson kom tilbage i efteråret og sluttede stærkt af i Il Lombardia. I år har han været fremragende kørende i Australien, og han er derfor velforberedt. Han er en af løbets bedste klatrere, men selvom han ikke er langsom, får han det nok svært i en spurt mod mange af de andre favoritter. Det gør hans holdkammerat Silvan Dillier til gengæld ikke, men han er for tung til at køre med de bedste klatrere. Til gengæld kan han overraske ved at angribe tidligere og udnytte sin store motor samt slå til i tilfælde af en spurt i en mindre gruppe.

En spændende joker er Andrea Pasqualon. Ligesom sin holdkammerat Martin blev han ufatteligt meget bedre af at gennemføre sin første grand tour, og han nåede helt nye højder sidste efterår, hvor han viste en fantastisk holdbarhed. Ruten her er til den svære side, og vi tvivler på, at han i sit første løb har formen til at gøre sig gældende. Skulle en større gruppe ende med at spurte om sejren, vil han dog have gode chancer for at være hurtigste mand.

Wilier stiller med Matteo Busato, der også ofte er blandt de stærkeste i disse kuperede endagsløb. Han havde imidlertid ikke sin bedste sæson i 2017 og imponerede ikke just i Argentina. Derfor er han næppe i stand til at følge de allerbedste, men da han er ikke er langsom på stregen, vil han være en god kandidat til at spurte sig til en podieplads i en mindre gruppe.

Delko stiller med Mauro Finetto, der altid er en af de bedste i de italienske endagsløb. Han har imidlertid kørt katastrofalt i den første del af sæsonen og ser ud til at være langt fra formen. Derfor vil han helt sikkert ikke være den bedste klatrer, men til gengæld har han en chance, hvis han kan sidde med i en gruppe, der skal spurte om sejren. Holdets bedste bud er måske i virkeligheden Julien El Fares, der så stærk ud i Besseges, indtil han desværre blev ramt af sygdom. Netop helbreddet kan derfor have sat ham tilbage.

Hvad skal man mene om Moreno Moser, der fik sit store gennembrud i netop dette løb? Italieneren er kendt som en af de mest svingende ryttere og viste absolut INTET i 2017. Til gengæld så han bedre ud i Valencia, hvor han arbejdede fint for Jakob Fuglsang og Luis Leon Sanchez. Hvis han vitterligt er tilbage, er dette en fin rute for ham, da han er stærk i kuperet terræn og hurtig på stregen.

En anden rytter, der måske er på vej tilbage, er Luca Wackermann. Han havde et meget skidt første år hos Bardiani, hvor han var ramt af et hav af helbredsproblemer. Han så imidlertid meget bedre ud i Besseges, og hvis han kan genfinde fordums styrke, er dette løb slet ikke dumt for ham. Han klatrer fint og er hurtig på stregen, så skal en større gruppe spurt om det, vil han være et godt bud.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Endelig vil vi pege på en dansk trio. Virtu stiller med to gode kandidater i Asbjørn Kragh og Alexander Kamp. Begge er de stærke i terræn som dette, og samtidig er de spurtstærke i en mindre gruppe. Det er dog deres sæsondebut, og det vil derfor være uventet, hvis de allerede nu har formen til at blande sig i så skrapt et selskab. Bedre chance har måske formstærke Lasse Norman, der kørte fremragende i Australien. Han har motoren og spurtstyrken, men bakkerne er dog formentlig en tand for svære for Aqua Blue-rytteren.

OPDATERING: Sean De Bie er blevet føjet til startlisten og skriver efter sejren i Besseges sig ind som en af favoritterne til en spurt i en mindre gruppe.

***** Gianluca Brambilla

**** Ben Hermans, Francesco Gavazzi

*** Marco Canola, Guillaume Martin, Mattia Cattaneo, Sean De Bie, Silvan Dillier

** Mikael Cherel, Andrea Pasqualon, Matteo Busato, Mauro Finetto, Julien El Fares, Moreno Moser, Rodolfo Torres, Luca Wackermann, Lasse Norman Hansen, Eddie Dunbar

* Asbjørn Kragh Andersen, Alexander Kamp, Iuri Filosi, Enrico Barbin, Niccolo Bonifazio, Kristian Sbaragli, Franck Bonnamour, Laurent Pichon, Kevin Ista, Andrea Vendrame, Nicola Gaffurini, Paolo Toto, Huub Duijn, Manuel Senni, Marco Frapporti, Edoardo Zardini

Danskerne

Der er god dansk deltagelse i årets løb. Som sagt skal vi nok have størst forventninger til Lasse Norman, der med sin gode form måske har en chance på en rute, der dog på papiret er en anelse for hård for ham. Virtu stiller med Asbjørn Kragh, Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Alexander Kamp, Jesper Schultz og Torkil Veyhe, og det kunne som sagt være et godt løb for Kamp og Kragh, hvis de allerede nu er i form.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.