Optakt: Trofeo Serra de Tramuntana

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Løbets rolle og historie

Som vi har vænnet os til i nu næsten ti år, afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fra i år igen fem dage lange løbsserie Challenge Mallorca, allerede i slutningen af januar, og dermed markerer den igen den virkelige start på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig -også selvom det tilbagevendte Classica Comunitat Valenciana i søndags skød året i gang for flere hold uden for WorldTouren. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fem endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fem løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Oprindeligt bestod den af fem løb, men udfordringerne har betydet, at vi igennem næsten et årti har vænnet os til, at der kun har været fire begivenheder.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det ændres der heldigvis på i år, hvor det trods coronaudfordringer, der blandt andet førte til, at serien i 2021 blev udskudt til maj, nu trives så godt, at den er tilbage i sin gamle størrelse over fem dage. Faktisk bliver der tale om den vel nok stærkest besatte udgave i mange, mange år, da aflysningerne af løbene i Australien og Argentina har betydet, at feltet i år tæller ikke færre end ni af de 18 WorldTour-løb - en markant forbedring i forhold til det, vi har set i en periode. Samtidig kan arrangørerne igen glæde sig over, at der også denne gang er adskillige stjerner, der indleder året på deres ferieø.

Med en voldsom kapitalindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement aldrig nød den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der har været tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der vart tidligere et klassement for de ryttere, der gennemførte alle løb, men det havde ikke meget prestige og er nu droppet. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. For år tilbage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, hvoraf specielt det løb, der siden 2012 har været kendt som Trofeo Serra de Tramuntana, har budt på adskillige højdemeter og udviklet sig til lidt af en klassiker med en efterhånden ganske velkendt rute. Løbet har traditionelt været det hårdeste i serien og vender tilbage i år, hvor det efter et enkelt år som lørdagsløb i 2019 er tilbage i sin klassiske plads om fredagen som seriens højdepunkt for løbets klatrere. Som altid skal de her gøre forskellen lidt tidligere på øen mest ikoniske stigning, Puig Major, mens der i lørdagens sidste klatreløb denne gang er mål på en stigning.

Løbet er i de seneste år blevet domineret af Tim Wellens, der har vundet tre år i træk mellem 2017 og 2019. I sidstnævnte år kørte han alene hjem med 14 sekunder ned til en uhyre formstærk Emanuel Buchmann og 1.02 ned til den dobbelte vinder Alejandro Valverde. Det var dog særligt i 2018, at løbet var interessant. Det var nemlig det med spænding imødesete comeback til Valverde efter dennes grimme styrt i 2017-udgaven af Tour de France, og han viste sig klar fra start, da kun Wellens og Gianni Moscon kunne følge veteranen på stigningerne. Usikkerheden efter styrtet gjorde ham dog utryg på de regnvåde nedkørsler, og det udnyttede de to følgesvende til at stikke af til sidst, inden Wellens sikrede sig sin anden sejr i træk ved at spurtbesejre Moscon. Valverde måtte derimod tage til takke med 3. pladsen. I 2017 kørte belgieren alene hjem til en solosejr foran Louis Vervaeke og Vicente Garcia de Mateos. Hans stime blev dog brudt i 2020, hvor han skippede løbet, og her var det en igen meget formstærk Buchmann, der kørte fra alt og alle og sejrede med 38 sekunder ned til 21 mand, hvis spurt blev vundet af Valverde foran Buchmanns holdkammerat, Gregor Mühlberger.

I 2016 var det imidlertid ikke en klatrer, der vandt. Fabian Cancellara overraskede favoritterne ved at angribe langt udefra, og han fik den perfekte indledning på sin sidste sæson ved at tage sejren 17 sekunder foran en lille gruppe, hvorfra Michal Kwiatkowski spurtede sig til andenpladsen foran Tiesj Benoot. I 2015 leverede Alejandro Valverde en imponerende soloopvisning, mens Kwiatkowski leverede en tilsvarende præstation i 2014. Valverde vandt en spurt i en kvartet i 2013, mens løbet blev aflyst på grund af sne i 2012.

Da løbet har været afviklet hvert år siden 20212, fejrede det 10 års jubilæum i den særlige majudgave i 2021. Her var feltet betydeligt svagere end vanligt, og det var måske årsagen til, at vi var tæt på at få den første spurt nogensinde. Med 20 sekunder lykkedes det dog for Jesus Herrada og Jonathan Lastra at holde et reduceret felt bag sig, og i spurten var Cofidis-veteranen hurtigere end den unge Caja Rural-rytter, mens en ærgerlig Hector Carretero kunne rulle ind på 3. pladsen lige foran feltet efter at være styrtet ud af det vindende udbrud. Herrada, Lastra og Carretero er med igen i år, hvor de skal forsøge at gentage succesen fra sidst, men det bliver betydeligt vanskeligere i årets meget stærkere felt.

Ruten

I de senere år har ruten til Trofeo Serra de Tramuntana været relativt ensartet, og der har i mange tilfælde været tale om et næsten totalt genbrug af ruten til seriens hårdeste, mest ikoniske løb og dermed også dens højdepunkt. I sidste års specielle majudgave gjorde man dog den første del betydeligt lettere, da man flyttede starten fra Soller til Lloseta, og selvom man havde den klassiske finale, hvor det store slag som altid skal slås på Puig Major, inden det hele afgøres på den svære nedkørsel og småbakkerne ind mod målet i Deia, var vi meget tæt på at få en historisk spurt i et løb, der ellers har været for klatrere.

I år ændres der igen på tingene. Selvom starten i Lloseta bibeholdes, hvilket giver en flad indledning, bliver den midterste del igen så hård, som vi kender det. Til gengæld ændres der på den helt velkendte finale, da målet nu flyttes fra Deia til Lloseta. Det ændrer ikke på, at man skal over ikoniske Puig Major som løbets nøglepunkt i finalen, men denne gang bestiges den fra den modsatte side. Væk er også i de efterfølgende bakker, og fra toppen af Mallorcas mest kendte stigning er der derfor ikke flere væsentlige udfordringer.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Med en distance på 158,9 km er løbet også i år en ganske kort affære, der altså som noget nyt har både start og mål i Lloseta. Byen ligger lige på grænsen mellem den bjergrige vestlige og den flade østlige del af landet, og det gør det muligt at starte løbet ganske fladt. Således er der ingen væsentlige udfordringer, når man fra start kører mod nordøst op langs grænsen til bjergene igennem terræn, der først er hovedsageligt let faldende og siden bliver let stigende og slutteligt fladt, når man kører mod nord op til byen Pollenca, hvor dagens første spurt kommer efter 30,1 lette kilometer.

Nu slutter den nemme del af løbet imidlertid, når man drejer mod sydvest for at køre ind i bjergene. Det sker via kategori 2-stigningen Coll de Femenies (11,9 km, 4,0%), der indledes med fire næsten flade kilometer, efterfølges af fire kilometer med 5-7% og slutteligt stiger med 4-5% over de sidste 3,9 km frem til toppen, som rundes efter 43,7 km. Et kuperet plateau følges kortvarigt mod syd, inden det går mod syd via en periodevist teknisk nedkørsel, der leder tilbage til Lloseta, hvor man ikke passerer stregen, men kører en spurt efter 66,3 km.

Denne gang bliver man ikke i fladlandet længe. I stedet kører man mod vest op og ned ad en lille bakke, inden man drejer mod nord og senere sydvest for atter at køre ind i bjergene, denne gang via kategori 2-stigningen Coll de Orient (5,3 km, 5,0%), der stiger med 5-6% over tre kilometer midtvejs, men starter og slutter blødere. Toppen rundes efter 80,9 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydvest, inden man fortsætter mod sydvest op til toppen af den ikke-kategoriserede Coll d’Honor (2,6 km, 5,1%), hvis top passeres efter 86,6 km. En igen periodevist teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest ned til byen Bunyola, der passeres efter 92,7 km.

Finalen indledes, når man kører mod nord op ad den velkendte kategori 2-stigningen Coll de Soller (5,1 km, 4,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 101,3 km, inden en i starten urimeligt teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til byen Soller, hvor dagens tredje spurt er placeret efter 109,9 km. Herfra kører man med det samme mod nordøst op ad den ikoniske kategori 1-stigning Coll de Puig Major (14,6 km, 6,0%), der sender rytterne fra 40 m op i 890 m over havets overflade via en opkørsel, der lægger ud med 2 km med 5-6%, dernæst stiger med 6-7% over 3 km, herefter flader lidt ud med 6 km med 5-6% og slutteligt tager fat med 6-7% over de sidste 3,6 km frem til toppen, som rundes efter 125,4 km.

De sidste 33,5 km indledes nu med en lettere nedkørsel, der leder mod øst og nordøst, inden man følger et let stigende stykke videre mod nordøst, idet det sværeste stykke her stiger med 4,3% over 1300 m. Kort efter drejer man mod sydøst og senere syd for nu at køre ad en periodevist teknisk nedkørsel tilbage til fladlandet, der nås i byen Selva, hvor man kører den sidste spurt efter 153,1 km. Herfra er de sidste 5,8 km helt flade og går mod sydvest tilbage til Lloseta ad en vej, der er helt uden sving. Det ændrer sig dog inde i byen, hvor man drejer skarpt med 700 m, 400 m og 300 m til stregen. Det stiger let op mod den røde flamme, hvorefter det falder let ned mod de sidste 500 m, der er let stigende.

Løbet byder på i alt 3217 højdemeter mod 2381 på den lette 2021-rute og 2960 på den meget klassiske 2020-rute.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Vejret

Løbet har meget ofte været præget af forfærdeligt vejr, men sådan bliver det ikke i år, hvor det fabelagtige vejr fra de første dage varer ved resten af ugen. Fredagen vil således igen byde på en helt skyfri himmel, og temperaturen i Lloseta vil denne gang nå op på hele 17 grader. Til gengæld vil det være en anelse mere blæsende end de seneste dage, idet der vil være en let vind (10-14 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retninger på de to rundstrækninger, men sidevind vil være dominerende. Der vil være sidemodvind på Coll de Soller og nedkørslen, mens der vil være sidemedvind på Puig Major. På plateauet vil der være sidevind og dernæst sidemedvind på nedkørslen, indtil man får sidevind efter spurten med 5,8 km igen. Det varer ved resten af vejen, kun afbrudt af 100 m med modvind mellem de to sidste sving, inden man atter får sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Efter en dag for sprinterne er det allerede tid til det løb, der vel kan kaldes højdepunktet i den mallorcanske uge. Mens arrangørerne har været flittige til at variere ruten for de øvrige kuperede løb, har vi længe kunnet vide, hvad vi skulle forvente af klassikeren Trofeo Serra de Tramuntana. Det har i de seneste mange været det klart hårdeste af endagsløbene på Mallorca og har udviklet sig til lidt af en klassiker med en stort set uforandret rute i mange år. Derfor har vi efterhånden fået en fornemmelse af, hvad vi skulle forvente af den tredje af de fem begivenheder på den spanske ø.

Sådan er det imidlertid ikke i år. Allerede sidste år var der store forandringer, da man designede en uhørt nem rute, dog med den helt klassiske finale. Den endte endda næsten i en spurt, men generelt kan 2021-udgaven ikke bruges som noget godt sammenligningsgrundlag. Den fandt sted i maj med et meget svagere felt, og det er noget helt andet end et januarløb med en ganske stjernebesat startliste.

I år får ruten som sagt endnu en makeover, men det ligner ikke en revolution. Vi er efter sidste års meget flade affære tilbage ved et knaldhårdt cykelløb, der bortset fra indledningen er nærmest uden flade stykker. Grundlæggende er det hele lavet om, men den væsentligste forandring kommer dog i finalen. Puig Major skal nu bestiges fra den anden side. Umiddelbart ligner det en sværere opkørsel, da den ikke afbrydes af et langt plateau undervejs, og en næsten 15 km lang stigning med en stigningsprocent på 6 kan mærkes - ikke mindst i januar. Til gengæld er det også her, forskellen skal gøres. Toppen kommer knap 10 km længere fra mål, og modsat tidligere er der ikke et par blødere bakker at gøre godt med til sidst. Grundlæggende vil vi kunne regne med et løb, som det vi kender, men det kan blive sværere at gøre forskelle på ren styrke, når den klassiske udskilning på Puig Major, der ofte har skabt en gruppe på op til en håndfuld ryttere, er sket.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Egentlig har ruten i sig ikke voldsomt vanskelig, men i januar måned kan et løb som dette være en brutal affære. Det er bestemt ikke blevet bedre af, at løbet ofte har været plaget af kulde, regn og vind, men i år bliver løbet nok knap så selektivt som tidligere, hvor rytterne nærmest er blevet båret forfrosne ind i bussen efterfølgende. Denne gang bliver det nemlig en dag med korte bukser og ærmer, og vinden vil næppe heller ikke være afgørende - slet ikke da der vil være sidemedvind på stigningen og i det meste af finalen. Det bliver altså stigningerne og ikke klimaet, der afgør løbet, ligesom vi forhåbentlig slipper for de styrt, der ofte har præget løbets regnvåde veje.

Terrænet er rigeligt hårdt til at gøre en forskel. I 2015 var det Alejandro Valverde, der kørte fra alt og alle, og i 2014 var det Michal Kwiatkowski. I 2016 leverede Fabian Cancellara en lignende bedrift, men modsat Valverde og Kwiatkowski gjorde han forskellen ved at foregribe favoritternes angreb og benytte sin styrke på nedkørslerne og det flade. Bag Cancellara var det en relativt stor gruppe, der spurtede om andenpladsen. I 2016 var det så Tim Wellens, der sammen med resten af Lotto Soudal angreb langt udefra og udnyttede sin kærlighed til dårligt vejr til at tage en solosejr, da storfavoritten Alejandro Valverdes Movistar-hold var blevet taget på sengen. I 2018 så vi, at Wellens, Valverde og Gianni Moscon kørte væk, inden en forsigtig Valverde slap på nedkørslen i et af sine første løb efter det grimme Tour-styrt, og Wellens kunne derved tage endnu en sejr. Det kunne han også i 2019, hvor det blev en duel mellem ham og en meget formstærk Emmanuel Buchmann, inden Buchmann i 2020 fik sin sejr ved i en magtdemonstration at køre alene hjem.

Det er dermed klart, at ruten er hård nok til at gøre en forskel på denne tid af året, og resultatlisterne viser, at man skal være en god klatrer for at være langt fremme. Historien viser imidlertid også, at klassikerryttere kan komme langt, hvis de er i god form. For at finde favoritterne skal vi således holde øje med de bedste etapeløbsryttere, klatrere og de mest holdbare klassikerryttere.

De fleste klatrere sad over i dagens sprinterløb, og stort set alle de klatrere, der er en del af løbsserien vil være til start i morgen. Her er det særligt bemærkelsesværdigt, at Movistar kommer med et skræmmende stærkt hold anført af Valverde og Enric Mas sekunderet af Matteo Jorgenson og Gregor Mühlberger, der begge så godt ud i går, samt Ivan Sosa og Gonzalo Serrano. Det ligner løbet, spanierne for alt i verden vil vinde, og man må antage, at de vil svinge taktstokken.

Som kollektiv er Movistar i særklasse, og spørgsmålet er, hvordan de griber det an. Vil de få løbet til at eksplodere tidligt, eller vil de afvente Puig Major, hvor det helt store slag skulle slås på den gamle og formentlig også den nye rute. Et løb som dette kan være et mareridt at kontrollere, og derfor kunne det give mening at spille stærke kort tidligt ud - særligt fordi der ikke umiddelbart er andre meget stærke hold, der vil kunne neutralisere en sådan offensiv. Man må dog formode, at Mas og Valverde bliver markeret hårdt af de øvrige favoritter, og selvom man aldrig kan udelukke det vilde scenarium, hvor en gruppe kører tidligt og aldrig bliver set igen, vil jeg tro, at Movistar vil være lidt tøvende i forhold til at satse på en af deres hjælpere. I går kørte de meget kontrollerende for Valverde, og jeg vil tro, at de også denne gang primært vil sætte deres nu to kaptajner i scene.

Jeg regner derfor med, at Movistar vil svinge taktstokken, og de vil formentlig som i går få hjælp af Lotto, hos hvem Wellens vil drømme om sin fjerde sejr, men hvor truppen også er ganske svag, da holdet helt uforståeligt lod Andreas Kron køre i dag, mens han spares i morgen. Bora vil måske også hjælpe til, men når vi nærmer os crunch time på Soller-stigningen, vil mit bud være, at Movistar vil være helt dominerende og lægge et benhårdt tryk, der vil fortsætte på den nedre del af Puig Major, hvor klatrerne skal slås.

Herefter er der vel tre mulige scenarier. Det er bestemt ikke utænkeligt, at en rytter kan køre alene hjem, som Buchmann og Wellens tidligere har gjort, men selvom der er medvind, er Puig Major trods alt ikke alt for svær. Det vil kræve en relativt suveræn rytter, hvis den mission skal lykkes. Den anden mulighed er det klassiske, hvor en gruppe på måske 4-5 mand kører væk, og de kan så afgøre det i en finale, der både kan blive taktisk, som vi delvist så det i går, og ende i en spurt. Alternativet er, at de forreste vil samarbejde så dårligt, at der kommer flere op bagfra, men historisk har vi aldrig fået større grupper. Det får vi næppe denne gang.

Vi blev en smule klogere på rytternes form i onsdags, men vi er stadig meget på bar bund. En betydelig udskilning skete, da Lotto splittede feltet på en nedkørsel, og derfor kan der sagtens gemme sig bedre form i flere ryttere, end resultatet umiddelbart viser. Derudover er der flere ryttere, herunder Mas, der slet ikke har været i aktion, og hvis form derfor er et stort, stort spørgsmålstegn.

Valverde viste i går, at han er kørende, men traditionelt har Mas været en meget langsom starter, og jeg tvivler på, at han vil kunne sidde med de allerbedste på Puig Major. Det kan Gregor Mühlberger muligvis gøre, for han har tidligere været god på Mallorca, men han var trods et rimeligt niveau ikke flyvende i går. Jokeren er Sosa, der på papiret er en af de absolut skarpeste klatrere, og da han plejer at være knivskarp fra start, vil jeg tro, at han vil være med helt i front. Mit bud er derfor, at Movistar vil kunne have et lille overtal på toppen, og spørgsmålet er, hvordan det påvirker dynamikken. Lægger det op til, at der skal angribes på skift, hvilket kan spolere samarbejdet, eller tror de så meget på Valverdes spurt, at der bare skal arbejdes for at undgå en regruppering? Det hele bliver lidt enklere, hvis Valverde sidder alene, for da hans spurtstyrke jo åbenlyst er aftaget, vil han næppe få problemer med at samarbejde med folk som Wellens og Brandon McNulty. Det taktiske element giver flere vinderkandidater end på en klassisk bjergafslutning, men grundlæggende er løbet så hårdt, at der ikke burde være alt for mange, der kan sejre.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Efter moden overvejelse er jeg endt med at pege på Brandon McNulty. Et 65 km langt soloridt viser, at formen er fremragende, og selvom han blev hjulpet af elendigt samarbejde i forfølgergruppen, var han ifølge Wellens utvivlsomt stærkeste mand. Derfor bør han uden tvivl køre finale, og han må også være bedste bud på en mand, der kan køre alene væk på Puig Major. Han kan imidlertid også vinde fra en lille gruppe. Hvis han i den stigende finale spurter, som han gjorde på 3. etape i Dauphiné eller tidligere har gjort på flad vej i Giroen, vil han sagtens kunne tage kampen op med Wellens og Valverde med hans nuværende spurtstyrke, men han er også et stærkt kort i en taktisk finale, som han har vist både ved OL og på Sicilien. Han har en evne til at udse sig de rette momenter, som han også gjorde i går, og får han først hullet, er han svær at vinde på flad vej. Han kan med andre ord vinde på alle tænkelige måder, og med sin superform bliver han derfor min favorit.

En udfordring er, at han er temmelig alene. Det burde ellers være et godt løb for hurtige Alessandro Covi, men gårsdagens skuffelse gør det svært at tro på ham på en stigning, der i forvejen er lidt lang for ham. Holdets anden klatrer er Jan Polanc , hvis form imidlertid er helt ukendt, men som sjældent er flyvende fra start og næppe kan sidde med de bedste. Løbet må trods alt også være for hårdt for Ryan Gibbons.

Man kan bestemt heller ikke udelukke, at det bliver endnu en sejr til Tim Wellens. Belgieren havde et skidt 2021, men i går var han ganske flyvende med utallige angreb, og baseret på den tilgængelige information lignede han måske næststærkeste mand efter McNulty. Han har en skræmmende historik i dette løb, som han kan vinde på flere måder. Måske klatrer han vitterligt bedre end McNulty, men ellers er han stærk i taktiske finaler, hvor han kan køre alene væk, ligesom han kan satse på sin aldeles glimrende puncheurspurt, som i går gjorde ham i stand til at slå Valverde på flad vej, hvor styrkeforholdet ellers burde være klart i spanierens favør. Derfor kan det sagtens blive til sejr nr. 2. Han ledsages af en tilsyneladende ganske velkørende Harm Vanhoucke, der ikke er uden chance for at være med i front. Finalen passer ham dårligt, men kan han udnytte på fokus på Wellens til at snige sig væk, er det ikke helt umuligt.

Alejandro Valverde er - naturligvis - også en flerfoldig vinder af dette løb, og det vil være smukt, hvis han kan vinde i sin sidste optræden i løbet. Med sit hårde angreb i gårsdagens finale fik han bevist, at han starter sæsonen betydeligt bedre end i 2020 og 2021, og han ligner igen den rigtige Valverde. Derfor bør han være en af de stærkeste, og den sidste puncheurspurt burde være skræddersyet til sammen. Desværre har vi nu mange gange, senest i går, set, at Valverdes hurtighed slet ikke er som tidligere, og han kan ikke vide sig sikker på at slå hverken McNulty eller Wellens. Umuligt er det dog langt fra, og han bakkes op af et brølstærkt hold, der kan hjælpe med at sætte ham i scene med et sandsynligt overtal. Det overtal kan også bringe Enric Mas og Ivan Ramiro Sosa, der ellers begge er spurtsvage i spil, men som sagt er der usikkerhed om begges form, og jeg har særligt tvivl om spanierens niveau. Gonzalo Serrano er i dag nok endnu hurtigere end Valverde i denne form for spurt, og kan de få ham med hjem, vil han være et godt kort. Stigningen er dog lang for ham, og selvom han viste nye bjergevner i Tour de Suisse, vil det undre, hvis han kører med de bedste i januar. Endelig så Gregor Mühlberger og Matteo Jorgenson så gode ud i går, at de kan spille en rolle, men risikoen for, at de ender som hjælpere, er stor.

Løbets helt store joker er Vincenzo Albanese. Al logik siger, at en 15 km lang stigning er for svær, og det burde også være umuligt for ham at sidde med de allerbedste. Til gengæld er der god tid til at komme tilbage, og han leverede i går en klatrepræstation, vi aldrig tidligere har set, og som vidner om, at han er fortsat sin rivende udvikling. Sidder han der til sidst, kan han slå alle favoritterne, og derfor er han en fremragende vinderkandidat. Sandsynligheden for, at han kommer til kort, er dog også meget stor. Han ledsages af Diego Rosa, der i går faktisk var aktive i nogle angreb, inden han forsvandt. Derfor kan han ikke helt afskrives, men hans generelle kørsel, både i går og i de seneste år, gør det usandsynligt.

For to år siden kørte Emanuel Buchmann alene hjem, som han også gjorde det i et andet af de mallorcanske løb i 2019. Det tyder dog ikke på, at han har samme tårnhøje niveau denne gang, men det var heller ikke ventet i lyset af det generelle niveaufald, vi har set. Han kørte dog ganske stærkt i går og vil være en af topkandidaterne til at overleve Puig Major. Han er dog ganske spurtsvag, så hans eneste vej til sejr er et taktisk angreb på flad vej, hvis ikke han igen bare kan køre fra alt og alle. Bora har også Ben Zwiehoff, der i går kørte sit klart bedste landevejsløb hidtil, og som bestemt har en mulighed for at køre finale. Heller ikke han kan spurte, men ideelt set kan de angribe rivalerne på skift. Det skal også blive interessant at se, hvor langt skiløberen Anton Palzer er kommet med sin første sæson i benene.

En spændende kandidat er Simon Clarke, der bekræftede min tese fra den første optakt om, at usikkerheden om hans fremtid havde sikret ham en glimrende startform. Han skal imidlertid være knivskarp, hvis han skal følge de bedste på en næsten 15 km lang stigning, og det kan han næppe. Til gengæld er der tid til at komme tilbage, og sidder han der til sidst, kan meget ske. Som vi så i går er han stadig hurtig og ikke helt uden chance i en puncheurspurt mod favoritterne, men han er også snu nok til at spille det taktiske spil. Det bliver endnu bedre for ham, hvis han ledsages af Ben Hermans, der plejer at starte stærkt og gjorde det ganske fint i går, hvor ruten passede ham dårligere. Han kørte dog ikke med de bedste, og han synes ikke helt at have sit allerhøjeste niveau. Også klatreren James Piccoli viste noget af det bedste, vi har set på europæisk grund, ved at sidde langt fremme efter en dag i udbrud. Måske er det nu, han endelig kan blande sig fremme i terræn, der burde passe ham.

En af gårsdagens positive overraskelser var Kobe Goossens , der syntes gennem hele løbet at være helt ovenpå pedalerne. Han var i hvert fald en af de allerbedste, og det vil han efter alt at dømme også være i morgen. Puig Major passer ham udmærket, men han lider under et fravær af spurtstyrke. Han skal spille sine taktiske kort rigtigt, men her hjælper det heldigvis at være underdog. Styrke har han masser af. Det var også godt at se Laurens Huys, der skuffede fælt i 2021, være med fremme, men jeg tvivler på, at niveauet rækker til fronten i dette felt.

Som altid ser Aurelien Paret-Peintre ud til at starte godt, og han burde have en fair chance for at køre med de bedste på Puig Major. Det er dog givet, at han ikke kører fra alt og alle, og da hans choksejr i Marseille ikke siger meget om hans virkelige spurtstyrke, er det også givet, at han ikke slår de tre favoritter i en spurt i Lloseta. Hans vej til sejr går gennem en billet til finalen og et taktisk spil, og heldigvis virker han stærkt nok til, at den billet ikke er helt urealistisk. Mere usikker er den for Jaakko Hänninen, der skal steppe op, hvis det skal lykkes, men den unge finne startede godt og kan måske være ved at konfirmere det, vi fornemmede, inden han styrtede sidste efterår. Han er dog uhyre spurtsvag og en usandsynlig vinder på et Ag2r-hold, hvor de øvrige klatrere er formsvage.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Arkea stiller med en på papiret stærk duo i Warren Barguil og Elie Gesbert , der endda begge også kan køre en fin puncheurspurt. Problemet er bare, at Barguil næsten aldrig er flyvende fra start, og selvom de begge var langt fremme, var de ikke med helt i front i går. Jeg tror, at vi skal have en lidt større gruppe, hvis de skal være med, men herefter vil de også kunne spille taktisk og gøre det færdigt i en spurt, hvis de får et par mand med. Det skal også blive uhyre interessant at se, om den i går så overraskende Lukasz Owsian kan være med i front, men det vil stride mod al logik, hvis han kan være med i dette terræn.

Caja Rural stiller med veteranen Mikel Nieve, hvis form er helt ukendt. Han plejer ikke at starte stærkt og lider under også et kraftigt faldende niveau, men hvis holdskiftet har givet ham motivation, vil han med god form stadig være i stand til at køre med de bedste på Puig Major. Da en snegl vil slå ham i en spurt, skal han dog spille sine kort rigtigt for at vinde, og da han aldrig har vundet i en taktisk finale, er han en usandsynlig vinder. Sidste års nr. 2, Jonathan Lastra, synes heller ikke i år at starte formstærkt, og det gælder også for Eduard Prades, for hvem den sidste stigning også er for svær, samt Michal Schlegel.

Sidste år vandt Jesus Herrada den særlige coronaudgave af løbet, men det tyder ikke på, at det gentager sig denne gang. Han har ellers for vane at være en sand vinterrytter, men han var en af de helt store skuffelser i går. Hvis det er udtryk for formen, kan vi strege ham, men da der ikke er givet en forklaring, er der måske en god en af slagsen. Hvis han er i form, som han plejer, har han en fair chance for at være med på Puig Major, men han er ikke længere hurtig nok til at spurtsejre. Derfor skal han spille det taktiske spil klogt, og han lider også under et generelt faldende niveau. Det gør Simon Geschke også, men han var faktisk en af de sidste, der i går blev sat fra Valverde-gruppen. Sker der en regruppering, kan han komme i spil, men heller ikke han kan længere vinde på sin spurtstyrke. Cofidis har også en ikke helt formsvag Davide Villella, men det vil undre mig, hvis han kører med de bedste.

Vi så i går, at Michael Matthews ikke er flyvende, men han var trods alt stadig langt fremme. Som sagt kan det ikke udelukkes, at vi vil få en regruppering efter Puig Major, og i en lidt større gruppe vil han have en chance for at være kandidat. På papiret er der ikke mange af favoritterne, der kan slå ham i denne stigende spurt, men på baggrund af både ruten og gårsdagens præstation vil det undre mig, hvis han kører med om sejren. Han vil formentlig også være ret alene, da klatrerne på BikeExchange, Damien Howson og Kevin Colleoni, ikke synes i form til at køre med de bedste.

Bardiani stiller med den spændende Filippo Zana, der sidste år sprang ud som en af de mest lovende klatrere. Hans form synes dog ikke at være helt oppe at ringe, da han missede splittet i går og tillige tabte kontakten i finalen af søndagens udbrud. Det var dog i fladt terræn, og derfor kan man ikke udelukke, at han kan være bedre end ventet. Er han i god form, viste han i hvert fald i blandt andet Tour de l’Avenir, at han kan komme langt her, også selvom han ikke kan spurte og får svært ved at vinde.

Kern Pharma har en spændende kandidat i Jose Felix Parra. Spanieren er en ganske lovende klatrer, der tog en stor skalp med den samlede sejr i Alsace sidste år, men han er helt uprøvet på dette niveau. Hans form er også helt ukendt, da han ikke kørte i går, men ryttere på hans niveau kan med god form pludselig køre finale i et løb som dette. Da han er spurtsvag, skal han være snu for at vinde, men her kan han bruge sit underdogkort. Holdet har også Raul Garcia Pierna, der overraskede stort i går, men han burde ikke være i front på denne rute. Både Hector Carretero og Urko Berrade var helt væk i går, men førstnævnte har heller aldrig været flyvende fra start.

Det er svært at tro på de andre hold. Hos Treks tunge hold synes hverken Alexander Kamp, Antonio Tiberi eller Jacopo Mosca at have den superform, de skal bruge på denne rute. Hos Euskaltel skal der satses på holdets klatrer, Mikel Bizkarra, men efter i går er det svært at se ham fremme i dette selskab, og det bliver nok også for svært for Luis Angel Maté, selvom han oplevede en lille renæssance i Vueltaen, samt for hurtige Gotzon Martin. Hos Burgos kan man håbe på Adria Moreno, men det er usandsynligt, at den spurtsvage spanske klatrer er med i front i dette selskab, og Oscar Cabedo¸ der efter nogle sløje år fik et lille gennembrud i Vueltaen, skal altid bruge meget lang tid på at komme i gang. Hos Drone Hopper synes klatrerne Santiago Umba, Eduardo Sepulveda, Simone Ravanelli og Edoardo Zardini ikke i form, og Sport Vlaanderen har slet ingen klatrestærke typer. Heller ikke kontinentalholdende har ryttere, der kan være med i dette terræn og på dette niveau.

***** Brandon McNulty

**** Tim Wellens, Alejandro Valverde

*** Vincenzo Albanese, Ivan Ramiro Sosa, Emanuel Buchmann, Enric Mas, Simon Clarke

** Gonzalo Serrano, Ben Hermans, Alessandro Covi, Kobe Goossens, Harm Vanhoucke, Ben Zwehoff, Gregor Mühlberger, Aurelien Paret-Peintre, Warren Barguil, Mikel Nieve, Jesus Herrada, Michael Matthews

* Simon Geschke, Filippo Zana, Jose Felix Parra, Matteo Jorgenson, Elie Gesbert, Oscar Cabedo, Jaakko Hänninen, Jan Polanc, Davide Villella, James Piccoli, Laurens Huys, Luis Angel Maté, Adria Moreno, Gotzon Martin, Raul Garcia Pierna, Diego Rosa, Jonathan Lastra, Mikel Bizkarra

Danskerne

På BikeExchange gør Christopher Juul sæsondebut, og han skal hjælpe Michael Matthews i et løb, der dog kan være for hårdt for australieren. Hos Bora gør Frederik Wandahl sæsondebut som hjælper for Emanuel Buchmann og Ben Zwiehoff, mens Alexander Kamp hos Trek formentlig kan køre sin egen chance, men trods en opløftende præstation i dag nok må sande, at løbet her er for hårdt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jesus Herradas sejr fra 2021, Emanuel Buchmanns sejr fra 2020, Tim Wellens’ sejre fra 2019, 2018 og 2017, Fabian Cancellaras triumf fra 2016, Alejandro Valvedes sejre fra 2015 og 2013 samt Michal Kwiatkowskis solosejr fra 2014.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)