Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Quick-Step Alpha Vinyl Team?

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL

Nedenfor giver vi en analyse af Quick-Step Alpha Vinyl Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Nicola Bagoli, Davide Ballerini, Mattia Cattaneo, Remi Cavagna, Mark Cavendish, Josef Cerny, Tim Declercq, Dries Devenyns, Remco Evenepoel, Mikkel Honoré, Fabio Jakobsen, Iljo Keisse, James Knox, Yves Lampaert, Fausto Masnada, Michael Mørkøv, Florian Senechal, Pieter Serry, Stijn Steels, Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe, Mauri Vansevenant

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Nye ryttere

Louis Vervaeke (Alpecin-Fenix), Ilan van Wilder (Team DSM), Mauro Schmid (Team Qhubeka NextHash), Stan van Tricht (SEG Racing Academy), Ethan Vernon (Team Inspired), Martin Svrcek (Team Franco Ballerini Due C)

Ryttere, der forlader holdet

Sam Bennett (BORA-hansgrohe), Joao Almeida (UAE-Team Emirates), Alvaro Hodeg (UAE-Team Emirates), Shane Archbold (BORA-hansgrohe), Ian Garrison (L39ion of Los Angeles)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes næppe nogen holdmanager, der har manøvreret så godt på transfermarkedet som Patrick Lefevere. Den snu belgier har ikke WorldTourens største budget, og det gør sportslig succes til lidt af en udfordring. Succes har sportens suverænt mest vindende hold som bekendt masser af, men det betyder desværre også, at de utallige stjerner, han udvikler, meget hurtigt lokkes af bedre tilbud andetsteds.

Det har haft den kedelige konsekvens, at Lefevere har for vane år efter år at skulle sige farvel til et par af sine største navne. I 2015 var det Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran, i 2016 var det Tony Martin, i 2017 var det Tom Boonen, Dan Martin, Marcel Kittel og Matteo Trentin, i 2018 var det Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann, i 2019 var det Philippe Gilbert, Elia Viviani og Enric Mas, og i 2020 var det Bob Jungels. Hver gang tænker man, at det må betyde en markant nedgang i antallet af sejre, men år efter år lykkes det alligevel Lefevere at opfinde et par nye talenter, som betyder, at holdets position som feltets sejrskonger aldrig bliver truet, nærmest uanset hvor mange stjerner der sendes andetsteds hen.

Årets transferkampagne passer perfekt ind i det mønster, vi har lært at kende. Nok engang har Lefevere tabt kampen mod pengestærke hold, og derfor må han denne gang sige farvel til ikke færre end tre profiler. Denne gang er det slet ikke lykkedes at indhente markante erstatninger, men til gengæld er Lefeveres blik for talent landet på fem unge ryttere, der får chancen for at udvikle sig på det hold, der vel har den allerbedste historik for at få folk til at blomstre. Dermed er billedet så klassisk, som det overhovedet kan være. På papiret er truppen svækket markant, men hvis det går, som det plejer, tager nye ryttere bare over - og det skulle ikke undre, om de unge talenter også allerede nu begynder at levere resultater. Sådan går de i hvert fald ofte.

Det har heller ikke været let at være Lefevere denne gang. Samtidig med at en af hans hovedsponsorer var på vej ud ad døren, stod han med opgaven at få forlænget med næsten alle sine største profiler. Det lykkedes da også med Remco Evenepoel, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Davide Ballerini, Mark Cavendish, Florian Senechal og Fabio Jakobsen samt nøgleryttere som Michael Mørkøv, Remi Cavagna, Fausto Masnada, Mikkel Honoré, Andrea Bagioli og Mattia Cattaneo, men budgettet rakte ikke til at holde på dem alle. Derfor er det også en grim tabskonto, Lefevere kan se på, samtidig med at han håber, at der nok engang findes erstatninger for dem, der smutter.

Det mest omdiskuterede skifte er naturligvis Sam Bennetts. Det kan stadig være lidt svært fra sidelinjen at få det fulde billede af, hvad der rent faktisk skete, men sandt er det i hvert fald, at Bennett allerede tidligt på sæsonen skrev kontrakt med Bora, der havde flere økonomiske muskler at spille med end Lefevere. Dengang var alt stadig fryd og gammen, men det kunne se ud til, at den belgiske manager var svært utilfreds med, at den irske supersprinter hurtigt smuttede hjem til det hold, Lefevere måtte bruge mange kræfter på at redde ham ud af, da en mundtlig aftale i 2019 angiveligt i første omgang forhindrede ham i at foretage det skifte, han selv ønskede. I kølvandet på den nye kontrakt fulgte det første offentlige Lefevere-angreb på Bennett, og herfra eskalerede konflikten til nærmest absurde højder, der naturligvis gør ethvert fremtidigt samarbejde helt utænkeligt.

Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis Lefevere oplevede en vis frustration, da Bennett skrev kontrakt andetsteds. Det er måske let at glemme i kølvandet på de mange kontroverser, men efter en 2020-sæson, hvor han trods Tour-etapesejre og grøn trøje ikke virkede helt så overbevisende som i 2019, var Bennett slet og ret fremragende i årets første måneder. Her vandt han her, der og alle vegne, og i fraværet af de to hollandske supersprintere kunne han uden tøven erklære sig som verdens bedste sprinter. At skulle sige farvel til en sådan sejrsgaranti- og maskine vil gøre ondt på ethvert hold, og selvom genfødslerne af Cavendish og Jakobsen gjorde, at hans fravær i efteråret slet ikke føltes så voldsomt, er hans farvel et gigantisk tab for holdet, der mere end noget andet har kunnet kalde sig verdens bedste sprinterhold.

Et endnu større problem er det, at han ikke er alene. Alvaro Hodeg rejser nemlig videre til UAE, og det tab vil også kunne mærkes. Ganske vist har colombianeren haft to svage sæsoner, men i efteråret 2021 gav han antydninger af, at han er på vej tilbage efter et 2020, hvor han knap kørte én eneste massespurt. Det ser stadig ud til, at Hodeg ikke bliver den supersprinter, man kunne ane, da han bragede ind på den professionelle scene, men for et hold, der sjældent har haft færre end tre vindende sprintere, er det problematisk, at man med tabene af Bennett og Hodeg til næste år må nøjes med Jakobsen og Cavendish. Nok var de begge sejrsmaskiner i den seneste sæson, men det kan næsten ikke undgås, at en halvering af antallet af topsprintere vil have en negativ effekt på antallet af sejre i den kommende sæson. Også på lead-out-fronten svækkes de, da Shane Archbold naturligvis følger sin gode ven Bennett, men med de enorme ressourcer, holdet har, og nu bare to sprintere at støtte, er det et tab, man kan leve med.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det tredje topnavn, der forlader holdet, er Joao Almeida. Allerede sidste vinter stod det klart, at Lefevere næppe kunne matche et tilbud fra UAE, og kontroversen under Giroen, hvor en utilfreds Almeida måtte sande, at risikoen for at stå i skyggen af Evenepoel er meget stor, har næppe gjort sagen bedre. Alligevel må tabet regnes som et af de større. Almeida gjorde gigantiske fremskridt i 2021, hvor han forbedrede sin enkeltstart yderligere og pludselig også fandt de bjergevner, der ellers haltede lidt i 2020. Den kombination er en gav i ugelange etapeløb, hvoraf han allerede vandt to i 2021, og en nærmest endeløs serie af topresultater sendte ham allerede i den anden sæson direkte ind i top 10 på verdensranglisten. Med andre ord var Almeida en stor del af årsagen til, at holdet endte som nr. 1 på verdensranglisten, og derfor må også hans farvel forventes at have en stærkt negativ effekt på holdet. Det vil tabet af Ian Garrison til gengæld ikke, for den unge amerikaner udviklede sig aldrig rigtigt i sine to år på holdet, havde det svært i de professionelle løb og blev mest brugt til tidlige opgaver, som andre sagtens vil kunne udføre.

Som sagt er det næsten udelukkende unge talenter, der skal erstatte tabene. Eneste undtagelse er Louis Vervaeke, der er næste led i den strategi, som Lefevere indledte for nogle år siden, da han skrev en lang kontrakt med Evenepoel og indledte processen med at opbygge en trup, der kan støtte den belgiske komet i grand tours. Det kræver dygtige klatrere, og efter at han i de seneste år har hentet ryttere som Mattia Cattaneo, Fausto Masnada og Almeida, der i første omgang også mest var tiltænkt en rolle som Evenepoel-hjælper, er Vervaeke næste skud på stammen. Det er imidlertid et sats. Vervaeke var engang regnet som et af de mest lovende belgiske etapeløbstalenter, men han er - blandt andet grundet helbredsproblemer og overtræning - aldrig slået igennem. Han havde et pænt 2021, men han er stadig langt fra det niveau, man havde spået, og det er næppe ham, der bliver nøglerytteren for Evenepoel i bjergene.

Det kan til gengæld blive Ilan van Wilder. Den unge belgier er opvokset i Evenepoels skygge, og derfor har han slet ikke fået den omtale, hans talent berettiger til. Skader har også sat hans udvikling i de to første sæsoner tilbage, men han nåede i foråret og sommeren at give prøver på sit store talenter med særligt nogle fremragende enkeltstarter i Romandiet og Dauphiné. Desværre har han haft det vanskeligere i bjergene end ventet, og det er ikke blevet bedre af, at han blev næste rytter i rækken til at rage uklar med DSM, hvorfor han knap kørte løb i sæsonens sidste del. Den uenighed blev til gengæld Lefeveres held, for det betød, at det største belgiske hold pludselig fik fingre i et af Belgiens mest spændende etapeløbstalenter. Hvis der er et hold, der kan udvikle Van Wilders hidtil knap så overbevisende bjergevner, er det utvivlsomt Deceuninck, og det kan meget vel blive i 2022, at han for alvor udfolder sit potentiale. Hvor meget personlige plads, han får tildelt af Evenepoel, må fremtiden vise.

De fire øvrige ryttere er som udgangspunkt ikke en del af Evenepoel-gruppen, selvom man ikke kan udelukke, at Mauro Schmid kan hjælpe den belgiske komet i visse løb. Schweizeren var egentlig ganske anonym i sin første professionelle sæson, men han havde én stor dag, der minsandten gav en stor sejr på Giroens ikoniske grusvejsetape. Han nåede også med et fremragende U23-VM at bevise, hvorfor han også tidligere viste lovende puncheurevner, men han har stadig meget langt at gå. Deceuninck vil utvivlsomt kunne udvikle ham hastigt - særligt fordi han først nu er begyndt at fokusere fuldt på landevejen - men i første omgang ligner han mest en hjælper.

På klassikerfronten henter man også den meget lovende Stan van Tricht. Den hurtige belgier kørte et fornemt 2021 og viste sig flot frem som stagiaire i efteråret, hvor han endda vandt et af de belgiske gadeløb, Deceuninck af og til stiller op i. Han er hurtig og eksplosiv og ligner en kommende mand til brostensklassikerne og dermed en mand helt i Lefeveres ånd. Fremtiden ser lovende ud, selvom også han i første omgang er hjælper.

Som sagt reduceres gruppen af sprintere fra fire til to, men på sprintersiden tænkes der også langsigtet. Holdet henter nemlig den lovende Ethan Vernon, der fik ens tor skalp med etapesejr i Tour de l’Avenir. Med sit banefokus har han hidtil ikke kørt specielt meget på landevejen, men han ligner alligevel en af de mere lovende U23-sprintere. Det vil være meget at forvente, at han skulle vinde løb allerede i 2022, men på et Deceuninck-hold med færre sprintere end vanligt skal han nok få et par chancer. Her får vi en bedre fornemmelse af, om større landevejsfokus vil gøre ham til en fremtidig topsprinter.

Den sidste nye rytter er bare 18-årige Martin Svrcek, der følger den moderne trend med at komme direkte fra juniorklassen. Her viste han lovende takter med blandt andet end 4. plads ved VM og en 6. plads i Paris-Roubaix, og han er en alsidig rytter, der kan spurte og køre hæderligt opad. Det er imidlertid alt for tidligt at vurdere hans reelle potentiale, og i første omgang skal han tilbringe et halvt år i U23-klassen, inden han 1. juli bliver professionel i en rolle, hvor han i første omgang bare skal lære.

Det er altså helt tydeligt, at Lefeveres tropper er blevet svækket markant. Tabene af Almeida, Bennett og i mindre grad Hodeg er store, og blandt de unge talenter er det kun Van Wilder, der med det samme kan forventes at lave resultater. Talentpuljen er til gengæld også yderst lovende, og Lefevere er igen lykkedes med at få fingre i nogle af de mest lovende navne. Al logik siger dog alligevel, at det bør blive til færre sejre og point i 2022, men det har selvsamme logik sagt så mange gange før, hvor Lefevere også har sagt farvel til et hav af store navne. Det skulle derfor ikke undre, om vi alligevel ser et belgisk storhold, der i den kommende sæson vil være akkurat lige så succesrige, som de plejer.

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Patrick Lefevere har ikke lagt skjul på, at han har store planer om at bygge et grand tour-hold op om Remco Evenepoel, men det kan ikke ændre på, at Quick-Step først og fremmest er et klassikerhold. Belgierne har i årevis været feltets ubestridte klassikerkonger, hvor de har vundet alle de store klassikere, for manges vedkommende også flere gange.

Der har dog også været en vis udvikling. For nogle år siden var holdet i brostensløbene bygget entydigt op om Tom Boonen, og selvom det lykkedes Stijn Devolder at udnytte den store fokus på stjernen til at vinde Flandern Rundt hele to gange, var der aldrig tvivl om, hvem man kørte for. På samme måde havde holdet i ardennerklassikerne en klar kaptajn i Paolo Bettini, og holdet havde derfor en ganske hierarkisk struktur.

Siden Boonens exit har det været anderledes. Her har holdet i brostensløbene i stedet været kendt som det uovervindelige kollektiv. Først var det Peter Sagan, der var den store stjerne, og senere har det været Wout van Aert og Mathieu van der Poel. Quick-Step har siden dengang ikke haft den bedste rytter, men med deres uhyggelige hold har de alligevel meget, meget ofte slået de stærkere ryttere. I Ardennerne har det dog været anderledes, for her har holdet med Julian Alaphilippes vilde entre i en ganske ung alder haft det gamle meget klare hierarki med en entydig kaptajn.

Modellen er den samme i 2022. I brostensløbene er det The Wolfpack, der skal vinde, og her vil holdet satse på kollektivet, mens Alaphilippe er hovedmanden i Ardennerne - dog nu med Evenepoel i en position som en meget beskyttet og meget farlig joker. Brostenstruppen har dog også fået en alfahan. Det kan godt være, at holdet aldrig vil gøre ham til den eneste kaptajn, men da han sidste år beviste, at han kunne slå Van Aert og Van der Poel i det, tyskerne ville kalde ”en triel”, er der ingen tvivl om, at Kasper Asgreen vil være nr. 1 i de store brostensløb. Det er ham, man kan have tillid til i finalerne, særligt i de længste og de hårdeste løb.

Det betyder dog ikke, at de vil satse hele butikken på ham. Yves Lampaert kørte trods tre punkteringer et fremragende Paris-Roubaix i efteråret, hvor han endda mente, at han var løbets stærkeste mand. Zdenek Stybar så efter 2020 ud til at være færdig, indtil han rejste sig med fremragende kørsel i E3, hvorefter hjerteproblemer sendte ham til tælling - lige indtil han rejste sig med et flot VM. Florian Senechal bliver bedre og bedre fra år til år og lignede særligt i efteråret 2020 en mand, der også kan vinde de største klassikere. Davide Ballerini vandt Omloop i 2021, og selvom han skuffede lidt i de hårdeste løb, har han vist, at han kan vinde i hvert de lidt lettere brostensløb. Derudover vil Mikkel Honoré efter sit vilde efterår give brostenene et skud, og selvom han måske på papiret vil være en anelse under de fire mere etablerede og erfarne navne, vil han utvivlsomt have en vis beskyttelse. Han har trods alt været på podiet i to WorldTour-klassikere inden for det seneste halve år!

Med andre ord har holdet igen en skræmmende bredde, der kun bliver endnu mere imponerende, hvis Jannik Steimle også tag det skridt, man fornemmer, han kan tage. Forventningen vil være, at de kører med om sejren i alle de store brostensløb, fra Omloop over Kuurne, De Panne, E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix. De vil stå særligt stærkt i de hårdeste brostensløb, nemlig Omloop, E3, Flandern og Roubaix, hvor Asgreen er bedst og overtallet mest mærkbart, samt i sprinterløbene i Kuurne, De Panne og Scheldeprijs, hvor Fabio Jakobsen ligner en af de helt tunge favoritter (det ventes i skrivende stund ikke, at Mark Cavendish vil deltage, men det kan ikke udelukkes). Det kan blive lidt vanskeligere i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, der kan ende i en spurt i en reduceret gruppe. Her vil Jakobsen forsøge sig, men han må ventes at komme til kort, og her vil de derfor skulle satse på Ballerini og Senechal, der kan ende med at være oppe mod hurtigere folk. Det var dog fra dette scenarium, at Ballerini vandt sidste års modvindsramte Omloop, og det vidner om, at de kan vinde alle løb på alle tænkelige måder.

I Ardennerne vil Alaphilippe være den store kaptajn. Hans rekordliste i Fleche Wallonne taler for sig selv, og han har nu også bevist, at han stadig på muren kan slå selv en flyvende Primoz Roglic. Hans helt store mål er dog drømmeløbet i Liege, som han endnu ikke har vundet, men det er indlysende, at det er inden for rækkevidde. I år er det også sandsynligt, at han kører Brabantse Pijl, hvor han tog sin første sejr i VM-trøjen, og det løb kan han utvivlsomt også vinde igen. Amstel Gold Race vil også være et mål, selvom løbet passer ham en anelse dårligere med den flade finale. Her skal det dog også blive interessant at se, hvordan hierarkiet bliver, da den nye kalender betyder, at dele af brostenstruppen vil deltage og være i storform. Stybar klatrer længere godt nok til at begå sig, men Asgreen må være den oplagte mand til at angribe tidligt, mens alle kigger på Alaphilippe - og så kan man jo gemme Senechal og i den bedste af alle verdener også Ballerini til en reduceret massespurt. Både Brabantse Pijl og Amstel Gold Race må også være store mål for Honoré, der næppe kører Roubaix, og han har allerede i San Sebastian vist, at holdet kan satse på ham, hvis Alaphilippe giver ham lov.

Er han til gengæld til start i Liege eller Fleche, vil det være som hjælper for Alaphilippe, men her er der én rytter, der vil bryde det klare hierarki. Evenepoel er nemlig Evenepoel, og han kan derfor ventes at få den frihed, han vil have. Han og Alaphilippe kan udgøre en fremragende duo, hvor kongen af soloridt kan angribe tidligt. Det ved vi, at han kan gøre færdigt, og dermed er han en glimrende kandidat til at lave ”en Jungels” i Liege og måske blive manden, der spolerer en spurt i Fleche, ligesom han har planer om at være til start i Brabantse Pijl, som han også kan vinde på samme facon. Og kan han ikke færdiggøre arbejdet, vil en frisk Alaphilippe være klar. Til gengæld må Andrea Bagioli, der ellers er skabt til disse løb, nok leve med, at han bliver ren hjælper, som også Mauri Vansevenant vil være det.

Holdet vil også være aktive i de italienske løb. Med Van der Poels rygproblemer ligner Alaphilippe allerede nu favoritten til Strade Bianche, som også burde være en sand lækkerbisken for Honoré, hvos han giver det italienske løb et skud. Vi ved, at Stybar elsker løbet, men det er nok tvivlsomt om klatreevnerne fortsat rækker. Det gør de til gengæld for Bagioli, der burde kunne gøre det fremragende på de eksplosive stigninger. I Milano-Sanremo vil holdet nok i endnu grad end tidligere være bygget op om Alaphilippe, der allerede én gang har vundet løbet og været tæt på flere gange. Holdet mangler nemlig en rigtig sprinter, der kan overleve Poggio, selvom Ballerini og måske Senechal vil have en chance i en spurt, der altid byder på overraskelser. Holdet står dog med flere kort, for både Honoré og Bagioli har det punch, der gør det muligt at sidde med i en lille gruppe efter Poggio - og så ved man aldrig med Asgreen, der før har overrasket på stigninger.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

I efteråret er der også muligheder. Er han frisk, vil Alaphilippe være en af de helt tunge favoritter i San Sebastian, hvor Honoré sidste år viste, at han kan komme langt ved at angribe tidligt, og hvor også Bagioli burde kunne køre med om sejren. Det samme kan naturligvis Evenepoel, der allerede én gang har vundet løbet ved at angribe tidligt, og det vil han med Vuelta-form sikkert prøve igen. Jakobsen og Cavendish burde begge kunne vinde i Hamburg, hvor Waseberg ikke burde være umulig at overleve, og løbet i Bretagne er en glimrende mulighed for Alaphilippe, Asgreen, Ballerini, Bagioli, Honoré, Lampaert, Stybar, Senechal, Ballerini og Steimle, der alle under de rette omstændigheder vil kunne vinde. Man kan også håbe, at Alaphilippe vender tilbage til de canadiske løb, som han må vinde før eller siden, men det kunne også være glimrende chancer for Honoré og Bagioli, og i Quebec måske også for Senechal og Ballerini. Endelig vil holdet også satse stort på Il Lombardia, hvor Alaphilippe - hvis han er frisk - og hvor Evenepoel vil elske at få revanche efter to kedelige oplevelser i løbet. Derudover blev Fausto Masnada jo nr. 2 i 2021, og det vidner om, at han kan begå sig, selvom han slet ikke er en vindertype i klassikerne.

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens Quick-Step har været konger i klassikerne, har det været anderledes i grand tours. Holdet har flere gange forsøgt at lave en eller anden form for klassementssatsning, men det er aldrig blevet til det helt store. Til gengæld har holdet vundet et ufatteligt antal etaper, og de havde for nogle år siden en imponerende lang stime, hvor de i en lang periode havde vundet mindst fire etaper i alle grand tours. Den stime er brudt nu, men det hører stadig til sjældenhederne, at holdet ikke vinder mindst et par gange i et tre uger langt løb - særligt fordi de næsten altid stiller til start med en absolut topsprinter.

Det skal dog være lidt anderledes nu. Som sagt har holdet planer om at gøre Remco Evenepoel til grand tour-vinder, og derfor er Patrick Lefevere stille og roligt begyndt at opbygge en gruppe af særligt unge klatrere omkring det belgiske vidunderbarn. Der er imidlertid stadig lang vej, inden man har en trup, der kommer i nærheden af det, vi ser hos Ineos, Jumbo og UAE, men det er et projekt, der er i støbeskeen.

Der var en del spænding om, hvordan Evenepoels grand tour-planer ville se ud i 2021. Det stod tidligt klart, at han ikke ville køre Touren, inden han givet et af de to andre løb et ordentligt forsøg, og da Giroen præsenterede en rute nærmest uden enkeltstartskilometer, kan det ikke undre, at valget faldt på Vueltaen. Her vil holdet formentlig komme med et hold, der er 100% dedikeret til klassementet, som det var tilfældet allerede i Giroen sidste år.

Man skal aldrig udelukke noget med Evenepoel, hvis han efter sin lille pause endelig er klar til at fortsætte den rivende udvikling, han var i gang med frem mod sit grimme styrt, men det er klart, at det ligner en udfordring at vinde et løb, hvor Primoz Roglic og Tadej Pogacar begge ventes til start. Mindre kan dog også gøre det. Løbet skal nemlig afsløre to ting: om Evenepoel har klatreevnerne og holdbarheden. Ruten med en lang, flad enkeltstart og et holdløb passer ham ikke dårligt, også fordi der ikke er alt for mange lange stigninger, hvor han hidtil har set mest sårbar ud. Foråret vil allerede give et godt billede af, om han vitterligt kan stræbe efter sejren.

Han vil formentlig få selskab af folk som Fausto Masnada, Louis Vervaeke, Mattia Cattaneo og Ilan van Wilder. Mauri Vansevenant burde også være et oplagt valg, men han regner lidt overraskende med at køre Giroen. For Van Wilder skal det blive interessant at se, om han også kan hænge lidt på i klassementet, og det ved vi i hvert fald, at Masnada kan. Han gennemførte ikke en grand tour i 2021 grundet styrt og skader, men han var allerede i top 10 i Giroen for lidt mere end år siden - og siden dengang har han forbedret sig enormt. Evenepoel, Cattaneo og Van Wilder vil også være skarpe på enkeltstarten, ligesom de kan vinde holdløbet. Intet tyder dog på, at de vil komme med en sprinter, hvilket er temmelig usædvanligt for det belgiske hold.

Det vil de til gengæld i Touren, hvor holdet primært vil fokusere på etapesejre. Her er Fabio Jakobsen blevet stillet en debut i udsigt, og efter at han er tilbage ved fordums styrke, er han atter en af verdens allerhurtigste, der med sit supertog bør vinde mindst én etape. I skrivende stund er det ikke planen, at Mark Cavendish skal deltage, men man skal ikke blive helt overrasket, hvis han kommer med. Patrick Lefevere har i hvert fald ikke lukket døren endnu, og da Jakobsen kan få svært ved at vinde den grønne trøje på denne ikke specielt sprintervenlige rute, kunne man måske godt give Cavendish en chance for undervejs at tage den historiske 35. etapesejr.

Som udgangspunkt er der ingen klassementsambitioner, men man skal ikke udelukke Julian Alaphilippe. Han har gjort det klart, at han vil prøve før eller siden, men han har ligeledes sagt, at han ikke har tænkt at fortælle det, når det engang sker. I år kunne der være store muligheder for, at han og Deceuninck kan vinde tid i den første uge med sidevind og brosten, og derfor skal man ikke udelukke, at han ender med at holde sig til. Med den holdbarhed og de store udsving, han har udvist de seneste sæsoner, virker det dog usandsynligt, at han kan gentage miraklet fra 2019. Snarere ender det nok med, at han atter skal jagte etaper og måske bjergtrøje, men der ved vi også, at han er næsten garant for succes. Måske kan det så åbne døren for, at Cattaneo kan køre sig til en top 15, som han gjorde sidste år, hvis han ender med at blive sendt til Frankrig.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Resten af holdet ventes at tælle folk som Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Davide Ballerini, Remi Cavagna, Florian Senechal, Yves Lampaert og Zdenek Stybar, der alle må være i spil til en plads og under de rette omstændigheder kan vinde en etape. Det gælder måske særligt for de to danskere, der har de nødvendige klatreevner og den nødvendige spurtstyrke. Asgreen, Cavagna og Lampaert vil utvivlsomt også satse stort på enkeltstarterne, hvor særligt de to førstnævnte vil være outsidere - men ikke favoritter - til den gule trøje i København.

Planerne for Giroen er ret uklare. Det kunne se ud til, at Masnada skal have en chance som klassementsrytter, og med det niveauspring, han har taget, kan det faktisk blive ganske godt med en mulig top 5. Vansevenant ventes som sagt også at deltage, faktisk har der også været tale om Van Wilder. Begge vil måske kunne forsøge sig i klassementet, men i 2021 manglede de fortsat lidt for meget i bjergene. Derudover ventes Bagioli at stille til start som et oplagt bud på en etapevinder fra et udbrud, ligesom han vil kunne drømme om den første lyserøde trøje i puncheurspurten i Ungarn. Endelig har Jakobsen sagt, at holdet vil møde op med Cavendish som den store sprinter, selvom briten ikke selv har bekræftet det. Om han har samme niveau igen næste år, er usikkert grundet den fremskredne alder, men har han Tour-niveau er det indlysende, at han vil være en af de tunge favoritter til at vinde massespurterne.

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Quick-Steps etapeløbssatsning betyder også, at vi kan vente os at se mere til dem i klassementerne de ugelange løb, end vi traditionelt har oplevet det. Det har vi egentlig allerede oplevet i de seneste to sæsoner, hvor Remco Evenepoel og Joao Almeida begge har været blandt de allerbedste, og selvom de har mistet sidstnævnte, er der al mulig grund til at have forventninger til førstnævnte. Han har nemlig en skræmmende historik i den slags begivenheder, og faktisk har han vundet alle de seks korte etapeløb, han har kørt i de seneste to sæsoner!

Den trend kan blive svær at holde gående i den kommende sæson. Han har nemlig valgt både Tirreno og Baskerlandet som to af sine mål, og her vil han være oppe mod først Tadej Pogacar og siden både Pogacar og Primoz Roglic. Med sin enkeltstart som sit stærkeste våben står han dog ikke ringe, og de to løb bliver en chance for at vurdere hans virkelige etapeløbspotentiale. Derudover vil han gøre Tour de Suisse til sommerens store mål, og her vil han naturligt være en af favoritterne, ligesom han vil være det til de etapeløb, han vil køre uden for WorldTouren, nemlig i Valencia, Algarve, Norge og Burgos.

Uden Almeida er det tvivlsomt, om holdet kan vinde andre etapeløb, men de har naturligvis stadig Julian Alaphilippe.  Udover det mindre løb i Provence ser det dog ud til, at han alene vil køre Tirreno og Dauphiné, mens han kan tænkes at køre en del, men ikke hele Baskerlandet, der slutter dagen inden Amstel. Han vil naturligvis kunne vinde etaper, men da alle løb er stærkt besatte, er det næppe sejren, han kan stræbe efter, hvis han giver klassementet et skud.

Det skal blive meget interessant at følge Fausto Masnada. Han har forbedret sin enkeltstart enormt og har udviklet sig meget i bjergene. Allerede sidste år var han på podiet i Romandiet, og det vidner om, at vi kan regne med ham i de ugelange løb. Her har Ilan van Wilder også et stort potentiale i kraft af sin enkeltstart, men han skal forbedre sig i bjergene i forhold til det, vi så i 2021. Mattia Cattaneo kan også præstere i kraft af netop enkeltstarten, men det kræver, at ruterne er knap så bjergrige. Forventningerne vil også være store til Mauri Vansevenant, der dog skuffede i en stor del af 2021, og da hans enkeltstart samtidig har mangler, skal vi nok ikke forvente de absolutte topresultater fra stortalentet i klassementerne. Til gengæld er det tvivlsomt, om James Knox stadig er på et niveau, hvor han kan være andet og mere end en hjælper.

Holdet har naturligvis også store ambitioner i massespurterne. Fabio Jakobsen vil stille til start i alle sine etapeløb, som en af de helt tunge favoritter, og han vil kunne aspirere til at blive sæsonens sejrskonge. Det samme gælder for Mark Cavendish, hvis han holder dampen oppe i endnu en sæson, men han vil være en lidt langsom starter grundet sit banestyrt i november. Derudover ved vi, at Davide Ballerini er hurtig nok til at vinde, hvis feltet ikke er alt for stærkt, og også Jannik Steimle og Florian Senechal kan levere spurtresultater. Det vil også ligne holdet dårligt ikke at give en chance eller to til unge Ethan Vernon, der med sin sejr i Tour de l’Avenir har vist, at han meget vel kan blive den næste Quick-Step-sprinter, der vinder allerede med det samme.

Holdet står også stærkt på enkeltstarterne. Remco Evenepoel er åbenlyst allerede en sejrsmaskine i den disciplin, ligesom Remi Cavagna vandt hele to WorldTour-enkeltstarter sidste år og bliver bare bedre og bedre. Kasper Asgreen viste ved VM og i Touren, at han er meget tæt på de allerbedste, men i de fleste løb lider han under de relativt korte distancer. Ilan van Wilder har allerede leveret fremragende resultater på kuperede ruter, som vi også har set Julian Alaphilippe gøre det, og Mattia Cattaneo fik sin første store enkeltstartssejr i efteråret. Yves Lampaert slog Evenepoel ved de belgiske mesterskaber, og da også Jannik Steimle og Josef Cerny kan levere resultater, er listen nærmest uudtømmelig - især når man husker på, at Vernon ikke bare er sprinter.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Et kendetegn ved Quick-Step er, at de næsten altid vinder med ryttere, der ellers ikke vinder meget. De har da også et hav af vindertyper, der kan tage sejre, enten på etaper via udbrud eller i nogle af de mange mindre endagsløb, holdet kører. Det gælder selvsagt for holdets klassikerstjerner, men også folk Steimle, Andrea Bagioli, Mauro Schmid, der allerede har vundet en Giro-etape, og den lovende og hurtige Stan van Tricht kunne meget vel ende med en sejr før eller siden.

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL

Hvem kan overraske?

Patrick Lefeveres blik for talenter er eminent, og der er derfor næsten altid unge folk, der brager ind på scenen. Også i årets trup har han et par navne, der enten står på tærsklen til det store gennembrud, eller som er helt nye.

Til førstnævnte gruppe hører de to belgiske klatrere Ilan van Wilder og Mauri Vansevenant. Van Wilder stod som junior i skyggen af Evenepoel, men han har længe været regnet som et stort talent. Hans start har desværre været uheldig med først en skade i 2020 og siden et 2021, hvor han ragede uklar med DSM. Han nåede dog at give prøver på sine tempoevner, der allerede nu er fremragende. Til gengæld stod det også klart, at han stadig har mangler i bjergene, men gør han fremskridt på det område, har han hele pakken til allerede i 2022 at levere fornemme etapeløbsrytter. Som sagt ligger der også en Giro eller Vuelta og venter, men da han endnu ikke har gennemført en grand tour, ligner det mest en rolle som etapejæger i Giroen eller som hjælper for Evenepoel i Vueltaen.

Vansevenant bragede ind på scenen med sit ridt i Fleche Wallonne i 2020, og sidste år lagde han ud som lyn og torden. Desværre skuffede han nærmest uafbrudt efter Amstel Gold Race, og han har derfor lidt at bevise. Talentet er dog uomtvisteligt, og forhåbentlig kan han tage næste skridt næste år. Hans enkeltstart lægger desværre begrænsninger på hans muligheder i klassementerne, men hans klatreevner burde række langt. Skal han som annonceret køre Giroen, kan det også være tid til at teste sig selv i klassementet.

Man bør vel også pege på Jannik Steimle. Han har været hårdt ramt af skader og styrt, men han burde have alle karakteristika til at blive en fremragende brostensrytter. Forhåbentlig kan han vise sit værd i 2022, hvor han blandt de mange stjerner vil være hjælper, men hvor han måske kan tage første skridt mod selv at blive beskyttet. Det kan også ske ved at vinde nogle mindre løb, også via sin gode spurt - og så er han en ganske glimrende temporytter, der har vundet Slovakiet Rundt via netop sin gode enkeltstart.

En anden klassikerrytter er Andrea Bagioli. Desværre låser Julian Alaphilippe ham nok i Ardennerne, hvor hans potentiale ellers synes stort, men forhåbentlig kan han få en chance som etapejæger i Giroen og i mindre endagsløb. Han er så hurtig, at han blev nr. 2 i en reduceret massespurt i Vueltaen, men det er først og fremmest som puncheur, at han kan blive fremragende. Det så vi i Cullera under Vueltaen, hvor han indikerede, at Alaphilippe måske snart skal se sig over nakken.

Større usikkerhed er der om Mauro Schmid, der også er en ardennertype. Han vandt ganske vist sin Giro-etape på grusvejene, hvor han endda slog kometen Alessandro Covi i en spurt, og det vidner om potentialet. Desværre så vi intet til ham i resten af sæsonen, og han ligner mest en hjælper. Det vil dog ikke undre, om han vinder et par mindre endagsløb - også fordi hans U23-VM vidner om, at han måske er ved at finde sig selv.

Tillader vi os at gå lidt længere op i aldershierarkiet, er det værd at fremhæve Fausto Masnada. Italieneren fik ødelagt meget af 2021 grundet skader, men han synes stærkere, end resultaterne viser. Sidste år var han allerede i top 3 i Romandiet, og han rundede året af med en 2. plads i Lombardiet. Han har pludselig fået en god enkeltstart, og klatreevnerne er i udvikling. Er det ham, der skal overraske i årets Giro? På samme måde kunne man nævne Mikkel Honoré, der står foran sit store klassikergennembrud, men hans efterår var så suverænt, at han næsten ikke kan overraske, selv hvis han er med helt i front i de helt store klassikere.

Holdet har også tradition for at opfostre de næste store sprintere. Denne gangs satser de på banerytteren Ethan Vernon. Hans sejr i Tour de l’Avenir vidner om, at potentialet er der, og da Quick-Step denne gang har to topsprintere, burde han også få noget plads. Det er sjældent, at en ung Quick-Step-rytter ikke vinder et eller andet i løbet af sin første sæson - og så har han i øvrigt også en hæderlig enkeltstart.

Stan van Tricht er lige så spændende. Den unge belgier er så hurtig, at han faktisk kan gøre det pænt i massespurter, men han er først og fremmest en klassikerrytter. Han havde en fin 2021-sæson med en serie flotte resultater, og han efterlod et fint indtryk som stagiaire. Det er klart, at han i vidt omfang skal være hjælper, men netop fordi han er så hurtig, ligner han prototypen på en ung Quick-Step-rytter, der vinder et endagsløb i løbet af sæsonen - og samtidig viser os, at vi forhåbentlig kan regne med ham i brostensklassikerne i fremtiden.

SÆT DIT HOLD OG DYST MOD HINANDEN I VORES NYE MANAGERSPIL