Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: VM i enkeltstart
25. september 2019 14:15Sirotti

Efter to sæsoner med meget specielle VM-ruter skal verdensmesteren i sportens mest enkle disciplin i år kåres på en langt mere klassisk strækning, når første del af VM-ugen onsdag rundes af med årets vigtigste enkeltstart. En blanding af en lang distance, typiske britiske bakker og fladt tonserterræn vil teste mange aspekter af rytternes evner, inden en ny indehaver af regnbuetrøjen skal findes efter et løb, hvor antallet af potentielle vindere må være det største i meget lang tid.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VM OG EFTERÅRSLØBENE

Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, aerodynamik, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

 

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

 

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

 

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka, Tom Dumoulin og Rohan Dennis er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

 

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

 

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

 

I 2017 blev traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kunne ikke undre, at man til sidste års bjerg-VM i Østrig havde fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både bød på fladt tonserterræn og en hård stigning. Mest af alt har man dog foretrukket, at enkeltstartsverdensmesteren skal være en rigtig tempospecialist, og i år vender man da også tilbage til et mere klassisk format.

 

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb, og det gør det til noget helt særligt, man ikke finder på andre tider af året.

 

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

 

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

 

Sidste år var der lagt op til et forrygende opgør mellem Rohan Dennis og Tom Dumoulin på den meget varierede rute i Østrig, men det blev slet ikke så tæt som ventet. Dumoulin var nemlig træt efter en hård sæson med to 2. pladser i grand tours, og han var aldrig i nærheden af at røre suveræne Dennis, der langt om længe fik sit verdensmesterskab i kraft af en overlegen magtdemonstration, der betød, at han slog Dumoulin med hele 1.21. Faktisk var hollænderen tæt på slet ikke at få sølv, da Victor Campenaerts overgik alles forventninger på den kuperede rute ved at blive nr. 3 mindre end et sekund fra sølvmedaljen. Efter sit kontroversielle Tour-exit skal Dennis i år forsøge at forsvare titlen, selvom han ikke har kørt løb i to måneder, og han er igen oppe mod Campenaerts, der efter træthed stiller til start uden at have været i aktion siden slutningen af juni. Dumoulin er imidlertid stadig på vej tilbage efter sin langvarige skade og misser løbet for første gang siden 2013.

 

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på i 2017 og 2018, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om klassiske klatreenkeltstarter i den forstand, at der kun skal køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen og en flad tonserrute med en knaldhård stigning undervejs i Østrig gjorde det til ruter, som ikke just fik megen ros fra de tungere specialister som Stefan Küng, Jos van Emden, Maciej Bodnar og ikke mindst Tony Martin, der i Norge var temmelig vokal i sin kritik.

 

Årets VM er som bekendt henlagt til Yorkshire, og Martin kan glæde sig over, at England hverken er Norge eller Østrig. Nok er landet ikke fladt, men bakkerne er ikke lange, og der bliver dermed tale om en langt mere klassisk enkeltstart. Det betyder dog ikke, at ruten er flad, for det uvejsomme britiske terræn gør, at man alligevel skal klatre mere end 500 højdemeter. Med andre ord er der ikke tale om enkeltstart i København, Firenze og Qatar, hvor de flade veje gjorde det til en meget ren udmåling af power på flad vej - noget, som samme Martin udnyttede til at tage tre af sine foreløbig fire VM-titler. Da man i gamle dage oftest afviklede enkeltstarten på VM-rundstrækningerne, har de sjældent været lige så flade som de tre nævnte, og derfor er årets mellemkuperede rute en helt klassisk VM-enkeltstart.

 

Det er den også i en anden forstand. Til forskel fra 2016 og 2017, hvor man brød det klassiske mønster ved at designe uhørt korte enkeltstarter på bare 40 og 31 km, vender man ligesom sidste år tilbage til en rigtig VM-distance på 54,1 km. Faktisk skal vi helt tilbage til Firenze i 2013, hvor man skulle køre næsten 60 km, for at finde en længere enkeltstart, og da man mellem 1994 og 2012 kun sjældent kom ud over de 50 km, er der faktisk tale om den næstlængste enkeltstart i konkurrencens dog relativt korte historie.

 

En anden nyskabelse er, at der for fjerde år i træk er tale om en enkeltstart, hvor start og mål ikke er placeret samme sted. Sådan var det ellers altid ”i gamle dage”, hvor man oftest blot kørt rundt på VM-rundstrækningen, men ligesom i Firenze, Doha, Bergen og Innsbruck er der tale om en punkt-til-punkt-rute, hvor start og mål endda er placeret ganske langt fra hinanden.

 

I alt skal der altså tilbagelægges 54,1 km - 1600 m mere end sidste år - som fører feltet fra Northallerton til Harrogate, der er VMs centrum og vært for mål i alle løbene. Starten er den letteste, idet man kører mod sydvest ad en lang, lige vej uden mange sving. Efter ca. 12 km begynder det at stige ganske let, men grundlæggende er der tale om rigtigt specialistterræn, indtil man når frem til den første mellemtid, der tages efter 16,7 km.

 

Efter mellemtiden fortsætter det med at stige let, men mans kører mod sydvest og syd, inden en nedkørsel ned til byen Masham, der nås efter 23,0 km. Her drejer man mod syd via en vej, der er en anelse mere teknisk med flere sving og bløde kurver, og terrænet bliver mere kuperet. Således skal man efter et kort, fladt stykke over Gate Bridge Road (1,1 km, 4,9%), der har top efter 25,5 km, hvorefter det forsætter med at stige, inden en nedkørsel leder ned til Kirkby Malzeard. Herefter bliver terrænet let kuperet, indtil man når frem til Risplith-stigningen (700 m, 7,0%), der leder op til den anden mellemtid, som tages efter 37,7 km.

 

Efter den kuperede midtersektion bliver det atter lettere. Man rammer en vej, der fører mod sydøst med retning mod Harrogate, og som kun i starten har lidt sving, hvorefter den er ganske enkel. Den første fase er generelt let faldende med enkelte småbakker undervejs, indtil man med 5,9 km igen når ned til byen Ripley. Herefter skal man op og ned ad en lille bakke, inden det med 2 km igen begynder at stige svagt op mod Harrogate, inden det flader ud med 1500 m igen. På de sidste 5 km er der ikke ét eneste sving, indtil man ved den røde flamme tager en blød højrekurve. Herefter venter et skarpt venstresving efterfulgt af et skarpt højresving, der leder ind på en 4%-stigning, som fører op til målet. I gennemsnit stiger den sidste kilometer dog kun med 1%.

 

Ruten byder på i alt 564 højdemeter, hvilket er 9 mere end sidste år.

 

 

 

 

Vejret

Lige siden Yorkshire fik tildelt værtskabet, har der været megen snak om det lunefulde britiske efterårsvejr. Mens mange fans sikkert ønsker sig dårligt vejr på søndag, ønsker de fleste sig sikkert også tørre veje til enkeltstarten, men sådan bliver det desværre nok ikke. Onsdag bliver nemlig en rigtig bygedag med en konstant bygerisiko på 35-40 gennem hele formiddagen og frem til 15-tiden. Herefter burde det imidlertid klare op, og selvom risikoen for en byge stadig er ca. 25% mod slutningen af løbet, burde der blive kig til solen også. Temperaturen ventes at nå ganske hæderlige 18 grader, og vinden vil bare være let, komme fra vest og siden sydvest og måske tiltage en anelse. Det giver mod-og sidemodvind på hele ruten.

 

Favoritterne

I de sidste to år har det krævet sin mand at spå om udfaldet af VM-enkeltstarterne. De meget specielle ruter med en kombination af specialistterræn og et decideret bjerg har stillet store krav til rytternes alsidighed, men også gjort det vanskeligere at vurdere helt præcist, hvor god en klatrer man har skullet være for at kunne begå sig. Der har været for meget fladt terræn til de små folk, men også for svære stigninger til de fleste specialister, og i stedet har det i vidt omfang været for folk, der også med jævne mellemrum kører klassement i etapeløbene. At ruterne var svære at læse også for rytterne selv, kunne Victor Campenaerts særligt erfare, da han kom til Østrig med en beskeden ambition om top 10, men tog sig selv og hele cykelverdenen på sengen ved at være mindre end et sekund fra at stjæle sølvmedaljen fra Tom Dumoulin.

 

Det er dog ikke kun ruterne, men også feltets meget jævnbyrdige top, der har gjort det svært at forudsige. I 2017 var det helt åbent, om sejren ville gå til Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome eller Rohan Dennis, der da også viste sig alle at komme i top 5. Sidste år var det hele lidt mere enkelt, da alle vidste, at vinderen ville blive enten Dennis eller Dumoulin, men til gengæld delte vurderingerne af favoritstatus sig i to stort set lige store lejre.

 

Det er dog ikke kun ruterne, der har gjort VM-enkeltstarter uforudsigelige, og faktisk har de tradition for at være meget mere åbne end i årets etapeløb. I 2016 lå det ikke just i kortene, at en kriseramt Tony Martin skulle knuse al modstand med sin hidtil sidste magtdemonstration, og i 2015 regnede alle med et knivskarpt opgør mellem Dumoulin, Dennis og Martin, hvorefter Vasil Kiryienka tog dem alle på sengen på en dag, hvor de tre favoritter blev hhv. nr. 5, 6 og 7. Og 2013 og 2014 så alle frem til de gigantiske slag mellem Martin, Bradley Wiggins og Fabian Cancellara i en tid, hvor feltet igen blev lidt mere åbent efter nogle år, hvor først Cancellara og siden Martin havde været i en klasse for sig.

 

Det er dog svært at huske, at et VM-løb har været lige så åbent, som det er i år. Nok har det været svært at pege på vinderen i de seneste mange år - vi skal vel tilbage til Martins sejr i Holland i 2012 for at finde et år, hvor der var en soleklar favorit - men det er uhyre sjældent, at kandidatfeltet har været så bredt, som det har været tilfældet i år. I 2017 kunne man måske pege på fire mand med en reel chance, men som regel har guldkampen på forhånd været reduceret til et opgør mellem maksimalt tre mand (der dog alle blev snydt af Kiryienka for fire år siden).

 

I år er der imidlertid ingen, der skiller sig markant ud. Dumoulin og Froome er begge ude med skader, og en formsvag Geraint Thomas har meldt fra. Dennis’ og Campenaerts’ form er mildt sagt et spørgsmålstegn efter løbspauser, der strækker sig tilbage til hhv. midten af juli og slutningen af juni. Roglic er i form, men kommer som den eneste favorit fra en opslidende Vuelta, og det er en kombination, som er ganske svær, hvilket både Froome og Dumoulin kan skrive under på. Fænomenet Remco Evenepoel har skrevet sig ind i kandidatfeltet efter sin imponerende magtdemonstration ved EM. Stefan Küng har vist storform i den sidste uges tid og er ved at lægge en svær tid bag sig. Martin har vist, at han stadig er en af de bedste, når bare distancen er lang nok. Jonathan Castroviejo og Nelson Oliveira har for vane altid at levere ved verdensmesterskaberne. Og Kasper Asgreen, Patrick Bevin, Yves Lampaert, Filippo Ganna og unge Edoardo Affini har i år alle kørt WorldTour-enkeltstarter, som gør, at det ikke kan betegnes som en sensation, hvis de faktisk ender med regnbuetrøjen.

 

Med andre ord har løbet historisk mange potentielle vindere, og det bliver bestemt ikke nemmere af, at ruten slet ikke er så let at læse endda. Nok er den langt mere klassisk end i 2017 og 2018, men den er slet ikke så enkel som i København, Firenze og Doha, hvor det bare handlede om at køre stærkt på flad vej. I Yorkshire kommer vi nemlig op på næsten 600 højdemeter, hvilket viser, at ruten er mere kuperet, end profilen antyder, og der er relativt mange ”skjulte” højdemeter. Faktisk er der endda endnu flere højdemeter end i 2018, men hvor de dengang alle var koncentreret på et decideret og ret stejlt bjerg, mens resten af løbet var lige så velegnet til billard som til cykelløb, kommer klatringen her kontinuerligt spredt ud over det meste af ruten. Med andre ord bliver det langt lettere for de tungere specialister end i 2018, hvor de skulle tilbringe en ganske stor del af enkeltstarten i reelt klatremode.

 

Mens linjeløbene i høj grad synes at være mere teknisk end terrænmæssigt udfordrende, ser det tekniske aspekt ud til at skulle spille en mindre rolle her. Meget af ruten består af lange, lige veje, og det synes kun at være enkelte passager, der byder på flere sving. Hvad terrænet angår, kan ruten inddeles i tre dele, hvor den første del frem til første del er for virkelige specialister, mens den anden del mellem de to mellemtider er ganske kuperet og byder på en ganske stejl bakke op mod andet tidstjek. Sidste del er igen lettere, men det er vigtigt at gemme nogle kræfter til de sidste 2 km, der er hårde, og hvor man kan tabe en del tid, hvis man ikke har gemt lidt i tanken.

 

Samlet set er det en god rute for specialister, men gerne de lidt mere hårdføre af slagsen. Det vil eksempelvis være en overraskelse, hvis tunge folk som Jos van Emden og Ryan Mullen er med helt i front her, og det kan måske også være på grænsen for Edoardo Affini og Filippo Ganna. Til gengæld er terrænet glimrende for folk som Stefan Küng, Tony Martin og Victor Campenaerts, der ellers alle på forhånd fandt stigningen i Østrig for svær, men som sagtens kan være med på denne slags bakker. Og for de lettere folk, der kan køre klassement i etapeløb, er ruten også tilstrækkeligt kuperet til, at de kan være med helt fremme.

 

Derudover er de distancen. Som sagt er der tale om den næstlængste enkeltstart i VM-historien, og det gør det til noget ganske specielt. I disse år, hvor grand tour-enkeltstarter sjældent overstiger 40 km og ofte er endnu kortere, er det lidt af en sjældenhed at skulle køre enkeltstart i en times tid. Man skal være meget varsom med bare at overføre andre resultater til VM, for det stiller særlige krav til motoren at kunne køre så lang en distance.

 

Derudover spiller restitutionselementet en helt afgørende rolle. Alle andre større enkeltstarter køres i etapeløb, og de lange af dem kommer altid efter flere dage. Det giver naturligt klassementsrytterne en fordel på bekostning af de knap så restitutionsstærke specialister, men en enkeltstående enkeltstart er noget helt andet, der begunstiger de sande tempomaskiner, der ikke nødvendigvis er så alsidige.

 

Endelig er der vejret. Alle ved, hvor frustrerende det kan være, når en enkeltstart ødelægges af uens vilkår, og desværre kan det meget vel blive tilfældet denne gang. Der meldes om bygevejr, og det betyder, at det er stort set umuligt at spå om, hvem der kan være uheldig at have våde veje og at køre i regnvejr. Chancerne for tørvejr er størst for de sidst startende, men kommer bygerne uheldigt, kan det sagtens være første mand, der er den eneste med tørre betingelser. Umiddelbart taler regnen dog for, at de sidst startende har størst chance for en fordel.

 

Til gengæld peger vinden i den anden retning. Det vil grundlæggende ikke blæse meget, men den vind, der er, vil tiltage en anelse og dreje fra vest til sydvest. Det betyder, at de sidst startende både vil have kraftigere vind, men også mere modvind end de først startende. Med andre ord taler vinden for, at det kan være en fordel at starte sidst.

 

Det betyder også, at det er helt umuligt at sige, hvem der har fordel af vejret. Det vil helt og holdent blive bestemt af, hvornår bygerne kommer, og det ved kun vejrguderne. Vejret kan altså sagtens få en løbsafgørende betydning og måske give en overraskelse, hvis alle favoritterne, der må formodes at starte sent, får ugunstige betingelser. Desværre er det hele baseret på så mange tilfældigheder, at vi må basere denne optakt på, at alle har ens vilkår.

 

Det brede favoritfelt gør også, at det er med nogen usikkerhed, at vi peger på Remco Evenepoel som vores favorit. ”Men Emil? Du kan da ikke i ramme alvor pege på en 19-årig som verdensmester, når hans hans hidtil længste eliteenkeltstarter var bare 38,3 og 22,4 km lange,” vil mange sikkert indvende. Og nej, det strider da også mod al logik at tro, at den regerende juniorverdensmester skulle erobre elitetitlen ét år og én dag, efter at han blot var den bedste af de ryttere, der kun knap var blevet myndige.

 

Alligevel gør vi det. Hvis der er én lære, der står tilbage efter 2019-sæsonen, er det nemlig, at ordene Evenepoel og Logik er antonymer. Skal man spå om Evenepoels resultater, gør man klogt i at lægge alle logiske betragtninger til side og sørge for at vente sig det allermest uventede. Da sæsonen startede, havde vi nemlig ikke skyggen af forventninger til nævneværdige resultater til den 19-årige ungersvend, der da også skulle sættes på skånekost og bare lære af de erfarne ræve. Gang på gang har han imidlertid overgået holdets forventninger, så han allerede nu fremstår som en af superholdets mest succesrige ryttere - noget af en bedrift, der har sat sig tungt på 1. pladsen på både WorldTour- og sejrsranglisterne. Og at man skal passe på med at afskrive Evenepoel, bare fordi løbet er stort, konkurrencen eminent og løbet langt, beviste fænomenet, da han vandt Clasica San Sebastian, der med sine 226 km var det længste løb, han nogensinde havde kørt, karrierens første endagsløb på WorldTouren og et løb, der næsten altid domineres af ryttere, der kommer til løbet med Tour-form.

 

At Evenepoel skal tages seriøst på tempocyklen, blev naturligvis først og fremmest understreget ved EM, hvor han tog en knusende overlegen sejr i et felt med flere af hans værste rivaler til denne enkeltstart. Dertil kommer, at han formentlig nu er endnu bedre end i august. Evenepoels udviklingskurve er nemlig så stejl, at man nærmest kan se en synlig forbedring fra dag til dag. Hans enkeltstarter i den første del af sæsonen var således ikke specielt imponerende, og han skuffede blandt andet følt i Belgium Tour, hvor han ellers vandt samlet og var i storform. Ved de nationale mesterskaber blev han også slået relativt klart af Wout van Aert og også af Yves Lampaert, men ved EM var han allerede blevet så meget bedre, at han på en flad tonsrrute, som ikke just passede ham, slog en stor del af verdenseliten. Han var nemlig ikke bare oppe mod novicer, men derimod folk som Kasper Asgreen, Stefan Küng, Edoardo Affini, Filippo Ganna og Jos van Emden, der alle enten i år eller sidste år har været i top 2 på WorldTour-enkeltstarter. Og sejrsmarginen på 19 sekunder ned til Asgreen var nærmest skræmmende, når vi taler om en enkeltstart, der bare var 22 km lang.

 

Faktisk må man antage, at distancen blot er til hans fordel. Nok er en motor som regel noget, der kommer med alderen, men Evenepoel synes leve efter mantraet ”jo længere, jo bedre”. To af hans tre linjeløbssejre er kommet i løb over 200 km - faktisk har han vundet to af de seks løb, der har haft en sådan distance - og hans to bedste enkeltstarter har også været de to længste. Til gengæld leverede han sin største skuffelse på den bare 9,2 km lange rute i Belgium Tour, hvor han ellers var løbets i særklasse bedste. Lægger man dertil, at den kuperede rute kun kan være til fordel i forhold til fladbanen i Alkmaar - faktisk to han sine to sejre i Belgium Tour og Adriatica Ionica Race netop i den slags terræn - og at soloridt er blevet et sandt speciale for fænomenet, der har taget alle sine linjeløbssejre ved at køre væk langt udefra, har han man alle ingredienserne til en verdensmester. Formen skulle også sidde i skabet efter en tur til Canada, hvor han skuffede i Quebec, men kørte stærkt i Montreal, hvor han iværksatte en solooffensiv, men fik sit løb ødelagt af en punktering. Selv meldte han, at benene er gode, og det burde kunne vække bekymring hos hvem som helst. Derfor tror vi, at Evenepoel leverer endnu et mirakel i en på alle måder mirakuløs sæson.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VM OG EFTERÅRSLØBENE

 

Løbets helts store spørgsmålstegn er naturligvis Rohan Dennis. I 2018 var australieren i en klasse for sig både på lange og korte enkeltstarter, hvor førstnævnte ellers tidligere har været en lille svaghed, og han tog således suveræne sejre ved VM, i Giroen og Vueltaen over distancer på mere end 30 km. Det krævede imidlertid bare et cykelskifte at forvandle Dennis fra overmenneske til en temmelig ordinær temporytter, for efter skiftet fra BMCs vidundercykel har han ikke leveret meget. Nok vandt han den stærkt besatte 1. etape i Tour de Suisse, hvis men slet ikke med den margin, 2018-udgaven af Dennis ville gøre det, og derudover er det blevet til en skuffende 6. plads i Schweiz, en katastrofal 8. plads i Tirreno, et næsten pinligt nederlag ved de nationale mesterskaber samt en optræden i Baskerlandet på en rute, der dog var så speciel, at den som sammenligning ikke kan bruges til noget som helst. Ser man alene på resultaterne, og lægger man dertil, at Dennis er raget uklar med sit hold, ikke fik lov at køre Vuelta og ikke har været i konkurrence, siden han på nærmest mystisk vis forsvandt midt under en Tour-etape, er der ikke meget, der peger på, at det bliver til et australsk titelforsvar.

 

Det vil dog være dumt at udelukke den mulighed. Dennis ved, hvad han gør, og han har efterhånden opbygget en stor ekspertise i at forberede sig til disse mesterskaber. Det plejer ganske vist at ske via en grand tour, og det vil utvivlsomt have en negativ effekt, at han denne gang ikke har fået den forberedelse, han ønskede sig. Han anslog dog en optimistisk tone, da han sidst gav lyd fra sig for et par uger siden og meldte, at hans træning, der alene er gearet mod onsdagens store mål, tyder på, at han har samme power som sidste år.

 

Så er der naturligvis spørgsmålet om materiellet, der angiveligt var årsagen til skærmydslerne under Touren, og som er den eneste logiske forklaring på de pauvre resultater i en sæson, hvor Dennis med den samlede 2. plads i Tour de Suisse ellers har været bedre end nogensinde. Meldingen er, at han vil køre på et unavngivet udstyr stillet til rådighed af det australske forbund, og spørgsmålet er, om det vil kunne bringe ham tilbage til eller i nærheden af niveauet fra sidste år. Det er der ingen, der ved, og det ved Dennis formentlig heller ikke selv. Den kuperede rute burde imidlertid passe ham, og han viste særligt sidste år, at distancen heller ikke bliver et problem. Hans margin sidste år var så overlegen, at han sagtens kan smide et par procent eller to og stadig forsvare sin titel. Nu skal han bare vise, at den specielle forberedelse og usikkerheden om materiellet ikke har fået ham til at overskride grænsen for, hvad han har at give af i forhold til rivalerne.

 

Egentlig burde Primoz Roglic vel være favorit. Siden 2018 har han nemlig vundet alle sine enkeltstarter, der har været længere end 10 km, og hvor han ikke har været træt mod slutningen af en grand tour. I de fleste tilfælde har han endda leveret sande magtdemonstrationer, specielt når ruterne som denne har været kuperede. I år er det sket under Vueltaen, to gange under Giroen samt i Romandiet, og med sølvmedaljen ved VM for to år siden har han vist, at han også kan præstere i den specielle disciplin at skulle køre en isoleret enkeltstart uden for et etapeløb. De knap 600 højdemeter og den lange distance kan kun være guf for en alsidig grand tour-rytter som Roglic, der må regnes som en af verdens absolut bedste i en udfordring som denne.

 

Roglic har imidlertid givet sig en opgave, der er vanskeligere end alle andres. Dennis har vist, at man sagtens kan forberede sig til VM-enkeltstarten via Vueltaen, men én ting er at gøre som australieren, noget andet er at køre klassement. At det er umådeligt svært at satse på begge dele, kan Chris Froome og Tom Dumoulin bevidne. For to år siden kom Froome til løbet som nykåret Vuelta-vinder og mødtes endda af en klatrerute, der var skabt til en grand tour-stjerne, men alligevel var det kun med det yderste af neglene, at han undgik, at Nelson Oliveira frarøvede ham bronzen. Samme oplevelsen havde han ved OL i Rio, hvor han kort efter en Tour-sejr måtte tage til takke med en bronzemedalje på den kuperede rute i Rio. I 2015 var Dumoulin kun én dag fra at vinde Vueltaen, men da han kørte VM-enkeltstart blev han blot nr. 5. Nok forsyner en grand tour en rytter med en stor motor, men som forberedelse til en indsats over bare en times tid, er den ikke ideel.

 

Det kan dog godt lade sig gøre. I 2012 knuste Bradley Wiggins al modstand ved OL bare få dage, efter at han havde vundet Touren, og det til trods for, at han var oppe mod folk som Martin, der havde enkeltstarten som sit store mål. Roglic tabte måske lidt niveau i den tredje uge, men han lignede ikke en mand, der sluttede Vueltaen på randen af et sammenbrud. Når han er i form, er Roglic et monster, der er næsten umulig at slå, og derfor vil han være den naturlige favorit, hvis han er frisk igen. Nu skal han bare vise, at det også er tilfældet.

 

Årets enkeltstart bærer præg af, at spørgsmålene er så mange. Hvis Dennis har haft en speciel forberedelse, overgås det nemlig for intet at regne mod den optakt, sidste års bronzevinder, Victor Campenaerts, har haft. Belgieren chokerede sig selv og alle andre ved sidste år at blive nr. 3 på en rute, der slet ikke passede ham, og det indikerede, at han havde taget det sidste skridt ind i den absolutte elite, som han med to EM-titler længe har bejlet til. Det endegyldige bevis kom, da han sejrede i Tirreno-enkeltstarten, der i kraft af sit klassefelt næsten altid er at regne som et VM i korte, flade enkeltstarter, ligesom han som bekendt slog timerekorden i april.

 

Årets rute passer Campenaerts langt, langt bedre, og faktisk er en mellemkuperet og lang enkeltstart noget af det bedste, man kan servere for den belgiske maskine, der ved EM i Glasgow i 2018 sejrede på en rute, der var en næsten tro kopi af denne. Det er snarere forberedelsen, der kaster det hele op i luften, for Campenaerts havde et meget intensivt forår. Da han blot blev nr. 4 ved de belgiske mesterskaber, erkendte han, at han trængte til pause, og faktisk var behovet så stort, at han i begyndelsen af august måtte melde fra til både EM og BinckBank Tour, som han endnu ikke var frisk nok til at køre. Drømmen om at bruge Vueltaen som forberedelse måtte han også opgive, og faktisk har han ikke kørt ét eneste cykelløb siden den 30. juni.

 

Nu skulle han dog være kommet sig, og selv melder han sig da også ganske fortrøstningsfuld. Han har før vist, at han kan forberede sig alene ved træning, som han gjorde, da han sidste år forsvarede sit europamesterskab, eller da han sejrede i Tirreno i foråret. Dengang havde hele optakten imidlertid også været ideel, og det kan ikke siges denne gang, hvor han virkede til at være nede i et ret dybt hul for mindre end to uger siden. Siden har der været gang i spaden, og han synes at være på vej op mod jordoverfladen igen. Spørgsmålet er bare, om han er helt oppe og atter har fast grund under fødderne. Kører han som i 2018 på en rute, der denne gang passer ham helt ideelt, bliver han i hvert fald ikke nem at slå.

 

Stefan Küng er en af de ryttere, der har tabt to stort på de seneste års specielle ruter. I de år har han nemlig tilhørt den absolutte tempoelite, men hverken i Bergen eller Innsbruck havde han skyggen af chance. Derfor kan man næsten kalde årets enkeltstart som hans første reelle VM-enkeltstart, og var den kommet i 2017 eller 2018, havde han været en af de helt tunge favoritter. Her viste han nemlig både i Touren, Tour de Suisse og ikke mindst med magtdemonstrationen i BinckBank Tour sidste år, at han tilhører den helt tunge klasse, hvor man kunne komme i nærheden af den ellers så suveræne Dennis.

 

Küngs problem er bare, at han lider af samme udfordring som Dennis. Efter skiftet væk fra BMC har han slet ikke haft den styrke, han havde i sæsoner, hvor han vandt adskillige WorldTour-enkeltstarter i Schweiz og Holland. Ser man bort fra den tidlige sejr i Algarve, har han kun leveret skuffelser, ikke mindst på hjemmebanen i Tour de Suisse og Tour de Romandie. Til gengæld synes der at være lys for enden af tunnelen. I hvert fald blev han nr. 4 i BinckBank Tour, hvor han var den klart bedste af de ryttere, der havde de vanskeligste vindforhold, og han synes at komme til løbet i absolut topform, efter at han for en uge siden tog en solosejr i det stærkt kuperede Tour du Doubs og i torsdags vandt den korte enkeltstart i Slovakiet, hvor den tekniske rute slet ikke passede ham.

 

Det gør den derimod i Yorkshire, hvor det mellemkuperede terræn og den lange distance er perfekt for en mand med Küngs motor. Det er altså ikke formen og ruten, den er gal med. Spørgsmålet er mest, om Küng vitterligt er kommet så langt, at han nærmer sig sit gamle niveau. Han er i hvert fald blevet bedre, men 4. pladsen ved EM kunne indikere, at han fortsat hat lidt vej at gå.

 

Egentlig burde vi have stor tiltro til en dansk verdensmester. Kasper Asgreen har nemlig i sin mageløse sæson også rettet op på, at han i 2018 faktisk skuffede ganske kraftigt i den disciplin, der altid har været hans foretrukne. I år har han taget skridtet op i den absolutte verdenselite, hvilket særligt dokumenteres af 2. pladsen i Schweiz og 2. pladsen ved EM. De blev endda leveret på ruter, der var relativt korte, og det står vist klart for de fleste, at Asgreens største force som cykelrytter er hans helt enorme motor. Derfor burde 54,1 km i terræn, der minder om en Asgreen-klassiker være en gave til danskeren, der næppe kunne have designet ruten bedre selv - hvis altså ikke han kunne få lov at fordoble distancen.

 

Asgreens udfordring er snarere formen. Egentlig troede man ikke, at han kunne blive træt, men noget tyder på, at han alligevel har en grænse. Efter sejren i Tyskland skuffede han nemlig i Canada, hvor han i Montreal tilbragte det meste af den afgørende fase lidende bagerst i et på det tidspunkt stadig ret stort felt. Det var bestemt ikke det mest positive indtryk at efterlade forud for VM, men heldigvis kom motoren atter til udtryk mod slutningen af løbet, hvor han trods alt havde overskud til at køre en fin spurt i en gruppe, der dog for længst var sat af. Nu kan vi bare håbe, at jetlag eller andet kan have været forklaringen på den knap så fine generalprøve. Er han på toppen, er Asgreen nemlig i stand til at blive verdensmester på en rute, der har hans navn skrevet med fed ud over det hele.

 

Med fire VM-titlen drømmer Tony Martin stadig om at tage den femte sejr, der vil bringe ham foran Fabian Cancellara og entydigt skille ham ud som historiens hidtil bedste VM-rytter. Med tanke på hans resultater de senere år kan man frygte, at det bliver svært, men tyskeren er altså en bedre temporytter, end hans manglende sejre viser. I sin storhedstid kunne han ganske vist også vinde korte enkeltstarter, og det kan han ikke længere, men over de lange distancer, der altid har været hans speciale, er han stadig fremragende. I de sidste to år har de vanskelige VM-ruter reelt gjort ham chanceløs, men på de flade strækninger kørte han stærkt i begge år. Og den eneste lange, internationale enkeltstart, hvor han i de senere år har kunnet give fuld gas på en rute, der passede ham, kom ved sidste års Giro, hvor han blev nr. 2 bag Dennis, men foran Dumoulin.

 

Efter skiftet til Jumbo synes Martin endda at have forbedret sig igen. Han overraskede med en 3. plads i Valencia samt en 4. plads på prologen i Romandiet på ruter, der slet ikke passede ham, og han skulle angiveligt have kørt som en motorcykel, da Jumbo smadrede al modstand under Tourens holdløb. Derfor har vi egentlig længe haft tiltro til, at tyskeren kunne rejse sig ved dette VM på en lang rute, der måske nok gerne måtte være fladere for den efterhånden ret tunge Martin, men som ikke er uoverstigeligt vanskelig. Desværre betød styrtet på 19. etape af Vueltaen, hvor han ellers så ud til at være i fremragende form, at den gode forberedelse med ét gik i stykker, og det var først mod slutningen af sidste uge, at han var tilbage på cyklen. Hans og tyskernes kørsel i søndagens holdstafet efterlod heller ikke det mest positive indtryk. Derfor kan man frygte, at Martin ikke helt leverer det resultat, han ellers burde have benene til.

 

En yderst spændende kandidat er Edoardo Affini. Selvom han blot blev nr. 4 ved BM, var italieneren lidt af en tempogigant i U23-tiden, hvilket særligt hans EM-titel vidnede om. Som professionel skuffede han i sin første enkeltstart i februar, og det antydede, at han skulle bruge noget tilvænning, især da han ikke just imponerede ved de italienske mesterskaber. Til gengæld har han læringskurve været stejl, og efter sommerpausen har han været som forvandlet. Han lagde ud med at tage en højst overraskende bronze for næsen af Küng ved det uhyre stærkt besatte EM, hvor Asgreen kun slog ham med det yderste af neglene, og siden blev han nr. 2 bag Filippo Ganna i klassefeltet i BinckBank Tour. Forleden tog han så en suveræn sejr i et Tour of Britain, hvor han ellers førte for Matteo Trentin gennem det meste af løbet, og dermed står det klart, at Affini har både klassen og formen til at levere endnu et topresultat.

 

Udfordringen er distancen. Umiddelbart fremstår Affini som en dieselmotor, der gerne skal have distancerne så lange som muligt. Alligevel har han stadig lidt at bevise, da onsdagens rute er 20 km længere end de nationale mesterskaber er 32 km længere end EM-ruten. Har han allerede opbygget motoren til at udfordre de bedste? Det svar blæser i vinden, og det samme gør hans evner på bakkerne. Nok klatrer han ikke dårligt, men sammenlignet med mange af favoritterne, er han en tungere fyr. Derfor kan man frygte, at terrænet er lidt for svært til, at han kan leve op til de fremragende resultater, han har leveret for nylig. Til gengæld har han også potentialet til at levere endnu en stor overraskelse.

 

Det kan godt være, at det i løbet af året er ret langt mellem de gode enkeltstarter for Nelson Oliveira, men han har efterhånden udviklet sig til lidt af en mesterskabsspecialist. I 2017 var han kun 7 sekunder fra at stjæle Froomes VM-bronze på en rute, der ikke passede ham, og sidste år blev han nr. 5 på en rute, der bestemt heller ikke var hans kop te. Lægger man dertil, at Oliveira i 2016 blev nr. 3 bag Dumoulin og Froome på en lang Tour-enkeltstart, har portugiseren vist, at han på sine gode dage tilhører den absolutte elite. Ligesom Martin præsterer han kun for alvor, når distancen er lang, dvs. i grand tours og ved mesterskaber, og han er bedst på kuperede ruter som denne, hvor det sjældent er fladt, men hvor stigningerne heller ikke er for voldsomme.

 

I de sidste to år har han med Vueltaen i benene kørt sig i top 5, og det viser, at han mestrer kunsten at kombinere de to løb. Det planlægger han også at gøre i år, hvor han så ganske stærk ud i Spanien, hvor han da også blev nr.5 på enkeltstarten. Faktisk er det et bedre resultat end i både 2017 og 2018, hvilket kunne antyde, at han kan gøre det endnu bedre ved VM. Dermed er han pludselig et meget seriøst medaljebud, men det er måske trods alt svært at se ham som verdensmester med tanke på, at han endnu aldrig har vundet en WorldTour-enkeltstart.

 

En spændende kandidat er også Patrick Bevin. Efter at han lavede ”en Roglic” og i Paris-Nice i 2016 nærmest ved et tilfælde fandt ud af, at han kunne køre enkeltstart, har han udviklet sig til en sand specialist. Sidste år blev han nr. 2 i Baskerlandet og Californien, og i år har han fulgt det op med en 4. plads i Romandiet, en 5. plads i Schweiz og ikke mindst med den nylige 2. plads i Vueltaen, hvor Roglic reelt kun kørte fra ham på bakken i starten af løbet. At han også kan præstere ved VM, viste han sidste år, hvor han blev nr. 8 på en rute, der var alt andet end ideel, og dermed har han bevist, at +50 km ikke er et problem for en mand, der ellers med sin eksplosivitet kunne ligne en specialist over kortere distancer. Han forlod Vueltaen for alene at forberede sig til dette løb, og han viste i Spanien, at formen er i top. Terrænet i England er som skabt til en puncheurtype som ham - der var en grund til, at han sidste år blev nr. 4 og vandt pointtrøjen i Tour of Britain - og dermed synes alt at stå helt rigtigt for Bevin, der kan levere et gigantisk resultat for New Zealand. Til gengæld er det også svært at se regnbuetrøjen på skuldrene af Bevin, der nok er blevet nr. 2 tre gange, men stadig aldrig har vundet en stor enkeltstart uden for hjemlandet.

 

Ligesom Oliveira er Jonathan Castroviejo en sand mesterskabsrytter. Det startede med 4. pladsen i 2015, inden han i 2016 blev en suveræn europamester, vandt bronze ved VM og blev nr. 4 ved OL. Desværre har han ikke været helt på samme niveau siden dengang, men trods en stribe skuffende resultater var han alligevel mindre end et sekund fra at slå Campenaerts ved sidste års EM, ligesom han to år i træk er blevet nr. 6 ved VM på ruter, der ikke passede ham ideelt. Castroviejo er bedst på kuperede ruter uden alt for voldsomme stigninger, præcis som han finder det i Yorkshire, og det er da heller ikke tilfældigt, at hans to top 2-placeringer ved EM i hhv. Plumelec og Glasgow er kommet på ruter, der minder om denne. Hvor han står nu, er svært at sige, for han har intet vist siden Touren, men det havde han heller ikke forud for 4. pladsen i 2015 eller 6. pladsen i 2017. Nok har året budt på den ene skuffende enkeltstart efter den anden, men det plejer ikke at forhindre Castroviejo i at køre stærkt ved mesterskaberne.

 

Yves Lampaert glæder sig sikker i sit stille sind over Wout van Aerts skader, for ellers var der næppe blevet plads til ham i den belgiske trup. Det siger lidt om landets dybde på tempofronten, at en rytter, der slog Dennis, Küng, Asgreen og co. på enkeltstarten i Tour de Suisse og blev nr. 2 bag Van Aert, men foran Evenepoel og Campenaerts ved de nationale mesterskaber kunne have været blevet fravalgt. Nu får han chancen alligevel, og han kommer yderst velforberedt til løbet. Faktisk har han virket voldsomt formstærk siden Touren, da han blev en lidt overraskende nr. 3 i Deutschland Tour, hvor bakkerne ellers kunne have været for svære for belgieren, der ikke er en letvægter, ligesom han netop har taget den samlede sejr i Slovakiet.

 

Netop fordi Lampaert er lidt tungere end mange andre, gør også, at han nok havde været bedre på en lidt fladere rute, men som Tyskland viste, skal Lampaert ikke undervurderes i mellemkuperet terræn. Sidste år vandt han bronze bag Campenaerts og Casrtroivejo på en næsten identisk rute, hvor han viste, at han også kan klare distancen - hvilket giver sig selv for en mand, der har været på podiet i Paris-Roubaix - og i Schweiz viste han, at han har taget det sidste skridt op, så han på sine gode dage kan vinde på WorldTouren. Han er stadig meget svingende, og det er måske svært at se ham vinde på en rute med så mange højdemeter, men med den form, han åbenlyst har, synes meget at være muligt.

 

En rytter, der kan overraske, er Tanel Kangert. I år har det gennemgående tema været, at alle EF-ryttere kører stærkt på enkeltstarter, og det har også været tilfældet for esteren, der ellers var faldet ned i lidt af et tempohul, efter at han i årene omkring 2013 var en sand specialist i lange, kuperede enkeltstarter. I år er han blevet nr. 5 på den lange enkeltstart i Giroen, og senest overraskede han stort med en 5. plads i Tour of Britain, hvor den korte, flade rute var nærmest anti-kangertsk. Det tyder på, at formen er god, og han må slikke sig om munden ved udsigten til 54 km, hvor hans motor virkelig kan komme op i omdrejninger. Terrænet er også perfekt for manden, der i 2013 blev nr. 3 bag Dowsett og Wiggins på en lignende Giro-enkeltstart, og han synes at nærme sig samme niveau som dengang. Gør han det igen onsdag, er han en ganske seriøs kandidat til et stort resultat, hvis han også kan præstere uden for et etapeløb, hvilket kan blive lidt af en udfordring for en motor som ham.

 

 

Chad Haga har længe banket på til et stort resultat, men alligevel blev mange overraskede over, at han vandt den sidste Giro-enkeltstart foran navne som Campenaerts og Roglic. Det skal dog siges, at de to tempogiganter åbenlyst begge var trætte efter et hårdt løb, men med en 6. plads på løbets lange enkeltstart, der ellers var for svært for ham, fik Haga vist, at resultatet ikke var nogen tilfældighed. Desværre har han skuffet siden dengang. I Touren blev han blot nr. 17, og senest blev det til en lidt halvpinlig 17. plads i Tour of Britain, hvor den flade rute dog heller ikke passede ham. Haga synes nemlig at køre bedst, når terrænet er mellemkuperet, og han burde derfor kunne lide denne rute. I Giroen viste han også, at distancen kan håndteres, men han har stadig til gode at præstere på den svære side af 50 km. Hans seneste resultater og beskedne ambition om top 10 gør, at vi ikke har den store tiltro til ham, men han har vist, at han er en af de ryttere, der på en stor dag kan levere en overraskelse.

 

2019 har været et år, der har understreget, at Bob Jungels slet ikke er den temporytter, mange spåede ham til at blive. Specielt i Giroen skuffede han fælt med placeringer som nr. 7 og 17 på de to lange enkeltstarter. Særligt 7. pladsen i San Marino gjorde ondt, for i gamle dage var Jungels’ spidskompetence de lange, kuperede enkeltstarter midt i en grand tour, men i år var han slet ikke i nærheden af de bedste. Til hans forsvar skal imidlertid også siges, at Giroen generelt bare var en gigantisk nedtur for en mand, der syntes træt efter en hård klassikerkampagne, og nu synes han til gengæld at være i ret god forfatning. Han blev nr. 6 på enkeltstarten i BinckBank Tour, der både var alt for kort og flad til, at han normalt burde gå i top 10, og senest blev han en fin nr. 3 på den korte og uhyre tekniske enkeltstart i Slovakiet. Han kørte som en motorcykel for Viviani i Bretagne, og han synes at komme velforberedt til England. Den gigantiske distance samt det kuperede terræn er en gave til en mand med Jungels’ motor, men han har stadig til gode at vise, at han kan køre stærkt, når enkeltstarten ikke er en del af et etapeløb, hvor han får endnu større glæde af motorkapaciteten.

 

Italien må kaldes løbets jokernation. Udover Affini har de nemlig et wildcard i Filippo Ganna, der efter skiftet til Ineos endelig har konfirmeret sit enorme potentiale. Det startede med den overlegne sejr i Provence i februar og blev fulgt op af en 3. plads i meget skrapt selskab i Romandiet. Den helt store skalp kom med sejren i BinckBank Tour, hvor han slog flere af verdens største specialister, herunder landsmanden Affini, og det viser, at Ganna nu også kan vinde på den største scene af dem alle.

 

Til gengæld synes det stadig at knibe med distancen. Nok blev han italiensk mester, men han slog kun Alberto Bettiol med mindre end ét sekund. Ved EM blev han over bare 22 km blot nr. 6, og derfor kan man kun frygte, hvordan det går over 54 km. Bakkerne er bestemt heller ikke til hans fordel, men vi skal ikke glemme, at Ganna faktisk af og til kan klatre, og at han sidste år leverede en mindre sensation i Vuelta a San Juan. Formen synes at sidde i skabet efter en overraskende 5. plads i et usædvanligt hårdt Coppa Sabatini i torsdags, hvor han også viste, at bakkebenene er skruet rigtigt på. Spørgsmålet er bare, om ikke 54 km er for meget til et topresultat.

 

Endelig fortjener Vasil Kiryienka at blive nævnt, men det er mere på grund af hans historik end hans styrke. Siden 2012 hedder hans resultater ved VM nemlig nr. 3, 4, 4, 1, 2, 5 og 9, hvilket siger alt om, at vi taler om feltets førende VM-specialist. Til gengæld er det nok ikke tilfældigt, at det var i 2018, at han for første gang i et lille årti ikke kom i top 5, for meget peger på, at Kiryienka efterhånden kan mærke sin dåbsattest. Bedre er det ikke blevet af, at han har lidt af en hjertesygdom, der tvang ham til en pause, og efter sit comeback har han bestemt ikke lignet sig selv. Undtagelsen var, at han tog en ganske suveræn sejr ved European Games i juni, hvor han slog en fyr som Oliveira, og det vidner om, at en mesterskabsenkeltstart stadig passer ham. Til gengæld var den nylige Vuelta-enkeltstart en gigantisk mavepuster for hviderusseren, der formentlig må sande, at han ikke længere er god nok. Årets mellemkuperede og ikke mindst meget lange distance passer dog perfekt til en mand, der ville foretrække at skulle køre 250 km alene mod uret, og derfor åbner vi døren for, at han ligesom sidste år gør det bedre, end hans resultater forud for løbet antyder. Vores tiltro kan dog ligge på et meget lille sted.

 

Blandt de øvrige kandidater må ruten vurderes at være for kuperet for folk som Alex Dowsett, Jos van Emden, der heller ikke har sin bedste form, Maciej Bodnar, der stadig skuffer på sine enkeltstarter, og især Ryan Mullen, der også døjer med en knæskade. Luke Durbridge er blevet langt bedre igen og vil kunne lide distance og terræn, men en top 5 i dette felt ser umulig ud. Det gør det også for Pierre Latour og Lawson Craddock, der ellers i Vueltaen dokumenterede evnerne på lange, kuperede enkeltstarter. Alexey Lutsenko er i nærmest overmenneskelig form, men han har kørt ringe enkeltstarter i mange, mange år. Nils Politt vil kunne lide distancen, men han er ikke tilstrækkeligt meget specialist eller tilstrækkeligt formstærk. Dylan van Baarle kørte en overraskende god enkeltstart i Tour of Britain og synes i storform, men han har aldrig været med fremme i en stor WorldTour-enkeltstart. Endelig har Jan Tratnik generelt haft det svært på enkeltstarter i år, hvis man ser bort fra sejren på Romandiet-prologen, der var helt, helt anderledes, og han så tillige formsvag ud i Italien i sidste uge.

 

BEMÆRK: Vi henleder igen opmærksomheden på ovenstående bemærkninger om vejret, der kan få løbsafgørende betydning, men som også er uforudsigeligt og ikke entydigt favoriserer tidligt eller sent startende.

 

***** Remco Evenepoel

**** Rohan Dennis, Primoz Roglic

*** Victor Campenaerts, Stefan Küng, Kasper Asgreen, Tony Martin, Edoardo Affini

** Nelson Oliveira, Patrick Bevin, Jonathan Castroviejo, Yves Lampaert, Tanel Kangert, Chad Haga, Bob Jungels, Filippo Ganna, Vasil Kiryienka

* Alex Dowsett, Luke Durbridge, Pierre Latour, Lawson Craddock, Jos van Emden, Maciej Bodnar, Nils Politt, Alexey Lutsenko, Dylan van Baarle, Martin Toft Madsen, Jan Tratnik


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VM OG EFTERÅRSLØBENE
 

Danskerne

Som sagt er Kasper Asgreen en reel vinderkandidat, og hans chancer omtales ovenfor. Martin Toft Madsen har for vane altid at imponere ved VM, men et styrt i Danmark Rundt gav ham ikke den bedste forberedelse. En ny top 10 er ikke umulig, men det er også det maksimalt opnåelige.

 

Starttider

Starttiderne findes under live-opdateringen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

CYKELHJELM? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG MANGE SPAR PENGE