Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: VM i linjeløb
28. september 2019 17:02Foto: Sirotti

Cykelsporten har ganske vist sine fem monumenter, men der er alligevel næppe noget endagsløb, der er mere prestigiøst end linjeløbet ved VM. Intet andet internationalt cykelløb giver mulighed for at sikre sig en særlig trøje, der kan bæres hele det følgende år, og det er det eneste løb, der tiltrækker interesse fra hele spektret af såvel klassikerryttere og sprintere som klatrere og etapeløbsryttere. På denne ene dag vender man tilbage til fortiden i den forstand, at rytterne ikke længere repræsenterer deres firmahold, men i stedet etablerer usædvanlige og ofte svære alliancer mellem landsmænd, der repræsenterer deres nation og skal slås for, at netop deres land i det kommende år skal være hjemsted for verdens bedste cykelrytter. Ja, VM er i sandhed en helt unik begivenhed!

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

 

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

 

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 8 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fem yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire og senest Peter Sagan, der som den eneste har vundet tre gange i træk.

 

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt, er symbolet på denne status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét globalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år - kontinentale og nationale mesterskaber er i sagens natur lukket land for en stor gruppe ryttere - og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængden, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed og stolthed, det giver.

 

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

 

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for at vinde den i løbet af karrieren. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012, ligesom Peter Sagan som tredobbelt mester sidste år forlod den bjergrige rute tidligt. Som det altid er tilfældet i landevejsløb, spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de fleste af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

 

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold, og det er netop evnen til at skabe en enhed med ét fælles mål, som oftest er landstrænernes vigtigste opgave, ikke mindst i de store nationer, hvor man kunne stille to eller tre hold med topnavne.

 

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte ryttere fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren, får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

 

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen i 2016, 2017, 2018 og nu 2019, og det var kun i 2014 og 2015, at man havde et rent rundstrækningsløb.

 

Sidste år slikkede klatrerne sig om munden ved udsigten til det mest bjergrige VM siden Colombia i 1995, og da de lette folk sjældent har en chance for at blive verdensmester, gjorde de næsten alle det til et stort mål. Måske meget symbolsk var det verdens bedst klatrende klassikerspecialist, Alejandro Valverde, der efter ikke færre end to sølv- og fire bronzemedaljer, endelig fik den regnbuetrøje, han igennem hele karrieren desperat havde jagtet. Det skete, da han efter en sidste udskilning på den umenneskeligt stejle Höll-stigning overspurtede Romain Bardet, Michael Woods og Tom Dumoulin i østrigske Innsbruck. Valverde vender naturligvis tilbage for at jagte endnu en titel på en rute, der dog passer ham betydeligt dårligere, og Woods giver den trods rutens beskaffenhed også endnu et skud. Til gengæld er Dumoulin stadig på vej tilbage efter en skade, og Bardet har for længst trukket stikket på en dybt skuffende sæson.

 

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgave er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

 

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste otte udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond og Bergen, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance. Sidste års VM i Innsbruck var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

 

Klatrerne går en gylden tid i møde, for der venter dem et fantastisk 2020, hvor de både kan gå efter OL- og VM-guld på stærkt kuperede ruter i hhv. Schweiz og Japan. I år er det imidlertid tilbage til et mere klassisk format og et VM-løb, som vi kender dem. Bjerge er der nemlig ingen af i England, men i stedet er der masser af småbakker - ofte meget stejle - kringlede og snoede veje og kedelig asfalt, der giver indtryk af, at man står stille. England og Yorkshire er på mange måder som Belgien, og derfor er det ikke overraskende, at det igen er de lidt tungere brostenstyper og de stærkeste sprintere, der slikkede sig om munden, da det blev afsløret, at VM skulle en tur over kanalen.

 

Som sagt har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017 og 2018, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Den model benyttes også i år, og da der denne gang skal køres næsten 200 km, inden de overhovedet når frem til løbets centrum på rundstrækningen i Harrogate, er der tale om den klart længste indledning i nyere tid - sandsynligvis fordi værtskabet denne gang er tildelt en hel region, som skal besøges, og ikke bare en enkelt by.

 

Det, der først og fremmest vakte opmærksomhed under rutepræsentationen, var distancen. I år skal der nemlig tilbagelægges intet mindre end 280,0 km, hvilket gør løbet til det 14. længste i historien og det længste, siden Freddy Maertens i 1981 tilbagelagde 281,4 km i Prag for at blive verdensmester. Som sagt kan det inddeles i to dele bestående af først en indledende strækning og derefter omgange på den rundstrækning, der bruges til de øvrige linjeløb også (dog ikke juniordamernes). Starten går i storbyen Leeds, og målet ligger i Harrogate, der vel kan betegnes som en slags forstad, der ligger bare få kilometer længere mod nord. Første del af løbet består derfor af en stor sløjfe rundt i den mere kuperede del af Yorkshire nord for de to byer.

 

Allerede starten er ganske kuperet, når man kører mod nordvest via to mindre bakker, inden man skal op til Chelker Reservoir (3,4 km, 4,0%), som nås efter 27,5 km, hvorefter en nedkørsel leder ned til Skipton. Herfra går det stik nord ad en lang, relativt lige vej, der også er stort set helt flad. Den leder imidlertid frem til det kuperede nord, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad stigningen Cray Hill (4,9 km, 4,0%), der er relativt let, men har en kilometer med 8,4% nær toppen, som rundes efter 68 km. Derefter leder en nedkørsel mod nordøst, inden fladt terræn fører mord nordøst og vest frem til bunden af Butterbubs Hill (5,8 km, 5,2%), der bestiges fra syd og ligesom den foregående er relativt let, men har en tredje kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 10,3.

 

Toppen nås efter 103,5 km i løbets nordligste punkt, hvorefter man via en nedkørsel og let faldende terræn kører mod øst, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad Grinton More Hill (4,4 km, 5,3%), der stiger med henholdsvis 8,2%, 4,4% og 6,8%, inden den flader ud over de sidste 1400 km frem mod toppen, der passeres efter 129,5 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod sydøst væk fra bakkerne og tilbage til fladlandet, og herfra bliver det meget lettere, idet man igennem først ganske let faldende og siden ganske let stigende kører mod først sydøst og siden syd ind mod Harrogate, hvor man rammer rundstrækningen og tilbagelægger de sidste 1500 m af denne, inden man efter 183,2 km krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med beskedne syv omgange på den i alt 13,8 km lange runde, der er en uhyre teknisk sag med ikke færre end 13 skarpe sving og adskillige blødere kurver. Fra start fortsætter man forbi målstregen mod sydøst igennem stigende terræn, inden man drejer mod sydvest ind på Otley Road (1,6 km, 3,2%), der har 500 m-segmenter på beskedne, 2,2%, 2,9% og 4,4%, og hvis top passeres 11,8 km fra stregen. Derefter flader det ud ad en lang, lige vej, inden en nedkørsel leder ned til et sving, hvorefter det siger let mod nordvest op mod et sving, der kommer med 7,4 km igen.

 

Herefter indledes den tekniske del, når man drejer mod øst og senere sydøst via en nedkørsel, der leder ned til to sving, som i rap leder feltet ind på Harlow Moor (1,2 km, 5,2%), som er en helt regulær og jævn stigning, hvis top kommer 5 km fra stregen. På toppen drejer man skarpt mod nordøst, hvorefter det falder ned mod et U-sving, der leder ind på et faldende stykke med yderligere to sving i rap, inden man med 2,5 km igen drejer mod nordøst ind på en faldende vej. Med 1500 m igen drejer man skarpt mod sydøst ind på en 400 m lang bakke, der stiger med 7,3%. Ved den røde flamme på toppen følger over 400 m hele tre skarpe sving og en blød kurve i fladt terræn, inden det sidste af svingene leder ind på den 600 m lange opløbsstrækning, der stiger med 4% på de første 100 m, men derefter blot stiger let.

 

Løbet byder som sagt på i alt 3577 højdemeter, hvilket er knap 1500 færre end sidste år.

 

 

 

 

Vejret

Lige siden det blev offentliggjort, at VM skulle til England har der været megen snak om vejrets betydning. Som vi så til U23-enkeltstarten kan efteråret på de britiske øer være temmelig ubehageligt, og efter at de for nogle dage siden så ud til, at linjeløbet skulle få hæderligt vejr, ser det nu ud til, at det slet ikke bliver nogen rar dag. Således ventes det at regne kraftigt i alle morgentimer, og selvom intensiteten skulle aftage en anelse fra middagstid, ventes det at regne uafbrudt over alle 280 km. Samtidig vil temperaturen dale drastisk i forhold til de første dage, og der vil blot blive nået et maksimum på 13 grader. Fra start vil den nordlige vind kun være let, men den vil tage til gennem hele dagen og til slut nå en pæn styrke på 20 km/t. I den lange indledende fase vil der derfor være mod- og sidemodvind hele vejen ud til toppen af Buttertubs, hvorefter der vil være sidevind frem til bunden af Grinton Moor, hvorfra der vil være sidemed- og medvind hele vejen ind til Harrogate. På rundstrækningen vil der primært være sidevind, indtil man med 1,5 km igen drejer ind i medvind, som vil vare ved næsten hele det sidste stykke, specielt på den 600 m lange opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

 

Modsat sidste års VM, hvor der var bred konsensus om, at det kun var for de allermest klatrestærke, har vi som sagt i år en langt mere klassisk VM-rute. Disse mellemkuperede ruter, som er rammen om VM-løb, som de er flest, deler altid vandene markant, og som altid er det de hårdføre sprintere og klassikerspecialisterne, der skændes mest om, hvem den passer bedst til. Sådan var det også i Ponferrada, Richmond og Bergen, og det viser, at Yorkshire-ruten passer meget godt med det, vi oftest ser. Mere enkelt var det i Limburg, hvor vi sidste, at det var for Amstel-ryttere, da finalen var velkendt, i København og Doha, hvor sprinterne slikkede sig om munden og i Firenze og Innsbruck, hvor det var for klatrestærke folk og i førstnævnte tilfælde også lidt tungere ardennerspecialister. Den engelske rute er mere et af de klassiske grænsetilfælde, der i den grad er op til fortolkning.

 

Da det kom frem, at England skulle være vært, slikkede sprinterne sig om munden, men der var også en vis varsomhed. Vi ved fra Tour de Yorkshire og ikke mindst Nibalis sejr på 2. etape i Touren i 2014, at der er masser af stejle mure i den langt fra flade del af den engelske region. Da det sidste september kom frem, at målet var henlagt til Harrogate, der ligger i den flade del af regionen, og hvor Marcel Kittel spurtede sig til den første gule trøje i Touren for fem år siden, fik sprinterne julelys i øjnene, for selvom det samtidig kom frem, at der skulle køres uhørte 280 km, lå det umiddelbart i kortene, at der ventede en efterårsudgave af Milano-Sanremo - sandt guf for de hårdføre afsluttere.

 

I løbet af foråret fik ryttere og landstrænere mulighed for at besigtige ruterne ved selvsyn, og tilbagemeldingerne var påfaldende enslydende. Stort set alle kom tilbage fra England med budskabet om, at ruten var hårdere, end profilen antydede, og det fik mange til at skifte mening. Eksempelvis indså både Elia Viviani og Arnaud Demare, der bestemt ikke er de mindst holdbare sprintere og nærmest kroniske Sanremo-favoritter, hurtigt, at det ikke var noget for dem, og de meldte begge hurtigt fra til løbet. Holland, som i første omgang vel havde luret lidt på, om de mon kunne få Dylan Groenewegen eller Fabio Jakobsen med gennem de 280 km, fandt bedetæpperne frem og overtalte Mathieu van der Poel til at udskyde sin crosssæson mod løftet om, at han fik hele holdet stillet til sin rådighed. Frankrig, der ellers har flere ganske hårdføre sprintere, lod alle de hurtigste blive hjemme og byggede holdet 110% op om Julian Alaphilippe. Og belgierne tror så lidt på en spurt, at de lod deres mest oplagte kort til en spurtafslutning, Tim Merlier og Jasper Stuyven, blive hjemme.

 

Det vidner om, at der er blevet skubbet til nogle holdninger siden rutepræsentationen i september, og det er da også sandt, at 3500 højdemeter er ganske mange, selvom det naturligvis er 1500 færre end på sidste års klatrerute. Man skal dog passe på med at overdrive klatreudfordringerne. Til sammenligning var der 3700 højdemeter på den kortere rute i Bergen, hvor Peter Sagan akkurat slog Alexander Kristoff med en mm eller to, 200 højdemeter i Qatars ørken, hvor Sagan også sejrede, 2000 højdemeter, da Sagan vandt i Richmond, 4500 højdemeter i Ponferrada, hvor Michal Kwiatkowski kørte alene hjem, 3900 højdemeter, da Rui Costa vandt i Firenze, 2400 højdemeter, da Philippe Gilbert kørte væk på Cauberg i Limburg, 1900 højdemeter, da Mark Cavendish vandt i København, og 2500 højdemeter, da Thor Hushovd slog Matti Breschel i Australien, og det er således klart, at løbet ikke er det klatremæssigt hårdeste i historien. Dertil skal lægges, at de er fordelt over en længere distance, at de sværeste stigninger kommer meget langt fra mål, og at rundstrækningen blot byder på 200 højdemeter, hvormed der er 1400 højdemeter over de sidste ca. 100 km inde i Harrogate.

 

Det betyder dog ikke, at man skal vente sig et let løb, og det er formentlig en god grund, at de mindre holdbare folk har valgt løbet fra. Dels er der naturligvis distancen, der suverænt gær det til årets næstlængste løb efter Sanremo, og dels er der rundstrækningens design. De fleste af de 200 højdemeter er nemlig koncentreret på de tre bakker på de sidste ca. 6 km, og da selve opløbet samtidig er stigende, kan man godt forstå, at de ryttere, der kun har en reel chance i en fladere og knap så hård spurt har meldt pas.

 

Bakkerne er der også alle stadig korte, og i sig selv er de ikke noget, der kan afskrække mange professionelle cykelryttere. Nej, udover den halvhårde afslutning er det først og fremmest rundstrækningens ekstremt tekniske karakter, der gør den udfordrende. 13 sving er mange, og da næsten alle kommer på sidste halvdel, giver det sig selv, at der i finalen bliver lige så meget brug for bremserne som for pedalerne. Det betyder også, at det er accelerationerne, der i sidste ende vil gøre det hårdt, for det bliver utroligt meget stop-go-kørsel og meget lidt et spørgsmål om power.

 

Det betyder også, at det er nogle særlige egenskaber, der skal bruges, mere end klatreben. Først og fremmest er tekniske evner en helt afgørende forudsætning for succes. Der kan være pokkers mange kræfter at spare ved at tage svingene i højere fart end rivalerne. Dertil kommer, at positionering bliver helt afgørende. På en rundstrækning som denne er det en god investering at sørge for at holde sig fremme hele tiden, for selvom det koster kræfter, er det langt mere opslidende at sidde bagerst i halen. Som bekendt skal man her bremse ned langt tidligere end forreste del af feltet, og den spurt, der skal køres ud af svingene, er langt voldsommere. Der er en grund til, at Stephen Cummings og Thomas de Gendt aldrig havde været i spil til en plads, for det er ikke i Harrogate, at man skal gemme sig bagerst i feltet. Så bliver man lynhurtigt slidt op af at skulle køre en spurt hvert halve minut på sidste del af rundstrækningen.

 

Med andre ord ser det ud til, at nøglen til succes er holdbarhed over en lang distance, fremragende tekniske egenskaber, gode evner i positionskampen, en stærk acceleration og et godt antrit og evner til at gøre det færdigt i en teknisk og ganske kuperet afslutning med et stigende opløb og ikke så meget klatreevnerne, alt sammen noget man som regel finder hos de bedste brostensspecialister og enkelte ardennertyper og stærke sprintere.

 

Derudover er der naturligvis vejret. Som U23-enkeltstarten viste, er det engelske efterår ikke altid noget rart bekendtskab, og derfor har der gennem hele året været megen snak om, hvad klimaet vil betyde. Så sent som tirsdag aften så det ud til, at vejret skulle blive hæderligt med begrænset vind og kun enkelte byger, men tilsyneladende har vejrguderne lyttet til de mange cykelfans og regnvejrsryttere, som har danset regndans i et års tid. I hvert fald har vejrudsigten taget en kraftig drejning til det værre, så der i skrivende stund (onsdag aften) meldes om uafbrudt regn gennem alle syv stive timer.

 

Det vil i sig selv gøre løbet meget, meget hårdere. Det gør regnvejr pr. definition - ikke mindst fordi det har en voldsom effekt på halvdelen af feltets motivation - men det vil det særligt gøre på denne rundstrækning, hvor våde veje kan gøre det til et helvede. Allerede efter holdstafetten beskrev Jan Bakelants det som en slags crossløb, og regnvåde veje vil dels stille større krav til de tekniske evner, dels gøre nedbremsningerne hårdere og dermed accelerationerne kraftigere, hvilket naturligvis også fysisk gør det til et betydeligt mere opslidende løb. Dertil kommer den lave temperatur på bare 13 grader, som gør det til det koldeste løb, vi har skrevet optakt til i denne halvdel af sæsonen, hvilket også bidrager til hårdheden, ligesom risikoen for styrt og punkteringer desværre også bliver en uundgåelig del af løbet.

 

Vindens rolle kan være lidt svær at læse. Modvinden i starten vil gøre det til en stille indledning, men når de på toppen af Buttertubs drejer ind i sidevind frem til bunden af Grinton Moor, er der, hvis terrænet er åbent, basis for splittelse, specielt fordi man kan trække feltet helt ud via en forcering på stigningen frem mod svinget. Herefter vil feltet blæse med kraftig medvind hele vejen hjem, og selvom der derfor nok ikke vil være yderligere splittelse, vil det være muligt at opretholde dem, hvis man kan gøre en forskel på det knap 25 km lange sidevindsstykke. Hvorvidt det er muligt, vil afhænge af, om der køres i åbent terræn, for vinden er måske nok pæn, men voldsomt kraftig er den ikke, specielt ikke for et stærkt og meget opmærksomt VM-felt.

 

Samler man alle disse betragtninger, er der ét løb, der med det samme melder sig i erindringen. Årets VM-løb kunne ligne en kopi af sidste års EM i Glasgow, og det skyldes ikke blot den geografiske nærhed. Dengang havde man nemlig også et trist regnvejrsløb, dengang over 235 km, som udelukkende afvikledes på en rundstrækning på en nærmest endnu mere teknisk rundstrækning med et par småbakker, meget i stil med den, vi finder i Harrogate. Dengang manglede man det indledende stykke, hvorfor højdemeterne var færre, men de to rundstrækninger adskiller sig stort set kun ved, at selve finalen i Glasgow var flad.

 

Hvordan gik det løb så? Jo, sprinterne blev snydt, da en stærk gruppe med deltagelse af alle de vigtigste nationer kom fri med 40-50 km til mål, og de endte med at afgøre sagen. Der kom lidt udskilning på bakkerne til sidst, så blot fem mand var tilbage til sidst, og her kørte Davide Cimolai et fornemt lead-out for Matteo Trentin, der i spurten slog de to crossspecialister Mathieu van der Poel og Wout van Aert som afslutning på en våd dag, hvor blot 51 ryttere gennemførte, mens en skuffet Alexander Kristoff vandt feltets spurt om 11. pladsen mere end 2 minutter senere. Og med tanke på betragtningerne ovenfor kan det nok ikke helt undre, at det netop var verdens to bedste crossryttere, der endte med at køre om sejren.

 

Udover ruten og vejret er det afgørende element naturligvis holdenes sammensætning og taktik. Som sagt er der mange hold, der har ladet sprinterne blive hjemme, og det betyder, at der er herligt mange lande, som ønsker et hårdt løb, men der er også nationer med en interesse i en spurt.

 

Ser man på de 10 mandskaber med fuldt hold på otte mand, kan de deles i to lejre. I den første gruppe har vi Belgien, Frankrig, Slovenien, Spanien og Danmark, der har al mulig interesse i at gøre løbet så vanskeligt som muligt. Tyskland derimod vil arbejde for en spurt, mens Australien formentlig også vil forholde sig relativt afventende. Dertil kommer et italiensk hold, der har optioner i de fleste scenarier og formentlig vil lade andre tage initiativet. Det samme vil Holland formentlig gøre, for nok har Van der Poel brug for at komme af med sprinterne, men hans hold er sårbart, og for ham kan det være vigtigt ikke at blive isoleret for tidligt. Derfor vil de orange nok lade andre gøre arbejdet. Endelig er der Colombia, der på denne rute er en relativt irrelevant nation, nu hvor Fernando Gaviria er ude af løbet grundet dårlig form.

 

 

Det kunne pege i retning af, at der ikke er den store interesse i at kontrollere. Det vil der dog være alligevel, da Norge og Irland begge hører til blandt favoritterne i en spurt og begge har seks mand. De britiske mandskab skal have en vis udskilning, men deres kort, Ben Swift, vil gerne køre en spurt i en ikke alt for stor gruppe. Dertil kommer Slovakiet og Holland, der begge gerne vil slippe for en spurt, men som i lyset af deres ret entydige fokus på én mand, også har interesse i, at løbet ikke åbnes alt for tidligt, så hhv. Peter Sagan og Van der Poel ender med at blive isoleret mod en skovlfuld belgiere.

 

Det er nemlig belgierne, der på denne rute har det stærkeste hold, og da de som sagt har ladet Merlier og Stuyven blive hjemme, skal de for alt i verden undgå en spurt. Samtidig består holdet af syv vindere og Tim Declercq, og det betyder, at de har et hav af kort at spille, hvorfor de af gode grunde ingen interesse har i at gemme dem alle til sidst. Et bud kunne være, at Declercq skal stå for rugbrødsarbejdet, at Dylan Teuns skal hjælpe med at lægge pres på på stigninger, og at Greg van Avermaet og Philippe Gilbert er de to mand til finalen. Remco Evenepoel, Tim Wellens og til dels Yves Lampaert er specialister i soloridt og vil være de oplagte kort at spille ud på de tidlige omgange på rundstrækningen, mens Oliver Naesen - hvis formen ikke er helt så ringe, som det så ud til i Canada - kan være en joker, der både kan køre offensivt og bruges til en eller anden form for spurt, selvom han nok må indstille sig på, at han i den sammenhæng er under Gilbert og Van Avermaet i hierarkiet.

 

Derfor vil det være op til belgierne at gøre løbet hårdt, og det samme gælder for Frankrig og Spanien, der for alt i verden skal slide på rivalerne til Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde, som er de entydige kaptajner. Begge har klatring som styrke, og særligt spanierne har noget klatrestyrke, man ikke finder mage andre steder. Man må derfor formode, at de begge har en interesse i at gøre det så hårdt som muligt på de to lange stigninger midtvejs, hvor de fleste højdemeter er samlet, men desværre for dem er turen tilbage mod Harrogate gennem fladlandet, hvor de ikke har meget terræn at gøre godt med.

 

Hvad betyder det? Jo, det betyder, at vi kan forvente en ret kedsommelig start, hvor modvinden vil gøre de første kilometer frem til Buttertubs relativt begivenhedsfattige og give de små nationer mulighed for at boltre sig i et udbrud, som de store nationer kan kontrollere. Derefter venter vi os, at Belgien, Spanien og Frankrig vil lægge pres på på samme stigning, hvor der vil være hård positionskamp frem mod svinget på toppen, hvor man drejer ind i knap 25 km med sidevind. Hvis der kan skabes splittelse her, vil vi faktisk ikke udelukke, at de kan bevares hele vejen hjem, som vi så det i Qatar, da der vil være medvind på hjemturen. Det ligger i hvert fald i kortene, at det er et af de våben, Belgien skal bruge. Der venter derfor helt sikkert en hektisk fase i sidevinden, men det mest sandsynlige er trods alt, at vi får en regruppering efter Grinton Moor. Man må dog formode, at de tre nævnte nationer har en interesse i at sætte et ganske hårdt tempo i medvinden frem mod rundstrækningen.

 

På selve rundstrækningen regner vi som sagt med, at Belgien vil spille relativt tidligt ud, og vi forventer derfor en ret aggressiv finale, hvor der før eller siden vil blive etableret farlige grupper med løjtnanter fra de store nationer. Her er det altid en balancegang for hold med en entydig kaptajn. På den ene side skal de sørge for at få sendt folk afsted, så de ikke kommer i defensiven, men grundlæggende har hverken Spanien, Frankrig eller Holland en interesse i, at det bliver løjtnanterne, der afgør det. Det kan derfor hurtigt blive lidt at et pokerspil, hvor de skal finde ud af, om de tør satse på en plan B, eller om de skal køre en holdkammerat ind for at bringe en kaptajn i spil. Samtidig er der lande som Irland, Norge og til dels Tyskland, der mangler lidt dybde og derfor meget vel kan havne i defensiven.

 

Rundstrækningens tekniske karakter kombineret med distancen og ikke mindst regnen og kulden gør, at vi venter et ganske selektivt løb, der vil udvikle sig til konstant udskilning, hvorfor der næppe vil være voldsomt mange tilbage til sidst. Det betyder også, at kaptajnerne formentlig ikke skal vente alt for længe med at spille ud, for som vi så i Glasgow kan fuglen hurtigt være fløjet på en rundstrækning, hvor et udbrud stort set kan køre lige så stærkt som et felt. Løbets samlede hårdhed betyder naturligvis, at vi ikke får en verdensmester fra Syrien eller lignende nationer, men det er langt fra sikkert, at det er stærkeste mand, der vinder. Som i Glasgow kan der sagtens køre en gruppe relativt tidligt, og det er bestemt muligt, at de ender med at afgøre løbet, hvis sammensætningen er rigtig. Rundstrækningen egner sig i hvert fald ikke til jagt. Derfor er det også et meget åbent løb, for hvor man i Innsbruck skulle klatre godt for at have en chance, hvorfor antallet af vinderkandidater var relativt lille, skal man i Yorkshire også have en heldig og snu hånd i det taktiske spil, ligesom det for de enkelte nationer kan være ret vigtigt at have flere kort at spille, ikke mindst fordi det i en lille gruppe på en rundstrækning som denne kan været ganske værdifuldt at sidde i overtal og angribe på skift.

 

Det efterlader os med flere mulige scenarier. Det er bestemt ikke umuligt, at det samles til en eller anden form for spurt, men i så fald vil det formentlig være i et meget lille felt. En anden mulighed er, at en mindre gruppe skal afgøre det, og det kan både være en gruppe af favoritter, der etableres til allersidst, formentlig på de to sidste omgange, eller en mere outsiderpræget gruppe, der etableres tidligere, som vi så det i Glasgow. Og i det tilfælde vil spurtstyrke være en fordel, men det kan også lade sig gøre at snige sig væk, især hvis man sidder i overtal, og derved lave ”en typisk Valgren”, dvs. køre alene væk fra en gruppe, hvor man ikke er stærkest, men klogest - præcis som danskeren gjorde, da han sidste år vandt Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.

 

Hvor efterlader det os? Efter det, vi har set i år og ikke mindst i de seneste uger, er det næsten umuligt ikke at have Mathieu van der Poel som favorit. Hollænderen havde egentlig ikke planer om at køre VM, men efter mirakelforåret, hvor han vandt Dwars door Vlaanderen, Brabantse Pijl og ikke mindst Amstel Gold Race, lykkedes det som sagt den hollandske landstræner at overtale ham til at bygge hele sensommeren og første del af efteråret op om landevejen og ikke som oprindeligt planlagt mountainbike-VM og starten på crosssæsonen. Siden han vendte tilbage i Arctic Race i midten af august, har alt handlet om søndag d. 29. september, og noget tyder på, at han nok engang har timet sin form perfekt. Lidt sygdom slog ham ud i Norge, hvor han dog alligevel vandt 1. etape, inden han drog til Tour of Britain, hvor han ikke blot vandt samlet, men også vandt hele tre af de otte etaper, to gange via sine evner som puncheur og én gang i en reduceret massespurt, hvor han slog navne som Matteo Trentin og Cees Bol.

 

Alligevel var der tvivl om, hvor god han virkelig var. Feltet i England var nemlig ikke det stærkeste, i hvert fald ikke puncheursiden, og derfor var det svært at være voldsomt imponeret over, at han let vandt de to stigende spurter. Heldigvis stillede han til start i lørdagens Primus Classic, og her blev hovedet i den grad slået på sømmet, så det nu står klart, at Van der Poel er i flyvende form. På løbets eneste lidt stejle stigning, brostensbakken Moskenstraat, satte hollænderen sig frem, men det lignede en svær opgave at køre væk på en bare 400 m lang stigning, når han direkte i sit hjul havde først Greg van Avermaet og dernæst Peter Sagan. Det varede imidlertid ikke mange meter, inden først Sagan slap, og selvom han åbenlyst gravede så dybt, han kunne, måtte Van Avermaet også strække våben på de sidste meter, så hollænderen kunne runde toppen i ensom majestæt.

 

Resten af løbet var så let, at det ikke kunne lade sig gøre at opnå et resultat, men den forcering viste, at Van der Poel er mindst lige så skarp som i foråret. Og hvor skarp var det nu, han var dengang? Jo, han var så skarp, at han efter sejren i Dwars door Vlaanderen leverede et mageløst comeback i Flandern Rundt, hvor han styrtede, netop som finalen skulle begynde, men alligevel efter en alenlang jagt på næsten ufattelig vis kunne runde toppen af Paterberg, den sidste stigning, som bedste mand i favoritgruppen, inden han spurtede sig til en 4. plads bag Alexander Kristoff, der trods alt var hurtigst bag Alberto Bettiol og Kasper Asgreen, der var kørt væk. Få dage senere slog han såmænd Julian Alaphilippe, Michael Matthews og Tim Wellens i puncheurspurten i Brabantse Pijl, inden han overgik Flandern-comebacket med den vildeste afslutning på et mindeværdigt Amstel Gold Race. Her så han med 20 km igen ud til at være helt ude af billedet, indtil han lod konkurrenter være konkurrenter og kørte det, der lignede en enkeltstart frem til opløbsstrækningen, hvor han kørte en overmenneskelig lang spurt og blæste forbi Jakub Fuglsang og Alaphilippe, mens hans vedhæng bestående af mange hurtige folk end ikke prøvede at gå forbi.

 

Præstationerne i Flandern og Amstel var så vanvittige, at Van der Poel ubetinget må betegnes som stærkeste mand i første del af klassikersæsonen, og da hans bedste præstationer samtidig kom i to løb med en distance på over 250 km, fik han vist, at hans motor er så god, at han er særligt god i de længste løb. Nu kommer han så til Yorkshire i noget, der ligner superform, og han mødes endda af en rute, der passer ham helt perfekt. Som sagt har Bakelants sammenlignet det med et crossløb, og det gør det naturligvis til sandt guf for verdens i særklasse bedste crossrytter. Han er et teknisk unikum, der vil elske det vanvittige antal sving, og som sagt kan tekniske evner betyde, at man kan spare et hav af kræfter, hvilket bliver afgørende over 280 km. Som crossrytter vil han bestemt ikke foragte hverken regn, vind eller kulde, og det er bestemt ingen tilfældighed, at han som sagt kørte med om EM-sejren på den tilsvarende rute i Glasgow - et løb, han kørte uden synderlig forberedelse og kom nærmest direkte til Skotland på sin mountainbike.

 

Udfordringen er naturligvis, at alle ved, at Van der Poel er favorit, men han bakkes op af et fornemt hold. Nok mangler der vindere, men til dette løb kunne han ikke have et stærkere maskinrum. Vi taler om Niki Terpstra, der som bekendt har vundet Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Vi taler om Sebastian Langeveld, der har været på podiet i Roubaix. Vi taler om Dylan van Baarle, der er blevet nr. 4 i Flandern og i dag er langt, langt stærkere. Vi taler om Mike Teunissen, der har kørt som en motorcykel siden Touren og stadig er stærk, selvom han så træt ud i England. Dertil kommer klasseryttere som Bauke Mollema og Pieter Weening, der begge er gode over lange distancer, samt uopslidelige Jos van Emden, og dermed bør der være masser af muskelkraft til at kontrollere løbet.

 

Alligevel risikerer Van der Poel at blive tidligt isoleret. Ingen af de nævnte er tekniske unika, Terpstra har endnu ikke fundet topformen efter sine mange styrt, Teunissen virkede som sagt træt i England og antieksplosive Langeveld kunne have ønsket sig en bedre rute. Van Baarle kan være svingende, og ruten passer ikke ideelt til Mollema, Weening og Van Emden. Det kan derfor lade sig gøre at isolere Van der Poel, og som sagt kan det blive dyrt at sidde alene på denne rute. Dertil kommer, at vi fra cross-VM ved, at Van der Poel ofte er knækket under pres, og han kan have en tendens til at give lidt op, hvis det ikke går hans vej. Omvendt viste hans to forårscomeback, at det måske er en børnesygdom, han er ved at vokse fra. Det er hans lidt for hyppige formudsving dog ikke, for selvom han vandt næsten alt på crosscyklen sidste vinter havde han stadig enkelte dårlige dage.

 

Selv uden støtte er Van der Poel svær at slå. Det vil være synd at kalde Corendon sportens førende mandskab, og han vandt sine tre klassikere på helt egen hånd. Når han er i form, skal der meget til for at holde Van der Poel tilbage, ikke mindst på en rute, der synes designet til ham, og i vejr, der kommer som kaldet for en crossspecialist. Måske er han ikke den hurtigste på flad vej, men i en let stigende og meget teknisk finale som denne, er han uhyggelig, som han viste ved at overspurte Alaphilippe og Matthews på Schavei i Brabantse Pijl. Over lange distancer synes han at være allerbedst, og kombinerer man det med åbenlys superform, et stærkt hold, det dårlige vejr samt rutens beskaffenhed, må Van der Poel være manden, der skal slås.

 

Bag Van der Poel synes favoritfeltet at være relativt bredt, og man kunne vel næsten lige så godt slå med terning for at finde nr. 2 på listen. Det er derfor slet heller ikke med samme overbevisning, at vi peger på Julian Alaphilippe som førsteudfordrer. Når vi gør det, skyldes det nemlig ikke hans form, men snarere tre forhold, der gør, at man altid skal tage Alaphilippe seriøst til et løb som dette.

 

Dels er der hans naturlige klasse, der i år har givet sejre i så vidt forskellige klassikere som det flade Milano-Sanremo, det særlige Strade Bianche og murløbet Fleche Wallonne, og den klasse nåede kun nye højder under et Tour de France, hvor han fik hele cykelverdenen til at tabe næse og mund både i hans naturlige og for ham uvant terræn. Dels er der hans helt eminente teknik, der gør ham velegnet til denne rute. Og dels er der naturligvis hans forrygende spurt i en let stigende og meget teknisk finale, der er betydeligt vanskeligere end den Tirreno-finale, hvor han tidligere i år slog alle sprinterne, og i hvert fald langt vanskeligere end den flade afslutning i Sanremo, hvor han overspurtede folk som Sagan, Van Avermaet, Valverde, Trentin, Naesen og Van Aert. Og skulle man føje noget ekstra til, må det være, at han som helt ung med en 2. plads i et vådt Liege har vist, at han kan klare dårligt vejr, og at hans resultater i Liege og Amstel samt ved VM og OL viser, at distancen slet heller ikke er noget problem.

 

Ruten er dog ikke ideel for Alaphilippe. Højdemeterne er for få, og vi så senest i Canada, at han i stigende spurter kan komme til kort mod de tungere puncheurs, når procenterne ikke er stejlere end disse. Dertil kommer kulden, der kan blive en udfordring for en mand, der ikke havde sin bedste dage i årets kolde Liege eller i samme løb i 2016, og som af statur har mindre at stå imod med end brostensspecialister. Endelig har Thomas Voeckler vist, at han som landstræner er lige så speciel, som han var som cykelrytter, for han har udtaget en fransk trup, der ganske vist har klasse og er en af de stærkeste, men som ikke synes at være den bedste, landet kan stille med, og det kan betyde, at Alaphilippe lidt for hurtigt kommer til at sidde alene.

 

Vigtigt af alt er dog usikkerheden om formen. Sidste år kørte han som en motorcykel i ugerne op til VM, hvor han vandt etapeløb i både England og Slovakiet, men det betød også, at han brændte sammen med krampe på Höll-stigningen og måtte lade Romain Bardet forsvare de franske farver, hvorefter han var så træt, at han måtte opgive de franske klassikere. I år har han skruet kraftigt ned for aktiviteterne ved alene af køre i Tyskland, hvor han kun trænede som hjælper for holdet, og i Canada, hvor han jagtede et resultat. Det skulle gerne gøre ham mere frisk til løbet, men det gør også hans form svær at vurdere.

 

Kørslen i Canada var i hvert fald svær at læse. Han kom med et ifølge Van Avermaet og Sagan meget stærkt angreb i finalen i Quebec, hvor bakkerne dog var for lette til, at han kunne køre væk. I Montreal ventede han overraskende længe, men kom alligevel til slut med et meget dybt stød, så han kunne køre alene op til Benoit Cosnefroy. Herefter var han imidlertid også helt tømt for kræfter og måtte opgive at føre, hvorfor de to franskmænd atter blev hentet. Det lignede ikke just en Alaphilippe i Tour-form, men omvendt var det altså ham og ikke hverken Sagan eller Van Avermaet, som kørte fra alt og alle.

 

Selvom hans meget hårde Tour gør usikkerheden større, bør han dog være der. Han har haft to uger til at forbedre formen yderligere, og selv på 95% er Alaphilippe livsfarlig, hvis vi husker, hvor fantastisk 100% gjorde ham denne sommer. Ruten er måske ikke ideel og holdet ikke det stærkeste, men Alaphilippe slog alle favoritterne i Milano-Sanremo i foråret. Når han kan det, kan han også vinde et løb, der passer ham langt bedre - præcis som han kunne på den for ham endnu dårligere rute i Bergen, hvor han var mindre end 5 km fra at kunne tage det verdensmesterskab, han næsten med sikkerhed får før eller siden.

 

Som sagt har belgierne det på papiret stærkeste mandskab til denne rute, og de har også folkene til at gøre det færdigt, og umiddelbart synes deres kaptajner at have timet formen. Det ligner i hvert fald en af de allerstørste chancer for Greg van Avermaet, hvis han nogensinde skal have et år i regnbuetrøjen, og han har med sit OL-guld allerede vist, at han kan vinde et mesterskab. Egentlig har mange været kritiske over for belgierens sæson, der indtil sejren i Montreal ikke havde budt på en triumf på WorldTouren, men faktisk har 2019 været året, hvor Van Avermaet kom tilbage. Naturligvis har han ikke kunnet forvandle sten til guld, som han kunne i 2017, hvor han vandt nærmest hver eneste klassiker, han startede, men i brostensklassikerne var han langt stærkere, end resultaterne antyder. Måske mistimede han formen lidt, så den belgiske dieselmotor helt usædvanligt var ved at være tør for brændstof i Flandern og Roubaix, men fra Omloop og frem til E3 var han meget overbevisende, og fraværet af resultater skyldes dels et skræmmende svagt hold, dels at hans engang så gyldne spurt var forsvundet.

 

Hans Tour var imidlertid ganske pæn, og efter en 2. plads på brostensetapen i BinckBank Tour og et hæderligt, men ikke prangende løb i Bretagne har han taget et skridt op. I Canada var han én af kun tre, der kunne følge Alaphilippes angreb i Quebec, og i Montreal kørte han med en imponerende og lidt modig kølighed, inden han ganske suverænt spurtede sig til den store sejr, han længe havde jagtet. Som sagt kunne han næsten følge Van der Poel i Primus Classic - i hvert fald i længere tid end Sagan - og det vidner om, at Golden Greg synes at have den form, han ellers først og fremmest har om foråret. Regn og distance er æg i lige ned i Van Avermaets kurv, og han er samtidig god i positionskampen og teknisk dygtig på den sindrige rundstrækning.

 

Som sagt må man formode, at det er ham og Gilbert, der på det belgiske hold skal køre finale, og for dem handler det om at åbne løbet uden at vente alt for længe. Van Avermaets drøm er, at en lille gruppe skal afgøre det til sidst, og det, der for alvor gør ham farlig, er, at han i Canada genfandt den puncheurspurt, som han slet ikke havde i foråret. Han erkendte, at det var et problem, og arbejdet på at forbedre sin afslutning har båret frugt. På papiret er der bedre afsluttere, men efter 280 km i en let stigende finale er der ikke mange, der er hurtigere end Van Avermaet. Og for en gangs skyld har han også et hold, der gør det muligt for ham at spille spillet og ikke altid været på bagkant i det taktiske spil. Det gør Van Avermaet til en stærk kandidat.

 

Er det kontroversielt at have Peter Sagan langt nede på listen over favoritter? Vi taler trods alt om den eneste, der har vundet VM tre gange i træk, og måske kunne det været blevet til mere, hvis ikke UCI havde følt, at klatrerne skulle have deres chance i 2018. Nu får han imidlertid en rute, som vel er den bedste for det slovakiske fænomen siden Richmond i 2015, hvor han kørte fra alt og alle på brostensbakkerne i finalen. En teknisk rundstrækning er en gave for en mand, der matcher Van der Poels tekniske kunnen, og en let stigende afslutning er som skabt til en mand, der i flere år har været en af verdens bedste puncheurs. Med tre VM-sejre og triumfer i begge brostensklassikerne har han også vist, at distancen, som ellers var et problem i de unge år, ikke længere er en udfordring, dårligt vejr generer ham ikke, og særligt ved VM har han udvist en imponerende træfsikkerhed, som næsten kan gøre Oscar Freire misundelig.

 

Hvorfor er han så ikke storfavorit? Fordi Sagan vel egentlig ikke har været sig selv, siden han styrtede slemt mod slutningen af sidste års Tour. Vueltaen i efteråret var pauvert, han udgik tidligt ved VM, og hans forår var en decideret katastrofe i et omfang, så man knap kunne forstå, at det var Sagan, der blev sat som en af de første i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Bedre så han bestemt ikke i Californien, og i Tour de Suisse klatrede han ringere, end han plejede, og hans start på Touren var trods tidlig etapesejr alt andet end overbevisende, især da han kørte en historisk ringe puncheurspurt i Tour-sammenhæng på 3. etape.

 

I efteråret fik man ellers fornemmelsen af, at han var på vej tilbage. Han så stærk ud i Hamburg og kunne følge Alaphilippe i Quebec, inden han spurtede sig til en 2. plads. I Montreal var han imidlertid svær at læse, for på den ene side var han meget aktiv i finalen, men det var altså Alaphilippe, der kørte fra alt og alle og ikke Sagan, der ellers forsøgte flere gange og efter en stor føring var tømt i spurten. I lørdags slap han både Van der Poel og Van Avermaet på den lille Moskenstraat i Primus Classic, og mod slutningen kunne hans store føringsarbejde ikke gøre meget indhug i det forspring, en ellers træt Edward Theuns havde opbygget sig.

 

Bedre bliver det ikke af, at Sagan som altid er en slovakisk enmandshær, der ikke kan gøre meget andet end at krydse fingre for, at de stærkere nationer ikke fanger ham i det taktiske spil. Det har ikke forhindret ham i at vinde tre gange, men som vi så i Bergen, hvor det meget vel kunne være gledet ham af hænde, skal han også have lidt held på sin side. Manglen på støtte har dog ikke forhindret ham i at vinde tre gange - i to tilfælde ved at være usynligt i seks timer og dukke op som en trold af en æske til sidst - og det kan naturligvis ske igen. Historien viser, at Sagan altid er VM-favorit - især på denne rute - men vores fornemmelse er bare, at det er Sagan anno 2014 mere end Sagan anno 2016, der skal forsøge at tage karrierens fjerde sejr.

 

Belgiens anden kaptajn er Philippe Gilbert¸ der i 2016 lignede en mand på vej mod pension, men som hos Deceuninck har fået pustet nyt liv i en hensygnende karriere, så han på tre år har taget to af en fabelagtig karrieres største triumfer i Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Senest var det sejren i Roubaix i år, der viste, at Gilbert stadig kan vinde de største klassikere - endda i et løb, han altid havde vurderet som det sværeste monument at vinde - og det skete endda helt uventet efter et ellers tamt forår, hvor en syg Gilbert var faldet helt igennem i Flandern Rundt.

 

Gilbert er da heller ikke den stabile performer, han var i sin storhedstid, for nu om dage skal han bruge et hav af løbsdage på at gøre motoren varm. Derfor var det bestemt ingen dårlig ide at forberede sig til VM via Vueltaen, hvor han fandt den form, han åbenlyst manglede i BinckBank Tour. Også starten i Spanien var haltende, men mod slutningen kørte han som en motorcykel. Det blev til to etapesejr, ikke mindst ved at overspurte en ellers suveræn Sam Bennett på den episke dag i sidevinden, og han var også tæt på at vinde puncheurspurten i Toledo på tredjesidste dag.

 

Særligt hans kørsel på sidevindsetapen viser, at han er yderst velforberedt til et løb, der burde passe ham. Sejr i fire af de fem monumenter samt en VM-titel gør ham til en sand konge af de lange løb, og terrænet samt de tekniske udfordringer passer ham. Han har ikke altid været vild med regnvejr, men historien viser, at han sagtens kan præstere i de betingelser, og hvor han i sin storhedstid havde ønsket sig et hårdere løb med mange højdemeter, er et opslidende brostensagtigt løb langt bedre for den erfarne udgave af Gilbert. Også han er del af et fremragende hold med adskillige taktiske muligheder, hvor han og Van Avermaet ideelt set havner i et overtal i en lille gruppe til sidst. I en stigende spurt kan han efter et hårdt løb slå de fleste, som han viste i sidevinden i Spanien, hvor han overspurtede Bennett, og hans killerinstinkt gør, at Gilbert sjældent misser en mulighed, når den opstår.

 

Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man ser, at der stadig er liv i Matteo Trentin. Siden han vandt i sin allerførste linjeløbsstart i år den 7. februar, har han nemlig været med i front nærmest hver eneste gang, han er blevet udstyret med et rygnymmer. Han var skræmmende i de spanske februarløb, han kørte et fabelagtigt Paris-Nice i sidevinden, med lidt kølighed kunne han have vundet Milano-Sanremo, og han kom forrygende fra start på brostenene. Årets eneste formdyk kom i Flandern og Roubaix, men bedst som han lignede en træt mand, var han meget tæt på at følge Alaphilippe og Fuglsang i Amstel Gold Race. Siden fulgte et sommer med et stærkt Tour de Suisse, etapesejr i Touren, hvor han klatrede, så man troede, det var løgn, et afgørende arbejde for Viviani ved EM, en samlet 2. plads bag Van der Poel og etapesejr i Tour of Britain og til slut sejr i søndagens Trofeo Matteotti, der var sidste opvarmning til VM.

 

Trentin har med andre ord dokumenteret, at han stadig er i form, og hans forrygende sæson har gjort ham til plan A på det stærkeste italienske VM-hold. Han har samtidig den luksus, at han ligesom Sagan både kan satse på en spurt og et hårdt løb, men da det er Colbrelli, som er hurtigste italiener i løbet, vil Trentin formentlig spille offensivt ud. Indtil i år manglede han at vise, at han kunne køre finale i de længste løb, men den spekulation gjorde han en ende på i Amstel Gold Race og Milano-Sanremo, og vi skal ikke glemme, at han også blev nr. 4 i Bergen i 2017, hvor han kørte et efterår, man sjældent har set.

 

Problemet er bare, at Trentin ikke virker helt så skarp som tidligere. En punktering var en del af forklaringen, men han var synligt svagere end Michael Valgren, som deltog i italienerens jagt, i Bretagne, og i England blev han måske nok nr. 2, men han imponerede ikke synderligt på bakkerne. Til gengæld så han hurtigere ud, end han plejer, da han vandt spurten på 2. etape, og havde det ikke været for et skidt sidste sving, havde han utvivlsomt også slået Van der Poel på 8. etape. Desværre har han ikke den allerbedste historik mod de bedste i de stigende spurter, og han er bedre på flad vej efter et hårdt løb. Omvendt blev han altså nr. 2 bag Van der Poel på den stejlere bakke på 7. etape i England, og med den hurtighed, han generelt viste i det løb, vil han have en chance i de fleste spurtsituationer. Som sagt minder løbet her ufatteligt meget om EM i Glasgow, og hvem var det nu, der vandt det? Nå ja, det var vist ham den italienske VM-kaptajn.

 

Løbets helt store joker er Sam Bennett. Med den hurtighed, han har vist i år, synes det at være næsten utænkeligt, at ireren bliver slået, hvis han stadig sidder med, når de kører under den røde flamme. Bennett har nemlig ikke blot gjort krav på titlen som verdens hurtigste på flad vej, han har kørt bakkespurter, så det synger. Det så vi, da han på Vueltaens Oviedo-etape var så overlegen, at han vantro måtte se sig bagud for at forstå, at de andre slet ikke kunne følge med. Og det så vi, da han på den egentlig alt for stejle Toledo-bakke på 19. etape overspurtede folk som Gilbert og Valverde, der burde have været ham overlegen på den slags procenter.

 

Det er Bennetts holdbarhed, der er spørgsmålet. Han har vist, at han kan overleve det meste mod slutningen af grand tours, både i sidste års Giro, hvor han sågar angreb på bakkerne på de mellemhårde sprinteretaper, og i årets Vuelta, hvor han specielt var imponerende på en sidevindsetape, hvor han ene mand kørte Zdenek Stybar ind, inden han alligevel blev overmandet af Deceunincks gigantiske overtal. Formen sidder med andre ord i skabet, og er han kommer godt ud af løbet i Spanien, skal han tages meget seriøst som vinder på en rute, hvor terrænet i hvert fald ikke er uoverskueligt.

 

Problemet kan være distancen. Bennett har endnu aldrig præsteret i klassikerne, men det er også først i 2017 og 2018, at han har haft den robusthed, han har nu, og på et hold med Sagan har klassikerne været lukket land for ireren. Derfor ved vi ikke, hvor han står efter 280 km, men vi ved, at han kan begå sig i dårligt vejr, hvilket blandt andet hans sejr på en drivvåd og knaldhård Giro-etape har vist. Hans udfordring er et svagt hold, der ikke kan stille meget op på denne rute, og Bennett kan ikke gøre meget andet end at bruge sin gode positionering til at spare på kræfterne undervejs og håbe, at det samles til en spurt til sidst. Før det det, og er han stadig med, vil det lugte af irsk VM-guld i hele Yorkshire.

 

Måske er hans fortid kontroversiel, men sidste år kunne man alligevel fornemme en glæde i det meste af cykelverdenen, da det endelig lykkedes Alejandro Valverde at få den VM-titel, han havde jagtet gennem en hel karriere. Det skulle blive til to sølv- og fire bronzemedaljer samt en plads som histories mest succesrige, men stadig sejrsløse VM-rytter, indtil sol, måne og stjerner endelig stod helt rigtigt på sidste års knaldhårde rute i Innsbruck. Til gengæld er et titelforsvar en langt, langt større udfordring for den spanske veteran, for mens ruten i Østrig var nærmest designet med Valverde-sejr i sigte, er ruten i Yorkshire slet ikke skabt til den spanske VM-kaptajn. Ikke blot er højdemeterne for Valverde relativt få, de er også koncentreret tidligt, og stigningerne i Harrogate er så korte og lette, at Valverde ikke spurter fra sine rivaler på småbakkerne i udkanten af Leeds.

 

Der er imidlertid en grund til, at Valverde har syv VM-medaljer, og at de spænder lige fra en sølvmedalje ved et sprinter-VM i Madrid til en guldmedalje ved et klatre-VM i Innsbruck. Når der er en regnbuetrøje på spil, er Valverde næsten altid god, hvilket tydeligt illustreres af en VM-historik, der siden debuten i 2003 har budt på placeringer som nr. 2, 6, 2, 3, 57, 37, 9, 3, 3, 3, 5 og senest 1. Al snak om pension er også blevet skudt til hjørne efter en Vuelta, hvor Valverde overgik sine egne forventninger med en uventet 2. plads, og han har vist, at det spanske løb for ham er den allerbedste forberedelse til VM. Samtidig er han teknisk dygtig, og i en let stigende spurt er han så hurtig, at han har en reel chance for at slå alle løbets store favoritter, hvis det har været tilstrækkeligt hårdt.

 

Der er dog alligevel to grund til, at et titelforsvar bliver svært. Det er velkendt, at Valverde ikke er til regn og kulde, og selvom han har vundet løb i dårligt vejr, er betingelserne bestemt ikke ideelle for en mand, der har for vane at fryse - ikke mindst nu, hvor han har tabt vægt. Netop hans vægttab, der har genskabt hans styrke i bjergene, synes også at have kostet på hans hurtighed, for han spurtede overraskende dårligt i Vueltaen. Der er således flere ting, der taler mod end for en Valverde-sejr, men udelukke et titelforsvar skal man ikke. VM og Valverde rimer lige så godt som bil og pil, og det gør, at man slet ikke skal blive overrasket, hvis det bliver til endnu et regnbueår til en mand, hvis resultatliste nærmer sig det ufattelige.

 

Cykelsporten har mange mysterier. Et af dem er, at ingen rigtigt taler om Zdenek Stybar forud for dette VM. Der er ellers almindelighed om, at kombinationen af en vanvittigt teknisk rundstrækning, dårligt vejr og småbakker gør det til et halvt cykelcrossløb, som vi så det i Glasgow for to år siden, hvor Van der Poel og Van Aert begge bliver ved med at vinde. Siger man cykelcross og brostensagtig klassiker i samme sætning, må navnet Stybar uundgåeligt poppe op. Det skyldes ikke mindst, at tjekken efter nogle sløje år i dette forår var bedre end nogensinde og med sejre i både Omloop og E3 endelig fik de belgiske klassikertriumfer, han har banket på til. Faktisk stillede han op som manges forhåndsfavorit til Flandern Rundt, hvor han ligesom Gilbert dog blev ramt af sygdom.

 

Når Stybar er fløjet under radaren, skyldes det formentlig, at resultaterne er begrænsede. Det skyldes god ikke dårligt form - snarere tværtimod. I Vueltaen efterlod han på stigningerne et meget overbevisende indtryk, men i et løb uden mange Stybar-etaper endte han oftest som hjælper for Gilbert og Fabio Jakobsen. Til gengæld satte han en streg under formen ved at blive nr. 2 bag Bennett, men foran Gilbert og Valverde i feltet spurt på den hårde bakke i Toledo på 19. etape, og det viser, at benene er, hvor de skal være. Stybars eminente teknik, smag for dårligt vejr og evner over lange distancer gør ham til en oplagt kandidat, og som vi så i foråret, kan han også stole på sin spurt selv mod en mand som Van Avermaet, ikke mindst når det stiger. Som tjekke kan han i lyset af Roman Kreuzigers sygdom ende med at være lidt alene, men Stybar er snu som bare pokker, som han viste, da han sneg sig væk fra feltet i forbindelse med sine etapesejre i Touren og Tirreno.

 

Italien har meldt ud, at Trentin er plan A, men når man har så stærkt et hold, skal man naturligvis også have en stærk plan B. Det har støvlelandet i form af Sonny Colbrelli, der må elske udsigten til en puncheurspurt. I en stigende finale er der nemlig ikke mange i denne verden, som er bedre end Colbrelli, der sidste år blev nr. 2 bag Sagan, men foran nærmest alle favoritterne i dette løb, kørte en mindeværdig og ufatteligt lang spurt i Montreal og senest har taget en suveræn sejr på sidste etape i Tyskland i år. I dette opløb kan Colbrelli slå hvem som helst, hvis det samles til sidst, men udfordringen er som altid hans helt håbløse positionering i en teknisk finale, men her kommer hans overlegne hold, der kan tænkes at sidde i overtal til sidst, virkelig til sin ret.

 

Colbrelli må således være en af de store favoritter i en spurtafgørelse, og han har holdbarheden til at komme så langt. Han er blevet nr. 3 i Amstel og har været i top 10 i Flandern, og i år var han meget tæt på at blive italiensk mester på en lang og hård rute, der viste sig for svær for Trentin. Terrænet passer ham, og det gør især vejret, da Colbrelli har fået ry for at tage sine flotteste sejr, når det er koldt, regnfuldt og blæsende. Formen er fornem efter stærk kørsel i Tyskland, en nedtur i Canada som følge af jetlag og sygdom og meget overbevisende kørsel i de italienske løb - specielt Coppa Sabatini - hvor forskellige omstændigheder dog kostede sejren. Ruten er desværre for teknisk for Colbrelli, der kan bruge for mange kræfter som følge af sin positionering, men i en stigende regnvejrsspurt efter 280 km vil en Colbrelli i god position være livsfarlig.

 

Sidste år tog Australien den kontroversielle beslutning at lade Michael Matthews blive hjemme til trods for, at han i årene mellem 2015 og 2017 blev hhv. nr. 2, 4 og 3. Den resultatliste viser, at Matthews er en gudbenådet VM-rytter, og i år handler det australske VM-hold, da også stort set kun om ham med Simon Clarke som en udmærket plan B. Problemet er bare, at Matthews ikke har efterladt sig det allermest lovende indtryk. Efter en lang pause gjorde han comeback i Bretagne, hvor han kom til kort på de sidste stigninger. Til gengæld vandt han foran alle stjernerne i Quebec, men det var vist ikke helt uheldigt, da han ikke kom med i Alaphilippes angreb i finalen. Den helt store nedtur var, at han ikke kom med blandt de 18 mand, der afgjorde løbet i Montreal, og dermed blev den sidste generalprøve inden VM lidt af en fiasko.

 

Matthews må imidlertid formodes at have forbedret sig, og han plejer at time formen. Med en 4. plads i Liege har han vist, at han ikke kan slides op hverken af terræn eller distance, men spørgsmålet er, om han er som i gamle dage. Hans forår var i hvert fald skuffende, særligt i Ardennerne, hvor han ikke længere kunne undskylde sig med Paris-Nice-styrtet, og han var heller ikke overbevisende i Touren. Kobler man det med skuffelsen i Montreal, må man have sin tvivl over for Matthews, der i forvejen kan komme lidt til kort på en rute, hvor hans knap så gode positionering kan koste kræfter eller sætte ham ud af spille. Til gengæld viste han i Quebec, at han har genfundet sin eminente puncheurspurt, og det gør ham til en indlysende topkandidat, hvis han stadig er med, når de rammer den sidste kilometer, og det har han et solidt hold til at hjælpe sig med at være.

 

En hel cykelverden sad sikkert med en klump i maven, da Alexander Kristoff med det yderste af neglede missede VM-guldet på hjemmebanen i Bergen. Dengang kunne det se ud til, at det var sidste skud i bøssen for nordmanden, der i 2018 havde et trist, trist år, som kun en spurtsejr i et svagt felt på sidste Tour-etape delvist kunne redde. Heldigvis har Kristoff i 2019 vist, at der skam er flere patroner i hylsteret, for nordmanden var i klassikerne for første gang i nærheden af sit niveau fra jubelåret 2015, hvor han vandt lige så hyppigt, som Donald Trump råber ”heksejagt”. Han vandt feltets spurt i Sanremo, han knuste al modstand med en suveræn spurtsejt i Gent-Wevelgem, og havde det ikke været for Alberto Bettiol og et sent angreb fra Kasper Asgreen, havde han formentlig spurtet sig til sin anden sejr i Flandern Rundt. Vigtigst af alt var det, at spurterne i Sanremo og Wevelgem viste, at Kristoff har genfundet sin status som verdens hurtigste på den anden side af 240 km.

 

Det gør ham umiddelbart til en indlysende kandidat til dette løb. 280 km, 3500 højdemeter på bakker, der ikke er stejle, og ikke mindst norsk kulde og regnvejr smager af Kristoff, som Norge smager af oliemilliarder. Problemet er bare, at selve rundstrækningen slet ikke er Kristoff. Den er alt for teknisk og accelerationskrævende til Kristoffs dieselkørsel, og særligt den sidste kilometer kan dels vise sig at være lidt for hård, dels for teknisk for nordmanden, der ingenlunde vil være en indlysende favorit, selv hvis det samles til en spurt. Til gengæld synes Kristoff at komme til løbet i storform, efter at han ellers oplevede en gigantisk formkrise fra Frankfurt i begyndelsen af maj og indtil 7. pladsen i London i begyndelsen af august. Siden vandt han feltets spurt om 4. pladsen ved EM, han blev nr. 4 i Hamburg og var yderst overbevisende i Tyskland, hvor han imponerede stort både på stigningerne og i spurterne. Senest viste han fremragende form i Slovakiet, hvor han vandt en knaldhård spurt på 1. etape og blev nr. 3 i på 3. etape, hvor finalen var alt for stejl. Nok passer rundstrækningen ikke ideelt til den store nordmand, men kun en tåbe frygter ikke en formstærk Kristoff i en spurt efter 280 km i regnvejr.

 

Tim Wellens vil formentlig snart få en invitation til den belgiske udgave af Vild med Dans. I hvert fald ser det ud til, at han har danset regndans, lige siden VM-ruten blev offentliggjort, og noget tyder på, at det har haft en effekt. Søndag byder nemlig på Wellens-vejr, som kun han kan ønske sig det, og de fleste ved, at Lotto-rytteren kan udrette mirakler i regnvejr, ikke mindst i september, hvor hans forhadte varme er rejst til Afrika, og hvor han næsten altid kører, så Eddy Merckx må blive helt misundelig. Det har han ikke helt gjort i år, men han vandt alligevel kongeetapen i BinckBank Tour, hvor kun en gigantisk belgisk blunder kostede ham en sikker samlet sejr, og han var en af de allerstærkeste og aktive i finalen i Montreal, ligesom han kørte to flotte puncheurspurter i begge de to canadiske løb. Trods den hårde konkurrence var hans VM-plads da heller aldrig for alvor i tvivl, for den belgiske landstræner Rik Verbrugge ved, at Wellens er et fremragende kort i regnvejr.

 

Naturligvis er ruten ikke ideel for Wellens, men han er alligevel farlig. Han er nemlig et af de kort, belgierne skal spille relativt tidligt ud, og bliver det løjtnanterne, der kommer til at afgøre det, vil han være en af favoritterne. Som vi så i Canada, kan han godt afslutte i en stigende finale, men det er særligt hans soloridt, man skal frygte. Mange vil sikkert huske hans episke regnvejrsridt over mere end 50 km på kongeetapen i Polen i 2016, ligesom hans knusende solosejre i Ardennerne i BinckBank Tour står klart i erindringen. September-Wellens er altid farlig, og han bliver dobbelt så farlig i regnvejr. Derfor er Wellens den ideelle mand for et belgisk hold, der skal lægge pres på med tidlige udspil, og han er stærk nok til at gøre det færdigt.

 

En stor joker er Pascal Ackermann. Juryen er nemlig stadig ude i forhold til, hvor holdbar den store tysker præcis er. Ligesom Bennett har tilstedeværelsen af Sagan nemlig gjort, at hans erfaring i klassikerne er begrænset, men en formstærk Ackermann kan overleve mere, end hans størrelse antyder. Det så vi med hans flotte spurt på 5. etape i Polen sidste år, det så vi på den dramatiske 4. etape i Giroen i år, hvor han imponerede i en knaldhård finale, og det så vi med 3. pladsen i sidevindsræset ved EM. Til gengæld er han også kun holdbar, når han er i form, som vi har set det i en sensommer, hvor han trods etapesejre ikke klatrede godt i hverken Tyskland eller Polen, og hvor han skuffede fælt på Waseberg i Hamburg.

 

Noget tyder imidlertid på, at han har timet formen perfekt. Han var skræmmende stærkt i Brussels Cycling Classic, hvor han trods en alt for lang spurt bare var mm fra at vinde, og han fulgte det op med sejr i Fourmies dagen efter. I sidste weekend virkede man meget overbevisende på bakkerne i Primus Classic, og han kørte nogle helt suveræne spurter både i det løb, hvor et angreb fra Theuns kostede sejren, og i Gooikse Pijl, hvor han sejrede suverænt. Formen sidder altså i skabet, og han har intet problem med regnvejr, ligesom han bakkes op af et hæderligt tysk hold. Han er god i stigende spurter, så udfordringen bliver at overleve. Vores formodning er, at han får det for hårdt, men en formstærk Ackermann er til gengæld en af de få, hvis sejrschancer er ganske reelle, fordi det i en spurt vel kun er Bennett, som er hurtigere.

 

Løbets måske mest selvtillidsfulde rytter må være Alexey Lutsenko. Det må i hvert fald være svært ikke at tro på sig selv, når man kommer til England efter en uge i Italien, hvor man kunne sætte hele feltet fra hjul, blot de skulle over en motorvejsbro. Det var i hvert fald den fornemmelse, man fik, da Lutsenko først leverede et minderigt soloridt over 80 km i Coppa Sabatini, inden han med et sent angreb på de sidste 2 km snød alt og alle i Memorial Marco Pantani. I det hele taget har Lutsenko kørt som en motorcykel siden den chokerende 7. plads i Dauphiné, og uanset om det har heddet Touren, Arctic Race, Tyskland Rundt eller italienske klassikere har Lutsenko været en af de allerstærkeste på bakkerne.

 

Lutsenko er åbenlyst ikke træt endnu, og vigtigst af alt er det, at han har fundet den stabilitet, der ellers i mange år for ham var som en by i Kazakhstan. Regn synes heller ikke at genere en mand, der har for vane at køre stærkt i februar og oktober, men han har stadig til gode at vise, at han kan være med i de længste løb. Hans resultater i klassikerne har altid været en skuffelse, men det er også klart, at Lutsenko anno 2019 er en helt anden end tidligere. Ruten måtte gerne have været hårdere, men en alsidig fyr som Lutsenko, der har punch, power og en god spurt i en stigende finale, skal regnes som farlig, hvis han kan spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, hvor han er hæmmet af at være lige så isoleret som Sagan.

 

Gennem det meste af året har det set ud til, at Kasper Asgreen skulle være det bedste danske bud, men efter at det er blevet klart, at han er blevet træt (hvem havde troet, at hans dieselmotor kunne det?), er det ikke længere tilfældet. Heldigvis har Michael Valgren i mellemtiden fundet den form, han desperat har jagtet fra februar til august, og faktisk synes han at have timet det helt perfekt. Valgren er nemlig bare blevet bedre og bedre fra et fint BinckBank Tour over et fabelagtigt Bretagne Classic, hvor en blunder i positionskampen satte ham tilbage, men hvor han sammen med Trentin og Naesen kom tilbage og alligevel havde kræfter til at vinde favoritternes kamp bag de tre forreste, til en forrygende afslutning ved den store VM-generalprøve i Montreal, hvor han i kamp med alle VM-favoritterne blev nr. 5.

 

Med den superform har Valgren meldt sig ind som kandidat. Danskeren har nemlig vist, at han over lange distancer er fremragende, ikke mindst når himlen åbner sine sluser, og dermed er der meget af løbet, der passer ham godt. Der er imidlertid også store udfordringer, ikke mindst den tekniske rundstrækning. Som vi har set gang på gang, senest i Bretagne, er positionering nemlig ikke hans store styrke, og det kan som sagt koste både kræfter og en billet til finalen på denne rute. Valgren skal i hvert fald investere noget energi i at holde sig til, men sidder han først med i finalen, skal øjne og ører være åbne hos rivalerne. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det var Valgren, der sneg sig væk til sejr i Omloop og Amtsel Gold Race på dage, hvor han ikke var den stærkeste, og at det var ham, der sneg sig væk til en 4. plads i sidste års Flandern, til en 4. plads i Bretagne i år og til en 6. plads på kongeetapen i BinckBank Tour. Det er skræmmende at se, hvor fabelagtig en timing Valgren har, når et angreb skal times i en taktisk finale, og det er præcis den evne, der er hans store styrke. Han vinder nemlig ikke en spurt, men til gengæld vil det ikke være første gang i historien, hvis han sniger sig væk efter 250 km på en dag, hvor de store navne kigger på hinanden.

 

Listen over belgiere tæller også Yves Lampaert, der synes at være deres måske mest formstærke rytter. Han imponerede stort på bakkerne i Tyskland, hvor han endte med en samlet 3. plads og ikke mindst spurtede som en drøm mod folk, der på papiret er hurtigere. Senest vandt han samlet i Slovakiet, og han havde kurs mod en pæn enkeltstart i onsdags, indtil han styrtede. Lampaert er ikke sportens bedste klatrer, men i Tyskland viste han stærke klatreben, og bakkerne her burde være til at overskue. Samtidig er han god i regnvejr og særligt i lange løb, hvilket han senest dokumenterede med årets 3. plads i Roubaix. Teknisk er han dygtig, som han viste, da han sneg sig væk til Vuelta-etapesejr i en kompliceret finale i 2017, og vi så i Tyskland, at han i den rette gruppe kan vinde en stigende spurt. Med sin motor er han et oplagt kort for Belgien at spille ud relativt tidligt, og han ligner med sin gode form en indlysende kandidat til at vinde et opgør i en lille gruppe, efter at han senest bekræftede evnerne som mesterskabsrytter med sin sølvmedalje ved EM.

 

Går vi på jagt efter et par jokers, vil vi fremhæve Gianni Moscon og Ivan Garcia. Nok har Moscon haft et annus horribilis, så man skulle tro, at skæbnen havde straffet ham for hans mange mindre heldige sager og kontroversielle opførsel, men man sidder med fornemmelsen af, at han kan være på vej tilbage. Han tog sig en lang pause efter Touren, og selvom han ikke kom flyvende ud fra pausen som i 2018, hvor han var skræmmende i september og imponerede stort med en 5. plads på den alt for svære rute ved VM i Østrig, men man fornemmer, at formen er stigende. Han kørte fint i England uden at imponere, og meldingerne fra de seneste løb i Italien, der ikke var tv-dækket, var positive. Nok har Moscon ikke resultaterne til at bakke en favoritstatus op, men han er en fremragende VM-rytter, som sidste år altså blev nr. 5, og som i 2017 var den eneste, der kunne følge Alaphilippe på den sidste bakke. Han er blevet nr. 5 i Roubaix, nr. 5 ved VM og nr. 3 i Lombardiet og elsker således lange distancer, ligesom dårligt vejr heller ikke generer landmanden fra Trento. Han er hurtig i en stigende spurt og kan blive farlig, hvis Italien spiller ham tidligt ud.

 

Hos Spanien handler alt om Valverde, men hvorfor skulle man ikke gemme Ivan Garcia til en spurt? Nok er den unge spaniers resultatliste pauver, men han har efter Touren oplevet en udvikling, som selv kan gøre Remco Evenepoel småmisundelig. Han chokerede alt og alle ved at køre alene op til Wellens og Marc Hirschi i Ardennerne i BinckBank Tour, hvor han slet ikke burde kunne have været med, og forleden blev han en sensationel nr. 3 efter 220 km og mere end 4000 højdemeter i Montreal, hvor han kørte fra den ene verdensstjerne efter den anden. Nok er dette løb meget længere, men til gengæld passer terrænet ham bedre, og han viste i Canada, at han efter et hårdt løb kan slå de fleste i stigende spurt. Er Valverde stadig frisk, er det naturligvis ham der skal spurte, men har veteranen brændt sit krudt af med et angreb forinden, kan man lige så godt lade Garcia få sin chance. Måske får han det for hårdt, men som Navardauskas viste os ved VM i Richmond, skal man altid være åben for en overraskelse fra en halvhurtig og formstærk outsider.

 

Endelig er der naturligvis Remco Evenepoel. På side 1 i optaktsskribenters lærebog står, at man allerede nu, at han man altid skal holde døren åben over for et soloridt fra det belgiske vidunderbarn. Ruten passer slet ikke til teenageren, der overhovedet ikke er hurtig. Det bemærkelsesværdige er bare, at det samme kunne siges om brostensetapen i BinckBank Tour, om puncheuretapen i Adriatica Ionica Race og om Clasica San Sebastian, der oftest kræver en god spurt. I alle tre tilfælde kørte det belgiske fænomen imidlertid fra alt og alle i store soloridt, og som i så det igen i Tyskland, er netop soloridt blevet hans speciale - en specialitet, han uden held forsøgte i Montreal. Han siger selv, at han er i sin allerbedste form overhovedet, og det bekræfter hans fornemme sølv på enkeltstarten. Mest bemærkelsesværdigt er det, at Evenepoel med sejren i San Sebastian og senest med 2. pladsen i karrierens klart længste enkeltstart viser, at han har en motor som en 32-årige klassikerstjerne. Jo længere, jo bedre er allerede mantraet fra sportens guldfugl nr. 1, så hvorfor skulle han ikke kunne iværksætte endnu et soloridt mod slutningen af 280 km? Det er i hvert fald sådan, Belgien helt sikkert planlægger at bruge ham, og i et år, hvor han har tvunget alle fysiologer til at skrive lærebøgerne om kroppens udvikling om, ville det vel kun være passende, at den regerende juniorverdensmester hopper direkte over i elitens regnbuetrøje.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Julian Alaphilippe, Greg van Avermaet

*** Peter Sagan, Philippe Gilbert, Matteo Trentin, Sam Bennett, Alejandro Valverde

** Zdenek Stybar, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Alexander Kristoff, Tim Wellens, Pascal Ackermann, Alexey Lutsenko, Michael Valgren, Yves Lampaert, Gianni Moscon, Ivan Garcia, Remco Evenepoel

* Diego Ulissi, Simon Clarke, Oliver Naesen, Marc Hirschi, Kasper Asgreen, Bob Jungels, Ben Swift, Daryl Impey, Giovanni Visconti, Jakob Fuglsang, Benoit Cosnefroy, John Degenkolb, Amund Grødahl Jansen, Mike Teunissen, Patrick Bevin, Michael Woods, Alberto Bettiol, Matej Mohoric, Stefan Küng, Primoz Roglic, Luis Leon Sanchez, Nikias Arndt, Florian Senechal

 

Danskerne

Som sagt ligner formstærke Michael Valgren Danmarks bedste bud, og hans chancer er omtalt ovenfor. Jakob Fuglsang er altid stærk i lange løb med dårligt vejr, men den eksplosive og relativt flade rute passer ham slet ikke, og han skal have meget held med et taktisk solofremstød, hvis han trods den gode form skal vinde. Egentlig burde Kasper Asgreen med sin motor og sin hurtighed være Danmarks bedste bud, men enkeltstarten bekræftede indtrykket fra Canada, nemlig at han er træt. Afskrives skal han aldrig efter 280 km, men det vil nok kræve lidt held, ligesom han har god brug af sin spurt, der formentlig vil gøre ham til Danmarks foretrukne afslutter. Den rolle har Magnus Cort formentlig afgivet efter et år, hvor han ikke har spurtet, og han vil sikkert køre offensivt, men hans positioneringsproblemer gør denne rute aldeles uegnet til ham, hvis ikke han kommer afsted i en god og relativt tidlig gruppe. Mads Pedersen er i form, men han har ikke i år vist noget, der berettiger forventninger om et VM-resultat, og han ligner en mand, der skal spilles relativt tidligt ud. Michael Mørkøv er holdets hurtigste, men både selve finalen og løbet som helhed bør være for hårdt, hvorfor han formentlig bare er med som vej kaptajn. Casper Pedersen og Christopher Juul er i god form, men er med som hjælpere.

 

Holdoversigt

Vi runder optakten af med at give en oversigt over kandidaterne hos de enkelte nationer. Vi udelader små nationer uden professionelle ryttere.

 

Argentina: Eduardo Sepulveda har ikke meget at gøre på denne rute.

 

Australien: Som sagte er holdet bygget op om Matthews, men de har en plan B i en formstærk Simon Clarke, der imponerede stort i Tour of Britain og var i top 10 ved VM i Firenze. Ruten er lidt for let, men en 2. plads i Amstel Gold Race viser, at han skal tages seriøst, specielt fordi han spurtede godt i England. Jack Haig er i gudeagtig form, men der skal ske et lille mirakel, hvos han skal vinde på denne rute, og Nathan Haas er trods fremgang stadig langt fra sit bedste. Formstærke Rohan Dennis og Luke Durbridge skal alene hjælpe.

 

Østrig: Patrick Konrad ligner bedste mand med sin fine spurt, men han virkede ikke overbevisende i Canada, og ruten er også for let. Lukas Pöstlberger er godt kørende, men han kan ikke vinde, og det bør blive for hårdt for Marco Haller. Felix Grossschartner sluttede godt af i Vueltaen, men ruten er for let, og Michael Gogl er ikke i form, mens Hermann Pernsteiner slet, slet, slet ikke passer til dette løb.

 

Hviderusland: Aliaksandr Riabushenko har imponeret stort på det seneste - ellers slår man ikke Lutsenko i Coppa Agostoni - men det her bliver for langt for ham.

 

Belgien: Hos belgierne er det kun Tim Declercq, der ikke kan vinde, men vi formoder, at Dylan Teuns, der ikke passer til ruten, skal bruges som hjælper. Ruten og vejret passer fremragende til Oliver Naesen, der med sine spurter i år vel er holdets hurtigste, men han skuffede fælt i både Bretagne og Canada og virker træt. De øvrige fem er nævnt ovenfor.

 

Canada: Michael Woods var meget overbevisende i Montreal og har i Liege og ved VM vist sig som specialist i lange klassikere, men løbet her er for let. Den velkørende og hurtige Guillaume Boivin kører med et brækket ribben efter styrtet i Quebec.

 

Colombia: Med afbuddet fra en formsvag Fernando Gaviria er de små colombianere uden mange chancer, da ruten er alt for hård til Alvaro Hodeg og Juan Sebastian Molano. Bedste chance er en formstærk Carlos Betancur, der kørte godt i Bretagne og Canada, men trods sin fine spurt vinder han ikke på denne rute.

 

Costa Rica: Andrey Amador er i fabelagtig form efter en meget overbevisende og offensiv indsats i England og en 2. plads i Trofeo Matteotti, men hans spurt betyder, at han skal alene hjem for at vinde.

 

Tjekkiet: Roman Kreuziger er god i lange løb, men har været syg i Canada og missede alle løbene i Italien i sidste uge. Petr Vakoc er stadig ikke som i gamle dage, og derfor er Stybar eneste reelle kandidat.

 

Danmark: Det danske hold er omtalt ovenfor.

 

Ecuador: Efter Vuelta-afbuddey har Richard Carapaz rettet blikket mod de sidste klassikere og bør være i form, men løbet her passer ham slet ikke. Holdet har også hurtige Jhonatan Narvaez, der kørte stærkt i Italien, men det er svært at se ham lave et stort resultat i lyset af hans generelle niveau

 

Eritrea: Ruten passer slet ikke til et afrikansk hold bestående af spinkle klatrere.

 

Estland: Tanel Kangert viste fremragende form på enkeltstarten og kunne godt iværksætte et soloridt, men en sejr er svær. Rein Taaramae er helt ude af form, og ruten er for hård for hurtige Mihkel Raim.

 

Frankrig: Holdet er bygget 100% op om Alaphilippe, og det gør, at holdet nødigt vil spille andre kort. Benoit Cosnefroy var imidlertid den måske stærkeste mand ved generalprøven i Montreal og er i så fabelagtig form, at han er et godt kort at spille ud i en gruppe af løjtnanter, hvor han har sin gode spurt som våben. Det er også en eminent rute for hurtige og teknisk dygtige Florian Senechal, der måske kan gemmes til en spurt, hvis ikke Alaphilippe kan gøre forskellen. Christophe Laporte er hurtigst, men har i år ikke vist megen holdbarhed, og Tony Gallopin har skuffet i sine seneste løb. Anthony Roux har haft en skidt sæson, og formstærke Remi Cavagna må skulle bruges til at gøre løbet hårdt.

 

Tyskland: Holdets bedste chance er en spurt med Ackermann, men John Degenkolb kan være en mere pålidelig plan B, da han med 2. pladsen i Gent-Wevelgem har vist, at han trods sit fald fra tinderne stadig kan spurte efter et langt løb. Nils Politt kan køre offensivt, men ruten er for teknisk for hans antieksplosive motor, og han synes ikke i form. Det er Nikias Arndt åbenlyst, og han kunne være en outsider både til en spurt, hvis de to sprintere ikke overlever, eller til offensiv kørsel.

 

Storbritannien: De lokale helte satser 100% på Ben Swift, der i år er kommet tilbage på sit gamle niveau. Han har dog ikke spurtet specielt godt, og selvom to podiepladser i Sanremo samt en 5. plads ved VM for to år siden, viser, at han er en god kandidat til et godt resultat, er det svært at se ham vinde. Ruten passer slet ikke til Tao Geoghegan Hart og Adam Yates, og Geraint Thomas er så formsvag, at han helt opgav enkeltstarten.

 

Irland: Ruten passer slet ikke til Dan Martin eller Eddie Dunbar, så det er alle mand for Bennett.

 

Italien: Holdet har som sagt Trentin som plan A og Colbrelli som plan B, og vi har nævnt Moscon som en joker. Diego Ulissi viste i Canada, at han måske er bedre end nogensinde, men trods sin spurt vil han nok komme til kort på denne ”lette” rute, specielt fordi han ikke er vild med lange distancer. Alberto Bettiol har skuffet i både Italien og Canada, men til gengæld er Giovanni Visconti i fabelagtig form og kunne ligesom Ulissi i kraft af sin gode spurt være en mand at spille tidligt ud. Hurtige Davide Cimolai må være hjælper.

 

Japan: Forvent ingen mirakler fra Yukiya Arashiro, der slet ikke er som tidligere.

 

Kazakhstan: Det svage hold skal være glade, hvis Lutsenko har en hjælper hos sig sent i løbet.

 

Letland: Toms Skujins er ikke i sin allerbedste form, men er et godt bud på en aggressiv rytter. Det samme er formstærke Krists Neilands, der dog slet ikke passer til ruten, der er for hård for sprinteren Emils Liepins.

 

Litauen: Hverken Gediminas Bagdonas eller Evaldas Siskevicius hr mange chancer.

 

Luxembourg: Bob Jungels viste i foråret, at han er livsfarlig med sine langdistanceangreb i klassikerne, men selvom han taler om god form, viste enkeltstarten igen, at han altså ikke har fundet forårsbenene.

 

Holland: Det er 100% for Van der Poel, og det er svært at se andre komme i spil. Mike Teunissen kunne måske spilles tidligt ud eller gemmes til en spurt, men han virkede lidt træt i England og i weekenden. Niki Terpstra, Dylan van Baarle, Bauke Mollema og Sebastian Langeveld er stærke, men ruten gør, at de formentlig skal hjælpe med at sætte Van der Poel op til sejr.

 

New Zealand: På enkeltstarten viste Patrick Bevin form, men trods sin hurtighed har han ikke vist sig frem over lange distancer. Hurtige Dion Smith skuffede i Vueltaen, og selvom han er i form, vinder Jack Bauer ikke. 

 

Norge: Det er formentlig alle mand for Kristoff, men holdet har en meget formstærk og hurtig Amund Grøndahl Jansen, der senest kørte stærkt i Primus Classic, til at køre offensivt. Ruten passer ikke rigtigt til formstærke Carl Fredrik Hagen, og Edvald Boasson Hagen er stadig en skygge af sig selv.

 

Polen: Uden formsvage Kwiatkowski får polakkerne det meget svært, da ruten slet ikke passer til Rafal Majka. Det er måske Michal Golas, der kan gøre det bedst.

 

Portugal: Selvom han gjorde det pænt i Canada, er Rui Costa stadig langt fra sit gamle niveau, og ruten passer ham ikke. Til gengæld kommer Ruben Guerreiro til løbet i storform, og er han frisk efter Vueltaen, har han i sidste års Bretagne Classic vist, at et løb som dette i dårligt vejr lige er noget for ham. Formstærke Nelson Oliveira kan angribe, men til gengæld er Jose Goncalves slet ikke i form.

 

Rumænien: Eduard Grosu viste form med sejren i Slovakiet, men det her er for hårdt.

 

Rusland: Pavel Sivakov kunne sagtens vise sig frem, men ruten passer ham slet ikke, og han missede enkeltstarten på grund af sygdom. Sergei Chernetckii skuffede fælt i Vueltaen, Dmitriy Strakhov har intet viste i år, og ruten passer slet ikke Aleksander Vlasov.

 

Slovakiet: Lad os håbe, at formstærke Erik Baska og brormand Juraj Sagan kan sidde hos lillebror Sagan bare lidt inde i finalen.

 

Slovenien: Primoz Roglic er så alsidig, at han godt kunne være farlig på denne rute, men enkeltstarten viste, at han er træt. Ruten passer ikke til fænomenet Tadej Pogacar, så Matej Mohoric ligner bedste bud. Han elsker den tekniske rute, men har intet vist i lange løb og har skuffet så meget i år, at det er svært at tro på ham. De hurtige Grega Bole og Jan Tratnik synes ikke i form.

 

Sydafrika: Daryl Impey er altid farlig i en spurt, men han imponerede ikke stort i Canada og vil næsten altid være oppe mod hurtigere folk, hvorfor han får svært ved at vinde.

 

Spanien: Det er 100% for Valverde, men som sagt kunne Garcia måske spares til en spurt. Derudover kan man ikke helt udelukke, at holdet vil spille en mand ud for ikke at komme i defensiven, og det kunne åbne døren for Luis Leon Sanchez, der var fremragende sidste i Vueltaen og er god på en rute som denne.

 

Sverige: Niveauet er trods alt for højt for de ro Riwal-ryttere, Lucas Eriksson og Kim Magnusson.

 

Schweiz: Marc Hirschi bliver ved med at imponere og har med 3. pladsen i San Sebastian vist evnerne over lange distancer. Ruten her passer ham dog ikke specielt godt, og han virkede efter en lang sensommer træt i Canada. Stefan Küng er i storform og kunne være en mand, man ikke skal give mange meter. Silvan Dillier har intet vist i år, men er som bekendt tidligere toer i Roubaix, mens Michael Albasini desværre er belevt for gammel.

 

Ukraine: Talentfulde Mark Padun virker helt ude af form.

 

USA: Amerikanerne skal køre offensivt med Lawson Craddock, der i Amstel har vist, at han kan komme langt med offensiv kørsel. Måske kan Alex Howes hænge på til en spurt.

 

FELTET.DK VS LÆSERNE

Vi er ved at udvikle et nyt koncept, hvor I kan udfordre Feltet.dk. Når vi kommer med vores optakter til cykelløbene, så vil I fremover kunne stemme på Jeres favoritter.
 

Afstemningen slutter klokken 16.00. I kan se læsernes favoritter i artiklen. Den opdaterer automatisk.


FELTET.DKS FAVORITTER

***** Mathieu van der Poel

**** Julian Alaphilippe, Greg van Avermaet

*** Peter Sagan, Philippe Gilbert, Matteo Trentin, Sam Bennett, Alejandro Valverde

** Zdenek Stybar, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Alexander Kristoff, Tim Wellens, Pascal Ackermann, Alexey Lutsenko, Michael Valgren, Yves Lampaert, Gianni Moscon, Ivan Garcia, Remco Evenepoel

* Diego Ulissi, Simon Clarke, Oliver Naesen, Marc Hirschi, Kasper Asgreen, Bob Jungels, Ben Swift, Daryl Impey, Giovanni Visconti, Jakob Fuglsang, Benoit Cosnefroy, John Degenkolb, Amund Grødahl Jansen, Mike Teunissen, Patrick Bevin, Michael Woods, Alberto Bettiol, Matej Mohoric, Stefan Küng, Primoz Roglic, Luis Leon Sanchez, Nikias Arndt, Florian Senechal

 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EM - Banecykling (Kvinder)(CCW) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

EM - Banecykling (Herrer)(CC) 16/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS