Optakt: Vuelta a Andalucia

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommen uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok med Dubai Tour, Tour of Oman og fra i år også Abu Dhabi Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for to år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen. Et løb som Vuelta a Murcia er imidlertid fortsat reduceret til en endagsbegivenhed.

I første omgang efterlod det bare ét spansk etapeløb i den tidlige del af sæsonen, og i ganske mange år syntes det at være et af meget få spanske løb, der faktisk trivedes. Mens Vuelta a Murcia og Vuelta a la Comunidad de Madrid blev forkortet, mange klassiske løb som Settimana Catalana og Euskal Bizikleta forsvandt, Vuelta a Asturias blev forkortet og endda aflyst i 2014, og WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco konstant kæmpede for overlevelse, er Vuelta a Andalucia Ruta Ciclista del Sol forblevet på kalenderen som en perfekt mulighed for forberedelse forud for sæsonens store mål.

Faktisk er det en ganske imponerende bedrift, at løbet fortsat består. Det afholdes i den berømte tredje uge af februar, hvor det er i hård konkurrence med Tour of Oman, Volta ao Algarve og Tour du Haut-Var om at tiltrække verdens bedste ryttere. Ikke desto mindre er det endda lykkedes at returnere til det klassiske femdagesformat, efter at det kortvarigt var reduceret til fire dage, og efter i et par år tydeligt at have tabt kampen om det bedste felt til løbene i Oman og Algarve, var alle øjne i 2015 rettet mod Andalusien, da man det år var rammen om det første store slag mellem giganterne. Selvom ingen af dem før havde kørt løbet, besluttede både Chris Froome og Alberto Contador at starte deres sæson i det spanske løb, og da Nairo Quintana også meldte sin ankomst, kunne arrangørerne næppe tro deres held. Desværre betød et styrt ved de nationale mesterskaber, at Quintana måtte melde afbud, men med både Contador og Froome i feltet blev løbet det store etapeløbshøjdepunkt i februar.

I 2016 var der en genopstandelse på etapeløbsscenen i Sydeuropa. Volta a la Comunitat Valenciana blev genoplivet for første gang siden 2008, La Mediterraneenne overtog pladsen fra Tour Mediteraneen, og Tour La Provence blev afholdt for første gang. Det gjorde det endnu mere attraktivt at forblive i Europa, og derfor drog langt færre hold til Mellemøsten. Ikke desto mindre lykkedes det ikke arrangørerne i Andalusien at tiltrække det samme stjernefelt, men med folk som Alejandro Valverde, Rafal Majka, Bauke Mollema og Tejay van Garderen var løbet alligevel rammen om et fantastisk slag. Sidste år var løbet atter den klare vinder i kampen mellem de fire etapeløb, og med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Rigoberto Uran, Wout Poels, Thibaut Pinot og Ion Izagirre på startstregen var det rammen om endnu et flot og medrivende løb.

I år er Abu Dhabi Tour atter rykket til februar, mens Tour of Qatar er blevet aflyst. Det har haft den effekt, at mange etapeløbsryttere tager til Mellemøsten for at jagte WorldTour-point, mens klassikerrytterne i højere grad er blevet i Europa. Det afspejler sig også i det felt, man har samlet i Andalusien, hvor man stadig ikke kan gentage, hvad man opnåede i 2015, og blandt andre Valverde, der ellers har været totalt dominerende i det spanske løb, foretrækker denne gang at køre i Abu Dhabi. Alligevel vil løbet i Andalusien tiltrække sig kolossal opmærksomhed, da det vil være stedet, hvor Chris Froome midt i sin kamp for frifindelse i sin dopingsag gør en kontroversiel sæsondebut. Da Mikel Landa tillige debuterer for Movistar, og etapeløbsstjerner som Wout Poels, David De La Curz, Jakob Fuglsang og Steven Kruijswijk ogsåvil være til start, er man bestemt kommet hæderligt ud af kampen med konkurrenterne også denne gnag.

Løbet blev første gang afviklet i 1925, men 2. udgave blev først arrangeret 30 år senere i 1955. Efter en aflysning i 1978 fik det i 1979 navnet Ruta del Sol, indtil man i 1987 vendte tilbage til det oprindelige navn. I 1993 slog man de to navne sammen, og siden da har løbet været kendt som Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol. Det var i de tidlige år hovedsageligt domineret af spanske ryttere, men i 1964 fik det sit internationale gennembrud, da Rudi Altig vandt. I 70erne blev det i stigende grad et løb for udenlandske ryttere, og faktisk lykkedes det ikke en hjemlige ryttere at vinde mellem 1971 og 1982. I slutningen af 90erne tabte det lidt prestige og blev hovedsageligt en national begivenhed, men det er i de senere år lykkedes arrangørerne at revitalisere løbet. Store navne som Oscar Freire, Cadel Evans, Jurgen Van Den Broeck, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Bauke Mollema, Richie Porte, Chris Froome, Alberto Contador, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen har således været på podiet i dette årtusinde. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Alejandro Valverde, der siden sin tilbagevenden fra karantæne i 2012 har vundet løbet hvert eneste år bortset fra i 2015, hvor han i stedet var til start i Tour of Oman.

Valverde var også bedst sidste år efter en fantastisk dyst med Alberto Contador, Thibaut Pinot og Ion Izagirre. Egentlig så han ud til at være blevet sat til vægs af Pinot og Contador, da han tidligt måtte slippe dem på kongeetapen, men et flot comeback betød, at han fik begrænset tabet så meget, at han med en fremragende andenplads på enkeltstarten kunne fortsætte sin fantastiske sæsonstart med at sejre med et sekund ned til Contador og yderligere fem sekunder ned til Pinot. Det bliver imidlertid ikke til en sjette sejr på syv år for Valverde, der denne gang skipper løbet for i stedet at køre i Abu Dhabi, og cykelpensionisten Contador er naturligvis heller ikke med denne gang. Da Pinot satser på en stille sæsonstart for at være friskere senere på sæsonen, sprinter også han løbet over, og dermed skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Vuelta a Andalucia har haft en ret blandet karakter. Den andalusiske region har masser af kuperet terræn, men på denne tid af året er det vigtigt ikke at gøre etaperne for lange og hårde. Tidligere udgaver har derfor været ret lette, og det er lykkedes folk som Oscar Freire, Pablo Lastras og Markel Irizar at vinde i år, hvor der ingen bjergafslutninger har været.

Efter Irizars sejr i 2011 har arrangørerne gjort løbet betydeligt hårdere ved at besøge mere bjergrigt terræn. Selvom løbet sjældent har været meget vanskeligt, er det blevet mere selektivt, og prologen, der ofte har åbnet løbet, har fået sin betydning reduceret. I 2015 tog arrangørerne imidlertid et uset skridt, idet de sammensatte en ekstremt hård rute med to meget vanskelige bjergafslutninger. Det var nærmest uhørt at bestige to så vanskelige stigninger som Alto de Hazallanas og Alto e Allanadas så tidligt på året, og da der også var en enkeltstart og flere kuperede etaper, var det klart det hårdeste løb i den tidlige del af sæsonen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I de seneste to år er man vendt man tilbage til et mere traditionelt format. I 2016 inkluderede man endda en meget lang enkeltstart, der tippede man balancen mod de mere alsidige ryttere, selvom der fortsat var en stor bjergafslutning også, og med to kuperede etaper og en relativt flad sag til sprinterne var det et godt mix med lidt for enhver smag. Sidste år bibeholdte man samme opskrift, men man reducerede længden af enkeltstarten betydeligt, gjorde bjergetapen lettere og havde to mod tidligere bare en sprinteretape.

Årets rute følger et lignende mønster. Igen synes det at skulle afgøres på en kombination af en enkeltstart, der med sine 14 km er relativt kort og denne gang kommer på sidste etape, samt en bjergetape, der som i 2015 slutter på den meget vanskelige Allanadas-stigning. Umiddelbart synes ruten derfor at være den mest klatrevenlige siden 2015. Derudover får sprinterne en god chance på den næsten helt flade 3. etape, mens der venter kuperede ruter onsdag og lørdag, hvor 1. etape har en del højdemeter undervejs og en flad finale, mens 4. etape byder på en brutalt stejl, brostensbelagt rampe til slut, hvor de eksplosive ryttere kan slås om sejren, og hvor der vil kunne gøres små forskelle mellem favoritterne.

1. etape

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i 2016, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. I 2016 fik sprinterne i stedet chancen på første dag, mens den vanskelige stigning Puerto de Monachil sidste år skabte en overraskende voldsom udskilning langt tidligere end ventet. I år indledes der atter med en ganske kuperet sag, der kan betragtes som en mellemting mellem den indledende etape fra de to foregående udgaver, idet stigningerne vil være for hårde for mange af sprinterne, men ikke hårde nok til, at klassementsrytterne ventes at gå i offensiven,

I alt skal der tilbagelægges hele 197,6 km, hvilket er ganske langt efter vanlig andalusisk standard. De fører feltet fra Mijas til Granada, der også lagde asfalt til målet på 1. etape sidste år. Starten er ganske hård, idet man med det samme forlader kysten for at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto del Mijas (3,7 km, 5,7%), der har top allerede efter 9,4 km. Herfra kører man mod vest på et lille plateau, inden man via en lang, gradvis nedkørsel kører mod øst og nordøst tilbage mod kysten. Undervejs passerer man den første spurt efter 32,7 km, hvorefter der venter småkuperet terræn, mens man fortsætter mod øst forbi storbyen Malaga og frem til den sidste spurt, der kommer efter 70 km helt nede ved vandet.

Efter spurten fortsætter man et stykke langs den flade kystvej, indtil man efter ca. 90 km drejer mod nord for at køre ind i landet. Det sker via dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Zafaraya (11,9 km, 6,1%) hvis top rundes, når der resterer 79,4 km. Herfra fortsætter man mod øst via en let stigende vej op over kategori 3-stigningen Ato del Navazo (3,2 km, 4,4%), inden en lille nedkørsel leder mod nordøst til vunden af kategori 3-stigningen Alto de Alhama (5,2 km, 4,4%), der har top med 52,6 km igen.

Endnu en lille nedkørsel leder herfra mod sydøst frem til den sværere kategori 2-stigningen Alto del Lucero (5,3 km, 5,7%), hvis top rundes med 40,5 km igen. Herfra går det mod nordøst via en længere nedkørsel frem mod Granada, inden man skal op over dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Alto de la Malaha (2,8 km, 4,4%). Fra toppen resterer blot 19,7 km, som efter en ganske lille nedkørsel er helt flade. Man slår en lille sløjfe syd om Granada, som derefter rammes fra sydøst. Til slut venter en stort set helt flad finale, hvor der kun er et sidste sving med 2 km igen.

Etapen byder samlet set på temmelig mange højdemeter i den anden halvdel, men den sidste svære stigning har top mere end 40 km fra mål. Det er formentlig for meget til, at det giver mening for klassementsrytterne at iværksætte en offensiv, og i stedet vil det være de hårdføre sprintere, der har blikket rettet mod en reduceret massespurt. Stigningerne vil helt sikkert forårsage en del udskilning blandt de tunge folk, men med mindre vinden spiller en rolle i området omkring Granada, burde en spurt bestemme, hvem der skal bære den første førertrøje.

Granada vendte sidste år tilbage som målby efter en pause på 15 år. Her lykkedes det Alejandro Valverde, Wout Poels, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa, Ion Izagirre og Alberto Contador at køre væk på den sidste stigning, inden Valverde spurtede sig til den første førertrøje. I 2002 vandt Erik Dekker fra et udbrud på sidste etape, og pret inden leverede Mikel Artetxe en tilsvarende bedrift, mens Jo Planckaert og Tom Steels vandt massespurter i henholdsvis 2000 og 1999. Også Vueltaen har tit lagt vejen forbi, senest i 2008, hvor Liquigas vandt en holdtidskørsel på 1. etape. I 2007 slog Samuel Sanchez Manuel Beltran i en 2-mandsspurt, mens Tom Danielson fik ram på Alexandre Vinokourov på en mindeværdig dag i 2006, hvor kasakken lagde grunden til sin samlede sejr med sin andenplads. I 2005 vandt Denis Menchov en prolog i byen, og Santiago Perez tog en solosejr i 2004.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Bjergrytterne har igen i år kun én chance for at gøre en forskel, og det handler om at være klar fra start, idet årets bjergafslutning ligesom sidste år allerede kommer på 2. etape. Det store slag skal i år slås på Alto Allanadas, der også blev benyttet i 2010 og 2015, og som for tre år siden viste, at den trods en beskeden længde kan skabe ganske store forskelle. Målbjerget er sværere end det, der blev benyttet sidste år, og derfor vil torsdagens etape være en nøgledag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 140,0 km mellem Otura og Alto Allanadas i udkanten af La Guardia de Jaen. Fra starten kører man mod nord og nordvest på et helt fladt plateau, indtil man når frem til kategori 2-stigningen Alto de Puerto Lope (5,9 km, 4,3%), der har top efter 39,6 km. Der følger ingen nedkørsel, og i stedet fortsætter man mod nordvest på et småkuperet plateau forbi den første spurt, der kommer efter 65,3 km og efterfølges af den lille kategori 3-stigning Alto del Castillo (6,5 km, 1,1%), hvis top er placeret efter 74,4 km. En skarp nedkørsel leder nu ned til den sidste spurt efter 80 km, hvorefter man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Puerto de Locubin (8,3 km, 5,4%).

Fra toppen i mere end 1000 m højde resterer 52,5 km, som via en nedkørsel fører mod nord op over kategori 3-stigningen Puerto de Valdepeñas (5,0 km, 5,5%), der har top 39,6 km fra stregen. Herefter går det videre mod nord via en lang nedkørsel, der kun afbrydes af en mindre bakke undervejs. Med 18 km når man frem til Jaen, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre mod målbjerget. Det fortsætter med at falde, indtil man med 12 km igen kører op over en 4,1 km lang stigning, der stiger med 4,9% i gennemsnit.

Herefter går det ned mod bunden af kategori 1-stigningen Alto de las Allanadas. Der er tale om en 5,2 km lang stigning, der stiger med hele 8,9% i gennemsnit. Der er tale om en modbydelig sag, der efter en første kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,8% flader en smule ud på den anden km. De følgende tre kilometer stiger imidlertid i gennemsnit med hhv. 10,7%, 12,0% og 13,3% og byder på strækninger på hele op til 21%. Til slut flader den en smule ud med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,2. På de sidste 3 k er der tre hårnålesving, hvoraf det sidste kommer 200 m fra stregen.

Alto Allanadas er en af de sværeste stigninger i regionen og har de to foregående gange gjort stor skade på feltet. Der er med andre ord tale om en langt sværere udfordring end i både 2016 og 2017, hvor bjergafslutningerne var mere moderate. Derfor er der lagt op til et brag af et slag mellem flere af verdens allerbedste klatrere i en finale, der er skabt til ryttere, der trives på de allerstejleste procenter, og der vil være god mulighed for at vinde masser af tid inden den afgørende enkeltstart.

Alto Allanadas blev senest benyttet i 2015, hvor Chris Froome efter et nederlag på den første af to bjergetaper, tog voldsom revanche ved at slå Alberto Contador med 29 sekunder og dermed tage den samlede sejr. Kun fire ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden, mens Rodlofo Torres på 15. pladsen satte hele 1.59 til på den korte stigning. I 2010 tog Sergio Pardilla en solosejr med 7 sekunder ned til Jurgen Van Den Broeck og 13 sekunder ned til Damiano Cunego og Manuel Vazquez på en dag, hvor tidsforskellene var betydeligt mindre.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape

I de senere år har der ikke været meget at komme efter for sprinterne i Andalusien, og det vil heller ikke være tilfældet i år. For mange vil den kuperede 1. etape være for svær, men heldigvis er der én godbid at se frem til for feltets hurtigste folk. Den kommer på fredagens 3. etape, hvor en næsten hel flad rute burde være en sand lækkerbisken for sprinterfeltet, hvis ikke vinden i den ofte forblæste region forinden har spillet feltet et puds.

I alt skal der tilbagelægges 166,1 km mellem Mancha Real og Herrera. Fra starten går det mod vest gennem let faldende terræn, inden det stiger let op mod dagens første spurt, der kommer efter 40,7 km. Herfra fortsættes mod sydvest gennem ganske let kuperet terræn, indtil man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de de Carcabuey (1,4 km, 5,6%), der har top efter 102,0 km. Umiddelbart herefter følger kategori 3-stigningen Puerto del Mojon (5,5 km, 3,9%), fra hvis top der resterer 53,9 km.

Den sidste del af etapen falder konstant ganske let og fører stort set konstant i en vestlig retning. Undervejs kommer der indlagte spurter efter 127,9 og 156,2 km. Efter den sidste af disse begynder det at stige ganske let, mens man kører ind mod Herrera fra nordøst. Her venter en helt flad finale, hvor der på de sidste 3 km kun er ét sving, der til gengæld kommer bare 400 m fra stregen, der er placeret på en 6 m bred vej.

Det kan være blæsende på det flade plateau i denne del af Andalusien, men det er også den eneste fare, der lurer for feltet. Selvom der ikke er mange topsprintere til start, er dette en fremragende chance for ryttere som Sacha Modolo, Clement Venturini, Thomas Boudat pg Marko Kump til at gå efter en sejr, og derfor burde der være rigeligt med interesse i at holde det samlet til det, der vil være løbets eneste regulære massespurt.

Herrera har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

4. etape

Man må håbe, at sprinterne nød deres chance på fredagens etape, for på 4. etape bliver det atter tydeligt, at der ikke er meget fladt terræn i Andalusien. Ganske vist er der ikke tale om en stor klassementsetape, men undervejs skal man op i 1375 m højde på kategori 1-stigningen Purte de las Palomas. Til slut venter en kort, stejl, brostensbelagt rampe op til mål, hvor klassementsrytterne måske kan vinde sekunder som afslutning på en uforudsigelig dag, der kan være god for både puncheurs og et succesrigt udbrud.

Etapen er med sine 194,7 km en lang sag, der fører feltet fra storbyen Sevilla til Alcala de los Gazules. Sevilla ligger på et helt fladt plateau i det indre af landet, og derfor består den første del af etapen af en lang, helt flad tur mod sydøst. Efterhånden som man nærmer sig nationalparken Sierra de Grazalema bliver terrænet gradvist en anelse mere kuperet, mens man slår et lille smut mod øst forbi den første spurt, der kommer efter 95,4 km. Den er placeret i bunden af kategori 1-stigningen Puerto de los Palomas (10,5 km, 8,3%), der er placeret midt i nationalparken, skal bestiges fra nord og har top med 85,6 km igen. Derfra går det mod syd via en ganske lille nedkørsel, inden man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Puerto del Boyar (1,9 km, 11,3%), hvis top kommer 80,4 km fra stregen.

Herfra bliver terrænet igen betydeligt lettere. Først fører en lang nedkørsel ud af nationalparken mod vest og sydvest, indtil man fortsætter mod sydvest gennem ganske let kuperet terræn frem til den sidste spurt, der kommer efter 147,2 km. Herefter fortsætter man mod vest og siden syd ned mod målbyen, stadig ad veje, der byder på enkelte mindre bakker. Efter en af disse falder det let hele vejen ned mod målbyen, som angribes fra en vestlig retning. Her begynder det at stige med 2 km igen, og man rammer med 1700 m igen den sidste rampe. De første 800 m stiger med 7,9% i gennemsnit, mens de sidste 900 m stiger med hele 9%. Finalen er teknisk med et 40-graderssving med 900 m igen og derefter to 90-graderssving bare 700 og 200 m fra stregen, og der er tillige brosten.

Afslutningen er en yderst eksplosiv sag, der bestemt ikke skal undervurderes, og som er stejl nok til, at der uundgåeligt vil opstå tidsforskelle også i toppen af klassementet. Derfor er det en god chance for de mere eksplosive typer til at vinde lidt tid i klassementet. Det er imidlertid ikke sikkert, at favoritterne skal køre om etapesejren, da startfeltet ikke byder på mange sande ardennerspecialister. Da tidsforskellene vil være store, kunne det derfor være en god dag for et udbrud - hvis altså ikke en rytter som Tim Wellens har blikket stift rettet mod en mulig etapesejr.

Alcala de los Gazules har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

5. etape

I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod urent havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. Sidste år skar man imidlertid voldsomt ned på tidskørslens længde, der var på beskedne 11,9 km. Heller ikke i år har temporytterne meget terræn at gøre godt med, ikke mindst hvis man tænker på de voldsomme bjergudfordringer, der har været undervejs. Løbet afsluttes dog med 14,2 km ensom kamp mod uret i fladt terræn skabt til sande specialister, og derfor vil der være mulighed for at vende op og ned på det hele helt frem til afslutningen på Spaniens vigtigste februarløb.

I alt skal der som sagt tilbagelægges 14,2 km med start og mål i Barbate. Fra starten kører man mod nord ud af byen gennem enkelte sving, inden man kører mod vest ad en lang vej uden væsentlige tekniske udfordringer. Denne del er let stigende, indtil man drejer mod syd for at køre forbi mellemtiden, der tages efter 7 km. Kort efter drejer man mod øst for at køre tilbage mod Barbate via en vej, der har lidt flere sving end den foregående. Hurtigt begynder det at falde ganske let frem, inden det atter flader ud mod slutningen. Der er ingen skarpe sving på de sidste 3 km.

Tidligere har enkeltstarter i Ruta del Sol været ganske kuperede og tekniske, men det er ikke tilfældet denne gang. Her er der tale om en klassisk tidskørsel, der hverken byder på mange terrænmøssige eller tekniske udfordringer. Det ligner derfor en perfekt chance for de ægte specialister og en stor mulighed for Chris Froome for at vinde tid på rivalerne på en dag, hvor der kan vindes tilstrækkeligt med tid til at ændre på klassementet til allersidst.

Barbate har ikke været været for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Favoritterne

Efter en 2015-udgave, der så udpræget var skabt til klatrerne, designede man i 2016 en rute, hvor balancen umiddelbart var tippet til fordel for ryttere, der var stærke på enkeltstarten. Sidste år synes man at have fundet en mellemvej, der kronede den mest alsidige rytter. Denne gang synes balancen atter at være tippet tilbage til klatrerne, der umiddelbart har de bedste muligheder over der fem dage.

Som vanligt er der ikke bonussekunder i Vuelta a Andalucia, og det betyder, at det hele bliver afgjort af de tidsforskelle, der bliver gjort på løbets nøgleetaper. Umiddelbart synes det hele derfor at skulle afgøres på bjergafslutningen på 2. etape, de forskelle, der måtte kunne etableres i den eksplosive finale på 4. etape samt 5. etapes enkeltstart. 1. etape er ganske vist hård, men den sidste svære stigning kommer for langt fra mål til, at angreb er realistisk. Samtidig kommer den inden løbets vigtigste etape, og derfor vil favoritterne sandsynligvis spare på kræfterne forud for det vigtigere slag i bjergene på 2. etape. 1. og 3. etape bør derfor blive afgjort i en eller anden form for spurt, og det er kun vinden, der kan skabe problemer for klassementsrytterne. I skrivende stund ser det ud til, at rytterne får helt fantastisk vejr med høj solskin og stort set ingen vind før weekenden, hvor det heller ikke på nogen måde vil være blæsende, og dermed forventer vi, at de to nævnte etaper ingen rolle kommer til at spille i kampen om sejren.

Dermed bliver løbets vinder den rytter, der kan levere en god enkeltstart og samtidig køre med de bedste på målstigningen på 2. etape og evt. vinde et par sekunder på 4. etape. Sammenlignet med sidste år er der skruet voldsomt op for kongeetapens sværhedsgrad, og Alto Allanadas er et langt vanskeligere bjerg end Puerto Peña Aguila, der blev benyttet sidste år. Der er fortsat tale om en relativt kort stigning, men man behøver blot at huske på, hvor meget tid Chris Froome og Alberto Contador vandt på resten af feltet i deres forrygende duel på stigningen i 2015 for at indse, hvor stor skade den kan gøre. Den er kendetegnet ved at være kort og stejl og dermed en stigning, der er skabt til relativt eksplosive klatrere. Samme form for punch er vigtigt, når man på den brostensbelagte rampe på 4. etape skal forsøge at undgå at smide for mange sekunder i en finale, der helt sikkert vil skabe en vis splittelse.

Enkeltstarten er kendetegnet ved at være kort, relativt flad og uden væsentlige tekniske udfordringer og dermed god for de sande specialister. Distancen er overskuelig, men det betyder ikke, at en specialist som Chris Froome ikke kan vinde op til et minut på de rene klatretyper. På den anden side er Allanadas så svær, at de tungere specialister er helt uden chance, og uanset hvad vil toppen af klassementet blive befolket af ryttere, der hører til verdens skarpeste i hårdt terræn.

Med andre ord er det en god rute for alsidige klassementsryttere, der både kan køre enkeltstart og først og fremmest klatre. Årets felt er desværre kendetegnet ved at have enkelte store topnavne, men derefter et meget begrænset felt af klassementsryttere. Ydermere er langt hovedparten af de klarestærke ryttere kendetegnet ved ikke at køre specielt gode enkeltstarter, og reelt set er det blandt klassementsrytterne kun Chris Froome, Luis Leon Sanchez og til dels Wout Poels, Steven Kruijswijk, Tim Wellens og David De La Cruz, der er relativt skarpe i kampen mod uret.

Derfor er det også svært ikke at betragte Chris Froome som løbets store favorit. Britens deltagelse vækker en del kontrovers, men når cykelløbet er i gang, er der næppe tvivl om, at han vil være i stand til at fokusere 100% på opgaven. På sociale medier har man kunnet følge, hvordan han har forberedt sig stenhårdt med enorme træningsmængder under sin træningslejr i Sydafrika, og der er derfor intet, der tyder på, at usikkerhed om fremtiden har haft blot den mindst indvirkning på hans forberedelser.

Alligevel er der ingen sikkerhed for, at Froome vil vinde. Er han i topform, vil han være stort set umulig at besejre på en rute som denne, da han blandt klassementsrytterne vil være i særklasse på enkeltstarten - også selvom han faktisk ikke kører specielt gode korte enkeltstarter - og på en kort, stejl stigning er han måske verdens allerbedste. Allanadas er kendetegnet ved at være så stejl, at betydningen af at kende sig selv og undgå at gå i rød zone næppe kan overvurderes. Den evne har Froome som ingen anden, hvilket han talrige gange har vist i Vueltaen. Det er ikke uden grund, at han altid har klaret sig bedst på netop denne type stigninger, og at han jo vandt den tilsvarende etape i dette løb for tre år siden. Endelig er han ganske eksplosiv på korte ramper som den, der venter på 4. etape, og også her vil han kunne vinde tid på de fleste.

Når der alligevel er lidt tvivl, skyldes det, at Froome har et enormt ambitiøst sæsonprogram. Allerede sidste år så vi, hvor relativt dårlig hans form var igennem hele foråret, da han ville sikre sig den nødvendige friskhed frem mod Touren og Vueltaen. Der er ingen grund til at antage, at han ikke vil bruge samme model i år, og han vil derfor utvivlsomt være langt fra topformen. Når vi alligevel peger på ham som vores favorit, skyldes det derfor det relativt svage felt, og at heller ikke hans værste rivaler vil være i topform. Derfor tror vi, at Froome tager en relativt kontrolleret sejr, men uden at levere nogen form for overbevisende magtdemonstration som i tidligere løb.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Hans værste rival må være Mikel Landa, selv om heller ikke han umiddelbart kan ventes at være i topform. Baskeren har nemlig ikke tradition for at være tæt på sit topniveau i de første løb, og han skal som regel bruge en del løbsdage, inden han finder formen. Alligevel er Landa en klasserytter, der sidste år var tæt på de bedste i dette løb, og der er en vis grund til at antage, at han i år vil være en tand bedre. I 2018 skipper han nemlig Giroen, og det betyder, at der er plads til en første formtop i de ugelange etapeløb i foråret. Skal han være god i eksempelvis Vuelta al Pais Vasco, der af naturlige årsager må være et stort mål, skal han formmæssigt være længere fremme end vanligt.

Det er klart, at enkeltstarten umiddelbart fremstår som en stor akilleshæl, men man skal ikke glemme, at Landa har forbedret sig kolossalt i kampen mod uret. Sidste år blev han nr. 2 ved de spanske mesterskaber, ligesom han som bekendt kørte en fin enkeltstart i Tour de France. Derfor vil han formentlig kunne begrænse sit tidstab til Froome fornuftigt. Samtidig er Allanadas en ganske god stigning for Landa, der før har gjort det godt på denne type opkørsler, og han vil heller ikke være dårlig på 4. etape. Alt afhænger derfor af hans form. Er han bedre end vanligt på denne tid af året, skal Froome stå tidligt op for at besejre ham.

Sky satser naturligvis mest på Froome, men som sagt er der en vis risiko for, at briten ikke kan køre med om sejren. Det kan åbne døren for Wout Poels, der formentlig vil få lov at køre sin egen chance, hvis Froome tidligt på kongeetapen lader sig falde tilbage. På papiret er det en fremragende rute for hollænderen, der er knivskarp på meget stejle stigninger og næppe kunne have ønsket sig en bedre bjergafslutning end denne. Samtidig er han blandt de mest eksplosive på korte, stejle ramper, og hans fornemme enkeltstart i sidste års Vuelta er blot endnu et vidnesbyrd om, hvor meget han har forbedret sig i kampen mod uret.

Når man alligevel må have lidt tvivl om Poels’ muligheder, skyldes det hans mildt sagt skuffende indsats i Valencia, hvor han var helt væk på kongeetapen. Det kunne tyde på, at formen ikke er fantastisk, men man skal altid passe på med Poels. Hollænderen er nemlig en ekstremt svingende rytter, der meget ofte har dårlige dage. Meldingen i starten af året var, at han var i ganske god form, og viser det sig, at indsatsen i Valencia alene var et resultat af en offday, er dette ganske enkelt et perfekt løb for Froomes stærke løjtnant.

Løbet kunne meget vel vise sig at være en fremragende chance for Jakob Fuglsang. Modsat mange af rivalerne har danskeren nemlig dokumenteret, at han er i fremragende form. Han kørte fornemt i Valencia, hvor specielt hans præstation på 2. etape var imponerende, og også i lørdagens Vuelta a Murcia var han stærk, selvom han ikke helt kunne følge holdkammeraten Luis Leon Sanchez og Alejandro Valverde på Collado Bermejo.

Med de fremskridt, han har gjort det seneste års tid, bør Fuglsang være en af de allerbedste på kongeetapen, selvom den sidste stigning er en anelse for stejl og eksplosiv til at passe ham optimalt. Hans største problem er enkeltstarten, der nu i mange år har været en voldsom akilleshæl for den tidligere specialist i disciplinen. Fuglsang vil formentlig tabe tid til både Froome og Landa, men det kan han håbe at rette op på på bjergetapen. Det er klart, at Froome og Landa er bedre klatrere, men Fuglsangs form kan tippe balancen til fordel for den stadigt stærkere dansker.

Vi glæder os meget til at se Tim Wellens i dette løb. Lige siden sidste års BinckBank Tour, hvor han kørte feltet i sænk på kongeetapen, har belgieren været helt ustoppelig. Det er fortsat i denne sæson, hvor han lagde fremragende ud på Mallorca. Her vandt han det hårdeste løb, og meldingen fra Spanien var, at kun Valverde var stærkere på stigningerne. Som altid er Wellens derfor flyvende fra sæsonstart, og hans præstationer sidste efterår vidner om, at han har lagt endnu et nøk til sit i forvejen sublime niveau. Han er svingende på enkeltstarterne, men han forsvarer sig på sine gode dage glimrende og er langt bedre end mange klatrere i dette løb. På 4. etape vil han tillige være en af favoritterne til etapesejren. Når vi alligevel tøver lidt med at udskrige Wellens som en af de absolutte topfavoritter, skyldes det kongeetapen. Wellens er nemlig ikke ren klatrer, og der er nok desværre en risiko for, at Allanadas viser sig at være en anelse for vanskelig for den ellers dybt imponerende Lotto-kaptajn.

Løbets mest formstærke rytter er utvivlsomt Luis Leon Sanchez, der i lørdags gjorde det umulige: kørte fra Alejandro Valverde i Vuelta a Murcia. Valverde kunne ikke sætte Astana-rytteren på Collado Bermejo og lod sig i finalen overraske af sin tidligere holdkammerat, der ikke har været stærkere i umindelige tider. Resultatet kommer nemlig efter en nærmest chokerende 2. plads på kongeetapen i Valencia, hvor den sidste stigning burde have været alt for stejl for den store spanier. Dertil skal lægges, at Sanchez er tempospecialist og meget vel kan ende med at vinde sidste etapes enkeltstart. Alligevel tror vi, at det bliver vanskeligt for den formstærke Sanchez at vinde dette løb. Allanadas er en helt anden stigning end det, vi hidtil har set i år, og selvom han imponerede i Valencia på en ligeledes alt for stejl stigning, kan end ikke Sanchez overvinde tyngdekraften. Trods sin forrygende form må man antage, at Sanchez vil tabe for meget tid på 2. etape til, at han kan køre med i den absolutte top - men vi lader os gerne overraske igen.

Sky har også et tredje kort at spille. Ligesom Poels skuffede David De La Cruz stort i Valencia, hvor han slet ikke kunne leve op til de tårnhøje forventninger. Løbet var ellers en stor chance for at vise sig frem og vinde respekt på Sky-mandskabet, men som sin kaptajn blev han sat til vægs på kongeetapen. I dette løb er han også kun nr. 3 i hierarkiet, men melder Froome tidligt ud, at benene ikke rækker til det store, vil han få lov at tage sin chance. Normalt har han altid været god på denne tid af året, og han gjorde kolossale fremskridt i 2017 - noget, der må antages at fortsætte i år. Han viste sidste år i Baskerlandet, at han kører en glimrende enkeltstart - i hvert fald bedre end mange af klatrerne i dette løb - og selvom Allanadas er for kort og stejl efter hans smag, er han på papiret så god en klatrer, at han sagtens kan ende som samlet vinder.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Et af løbets store spørgsmålstegn er Marc Soler . Det unge spanske talent viste for alvor sit potentiale på kongeetapen i sidste års Volta a Catalunya, hvor kun Froome, Contador og Valverde kunne følge hans tempo. Siden har han desværre ikke helt kunnet bekræfte sine evner, og han har generelt skuffet for mange gange, senest i Tour Down Under. Derfor er der heller ingen, der præcis ved, hvor han står, og han kan ikke forventes allerede nu at være i topform. Samtidig er han ikke fan af alt for stejle stigninger som Allanadas, ligesom han fortsat har brug for store fremskridt i kampen mod uret. Det ændrer dog ikke på, at hans talent er kolossalt, og finder han pludselig benene fra Catalonien, kan han meget vel overraske i et løb, hvor han burde kunne tage sin egen chance.

CCC stiller med den stadigt mere interessante Amaro Antunes. Portugiseren fik sit store gennembrud, da han sidste år satte verdenseliten på plads på kongeetapen i Volta ao Algarve, og han fortsatte med at køre stærkt helt året i alle de store løb i Portugal. I år har han bekræftet potentiale i Valencia, hvor han klart var en af de stærkeste på kongeetapen, og hvor det var blevet til et langt bedre resultat, hvis ikke han havde ødslet med energien. Både 2. og 4. etape burde passer til den spinkle klatrer, der er eksplosiv og god på meget stejle stigninger, men han har et stort problem. På enkeltstarten vil han nemlig tabe så meget tid, at han får svært ved at vinde samlet.

Steven Kruijswijk har som bekendt vist, at han er en af verdens bedste grand tour-ryttere, men han har kun sjældent været en faktor i de ugelange etapeløb. Hans dieselmotor skal nemlig bruge mange flere dage for at blive varm, og særligt først på sæsonen er han som regel langt fra sit topniveau. Derfor kommer dette løb formentlig også en anelse for tidligt, selvom han sidste år faktisk kørte bedre i de første løb end tidligere. Måske er han denne gang endda endnu bedre forberedt, da han ikke skal køre Giro og derfor har plads til at gå efter flere resultater først på året. Stigningerne er lidt for korte og eksplosive, men til gengæld er han en mester i at pace sig selv, hvilket kan være vigtigt på Allanadas. Kan han samtidig genfinde sine tempoevner fra 2015 og 2016, kan han måske køre med om podiet.

Vi havde store forventninger til Ben Hermans i de tidlige løb. Belgieren er nemlig nu blevet kaptajn og plejer at være flyvende i årets første måneder, ikke mindst sidste år, hvor han knuste et klassefelt i Tour of Oman. Desværre har han skuffet stort hidtil. Han blev blot nummer 10 på kongeetapen i Valencia, og så sent som i søndags kunne han kun akkurat hænge på favoritgruppen i Trofeo Laigueglia. Noget kunne derfor tyde på, at han formmæssigt fortsat mangler en del. På den anden side kom formen i Oman sidste år også temmelig pludselig, og ruten her passer ham glimrende. Han kører bedre enkeltstarter end de fleste og er trods sin statur faktisk lidt af en specialist på korte, stejle stigninger, hvilket sidste års sejr på Green Mountain understreger.

Guillaume Martin er en af tidens mest lovende klatrere. Han har gjort kolossale fremskridt efter at have gennemført sidste års Tour og sluttede 2017 af med at vinde hele to etapeløb. Han har taget de gode takter med sig ind i 2018, hvor han var blandt de stærkeste i Marseille. Desværre blev han syg i weekenden og måtte derfor udgå af Trofeo Laigueglia, og det har formentlig sat ham meget tilbage forud for dette løb. Samtidig kan man tvivle på, om hans topniveau allerede nu rækker til at matche et klassefelt som dette, og under alle omstændigheder vil han få så store klø på enkeltstarten, at det ikke bliver let at vinde samlet.

Er Joe Dombrowski på vej tilbage? Man kan håbe, men ingen ved det. Han havde et flot 2016, hvor han var meget tæt på at vinde store bjergetaper i Giroen, men 2017 endte som en katastrofe. Faktisk havde han kun én god dag hele året, men den bekræftede til gengæld også, hvorfor han har vundet Baby-Giroen og fortsat er en af sportens største klatretalenter. Han var nemlig den eneste, der kunne true Simon Spilak på den brutalt stejle Rettenbachferner på kongeetapen i Tour de Suisse, men derudover var han ikke i nærheden af noget som helst resten af året. Han er imidlertid kendt for at være en af de stærkeste på svære stigninger, hvor det alene handler om watt pr. kg, og hvor al taktik er taget ud af ligningen. Derfor er Allanadas ikke en dårlig stigning for ham, heller ikke selvom den er en anelse for kort for ham. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at han allerede er i form til sin sæsondebut - det vil i så fald være et stilbrud - og han vil under alle omstændigheder tabe kolossalt meget tid på enkeltstarten.

Endelig vil vi pege på Javier Moreno. Den lokale andalusiske helt er skiftet til Delko for at køre som kaptajn, og han kunne ikke have drømt om en bedre start. Han vandt nemlig Sharjah Tour samlet og har dermed vist, at han som altid er i god form fra sæsonstart. I flere år var han også kendt for altid at køre stærkt i Tour Down Under, og de tidlige måneder har altid været hans domæne. Han har før kørt nogle fremragende korte enkeltstarter - faktisk tog han for et par år siden en choksejr på enkeltstarten i dette løb - og han er også en glimrende klatrer. Desværre har han ikke været helt på sit højeste niveau i de seneste år, og selv på sit allerbedste klatrer han næppe godt nok til at vinde så svært et løb.

***** Chris Froome

**** Mikel Landa, Wout Poels

*** Jakob Fuglsang, Tim Wellens, Luis Leon Sanchez, David De La Cruz

** Marc Soler, Amaro Antunes, Steven Kruijswijk, Ben Hermans, Guillaume Martin, Joe Dombrowski, Javier Moreno

* Moreno Moser, Andrey Amador, Stef Clement, Romain Sicard, Koen Bouwman, Floris De Tier, Mikel Bizkarra, Rein Taaramae, Ildar Arslanov, Sergei Chernetckii, Thomas Degand, Christian Rodriguez, Silvio Herklotz

Danskerne

Jakob Fuglsang har vist god form fra sæsonstart og skal sammen med ligeledes formstærke Luis Leon Sanchez få efter et topresultat i klassementet for Astana. Han vil undervejs få hjælp af Michael Valgren, for hvem løbet er god forberedelse til klassikerne. Lars Bak skal støtte Tim Wellens i klassementet og Moreno Hofland samt Tosh van der Sande i spurterne. Endelig skal Matti Breschel forsøge at hjælpe Sacha Modolo i spurterne og måske Joe Dombrowski i klassementet.