Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Movistar Team?

Nedenfor giver vi en analyse af Movistar Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Andrey Amador, Winner Anacona, Jorge Arcas, Carlos Barbero, Daniele Bennati, Carlos Betancur, Richard Carapaz, Hector Carretero, Jaime Castrillo, Imanol Erviti, Ruben Fernandez, Mikel Landa, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Nairo Quintana, Jose Joaquin Rojas, Eduardo Sepulveda, Marc Soler, Jasha Sütterlin, Rafael Valls, Alejandro Valverde

Nye ryttere

Jurgen Roelandts (BMC Racing Team), Eduard Prades (Euskadi-Murias), Carlos Verona (Mitchelton-Scott), Lluis Mas (Caja Rural-Seguros RGA)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Jaime Roson (?), Victor De La Parte (CCC Team), Dayer Quintana (Wilier Triestina-Selle Italia), Nuno Bico (Burgos-BH)

Hvordan gik transfersæsonen?

Manager Eusebio Unzue har igennem det, der ligner en menneskealder vist, at han bedre end de fleste mestrer den svære kunst at drive et cykelhold på sportens allerhøjeste niveau. Nogen revolutionær spradebasse er han imidlertid ikke. Tværtimod har nøglen til hans succes altid været at bevare kultur, der har bragt ham langt, og derfor undergår hans trup aldrig store forventninger. Nuvel, han henter af og til store navne til holdet, som det sidste år skete med Mikel Landa, men blikket har først og fremmest været rettet mod unge talenter, der i stedet har vokset sig store under hans vinger. Først og fremmest har han dog som regel holdt antallet af udskiftninger lavt, og som regel er der forud for et nyt år ikke plads til mere end 4-5 nye ryttere.

Samme strategi har han benyttet denne gang. Bare fire udskiftninger det blevet til, og ingen af dem vækker den store opsigt, hverken hvad tab eller nyerhvervelser angår. Det kan godt være, at 2018 ikke var det bedste år, men det får ikke Unzue til at gå i panik. Også i 2019 vil det være Alejandro Valverde, Nairo Quintana og Mikel Landa, der vil være holdets ledestjerner, dog med forøget plads til Marc Soler og Richard Carapaz i nøje udvalgte kaptajnroller.

Selvom der ikke er meget, der kan bringe blodet i kog for spanierne i denne vinter, er det dog bemærkelsesværdigt, at der er tænkt ud af boksen. Hvis der er noget, Movistar ikke er kendt for, er det deres styrke i brostensklassikerne og massespurterne. Set i det lys kom det som et mindre chok, at det største navn blandt nyerhvervelserne netop er en mand, hvis force er de nordlige klassikere.

Der var således næppe mange, der havde ventet nogensinde at se Jurgen Roelandts i den lyseblå trøje, men det er ikke desto mindre et syn, vi skal vænne os til. Efter bare et enkelt år blev han tilsyneladende træt af rollen som Greg Van Avermaets løjtnant, men i stedet for at søge hjem til Belgien, hvor han nok kunne have fundet sig en plads, valgte han at kaste sig ud på dybt vand og skifte til et spansk hold, der er stort set uden tradition i de løb, han fortsat satser mest på.

Det er lidt svært at gennemskue, hvad der er Unzues rationale. Handler det om, at holdet vitterligt har ambitioner om i fremtiden at brede paletten ud, så man også kan gøre sig gældende nord for Ardennerne, eller er der mere tale om, at man har sikret sig en mand, der på sigt kan overtage Daniele Bennatis rolle som styrmand på Tourens flade etaper?

Det står ikke lysende klart, men det er dog temmelig sikkert, at han i 2019 vil spille begge roller. Han vil helt sikkert være en forstærkning for holdets letvægtere, når der skal kæmpes om positioner, og derudover vil han have helt frit spil til at forsøge sig i den første del af klassikersæsonen. Her agter Alejandro Valverde som bekendt også at køre flere løb, og sammen burde de kunne sikre holdet en langt mere prominent rolle i 2019. Om Roelandts er i stand til atter at ende på podiet i Flandern Rundt, som han tidligere har gjort det, er nok yderst tvivlsomt, men at der er tale om en markant forstærkning af Movistar på brostenene, er indlysende.

Måske endnu mere interessant er det, at holdet efter Tour of Turkey valgte at give en chance til Eduard Prades, der med sejr i det tyrkiske WorldTour-løb samt Tour of Norway har været en af sæsonens helt store oplevelser. Desværre kan man frygte, at han på det spanske storhold får svært ved at følge op på jubelåret. Listen over spanske ryttere, der efter gode sæsoner er kommet til Movistar for her blot at ende som resultatløse hjælpere, er ganske lang, og Prades risikere at ende i samme situation. Han burde nok kunne få en del frihed i nogle af de mange tredagesløb i Spanien i april og maj, hvor han med sin gode spurt og gode klatreevner kan sikre sig et hav af resultater, men om der bliver mange andre chancer, er nok desværre tvivlsomt. Heldigvis er han en mere udpræget vindertype og ikke som mange andre end ren klatrer, og det kan forhåbentlig gøre det muligt for ham at tilkæmpe sig lidt mere plads på det ellers meget hierarkiske spanske hold.

Carlos Verona er en mere klassisk Unzue-signing. Her er der tale om en ung spansk klatrer, der nu kan se frem til at slide sig ihjel for kaptajnerne i etapeløbene. Selvom han kørte voldsomt stærk i april i år, må man dog nok også indrømme, at potentialet næppe rækker til mere. Nu kan man blot håbe, at han kan finde større stabilitet. Det har nemlig hidtil manglet, og finder han ikke den, får han næppe lov til at agere hjælper i de store løb.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Holdets sidste nyerhvervelse er lidt overraskende Lluis Mas. Spanieren er kendt som Den Iberiske Halvøs udbryderkonge nr. 1, og set i det lys virker det temmelig uforståeligt, at han skal til et hold, der er kendt for at satse 100% på sine få kaptajner. Her bliver han rent slagtekvæg i fladt og småkuperet terræn, men med sin stabilitet burde han nok som en anden Imanol Erviti kunne være ganske god i den rolle. Vi må så nok desværre leve med, at det er slut med at se ham vise sin ukuelige fightervilje i udbruddene.

At holdet er forstærket, er der ikke tvivl om, selvom listen over nyerhvervelser ikke tæller store navne. På tabskontoen er der nemlig ikke grund til den store bekymring. Det gør kun ondt at sige farvel til Jaime Roson, der havde vist sig som et af Spaniens virkelig store klatretalenter, og som havde et ganske godt første år på WorldTouren. Desværre betyder hans sag om uregelmæssigheder i det biologiske pas, at skilsmissen var uundgåelig, og Roson får desværre mere travlt med at redde karrieren end at klatre op ad bjerge i 2019.

Derudover siger man farvel til Victor De La Parte, der ganske vist var en ganske stabil hjælper i klassisk Movistar-forstand, men som nok kan erstattes. Det samme kan Dayer Quintana og Nuno Bico, der reelt ikke havde berettigelsen på holdet. Lillebror Quintana har slet ikke storebrors klasse og er faktisk gået nærmest helt i stå, og det har hele tiden virket lidt uforståeligt, hvorfor netop Bico skulle have en chance på et af sportens store mandskaber.

Det er således først og fremmest ”business as usual” hos Unzue i 2019. Heller ikke denne gang er der tale om nogen revolution. Roelandts og Prades tilbyder begge visse nye muligheder, men grundlæggende er Movistar præcis det samme, som det altid har været. Og det er måske også meget godt, selvom 2018 ikke var nogen stor succes.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Der findes ikke mange hold, der er så selektive i deres prioriteter som Movistar. Det bliver mest tydeligt i klassikerne, hvor spanierne på den ene side foragter brostensløbene, som de betragter som lidt af en pestilens, men på den anden side år efter år med Alejandro Valverde stiller til start med topfavoritten i Ardennerne. Det mønster vil utvivlsomt gentage sig i 2019, hvor de kuperede endagsløb atter vi udgøre nogle af sæsonens allerstørste mål.

Som omtalt ovenfor har holdet dog faktisk oprustet på brostensfronten, og denne gang synes de nordlige klassikere ikke i samme grad at være til overs. I hvert fald må man formode, at Jurgen Roelandts har fået lovning på en vis opbakning, siden han nu har kastet sig ud i en af sæsonens mest overraskende holdskifter. Han burde i hvert fald få helt frie tøjler til at jagte topresultater i Milano-Sanremo, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men får nok svært ved at overtale spanierne til at inkludere åbningsweekenden i sin kalender.

Hvad det kan blive til, er lidt usikkert. Roelandts er i hvert fald slet ikke den rytter, der i 2013 var på podiet i Flandern Rundt, men han burde fortsat have potentiale til top 10 i de fleste af de nævnte løb. Især har han med hhv. en 3. og en 5. plads i de to seneste udgaver af Milano-Sanremo vist sig som en god afslutter efter hårde løb, og det er nok derfor især i de mere sprintervenlige løb, at han har en podiechance. Omkring sig vil han have den stadig stærkere Jasha Sütterlin samt Imanol Erviti og Andrey Amador, der begge har opnået topresultater i nogle af de store brostensløb.

I år får brostensløbene det ekstra krydderi, at Alejandro Valverde vil køre både Dwars door Vlaanderen og Flandern Rundt. Han har allerede i to tidligere udgaver af førstnævnte vist, at han kan blande sig med de bedste specialister, men det er også blevet tydeligt, at han mangler lidt tyngde, og som altid lider, hvis vejret er dårligt. Det bliver derfor nok svært at vinde, men udeluk ikke, at Valverde med sin store rutine faktisk kan køre med om podiepladserne allerede i sit første forsøg i Flanderns største cykelløb.

Det er dog fortsat Ardennerne, der vil være Valverdes hovedfokus, og her er målet klart. I 2018 kørte han et lidt for intensivt forår til at bevare friskheden til klassikerne, men den fejl begår han næppe igen. VM-sejren viste i hvert fald, at han fortsat må betegnes som favorit nr. 1 i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, hvor han vil forsøge at føje yderligere sejre til sin lange liste, også selvom truslen fra Julian Alaphilippe bliver stadig mere præsent. Og drømmen er naturligvis også, at det endelig vil lykkes ham at vinde Amstel Gold Race, men hans chancer i den hollandske klassiker er desværre blevet betydeligt svækket af den nye, mere uforudsigelige rute, hvor taktik spiller en større rolle.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

I efteråret skal Valverde naturligvis bruge megen energi på at forsvare sin VM-titel, men det bliver svært på ruten i Yorkshire. Forhåbentlig bliver der derfor også plads til et dedikeret forsøg på at vinde Il Lombardia, for det italienske monument er klart den mest oplagte mangel på Valverdes ellers pletfri cv. Dertil kommer, at han er kronisk favorit i Clasica San Sebastian, som han forhåbentlig atter kan finde plads til efter ikke at have været til start i de to seneste år. Til gengæld har holdet det altid svært i de fladere løb i Hamburg, Bretagne og Canada, men man kan håbe, at Roelandts kan levere en top 10 i hvert fald i det franske løb. Og så kunne det være meget interessant at se Eduard Prades i de canadiske løb, der burde passe perfekt til en af 2018s mest spændende ryttere.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mangler man underholdning i løbet af efteråret, kan man altid fordrive ventetiden med at følge den årligt tilbagevendende føljeton om, hvordan Movistar vil fordele kaptajnrollerne i årets grand tours. Heller ikke i år har spanierne skuffet os. November og december har i hvert fald været fyldt med den ene udmelding efter den anden, og der tegner sig fortsat et temmelig uklart billede af, hvordan man vil få interesserne til at gå op i en højere enhed.

Kun én ting har hele tiden stået mejslet i granit. Nairo Quintana har allerede vundet Giroen og Vueltaen, og det eneste, han for alvor drømmer om, er at indfri ”Den Gule Drøm” om at vinde Touren. Trods to skuffende sæsoner har han fortsat ledelsens fulde tillid, og han vil derfor atter satse 100% på verdens største cykelløb. Han har samtidig vist, at han sagtens kan følge det franske løb op med en stærk Vuelta, og han vil derfor også gå efter endnu en sejr i holdets hjemmeløb.

Derefter hører enigheden imidlertid også op. Manager Eusebio Unzue har gjort det klart, at han har været mest fristet af at gentage årets ellers fejlslagne satsning med tre kaptajner i årets Tour. Det ville samtidig give plads til, at Richard Carapaz og Marc Soler, der begge har fortjent en chance i klassementet, kunne føre holdet an i Giroen, og Carapaz har vist, at det vil være en helt rimelig prioritering, der ikke betyder, at man ville være uden podiechancer.

Problemet er, at Landa og Valverde også begge har blikket rettet mod den italienske grand tour. Landa har således ikke lagt skjul på, at han vil forsøge at gentage den succesrige model fra 2017, hvor han vandt en etape og bjergtrøjen i Giroen og alligevel var blot ét sekund fra at ende på podiet i Touren. Valverde har samtidig gjort det klart, at han allerhelst er fri for at køre Touren, der i 2018 var en temmelig dårlig oplevelse, og at han foretrækker at gå efter podiet i Giroen og Vueltaen, hvor han har en reel chance for at være med helt fremme.

Denne gang fik Unzue ikke sin vilje. På holdpræsentationen d. 18. december blev det meldt ud, at holdet vil stille med to kaptajner i hvert af de tre løb, og at de tre stjerner alle har fået deres vilje. Det betyder, at Landa og Valverde sammen skal gå efter sejren i Giroen, at Landa og Quintana skal føre an i Touren, og at Quintana og Valverde som i år skal udgøre en duo i Vueltaen. Målet er samtidig veldefineret: det handler om at vinde alle tre løb.

Det bliver lidt af en opgave, men holdet har i hvert fald med to kaptajner bakket op af navne som Soler og Carapaz et af de stærkeste kollektiver i alle grand tours. Efter Valverdes sammenbrud på de lange stigninger i årets Vuelta kan man måske nok tvivle på, om den spanske veteran fortsat er stærk nok i de høje bjerge til at være med helt i front af en grand tour, men top 5 samt et hav af etapesejre er i hvert fald inden for rækkevidde.

Landa får det i kraft af de tre enkeltstarter svært mod en fyr som Tom Dumoulin i Giroen, men podiet i hvert fald opnåeligt. Man kan så håbe, at han vil have den nødvendige friskhed til at følge op med en lige så flot Tour, som han gjorde i 2017, men det udestår fortsat at se, om han faktisk også kan magte at køre klassement i begge sportens to største løb. Quintana skal bruge årets to sidste grand tours til at få revanche og vise, at han fortsat hører til i toppen af sportens grand tour-hierarki, og han får vel næppe nogensinde en bedre Tour-rute til at jagte den sejr, han så inderligt drømmer om. Presset er i hvert fald stort. Grand tours er nemlig Movistars raison d’etre, og deres sæson står og falder i høj grad med præstationerne i de tre uger lange etapeløb. Der er i hvert fald ikke plads til endnu en fiasko.

Taberne i det spil er Carapaz og Soler, der må leve med en rolle som hjælpere. Det er i hvert fald svært at se, at de får meget personlig plads på et hold, hvor der hver gang vil være to veldefinerede ledere. Deres betydning i kampen mod særligt det stærke Sky-mandskab kan dog ikke undervurderes, og derfor bliver de nøgleryttere, der må jagte personlig succes i kortere etapeløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Movistar er et af sportens mest hierarkiske mandskaber med tre klare kaptajner, der stort set fordeler de fleste af sportens store etapeløb mellem sig. Alligevel har der været tradition for, at holdets øvrige klatrere også kan få en chance i ny og næ. Ion Izagirre udviklede sig i tiden hos spanierne som en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, og sidste år fik Marc Soler en gennembrudssejr i Paris-Nice, ligesom Richard Carapaz vandt i Asturien og imponerede med 4. pladsen i Giroen.

I år kan der meget vel blive endnu bedre plads. Valverde indså i år, at han brændte for meget krudt af inden klassikerne, og derfor vil han i år formentlig være betydeligt mindre aktiv i årets første måneder. Tour Colombia, Ruta del Sol og UAE Tour er alle muligheder for ham i løbet af februar, mens han som regel skipper både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico til fordel for enten Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco. Formentlig foretrækker han atter at køre i Catalonien, men uanset hvad vil han være klar til at gå efter sejren hver eneste gang, han er til start.

Landa skal køre både Giro og Tour, og derfor vil han formentlig være betydeligt mindre aktiv. Det kan meget vel ende med, at han alene kører enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico samt Vuelta al Pais Vasco, der er hans hjemmebaneløb, eller Tour of the Alps. Hans svage enkeltstart betyder, at han ikke er prototypen på en rytter til ugelange etapeløb, og målet kan derfor i et vist omfang vise sig først og fremmest at være etapesejre.

I år valgte Quintana helt bevidst at agere hjælper i foråret for derved at bevare friskheden til Touren. Alligevel opnåede han fine resultater i både Baskerlandet og Catalonien, og uanset om han vælger at være mere ambitiøs i 2019, hvilket han svagt har antydet, eller atter stræber efter at spare kræfter, må man forvente, at han vil være med fremme i de ugelange etapeløb, han udser sig. Det vil formentlig være to af løbene Paris-Nice, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya.

Soler burde få helt frie tøjler til at forsvare sin titel i Paris-Nice, og derudover kunne Tour de Romandie være en oplagt chance for ham. Skal Carapaz atter køre Giro, vil han formentlig skulle være mere tilbagetrukket i foråret, men får han frit spil, er han allerede nu god nok til køre med om de helt sjove placeringer. Om ikke andet burde han i løbet af efteråret kunne få frit spil i løb som Tour de Pologne, Vuelta a Burgos og måske Tour of Guangxi.

Det er svært at se mange andre ryttere få frit spil. Jasha Sütterlin plejer at have carte blanche til at forsøge sig i nordlige etapeløb som Tour of Britain og ikke mindst BinckBank Tour, men det er først og fremmest de mindre spanske løb, der plejer at være en alternativ udfoldelsesscene. Her har særligt Carlos Barbero tradition for at vinde et par spurter, og det vil han formentlig gøre igen. Derudover er der chancer for, at folk som Carapaz, Soler, Carlos Verona, Rafael Valls, Carlos Betancur, Andrey Amador og Ruben Fernandez kan få et par chancer som klassementsryttere i Asturien, Madrid, Aragonien og Castilla y Leon, hvor Movistar må ventes at køre med om sejren. Og endelig kan man håbe, at der kan blive plads til Eduard Prades med sine puncheuregenskaber kan bygge videre på det flotte 2018, især i de spanske løb.

Hvem kan overraske?

Sidste år lå det på den flade hånd at pege på Richard Carapaz og Marc Soler som to stjerner i svøb, men da de ikke længere kan kategoriseres som overraskelser, er det svært at pege på ryttere med samme muligheder for at bryde igennem. Holdet har nemlig ikke styrket sig på talentfronten, og det vil derfor være op til mere etablerede navne at slå igennem. Med hele tre kaptajner og to løjtnanter er det nok ikke Movistar, der leverer de store overraskelser i 2019.

Der er dog to navne, der er værd at fremhæve. Den første er naturligvis Eduard Prades, der med sejrene i Tour of Norway og Tour of Turkey var en af 2018-sæsonens store oplevelser. Det er klart, at spillerummet er betydeligt mindre hos Movistar, men det udelukker ikke, at han ikke kan få et par chancer. Som puncheur er han nemlig en anelse anderledes end fire af de fem kaptajner - kun Valverde har samme punch som ham - og det kunne derfor være interessant at se ham folde sig ud som etapejæger i stigende finaler i nogle af forårets hårde etapeløb samt i nogle af de mindre spanske endags- og etapeløb. Man mp i hvert fald håbe, at han er hentet ind for mere end bare at agere hjælper.

Derudover giver vi Ruben Fernandez en sidste chance. Det spanske talent vandt som bekendt Tour de l’Avenir og tog verden med storm, da han i 2016 kørte sig i Vueltaens førertrøje efter en fabelagtig opvisning på Mirador del Sol. Siden har han været sat tilbage af den ene skade efter den anden, men nu skulle der være lys for enden af tunnelen. Det har hidtil været svært at se på resultatlisten, men hans flotte sæsonafslutning i Kina kan være et tegn. Lad os håbe, at 2019 bliver året, hvor Fernandez atter stiller klatretalentet til skue.

Endelig viste Antonio Pedrero lovende klatretakter i 2017, men efter et svært 2018 er det vanskeligt at tro alt for meget på et gennembrud i 2019.

Du kan se evalueringerne for de andre hold her.