Opvarmning til 2019: Hvad kan vi forvente af Trek-Segafredo?

Nedenfor giver vi en analyse af Trek-Segafredo.

Ryttere, der bliver på holdet

Fumiyuki Beppu, Julien Bernard, Gianluca Brambilla, Nicola Conci, Koen De Kort, John Degenkolb, Niklas Eg, Fabio Felline, Alex Frame, Michael Gogl, Markel Irizar, Bauke Mollema, Ryan Mullen, Jarlinson Pantano, Mads Pedersen, Kiel Reijnen, Toms Skujins, Peter Stetina, Jasper Stuyven

Nye ryttere

Richie Porte (BMC), Edward Theuns (Team Sunweb), Giulio Ciccone (Bardiani-CSF), Alex Kirsch (WB Aqua Protect Veranclassic), Will Clarke (EF Education First). Matteo Moschetti (Polartec-Kometa)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Giacomo Nizzolo (Team Dimension Data), Gregory Rast (stopper karrieren), Matthias Brändle (Israel Cycling Academy), Boy Van Poppel (Roompot-Charles), Tsgabu Grmay (Mitchelton-Scott), Ruben Guerreiro (Katusha-Alpecin), Laurent Didier (stopper karrieren), Eugenio Alafaci (?), Gregory Daniel (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er bare et par år siden, at manager Luca Guercilena kunne præsentere Segafredo som ny sponsor og i den forbindelse annoncere, at Trek med de mange kaffemillioner som ballast var klar til at jagte den samlede førsteplads på WorldTouren. Det førte til en heftig afsøgning af markedet for i første omgang etapeløbsstjerner, men det kneb med at finde det rigtige navn. Holdet blev sat i forbindelse med et hav af store navne, men det var først, da man forud for 2017 fik fingrene i Alberto Contador som supplement til Bauke Mollema, der havde været holdets første forsøg, at det regnede med stjernestøv over holdet. Samtidig hentede man John Degenkolb ind som erstatning for den hidtidige klassikerkonge, Fabian Cancellara, og forventningerne var, at man med stærke kort i snart sagt alle kalenderens løb ville være at finde blandt verdens bedste mandskaber.

Sådan gik det som bekendt langtfra. Contador nåede aldrig fordum styrke, og Degenkolb har i sine første to år i amerikansk tjeneste kæmpet desperat med at genfinde niveauet fra tiden før det grimme træningsstyrt. Contadors karrierestop efterlod et gabende hul, der aldrig blev lukket, og holdet lagde da heller ikke skjul på, at 2018 nok ville blive lidt af en mellemsæson. Sådan er det da også gået i et år, hvor det på resultaterne er svært at se, at holdet stræber efter den absolutte top.

Set i det lys havde mange ventet en markant aktivitet på transfermarkedet, men sådan er det ikke gået. Ganske vist henter man seks nye navne til holdet og siger farvel til ni, men det er kun på én front, at der er tale om en virkelig oprustning. Her taler vi til gengæld også om den helt tunge klasse, for Trek står vel for en ret kedelig transfersæsons mest markante skifte.

Richie Porte har flere gange været nævnt som en kandidat til rollen som holdets etapeløbskaptajn, men det er først i år, at stjernerne står på en sådan måde, at et skifte har kunnet lade sig gøre. Den brølstærke australier er hentet ind som en direkte erstatning for Contador og glider med det samme ind i rollen som holdets Tour-kaptajn på bekostning af Mollema, der efter et skidt år for anden gang må erkende, at han kun er holdets nødløsning. I den kommende sæson vil meget handle om Porte, der skal levere de mange topresultater, som det trods alt lykkedes Contador at hjemføre i sin ene sæson på holdet.

Det er klart, at der er tale om lidt af et kup. Detkan godt være, at Porte ikke havde sit bedste år i 2018, men igennem de seneste mange sæsoner har han været feltets dominerende rytter i ugelange etapeløb, hvor han meget ofte har været i særklasse. Også i år lykkedes det en endda ret formsvag Porte at blive nr. 3 i Tour de Romandie og senere at vinde Tour de Suisse, og det siger alt om, at en Porte i topform fortsat må regnes som lidt af en etapeløbskonge. Rammer han sit topniveau og undgår sin uendelige serie af uheld, er der heller ingen grund til, at han ikke skulle kunne køre med om sejren i Tour de France, og man kan derfor ikke undervurdere betydningen af hans ankomst.

Noget sikkert kort er Porte imidlertid ikke. Få har som ham været ramt af sygdom og styrt, og det er 2018-sæsonen en fin afspejling af. Selvom skiftene til først Sky og siden BMC begge var succesrige, er Porte også så skrøbelig en karakter, at kun tiden kan vise, om han kan blomstre i sine nye omgivelser. Lykkes det ham at ramme niveauet fra 2017, vil det imidlertid været et helt andet og langt mere succesrigt Trek-hold, vi vil se i den kommende sæsons etapeløb.

Til gengæld kan man ærgre sig over, at holdet nærmest intet har gjort for at styrke gruppen af hjælpere. I forvejen led han på BMC under manglen på støtte - det kostede ham blandt andet en stensikker sejr i sidste års Dauphiné - og det er bestemt ikke blevet bedre på Trek. Allerede i år var holdet skræmmende anonyme i de høje bjerge, men alligevel har man kun sikret sig én ekstra forstærkning i tillæg til Porte. Naturligvis kan holdet ikke gøre for, at de tabte det juridiske spil om supertalentet Ivan Sosa, men det må give anledning til bekymring for Porte, at Giulio Ciccone er eneste nye klatrer i truppen.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at Ciccone også er et kup. Det er meget få ryttere, der allerede i den første sæson som professionel, kan vinde en bjergetape i en grand tour, men det var præcis, hvad den unge italiener gjorde ui 2016. I 2017 led han af sygdom og skader, men han kom fornemt tilbage i årets Giro, hvor han viste, at han er ”the real deal”. Samtidig er der fortsat masser af potentiale for forbedring, og derfor må det være svært at få armene ned over, at han valgte det amerikanske hold som stedet af fortsætte karrieren. Problemet er bare, at han fortsat er så ung og uprøvet, at han ingenlunde kan regnes som et stabilt kort i rollen som støtte for Porte, og man kunne derfor i den grad have savnet et mere etableret og prøvet navn som supplement til stortalentet.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Segafredos rolle er ikke svær at få øje på, for holdet har tydeligvis blikket stift rettet mod de italienske talenter. Holdet har nemlig også vundet kampen om et af tidens absolut mest lovende sprinternavne. I 2018 viste Matteo Moschetti ikke mindst med sejren i Vuelta a Burgos, at han allerede nu kan vinde løb på højt niveau, og der synes ikke at være grænser for, hvor langt den 22-årige italiener kan komme. Med sin opfostring på Treks talenthold, Polartec-Kometa, var han et naturligt valg for holdet, og han kan vise sig at være lidt af en guldfugl. Til gengæld er det fortsat temmelig usikkert, hvor meget han kan bidrage med allerede næste år.

Der er til gengæld også behov for en ny sprinter. Det kan godt være, at Giacomo Nizzolo har fået lagt to sæsoner i ruiner som følge af et hav af knæproblemer, men han var i tiden op til 2017 en af holdets helt store succeshistorier. Selvom det på ufattelig vis endnu ikke er lykkedes ham faktisk at vinde en Giro-etape, har han med sin enorme stabilitet sikret sig hele to pointtrøjer i den italienske grand tour og har været garant for et hav af topplaceringer. Netop som han i dette efterår var på vej tilbage på sporet, forlader han imidlertid holdet til fordel for Dimension Data, og det er et tab, der kan mærkes. John Degenkolb er nemlig ikke den sprinter, han var engang, og Moschetti er utvivlsomt endnu ikke klar til allerede nu at løfte arven efter sin landsmand. På et hold med kun få profiler er hans exit et stort tab.

Til gengæld rustes der op på brostensfronten, hvor holdet ser mere og mere spændende ud. Udover Degenkolb, der måske kan være på vej mod sit tidligere niveau, har holdet en stadig stærkere Jasper Stuyven og talentfulde Mads Pedersen, og de får nu selskab af hjemvendte Edward Theuns, der er tilbage efter bare et enkelt år hos Sunweb. Det kan godt være, at hans 2018 var lige til skraldespanden, men hos Trek ved vi, at han trives. Måske har holdet i brostensløbene ikke den stærkeste mand, men de har et af de bedste kollektiver, og det kan bringes dem langt. Samtidig kan Theuns måske lukke lidt af hullet efter Nizzolo, og det giver således god mening, at han kommer hjem.

Holdets sidste to nyerhvervelser er knap så interessante. For et par år siden var Alex Kirsch meget lovende, men han er desværre gået meget i stå. Han fortjener egentlig chance på holdets niveau, men han vil næppe blive meget mere end en solid hjælper i klassikerne. Mere uforståeligt virker det, at holdet har hentet William Clarke tilbage, for prologspecialisten har ikke vist meget i sin tid på WorldTouren.

Det er kun tabet af Nizzolo, der for alvor gør ondt. Egentlig er det også ærgerligt at sige farvel til Boy Van Poppel, der er en glimrende lead-out man, men dels har han i 2018 ikke været så stærk som tidligere, dels er han med Nizzolos exit ikke længere helt så nødvendig. Mere trist er det derfor nok, at Ruben Guerreiro søger nye græsgange hos Katusha, for selvom hans første to år bestemt ikke har været alt for imponerende, er det fortsat for tidligt at afskrive talentet.

Tsgabu Grmay er måske ikke verdens bedste klatrer, men for et hold, der i den grad mangler bjergryttere, kunne man måske nok have ønsket sig, at også han var blevet hos amerikanerne. Til gengæld er det ikke et savn, at Matthias Brändle rejser til Israel, for østrigeren var hos holdet gået helt i stå. Erfarne Gregory Rasts karrierestop er nok også meget velvalgt, og endelig har holdet ryddet lidt ud i ryttere, der aldrig rigtigt slog til. Således vil hverken Laurent Didier, Eugenio Alafaci eller Gregory Daniel blive savnet nævneværdigt.

At Trek er forstærket, er hævet over enhver tvivl. Porte har potentiale til at blive årets mest interessante skifte, men er også et element af gambling, der kan ende med endnu en halvtrist nedtur. Lægger man dertil tilføjelsen af talentfulde Mosschetti og Ciccone samt Theuns’ hjemvenden, er Trek kommet fint fra transfersæsonen, også selvom Nizzolo vil blive savnet. Nu udestår blot at finde ud af, om Porte så også kan få den nødvendige støtte. Her er et problem, man nok burde have gjort mere for at løse.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det efterlod et kolossalt tomrum hos Trek-Segafredo, da Fabian Cancellara efter 2016-sæsonen kørte cyklen i garagen. Frem til da havde det hele nemlig været temmelig enkelt i klassikerne. Det amerikanske mandskab stillede nemlig til start som en af topfavoritterne i alle de store brostensløb, hvor alt ene og alene handlede om at føre den schweiziske stjerne til sejr.

Efter Cancellaras farvel var holdet på udkig efter en erstatning, og blikket faldt hurtigt på John Degenkolb, der som bekendt i 2015 vandt hele to af sportens monumenter. Desværre har de to første år også vist, at den tyske stjerne fortsat ikke er blevet sig selv igen efter sit grimme styrt i januar 2016, og selvom hans Tour-etapesejr giver grundlag for en vis optimisme, kan Degenkolb ikke længere stille til start i brostensløbene som en af de absolutte topfavoritter.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Heldigvis er det helle ikke længere nødvendigt at bygge holdet entydigt op om en kaptajn. I mellemtiden har man nemlig opbygget en bredde, der betyder, at holdet kan stille til start i brostensløbene med en af de allermest spændende trupper, der tæller flere vinderkandidater. Degenkolb er ikke længere enerådig kaptajn, men må dele ansvaret med Jasper Stuyven, der fortsat bare bliver bedre og bedre og efter et forår, hvor han var i top 10 i snart sagt alle de store brostensløb står på tærsklen til den helt store sejr. Dertil kommer, at Edward Theuns vender hjem til det hold, hvor han tidligere sikret sig en top 10-placeriong i Paris-Roubaix, at Mads Pedersen som bekendt skabte en sensation med 2. pladsen i Flandern Rundt i år, og at Fabio Felline måske endelig er på vej tilbage efter sin grimme sygdom.

Der er således ingen mangel på talent på Trek, der må gøre brostensløbene til et af årets allervigtigste mål. Det er klart, at de ikke besidder en Peter Sagan, men som Quick-Step viste i år, er det i disse løb muligt at udnytte et overtal. Det er derfor den kollektive styrke, der er Treks helt store styrke, og som skal udnyttes til i år som minimum at være på podiet i nogle af årets første klassikere.

Der er ingen tvivl om, at Stuyven og Degenkolb fortsat står øverst i hierarkiet, mens Pedersen, Theuns og Felline i første omgang er jokere. Særligt er der grund til at have forventninger til Stuyven, der kørte et fabelagtigt efterår, som klart indikerede, at han har taget næste skridt. Han vil formentlig have overhånden i de flamske løb, hvor Degenkolb selv i sin storhedstid manglede det sidste. Til gengæld var tyskeren før sit styrt verdens måske allerbedste Roubaix-rytter, og skal man tage hans Tour-sejr som en pejling, kan det måske være noget, der vil gentage sig i fremtiden. Samtidig vil Degenkolb være den foretrukne mand i massespurter i løb som Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, men desværre synes holdet at have de ringeste muligheder i netop de løb, idet den tidligere Sanremo-rytter ikke synes at kunne genfinde fordums spurtstyrke.

Holdet står til gengæld betydeligt svagere i Ardennerne, hvor de ikke har meget at komme med. Bauke Mollema var ganske vist tidligere ufatteligt stabil og stort set altid i top 10 i alle de tre løb, men selvom han i år atter var blandt de bedste i Fleche Wallone, er han ikke længere så stærk som tidligere. Af en eller anden grund finder han altid formen til Clasica San Sebastian, og han er vitterligt en god endagsrytter, men de dage, hvor han kan vinde i Ardennerne, er nok talte.

Man kan håbe, at Jarlinson Pantano kan komme sig over sin sygdom, for på papiret er colombianeren skabt til disse løb, hvor han kan gøre brug af sit punch. Det samme kan Felline, der særligt burde have muligheder i Amstel Gold Race, men som også først skal genfinde formen. Toms Skujins bliver stadig mere spændende og kunne være en joker til særligt den hollandske klassiker, men grundlæggende skal man ikke havde de helt store forventninger til det amerikanske hold i den sidste del af foråret.

I efteråret vil Mollema helt sikkert forsøge at sikre sig endnu et topresultat i San Sebastian, mens Degenkolb nok vil prøve på hjemmebanen i Hamburg Cyclassics, hvor han dog nok mangler den sidste topfart. Bretagne Classic passer ham bedre, mens bedst chancer har holdet med Stuyven i de canadiske klassikere, hvor han i år var blandt de bedste. Endelig satser Mollema altid på Il Lombardia, men desværre synes han altid at være brændt ud på den tid af året.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Nu skal det altså værre! I de sidste to år er Richie Porte stillet til start i Touren som Chris Froomes førsteudfordrer, men begge gange har et styrt på 9. etape sendt ham på en uventet sommerferie på et fransk hospital. Nu er tiden desværre ved at rinde ud for den uheldige og lidt klodsede australier, men han fik dog i 2018 i korte momenter vist, at han fortsat skal regnes som en af topfavoritterne i alle de etapeløb, han stiller til start i. Det er derfor bestemt ikke udelukket, at 2019 kan blive året, hvor han endelig får vist sit potentiale også på den største scene af dem alle, og en Tour-sejr med Porte er da også det altoverskuffende grand tour-fokus for Trek.

Mens der således ingen tvivl er om førsteprioriteten, er alt andet temmelig uklart. Bauke Mollema må atter se sig degraderet til en sekundær rolle, men har i hollandske medier insisteret på, at han atter vil satse alt på Touren. Det vil da også være det logiske at sende ham til Frankrig sammen med Porte, for Trek-mandskabet ser som nævnt ovenfor temmelig tamt ud i bjergene. Mollemas støtte synes derfor er være helt uundværlig, og med tanke på Portes mildt sagt uheldige track record i det franske løb er det nok heller ikke dumt at have en plan B.

Spørgsmålet er, hvor meget plads John Degenkolb får. I år fik han frihed og støtte i spurterne, men kan der virkelig være plads til det på et hold, der skal beskytte den temmelig usikre Porte? Det synes givet, at tyskeren nok vil være at finde på holdkortet og sikkert også blande sig i spurterne, men det bliver næppe med samme støtte som i år. En gentagelse af årets etapesejr virker derfor usandsynlig, ikke mindst fordi ruten heller ikke passer ham.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Det udestår også at finde ud af, hvilken rolle Giulio Ciccone er tiltænkt. Det vil være oplagt at give ham chancen som kaptajn i Giroen, for han viste i år, at han klatrer godt nok til at blande sig i kampen om top 10. Omvendt bliver han svær at undvære i Frankrig, hvor Porte har brug for al tænkelig bjergstøtte, og det kan derfor ikke udelukkes, at han allerede i 2019 skal kastes for løverne i verdens største cykelløb.

Hvad der skal ske i de øvrige grand tours er mere uklart. Ciccone kunne være en mulig klassementsrytter i Giroen, ligesom Mollema måske kunne få en chance i Vueltaen, men mest af alt vil det nok handle om etapesejre. Gianluca Brambilla har ganske vist givet udtryk for, at han efter et sygdomsramt år fortsat drømmer om at køre klassement i Giroen, men han burde i stedet koncentrere sig om den etapejægerrolle, han er så god til. Både han og Pantano er nemlig i kraft af deres gode afslutning de fødte bud på etapevinder i bjergene, og forhåbentlig kan de vise det i Italien og/eller Spanien. Det samme er Toms Skujins, der simpelthen må vinde en grand tour-etape fra et udbrud om ikke alt for mange år.

Det må også være fristende for Degenkolb at vende tilbage til Vueltaen, hvor han har en imponerende resultatliste, men som nævnt kniber det nu om dage så meget med hurtigheden, at det nok bliver svært at vinde igen. Edward Theuns kunne være en anden sprinterkandidat, men også han har til gode at vise, at han kan genfinde sin tidligere topfart. Derfor ser det ud til, at det først og fremmest er offensiv kørsel, der vil kendetegne Trek-Segafredo i de to mindste af de tre grand tours.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

I de seneste år har Richie Porte været verdens i særklasse mest succesfulde rytter i ugelange etapeløb, hvor han stort set hver gang stiller til start som manden, der skal slås. I 2018 led han gennem det meste af foråret af sygdom, men trods den manglende form blev han alligevel nr. 2 i Tour Down Under, blev nr. 3 i Tour de Romandie og vandt Tour de Suisse. Der er derfor al mulig grund til at tro, at der venter mere etapeløbssucces og venter i 2019, ikke mindst fordi Porte selv har givet udtryk for, at han efter et svært år satser på at have et stærkt forår.

Hans endelige kalender kendes endnu ikke, men de første indikationer peger på, at han vil følge en formel, der tidligere har fungeret. Han er stadig usikker på, at han vil gå efter endnu en sejr i Tour Down Under, hvor han ellers vil være en stensikker storfavorit, og måske skubbes sæsonstarten til det mindre Herald Sun Tour, som han utvivlsomt kan vinde. Derudover ligner det deltagelse i Paris-Nice, Tour de Romandie og Criterium du Dauphiné, tre løb, han alle kan vinde. Til gengæld siger al erfaring også, at vi ikke ser meget til Porte i efteråret, og det er derfor foråret og sommeren, der vil definere hans sæson.

Holdet vil formentlig dele etapeløbsopgaverne mellem Porte og Bauke Mollema, men desværre ser hollænderens dage som klassementsrytter ud til at være talte. Det vil derfor næppe blive til meget andet end sekundære top 10-placeringer. Giulio Ciccone skal helt sikkert også testes i flere WorldTour-løb, men desværre lægger hans dårlige enkeltstart store begrænsninger på mulighederne. Kommer han sig over sin sygdom, har Pantano før gjort det godt i denne type løb, ligesom Fabio Felline kan være med fremme i etapeløb, der ikke er for hårde og har en vigtig enkeltstart, men det er først og fremmest Porte, der skal tegne holdene i etapeløbene.

Holdet vil sikkert også i løbet af året forsøge at køre massespurter med John Degenkolb, Edward Theuns og Jasper Stuyven, men det er formentlig kun i mindre etapeløb og endagsløb, at de vil have farten til at vinde. Til gengæld skal det blive meget spændende at følge stortalentet Matteo Moschetti. Han er helt sikkert ikke klar til at vinde på WorldTouren, men han har allerede i år vist, at han kan vinde i løb med WorldTour-deltagelse. Forhåbentlig kan han gøre det igen på et hold, hvor han vil have betydeligt mere støtte. Endelig har Felline før vundet reducerede massespurter, og det kan han måske gøre igen i de hårdere etapeløb, hvor sprinterfeltet er svagt.

Mads Pedersen må være klar til at løfte et større ansvar. Heller ikke han er hurtig nok til at vinde mange spurter, men han burde med sin gode enkeltstart være klar til at køre med om sejren i løb som Belgium Tour og BinckBank Tour, hvor han sammen med Stuyven vil udgøre en farlig duo. Sammen med Degenkolb og Theuns vil de også ligesom i år kunne vinde flere af de mindre belgiske endagsløb, hvor de vil have et hav af kort at spille, og hvor de kan ventes at spille en fremtrædende rolle. Endelig skal det blive interessant at følge Toms Skujins i mellemhårde endagsløb samt som udbryder i etapeløbene, hvor han har et stort potentiale.

Hvem kan overraske?

Sidste år var det Kristoffer Halvorsen og Fabio Jakobsen. I år er det Matteo Moschetti og Max Kanter. Hvert år er der en eller to sprintere, der skiller sig ud på U23-scenen, og i år er det lykkedes Trek-Segafredo at få fingre i den ene. Med sejren i Burgos og 2. pladsen bag Demare i Poitou-Charentes har den unge italiener allerede vist sig konkurrencedygtig på højt niveau, og han kunne ligne den næste italienske storsprinter. Det er klart, at han i 2019 vil have meget at lære, men der er al mulig grund til at tro, at han vil kunne levere mindst et par sejre i mindre løb, ikke mindst fordi Trek vil være i stand til at levere bedre sprinterstøtte end de fleste.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Det er også værd igen at fremhæve Mads Pedersen. Det er måske svært at betegne en mand, der er blevet nr. 2 i Flandern Rundt, som en potentiel overraskelse, men der er al mulig grund til at antage, at han vil gøre yderligere fremskridt i 2019. Som sagt vil han som udgangspunkt nok være et trin eller to under Degenkolb og Stuyven i det interne klassikerhierarki, men måske er det netop ham, der på Quick-Step-maner kan udnytte holdets kollektive styrke samt en underdogstatus til at tage en stor sejr. Vi må i hvert fald forvente, at han i det kommende år kan spille en rolle senere i finalerne. Derudover betyder hans gode enkeltstart, at han har potentiale i kortere etapeløb, og særligt kunne det være sjovt at se ham folde sig ud i BinckBank Tour.

Det er ikke mange, der vinder en bjergetape i Giroen som nyprofessionel. Det var ikke desto mindre, hvad Giulio Ciccone gjorde i 2016, og efter et 2017 ødelagt af sygdom bekræftede han i 2018 sit potentiale. De fremtidige muligheder synes store, selvom hans dårlige enkeltstart begrænser mulighederne i kortere etapeløb. Hans stabilitet lader også noget tilbage at ønske, men kan han finde den, kunne han blive en oplevelse i årets Giro, hvis han som nævnt ovenfor får en chance som klassementsrytter på hjemmebanen.

Endelig er det værd at pege på Fabio Felline og Jarlinson Pantano. Begge er de så etablerede, at det er urimeligt at kalde dem overraskelser, men omstændighederne betyder, at det alligevel er velbegrundet. Begge har de nemlig været ramt af sygdom og er derfor totalt forsvundet fra radaren. Kan de komme tilbage, har de imidlertid store muligheder for et stærkt 2019, Felline primært i klassikerne og som etapejæger i grand tours og Pantano som klassementsrytter i ugelange etapeløb, som angriber i bjergene og som joker i de hårdeste endagsløb.

Læs optaktsartiklerne om de øvrige hold her.