Opvarmning til 2022: Hvad kan vi forvente af Israel-Premier Tech?

Nedenfor giver vi en analyse af Israel-Premier Tech.

Ryttere, der bliver på holdet

Rudy Barbier, Sebastian Berwick, Patrick Bevin, Jenthe Biermans, Guillaume Boivin, Matthias Brändle, Alexander Cataford, Alessandro de Marchi, Alex Dowsett, Itamar Einhorn, Chris Froome, Omer Goldstein, Carl Fredrik Hagen, Ben Hermans, Reto Hollenstein, Daryl Impey, Taj Jones, Krists Neilands, Guy Niv, James Piccoli, Guy Sagiv, Tom van Asbroeck, Sep Vanmarcke, Michael Woods, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel

Nye ryttere

Jakob Fuglsang (Astana-Premier Tech), Giacomo Nizzolo (Team Qhubeka NextHash), Simon Clarke (Team Qhubeka NextHash), Hugo Houle (Astana-Premier Tech), Corbin Strong (SEG Racing Academy)

Læs også

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Ryttere, der forlader holdet

André Greipel (stopper karrieren), Dan Martin (stopper karrieren), Davide Cimolai (Cofidis), Hugo Hofstetter (Team Arkea Samsic), Alexis Renard (Cofidis), Norman Vahtra (Go Sport-Roubaix Lille Metropole)

Hvordan gik transfersæsonen?

I en tid, hvor sportens største stjerner nærmest synes at toppe, inden de har rundet de 25, er mange hold blevet nærmest sygeligt besat af talent. Blandt andre Nicolas Roche har efter sit karrierestop beklaget sig over, hvor svært det er blevet at være veteran i et felt, hvor diverse managers er nærmest desperate for at misse den næste Remco Evenepoel og den næste Tadej Pogacar. Derfor udfylder man hellere den sidste plads med en ung U23-rytter, der måske kan overraske med et stort gennembrud, fremfor at bruge hullet på en veteran, der næppe bliver bedre, end han var i den foregående sæson.

I den situation må man lette lidt på hatten for den canadisk-israelske forretningsmand Sylvan Adams. I sit meget dedikerede og ihærdige forsøg på at skabe et israelsk superhold er han nemlig gået helt mod strømmen. Efter års målrettet arbejde lykkedes det ham i 2020 at blive en del af WorldTouren, da hans israelske mandskab overtog licensen fra det kollapsede Katusha-mandskab, og da han i forbindelse med det lidt tumultariske indtog på det højeste niveau havde brug for at opruste truppen, var hans blik slet ikke rettet mod talent. Tværtimod satsede han først og fremmest på ældre ryttere, der syntes at have deres bedste år bag sig, da han investerede i André Greipel og Dan Martin, og da han forud for 2021 under mere rolige forhold fik lejlighed til at styrke truppen yderligere, kastede han de canadiske dollars efter veteraner som Chris Froome, Sep Vanmarcke, Daryl Impey, Michael Woods og Alessandro de Marchi.

Den strategi har i den ungdomsfokuserede verden været udsat for en del hovedrysten, og det står da også lysende klart, at investeringen i Froome meget vel kan ende som en af sportens største fiaskoer, ligesom Greipel heller aldrig blev en tordnende succes i israelsk tjeneste. Alligevel er det svært ikke at blive imponeret over succesraten, for selvom det israelske hold med en gennemsnitsalder på 28,9 år var WorldTourens i særklasse ældste, lykkedes det dem allerede i deres bare anden sæson på WorldTouren at klemme sig ind i top 10. Måske blev det bare til tre WorldTour-sejre, ligesom ikke færre end fire af de 17 triumfer blev opnået i for de fleste vedkommende mindre nationale mesterskaber, men da Adams og co. blev en del af WorldTouren for knap to år siden, var der næppe mange, der havde troet, at de allerede i deres anden sæson ville være blandt de 10 bedste hold - slet ikke hvis man dengang havde vidst, at en stor del af budgettet ville blive brændt af på en desværre stærkt falleret grand tour-konge.

Ikke desto mindre har Adams med stormskridt nærmest sig toppen, og derfor kan man godt forstå, at han ikke har haft det store behov for at ændre på sin strategi. Faktisk synes han slet ikke at have haft det store behov for at ændre på den trup, der gjorde det så godt i 2021. Hvor han hentede ikke færre end 16 nye ryttere forud for 2020 og 9 nye navne forud for 2021, har israelerne nemlig forud for den kommende sæson været blandt de absolut med passive på transfermarkedet. Bare fire nye navne hentes ind, og de erstatter seks ryttere, der siger farvel til den nu lidt smallere trup.

Strategien om at satse på rutine frem for talent fraviges bestemt heller ikke. På tabskontoen er det mest markant, at holdet siger farvel til de to første stjerneveteraner, der kom til holdet. Både Greipel og Martin har nemlig valgt at indstille karrieren, og Adams synes at have fulgt den filosofi, at begge de to topnavne skulle erstattes én til én. Og når erstatningerne skulle findes, gik han naturligvis efter etablerede veteraner og ikke efter lovende talenter.

Det første af de to ”ombytninger” er i etapeløbene og de kuperede klassikere, hvor der skulle findes en erstatning for Martin, der med sine top 10-placeringer og etapesejre i både Giroen og Vueltaen i de to seneste år har været en af de bærende kræfter bag succesen. Valget faldt på den endda endnu ældre Jakob Fuglsang, og nok engang viste Adams, at han ikke er bange for at satse stort på det grå guld, da han trods det mislykkede Froome-sats præsenterede danskeren for intet mindre end en treårig kontrakt.

Det bærer i den grad præg af at være et sats. Havde der været garanti for, at Fuglsang ville køre på sit 2019- og 2020-niveau, var de tale om et sandt scoop, men efter den uheldige 2021-sæson, hvor han aldrig fandt sit niveau, vil der i forhold til så aldrende en rytter altid være tvivl. Ser man på den netop forløbne sæson, ville byttet mellem Martin og Fuglsang således være et dårligt et af slagsen, men ser vi på 2019 og 2020, er der ingen tvivl om, at Adams er kommet styrket ud. Mange - ikke mindst det danske publikum - drømmer naturligvis om at se en genfødt Fuglsang hos israelerne, der heldigvis har en fremragende historie for at få folk til at blomstre op, men det er helt indlysende, at det kan gå begge veje med satsningen på Fuglsang, der i storform ellers har potentiale til i de kuperede klassikere, som etapejæger i Touren og i ugelange etapeløb har potentiale til at udgøre en meget spændende duo med Woods, der kun synes at blive bedre og bedre med årene.

På samme måde er der på sprintersiden en direkte udskiftning, men her synes der omvendt at være garanti for, at der er tale om en forstærkning. Greipel lykkedes ganske vist med at tage to mindre sejre i 2021, men det har længe været klart, at han var langt fra fordums styrke. Holdet har haft en ret bred sprintertrup og et tog med Matthias Brändle, Alex Dowsett og Rick Zabel, som har manglet den helt skarpe afslutter at køre for. Det får de med Nizzolos ankomst nu, og selvom han jo er en anden type end Greipel og sjældent vinder de klassiske massespurter, er der utvivlsomt tale om en opgradering på sprintersiden. Så sent som i 2021 lykkedes det ham trods alt at vinde en Giro-etape, og det skete uden et tog af samme kaliber som nu. Samtidig er han en markant styrkelse i klassikerne, hvilket hans EM-titel, italienske mesterskab, 2. plads i Gent-Wevelgem og 5. plads i Sanremo inden for de seneste to år samt senest hans fornemme VM klart understreger, og den brostenstrup, der i forvejen kørte så flot i Roubaix, ser pludselig meget mere potent ud. Særligt i lyset af at holdet havde så bred en sprintertrup uden topsprinter, må Nizzolos ankomst regnes som lidt af en gave.

Læs også

Cavendish overgår legende

Han skal imidlertid erstatte mere end bare Greipel. Der ryddes nemlig gevaldigt ud i den relativt omfattende sprintertrup. Det største tab er utvivlsomt Davide Cimolai, der måske ikke vandt mange løb for holdet, men var en af de stærkeste og mest stabile kræfter. Som type har han klare ligheder med Nizzolo, og samtidig er han eminent i rollen som lead-out man. Et ”ægteskab” mellem Cimolai og Nizzolo havde været en gave, særligt fordi Cimolai kunne have siddet med til at agere lead-out på de hårde dage, hvor de andre sprintere er væk. Det kniber for det tilbageværende tog, og derfor må Adams ærgre sig gul og blå over, at italieneren smutter.

Også Hugo Hofstetter siger farvel, men her er tabet måske knap så stort. Ganske vist betyder hans fornemme positioneringsevne, at han har for vane at score en endeløs serie af topplaceringer, men den manglende fart betyder også, at han næsten aldrig vinder, heller ikke på lavere niveau. Det er klart, at han tager en masse point med sig videre, netop fordi han er så stabil, men da han som type har ligheder med Nizzolo og ikke har Cimolais store lead-out-erfaring, er tabet her knap så udtalt. Det er det heller ikke med sprinteren Norman Vahtra, der blev hentet til holdet som en lovende sprinter, men som aldrig rigtigt er slået til i rollen som lead-out man og derfor må tilbage på lavere niveau.

Holdets sjette og sidste farvel er også rettet mod en hurtig mand. Alexis Renard har været lidt svær at kategorisere, fordi han ved enkelte lejligheder har kørt nogle pæne massespurter, som han endda selv mener, at han kan vinde, men chancerne har været meget få. I stedet er hans bedste resultat den overraskende samlede 3. plads i Tour de Wallonie, og meget taler også for, at hans potentiale er størst i klassikerne. Han har dog ikke vist takter, der antyder, at han har kurs mod at blive en toneangivende figur, og derfor er heller ikke det tab alt for voldsomt.

De sidste tre ændringer kommer ved indgangsdøren. Hugo Houle følger med Fuglsang fra Astana, og han er et glimrende match. Først og fremmest har han passet i orden for et hold med stærke canadiske forbindelser, og for det andet gør han det altid glimrende i rollen som hjælper, hvor hans holdbarhed er større, end man ofte tror. I klassikerne slog han aldrig til i kaptajnrollen på et svagt Astana-hold, men hos israelerne vil han være en solid hjælper for Vanmarcke, Nizzolo og co., ligesom han vil være det i grand tours. I sidste øjeblik valgte holdet også at redde erfarne Simon Clarkes karriere og dermed bidrage til rygtet som cykelsportens plejehjem. Australieren er slet ikke den rytter, han var engang, men han endte trods alt i top 10 i Strade Bianche for under et år siden. Måske kan han ikke bidrage med alt for mange personlige resultater, men i rollen som stærk hjælper for Woods og Fuglsang i de kuperede løb har han sin berettigelse.

Endelig fraviger Adams også på et enkelt punkt fra sit fokus på veteraner. Hvert eneste år henter han en eller to unge ryttere, og det gør han også i år, hvor der er blevet plads til Corbin Strong. Newzealænderen er først og fremmest kendt for en flot banekarriere, og selvom han har gjort det aldeles fremragende i landevejsløb på den anden side af kloden, kneb det, da han i år endelig fik lov at prøve sig af i Europa. Det viste, at han i hvert fald har en masse erfaring at indhente, men netop fordi han er så urutineret, kan hans potentiale være større, end man umiddelbart fornemmer. Han er i hvert fald en robust type, der burde have kig mod klassikerne.

Han er imidlertid også undtagelsen, der bekræfter reglen om, at Israel SUN er cykelsportens plejehjem. To markante veteraner i form af Martin og Greipel siger farvel, og de erstattes én til én af to andre veteraner, Fuglsang og Nizzolo. Satset på Fuglsang har karakter af et sats, men byttet mellem Greipel og Nizzolo burde ikke kunne gå galt. Tabet af Cimolai gør ondt, særligt fordi han ville have været så oplagt en makker til sin landsmand, men med Nizzolo i truppen bør israelerne stå stærkere, end de gjorde forud for sidste sæson. I lyset af de fine resultater, de opnåede i år, ser det slet ikke så skidt ud igen, selvom Adams bryder tidens trend med et kolossalt fokus på ungdom.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Da israelerne forud for 2021 investerede stort i Chris Froome, var det egentlig med ambitionen at blive et førende grand tour-hold. Den mission lykkedes som bekendt slet ikke, og selvom holdet stadig drømmer om, at Froome bliver sig selv igen, er de store grand tour-drømme i første omgang sat på pause. I stedet er det nu klassikerne, der i første omgang bliver holdets fokusområde.

I 2021 havde holdet en blandet oplevelse. Michael Woods gjorde de kuperede løb til en pæn succes, da han var med helt fremme i kampen om sejren i Fleche, Liege og Lombardiet (samt ved OL, hvor han dog kørte for landsholdet). Til gengæld blev brostenssatsningen med Sep Vanmarcke aldrig en succes, selvom Guillaume Boivin og Tom van Asbroeck rundede året af med et fremragende Paris-Roubaix.

Holdet har god grund til at gå ind til 2022 med en vis optimisme. Nøglerytterne fra 2021 er alle blevet fastholdt, og man har styrket truppen både til de fladere og de kuperede løb. I førstnævnte styrker Giacomo Nizzolo dem ganske betydeligt i de løb, hvor en eller anden form for spurt er sandsynlig, og i sidstnævnte mister man ganske vist Dan Martin, der imidlertid skippede Ardennerne i den seneste erstatning, men erstatter ham med Jakob Fuglsang, der fortsætter sin relativt nye klassikersatsning.

Læs også

Chokeret vinderkandidat taber flere minutter

I brostensløbene bliver Vanmarcke igen omdrejningspunktet. Det er klart, at belgieren slet ikke har fordums styrke, der ofte gjorde ham til en af de allerstærkeste i snart sagt ethvert brostensløb, men han kan stadig begå sig. Trods en del uheld i foråret blev han nr. 4 i Omloop og nr. 5 i Flandern, og i Roubaix virkede han trods en lang række uheld som en af løbets stærkeste. Han ligner ikke længere den garanti, han tidligere var, men rammer han sin bedste form, vil han stadig kunne spille en afgørende rolle i særligt Omloop, E3, Flandern og Roubaix, men måske også i Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem.

Holdet har dog fået en betydelig bredde. Nizzolo har genfundet noget af den robusthed, han mistede gennem sin lange skadespause, og det kom særligt til udtryk med sejren ved EM og de italienske mesterskaber i 2020 samt ikke mindst 2. pladsen i et knaldhårdt Gent-Wevelgem og et fornemt VM, hvor han kørte med de allerbedste på stigningerne, i 2021. Man må stadig forvente, at løb som Flandern Rundt og Roubaix (sidstnævnte ventes han i øvrigt at skippe) er en anelse for vanskelige, og det samme gælder nok også for E3. Giver modvind samme spurtudfald i Omloop, som vi så i 2021, er det imidlertid et løb, han kan vinde, og han var allerede meget tæt på at vinde i Wevelgem i 2021. Dwars door Vlaanderen passer ham også fint, og han har tidligere været tæt på at vinde i Kuurne.

Det er nok tvivlsomt, om han deltager i sprinterløbene De Panne og Scheldeprijs, som han nok også vil få svært ved at vinde, men her er det meget tænkeligt, at holdet kunne give en chance til israelske Itamar Einhorn eller måske Rudy Barbier, der begge har top 10-potentiale. Til gengæld bliver Nizzolo manden til Milano-Sanremo, hvor han blev nr. 5 i 2020. Ender det i en spurt, kan man slet ikke udelukke, at han vil kunne vinde sit drømmeløb. Forårssæsonen kunne han runde af i Frankfurt, hvor han også vil være en af favoritterne, men det kunne også være en chance for Einhorn, selvom han nok vil mangle den sidste holdbarhed.

Holdets brostenstrup tæller også Boivin og Van Asbroeck. Det er nok meget at håbe, at de kan begå sig helt fremme i de flamske løb, hvor de hidtil har manglet noget, men vi så, at de har evner i Roubaix. Det gjaldt særligt for Boivin, der så ud til at skulle køre med om sejren, indtil han styrtede. Mads Würtz gjorde også store fremskridt i 2021, og hvis han bliver en del af brostenstruppen, burde han kunne komme længere end hidtil, og Hugo Houle har også vist en vis holdbarhed på brostenene. Endelig vil Fuglsang i år køre Flandern Rundt, hvor han gjorde det pænt i 2021. Det er næppe et løb, han kan vinde, men han burde kunne stræbe efter en top 15 eller måske endda top 10, selvom det nok vil kræve, at han finder niveauet fra sine bedste år.

Fuglsangs første løb er dog Strade Bianche. På papiret er det et løb, der passer ham storartet, som vi særligt så med 2. pladsen i 2019, men også i 2020, hvor han dog fik brugt krudtet en anelse for tidligt. Det er her, vi første gang vil få en fornemmelse af, om han kan genfinde sit tidligere niveau, men frygten er naturligvis, at han nu om dage snarere skal stræbe efter end endnu en podieplads. Han vil blive ledsaget af Simon Clarke, der også ser ud til være en smule indhentet af alderen, men som trods et generelt lavere niveau faktisk kørte i top 10 i 2021. Egentlig kunne løbet også passe fornuftigt til både Woods og Ben Hermans, men de ventes begge at skippe det.

I Ardennerne satses der stort på duoen med Woods og Fuglsang. Woods har nærmest været med i kampen om sejren i ethvert stort kuperet endagsløb i de seneste tre-fire år, og det vil være en overraskelse, hvis ikke han igen er en dominerende skikkelse i Fleche og Liege. Særligt finalen i Fleche passer ham som fod i hose, men i kamp med Alaphilippe, Roglic og Pogacar må han dog nok sande, at det er podiet, han skal gå efter. Liege er et mere taktisk løb og ender han i finalen, som han var det sidste år, vil han med det rette held kunne vinde.

Den chance øges kun mærkbart, hvis Fuglsang bliver sig selv igen. Vi skal nok ikke gøre os illusioner om, at han finder niveauet fra 2019, hvor han var den suverænt stærkeste, men man kan håbe, at han igen finder niveauet til at køre finale. I det tilfælde vil de kunne udgøre en meget spændende duo efter Roche-aux-Faucons i Liege. Fleche passer ham dårligere, og her vil det være klogest at satse hele butikken på Woods, mens det i skrivende stund fortsat er tvivlsomt, om Woods kommer til start i Amstel. Den hollandske klassiker passer ikke canadieren alt for godt, og her ligner Fuglsang bedste bud, selvom det også for ham er et meget svært løb at vinde. Det kræver i hvert fald lidt held og timing.

Det er uklart, om Hermans vil vende tilbage til Ardennerne, men han synes i stigende grad at satse på etapeløb. Han vil dog kunne være en ganske solid hjælper. Daryl Impey kan bruges i Amstel, hvis det skulle blive samlet til en spurt, og man kan også håbe, at Clarke kan genfinde takterne fra 2019, hvor han blev nr. 2 i den hollandske klassiker, selvom det nok synes tvivlsomt efter et svært 2021. Krists Neilands burde også have et vist potentiale i ardennerløbene, men det vil være som hjælper. Og så kunne det være herligt, hvis de tog Patrick Bevin med til Amstel. Har han benene fra april sidste år, kunne han overraske i den hollandske klassiker.

I efteråret er der også perspektiver. Nizzolo kan med det rette held vinde i Hamburg, der dog nok er en anelse for let, og i hvert fald i Bretagne, hvor ruten passer. Det franske løb er også det eneste større endagsløb, Vanmarcke har vundet i de senere år, og bliver det en hård udgave, er det et løb, belgieren kan satse på. Det samme kunne Bevin, Clarke og Van Asbroeck, der også passer fint til den småkuperede rute. Forinden burde San Sebastian være en fremragende mulighed for særligt Woods, men også Fuglsang, hvis de er friske efter Touren.

Læs også

Pogacar destruerede rivalerne: Så hurtigt kørte han på målstigningen

Løbene i Canada burde spille en vigtig rolle for holdet med de canadiske rødder. Man kunne sagtens forestille sig, at Woods gerne vil vende tilbage til sine hjemmebaneløb, og han har da også punchet til at gøre det fornuftigt, særligt i Montreal. Quebec kunne være en mulighed for Nizzolo, hvis han er frisk på en tur over Atlanten, og samme løb kunne passe udmærket til Vanmarcke og måske Clarke, der dog har tabt noget hurtighed. Også her kunne det være interessant at se Bevin, selvom han aldrig rigtigt har satset på endagsløb.

Holdet står betydeligt bedre i de italienske klassikere. Woods er altid en af de allerstærkeste i efterårsløbene, hvor han altid er god i Lombardiet, har vundet i Torino og gjort det fremragende i Emilia. I år køres Torino i foråret, men canadieren har sejrs- og podiepotentiale i både Emilia og Lombardiet. Begge løb passer også glimrende til Fuglsang, men igen under den forudsætning, at han genfinder sit niveau. Hermans har også før gjort det godt i de sidste løb, og så skal vi ikke glemme, at Alessandro de Marchi jo faktisk har en sejr af forsvare i Tre Valli Varesine, selvom han slet ikke er prototypen på en endagsrytter.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er holdets store grand tour-satsning med Chris Froome foreløbig løbet ud i sandet, og det er nu tydeligt, at holdet ikke længere regner med den britiske grand tour-konge. Skulle han mod forventning blive konkurrencedygtig igen, vil det være en positiv overraskelse, og holdet har holdt døren åben for, at man i givet fald vil være klar til at bygge det meste af Tour-holdet på omkring. Det vil dog være en appelsin i turbanen, og i første omgang synes holdet at planlægge ud fra den antagelse, at Froome ikke bliver den rytter, han engang var - en antagelse, der desværre synes at være helt rimelig.

Holdet var ved denne uges holdpræsentation ikke specielt klare i forhold til deres grand tour-mål. På den ene siden var det en formuleret ambition, at man udover sejre i monumenter og udviklingen af israelske ryttere ville vinde grand tour-etaper. På den anden side fortalte Rick Zabel til radsport-news.com, at der ikke var plads til sprintere i Tour-truppen i det franske løb, hvor man ville satse på klassementet.

Sidstnævnte virker dog ikke plausibelt. Efter fiaskoen i 2021 har Michael Woods sagt, at han er færdig med at køre klassement i Touren, hvor han langt hellere vil vinde en etape, og Jakob Fuglsang har givet udtryk for præcis samme præference. I skrivende stund kan det derfor virke temmelig uklart, om holdet vil bede de to veteraner forsøge at holde sig til i klassementet eller om de efter eget ønske får lov alene at jagte etapesejre.

I Giroen er der i hvert fald ingen store klassementsambitioner. Her vil man komme med et hold, hvis primære opgave bliver at vinde etaper med Giacomo Nizzolo. Efter sin endeløse serie af 2. pladser fik han endelig hul på bylden i 2021, og selvom han aldrig vil være favorit i de store massespurter, kan det lade sig gøre igen. Mere sandsynlig er nok endnu en pointtrøje, som han allerede har vundet to gange - begge gange uden at vinde en etape.

Det er tvivlsomt, om holdet vil have klassementsambitioner. I givet fald skal det være med Carl Fredrik Hagen, hvis ambitioner endnu ikke er meldt ud. Han skal dog først genfinde sig selv efter et 2020, hvor han var helt fra snøvsen, og et 2021, hvor han var ude med en skade i langt det meste af året. Han kørte dog i top 10 i Vueltaen i 2019, og genfinder han det niveau igen, er top 10 ikke helt umuligt - om end næppe sandsynligt. Det kunne blive i både Giroen og Vueltaen.

Ben Hermans kunne også være en kandidat til Giroen, men han har ingen klassementsambitioner og vil alene jagte etaper. Det samme kunne være en opgave for Krists Neilands og ikke mindst Alessandro de Marchi, der jo kørte i lyserødt i 2021 og særligt med sejren i Tre Valli Varesine viste, at han ikke er færdig. Hvis Patrick Bevin genfinder niveauet fra april, hvor han fik alt for lidt af sin suveræne form, kan også han utvivlsomt vinde en etape, ligesom han trods aftagende tempopræstationer bude kunne køre to gode enkeltstarter.

Til Touren er døren som sagt åben for en klassementssatsning på Froome, men det er svært at tro på. Der tændes et håb af erkendelsen af, at han havde en genopblussen af sin bilharziasygdom i 2021, men i efteråret så hans helbredelse kun ud til at kunne skabe fremskridt, men ikke mirakler. Snarere er det sandsynligt, at vi vil se et hold med fokus på særligt Fuglsang og Woods. Som sagt kan det ikke helt udelukkes, at de holder klassementet i baghovedet, men i givet vil mere end en yderlig top 10 næppe være realistisk. Langt mere oplagt at satse på etapesejre og en bjergtrøje - mål, der burde være inden for rækkevidde for dem begge.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da alle de slovenske forudsigelser blev til virkelighed

Som sagt er der i første omgang ikke plads til en sprinter, men man skal ikke blive spor forundret, hvis Itamar Einhorn får den israelske plads. Han tog den første israelske professionelle sejr i 2021, og holdet vil elske at se ham køre i top 10 i massespurterne i Touren. Hvis ikke han kommer til start i Touren, skal han utvivlsomt til start i Vueltaen, hvor han også har et fint top 10-potentiale. Det kan dog ifølge Zabel heller ikke udelukkes, at Nizzolo alligevel kommer til start i Touren, hvis han har et flyvende forår, men han har det lidt svært mod de allerhurtigste, der typisk dominerer i Touren. Andre kandidater til etapesejre i Frankrig kunne være De Marchi, Simon Clarke, Bevin, hvis han i stedet kommer til start her, samt Daryl Impey. Mads Würtz drømmer også om at opleve den danske start, og med hans fine niveauspring i 2021 kan man også håbe, at han kunne komme tæt på en etapesejr.

Planerne for Vueltaen er lidt uklare. Både Woods og Fuglsang har vundet etaper i det spanske løb, og det kan bestemt ikke udelukkes, at en af dem er friske på at forsøge at gentage den bedrift. Som sagt er det også sandsynligt, at holdet ender med at køre massespurter for Einhorn, men hvis ikke er det formentlig kun Rudy Barbier, der kan bringes i spil til en rolle som sprinter. Hagen er som sagt også en mulig kandidat til en rolle som klassementsroller, men ellers vil det handle om etapesejre, hvor kandidaterne vil være de samme som i de øvrige løb. Bevin, Clarke, De Marchi, Hermans, Impey, Würtz og Neilands ligner de mest oplagt bud, hvis de kommer til start.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er ikke kun i grand tours, at holdet får svært ved at køre meget klassement. Det gælder også i ugelange løb. Igen drømmer holdet om at se en genfødsel af Chris Froome, der jo har vundet et hav af den slags begivenheder, men selv hvis han faktisk skulle blive sig selv igen, kan det blive svært at nå alt for meget i foråret, når nu en knæskade har sat ham tilbage i formopbygningen.

Derfor er det Jakob Fuglsang og Michael Woods, der er de bedste bud, men de lider begge under en svag enkeltstart, der ofte er afgørende i den slags løb. Fuglsang kører på WorldTouren kun Tirreno, hvis rute i skrivende stund ikke er offentliggjort, men som på rygtebasis ventes måske at være uden enkeltstart denne gang. I givet fald vil det være en glimrende chance for danskeren til - hvis han finder sig selv igen - at lave et fint resultat, selvom ingen nok skal vente, at han slår Tadej Pogacar. Efterfølgende kører han det mindre Coppi e Bartali, som burde være et løb, han har en reel chance for at vinde. Senere ventes han at satse stort på Tour de Suisse, som han altid har drømt om at vinde, men de dage, hvor han kan stræbe efter en sejr i det schweiziske løb, er nok ovre. Et podium, som han opnåede i 2021, virker mere realistisk.

Woods’ planer er ikke meldt ud, men det virker sandsynligt, at han igen vil køre i Catalonien, hvor der ikke er en enkeltstart. Han er blevet betydeligt bedre på lange stigninger, og har han samme form som i 2021, burde podiet ikke være helt uden for rækkevidde. Baskerlandet Rundt passer ham som fod i hose, men her står enkeltstarten altid i vej for et absolut topresultat, som den også gør i Romandiet, hvor han trods sejr på kongeetapen smed det hele på tidskørslerne i 2021.

En tredje kandidat er Ben Hermans, der i de senere år har vundet et have af etapeløb uden for WorldTouren. Han fik pludselig fod på enkeltstarten i efteråret, og det kunne være interessant at se, om han kunne lave nogle fine top 10-placeringer på WorldTouren. Ellers ved vi, at han kan vinde etapeløb på et lidt lavere niveau, som han senest gjorde i Arctic Race i efteråret, ligesom han kan begå sig i mindre endagsløb, som vi så, da han i juni vandt i Appenninerne. Også Carl Fredrik Hagen ventes at skulle køre noget klassement, hvis han genfinder sit niveau, men i kraft af enkeltstarten er det kun yderligere top 10-placinger, vi kan vente i de store løb, men i mindre begivenheder - blandt andet i Norge - kan han være med længere fremme. Det samme gælder for Krists Neilands, der forhåbentlig kan komme tilbage efter sine skader og vise, hvorfor han tidligere har taget en samlet sejr i Ungarn. Endelig har Sep Vanmarcke potentiale til at jagte en top 10 Benelux Tour, der også kunne passe ganske glimrende til Patrick Bevin, hvis han mod forventning giver den et skud, samt måske til Mads Würtz, hvis han kan fortsætte sin positive udvikling.

Det er klart, at holdet også vil køre massespurter med Giacomo Nizzolo i blandt andet Tirreno, men han har ofte haft lidt svært ved at vinde i forårsløbene, hvor sprinteretaperne ofte er en anelse for flade. Det er også givet, at man vil give Itamar Einhorn en masse chancer på WorldTouren, og han har nu vist, at han bestemt kan gå i top 10. Det samme kan Rudy Barbier, der dog har haft nogle svære år, og så bliver det interessant at se, om Taj Jones skal have lov at spurte lidt, selvom han stadig synes at mangle masser af holdbarhed. Endelig har holdet Daryl Impey, der jo har en lang historie for at lave fine spurtresultater i Catalonien og Baskerlandet, hvor felterne ofte er næsten renset for sprintere.

Holdet bør også have ambitioner med Bevin på enkeltstarterne, men han har i de senere år ikke været på samme niveau, som da han blev nr. 4 til VM i 2019. Alex Dowsett og Matthias Brändle vil også fortsætte med at satse på disciplinen, men de kan ikke længere være med helt fremme.

Endelig vil holdet køre flere mindre endagsløb. Tom van Asbroeck kan stadig lave fine resultater i Belgien, hvo nogle af løbene også kunne være muligheder for Guillaume Boivin og Mads Würtz samt måske den unge Corbin Strong. Endelig kunne Impey, Bevin, Neilands, Simon Clarke og Alessandro de Marchi måske lave nogle resultater i nogle af de kuperede løb i Italien, hvor Hermans som sagt tog en fin sejr i 2021.

Læs også

Tempotalent bliver dansk mester

Hvem kan overraske?

Som nævnt er holdet det ældste på WorldTouren, og det er derfor ikke her, man skal lede efter en stor samling af store talenter. Faktisk vil den største overraskelse næsten være, hvis det israelske hold leverer en lang række af netop overraskelser.

Internt på holdet drømmer man mest om at se noget stort fra Itamar Einhorn. Sidste år stod han for den første israelske professionelle sejr foran navne som Peter Sagan og Cees Bol, og det vidner om, at han nu kan begå sig i massespurter på højt niveau. Han vinder næppe et WorldTour-løb, men han synes nu at kunne stræbe efter fine placering i WorldTour-løbene og sejre i de mindre løb. Det er i hvert fald givet, at holdet vil satse på ham i mange af sæsonens spurtafgørelser.

Holdets anden unge sprinter er Taj Jones. Han er stadig meget grøn i Europa og synes at skulle udvikle en masse holdbarhed, inden han kan blive rigtigt interessant, men i lyset af hans beskedne baggrund skal man ikke udelukke, at det kan komme. Han viste i hvert fald en vis hurtighed, da han vandt i Langkawi i 2020, hvor han generelt var stabil i massespurterne, men i første omgang må 2022 nok handle om at bevise, at han kan klare belastningen, inden vi kan forvente de helt store spurtresultater.

Holdets anden unge australier er Sebastian Berwick, der skuffede meget i 2021. Forventningerne var ellers store efter hans Sun Tour i 2020, men han kunne slet ikke begå sig i Europa. Heldigvis ser man ofte en markant forbedring i år 2, og også han kom med meget lidt erfaring i bagagen. Forhåbentlig ser vi ham i bjergene, i hvert fald i nogle mindre løb. Holdets anden klatresatsning er James Piccoli, der så så lovende ud i Sydamerika, men efter to svære år ser det trods lidt fremgang i efteråret desværre ikke ud til, at han vil kunne være meget andet end hjælper.

Fra samme verdensdel som Berwick og Jones kommer newzealænderen Corbin Strong, der nu skal fokusere på landevejen og ikke banen. Modsat de to ovennævnte vise han en vis robusthed i de europæiske løb i efteråret, og han synes at have et potentiale. Han er både holdbar og hurtig og ligne en potentiel kandidat til brostensklassikere. Det er dog svært at forvente mage resultater i det kommende år. Snarere kan vi nok have en fornemmelse af, om han er ”the real deal”.

Lidt ældre er Guillaume Boivin. Egentlig var han for længst blevet låst fast i en rolle som relativt anonym hjælper, men der skete noget stort i oktober. Det indtryk, han efterlod i Roubaix, var skræmmende, og han lignede en mand, der var fuldt på niveau med Mathieu van der Poel og Sonny Colbrelli, indtil han styrtede. Var det udtryk for, at vi skal til at have større forventninger i brostensløbene - i hvert fald i Roubaix - eller var det en bare en gylden dag i et meget specielt løb? Foråret gør os formentlig klogere.

Endelig kunne man fremhæve Patrick Bevin. Som 30-årig er han slet ikke et talent, men hans potentiale er altså større, end vi har fået at se. Mange husker, hvor god han var i Tour Down Under i 2019, indtil han styrtede i 2019, og senere på året blev han nr. 4 ved VM i enkeltstart. I 2020s pandemikaos var han aldrig sig selv, men i en kort periode i april 2021 klatrede han på et helt nyt niveau i både Baskerlandet og Romandiet, inden han efter Giroen og et flot OL forsvandt i et mærkelig og uforklarligt tomrum. Genfinder han de klatreben, han havde i Baskerlandet, burde han snart kunne stræbe efter en stor sejr. Han kunne være interessant at se i eksempelvis Amstel Gold Race, hvor han har det rette punch og den rette hurtighed samt ikke mindst som etapejæger i grand tours og i kuperede etapeløb. Og så kan man jo drømme om, at han kan genfinde den enkeltstart, han med undtagelse af et fint OL ikke rigtigt havde i hverken 2020 eller 2021.