Opvarmning til 2024: Hvad kan vi forvente af Bahrain-Victorious?

Nedenfor giver vi en analyse af Bahrain-Victorious. Du kan tillige finde en oversigt over alle holdoptakterne.

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashiro, Nikias Arndt, Phil Bauhaus, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Nicolo Buratti, Damiano Caruso, Matevz Govekar, Kamil Gradek, Jack Haig, Rainer Kepplinger, Ahmed Madan, Fran Miholjevic, Matej Mohoric, Andrea Pasqualon, Wout Poels, Johan Price-Pejtersen, Dusan Rajovic, Cameron Scott, Jasha Sütterlin, Antonio Tiberi, Sergio Tu, Fred Wright, Edoardo Zambanini

Nye ryttere

Torstein Træen (Uno-X Pro Cycling Team), Alberto Bruttomesso (Cycling Team Friuli ASD), Finlay Pickering (Trinity Racing)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Mikel Landa (Soudal-Quick Step), Heinrich Haussler (stopper karrieren), Gino Mäder (tragisk omkommet d. 16. juni), Hermann Pernsteiner (?), Jonathan Milan (Lidl-Trek), Filip Maciejuk (BORA-hansgrohe)

Hvordan gik transfersæsonen?

For to år siden kunne Bahrain-chef Milan Erzen gå på vandet. Efter en ret vanskelig start på tiden i det professionelle felt lykkede det nemlig endelig for den slovenske chef at bringe holdet helt op i toppen af det internationale hierarki. Sejrene og topresultaterne væltede ind i en lind strøm i et år, hvor alt bare syntes at gå Erzens vej, uanset om det var i etapeløb eller klassikere.

Den så ambitiøse arabiske satsning, der i 2017 blev skudt i gang med Vincenzo Nibali som den altoverskyggende stjerne, havde ellers i de første år lidt svært ved at få fast grund under fødderne. Uden succes var de bestemt ikke, når det blandt andet lykkedes Nibali at vinde to monumenter og gå på podiet i to grand tours i sine bare tre år på holdet, men ved siden af den italienske stjerne var resultaterne for få. Da holdet blev lanceret med et absolut topnavn i spidsen, var det ellers næsten umuligt ikke at få fornemmelsen af, at et nyt pengestærkt storhold var født, men det var meget svært at se i resultaterne, hvor holdet i sine fire første år på verdensranglisten blot endte som først nr. 14, siden nr. 7 i den flotte 2018-sæson og derefter blot nr. 13 i både 2019 og 2020. Det er ikke just det, der kendetegner et storhold - og med Nibalis exit mistede holdet også noget stjernestøv, som afløseren Mikel Landa ikke helt kunne erstatte.

Der var heller ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig i 2021. Truppen var ganske vist blevet styrket med blandt andre de lovende talenter Jack Haig og Gino Mäder, men i stedet havde man tabt det mest lovende klassikernavn, Ivan Garcia Cortina, i en transfersæson, hvor Erzen og co. havde været blandt de allermest passive. Det var ikke mærkeligt. Holdet slikkede nemlig sårene, efter at coronakrisen fik aflyst det storstilede samarbejde med McLaren, der skulle have bragt dem op i en helt anden liga, og derfor handlede det efterår mest af alt om at redde et hold, der pludselig havde mistet en masse kapital og fået trukket tæppet væk under sig.

At holdet skulle ende som 2021-sæsonens store komet lå derfor slet ikke i kortene - heller ikke efter et forår, der slet ikke gik som ønsket. Men da Sonny Colbrelli brød sin årelange forbandelse i Tour de Romandie i slutningen af april, så det ud til, at han dermed også ophævede den forbandelse, der havde hvilet over hele holdet siden begyndelsen. Siden det løb var både Bahrain og Colbrelli her, der og alle vegne. Italieneren blev euromester, vandt Benelux Tour og tog den helt store skalp i Paris-Roubaix. Holdet vandt to etaper i Giroen med hhv. Damiano Caruso og Gino Mäder, tre i Touren med hhv. Dylan Teuns og Matej Mohoric og én i Vueltaen med Caruso, og i Giroen blev Caruso en sensationel nr. 2, mens Haig og Mäder bragede ind på scenen med 3. og 5. pladser i Vueltaen. Også i Touren blev det til en top 10 med Pello Bilbao, selvom kaptajnen, Haig, var styrtet ud af løbet, og derudover blev Mohoric samlet nr. 2 i både Benelux og Polen - alt sammen krydret med et hav af andre flotte resultater fra et bredt spektrum af ryttere og alt sammen, mens holdets helt store stjerne, Landa, grundet uheld ikke bidrog med meget.

Da sæsonen var omme, var det slut med en tilværelse uden for ranglistens top 10. Bahrain var avanceret til den samlede 5. plads som ”the best of the rest” bag ”The Big Four” - Deceuninck, Ineos, Jumbo og UAE - der synes at have monopol på ranglistens fire første pladser. Holdet var endda tættere på at bryde ind i top 4 end at blive overhalet bagfra, og dermed syntes araberne endelig at have kurs mod den topstatus, de længe forgæves ledte efter.

Sådan gik det bare ikke. I den efterfølgende sæson var magien væk, og drømmen op at bryde den ellers ubrydelige top 4 mislykkes. Erzen havde brugt de fleste af sine kræfter på at forlænge med de topryttere, der havde leveret den store succses, men alligevel blev det bare til en beskeden 8. plads på ranglisten, selvom Erzen i løbet af vinteren havde gjort sit bedste for at holde fast i den trup, der havde så stor succes året forinden. Det fik ham ikke til at miste troen på sin trup - heller ikke selvom Colbrelli jo desværre nu var ukampdygtig - men heller ikke i 2023 nåede holdet samme flyvende højder som i 2021, selvom man avancerede til en fin 6. plads - dog langt fra fire hold i ”The Big Four”.

Nogen katastrofe har de to seneste sæsoner dog langt fra været, men Bahrain er stagneret blandt de hold, der ligger lige under den absolutte elite. I 2023 blev det eksempelvis til ikke færre end 12 sejre på WorldTouren, herunder ikke færre en seks grand tour-etapesejre, men der var ingen podiepladser i grand tours eller sejre i store klassikere. Vi skal tilbage til 2020 for at finde den seneste sæson, hvor man ikke opnåede mindst ét af de to resultater.

Desværre kan man godt frygte, at holdet får svært ved at fastholde den position. Erzen fastholder nemlig sin helt enorme loyalitet over for sin trup, og hans væsentligste transferaktivitet har igen handlet om at fastholde de velkendte kaptajner. Således har Bilbao, Caruso og Santiago Buitrago alle sat deres underskrifter på nye kontrakter, og samtidig har holdet blot hentet tre nye ryttere til truppen.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Problemet er, at det ikke lykkedes at fastholde alle kaptajnerne. Faktisk mister holdets deres vel nok allerstørste profil. I hvert blev Landa hentet til holdet som den direkte erstatning for Nibali, og selvom det aldrig lykkedes for ham at tage den grand tour-sejr, han drømte om, har han været en pæn succes. Faktisk tog han kun én sejr i sin for holdet, men han leverede en 3. plads i Giroen, en 4. plads i Touren og en 5. plads i Vueltaen i sin tid på holdet, kørte på podiet i Il Lombardia og leverede et hav af topresultater i ugelange løb. Det gjorde han så sent som i 2023, hvor han trods en fiasko i Touren kørte en af sine bedste sæsoner, og da også endte i top 20 på verdensranglisten.

Nu slutter festen imidlertid. Landas personlige ambitioner er aftagende, og han stiller sig nu tilfreds med rollen som luksusløjtnant for Remco Evenepoel. Det siger sig selv, at han efterlader et gigantisk hul i en trup, der altid har haft det primære fokus på grand tours - det er vel arven fra Nibalis tid på holdet - og man har intet gjort for at erstatte ham.

Faktisk er han ikke den eneste grand tour-rytter, man mister. Det skyldes jo helt anderledes tragiske og ufrivillige omstændigheder, men der bliver jo heller ingen Gino Mäder i Bahrain-trøjen i 2023. Nu var det schweiziske talent jo desværre faldet lidt sammen efter den flotte 2021-sæson, men forholder man sig helt kynisk til det sportslige og ikke det menneskelige aspekt, var det stadig alt for tidligt at opgive en rytter, der havde vist så fint et potentiale. Det potentiale får han jo desværre aldrig chance for at indfri, og det efterlader Bahrain uden to af de ryttere, der har leveret topresultater i grand tours.

Desværre stopper det ikke her. I 2023 bragede Jonathan Milan ind på scenen med så stor autoritet, at meget kunne indikere, at han kan bevæge sig ind i den absolutte sprinterelite. Nu har massespurter aldrig været det primære fokus for araberne, men de har længe haft en decideret sprintersatsning med Phil Bauhaus som holdets førstesprinter. Når man samtidig har færre klatrere at støtte, ville Milan kunne få endnu mere plads i 2024, og derfor gør det virkelig ondt, at man ikke lykkedes med at fastholde ham.

Heldigvis er de øvrige tre tab knap så dramatisk, selvom man godt kan undre sig over, at holdet valgte ikke at forlænge med Hermann Pernsteiner. Sandt er det, at han nok ikke var helt så stærk som tidligere, men vi taler trods alt om en mand, der er kørt i top 10 i Giroen, og som har leveret et utrætteligt hjælpearbejde i bjergene. På et hold, der stadig skal bruge hjælpere til kaptajnerne i grand tours, havde han været fin at beholde. Omvendt valgte de jo nærmest ikke at bruge ham i 2023, hvormed tabet måske ikke er så stort, som det kunne have været. Det er det heller ikke, at erfarne Heinrich Haussler allerede i foråret blev tvunget til at indstille sin karriere, for han bidrog til sidst mest med sin erfaring, og Filip Maciejuk er den solide hjælpertype, alle hold skal have, men som man altid kan finde erstatninger for.

Samlet set er det altså nogle solide navne, der skal erstattes, men selvom særligt Landa må have frigivet nogle arabiske oliemillioner, Erzens checkhæfte blevet i lommen. Eneste etablerede nyerhvervelse er Torstein Træen, der heldigvis også er en spændende investering. Nordmanden er gradvist blevet bedre og bedre, og særligt efter hans kræftsygdom er hans udvikling accelereret. Det kulminerede i denne sæson med en fornem top 10 i Dauphiné, der regnes som det vanskeligste ugelange løb, og det vidner om et potentiale som klassementsrytter. Desværre lider han også af en svag enkeltstart, og da han trods allerede er blevet 28 år, når han næppe nogensinde flyvende højder, men på et hold, der mister både Landa og Mäder, kan han lukke en del af hullet - særligt hvis han viser sig at have den ønskede holdbarhed i grand tours, hvor han praktisk talt er et ubeskrevet blad.

Herefter stopper det til gengæld også med kortsigtede investeringer. De sidste to nye ryttere er nemlig unge talenter, der trods alt ikke kan ventes at bidrage med alt for meget allerede i 2024. Mest opmærksomhed vil nok knytte sig til den meget spændende klatrer Finlay Pickering, der allerede har lidt af en sejr på sit cv, da han i 2022 tog den samlede sejr i Tour Alsace, der er et af de stærkest besatte 2.2-løb, og hvor hans log Lennert Van Eetvelt, hvis potentiale vist efterhånden er tydeligt for de fleste. Hans 2023-sæson blev i vidt omfang ødelagt af et skrantende helbred, men han nåede at levere en flot 25. plads mod de professionelle i Tour of the Alps. Med tanke på at han altså blot er 20 år, er han bestemt en af de mere spændende unge klatrere, selvom han måske nok skal bruge lidt mere robusthed, inden han kan bidrage med store resultater.

Alberto Bruttomesso er derimod noget nær en direkte erstatning for Milan. Han er i hvert fald sprinter og har i fine sæsoner i 2022 og 2023 vist, at han kan vinde massespurter. Håbet er vel, at han kan blive den næste italienske topsprinter efter Milan, som man jo ikke lykkedes med at fastholde, og hans potentiale ser ganske fornuftigt ud. Med Milans fravær burde der også være plads til, at han allerede i 2024 kan få chancen for at spurte på egen hånd og bidrage med de første resultater

Bruttomesso og Pickering er således nogle ganske fine investeringer, men det er på lang sigt. På den korte bane kan det ikke skjules, at Bahrain får svært ved at leve op til den pæne 2023-sæson og i hvert fald at gentage den uhyre flotte 2021-sæson. Endnu en sæson gik uden at hente nye topnavne, og samtidig mister man igen nogle af kaptajnerne. Først var det Colbrelli og Teuns, og nu er det Landa, Mäder og Milan. Nok har Erzen haft en heldig hånd med de tre ryttere, han har hentet, men det kan ikke skjule det faktum, at Bahrain til den kommende sæson står mærkbart svækket tilbage.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Bahrain havde en vild 2021-sæson, hvor de endelig fik det gennembrud, de i mange år har stræbt efter, men faktisk var det først fra Tour de Romandie og frem, at tingene begyndte at fungere. Klassikerkampagnen i foråret var faktisk en enorm skuffelse, og da den første store serie af endagsløb var ovre, havde Bahrain snarere kurs mod fiasko end succes.

Det blev der som bekendt lavet godt og grundigt om på, og det gjaldt i den grad også i endagsløbene. Sonny Colbrellis vanvidsefterår inkluderede både monument- og EM-sejr, og Matej Mohoric var meget tæt på at tage en stor endagsskalp i San Sebastian. På den baggrund var det med andre forventninger, at holdet gik ind til 2022-sæsonen.

Selvom holdet generelt havde en betydeligt sværere 2022-sæson, er det svært at være utilfredse med udbyttet af klassikerne. Selvom holdet oplevede et gigantisk chok, da deres vigtigste mand, Colbrelli, på tragisk vis blev sat ud af spillet, endte de med sejre i to af de allerstørste endagsløb, da Matej Mohoric snød alt og alle i Milano-Sanremo, og Dylan Teuns forhindrede Alejandro Valverde i at få en drømmeafslutning i ”hans” Fleche Wallonne. Mod slutningen af året viste Mikel Landa endda helt nye sider af sig selv med en podieplads i Il Lombardia, og hvem ved, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke Mohoric havde fået defekt i finalen af sit flotte Paris-Roubaix?

Barren er således sat meget højt og i 2023 desværre også for højt. Her nåede man slet ikke samme forrygende højder som i de foregående sæsoner, og holdet må nok sande, at de ikke kan regne med samme succes i 2024 heller. Holdet er bestemt ikke uden muligheder i klassikerne, men klassikertruppen er desværre også så smal, at meget få personers held og uheld kan afgøre, om første del af sæsonen ender som succes eller fiasko.

Holdets helt store klassikerstjerne er naturligvis Matej Mohoric. Det er meget naturligt, når vi taler om en monumentvinder, men sandt er det også, at hans resultater i klassikerne er få. Han er blevet nr. 5 i Roubaix og endda nr. 4 i Liege, ligesom han flere gange har været i top 10 i Sanremo, som han jo altså har vundet, men han har generelt ligget et niveau under de allerbedste. Det vil han formentlig også gøre i den kommende sæson, men heldigvis synes han trods sin alder på efterhånden 29 fortsat at udvikle sig lovende. I hvert fald klatrede han i 2023 bedre end nogensinde, og fortsætter den lovende udvikling, kommer han langt. For at vinde de største løb skal han foregribe de allerstærkeste, som han gjorde i Roubaix i 2022, men det er også hans speciale, og han har i de største løb den fordel, at han excellerer over lange distancer.

Han har vist uventet gode evner i Roubaix, men mangler sit helt store gennembrud i de flamske løb, der ellers burde passe ham bedre. Med sin alsidighed har han mange muligheder i snart sagt alle de flamske løb - også i de lettere løb, som vi så, da han næsten vandt Kuurne i 2023 - og jo altså også i Roubaix. Derudover har han fundet en perfekt opskrift på at vinde Sanremo - en opskrift, der ikke synes umulig at genbruge, fordi de færreste tør følge ham på den halsbrækkende nedkørsel fra Poggio - og hans uventet gode klatring betød, at han kørte med om sejren i Strade Bianche, som jo altså også nu passer ham. Her vil han formentlig gøre fælles front med Pello Bilbao, der er blevet nr. 5 og 7 på gruset i de seneste sæsoner, og det kunne også være ganske interessant at se, hvad Santiago Buitrago, Wout Poels og Antonio Tiberi vil kunne præstere på gruset, der også burde passe Edoardo Zambanini.

Holdets anden stjerne til brostensløbene er Fred Wright, men han har lidt at bevise efter et skuffende 2023. I 2022 var han her, der og alle vegne med sin top 10 i Flandern og ustoppelige kørsel i Touren og Vueltaen, men det så vi intet til i 2023, selvom offensiv kørsel gav ham endnu en top 10 i Flandern. Forhåbentlig var det bare udtryk for en enkelt skidt sæson, for potentialet i de hårdeste af de flamske løb er stort. Ellers ender man ikke to gange i top 10 i Flandern Rundt. Potentialet burde også være stort i Roubaix, ligesom han kan spurte sig til en top 10 i Sanremo, og forhåbentlig bliver det i den kommende sæson, han får sit helt store gennembrud. Måske kan han endda overraske i Strade Bianche, som dog nok er for hårdt.

Holdet problem er, at det ser skidt ud bag de to kaptajner. Andrea Pasqualon er før kommet langt i den slags løb, men han har ikke samme styrke som tidligere. Han kan dog måske være en plan B som sprinter i de lettere flamske løb og Sanremo, hvor han, Nikias Arndt, der aldrig er slået til på brostenene, eller måske endda Matevz Govekar kan jagte en top 10. Endnu mere spændende bliver det dog at følge Nicolo Buratti, der imponerede på kongeetapen i Renewi Tour i 2023. Det vidner om et klassikerpotentiale hos den unge sprinter, og det skal blive interessant at se, hvor langt han kommer. Endelig har holdet Phil Bauhaus til de rene sprinterløb Scheldeprijs og De Panne, og selvom han ikke er helt så hurtig som de allerhurtigste, er han bestemt podiekandidat, som han særligt beviste med de fornemme spurter, han kørte i Touren.

Mohoric har for vane at køre fuld klassikersæson fra åbningsweekend til Liege. Han er som sagt tidligere blevet nr. 4 i Liege, hvor den nye finale passer ham bedre, og med den forbedrede klatring kan han gøre det hæderligt i monumentet. Det er dog Amstel, der for alvor passer ham, men vi har set, at han har haft svært ved at strække formen hele vejen - ganske forståeligt. Derfor vil det nok undre en smule, hvis han bliver en hovedfigur i Ardennerne, hvor i hvert fald Liege og Fleche ikke passer ham ideelt. Wright vil måske også have muligheder i Amstel og Brabantse Pijl, men løbene passer ham ikke ideelt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I stedet kan det være Buitrago, der kan ende som holdets ardennerstjerne. Han blev en chokerende nr. 3 i Liege i 2023, og det bør få ham til at satse mere på løb, der meget vel kan være hans helt store force. Amstel og Brabantse Pijl er nok for lette, men potentialet synes stort i Fleche og Liege. Holdets anden topkandidat er Bilbao, der i 2023 havde besluttet sig for at satse mere på endagsløb. Sygdom betød, at han slet ikke fandt formen, men han har udviklet sig så meget og genfundet så meget fart, at han er en dark horse til Liege, hvor den nye, flade finale passer ham perfekt. Til gengæld har han næppe det rette punch til Fleche, men Amstel og Brabantse Pijl kunne til gengæld passe ham udmærket, hvis han giver dem et skud.

Damiano Caruso har også vist, at han er en glimrende endagsrytter, men han har for vane at skippe dem, når han satser på Giroen. Det vil Wout Poels også efter alt at dømme gøre i 2024, og derfor er det tvivlsomt, om vi får den tidligere Liege-vinder at se i Ardennerne. Desværre har han været milevidt fra sit tidligere niveau, og vi har ikke set ham fremme i klassikerne i nogen tid, men den genrejsning, han oplevede i Touren og Vueltaen, vidner om, at det måske ikke er helt slut, hvis han alligevel stiller til start. Jack Haig vil også kunne gøre det hæderligt, men han er slet ikke skabt til eksplosive endagsløb, og det samme gælder for Antonio Tiberi, der jo ellers virkelig udvikler sig positivt. Endelig har holdet de unge Edoardo Zambanini og Fran Miholjevic, men de har indtil nu manglet så meget, at vi ikke skal vente os at se dem helt fremme på den store scene.

I efteråret vil holdet kunne starte som lyn og torden, hvis Bilbao igen kommer så godt ud af Touren, at han kan være lige så stærk i San Sebastian som i 2023, hvor han var ufatteligt tæt på at vinde på hjemmebanen. Det har Mohoric faktisk også tidligere været i det baskiske løb, men det indgår næppe i hans planer i et OL-år. I stedet kan Buitrago, Poels og Caruso gøre det hæderligt, hvis de er i form, selvom løbet ikke passer dem ideelt. Derefter vil holdet have en ganske glimrende kandidat i Hamburg, hvor Bauhaus ikke vil være helt uden chance for at vinde på hjemmebanen, mens Mohoric og Wright vil være perfekte til en hård udgave af Bretagne, hvor Pasqualon, Arndt og Govekar kan være en fin backup til en top 10 i en spurt.

I Canada burde Mohoric være en glimrende kandidat til Quebec, og med sin forbedrede klatring vil også Montreal måske være inden for rækkevidde. Hvis Bilbao dropper sin plan om at satse på Vueltaen, vil han dog være et bedre bud til det hårdeste af de to løb, hvor også Buitrago eller Poels vil kunne gøre det hæderligt. Endelig burde Bilbao være et glimrende bud i Lombardiet, hvor han drager fordel af den flade finale, men det kræver, at han endelig giver det italienske løb et skud. Alternativt kunne det være en chance for Buitrago, der på nuværende tidspunkt dog nok finder det for hårdt, Haig, der mangler en spurt, og Poels, hvis han vitterligt kan finde det niveau, han havde i særligt Vueltaen

Hvad kan vi forvente i grand tours?

BEMÆRK: Analysen er skrevet inden den overraskende udmelding om Pogacars Giro-deltagelse og inden Vueltaens rutepræsentation.

Lige siden holdet i sin tid blev startet med Vincenzo Nibali som den helt store frontfigur, har holdets DNA været grand tours, men selvom det er blevet til flere podiepladser, er det endnu ikke lykkedes dem at ende øverst på podet. Alligevel har holdet været blandt de mere dominerende, måske særligt i 2021, hvor de var her, der og alle vegne. Selvom holdets kaptajn, Mikel Landa, endte sæsonen med to store skuffelser, var grand tour-sæsonen nemlig en gigantisk succes for Bahrain. Det blev til en 2. plads i Giroen med Damiano Caruso, en 3. og en 5. plads i Vueltaen med hhv. Jack Haig og Gino Mäder samt en 9. plads Pello Bilbao i Touren - og det selvom holdets forhåndskaptajn ikke gennemførte én eneste af løbene. Alt sammen blev det krydret med et hav af etapesejre, da Caruso og Mäder vandt i Giroen, Matej Mohoric og Dylan Teuns stod for i alt tre sejre i Touren, og Caruso leverede et mindeværdigt soloridt i Vueltaen.

I de seneste år har succeserne været knap så voldsom, men de kom nu ganske fornemt fra 2023-sæsonen, hvor de vandt i alt seks etaper fordelt over alle tre grand tours, og fik Caruso på 4. pladsen i Giroen, Bilbao på 6. pladsen i Touren og Landa og Santiago Buitrago ind som hhv. nr. 5 og 10 i Vueltaen. Desværre kan det blive svært at gentage den succes i den kommende sæson. I hvert fald er det første gang, at holdet går ind til en sæson uden en rytter med stor grand tour-succes som kaptajn. Først havde de Nibali, men efter et par år med Landa i spidsen står de nu tilbage uden deres førerhund.

Man må dog stadig forvente, at de har ambitioner om at køre klassement i alle tre grand tours, og det kan sagtens kaste top 10-placeringer af sig. I skrivende stund er det ikke meldt ud, hvordan de fordeler opgaverne, men de har i Bilbao, Haig, Caruso, Buitrago, Torstein Træen og måske endda Antonio Tiberi seks mand, der kan tænkes at skulle køre klassement i et af de store etapeløb

Det er sikkert, at Bilbao satser på Touren. Faktisk har han givet udtryk for, at han hellere vil jagte etaper end køre klassement, men han har også erkendt, at det næppe er noget, holdet tillader. I 2024 er Tour-konkurrencen voldsomt skrap, men han endte jo altså som nr. 6 i stærkt selskab i 2023. Bilbao bliver aldrig podiekandidat i grand tours, men med sin enorme holdbarhed og stabilitet kan det bestemt lade sig gøre at ende i top 10 endnu engang, særligt på denne bagtunge rute, der passer ham - og sidste år forhindrede det ham jo ikke i at vinde endnu en etape. Denne gang har han planer om at supplere det med Vueltaen, hvor han jagter den grand tour-etaper, han endnu mangler, og her er det nok mere sandsynligt, at han får lov at skippe klassementet. Alligevel vil det undre, om ikke han igen laver en top 10, for som vi så i 2020 og i år i San Sebastian, er evighedsmaskinen Bilbao bedst, når han har en grand tour i benene.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I Touren kan han meget vel blive ledsaget af Buitrago. Colombianeren har i hvert fald gjort det klart, at han meget gerne vil til Frankrig, men det bliver næppe nogen stor succes i klassementet. Ganske vist fik han akkurat klemt sig i top 10 i Vueltaen, men det var i kamp med folk som Steff Cras og Cristian Rodriguez. Det ser mere og mere ud til, at han er ardennerrytter mere end klatrer, og en top 10 i Touren virker slet ikke realistisk. Vueltaen viste til gengæld, at det kan lade sig gøre i en af de andre grand tours, hvis holdet i stedet sender ham til Italien eller Frankrig, men forhåbentlig ender han som etapejæger. To etapesejre i Giroen vidner om evner, der er så gode, at han også kan vinde i Touren.

Caruso har klart givet udtryk for, at han gerne vil til Giroen, og sådan ender det nok også. Spørgsmålet er, om han kan gå i top 10 igen. Jeg troede inden 2023, at det var slut med den slags, men det modbeviste 4. pladsen jo tydeligt. Nu er han et år ældre, men omvendt ser Giro-feltet ikke ud til at blive rasende stærkt. Derfor virker endnu en top 10 - og måske endda en etapesejr - ikke usandsynlig. Han har også for vane at køre Vuelta, men det plejer at være med fokus på etapesejre, da han aldrig har samme niveau i efteråret.

Hvad så med Haig? Australieren har nu skuffet to år i træk, og vi har vel ikke set den bedste Haig siden 2021, hvor den nu 30-årige klatrer så ud til at toppe. Det er svært at tro, at der venter endnu en podieplads på ham, men kan han finde det niveau, han havde i 2023 havde i Dauphiné, er endnu en top 10 bestemt ikke umulig - slet ikke hvis han satser på Giroen, der ganske vist ikke passer ham, men som næppe bliver alt for stærkt besat, eller Vueltaen.

Endelig er de to wildcards, nemlig Tiberi og Træen. Italieneren gjorde enorme fremskridt i sin kontroversielle 2023-sæson, og i Vueltaens sidste del nåede han helt nye højder. Det er stadig usikkert, hvor god en klatrer og temporytter han kan blive, men det var i hvert fald lovende, at han i Spanien bare blev bedre og bedre undervejs. Det kunne være spændende at se, om han kan klemme sig i top 10 i Giroen, hvor den lettere rute og det svagere felt samt naturligvis hjemmebanen burde han lidt appel. Træen er et endnu mere ubeskrevet blad, fordi hans første grand tour, nemlig Touren i 2023, endte som én lang lidelseshistorie efter et styrt på 1. etape, og vi kan derfor intet sige om hans holdbarhed. Han nåede med sin top 10 i Dauphiné dog så tårnhøjt et niveau, at han med den rette holdbarhed godt kan stræbe efter et topresultat i Giroen eller Vueltaen, der virker som de mest realistiske mål.

Massespurter ventes ikke at have det helt store fokus, men der vil blive en satsning med Phil Bauhaus. Ha har stadig til gode at vinde en grand tour-etape, men i en 2023-sæson, hvor han ellers ikke så ud til at have tidligere tiders fart, kørte han to fremragende tidlige spurter i Touren. Han befinder sig i hvert fald i feltet af de sprintere, der kan vinde på en dag, hvor alt flasker sig, og i en trup uden Landa kan man endda vente, at han vil få mere støtte end hidtil. Det er uklart, hvilket løb han satser på, og skal han vinde, skal han nok satse på Giroen eller Vueltaen, men meget taler for, at det igen bliver Touren, hvor vejen til en plads synes større i en trup, hvor podiet ikke længere er realistisk.

Derudover har holdet en række andre hurtige folk. Måske kan Dusan Rajovic få sin grand tour-debut, og selvom han næppe vinder en etape, kan han gøre det pænt. Unge Nicolo Buratti imponerede med sin holdbarhed i 2023, men han spurtede stort set ikke. Det vil han sikkert gøre mere i 2023, og han ligner en ganske lovende afslutter, der sagtens kunne gøre det pænt i en eventuel grand tour-debut. Holdet har også Matevz Govekar, der dog slet ikke er slået til i massespurterne, heller ikke i Vueltaen, hvor han ellers fik sin chancen. Fred Wright kan også stræbe efter en top 10, selvom han ikke har farten til de klassiske massespurter, og selvom de primært skal køre lead-out for Bauhaus, kan man ikke udelukke, at Andrea Pasqualon eller Nikias Arndt kan få en chance i en grand tour, hvor også de kan jagte top 10-resultater.

Chancen for succes er dog nok større fra udbrud. Alle holdets seks potentielle klassementsryttere er solide bud - ikke mindst Bilbao, Buitrago og Caruso, der alle har vundet flere gange. Et andet sublimt bud er Matej Mohoric, der sjældent finder mange etaper for en type som ham, men som alligevel har en fornem historik. Han gør det dog svært for sig selv ved at satse 100% på Touren, der igen ventes at blive hans eneste grand tour. Et andet godt bud er Wout Poels, der efter en svær tid pludselig fandt sig selv og tog karrierens to første udbrudssejre i grand tour-sammenhæng i Touren og Vueltaen. Nu planlægger han at fuldende hattricket i Giroen og derefter køre Tour, og hvis han vitterligt kan nå de højder, han havde i særligt Vueltaen, er det bestemt muligt, at han kan vinde begge steder. Derudover har Anrdt jo før vundet fra udbrud, selvom han ikke synes helt så stærk som tidligere, og måske det også kan lade sig gøre for roeren Rainer Kepplinger, hvis han fortsætter den lovende udvikling, samt Edoardo Zambanini, der har alle de rette kvaliteter i form af holdbarhed og fart, men desværre synes at være stagneret ganske markant.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Som det fremgår ovenfor, har holdet trods tabet af Landa stadig relativt mange klassementsryttere, og det betyder, at de vil satse stort på de ugelange løb. Fælles for de fleste af dem er dog også, at de er relativt temposvage, og enkeltstarter spiller en stor rolle i langt de fleste store etapeløb på WorldTouren. Det er da heller ikke tilfældigt, at ingen af holdets klassementsryttere nogensinde har vundet et WorldTour-etapeløb, og det vil nok derfor snarere handle om at høste et hav af topplaceringer end faktisk at vinde.

Holdets bedste bud i de ugelange løb har traditionelt været Landa, og derfor vil han i den grad blive savnet. Nu er bedste bud nok Pello Bilbao. Han er bedre i grand tours, hvor han drager fordel af sin enorme motor, og da han stadig ikke har genfundet tidligere tiders enkeltstart, selvom Bahrain har fået bedre materiel, er der grænser for, hvor langt han kommer. Han har dog allerede relativt mange top 10-placeringer, og han må forventes igen at kunne levere et par stykker - ikke mindst på hjemmebanen i Baskerlandet, hvo han atter vil satse stort.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Det andet bud på en stærk kandidat til de ugelange løb er Antonio Tiberi, der modsat de øvrige har en god enkeltstart. Desværre er den slet ikke blevet så god som ventet i den professionelle karriere, men kan han genfinde takterne fra ungdomstiden, har han den rette kombination. Måske skal løbene ikke være alt for bjergrige, men han udviklede sine klatreevner voldsomt i 2023, hvor han særligt imponerede i den sidste del af Vueltaen, og kan han fortsætte det samt finde den stabilitet, han har manglet, er der gode resultater i korte etapeløb i vente for den stadig blot 22-årige italiener.

Holdet har også Jack Haig, der altid har været bedre i grand tours end i ugelange løb, og som også lider under sin enkeltstart. Som nævnt ovenfor toppede han nok i 2021, men hans 5. plads i Dauphiné vidner om, at han stadig kan, hvis ikke enkeltstarten er alt for vigtig. Mere skeptisk må man være over for Santiago Buitrago, der har sine begrænsninger i bjergene og også lider under sin enkeltstart, der dog ikke er helt så skidt, som man ved første øjekast skulle tro.

Damiano Caruso har til gengæld en god historik i ugelange løb, og han har endda genfundet sin gode enkeltstart. Han satser dog på Giroen, og det plejer at betyde, at han først for alvor viser sig frem i slutningen af april, men her viste han i 2023, at man fortsat kan regne med en god præstation i Romandiet. Til gengæld kniber det typisk i efteråret, hvor han sjældent er i form. Derudover skal det blive spændende at se, om Torstein Træen kan fortsætte de lovende takter fra 2023, for selvom han også lider under sin enkeltstart, kørte han jo altså i top 10 i Dauphiné. Måske kan vi endda også vente os et hæderligt klassementsresultat af Wout Poels, hvis han vitterligt kan finde sit Vuelta-niveau igen, men det er længe siden, han har haft klassementsambitioner i et etapeløb.

Endelig er der den unge Finlay Pickering samt Rainer Kepplinger. Ingen af dem kan ventes helt fremme i de store løb, men mulighederne er til stede i de mindre. Roeren Kepplinger havde i hvert fald en lovende udvikling i 2023, og med tanke på hans begrænsede erfaring kan han have en ganske stejl forbedringskurve. Pickering er helt ung og uprøvet, men ligner et af de allermest spændende klatretalenter, og det vil være helt naturligt allerede at se ham langt fremme i ugelange løb uden enkeltstart, hvis niveauet ikke er alt for højt.

Naturligvis skal man også nævne Matej Mohoric. Han er ingen klassisk klassementsrytter, men han vandt Tour de Pologne i 2023 med en hidtil uhørt flot klatrepræstation, og han er tidligere blevet både nr. 1 og 2 i Renewi Tour. Begge løb vil han med den rette rute kunne vinde igen. Sidstnævnte løb burde også væe skabt til tempostærke Fred Wright, særligt hvis det igen er uden ardenneretape.

Massespurter vil også være et fokus med Phil Bauhaus. Han havde en lidt skuffende 2023-sæson, hvor han ikke var helt så tæt på de allerbedste som i 2022. Han kørte dog to fabelagtige Tour-spurter, og han er stadig en af de ryttere, der kan vinde på WorldTouren - ikke mindst med et ganske godt tog. Som minimum kan han i hvert fald vinde på lavere niveau, hvor han har for vane at tage mange sejre. Man kan også forvente, at der bliver flere chancer til Dusan Rajovic efter Jonathan Milans exit. Han vinder næppe på WorldTouren, men har før gjort det på lavere niveau.

Det skal også blive spændende at se Nicolo Buratti. Han spurtede slet ikke i 2023, men hans U23-tid indikerer, at han har en vis fart, selvom han også kan vise sig at være en mere klassikeragtig og knap så hurtig sprintertype. Man må også formode, at holdet fortsat vil satse på Matevz Govekar, men han var meget langt fra at præstere i 2023, selv i mindre løb. Mere potentiale er der nok i den helt unge Alberto Bruttomesso, der ser ganske spændende ud, men i første omgang skal han nok mest prøve sig frem i mindre løb. Det er også her, Cameron Scott måske kan få sin chance, men han mangler holdbarhed og synes mest af alt at være hentet som lead-out man. Endelig kan typer som Nikias Arndt, Andrea Pasqualon og Fred Wright særligt efter hårdere løb jagte top 10-placeringer i massespurter.

Et selvstændigt fokus er enkeltstarterne, hvor holdet har fået bedre materiel. Her bliver det endog meget spændende at følge Johan Price-Pejtersen, der i en ellers anonym 2023-sæson leverede en chokerende god 1. etape af Tour de Suisse, hvilket vidner om, at han stadig har potentiale til at blande sig med den helt tunge tempoelite på flade ruter. Også Fred Wright har udviklet ganske pæne tempoevner, der forhåbentlig kan forbedres yderligere.

Endelig er der de mindre endagsløb, men dem kører holdet, der har en af WorldTourens smalleste løbsprogrammer, sjældent mange af. Her kan man håbe, at Fran Milholjevic, der er skabt til den slags løb, endelig kan vise lidt efter en svær første sæson, men ellers er Bilbao, Mohoric og Wright velegnede til dens slags løb - og måske er det her, vi endelig kan se ny udvikling fra Edoardo Zambanini efter en længere periode, hvor han er stået ganske stille.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Hvem kan overraske?

Bahrain har altid haft meget fokus på at finde unge talenter, og det har de generelt haft et vist held med. I å er det dog en rytter, de ikke selv har fremavlet, der ligner det mest spændende bud på en overraskelse. Antonio Tiberi kom som bekendt til holdet midtvejs i sæsonen efter den forkastelige kattesag, og efter en svag start, hvor ham bekræftede sin enorme ustabilitet, så vi den hidtil bedste Tiberi i den anden halvdel af Vueltaen, hvor han klatrede på et helt nyt niveau. Det var en fortsættelse af de yderst lovende takter, han viste i sæsonstarten for Trek, og noget tyder på, at han endelig er ved at slå igennem. Han mangler stadig en masse stabilitet, og han er endnu heller ikke blevet den temporytter, man kunne drømme om, men det går den rigtige vej med evnerne i bjergene. Næste skridt må være store samlede resultater i WorldTour-etapeløbene, og så må tiden vise, om hans stærke afslutning på Vueltaen indikerer, at han kan blive en god grand tour-rytter, eller om han her lider for meget under det, der vel næsten kan kaldes et totalt fravær af stabilitet.

Blandt etapeløbsrytterne finder vi også den helt unge Finlay Pickering. Det er altid svært at stille alt for store krav til en nyprofessionel, men her kunne vi meget vel tale om ”the real deal”. Tour Alsace er et af de stærkest besatte 2.2-løb, men det vandt den unge brite altså i en alder af bare 19 år. Uheld betød, at hans 2023 blev noget skuddermudder, men han nåede da at slutte som nr. 25 i det stærkt besatte Tour of the Alps. Med så få løb i benene fra den seneste sæson skal han sikkert bruge noget tilvænning, og det vil derfor være voldsomt at forlange at se ham helt fremme i WorldTour-løbene. Hans resultat i Alperne viser til gengæld, at vi sagtens kan forvente at se ham køre med om sejrene i de mindre etapeløb, hvor der er høje bjerge og ingen enkeltstart - og så må tiden vise, hvor langt han kommer i de større løb.

En tredje klatrer er Rainer Kepplinger. Det er nok tvivlsomt, om vi taler om en kommende stjerne, men som tidligere roer har han potentiale for at udvikle sig meget hurtigt. Han satte bestemt ikke verden i brand i sin første sæson på WorldTouren, men særligt i Romandiet og Burgos nåede han at vise, at han godt kan lave resultater i den kommende sæson. Det bliver næppe i de store løb, hvor han ligner en ren hjælper, men akkurat som Pickering kan han formentlig gøre det udmærket i et mindre etapeløb, hvor der ikke er en afgørende enkeltstart.

Den sidste klatrer, der fortjener at blive nævnt, er Torstein Træen. Det er svært at hævde, at hans kræftsygdom var noget positivt, men sandt er det i hvert fald, at han siden sit comeback har udviklet sig ret imponerende. Det så allerede meget lovende ud i efteråret 2022, og efter en lidt haltende start på 2023 blomstrede han i fuldt flor i det seneste Dauphiné. Det lå bestemt ikke i kortene, at han skulle kunne gå i top 10 i årets vanskeligste ugelange etapeløb, og det vidner om, at han nok er en late bloomer, der kan blive til mere end først antaget. Hans enkeltstart er en udfordring, og hans styrt i Touren betød, at vi intet aner om hans holdbarhed, men det skal blive spændende at se, hvor stabilt han kan være med fremme i bjergene i WorldTour-etapeløbene - og så taler meget for, at han også kan få lejlighed til at teste sin holdbarhed som klassementsrytter i Giroen eller Vueltaen.

I den tungere kategori finder vi Nicolo Buratti. Italieneren havde en ganske pæn U23-karriere, hvor han viste, at han både kan spurte og er holdbar. Det er lidt oppe i luften, hvor god han kan blive i klassiske massespurter, men han har til gengæld imponeret med sin holdbarhed i en ganske flot 2023-sæson, hvor han midtvejs blev hentet til holder. Særligt på kongeetapen i Renewi Tour, hvor han kørte offensivt, viste han, at han allerede har en vis robusthed, og han ligner en mand med et potentiale i brostensklassikerne. Her skal vi næppe stille alt for store forventninger allerede i 2024, men forhåbentlig kan han bekræfte sit potentiale, og så må vi håbe, at han også kan få nogle chancer for at spurte - særligt i lidt hårdere løb - så vi kan få en bedre fornemmelse af, hvor hurtig han egentlig er.

Hurtig er også Alberto Bruttomesso, der synes at være en mere klassisk sprinter. Hans U23-tid var ganske lovende, men det er omvendt ikke indlysende, at han er den næste italienske supersprinter. I første omgang skal han i hvert fald lære, men på et hold uden mange sprintere bør han kunne få sine chancer allerede i 2024. Tiden vil så vise, om holdet vitterligt har fundet Jonathan Milans afløser allerede med det samme.

Endelig er der Fran Miholjevic. Jeg havde egentlig pæne forventninger til ham i 2023, men de blev slet ikke indfriet i et år, hvor han faktisk havde det meget svært. Det har dæmpet entusiasmen, men den blot 21-årige kroat har naturligvis stadig tiden foran sig. Han imponerede stort, da han tog en udbrudssejr på Sicilien i 2022, men hans resultater har generelt været temmelig blandede. Hvor langt han kan komme er svært at sige, og han vil nok ikke få alt for mange chancer på det stjernebesatte hold i 2024. Hans potentiale ligger i de kuperede endagsløb, og desværre kører holdet ikke specielt mange af den slags begivenheder, men forhåbentlig kan han få en chance undervejs, ligesom han måske kan jagte nogle udbrudssejre i mindre etapeløb og køre nogle puncheuragtige finaler. Skulle han få chancen for en grand tour-debut, kan man vel heller ikke udelukke, at han kan jagte en etapesejr fra et udbrud.

Endelig er der Johan Price-Pejtersen. Det er ikke meget, vi har set til danskeren i hans første tid på WorldTouren, og i 2023 lavede han kun ét resultat. Det skabte til gengæld også overskrifter, da han i et uhyggeligt stærkt felt blev nr. 5 på 1. etape af Tour de Suisse - foran den senere vinder Mattias Skelmose og Stefan Bissegger og kun slået af giganterne Stefan Küng, Remco Evenepoel, Wout van Aert og Magnus Sheffield. Det vidner om, at han vitterligt har et potentiale til at blive en af verdens allerbedste på flade enkeltstarter, men han har bare kørt alt, alt for få i sine første år på WorldTouren. Lad os håbe, at 2024 kan blive året, hvor han kan vise, at resultatet i Schweiz afslørede, at han vitterligt kan blive en sand tempogigant.

Man bør vel også fremhæve to etablerede navne i form af Santiago Buitrago og Fred Wright. Buitrago bliver næppe en stor grand tour-rytter, men hans 3. plads i Liege får ham forhåbentlig til at satse på Ardennerne, hvor hans potentiale synes langt større. For Wright gælder, at han forhåbentlig endelig kan få det store brostensgennembrud, hans 2022-sæson lagde op til, men som slet ikke kom i den skuffende 2023-sæson. Det skal også blive spændende at se, om Dusan Rajovic kan vokse i rollen som sprinter efter Jonathan Milans exit, og om Cameron Scott, hvis sprinterpotentiale er svært helt at blive klog på, kan få lidt chancer for at spurte selv. Til gengæld kan det være svært at have megen tiltro til Matevz Govekar, der fik ganske mange chancer i 2023, men slet ikke synes at være så god en sprinter som håbet, mens Edoardo Zambanini, der kunne være en god ardennerrytter, er gået i stå. Begge er dog heldigvis så unge, at det er for tidligt helt at opgive dem.