Paris-Nice-analyse: At vise tillid belønner sig

Arnaud Demare er et fantastisk studium i, hvor meget man kan flytte ved at vise sin kaptajn tillid. Den franske mester var efter en lovende start på sin professionelle karriere gået totalt i stå for et par år siden, og det så ud til, at han ville ende som endnu et af de spildte talenter, der aldrig ville indfri deres store potentiale. Bunden blev nået i 2016, hvor han vandt blot to løb - alt for lidt for en sprinter, der ovenikøbet havde det meste af et hold til sin rådighed.

Vendepunktet var i første omgang den lidt overraskende sejr i Milano-Sanremo i 2016, hvor han fik vist FDJ-ledelsen, at der fortsat var krummer i deres sprinter. Det fik manager Marc Madiot til at analysere, hvad der var gået galt, og han indså hurtigt, at det var Demares katastrofale positoneringsevne, der kostede ham sejrene. Derfor investerede han heftigt i at opbygge et tog og hentede Davide Cimolai samt ikke mindst Jacopo Guarnieri, en af verdens tre bedste lead-out men, til holdet forud for 2017-sæsonen.

Resultatet udeblev ikke. Allerede i sæsondebuten slog han Alexander Kristoff to gange i Etoile de Besseges, hvor det blev klart, at FDJ efter i mange år at have været et relativt inferiørt sprinterhold, nu pludselig havde et af verdens allerbedste tog. Kort efter vandt han en stor etape på en knaldhård dag i Paris-Nice, og siden blev det også til en første Tour-etapesejr samt etapesejr i det sidste store franske etapeløb, Criterium du Dauphiné.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Tilliden fik imidlertid også Demare til at vokse. Hvor hans mange spurtsejre i høj grad var et resultat af hans tog, der hjalp med at overvinde positioneringsvanskelighederne, udviklede Demare også en langt større holdbarhed end tidligere. Det blev til en fornem 6. plads i Paris-Roubaix, og han overraskede stort ved at sidde med helt fremme på den knaldhårde 2. etape i Touren, der tidligere ville have været alt, alt for svær for den franske mester.

I dag fik vi så endnu et bevis på, at Demare er blevet langt stærkere end tidligere. Normalt ville FDJ-stjernen ikke have kunnet begå sig i en spurt for enden af en næsten 2 km lang bakke med en stigningsprocent på 5. Det gjorde han imidlertid i dag, hvor han sammen med Christphe Laporte og Matteo Trentin var de eneste sprintere, der kunne blande sig i en top 10 domineret af de mest eksplosive klassementsryttere. Og Demare vandt ikke blot etapen, han gjorde det endda ved at køre en meget lang spurt i den ret hårde modvind, hvilket blot er endnu et vidnesbyrd om den høje klasse.

Sejren må være lidt overraskende for Demare, selvom hans hold med stort arbejde hele dagen, viste fuld tiltro til kaptajnen. Sidste år generede det ham nemlig, at han løb tør for energi i løbet af klassikersæsonen og specielt i Touren, og derfor har han i år haft en meget let sæsonindledning. Kun Volta ao Algarve blev brugt som forberedelse til åbningsweekenden, hvor han dog specielt med 2. pladsen og den aggressive kørsel i Kuurne fik vist, at formen ikke var helt elendig. Alligevel må det komme lidt bag på ham, at han allerede nu kan gøre det så godt i så vanskelig en finale.

Sejren var særligt vigtig for FDJ, fordi dagen i dag markerede begyndelsen på en ny epoke med nyt navn - Groupama-FDJ - og nye trøjer. Fra næste sæson vil holdet have et langt større budget, og derfor kan det aflæses som et signal, at Demare vinder netop i dag. Fra og med 2019 vil FDJ nemlig formentlig have en betydeligt bredere trup, der kan støtte den franske mester både i klassikerne og endnu bedre i spurterne, hvor de allerede nu er blandt de allerbedste. Fra næste år håber man ikke længere at rode rundt i bunden af WorldTour-ranglisten, og Demare synes klar til at løfte sin del af ansvaret i den mission.

I første omgang gælder det dog Paris-Nice, der allerede nu er en succes for Demare og hans hold, men som kan ende endnu bedre. De kommende to etaper med bakker i finalen er nemlig skræddersyede til den franske mester, der samtidig har sit forrygende tog til at støtte sig i de tekniske afslutninger. Man kan således ikke udelukke, at Demare kan gøre rent bord inden enkeltstarten og dermed for alvor markere, at Groupama-FDJ ikke længere skal regnes som WorldTourens måske svageste hold.

Helt som forudsagt i gårsdagens optakt viste etapen sig at være for hård for de fleste af sprinterne, og det var kun Demare, Matteo Trentin, Christophe Laporte og Carlos Barbero, fire af de navne, vi fremhævede som de mest holdbare, der kunne holde sig til i top 12. Derudover var det klassementsrytterne, der domineret de øverste placeringer, og her kan man måske aflæse de første små tegn. Naturligvis skal man være meget forsigtig med at tolke alt for meget i en spurt som denne, men det var skuffende at se Julian Alaphilippe være ude af stand til at lukrere på sin fremragende position i Gorka Izagirres hjul. Om det var brostenene eller kulden, der forhindrede ham i at have sit vanlige punch, er uklart, men franskmanden præsterede i hvert fald klart under niveau.

Det gjorde Tim Wellens til gengæld ikke. Belgieren kørte den måske bedste spurt af alle i en finale, der egentlig burde have været for let for ham, og det vidner bare endnu engang om den fantastiske form, han som altid har i årets første måneder. Der er stadig lang vej til Nice, og stigningen på 7. etape truer med at være for lang for belgieren, der jo ikke er ren klatrer, men der findes ikke mange af de historiske etapeløb på WorldTouren, der passer ham bedre. Kan han undgå at tabe hovedet og lancere alt for dumme angreb undervejs, og kan han køre en af sine gode enkeltstarter, kunne han meget vel køre med om podiet de sidste dage omkring Nice.

Mest overraskende var det, at Gorka Izagirre var meget tæt på at vinde etapen. Jovist, han har da vist, at han kan spurte på en bakke - jeg husker eksempelvis, at han blev nr. 2 bag holdkammeraten Lobato på Stirling-etapen i Tour Down Under for et par år siden - og det er velkendt, at han har et rimeligt punch, men at han kan blande sig med så hurtige folk, er alligevel uventet. Det kommer imidlertid som kulmination på en fremragende sæsonstart, hvor han var en af de fem bedste på stigningerne i Tour Down Under, og hvor han sluttede på podiet i Oman. Sidste år fik han endelig det alt for sene gennembrud som etapeløbsrytter med en top 5-placering i dette løb, og i år synes han at være endnu bedre. Hvis man husker på, at han blandt klassementsrytterne er blandt de bedste temporyttere, ser det ganske lovende ud. Nu mangler han blot at vise, at han også kan køre med de allerbedste på kongeetapen, der ellers kan vise sig at være for svær. Gør han det, kan han måske løfte arven som etapeløbsrytter efter bror Ion, der stadig kæmper lidt med at finde fordums styrke efter sit Tour-styrt sidste år.

Etapen blev dyr for andre. Værst var det naturligvis for evigt uheldige Tejay van Garderen, der på et tidspunkt, hvor alt ellers pegede på, at han var på vej tilbage, atter blev ramt af uheld og styrtede ud af løbet. Også sidste år i Vueltaen væltede amerikaneren, netop som han havde fundet sine bedste ben, og som eneste mand kunne følge Froome, Contador og Betancur på 6. etape. Naturligvis er det delvis hans egen skyld, at han vælter så meget, men man kan ikke undgå at få ondt af BMC-kaptajnen, der vitterligt har været ramt af megen modgang de seneste år.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derudover endte løbet som en katastrofe for Astana, der mistede Jakob Fuglsang som klassementsbud. Danskeren var uheldig at blive fanget i styrtet i den farlige finale, og selvom han begrænsede tidstabet, er han ude af kampen om de øverste placeringer. Paris-Nice er et løb, der vindes med små marginer, og Fuglsang har allerede tabet alt, alt for meget - specielt hvis man husker på, at han har udsigt til en lille lussing på 4. etape.

Endnu værre gik det for Rui Costa og Ilnur Zakarin, der mistede endnu mere tid. For Costa er det måske ikke en katastrofe - UAE satser primært på Dan Martin - men for Katusha og Zakarin, der godt kunne trænge til lidt succes, er det ærgerligt. Ganske vist viste han ikke storform i Abu Dhabi, men man ved aldrig, hvor man har Zakarin på denne tid af året, hvor han før har været brølstærk. Det bliver imidlertid ikke her, han kommer til at køre med om sejren. Endelig tabte også Jesus Herrada tid som følge af styrtet - endnu et ærgerligt tab for en af forårets mest formstærke ryttere, der på Cofidis har noget nye højder - ligesom Warren Barguil, David De La Cruz og Sam Oomen ligeledes måtte notere sig ganske overraskende tidstab. I stedet kan man så måske holde øje med Richard Carapaz, Chris Hamilton, Lawson Craddock og Felix Grossschartner, der alle efter en lovende start måske kan overraske i dette løb.

Endelig vil vi fremhæve Christophe Laporte. Han er endnu et eksempel på en rytter, der er vokset ved at blive vist tillid. Hidtil har han været kendt som Nacer Bouhannis sidste lead-out man, men efter at Cedric Vasseur har overtaget styringen på det franske hold, er han blevet frigjort fra den rolle i den første del af sæsonen. I stedet skal han være kaptajn i brostensklassikerne, og den tillid har givet ham ny luft. Med tre sejre har han haft en fremragende sæsonstart, og i dag viste han, hvor holdbar han er, ved at blande sig helt fremme i en svær finale. Potentialet er stort, og det skal blive meget interessant at følge ham i klassikerne senere i år.