Paris-Nice-analyse: Da overmennesket reddede det menneskelige monster

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Da Primoz Roglic med den selvfølgelig, vi har vænnet os til i løbet af de seneste mange sæsoner, blæste fra rivalerne på toppen af Col du Turini lørdag eftermiddag, bredte der sig åbenbart en følelse af opgivenhed. Det var i hvert fald, hvad der kom til udtryk hos Simon Yates, som efter etapen resignerende erkendte, at den samlede sejr var væk, og at det var komplet umuligt, når det slovenske uhyre kørte rundt på stigningerne nærmest uden at trække vejret. Håndklædet var for længst kastet i ringen, og nu skulle den ellers altid livsfarlige sidste etape omkring Nice bare køres defensivt, så den samlede 2. plads ikke skulle end hos den brølstærke Daniel Martinez i stedet.

Det var helt andre toner, end der havde lydt i torsdags. Det var den dag, alle Jumbos rivaler valgte at lege passive lam på en dag, hvor Jumbo-mandskabet åbenlyst var i problemer, og hvor en isoleret Roglic kunne være kommet i klemme. Det kom han aldrig, da en lammende passivitet lagde sig ned over feltet, men BikeExchanges sportsdirektør, Matt White, havde alligevel set det, alle andre også kunne se, nemlig at Jumbo-mandskabet kunne rystes. Det havde han planer om at udnytte på sidste etape, hvor et hold i den grad kan komme på glatis. Det ved White og Yates bedre end de fleste, for det var netop her, at selvsamme Yates med et svagt hold ved sin side mistede førertrøjen og den samlede sejr i 2018.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Dengang lød der optimistiske toner, men de var altså forsvundet som dug for solen bare 48 timer på toppen af Col du Turini. I virkeligheden var der bare ingen grund til det. Som jeg allerede skrev i gårsdagens analyse, var der et skær af menneskelighed over den Roglic, der med sit afgørende angreb ikke kunne sætte Martinez, og ikke samme fornemmelse af monster og uhyre, som vi plejer at få, når han har leveret sine magtdemonstrationer. Men måske er rivalerne bare blevet så vant til hans overlegenhed, at de antager, at den altid er der, selvom når der breder sig en sjælden aura af sårbarhed over ham.

Heldigvis er Simon i dag den eneste Yates-bror, der kører for BikeExchange. Adam er nemlig skiftet til Ineos, og selvom briterne blandt cykelfans har mange fjender, kan ingen bebrejde dem for at gå efter andet end sejren. Det gør de altid, og mens australierne altså begav sig ud i dagens regnvejr, der havde overtaget pladsen som destination for Løbet mod Solen, med en helt opgivende attitude, iførte de britiske kolleger sig regnjakken med den intention, at Roglic skulle angribes. Vi skulle i det mindste finde ud af, om han vitterligt var sårbar.

Derfor åbnede Ineos løbet allerede på Col du Peille, hvorfra både Alberto Contador og Nairo Quintana i de seneste år med storslåede offensiver har sat netop det britiske storhold under pres. En så tidlig offensiv kunne umuligt tjene det formål, at Martinez skulle vinde de få sekunder, han manglede for at overtage 2. pladsen. Nej, det kunne kun læses som et forsøg på at udnytte Jumbo-mandskabets svaghed og skabe den situation, der på så pinlig vis blev misbrugt for tre dage siden.

Desværre lykkedes det ikke. Da Van Aert tog sig nogle af de fridage, han allerede havde varslet inden løbet, både torsdag og lørdag, lå det i kortene, at det ikke ville vare ved hele vejen. Han havde nemlig allerede givet udtryk for, at han ikke bare var med som blind passager, og at han nok skulle gøre sit arbejde for Roglic, samtidig med at han forberedte sig til klassikerne. Det var bare svært at se de første to dage, hvor han skulle i hjælperrollen, og det kunne kun betyde én ting, nemlig at Jumbo vidste, hvor man mere end noget andet sted har brug for et stærkt hold, nemlig på vejene omkring Nice - hvad Yates i hvert fald også burde vide. Derfor var det ikke svært at regne ud, at Roglic ville blive svær at isolere i dag, for nu havde han pludselig verdens allerbedste hjælperytter.

Martinez’ angreb havde da heller ingen effekt. Det er selvfølgelig noget sludder, for han satte stort set hele klassementsfeltet til vægs, herunder hans i dette løb så skuffende holdkammerat Adam Yates. Faktisk kørte han så stærkt, at de fire ryttere, der allerede i går viste sig som de bedste klatrere, hurtigt skilte sig ud. Problemet var bare, at Van Aert, der også havde patruljeret hele første del af etapen med en suveræn overlegenhed, man trods den manglende tv-dækning kunne læse ud af diverse liveopdateringer, ikke flyttede sig en millimeter fra sit baghjul.

Her burde offensiven egentlig være fuset ud. Logikken ville sige, at Van Aert og Roglic skulle sænke farten, for det var naturligvis ikke deres mission at gøre løbet hårdt. Selvom Rohan Dennis desværre endte med at bevise, at han stadig er svær at regne med, sad Steven Kruijswijk ikke langt efter, og det logiske havde været at forsøge at lægge en dæmper på tingene og måske få ham tilbage.

Det gjorde de bare ikke. Om det var behovet for at vise rivalen Tadej Pogacar, der jo vandt ”sin” kongeetape på noget mere overlegen maner, end han gjorde, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald stod det hurtigt klart, at monsteret var sultent og ville have det hele. Det er jo langt fra uset. Faktisk var det nærmest en daglig oplevelse i Touren i 2020, at Roglic gik efter at vinde etaper, han sagtens kunne have ladet sejle, men som han selv siger, kan han jo ”godt lide at vinde”. Det kunne han også i dag, og derfor var Van Aert politibetjent fra start. Det udbrud, der næsten altid løber med etapesejren i Nice, blev trods talrige angreb aldrig etableret, og Jumbo lagde løbet i så markant et jerngreb, at den normalt så aggressive etape nu blev en af de mest låste - alt sammen tilsyneladende med det formål, at Roglic skulle vinde.

Man skulle ellers mene, at Roglic havde fået sine advarsler. Mange vil huske, hvordan Jumbo-mandskabet arbejdede unødvendigt hårdt på sidste bjergetape i Vueltaen med det resultat, at bonussekunderne var tæt på at komme i spil og meget vel kunne have skubbet førertrøjen det sidste stykke over på skuldrene af Richard Carapaz. Det er heller ikke usandsynligt, at de mange jagter på udbrud var medvirkende til, at løbet blev så hårdt, at Roglic løb tør for kræfter på den berømte enkeltstart til La Planche des Belles Filles i 2020. Når man fører løbet, er det som udgangspunkt rivalerne, der skal gøre det hårdt - ikke ham, der forsvarer.

Medmindre man altså vil vinde etapesejre også, og det ville Roglic i dag. Derfor kørte overmennesket Van Aert, der tilsyneladende var fast besluttet på at sige tak for sine fridage på den smukkest tænkelige måde, resten af feltet midt over, så Roglic fik serveret sin sejr på et sølvfad i bunden af Col d’Eze. Bedre var det endda blevet af, at Martinez, der i går havde været manden, han ikke kunne knække, var blevet ramt af det sorteste uheld og efter en punktering forvandlet fra den aggressor, der skabte løbet, til den forsvarer, der forsøgte at neutralisere offensiven. Nu skulle han ”bare” sætte Quintana, der åbenlyst var den svageste af de fire, og Yates, der allerede havde lignet en mand i problemer på Peille.

Læs også

Suveræn legendesejr i Vueltaen - Norsgaard udgår

Men sølvfadet skulle åbenbart have været af guld. I hvert varede det ikke længe, inden samme aura af sårbarhed, som man fornemmede i går, bredte sig over Roglic. Denne gang skete det bare med så stor tydelighed, at alle - selv Yates - kunne se det. Og så blev den defensive taktik vendt på hovedet, da Yates forsøgte at lave præcis det kup mod Roglic, som Marc Soler havde leveret mod ham for tre år siden.

Missionen var meget, meget tæt på at lykkes, men heldigvis for Roglic satte Van Aert en fed streg under, at cykelverdenen har flere fænomener - også når ét af dem falmer. Lige så uovervindelig, Roglic plejer at virke, lige så uovervindelig var Vilde Wout, da han slæbte sin ilthungrende kaptajn til toppen af det ikoniske bjerg, som havde han slet ikke ført 100 km over adskillige stigninger forinden. Der kan ofte være noget rituelt over det, når en vinder takker sine holdkammerater, men i dag var den tak mere velanbragt end meget længe. I dag var der nemlig ingen tvivl om, at det var Van Aert, der vandt løbet for Roglic.

I det hele taget så det ud til, at Roglic havde alt det held, han manglede på sidste etape for et år siden. Alle omstændigheder var nemlig med ham. Eksempelvis stod der en strid, strid modvind ind i ansigtet på Yates og Van Aert på Col d’Eze. Alligevel skulle Van Aert adskillige gang sænke farten for at hjælpe sin nødlidende kaptajn, der ellers havde masse af læ fra den kraftige vinde. I medvind havde Yates kørt stærkere og Van Aert skullet sagtne sin fart endnu mere, og så havde forskellene på toppen været betydeligt større.

Martinez’ punktering var også en sand gave. Det er svært at tro, at colombianeren ikke har kørt med briten, når man ser på deres styrkeforhold i går, og hvis de havde kunnet indgå en alliance - samlet sejr til Yates, etapesejr til Martinez - var det med nogen sandsynlighed endt galt for Roglic. I den hårde modvind, ikke mindst på den lette sidste del af stigningen, havde to mand kunnet køre betydeligt stærkere end én, og derfor er det ikke utænkeligt, at Roglic også vandt løbet, da Martinez’ slange løb tør for luft.

Nu er det store spørgsmål så, hvorfor Roglic var så tam en skygge af sig selv. Efter hans knap så overbevisende præstation er det svært ikke at komme til den konklusion, at den efterhånden halvgamle slovener kan være ved at have set sine bedste år. Det er dog også for tidlig en slutning at komme til. Det er ikke første gang, at Roglic har oplevet en krise i regnvejr. Det gjorde han nemlig også i Vueltaen i 2020 på Formigal-stigningen og på Andorra-etapen i 2019. Men selv hvis det er forklaringen på, at han så åbenlyst trods alt var betydeligt ringere, end han var det i går, er stadig et problem. Dårligt vejr kommer også i Tour de France, og en vis slovensk rival beviste så sent som i Alperne sidste år, at det er noget, han mestrer bedre end de fleste.

Paradoksalt nok var det tæt på, at dagen alligevel var endt som en succes. Havde Yates ikke været så flyvende, var Jumbo-duoen kommet op, og så havde Van Aert fået sin fortjente belønning for sit vanvidsridt med sin anden etapesejr. Den havde ellers været god at have i banken. Det var som sagt klart, at Van Aert havde lovet at grave dybt i dag, men spørgsmålet er, om ikke han gravede dybere, end han havde ønsket sig. Han lignede i hvert fald en mand, der gravede lige så dybt i reserverne, som han gjorde, da han i et andet regnvejr på Tirrenos mure sidste år forsøgte at begrænse tabet til Pogacar. Det var som bekendt det, der ifølge ham selv kostede for meget i de største klassikere, og præcis det, han ville undgå med sin sæsonplanlægning, sit aflyste cross-VM og sine mange fridage tidligere i løbet. Hvis han ender med at mangle nogle procent de kommende weekender, vil han sikkert altid tænke, at Roglics forløsende Paris-Nice-sejr måske alligevel kom med for høj en pris - og så kunne endnu en etapesejr måske have været bare et lillebitte plaster på såret.

Det plaster fik han imidlertid ikke. Det stjal Yates fra ham, og det er også fuldt fortjent, at sejren gik til ham, selvom han gik til etapen med en lidt ærgerlig defaitistisk indstilling. Den fik Ineos heldigvis taget fra ham, og han fik sat en flot streg under, at han måske kan nærme sig sit 2018-niveau. Vi har i hvert fald ikke set ham med så overbevisende en start siden dengang, hvor han som bekendt var en af sæsonens helt, helt store oplevelser.

Heldigvis fik Martinez også sin 3. plads. Det havde været synd og skam, at manden, der åbnede ballet, ikke var blevet belønnet for sin offensiv, og selvom han utvivlsomt vil spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis han var blevet slæbt frisk med frem til Col d’Eze og ikke var endt i defensiven og endda havde brugt alle sine kræfter på en desperat solojagt bag overmennesket Van Aert, kan han i det mindste glæde sig over, at han i dette løb har sat en fed streg under, at han lige nu ligner Ineos’ bedste bud på en podiekandidat til Touren. Han har i hvert fald bygget videre på det uhyre positive indtryk, han gav for et år siden i Giroens tredje uge, og holdets erklærede kaptajn, Yates, har ikke just styrket sin position, når han nu falmer i de ugelange etapeløb, han plejer at dominere.

Punkteringen kunne i stedet have sendt podiepladsen til Quintana, men det havde været ufortjent. Ganske vist må man beundre hans initiativlyst og tro på sig selv, ikke mindst da han i går satte sit hold til at iscenesætte en etapesejr, men løbet her har nok engang sat en streg under, at Quintana i dag er god, men ikke den stjerne, han var for år tilbage. Han kører altid stærkt i foråret, og når han ikke kan matche de allerbedste her, kan han det utvivlsomt heller ikke i de grand tours, der de senere år har voldt ham så store kvaler.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Blandt de stærkeste var han dog, og der var et stykke ned til de øvrige, der ikke befandt sig blandt de fem bedste på toppen af Col du Peille i dag. Jack Haig er i hvert fald et stykke fra sit bedste niveau, men det er ingenlunde alarmerende, når han i år så bedre ud i dette løb, end han gjorde sidste år, hvor hans sommer var fabelagtig. Der er heller ingen grund til al for stor bekymring over, at Joao Almeida i dag slet ikke kunne konfirmere sin flotte etape fra i går, for vi har før set ham gå ned i regnvejr. Faktisk skete præcis det samme på præcis denne søndag for et år siden, hvor det var Tirrenos regnvåde mure, der sendte ham til tælling. På den anden side er det en hovedpine for ham, når man ved, at Giroen, der er hans store mål, er den grand tour, der oftest byder på dårligt vejr. Det er jo blandt andet derfor, at Haig helst undgår den, for han er bestemt heller ikke vild med det vejr, de oplevede i dag.

Det er Aleksandr Vlasov heller ikke, og hans triste løb endte desværre med et styrt, men spørgsmålet er, om ikke det i en vis forstand var heldigt. I hvert fald er det ganske sandsynligt, at han på baggrund af sin præstation i går kunne have fået sig endnu et nederlag, som ikke havde gavnet hans moral. Dårligt vejr bryder han sig jo heller ikke om, og det kunne meget vel være blevet endnu en dag, som havde bevist, at Valencia-sejren måske blot var en kortvarig opblomstring på et tidspunkt, hvor formniveauet hos rivalerne ikke er i top.

Hvis det var endt med et sådant nederlag, vil vejret dog kunne være brugt som en legitim undskyldning. Det spiller nemlig en rolle, der er svær at overvurdere, og det bliver helt tydeligt, når man iagttager resultatet af dagens etape. Vi har mange gange set, at tunge klassikertyper kan blande sig med klatrerne på denne etape, når vejret er dårligt - blandt andet efterlod Oliver Naesen for et par år siden mig i et chok, jeg stadig ikke helt er kommet mig over - og det kom i den grad til udtryk i dag. Nok har Stefan Küng været i sit livs form og klatret som en drøm i Algarve, men det burde være uden for tyngdelovens rammer, at han ender som nr. 6 i dag. Nok har Søren Kraghs form været en af de positive overraskelser i dette løb, men det er nok tvivlsomt, om han var endt som nr. 5, hvis årets Paris-Nice faktisk havde været Løbet mod Solen. Og nok er Fred Wright et talent, hvis alsidighed bare bliver ved med at imponere, men det er tvivlsomt, om han i klassisk Nice-vejr havde spillet den flotte rolle, han gjorde i Haigs jagt på de forankørende, som han gjorde.

Regnvejret er måske også Roglics håb. Det er i hvert fald det halmstrå, han lige nu skal klynge sig til, hvis man skal finde en fornuftig forklaring på dagens nedtur andet end den oplagte, nemlig at den menneskelighed, man fornemmede i går, er mere end bare en fornemmelse, men faktisk skinbarlig virkelighed. I dag var der i hvert fald ingen slovenske monstre at finde i feltet - kun ganske almindelige slovenske mennesker. Heldigvis for Roglic var der også et belgisk overmenneske.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris