Paris-Nice-analyse: En "tung" hollænder, en colombiansk guldfugl og en walisisk helt

Slår man navnet ”Dylan Groenewegen” op i cykelsportens ABC, vil man læse noget i retning af følgende: ”Tung sprinter, der formentlig er verdens hurtigste, men som ikke klarer mange udfordringer, hverken på stigninger eller i vanskeligt vejr.” Det har da også været den almindelige perception, at hollænderen med de buttede kinder hørte til i kategorien ”rene sprintere”, der helst skal slæbes til målstregen på en relativt let dag.

Efter i dag må cykelsportens leksikonforfattere imidlertid have slettelakken frem. Endnu en strålende sidevindsopvisning kronet med en suveræn sejr på en dramatisk dag i Paris-Nice viser nemlig, at det er på tide at revurdere opfattelsen af den mand, vi i hvert fald i et års tid har kunnet betegne som verdens hurtigste på to hjul. Dagens højspændte etape i Løbet mod Solen var nemlig endnu et eksempel på, hvorfor den franske begivenhed altid har haft appel til brostensryttere og stærke sprintere, og for anden dag i træk var vi vidner til et løb, der i intensitet og underholdning kunne matche de store endagsløb et par kilometer længere mod nord.

I sådan et løb står kun de stærkeste tilbage, og derfor ville mange nok have forsvoret, at det var Groenewegen, der for anden dag i træk skulle betræde podiets øverste trin. Efter en dag, hvor feltet splittedes igen og igen for siden at samles flere gange, var den hollandske kanonkugle imidlertid kun ved ganske få lejligheder ikke med i front, og da det hele for alvor intensiveredes i finalen, leverede både han og Jumbo-mandskabet endnu en strålende opvisning, der viste, at Groenewegen er langt mere end bare en samling hurtige muskelfibre.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Egentlig vidste vi godt, at han kan mere end som så. Sejren i sidste års udgave af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og den suveræne spurt i årets udgave af den belgiske klassiker havde nemlig vist, at han er langt mere end bare en Kittel-type. Det så vi også på sidste års Amstel-etape i BinckBank Tour, hvor han længe sad med i frontgruppen. Alligevel havde vi forud for denne uge stadig til gode at se ham blande sig med de virkelige klassikerkonger, når den nordfranske sidevind får det stakkels Paris-Nice-felt til at ligne en slagmark fra 1. Verdenskrig.

Over nu to dage har Groenewegen imidlertid vist, at han hollandske baggrund ikke fornægter sig. Der var kun ganske få ryttere, der så ofte sad i første gruppe som ham, og det kan kun beundre på en dag, hvor selv de største maskiner led under en gennemsnitsfart på næsten 51 km/t. At han også igen viser sig i stand til at bevare sin hurtighed efter så svær en dag, gør blot billedet endnu mere fuldendt, og viser os, at der måske er plads til at forsøge at udvide paletten til også at omfatte mulige sejre i løb som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Det er ganske vist ikke på programmet i år, hvor næste opgave er etapesejre i Catalonien, men Groenewegen må efter denne uges strabadser have fået smag på mere og hårdere løb.

Det var dog ikke kun sprinteren selv, der fortjener applaus. Forud for løbet var det ganske vist klart, at Jumbo-Visma kom med en del klassikerdrenge, men alligevel var det uventet at se, at det i den grad var hollænderne, der dikterede slaget. Måske var de til tider overmatchet af Sky, Ag2r og FDJ, men da den afgørende udskilning fandt sted, sad de med både Groenewegen, Maarten Wynants og Amund Grøndahl Jansen i front. Efter i går at have været det bedst repræsenterede mandskab i første gruppe har holdet således igen dokumenteret, at der snart set ikke er ét eneste område, hvor de ikke hører til blandt verdens bedste. Grand tours, massespurter, ugelange etapeløb og brostensklassikere er alt sammen en del af den flotte palet, og nu kan vi også skrive knaldhård sidevindskørsel på listen over ting, der mestres af sportens nye og mest spændende superhold. Og der er endda mere i vente for et hold, der med den stadig mere lovende George Bennett fortsat har et glimrende bud til en topplacering i klassementet.

Der var dog ét hold, der gjorde det endnu bedre. Allerede i går mindede jeg om, hvordan Luke Rowes flotte sidevindskørsel i 2017 havde været den afgørende nøgle til Sergio Henaos sejr, og på 1. etape viste han igen sin tårnhøje klasse, da han på eminent vis eskorterede Michal Kwiatkowski og Egan Bernal til fronten på alle de rette tidspunkter. I dag gentog han så kunststykket i en magtdemonstration, der desværre ikke fik den fortjente plads i rampelyset. Den begrænsede tv-dækning betød nemlig, at vi gik glip af hoveddelen af etapen, men meldingerne fra de indledende begivenheder går på, at det stort set hver eneste gang var Rowe, der med sine to kaptajner på bagsmækken gang på gang skabte splittelserne. Ikke én eneste gang missede de tre Sky-ryttere første gruppe, og selv da alt var lagt til rette til en afsluttende reduceret massepurt, lykkedes det den walisiske ”Man of the Match” en sidste gang at rive feltet itu, så kun 8 mand var tilbage ved passagen af den røde flamme.

Efter den præstation er det svært at tro, at broderens polterabend og et brækket lårben for 18 måneder siden truede Rowes karriere, men han synes nu at være tilbage endnu stærkere end tidligere og klar til at agere en meget farlig outsider i de største brostensklassikere, hvor han, Gianni Moscon og Dylan Van Baarle med støtte fra en delvist genrejst Ian Stannard ligner et af de mest spændende kollektiver. I dette løb er opgaven imidlertid først og fremmest at hjælpe Bernal og Kwiatkowski igennem den første uge, og den udfordring har den ellers så anonyme walisiske stjerne løst til UG med kryds og slange.

Alligevel er det nok ikke ham, der i Sky-lejren trækker de største overskrifter. Vi vidste nemlig godt, at Rowe var en sidevindskonge. Til gengæld var der mange, der frygtede, at lille Bernal ville blive en af indledningens helt store tabere, men sådan er det bestemt ikke gået. Sportens guldfugl nr. 1 har nemlig nu over to dage, at han også mestrer en af sportens sværeste udfordringer, og at vi kan føje sidevindskørsel til den endeløse liste over de kunstarter, han excellerer i. Allerede sidste år viste han ganske vist, at han er langt mere end bare en klatrer, men efter denne uge synes det kun at være næsten stensikkert, at den første grand tour-sejr kan komme når som helst - og snarere før end siden.

Trods magtdemonstrationen var der alligevel grund til en del malurt i Sky-bægeret. Havde det ikke været for Kwiatkowskis dumme defekt, havde de nemlig kunne udnytte situationen til at vinde tid på langt flere konkurrenter. Da polakken desværre faldt ud af første gruppe med 40 km igen, valgte de imidlertid at tage den med ro og lade den anden af deres to kaptajner genfinde sin plads i fronten. Det indebar, at en stribe andre klassementsryttere også fik kastet en redningskrans, men var en pris, der måtte betales, hvis begge de to meget forskellige optioner skulle holdes åbne. Uden Kwiatkowskis uheld var 1. gruppe formentlig forblevet i front, og så havde dagens etape gjort betydelig større skade, end det var tilfældet.

Sky kan dog ikke klage over udkommet af de to første dage, der effektivt har elimineret mange af deres værste rivaler, først og fremmest Ion Izagirre, Simon Yates og Miguel Angel Lopez. Samtidig står de i den luksussituation, at de både har en topkandidat til enkeltstarten og den mest sandsynlige vinder af kongeetapen. Det kan måske komplicere taktikken på 7. etape, hvor det kan være svært at gennemskue, om man skal give Bernal det ønskede hårde løb eller Kwiatkowski så let en dag som muligt, men det er alligevel betryggende, at man kan lade Kwiatkowski sikre sig et forspring på torsdag og stadig sidde med løbets bedste klatrer, hvis Col du Turini alligevel bliver lidt for hård kost for den alsidige polak.

Sky var ikke det eneste hold, der viste, at det er nyttigt at have en klassikerstjerne. Allerede i går fremhævede vi Oliver Naesen, der som Romain Bardets sikre bodyguard effektivt guidede den lokale helt sikkert gennem de vanskelige betingelser. Det kunststykke gentog han i dag sammen med Stijn Vandenbergh, da de to belgiere sammen med de to kaptajner Bardet og Tony Gallopin sikrede, at Ag2r i den sidste frontgruppe var de bedst repræsenterede. I sidste ende sov de anelse i timen, da Rowe uventet splittede feltet en sidste gang, men med stærk kørsel til slut lykkedes det at begrænse skaden til bare 5 sekunder. I sidste ende blev det måske ikke til den store tidsgevinst, men særligt med henblik på Tour de France må det være betryggende for Bardet at vide, at hans klassikertrup er så stærk, at han fremover kan bruge sidevinden også som et aktivt våben.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Bardet, Gallopin, Bernal og Kwiatkowski var fire af de otte klassementsryttere, der sad med i frontgruppen, og som i kraft af polakkens punktering mistede chancen for at vinde ekstra tid. Også Wilco Kelderman, Felix Grossschartner og Bob Jungels viste sig som forventet med deres styrke at kunne drage fordel af de vanskelige betingelser, og mens det nok er forventet, at Turini bliver for svær for store, men formstærke Jungels samt Grossschartner viser min forhåndsfavorit, Kelderman, sig mere og mere formstærk. Desværre viste dagens etape også, at tabene af Matthews og Tusveld kommer til at gøre nas, for hollænderen vil reelt skulle klare opgaven alene. Med tanke på et Sky-mandskab med to så stærke kaptajner og Tao Geoghegan Hart og Ivan Sosa ventende som luksushjælpere i bjergene kan særligt 8. etape blive lidt af en udfordring for Kelderman, selv hvis han sikrer sig et stort forspring på enkeltstarten.

Den sidste klassementsrytter, der sad med i front, var måske den allermest overraskende. Hvor Bernal trods alt kunne holde sig til muskelbundtet Rowe, stod lille Nairo Quintana langt, langt svagere, også selvom han i Jurgen Roelandts havde en vis støtte. Alligevel viste den lille colombianer, at han endnu ikke hører til på cykelsportens kirkegård, og ligesom i går viste han beundringsværdig kørsel i en disciplin, han bestemt ikke elsker, og som muligvis har kostet ham en Tour-sejr. Quintana ser i den grad ud til at være klar til i bjergene at vise, at han fortsat er en rytter, der skal tages seriøst, og derfor er det kun synd, at Kwiatkowskis uheld formentlig berøvede ham chancen for at sikre sig et forspring, han behøver inden enkeltstarten.

Blandt de ryttere, der blev reddet af gongongen og således bevarede deres klassementsambitioner, da der mod slutningen skabtes samling, var den dybt imponerende Luis Leon Sanchez, der var blevet sat tilbage af et uheld, men som igennem begge dage har kørt som en sand motorcykel, George Bennett, Jack Haig, Ilnur Zakarin, Patrick Konrad, Valentin Madouas og Lilian Calmejane. Særligt Zakarin, der ellers er et stensikkert sidevindsoffer, fortsætter med på et svagt Katusha-mandskab at imponere og ligner mere og mere en kandidat, der skal holdes øje med trods sygdommen op til løbet. Til gengæld var det skuffende, at Dylan Teuns lidt overraskende ikke holdt sig til i sidevinden og endda faldt fra igen i finalen.

Alle har de fortsat en chance for at gøre sig gældende, men de første dage har i den grad haft sine ofre. I dag blev to af de bedste klatrere, Simon Yates og Miguel Angel Lopez, endegyldigt elimineret i en disciplin, de begge altid har hadet, og dermed står to af de tre stærkeste mandskaber nu uden reelle vinderkandidater. Astana kan glemme alt om Lopez og Ion Izagirre, og da storbror Gorka i dag styrtede ud af løbet, er man nu efterladt med Sanchez, der trods alt ikke har skyggen af chancen for at vinde. Mitchelton har stadig Haig som en kandidat, men også han har tabt lidt tid, der bringer sejren uden for rækkevidde. Tilbage står nu blot at gentage Portes kunststykke fra for to år siden, hvor han efter et tidligt nederlag i sidevinden vandt kongeetapen, og mon ikke især Lopez og Yates har planer om at udnytte den ekstra frihed til at gå efter sejren på løbets mest prestigiøse etape?

Endnu værre gik det for andre. Rigoberto Uran havde ellers i går vist sig mere velkørende end udmeldt, men et styrt sendte desværre ham tidligt hjem, så det stærke EF-mandskab nu er ude af klassementet, da også Tejay van Garderen og Daniel Martinez har mistet tid. Stakkels Warren Barguil, der ellers endelig var på vej tilbage og i går var i hopla, blev bragt til hospitalet i ambulance, og helt galt gik det for Dimension Data, hvis to store stjerner, Louis Meintjes og Mark Cavendish, begge stod af i det, der ligner en nærmest uendelig stime af nedture for de to topnavne.

Løbet viste os også ganske meget om sprinternes form. Især var det opløftende at se Marcel Kittel bekræfte det stærke indtryk, han allerede gjorde i Spanien fra starten af året. I sidste ende blev det hele en anelse for hårdt for den store tysker, men at han sad med helt i front indtil 2 km fra mål vidner om, at tyskeren virkelig er på vej tilbage efter en vinter, hvor han har motiveret som aldrig før. Nu skal han blot have toget til at fungere, inden det gode arbejde også kan omsættes i resultater.

Også John Degenkolb ser ud til at være klar til klassikerne, selvom en dum tur i grøften på de sidste kilometer kostede den velkørende tysker chancen for at køre om sejren, og Matteo Trentin bekræftede den superform, han har vist fra dag 1 i denne sæson. Arnaud Demare rejste sig efter gårsdagens skuffelse, og selvom han til sidst måtte sande, at benene stadig ikke er som før sygdommen, fik han ved at vinde feltets spurt vist, at han er på rette spor frem mod Sanremo. Og så var det en fornøjelse af at se den ensomme André Greipel vise, at han stadig er alt, alt for god til at være på et hold, der slet ikke kan give ham den opbakning, han fortjener.

Mens disse navne alle er kendt for deres evner i sidevinden, var det Groenewegen og Kittel, der imponerede mest. Det var nemlig meget sigende, at de andre af de mere rene sprintere, Fabio Jakobsen, Caleb Ewan og Sam Bennett, alle eksploderede på dramatisk vis og måtte slippe anden gruppe, inden der skabte samling. Alle har de ellers imponeret ved at vise øget holdbarhed, men dagens løb viste, at de fortsat har deres begrænsninger. De kan dog i det mindste glæde sig over, at de ikke blev ramt af uheld, som det for anden dag i træk skete for stakkels Alexander Kristoff, der nu står med kun få muligheder for atter at vise sin storform og derved gøre krav på ikke at skulle køre for Fernando Gaviria i Sanremo om knap to uger.

Heldigvis har han to chancer endnu. Den første af disse kommer i morgen, men desværre ser det ikke ud til, at forholdene bliver ideelle for nordmanden. Han ville nemlig have elsket de seneste dages knaldhårde sidevindsløb, men nu ser det ud til, at dramaet lægger sig. På 3. etape ser det nemlig ud til, at en modvind vil gøre det hele betydeligt mindre dramatisk, og vi kan derfor få en mere klassisk sprinteretape, der ikke just falder i Kristoffs smag.

Det vil til gengæld falde i god jord hos Kittel, Bennett, Ewan og de andre sprintere, der valgte dette løb til, fordi det havde tre helt flade etaper at boltre sig på. Spørgsmålet er så bare, om ændrede vindforhold giver et andet resultat. Uanset om det blæser eller ej, ser det jo ud til, at Groenewegen alligevel vinder.