Paris-Roubaix for begyndere

Af Ove Dyrkilde.

(Foto: Niels Laursen)

Lad det være sagt med det samme: Årets Paris-Roubaix Junior er det største jeg har oplevet i min tid i cykelsporten, og de 3 timer i følgebilen er den mest intense biloplevelse jeg nogensinde har haft. Paris-Roubaix er noget helt ud over det sædvanlige. Også i juniorklassen.

Fredag aften kørte vi fra Roskilde i en minibus og Chrysler Voyager. Chrysleren blev kørt af Niels Laursen, som var indkaldt som chauffør p.g.a. ændringer i sidste øjeblik. Sikke en chauffør, men ham vender jeg tilbage til. Med i bilen var cykler, dunke, værktøj og et udvalg af de fødevarer vi ikke kunne være sikre på at finde på Formel-1 hotellets morgenbord: Kakaomælk, Müsli og havregryn.

Vi er debutanter i mere end én forstand. 4 af rytterne har aldrig kørt World-Cup før. Kun én – Morten - har kørt Paris-Roubaix tidligere, og det var i ungdomsklassen i et løb der slet ikke kan sammenlignes med dette. For mit eget vedkommende er det min debut som sportsdirektør i World-Cuppen, og for Niels Laursen er det første gang i en følgebil.

I bussen kan man mærke spændingen. Mikkel Schiøler, som tidligere har ment, at det løb vist ikke lige er hans kop te, er tydeligt anspændt, og man kan mærke at rytterne glæder sig til oplevelsen. De seneste dage er gået med at rigge nogle løbshjul til, som på den ene side var solide og samtidig var bygget til lukkede ringe. Vores sponsor Marker – Scandinavia kunne levere Campagnolo Eurus og Fulcrum Racing 1, og vi stiller op på begge typer.

Efter to stop i Korsør og Bramdrupdam går det sydpå, og vi lander i Valenciennes næste morgen kl. 8. De lurer lidt på hotellet, da vi begynder at supplere hotellets morgencomplet med vore egne havregryn og andet. Halvdelen af rytterne tager 3 timer på øjet mens de, der ikke kan sove limer ringe og checker cykler, mens vi kan se det Schweiziske landshold overlade dette til en hær af hjælpere.

(Foto: Klar til at køre ruten igennem, Niels Laursen)

Eftermiddagen er planlagt til at køre ruten igennem – først i bil, og de sidste 50 kilometer på cykel. Allerede her et døgn før løbet, er der stillet autocampere op på strategiske steder, og i flere småbyer bliver der rejst store festtelte. Nordfrankrig gør sig klar til folkefest. Den store øvelse lørdag eftermiddag var, at finde frem til det rigtige dæktryk. Der blev lukket luft ud, pumpet igen, lukket lidt mere ud, indtil hver rytter havde sit decimaltal for hvor mange bar der skulle foran og bagved.

Vi når cykelbanen i Roubaix en halv time før kontoret lukker. Vi får skrevet os ind, og får vore 300 Euro i startpenge. Så går turen tilbage, og vi skal finde en restaurant til aftensmaden. Det er ikke let men ved 20 tiden lykkes det. Rytterne er stadig i cykeltøj. Det må man leve med når tidspresset er højt, men da vi opdager det stærke belgiske Balen mandskab sidde i deres sponsorerede joggingdragter, sniger rytterne sig ind i et andet lokale i håb om ikke at blive opdaget af konkurrenterne. På restaurant i svedigt cykeltøj – det er bare for pinligt. Portionerne er store og gode, så vi overlever, og Balen er væk, da v skal ud gennem restauranten igen.

Søndag morgen skal alt bare fungere. Niels og jeg tager plads i Chrysleren, som skal være servicebil, mens Bendt Kjergaard og Kim Lund tager bussen som senere skal køres ud i anden forplejningszone. Ved morgenens holdledermøde bliver vi trukket ud som nr. 32 og får dermed sidste plads i kortegen. Vore danske venner fra Vejle fik nr. 29, så man kan ikke sige det var danskernes dag ved lodtrækningen. Både vi og Vejle tog dog hævn for dette senere, men det betød at vi så meget til hinanden i kortegen.

Rytterne stillede til start næsten en time før, for at bliver gearkonrolleret som de første, og få en god startplads. Det blev en lang ventetid på torvet i Saint Armand, hvor bl.a. Johan Musseuw underholdt med en lang snak som vi ikke forstod en brik af.

(Foto: Klar til afgang i Saint Armand, Niels Laursen)

Starten går, og de første kilometer bliver brugt til at få bilerne ind i den rigtige rækkefølge. Vi har det nemt. Vi skal bare lukke alle andre ind og lægges os sidst lige foran ambulancen. Hurtigt kommer det første kald: Vejle skal frem til defekt. De får kæmpet sig ud, finder Chris som er punkteret og først Chris, siden bilen kommer op på plads i felt og kortege igen. Vi slipper for problemer de første 40 km. Vi kommer også gennem pavezone 16 (man tæller nedad, og pave 16 er den første i juniorløbet) uden uheld. Allerede her giver de andres uheld et billede på hvad der venter. Der er biler der giver service i højre side af den smalle vej, samtidig med at en anden følgebil, der har afsluttet sin service, prøver at komme forbi på venstre side.. Ind imellem alt dette er der så ryttere som kører sig frem gennem kortegen.

(Foto: Ikke en af de værste, Niels Laursen)

Vi får vores første kald: ”Roskilde, Roskilde” Ud til venstre med Chrysleren et tryk på automatgearet så vi får acceleration, og mit blik stift ind i højre side: Hvor er vores mand? Det viser sig at være Kjergaard der står med et fladt baghjul. Chrysleren er god til service fordi den har skydedøre i begge sider. Gid de andre også havde det. Pludselig risikerer du at en bil standser og døre bliver knaldet op lige foran dig. Her er ingen plads til at undvige, for der er ryttere bag dig, på siden og foran.

Kjergaard er på cyklen igen og vi er på plads som nr. 32. Nu begynder støvet for alvor at blive et problem. Midt i virvaret kan vi til tider kun se 2 meter frem. Jeg priser mig lykkelig over at have Niels Laursen i førersædet. Han kører følgebil som om han aldrig havde lavet andet.

Pavé 13 er nyanlagt, men lavet som en decideret lortevej med vilje. Her hører vi over radioen at Morten Kristiansen er i problemer. Vi holder øje men kan ikke finde ham. Da vi endelig finder ham er han stadig cyklende, men med store smerter i ryggen efter at have haft en Amerikansk landsholdsrytter oppe på ryggen. Vi efterlader ham og kører frem. Mads Meyer skal have hjul. Han er ærgerlig: Jeg flyver ind over de brosten, og så punkterer jeg faneme – lort. Han kommer op på cyklen, desværre kun for at punktere en gang mere. Bagefter var det en fattet Mads som med den rette moral konstaterede. Uden punkteringer kan jeg vinde næste år. Sådan skal det være, Mads. Vi tror på det!

(Foto: Quaade sled og slæbte, men var på en umulig mission, Kim Lund)

Quaade har været punkteret og fået et hjul af Kjergaard, som sammen med Mads og Morten må lade sig feje. Quaade trækker en gruppe for at komme frem til de forreste, men vi må lade ham kæmpe sin egen kamp. Vi skal fremad. Der er nu totalt kaos i kortegen. Der gives service i både højre og venstre, biler kører frem og vi kigger ikke længere efter nr. 31 foran os. Måske har han ikke længere ryttere fremme og er derfor faldet tilbage. Det kan vi ikke forholde os til – vi skal frem til Lund og Schiøler som stadig er med i front. Quaades gruppe kommer forbi os da kortegen holder stille, men de skal køre zig-zag mellem følgebiler, hvor sportsdirektørerne ikke har øje for andet end dem selv og deres egne ryttere. Quaade er på en umulig mission, men kan kæmper, og kører som et diesellokomotiv.

Er det fronten? Jeg synes jeg kan se nogle røde bukser. Jeg tror vi er der. Vores usikkerhed afklares da radioen siger Roskilde – og Mikkel Lund – vi er kaldt frem til fronten. Et gear ned, ud til venstre, øjnene på stilke og fuld fart frem. Det tager nogle kilometer før vi er helt fremme. Mikkel får sin flaske. Vi ville gerne have givet en til Schiøler også, men den Italienske chefkommissær dytter og gestikulerer med løftede pegefingre så Lund får det obligatoriske skub og vi falder ned som sidste bil i en kortege der nu kun tæller 8 følgebiler. Vi er med helt fremme i verdens hårdeste cykelløb. Jeg når lige at tænke, bare vi nu ikke bliver straffet for det her.

På pavé 4, den sidste af de rigtig slemme står publikum tæt. Nu er det ikke kun biler, ryttere og støv der volder problemer. Nu er det også festende belgiere med Duvel i hånden og flamske løver på flagene. De danser rund på paveen. De er til Paris-Roubaix og de har ventet siden i går. Det kan godt være det ikke er Tom Boonen og Bettini på cyklerne, og at det bare er et par Roskildebønder i følgebilen, men det er cykelløb. De har ventet et døgn og nu sker der endelig noget. Vi bliver hyldet som var vi stjernerne selv, der hældes øl på bilerne, og midt i støvet er det er sansebombardement man glider igennem, mens man stædigt spejder efter, hvor langt man er bag frontgruppen, hvor både vi og Vejle har hver 2 mand med. Nu får danskerne revanche for den dårlige lodtrækning.

Efter pavé 2, med ca. 5 km til mål rykker Schiøler, og en Milram rytter kører med. Lund har gennem en periode ligget forrest i gruppen og styret tempoet. Nu åbner vi. Forude sidder en fransk landsholdsrytter alene, men en Milram rytter og en af Balen rytterne fra restauranten bagved. Schiøler kører for 4. pladsen og 30 world cup point.

Ind mod Roubaix ser hullet ud til at holde. Pludselig nævnes Schiøler over radioen sammen med en række andre ryttere, og det viser sig at han er udtrukket til dopingkontrol. Som nybegynder ved jeg intet om hvornår det skal ske, men ved bare, at sådan noget kommer man ikke for sent til.

Da rytterne kører ind på de sidste 300 meter pavé inden velodromen bliver vi dirigeret ned på den P-plads som er reserveret til følgebiler. Bilen bliver smidt og vi styrter ned mod banen. Rytterne står inde på midten, og jeg prøver at råbe til Schiøler at han skal til kontrol. Så travlt havde vi ikke, men det var jeg endnu for grøn til at vide. Jeg ser et hul i rytterstrømmen og løber over cykelbanen med favnen fuld af papirer. Derfor ser jeg ikke den høje kant, der omkranser banen. Jeg vrikker om på foden og skraber venstre arm til blods på cindersbanen. Rytterne skal ikke være de eneste der ser brugte ud, tænker jeg. Først dagen efter, da min ankel er vokset til dobbelt størrelse finder jeg ud af, at der var mere i vejen end en hudafskrabning.

Vi lykønsker hinanden og jeg får bugseret Schiøler over til dopingkontrol. Lægen er tydeligvis mere nervøs ved situationen end vi andre. Vi er de første der kommer, så vi kunne sagtens have taget den med ro – det ved jeg til en anden gang.

Efter dopingkontrollen får vi udleveret resulatlister. Schiøler får sin 4. plads og Mikkel Lund tager med en 8. plads 10 World-Cup points, så vi kan næsten ikke få armene ned. Jeg kan konstatere at jeg har fået en bøde af UCI på 50 schweizerfranc for irregulær forplejning, og Lund får 20 for at tage imod, men nu er vi ligeglade. ”Nice guys finish last”, tænker jeg.

(Verdensranglistens nr. 8 og nr. 4 takker hinanden for løbet – Foto: kim Lund)

Efter et par timer med totalt trafikkaos omkring cykelbanen rammer vi motorvejen mod Belgien. Debuten i verdens hårdeste cykelløb er overstået. Vi har lært en masse. Vi har opdaget hvor meget vi stadig mangler at lære, men vigtigst af alt: Vi har lært at vi kan være med, at vi ikke skal være imponerede af de højt profilerede Belgiske og Italienske hold. Som Mikkel Schiøler afrunder en støvet søndag: Jeg har jo ikke regnet med World-Cup point før vi kom til bjergløbene. Nu er vi pludselig helt fremme i World-Cuppen. Nu må sponsorerne da kunne se, at vi kan træde.

Efter to weekenders rejseri blev der på vejen hjem dekreteret rejsepause. Næste uge kører Jyderne i Jylland og Sjællænderne på Sjælland, og så ses vi til Bell-Cup om 14 dage. Det skal blive helt rart at komme til at køre et dansk cykelløb igen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat