Klumme: Pseudo-Monumentet, Strade Bianche

UAE forrest i feltet / Foto: Sirotti

Strade Bianche var i år forlænget med 30 km, så ruten for første gang i sin relativt korte historie kom over 200 km i samlet længde. Dette var et initiativ fra arrangørens side, for simpelthen at præge den generelle holdning om løbets status.

Cykelløbet er allerede en spektakulær forestilling, som minder til dels om brostensløbene med et udfordrende underlag og samtidig om ardennerklassikerne med op til flere korte og skarpe stigninger. Det har betydet, at løbet endnu har til gode at ende i nogen som helst form for spurt, hvor det er blevet en tradition, at vinderen kører over målstregen i ensom majestæt. Det kræver hårdt terræn at fremtvinge det, og det har Strade Bianche uden tvivl.
 

Hvad er et monument?
Cykelsportens fem største endagsløb er monumenterne. Det er i hvert fald, hvad du får at vide, hvis du spørger både fans, arrangører og ryttere.

De fem løb, som har fået den definition, er: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Hvert af disse løb har en lang historik, og løbene har for længst rundet 100-års jubilæer. Vinderlisten tæller de største ryttere gennem tiden, og for ryttere der vinder bare ét af disse løb, er det lig med en udødeliggørelse. Men at vinde et monument er ikke ifølge regelbøgerne forbundet med noget ekstra særligt.

Monument-mærkatet er måske mere et kulturelt marketingstunt, som for de forskellige arrangører i hvert fald garanterer ekstra TV-tilskuere og derved indtægt. Der er mange andre endagsløb, som bliver kørt over tæt på samme distancer og som også er blevet kørt i over 100 år. Hvis alderen havde noget at sige, ville det danske endagsløb, Fyen Rundt, også have monumentstatus.

Personligt ser jeg også verdensmesterskaberne som et monument. Og hvad med OL? Prøv også at forklare til en ny cykelfan, at Tour de France ikke er et monument!

Alt i alt er det en umulig statusdefinition reelt at arbejde med. Alligevel er de her fem løb lidt vigtigere end så mange andre cykelløb, og derfor har der de seneste år været en lang diskussion om, hvorvidt der nu skal være plads til et 6. monument - nemlig Strade Bianche.
 

Strade Bianche som det 6. Monument?
Inden årets udgave af Strade Bianche bliver løbsdirektøren Mauro Vegni interviewet. Her fortæller han lidt om forlængelsen af ruten:

”Vi vil gerne være et Monument. Derfor må løbet være over 200 km langt. Løbet skal være mere episk, så det minder om andre løb fra fortiden.”

Feltet / Foto: Sirotti

Det skulle også vise sig at blive en speciel udgave af løbet. Tadej Pogačar angreb på det længste grusvejsstykke, Monte Santa Marie, som efter ruteforlængelsen nu var 80 km fra mål.

Herefter kørte han solo hele vejen til mål og kunne to timer senere krones som en mindeværdig vinder af løbet. Vegni får derved alt, hvad han ønsker sig.

En mindeværdig, episk udgave af et meget ungt cykelløb.

Pogačars soloridt bringer minder tilbage til tiderne med cykelsportens helte, Fausto Coppi, Eddy Merckx og Bernard Hinault. For at toppe det af leverer cykelsportsfotografen, Ashley Gruber, et billede til omslaget af næste års bog om monumenterne.
 

 

 

 

 

 

View this post on Instagram

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A post shared by Ashley Norris Gruber (@ashleygruber)

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Monumentdiskursen fyldte meget inden løbet, og selv efter løbet blev Pogačar spurgt ind til løbets status i sit vinderinterview, men her svarer han:
 

”Jeg skal ikke afgøre, om det her løb er et monument, men er det ikke kun de historiske løb, som er monumenter? Måske om 100 år er det her et historisk løb.”
 

Den udtalelse er nærmest en kniv i ryggen på Vegni, som uden tvivl var klar på at kunne kalde sit løb et monument allerede fra næste år.

Debatten raser videre, og løbets status er slet ikke afgjort endnu. I min optik er ingen, hverken ryttere, løbsdirektører eller fans i sig selv, i stand til at afgøre, hvad et monument er.

Det er en naturlig proces, hvor det ikke er til at sætte en finger på, hvornår og hvad der afgjorde, at løbet fik sin status.
 

Pogacar jubler over sejren / Foto: Sirotti

Dog må man overveje, om et monument, eller et stort løb, i virkeligheden er et monument, uden de absolut største stjerner er til start?

I år fik vi et episk soloridt, fra den måske største cykelrytter lige nu. Men de andre store stjerner var ingen steder at se (nu skal man passe på med at kategorisere stjernerne så hårdt).

Det vil nok ikke gøre sig gældende om et par uger til Milano-Sanremo, og da slet ikke når Flandern Rundt eller Paris-Roubaix skal køres.

Så måske er det rytterne, der i sidste ende er med til at afgøre, hvilke løb der er de største? Tadej Pogačar gjorde uden tvivl sit for at gøre 2024-udgaven til en mindeværdig (og episk) udgave.

Så må man selv vurdere, om det for tilskuerne, så også var en spændende udgave…