Resultatmæssigt opnåede de danske baneryttere i Bordeaux meget lidt – eller rettere sagt intet. Når ordet fiasko ligger lige på tungen, så er det nok først og fremmest fordi, forventningerne var skruet meget højt op. For højt, skulle det sig. Heldet var ikke med danskerne i de to discipliner, hvor man reelt havde lov til at regne med en medaljemulighed: Scratchløbet, hvor Alex Rasmussen viste at han stadig er en af de skarpeste, men hvor løbet ikke udviklede sig efter hans hoved, og parløbet, hvor det danske par Rasmussen – Mørkøv unddrager sig bedømmelse på grund af Alex’ styrt. Ingen kunne realistisk have forestillet sig at 18-årige Daniel Kreutzfelt skulle have opnået noget, der lignede en placering. Han burde have kunnet køre sig i finalen i pointsløbet men alle måtte på forhånd vide, at han var dømt til en bundplacering på 1.000 meteren. Hvorfor han så overhovedet skulle starte, kan man diskutere. Man kan lære af sine nederlag, men man har ikke så frygtelig meget at bruge en sidsteplads til, heller ikke moralsk. Hvad sympatiske Kasper Jessen angår, fornemmer man så småt, at han nok er ved at have nået det niveau, der er realistisk for ham.
Tilbage står så 4.000 meter holdforfølgelsesløb. På papiret er en 10. plads blandt de 14 startende nationer jo ikke specielt imponerende. Men først skal man huske på, at ved
VM starter kun de nationer, der har været i stand til at kvalificere sig gennem World Cups etc. Dernæst kan man konstatere, at afstanden fra de absolut bedste og ned til Danmark i tid atter er blevet mindre, blot ikke så meget mindre, som man havde håbet på. Forventningerne var kommet højt op efter den danske rekord på 4.08,140, opnået ved World Cup’en i Sydney. Det resultat kunne det danske hold ikke leve op til, da det for alvor gjaldt i Bordeaux, og det er nok årsagen hertil, man først og fremmest i sin efterkritik skal prøve at finde frem til. Hvad gik galt, hvad blev gjort galt. Det er et ungt hold, man har med at gøre, og det er derfor nærliggende at formode, at nerver har spillet en ikke uvæsentlig rolle. Men i forhold til deres alder har de fleste af rytterne allerede været med på højt internationalt niveau i flere år. Alex Rasmussen og Jens-Erik Madsen endda allerede siden VM 2002 i Ballerup.
4.000 meter holdets noget skuffende resultat i Bordeaux ændrer imidlertid ikke på den kendsgerning, at der i det sidste halve år virkelig er sket en udvikling med holdet. Niveauet er blevet højere. Men de medaljechancer, som allerede begyndte at skvulpe ude i horisonten, ligger fortsat et godt stykke forude. Den næste 12 måneders periode må vise, om de er realistiske. Skal man afgørende videre i denne på alle måder meget krævende disciplin, er det tvingende nødvendigt at gruppen af kvalificerede kandidater bliver større. Og den tilgang, der skal komme, skal matche de absolut bedste på holdet, ikke blot være en udvidelse af bredden. Da 4.000 meter holdet havde sin sidste storhedsperiode i begyndelsen af 1990’erne bestod gruppen af en halv snes mand og mindst to kvalificerede hold. Der var kamp om overhovedet at komme på holdet, og ved VM/OL disponerede træneren over seks mand, som alle havde kvalitet til i givet fald at blive anvendt, alt efter dagsformen. Der er vi ikke i dag, men vi har begyndelsen til et hold. Tiden vil vise om resten kommer.
Log ind med Facebook!