Rico - VM et vendepunkt

null Fordi Mie Bekker Lacota som den første danske kvinde opnåede en medalje ved et VM for eliten (ikke kun i banesammenhæng men i det hele taget) og fordi 4.000 meter holdet for første gang i 14 år atter kom på podiet med deres imponerende 3. plads. Sidst var ved VM i Hamar i Norge i 1993. Vi var også stolte dengang, men stol på, at det ikke er blevet nemmere siden!

Et VM året før et olympisk år er altid noget specielt. Det er her man får de første fingerpeg om, hvem der er potentielle emner i olympisk sammenhæng, og det er også her, at specielt de store nationer benytter lejligheden til at ”eksperimentere” med nye emner. Derfor var det også et godt år for dansk banesport at slå til i. DCU’s ambitiøse projekt med Heiko Salzwedel som arkitekt og styrmand udmøntedes først og fremmest i 4.000 meter holdets succes. De færreste forstår nok helt, hvor svært og kompliceret et sådant arbejde er. Først og fremmest skal man have fire ryttere, der kan køre farten, men det er ikke nok. De skal også kunne fungere sammen, såvel på som udenfor banen. Og de skal alle være besjælede af den hellige ild og glød, der får dem til at gå 100 % ind for opgaven. Det er især vigtigt for et hold som det danske, fordi der som flere gange tidligere nævnt endnu ikke er færdige kandidater til de i princippet lige så nødvendige pladser som nr. 5 og 6 på holdet. På Mallorca gik det godt, men den smalle stamme er stadig holdets Achilles-hæl. På sigt er der uden tvivl potentiale i dansk banesport til at løse det problem, spørgsmålet er om det kan gøres allerede i løbet af de næste 12 måneder. De umiddelbare kandidater hedder Michael Færk og Daniel Kreutzfeldt (der gjorde det rigtig godt i den nye disciplin omnium).

Vores to dygtige piger, Mie og Trine, skulle ved dette års VM for første gang prøves af på den helt store scene. Kunne de fortsætte den succes-kurs, de har fulgt de sidste par år, også nu hvor for alvor gjaldt på højeste niveau? Trine realiserede sin hidtil bedste tid på 3 km og satte dansk rekord. Så langt, så godt. Men når det så kun rækker til en 15. plads, må man realistisk konstatere, at der er et stykke vej endnu. Hvor hurtigt hun kan køre ud ad den vej, og hvor langt hun i den sidste ende kan komme ad den, vil fremtiden vise. Indstillingen har hun.

Mie har indtil nu hver gang været i stand til at leve op til forventningerne, og ofte lidt mere end det. Sådan også i Palma. Australieren Kathrine Bates, der kørte med guldet, har i en årrække været i verdensklasse blandt kvinderne med medaljer i såvel pointsløb som scratch og indiv. forfølgelsesløb, men Mie var klart den bedste af de øvrige, og hun kørte sin sølvmedalje hjem med en autoritet, der var en ældre og mere rutineret rytter værdig. Mie har en alsidighed og et potentiale som sin australske overmand i Palma, og måske er rollerne byttet om, når de mødes igen om et år.

Skal man tale om en dansk skuffelse i forbindelse med dette års VM, må det blive i parløbet, hvor Michael Mørkøv kørte glimrende, men hvor Alex Rasmussen ganske enkelt ikke slog til. For nu at sige det på dansk. Det irriterer én, både fordi men nu engang godt kan li’ fyren, men nok så meget fordi man ved, at han kan gøre det (meget) bedre. På 4.000 meter holdet udfyldte han sin rolle komplet, men i et knaldhårdt parløb over 50 km, kørt på under 56 minutter, skal både sanser og muskler yde det optimale. Det skal man være forberedt til, fysisk såvel som mentalt. For Alex kniber det med at holde fokus, og det er noget, han ubetinget skal lære, hvis han ikke vil nøjes med kun af få 90 % ud af det fantastiske talent, naturen har skænket ham.

Alex kan med fordel studere sin 16 år ældre konkurrent fra 6-dagesløbene, schweizeren Bruno Risi. Risi styrtede for mindre end tre uger siden i et baneløb i Syd-Afrika og fik beskadiget sin ene lægmuskel, så han reelt ikke har været i stand til at træne igennem de sidste 14 dage op til VM. Alligevel kunne han stille sin mand, da det gjaldt, og den smule, der manglede fysisk, opvejede han med sit overblik og ikke mindst sin vilje.

Skal vi slutte dette lille overblik af med endnu en personlighed fra den internationale scene: Spanieren (og mallorcineren) Juan Llaneras (37). Hans overbevisende sejr i lørdagens pointsløb var vel nok dette VM’s mest bevægende moment, og hans sejrstårer gjaldt i lige så høj grad vennen og makkeren Isaac Galvez, der kom så tragisk af dage ved 6-dagesløbet i Gent sidste år. Efter en kraftpræstation, der næppe har kunnet undgå også at sætte emotionelle spor, var han i stand til dagen efter med en ny landsmand igen at køre op til sit bedste i parløbet, om end resultatet ”kun” kunne blive en 8. plads. To lærerige eksempler på ryttere, der selv om de er over såvel den første som den anden ungdom, i hvert fald i cykelsportslig henseende, stadig kan stå som eksempler for deres langt yngre konkurrenter.