Rico: Har vi vel lov til at juble...?

nullSå har vi vel lov til at juble – eller har vi….?
Manden hedder Michael Rasmussen og hans kørsel har indtil nu været overbevisende. Men er hans præstationer skabt på et ærligt grundlag?

Man kan ikke lade være med at gøre sig sine tanker, efterhånden som man er blevet bekendt med forløbet omkring Michael Rasmussens mangelfulde indrapporteringer til de officielle instanser. Indrapporteringer som er obligatoriske for elitesportsfolk, ikke blot i cykelsporten og ikke blot i lille Danmark. En af Rasmussens undskyldninger har været den gode gamle om postvæsenets sendrægtighed. Den var god, dengang computer og e-mail ikke var hvermands eje. Hvis man virkelig er interesseret i at ens budskab skal nå hurtigt og sikkert frem, så anvender man e-mail eller fax – eller måske begge dele.

Men manden er jo ikke taget for noget, alle hans hidtidige dopingtests (og de er mange) har været negative. Hvad skal man så tro og mene?

Debatten bølger i det lille land. Som yderpunkter kan man nævne Jørgen Leth (som jeg har haft fornøjelsen af at kende gennem mange år som et rart og positivt menneske) og Ekstrabladets Sørine Gotfredsen (hvor mit bekendtskab indskrænker sig til en ikke særlig harmonisk interview-situation for år tilbage). Om det så blev uigendriveligt påvist at Michael havde taget epo morgen, middag og aften gennem de seneste fem år ville Jørgen stadig mene, at hans præstation var heroisk og at kritikken af ham var udtryk for dansk smålighed – og det kan vi ikke rigtig bruge til noget. Sørine Gotfredsen mener pr. definition, at man bør tage afstand fra enhver cykelrytter, der nærmer sig Tour de France-niveau. Og det er heller ikke særligt konstruktivt.

Men – stadig under forudsætning af ingen positiv dopingtest eller andet uafviseligt bevismateriale måtte foreligge – har vi så lov til at lade være med at juble på søndag, hvis Rasmussen står på podiet i Paris?

Ja, selvfølgelig har vi det – hvis vi er totalt ligeglade med sport i almindelighed og cykelløb i særdeleshed. Men ellers vil en manglende jubel efter min mening være ikke blot upassende men også ganske betænkelig. For så vil en manglende jubel dybest set være et udtryk for ikke blot manglende tillid til vinderen, men også for manglende tillid til de instanser og den kontrolfunktion, der er forbundet med sporten.

Manden blev ikke knaldet, altså har prøverne ikke virket. Er det konklusionen, må vi seriøst overveje, om det fortsat er rimeligt at dyrke sport på eliteniveau.

Henrik Elmgreen