Rico: Svar til Dorte Lohse

nullSom mangeårig cykelarrangør i Danmark, såvel på bane som på landevej, har jeg med interesse fulgt ligestillings-debatten omkring præmiestørrelser/honorering af kvindelige idrætsudøvere kontra mandlige – såvel i sporten generelt som i cykelsporten. I den forbindelser har jeg naturligvis læst Dorte Lohses seriøse indlæg, som jeg synes fortjener en kommentar.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er på høje tid at vi i cykelsporten definitivt kommer ud af den ”stenalder”, hvor kvindecykling var indhyllet i mandehørm og nedladende, dumsmarte vittigheder a’la ”livet er for kort til kvindecykling” etc. Der er nået en del de sidste par år, og det har pigerne i høj grad sig selv at takke for, for det er først og fremmest sket som en uundgåelig konsekvens af de fornemme sportslige præstationer, pigerne har opnået ved VM, EM og andre repræsentative opgaver.

Er tiden så ikke også inde til at tage det logiske skridt at stille kvinder og mænd lige, når det gælder præmiestørrelser o.l.? I princippet jo, men i praksis vil det nok være yderst vanskeligt at gennemføre. Skulle alle arrangører i deres hverdag præmiere ens, ville det betyde en væsentlig merudgift i klubbernes budgetter – med mindre man da ville reducere mændenes præmiebudget. Og det vel ikke det, der er den ideelle tanke?

Og her er vi kommet til sagens kerne. DIF’s informationschef Morten Mølholm udtalte for nylig i debatten, at præmiestørrelserne i den sidste ende er et spørgsmål om markedsmekanismer, og det har han selvfølgelig fuldstændig ret i. Det er ikke mandschauvinisme, når jeg siger, at det ville være umuligt for DCU at skabe økonomisk grundlag for et Post Danmark Rundt for kvinder på det samme niveau, arrangementsmæssigt som præmiemæssigt, som mændenes. Ligesom det ville være ganske umuligt for undertegnede at skaffe økonomi til et 6-dagesløb for kvinder på samme niveau som mændenes, uanset at Mie Lacota og Trine Schmidt uden tvivl ville kunne være et glimrende par nr. 7.

Jamen er det da ikke lige netop et udtryk for kvindeundertrykkelse og traditionel tænkning, når det ikke er muligt at skaffe de samme sponsormidler til løb for kvinder som for løb til mænd? Det kan man jo mene, men det er nu ikke alene her, at hunden ligger begravet. Det er nemlig ikke rigtigt, når Dorte påstår, at kvindernes konkurrencer er lige så spændende som mændenes, når der bare er jævnbyrdighed, selv om det er på et lavere fysisk niveau. Sådan kan det være i enkelte sportsgrene og discipliner, hvor elegance, teknik og udstråling (jeg skal nok vare mig for at benytte et ”gammeldags” udtryk som ynde…) er en større del af gamet end i de decideret fysisk betonede sportsgrene, som cykelsporten som bekendt hører til. Jeg vil vove den påstand, at det ikke har noget med fordomme og forudfattede meninger at gøre, når jeg om ca. en uge ved bane VM på Mallorca vil føle mig bedre underholdt og mere fascinerer af mændenes sprinterfinale end af kvindernes. Det kan ses og det forøger intensiteten når de sidste 200 meter i en match bliver kørt med næsten 70 km/t kontra omkring 60 km/t. For nu blot at tage et eksempel. Derfor er der heller ikke ligestilling i sportens verden, når det gælder honorering af mandlige og kvindelige idrætsudøvere. Det er et spørgsmål om, hvad ”kunderne” helst vil ha’, og i topsport er det i væsentlig grad mænd. I andre af livets forhold er det som bekendt anderledes. Når det er sagt, erindrer jeg profiler som Jeannie Longo og Leontien van Moorsel, der i kraft af en kombination af deres præstationer men også deres udstråling kunne opnå en honorering, der langt overgik mændenes gennemsnit.

Men personligt synes jeg godt, at man ved f.eks. officielle mesterskabsløb, nationalt som internationalt, kunne gå i forvejen og vise et eksempel ved at indføre ens præmiering for kvinder og mænd. Det ville have en god signalværdi, og det ville formentlig kunne praktiseres uden at det slog bunden ud af hverken DCUs eller UCIs kasse.

Henrik Elmgreen