Ricos 6-dages dagbog - Dag 2

Som sportschef for det 50. københavnske 6-dagesløb kan man kun være tilfreds med 6-dagesløbets åbningsaften. Det, som mange betragtede som et voveligt eksperiment, den 100 km lange åbningsjagt, fungerede – og publikum fik godt cykelløb!

Nutidens ryttere er ikke vante til jagter af den længde, men de tog udfordringen op og trådte i pedalerne.  Resultatet udeblev ikke: sluttiden blev 1.55,19 – 11 sekunder hurtigere end det legendariske par Merckx – Sercu ved EM i parløb i Forum 1977. Nutidens pedalatleter fik vist, at de ikke står tilbage for fortidens helte.

Naturligvis kunne det ikke undgås, at der var perioder undervejs i de knap to timer, hvor der ikke skete så meget, men kedeligt blev det aldrig. Det var spændende at følge kampen mellem top-parrene og for en ”sadist” fascinerende at se de små pars kamp for overlevelse.  En kamp som nogen kom væsentligt bedre igennem, end andre. Ét par, der på forhånd var regnet som et af de små, viste sig at være ganske tæt på at være et af de helt store: Den tysk-tjekkiske konstellation Marcel Barth – Martin Blaha, sat sammen som par i sidste øjeblik, fulgte længe trop med de bedste par, og først til allersidst lykkedes det ”de store” ved forenede kræfter at få  sat dem en omgang tilbage.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den sidste spurt blev afgørende for de 100 km og Keisse og Mørkøv susede samtidig over mål. Sejren gik til Keisse, men afgørelsen var tæt og dommernes opgave uhyre vanskelig.

Alle fire toppar reddede sig hjem på samme omgangshøjde, men de 100 km ”bed”. Alex Rasmussen fik krampe i slutfasen, og hollænderen Stroetinga var ved at være lidt vissen.  Han er til dels undskyldt, han havde sluttet sin banesæson med 6-dagesløbet i Rotterdam i begyndelsen af januar, og for mindre end en uge siden fik han at vide, at han skulle erstatte Peter Schep i København.  Til gengæld kørte hans makker, veteranen Danny Stam, en flot åbningsjagt.  Prisen som den bedste af de unge danskere tilfaldt suverænt Sebastian Lander.

Også nostalgien fik hvad, den skulle ha’. Præsentationen af ”alle tiders 7’ere” kulminerende med heltene fra 1950’erne, Kay Werner og Palle Lykke, og det greb det for en åbningsaften rekordstore publikum, der kvitterede med stående bifald. 

Rico