Sæsonevaluering: Hvordan klarede Lotto Soudal sig?

I denne artikel kaster vi et blik på Lotto Soudals meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 25 (André Greipel 8, Tim Wellens 7, Thomas De Gendt 2, Jelle Wallays 2, Tiesj Benoot 1, Bjorg Lambrecht 1, Jelle Vanendert 1, Jens Keukeleire 1, Victor Campenaerts 1, Jens Debusschere 1)

Sejre på WorldTouren: 7 (1 etapesejr i Giro d’Italia med Tim Wellens, 1 etapesejr i Vuelta a Espana med Jelle Wallays, sejr i Strade Bianche med Tiesj Benoot, 1 etapesejr i Tour de Romandie med Thomas De Gendt, 1 etapesejr i Volta a Catalunya med Thomas De Gendt,  2 etapesejre i Tour Down Under med André Greipel)

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 15 (nr. 13 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Tim Wellens (nr. 18), Tiesj Benoot (nr. 33), Jelle Vanendert (nr. 86), Jens Debusschere (nr. 98)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Tim Wellens (nr. 13), Tiesj Benoot (nr. 32), André Greipel (nr. 85), Jens Debusschere (nr. 90), Jelle Vanendert (nr. 91)

Greipel alias Gorillaen hentede otte sejre i 2018, men skifter væk fra holdet efter denne sæson.
 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Som et belgisk mandskab var Lotto Soudal som altid under pres for at præstere i klassikerne, hvor tabene af Jurgen Roelandts og Tony Gallopin betød, at mere ansvar til de tilbageblevne. Først og fremmest håbede holdet, at Tiesj Benoot i brostensløbene endelig kunne få sit store gennembrud, denne gang med støtte fra nytilkomne Jens Keukeleire, der håbede på hos belgierne at puste nyt liv i karrieren. André Greipel satsede også stor på at bygge videre på sin kraftige fremgang i de store brostensløb, ligesom han skulle jagte succes i de fleste af sæsonens store sprinterløb, herunder særligt Milano-Sanremo. Jens Debusschere var en alternativ kandidat til disse løb, mens man i de kuperede klassikere håbede, at Tim Wellens endelig kunne få sit store gennembrud i løb, hvor han ellers hidtil har skuffet, igen med støtte fra erfarne Jelle Vanendert. Benoot havde ligeledes planer om at agere plan B i flere af de hårde løb.

Desværre endte åbningsweekenden som en skuffelse, da Benoot angreb alt for tidligt i modvinden, mens Wellens, der gjorde et sjældent indtog på brostenene, også fejlede, hvorfor det blot blev til en 21. plads med Keukeleire. Meget bedre gik det ikke i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor Debusschere fik en sjælden chance som kaptajn, men blot kunne spurte sig til en 15. plads.

Heldigvis ventede holdets smukkeste sejr lige om hjørnet. Benoot havde allerede på brostenene vist, at formen var god, og den blev endelig omsat til et stort gennembrud, da han et par dage senere sejrede suverænt i et episk Strade Bianche, der blev afviklet i forfærdeligt vejr. Ikke blot var der tale om hans første store klassikersejr, der var endda tale om den første professionelle triumf overhovedet, og den blev opnået på den helt store scene efter et af årets allerbedste løb.

Desværre kom holdet hurtigt ned på jorden igen. Greipel havde ellers vist fremragende form frem mod Milano-Sanremo og lignede en mand, der var klar til at køre med om podiet, da han rundede Poggio i første gruppe. Desværre styrtede han på nedkørslen og blev efterladt med et brækket kraveben, der ikke blot frarøvede ham chancen i den italienske klassiker, men lagde hele hans forår i ruiner. I stedet måtte holdet tage til takke med en skuffende 22. plads til Debusschere. Samme Debusschere måtte derfor også overtage kaptajnrollen i det mindre 3 Dage ved Panne, hvor han dog spurtede sig til en godkendt 5. plads.

Tiesj Benoot vandt Strade Bianche
 

Efter sejren i Italien var forventninger til Benoot i de store brostensløb enorme, og han viste sig da også ved enhver lejlighed som en af de stærkeste. Desværre lykkedes det ham aldrig rigtigt at få det fulde udbytte af sin styrke. Først blev det til en 5. plads i E3 Harelbeke, hvor han endte i den gruppe, der spurtede om 2. pladsen, inden han overlod kaptajnrollen til Debusschere i det lettere Gent-Wevelgem. Her leverede den tidligere belgiske mester sit måske bedste resultat i hele sæsonen, da han spurtede sig til en 5. plads. Derefter var Benoot tilbage i Dwars door Vlaanderen, hvor han dog atter angreb for tidligt og derfor ikke kom med, da toget kørte. Til sidst kørte han atter væk fra de øvrige favoritter, men det rakte kun til en 7. plads.

Benoots første helt store mål var Flandern Rundt, hvor han atter viste sig blandt de skarpeste på stigningerne, men igen måtte nøjes med en sekundær placering, denne gang som nr. 8. Debusschere var tilbage som holdets kaptajn i Scheldeprijs, hvor han med en 4. plads leverede endnu en af sine bedste spurter i et generelt tamt år. Kaptajn var han igen i Paris-Roubaix, som Benoot skippede, og her endte han sin klassikersæson med en flot 10. plads, fire placeringer bedre end holdkammeraten Jelle Wallays.

Benoot havde skippet Roubaix for at være klar til tre af de fire kuperede klassikere, hvor han udgjorde kaptajnrollen sammen med Wellens. Duoen kom fremragende fra start i Brabantse Pijl, hvor Wellens var den i særklasse stærkeste og sejrede suverænt 9 sekunder foran Benoot, der spurtede sig til en 3. plads på Schavei-bakken. Desværre var sidstnævnte nu løbet tør for kræfter efter et langt forår, og han spillede hverken en rolle i Amstel Gold Race eller Liege-Bastogne-Liege. Wellens tog imidlertid sin gode form med sig til den hollandske klassiker, hvor han indtil det sidste kørte med om sejren, men spillede sine kort forkert i den taktiske finale og derfor ”blot” endte som nr. 6. Længere tilbage viste Vanendert overraskende god form, da han til slut kørte fra den store forfølgergruppe og herved sikrede sig en 10. plads.

Det skulle vise sig at være en indikation på Vanenderts genfødsel, der blev helt tydelig i Fleche Wallonne. Her blev den ranglede belgier bedt sætte Wellens op til spurten på Mur de Huy, men med en vanvidsføring hele vejen op ad den belgiske mur viste han sig langt stærkere end kaptajnen. Faktisk endte han på 3. pladsen bag forhåndsfavoritterne Alaphilippe og Valverde, mens kaptajn Wellens måtte nøjes med en 7. plads. Dermed stod det klart, at Vanendert var en af feltets stærkeste, og det bekræftede han i Liege-Bastogne-Liege, hvor han til slut kørte fra alle favoritterne i jagt på den førende Bob Jungels. Til slut måtte han dog atter se sig hentet, hvorfor det blot blev til en 11. plads på en dag, hvor Wellens og Benoot sluttede skidt af med hhv. en 16. og en 23. plads.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Greipel var holdets kaptajn i efterårets første klassikere, men desværre blev det ikke den store den succes. I RideLondon Classic blev det blot til en 8. plads i spurten, og på hjemmebanen i Hamburg Cyclassics kom han aldrig frem og endte bag sin lead-out man Jasper De Buyst, der blev nr. 14.

Wellens var derimod det store håb i de mere kuperede løb. I Clasica San Sebastian skuffede han imidlertid fælt, selvom han stilled til start med en frisk sejr i Tour de Wallonie, og Vanendert blev atter bedste mand som nr. 20. Langt bedre gik det i en usædvanligt hård udgave af Bretagne Classic, hvor han var en af bagmændene bag den store splittelse, men da løbet skulle afgøres i en tremandsspurt var han tømt og måtte tage til takke med pladsen på podiets nederste trin. De canadiske klassikere endte som en skuffelse, da et sammenstød i selve spurten sendte ham ned som nr. 28 i GP de Quebec, og i GP de Montreal måtte han trods en klar status som løbets stærkeste erkende, at han havde angrebet for tidligt og rullede skuffet over stregen som nr. 21.
 

Danske Lars Bak var igen med i klassikerne. Her ses han i Paris-Roubaix.

Efter VM satsede Greipel og Benoot stort på Paris-Tours, men desværre blev førstnævnte i sit sidste løb for holdet sat ud af spillet af en defekt. Benoot så længe ud til at være ude af spillet, men kæmpede sig flot tilbage til en 6. plads, seks placeringer bedre end Wallays. Herefter drog han til Italien for sammen med Wellens at være kaptajn i de sidste store endagsløb i Italien. Starten var skuffende, da de faldt helt igennem i Milano-Torino, men det var åbenbart, hvad Wellens skulle bruge for at finde benene. I hvert fald var han som forvandlet i Il Lombardia, hvor han længe lignede en af de stærkeste og slutteligt kom hjem med en 5. plads på en rute, der ellers var til den hårde side for en relativt stor fyr som ham.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Lotto Soudal er det eneste WorldTour-hold uden én eneste klassementsrytter til grand tours, og derfor var det naturligvis også med et fokus på etapesejre, at man drog til Israel for at tage hul på Giro d’Italia. For første gang siden 2014 skete det endda uden André Greipel, og dermed havde holdet allerede på forhånd reduceret chancen for succes, som den store tysker ellers havde været garanti for i 2015, 2016 og 2017. I stedet var det op til Jens Debusschere med støtte fra Tosh van der Sande, Frederik Frison, Lars Bark og Adam Hansen, der køre den sidste i sin lange ubrudte række af grand tours, at forsøge sig i spurterne. Det var dog først og fremmest med offensiv kørsel, at etapesejren skulle opnås, og her var det især Tim Wellens, der også skulle blande sig i de eksplosive puncheurafslutninger, samt i mindre grad Sander Armee, der var forhåbninger til. Endelig håbede Victor Campenaerts, at han kunne tage kampen op med giganterne Rohan Dennis og Tom Dumoulin på de to enkeltstarter.

Netop Campenaerts havde gjort den indledende enkeltstart til et af sæsonens helt store mål, og han skulle vise sig at komme meget tæt på den store triumf. Således måtte han se sig henvist til 3. pladsen af sine to store rivaler, endda med blot 2 sekunder. Det satte ham på den følgende sprinteretape på desperat jagt efter bonussekunder, en kamp, han dog endte med at tabe, da Dennis havde samme planer. Derfor lykkedes det ham aldrig at få fat i den eftertragtede lyserøde trøje, men til gengæld fik Debusschere vist sig frem med en 6. plads i den sidste af de to israelske massespurter.

Holdets næste store mål var 4. etapes puncheurafslutning, og her viste Wellens atter, at han i den slags finaler er blandt verdens bedste. Først og fremmest i kraft af fremragende positionering i det tekniske indløb til den sidste bakke lykkedes det ham at holde Michael Woods og Enrico Battaglin bag sig, og med en fornem etapesejr sikrede han allerede efter bare 4 dage, at holdets store mål var nået. Da det dagen efter gjaldt en lignende afslutning, havde han dog ikke helt samme skarphed, og denne gang måtte han se sig henvist til 6. pladsen, inden han definitivt måtte opgive drømmen om at få fingre i førertrøjen, da han tabte næsten seks minutter på løbets første bjergetape.

Wellens på podiet i Giro d'Italia efter en fremragende etapesejr.
 

Debusschere spurtede sig til en 10. plads på 7. etape, inden Wellens atter jagtede succes på 8. etape, der med en eksplosiv finale var endnu en mulighed for belgieren. Her tog hans problemer imidlertid fart, da han endte mere end et kvarter bag de forreste, og herfra fandt han aldrig sine bedste ben igen. Han var usynlig i udbruddene på den efterfølgende bjergetape, og da Debusschere var en af de sprintere, der ikke klarede cuttet på 10. etape, var Lottos gode momentum pludselig forsvundet. Wellens forsøgte at rejse sig på 11. etape, der bød på løbets sidste puncheurafslutning, men her angreb han sammen med Zdenek Stybar allerede inden den sidste bakke, en strategi, der kun kastede en 16. plads af sig.

Debusschere blev igen sat af allerede inden spurten på den følgende etape, inden han på 13. etape atter fandt vej til top 10, dog på en ikke specielt prangende 10. plads. Næste dag stillede en sygdomsramt Wellens ikke til start på Zoncolan-etapen, og det efterlod holdet uden mange muligheder i den bjergrige sidste uge. Derfor rettede holdet hurtigt blikket mod den lange enkeltstart, men her viste Campenarts atter, at han har meget svært ved at præstere på sene tidskørsler i grand tours. Selvom han var kommet med nogle meget hovne kommentarer inden etapen, endte han således på en for ham yderst skuffende 11. plads.

På løbets sidste fem etaper handlede det primært om Debusschere, der leverede sit bedste resultat på 17. etape, hvor han blev nr. 5. Derefter stod den på tre dages lidelser i bjergene for de fem tilbageværende ryttere, der udover Wellens havde sagt farvel til van der Sande og Campenaerts. Med en 16. plads fejlede Debusschere slemt i den afsluttende massespurt i Rom, og derfor kunne Lotto-mandskabet tage hul på afslutningsfesten med bevidstheden om, at målet om etapesejr var nået, men at det belgiske mandskab havde været stort set usynlige i løbets anden halvdel.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Efter flere års fravær vendte kongen af Tour Down Under, André Greipel, tilbage til det løb, hvor han har rekorden for fleste etapesejre, men denne gang tvivlede mange på, at den store tysker, der havde haft en forfærdelig 2017-sæson, stadig ville være i stand til at udfordre de yngre topsprintere, der også var rejst til Australien. Straks fra sæsonstart skulle holdets stjerne imidlertid vise, at der fortsat er liv i de gamle stænger, da han satte Caleb Ewan, Peter Sagan og Elia Viviani til vægs allerede i spurten på 1. etape og dermed gav Lotto en drømmestart på 2018. Desværre fejlede han på den anden af de tre sprinteretaper, men i sidste etapes store massespurt i Adelaide slog han til igen og sikrede sig således sin anden etapesejr i det løb, der mere end noget andet kan kaldes Greipels hjemmebane. Ser man bort fra et par Thomas De Gendt-angreb, spillede holdet dog ingen rolle på de kuperede etaper, da en uheldig Bjorg Lambrecht ikke kom til start som følge af rod med licensen. Ha var dog med, da det australske eventyr slutte i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han og Bak sad med de bedste hjem, men det lykkedes aldrig for den hurtige belgier at komme frem i spurten, hvor det i stedet var danskeren, der spurtede sig til en overraskende 10. plads i et stort WorldTour-løb.

I en anden del af verden stillede holdet til start i Vuelta a San Juan, hvor ambitionerne dog var ganske beskedne. Tiesj Benoot havde nemlig meldt ud, at han endnu ikke var i konkurrencedygtig form, men det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer. Således kom han med en 3. plads allerede meget tæt på karrierens første sejr i 2. etapes puncheurfinale, inden holdets nyerhvervelse, Jens Keukeleire, spurtede sig til en 7. plads på 4. etape. En defekt på enkeltstarten havde kostet Benoot værdifuld tid, men da han kørte sig til en fremragende 5. plads på kongeetapen, avancerede han atter i klassementet. Dagen efter fortsatte holdet den fantastiske sæsonstart, da Jelle Wallays højst overraskende vandt 6. etape fra et udbrud og dermed sikrede holdet den tredje sejr, inden kalenderen viste februar. Keukeleire spurtede sig slutteligt til en 8. plads, inden holdet kunne rejse hjem med en samlet 6. plads til Benoot i bagagen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Holdet gjorde europæisk debut i de fire endagsløb ved Challenge Mallorca, og her fortsatte jubelstarten. Jasper De Buyst udnyttede en sjælden chance som holdets sprinter til at spurte sig til en 3. plads i det første af de fire løb, inden Tim Wellens i sin sæsondebut satte Alejandro Valverde og Gianni Moscon til vægs i det første af de kuperede løb, hvormed han den 26. januar sikrede holdet den fjerde sejr. Dagen efter tabte han og de øvrige favoritter imidlertid det taktiske spil, hvorfor han her måtte se sig henvist til 7. pladsen, og De Buyst kunne i det flade afslutningsløb, hvor han blot blev nr. 18, heller ikke fortsætte det fine momentum.

Efter en længere løbspause i begyndelsen af februar var holdet tilbage i aktion i Volta ao Algarve, hvor Keukeleire trods sin rolle som lead-out man for Jens Debusschere lagde ud med at spurte sig til en 7. plads. Det største mål med deltagelsen i Portugal var imidlertid enkeltstarten, hvor Victor Campenaerts jagtede årets første sejr. Han kom da også ganske tæt på, da det gik løs på 3. etape, hvor en brølstærk Geraint Thomas med 11 sekunder dog henviste ham til den utaknemmelige 2. plads. De Buyst spurtede sig herefter til en 8. plads på den sidste af de to flade etaper, men den tunge trup spillede ingen rolle på de hårdere etaper.

Langt mere ambitiøse var belgierne i Ruta del Sol, hvor Wellens skulle forsøge at følge op på den lovende start på Mallorca, og det skulle vise sig at gå over al forventning. Det var dog først holdets sprintere, der viste sig frem, da Tosh van der Sande og Moreno Hofland blev hhv. nr. 5 og 8 i den indledende massespurt, inden Wellens med en 3. plads bag Wout Poels og Luis Leon Sanchez på kongeetapen atter viste storform, samtidig med at Jelle Vanendert med en 10. plads skulle give en antydning af den genopstandelse, der senere ventede i klassikerne. Efter en 5. plads til Hofland i løbets anden og sidste massespurt fik Wellens ram på sine rivaler i den eksplosive finale på 4. etape, hvor han som eneste mand kunne følge Mikel Landa, inden han satte baskeren til vægs og sikrede sig sæsonens anden sejr. Det indbragte ham førertrøjen, som han med en 8. plads på den afsluttende enkeltstart forsvarede, og dermed kunne han tage en lidt overraskende samlet sejr i et løb, der på papiret ellers havde været lidt for hårdt for ham.

Efter den flotte start i Australien skulle Greipel atter vise sit værd som topsprinter i det yderst stærkt besatte Abu Dhabi Tour, men her blev særligt togets svaghed udstillet. Det kneb nemlig gevaldigt med at få kørt den store tysker frem, og derfor blev det på de flade etaper blot til beskedne placeringer som hhv. nr. 10, 11 og 6. Til gengæld fik unge Lambrecht givet de første små prøver på talentet, da han klatrede sig til en 13. plads på kongeetapen, men tidstab på enkeltstarten og i sidevinden betød, at han ingen rolle i klassementet spillede.

Den følgende periode bød på en stribe mindre belgiske endagsløb, hvor holdets mindre navne kunne jagte succes. Le Samyn endte uden resultat, og i Dwars door van West-Vlaanderen blev en stærk Frederik Frison fanget i en Quick-Step-sandwich med Remi Cavagna og Florian Senechal, som han ikke kunne udmanøvrere, hvorfor han måtte se sig henvist til en dog ganske flot 3. plads. Hofland blev kun nr. 17, da han fik chancen på sin hjemmebane i Ronde van Drenthe, og meget bedre gik det ham ikke i spurterne i Nokere Koerse, hvor han endte langt tilbage, og Handzame Classic, hvor hans nedtur som sprinter blev udstillet med en 9. plads.

Ustoppelige Wellens havde på baggrund af sin gode sæsonstart fået tro på, at han for første gang kunne køre med om sejren i Paris-Nice, hvor også Greipel jagtede sin første europæiske sejr. Wellens kom da også godt fra start med en 4. plads i puncheurfinalen på 1. etape, inden han på de følgende etaper overlod ansvaret til Greipel. Den store tysker blev først nr. 3 i løbets eneste klassiske massespurt, inden han på den følgende etape atter måtte se sig slået af to rivaler - en præstation, der i kraft af en sent tremandsudbrud dog kun rakte til en 6. plads. Derefter ventede den første store test for Wellens på den kuperede enkeltstart, hvor han med en 8. plads gjorde det pænt, inden Greipel i sin sidste store chance havde en frustrerende oplevelse. Her lykkedes det nemlig aldrig for feltet at fange Nils Politt og Jerome Cousin, og derfor blev det blot til en 3. plads, selvom han satte alle sine rivaler til vægs i spurten. Lige så frustrerende var det for Wellens på den første af de 3 afgørende etaper i bjergene, da også han her viste sig som den hurtigste i favoritgruppen, men et sent angreb fra Rudy Molard betød, at han måtte tage til takke med en lige så utaknemmelig 2. plads. På den efterfølgende kongeetape kunne han ikke helt følge de bedste og blev blot nr. 5, inden han på den afsluttende kongeetape spurtede sig til en 5. plads i favoritgruppen bag det tremandsudbrud, der gav Marc Soler den samlede sejr. Resultatet af anstrengelserne blev en godkendt samlet 5. plads og derudover stor succes i de sekundære konkurrencer. Wellens vandt således pointtrøjen, mens Thomas De Gendt efter aggressiv kørsel de sidste dage sikrede sig endnu en af sine mange bjergtrøjer.

Thomas De Gendt vandt bjergkonkurrencen i Paris-Nice, mens holdkammeraten Tim Wellens vandt pointkonkurrencen.

I Tirreno-Adriatico var forventningerne ikke helt så store, for trods den nylige sejr i Strade Bianche havde Benoot fortsat til gode at vise, at han kunne køre med de allerbedste i så svært et løb. De syv dage i Italien skulle til gengæld vise sig at blive lidt af en øjenåbner for den alsidige belgier. Trods et stort tidstab med en 16. plads i det indledende holdløb gav han nemlig ikke op. På den første af de to puncheuretaper endte han som nr. 3 bag den angribende Primoz Roglic og Adam Yates, inden han overgik sig selv med en 6. plads på kongeetapen. Dagen efter blev det til en 4. plads på den anden puncheuretape, inden han med et fint forsvar på enkeltstarten, der aldrig har været hans kop te, sikrede sig en meget imponerende samlet 4. plads samt sejr i ungdomskonkurrencen. Debusschere fik også vist sig frem med en 6. plads i næstsidste etapes massespurt, men til gengæld skuffede Campenaerts stort på enkeltstarten, hvor han blot blev nr. 16.

Samme succes ventede holdet slet ikke i Volta a Catalunya, hvor Lambrecht fik chancen som kaptajn i et meget stort løb. De Gendt er dog altid frisk på en overraskelse, og den uopslidelige belgier leverede på 3. etape en af årets flotteste præstationer, da han til stor beundring fra en hel cykelverden holdt feltet bag sig i den hårde modvind på den forkortede 3. etape, hvorved han sikrede sig den første af sæsonens to udbrudssejre. Det var dog ikke meget, man så til holdet i resten af løbet, hvor Lambrecht ganske vist spurtede sig til en 10. plads på den hårde 5. etape, men den unge belgier endte blot som en samlet nr. 28.

Samme Lambrecht fik også chancen som kaptajn i Vuelta al Pais Vasco, men allerede på 1. etape måtte han også her indse, at han fortsat ikke kunne køre med de bedste. Til gengæld gav Vanendert med en 10. plads de første glimt af sin ardennerform - en præstation, han dog ikke kunne følge op på. Van der Sande kom til kort i løbets spurter, og i stedet var det igen De Gendt, der måtte løfte fanen. Det gjorde han med endnu et stort udbrud på den afsluttende kongeetape, men denne gang var han dog oppe mod bedre klatrere og måtte nøjes med en 6. plads. Samlet blev det blot til en 18. plads for Lambrecht.

Holdet måtte op til Tour de Romandie med et mål om etapesejre, og det skulle blive en uventet succes. Allerede på prologen var Campenaerts med en 5. plads ganske tæt på, og det fyldte ham med så megen frustration, at han var klar til revanche. To dage senere gik han sammen med ustoppelige De Gendt i offensiven, og efter at de to i første omgang havde samarbejdet om at opbygge et forspring, tømte Campenaerts sig for sin holdkammerat, der således atter med et afsluttende soloridt kunne snyde sprinterne i et stort WorldTour-løb og tage sæsonens anden sejr. Derefter kørte Sander Armee sig til en pæn 11. plads på kongeetapen, og Jens Keukeleire blev nr. 8 i den afsluttende massespurt, og da De Gendt også løb med både point- og bjergtrøje, endte løbet som en stor succes for belgierne.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Efter sit kravebensbrud fra Milano-Sanremo var Greipel endelig tilbage i aktion i 4 Dage ved Dunkerque, dog uden de helt store ambitioner. Comebacket skulle dog vise sig at gå over al forventning. Den første massespurt gik ganske vist helt galt med en 8. plads til lead-out man De Buyst til følge, men bare 24 timer senere slog Gorillaen til og tog sæsonens tredje sejr. Han skuffede igen i spurten på 3. etape, inden han gav De Buyst chancen i puncheurfinalen på 4. etape, hvor den unge belgier kom meget tæt på en stor sejr, da han af Bryan Coquard blev henvist til 2. pladsen. Den helt store sensation kom dog på den efterfølgende kongeetape, hvor den formodet formsvage Greipel gik med i et stort udbrud, hvor han sensationelt viste sig som stærkeste mand og til slut kørte alene hjem til karrierens blot anden solosejr. Desværre betød et dumt tidstab på 1. etape, at han manglede bare ét sekund for at tage førertrøjen, og det skulle findes som bonus på den flade sidste etape. Her blev Lotto imidlertid snydt af et stort udbrud, som det aldrig lykkedes at fange, og selvom Greipel faktisk blev nr. 2 i feltet spurt, var en 13. plads på etapen ikke nok. Det blev derfor til en lidt ærgerlig, men meget uventet samlet 2. plads.

Lotto Soudal havde et fantastisk Belgium Tour.
 

Greipel havde imidlertid genfundet momentum, og det skulle videreføres på holdets hjemmebane i Belgium Tour. Det blev det i den grad i et løb, der skulle blive en sand Lotto-opvisning. Greipel lagde bemlig først ud med at vinde de to indledende massespurter - den ene endda på et halvfladt hjul - inden den forsvarende vinder, Keukeleire, der jagtede formen efter et forår ødelagt af sygdom, overraskede positivt med en flot 4. plads på enkeltstarten. Sammen med genfødte Vanendert dominerede han herefter kongeetapen, hvor Vanendert kørte alene væk fra en lille favoritgruppe og sikrede sig holdets tredje etapesejr på bare fire dage, inden Keukeleire spurtede sig til etapens andenplads. Det gjorde derfor mindre, at Greipel blot blev nr. 8 i den afsluttende massespurt, for det lykkedes ikke blot Keukeleire at gentage sidste års sejr, med Vanendert på andenpladsen blev det endda til dobbeltsejr samt naturligvis en pointtrøje til Greipel og sejr i holdkonkurrencen.

I samme uge var holdet rejst til Norge, hvor Hofland og Lambrecht skulle jagte succes i Tour des Fjords. Hofland lagde stærkt ud med en 2. plads bag kometen Fabio Jakobsen - et resultat, der skulle blive hans bedste i 2018. Desværre fejlede Lambrecht i spurten på 2. etape, hvor Hofland ikke kom med de bedste hjem, men det gjorde han bestemt ikke på den afsluttende kongeetape. Her bragede han nemlig forbi Michael Albasini på bakken op til mål, hvorved han sikrede sig karrierens første professionelle sejr - et resultat, der også gav en samlet 2. plads bag Albasini samt sejr i ungdomskonkurrencen. Til gengæld havde Lotto det sværere i det efterfølgende Hammer Stavanger, hvor samme trup måtte tage til takke med en samlet 9. plads midt i feltet. I Hammer Limburg var Wellens bragt ind som markant forstærkning, hvilket gav en 2. plads i Hammer Climb, men en skidt præstation i Hammer Sprint og Hammer Chase betød, at det til slut blot blev til en 8. plads.

I samme weekend var holdet til starten på hjemmebanen i Heistse Pijl, hvor Marcel Sieberg udnyttede en sjælden personlig chance til at sikre sig en 7. plads. I det hele taget kørte holdet i juni flere mindre endagsløb. Det kiksede i Rund um Köln, hvor Debusschere blot blev nr. 19 i spurten, mens en anden hjælper, Nikolas Maes, udnyttede sin chance på grusvejene i Dwars dorr Het Hageland til at sikre sig en 6. plads. I Elfstedenronde fik Enzo Wouters en mulighed for at spurte, men desværre kun med en 21. plads som resultat. Meget bedre gik det ikke i Halle-Ingooigem, hvor van der Sande blot spurtede sig en 10. plads i den lille gruppe, der afgjorde løbet.

Sidste år havde Criterium du Dauphiné været en øjenåbner for Benoot, der her havde indset, at han klatrede bedre, end han havde troet. Derfor håbede han også i år at gøre det gode i alpeløbet, hvor det dog var Campenaerts og formstærke Keukeleire, der med hhv. en 4. og en 8. plads på prologen først viste trøjen frem. Derefter testede Benoot sig i den stigende spurt på 1. etape, hvor han blev en flot nr. 4, inden Keukeleire fik sin chance i massespurten på 2. etape, hvor han blev nr. 5. Den helt store overraskelse kom på holdløbet, hvor Lotto Soudal blev en nærmest sensationel nr. 3 bag giganterne fra Sky og BMC, og det bragte Benoot i en god position inden bjergene. Her kneb det imidlertid med at matche de bedste. En 10. plads på den eksplosive 4. etape, der burde have passet ham, var den første indikation, og siden blev hans bedste resultat på de tre afsluttende bjergetaper blot en 19. plads. Det rakte i sidste ende til en lidt skuffende samlet 14. plads, der ikke stod mål med den flotte præstation i Tirreno-Adriatico tidligere på året.

I Tour de Suisse var Wellens tilbage efter Giroen, og han skuelle sammen med Lambrecht forsøge sig i klassementet, mens Greipel skulle teste Tour-formen i spurterne. Holdet kom halvskildt fra start med en 12. plads i holdløbet, og desværre viste de første tre mellemhårde etaper sig at være for svære for Greipel. Derfor måtte Lambrecht i stedet spurte med placeringer som nr. 11, 12 og 9 til følge. Han gjorde det også flot med en 10. plads på den første eksplosive bjergetape, hvor Wellens med en dag i gruppettoen imidlertid atter måtte indse, at sommeren bare ikke passer ham. Dagen efter fik Maxime Monfort sin chance i et udbrud, hvor han sikrede sig en flot 4. plads, mens Wellens rejste hjem. Dagen efter skulle Lambrecht testes på kongeetapen, hvor han blev nr. 18, inden Greipel med en 9. plads fejlede i løbets eneste rigtige massespurt. Lambrecht mistede yderligere tid på enkeltstarten og måtte slutteligt tage til takke med en samlet 20. plads.

Campenaerts på enkeltstartscyklen, hvor det blev til et forsvar af EM-titlen, belgisk mesterskab og VM-bronze. 
 

Til slut rundede holdet første del af sæsonen af ved de nationale mesterskaber, hvor Campenaerts og De Gendt leverede en dobbeltsejr på den belgiske enkeltstart - endda med Frison på en flot 5. plads - inden Keukeleire blev nr. 8 i det belgiske linjeløb. Det lykkedes imidlertid ikke Greipel at tilbageerobre den tyske trikot, da han i spurten blot blev en skuffende nr. 4.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Som nævnt ovenfor er Lotto Soudal det eneste WorldTour-hold uden en klassementsrytter til grand tours, og derfor var det som altid etapesejre, der var på agendaen forud for verdens største cykelløb. Som altid var André Greipel hovedmanden, der i spurterne med hjælp fra Jasper De Buyst, Jens Keukeleire og Marcel Sieberg skulle sikre sig den sejr, han højst usædvanligt havde misset i 2017, mens Thomas De Gendt, Tiesj Benoot, Jelle Vanendert og Tomasz Marczynski skulle forsøge sig med udbrud på de svære etaper. Benoot og Vanendert håbede også at kunne gøre sig gældende i de to eksplosive finaler i løbet af den første uge.

Holdet kom skidt fra start, da Greipel var helt væk i den første massespurt, hvor han ellers jagtede den gule trøje, men allerede dagen efter rejste han sig med en 4. plads. Et katastrofalt holdløb var ligegyldigt for et hold uden klassementsdrømme, og al fokus var i stedet på Greipel, der på 4. etape viste enorm styrke og fart, der reelt kunne have givet ham en sejr, men en dårlig position betød, at han blot blev nr. 3. Desværre styrtede Benoot på samme etape, så han var ude af stand til at tage starten på den eksplosive 5. etape, der ellers var et af hans store mål. I stedet skulle Vanendert forsøge sig, men hans indsats rakte blot til en 15. plads, og det gik endda endnu værre på Mur-de-Bretagne, hvor han blot blev nr. 32.

Greipel måtte se sig henvist til 8. pladsen på 7. etape, inden han til store frustration måtte se sig deklasseret på 8. etape, hvor han ellers havde været med helt fremme. Han rejste sig dog på brostensetapen, hvor det var ganske tæt på, at han var endt med en af de helt store gevinster. Tyskeren vandt nemlig feltets spurt, men desværre var syv mand stukket af i finalen, og det rakte derfor kun til en 8. plads.

Tour de France gik slet ikke, som det belgiske hold havde håbet på. Benoot efter et af sine styrt...
 

Herefter meldte bjergene sig, og efter Benoots exit var der ikke mange forhåbninger hos Lotto Soudal. Endnu værre blev det, da Greipel og Sieberg måtte udgå på Alpe d’Huez-etapen, og da også Keukeleire tidligere havde sagt farvel efter et styrt, var holdet efterladt med bare fire ryttere godt halvvejs inde i løbet. De Buyst skulle herefter løfte arven efter Greipel i massespurterne, men det var svært, og han lagde blot ud med en 18. plads på 13. etape. Herefter gik De Gendt i sit vanlige angrebsmode, men han fandt aldrig formen. Tættest på kom han på Mende-etapen, hvor han blev nr. 10, mens Vanendert i Pyrenæerne fik sin chance på 16. etape, hvor det dog kun blev til en 13. plads. Alle de øvrige forsøg mislykkedes, og da De Buyst i de to sidste massespurter blot blev hhv. nr. 12 og 10, endte årets vigtigste løb som en skuffelse for det belgiske mandskab.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Sidste år chokerede Lotto Soudal i Vuelta a Espana, da holdet med en række lykkeriddere lykkedes med at vinde ikke færre end 4 (!) udbrudsetaper. Det var noget lignende, man drømte om i år, hvor man atter stillede til start med en stribe angribere. Størst forhåbninger var der til Benoot, der var tilbage efter sit tidlige exit fra Touren, ligesom der var visse forhåbninger til unge Bjorg Lambrecht, der dog allerede på forhånd meldte ud, at han kun ville køre to uger. Begge håbede de også at blande sig i puncheurafslutningerne, mens Thomas De Gendt og Sander Armee via udbrud skulle forsøge at gentage sejrene fra 2017. Maxime Monfort var med som vejkaptajn, mens Tosh van der Sande med hjælp fra Jelle Wallays skulle forsøge sig i spurterne, helst på de lidt hårdere dage. Endelig blev Victor Campenaerts i sidste øjeblik hentet ind som erstatning for Tomasz Marzczynski, og det gav holdet en reel chance for at jagte succes på enkeltstarterne også.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og Campenaerts skulle vise sig at være tæt på. På 1. etape endte han nemlig som på 1. etape i Giroen som nr. 3, denne gang bare 7 sekunder efter vinderen, Rohan Dennis. Desværre kunne Benoot slet ikke følge op på holdkammeraten, da han på den følgende puncheuretape faldt helt igennem og smed mere end 4 minutter. Det gik også helt galt i den første massespurt, men på 4. etape lykkedes det Wallays at ramme det vindende udbrud. Desværre var den store belgier den helt forkerte mand til en bjergfinale, og han endte derfor blot som nr. 6. Dagen efter ramte Monfort rigtigt, men han kunne heller ikke følge de bedste og blev blot nr. 7.

Efter en skuffende 15. plads til van der Sande i 6. etapes massespurt blev holdet sat tilbage, da Benoot styrtede slemt på 7. etape, der ellers var en af hans bedste chancer. Derfor kunne han heller ikke teste sig selv på den eksplosive 8. etape, hvor Lambrecht med en flot 8. plads imidlertid viste evnerne som puncheur. Efter første hviledage blev det til endnu en nedtur for van der Sande med en 12. plads i hans tredje spurt, men heldigvis var Benoot efterhånden kommet sig igen. Han ramte således udbruddet på den hårde 11. etape, men manglede til slut de afgørende kræfter og måtte tage til takke med 6. pladsen. Dagen efter var det Campenaerts’ og De Gendts tur, men trods deres overtal blev de i det afgørende udbrud henvist til hhv. en 5. og en 9. plads.

Lambrecht oplevede sin helt store dag på den første af de tre bjergetaper i den næstsidste weekend. På vejen mod muren La Camperona ramte han nemlig sammen med Monfort og Armee dagens udbrud. De to veteraner ofrede sig for talentet, der sikrede sig en fornem 4. plads, inden han to dage senere som planlagt rejste hjem. De følgende bjergetaper blev herefter brugt til offensiv kørsel fra De Gendt, der på den anden hviledag var avanceret til 2. pladsen i bjergkonkurrencen.

Derfor blev bjergtrøjen herefter holdets store mål, men først efter at Campenaerts havde jagtet succes på enkeltstarten. Som i Giroen måtte han imidlertid indse, at tidskørsler i den tredje uge af grand tours ikke er hans kop te, og han blev en yderst skuffende nr. 12. Herefter tog De Gendt over med et udbrud, der ganske vist ikke gav etaperesultater, men som allerede på 17. etape indbragte ham bjergtrøjen.

Wallays overraskede og tog en etapesejr i Vueltaen

Dagen efter indtraf miraklet så på løbets næstsidste sprinteretape. Sammen med Sven Erik Bystrøm og Jetse Bol gik Wallays i det, der lignede et indianerudbrud. På ufattelig vis og med god hjælp fra medvinden lykkedes det imidlertid belgieren sammen med sin norske kollega med det yderste af neglene at holde feltet bag sig, og da han var køligst, lykkedes det endda Wallays at spurtbesejre den normalt hurtigere Bystrøm. Dermed blev Lotto Soudals Vuelta reddet på en dag, hvor de mindst ventede det.

De sidste to bjergetaper skulle bruges til at sikre De Gendts bjergtrøje, og den mission lykkedes efter fremragende holdarbejde på første del af 20. etape. Dermed kunne han sole sig i hyldest på paradeturen gennem Madrids gader, inden van der Sande i den afsluttende massespurt blev nr. 12. De skuffende spurter kunne dog ingenlunde slette indtrykket af en Vuelta, der med både etapesejr og bjergtrøje var en pæn succes for belgierne.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Mens en del af holdet fortsat var aktive i Tourens sidste weekend, indledte Tim Wellens anden halvdel af sæsonen, der typisk har været den bedste for ham, i Tour de Wallonie, hvor han stillede til start som favorit. Efter en kikset massespurt for Jens Debusschere på 1. etape slog han også til med det samme, da han sejrede på løbets kongeetape til Namur dagen efter. Dagen efter blev han nr. 8 i en lille favoritgruppe på den hårde 3. etape, men dagen efter tabte han førertrøjen til Quinten Hermans, da crossrytteren vandt den reducerede massespurt på 4. etape. Derfor gik Wellens ind til den flade sidste etape med en ambition om at finde de tre manglende sekunder i de indlagte spurter, og den mission lykkedes allerede tidligt på etapen. Triumfen blev total, da Debusschere endelig lykkedes med at vinde sæsonens eneste massespurt til slut, og derfor kunne holdet rejse hjem med både samlet triumf og to etapesejre.

På et hold uden mange klatrere fik unge Bjorg Lambrecht atter en chance som kaptajn i Tour de Pologne, hvor hovedmålet dog var at vinde en etape med André Greipel, der jagtede revanche efter det tidlige exit fra Touren. Desværre havde den store tysker slet ikke samme ben som i Frankrig. Først blev han sat tilbage af en defekt på 1. etape, på 2. etape blev han blot nr. 21 i det hektiske kaos, og på 3. etape betød en dårlig position, at det trods en god spurt blot blev til en 3. plads. Herefter var det op til Lambrecht der dog skuffede på den første klassementsetape og blot blev nr. 14 i puncheurfinalen på 5. etape. De to hårde afsluttende etaper gav ligeledes blot sekundære top 20-placeringer, og derfor måtte den unge belgier tage til takke med en samlet 18. plads.

Victor Campenaerts havde brugt sommeren på at forberede sig stenhårdt til sit titelforsvar ved EM, og det lykkedes ham med det yderste af neglene at sikre sig endnu et år i stjernetrøjen, da han i Glasgow besejrede Jonathan Castroviejo med mindre end et sekund. Det gav ham ambitioner forud for BinckBank Tour, hvor han stillede til start som kaptajn sammen med Wellens. Efter endnu en af Debusscheres mange fejlslagne massespurter viste han da også atter sin fremragende form med en 2. plads på enkeltstarten, dog hele 14 sekunder efter suveræne Stefan Küng. Værre gik det for Wellens, der med en 20. plads tabte mere end et halvt minut og fik sine sejrschancer stærkt kompromitteret. De følgende tre massespurter endte alle skidt for Debusschere, der fik en 9. plads som det beskedne udbytte. Herefter skulle Wellens tage over på de to svære etaper, og han viste sig også som stærkeste mand på den første i Limburg-regionen. Desværre lod han sig i den afgørende kvartet overrumple af Gregor Mühlberger, hvorefter han blot kunne spurte sig til en 2. plads. På den afsluttende kongeetape angreb han i et væk, men kom aldrig afgørende fri, og i spurten på Muren i Geraardsbergen blev han blot nr. 6. Alligevel lykkedes det den dobbelte vinder atter at slutte på podiet med en samlet 3. plads, mens Campenaerts med en 15. plads sikrede sig et af karrierens bedste etapeløbsresultater.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

I Detutschland Tour jagtede Greipel succes på hjemmebanen, men den hårde rute bød blot på en enkelt massespurt, hvor han måtte tage til takke med en 6. plads. I det hele taget endte det tyske løb som en skuffelse for Lotto Soudal, der ikke fik vist sig meget frem. Lidt bedre gik det i Great War Remembrance Race, hvor Hofland sikrede sig en 8. plads på grusvejene, mens Debusschere - igen - floppede i spurten i Brussels Cycling Classic, hvor han slet ikke kom frem.

Greipels næste mål var Tour of Britain, hvor han før har gjort det godt, og det skulle blive stedet, hvor han tog sine sidste sejre for Lotto Soudal. Trods skrap konkurrence fra Caleb Ewan og Fernando Gaviria slog Gorillaen allerede til på 1. etape, inden Jasper De Buyst med en 5. plads på 3. etape som i Dunkerque viste, at han er en ganske god puncheur. Dagen efter var Greipel der så igen, da han også sejrede i løbets anden massespurt, men i den afsluttende sprint i London måtte han til gengæld se sig henvist til 3. pladsen af sine to store rivaler. Desværre var Jelle Vanendert tidligt styrtet ud af løbet, og det betød, at holdet intet havde at sige i klassementet.

Den sidste del af året er altid domineret af mange mindre endagsløb, og også her var Lotto Soudal særdeles aktive. Træthed efter turen til Canada betød, at Wellens droppede at forsvare titlen i GP de Wallonie, men her rejste Vanendert sig til gengæld med en 4. plads efter skuffelsen i England. Desværre blev den ellers så formstærke Greipel syg i weekenden med Kampioenschap van Vlaanderen og Primus Classic, men efter en 12. plads til Enzo Wouters i spurten i førstnævnte løb udnyttede Frederik Frison blot den ekstra frihed til at angribe i sidstnævnte. Her endte han med at spurte om sejren og sikrede sig med en 3. plads sin anden podieplads i et belgisk endagsløb i 2018. Greipel var heller ikke klar dagen efter i GP Jef Scherens, men her viste Debusschere sig endelig lidt frem med en 4. plads.

Greipel var endelig klar igen til Kampioenschap van Vlaanderen, hvor det imidlertid var Jens Keukeleire, der stjal showet. Den stærke belgier blev hentet så tæt på stregen, at han sikrede sig en 4. plads. I den hektiske spurt tabte Greipel De Buysts hjul, og det betød, at den unge belgier i stedet tog sin egen chance. Det var tæt på at give resultat, da han sikrede sig en 2. plads i et løb, hvor der stod Lotto på det meste. Lige så stor ærgrelse var der i Tour de l’Eurometropole, hvor Benoot rejste sig efter en svær tid, og efter stærk kørsel først blev hentet af yderligere ni mand mindre end en kilometer fra stregen og derfor blot endte som nr. 5. Længere tilbage var der også grund til ærgrelse, da Greipel vandt feltets spurt, men det rakte altså blot til en 11. plads.

Lotto havde ikke de store forventninger til det bjergrige VM, men det skulle vise sig at gå over al forventning. Wellens skuffede ganske vist i linjeløbet, men til gengæld overraskede Campenaerts på den ellers klatretunge enkeltstart, da han sikrede sig en fornem bronzemedalje og endda var meget tæt på at snyde selveste Tom Dumoulin for sølvet. Lambrecht vandt tillige sølv i U23-linjeløbet, hvor han utvivlsomt var stærkeste mand. I samme uge viste Keukeleire efter sit Tour-styrt atter stigende form, da han blev nr. 10 i det hårde Famenne Ardenne Classic.

Sæsonens sidste endagsløb blev indledte med Binche-Chimay-Binche, hvor Maxime Monfort tog en sjælden chance og blev nr. 9. Større var skuffelsen i Sparkassen Münsterland Giro, hvor Greipel blot blev nr. 4 i det store tyske sprinteropgør. Keukeleire skuffede i spurten i Gran Piemonte, hvor han blot blev nr. 12, inden Wallays og Debusschere viste sig frem i sidevindsløbets Tacx Pro Classic. Wallays endte endda i den kvartet, der spurtede om sejren, men måtte se sig henvist til den utaknemmelige 4. plads, mens Debusschere nåede mål 15 sekunder senere som nr. 6 i sit sidste løb for belgierne.

Holdet sluttede sæsonen af i Asien, men uden stor succes. Bedst gik det i Hammer Hong Kong, hvor holdet opnåede en egentlig ganske pæn 5. plads. I Tour of Guangxi var det i massespurterne, at holdet viste sig frem, da man gav chancen til Wouters og Lawrence Naesen. Førstnævnte lagde ud med to 9. pladser, og Naesen var endda på 2. etape endnu tættere på, da han blev en overraskende nr. 4. Dagen efter blev Wouters nr. 7, inden Naesen fortsatte de gode takter med en 5. plads i den reducerede massespurt på 5. etape. Til slut rundede Wouters holdets sæson af med endnu en 9. plads, hvormed den unge belgiske sprinter kunne tage på ferie med de første opmuntrende resultater i sin tid som professionel.

Den endelige dom

Lotto Soudal kan være et lidt svært hold at vurdere, fordi de i fraværet af rigtige klassementsryttere aldrig vil score mange point på WorldTouren og derfor ofte ende langt nede på ranglisten. Det er også tilfældet i år, men det betyder ikke, at det har været en dårlig sæson. Tværtimod vidner hele 25 sejre, hvoraf de 7 er på WorldTouren, om ganske stor succes, og det var da heller ikke et dårligt år for det mindste af de to belgiske mandskaber.

Det er først og fremmest Tim Wellens og Tiesj Benoot, der sikrer, at holdet kan se tilbage på sæsonen med tilfredshed. Særligt Wellens har efterhånden udviklet sig til lidt af en vindermaskine, og selvom han fortsat mangler at tage det sidste skridt i klassikerne, nærmer han sig. Han kørte således med om sejren i Fleche Wallonne, Amstel Gold Race og Il Lombardia, hvor det alle steder blev til topresultater, og han sejrede tillige i Brabantse Pijl. Dertil kom, at han viste stærkt forbedrede klatreevner i ikke alt for hårde ugelange etapeløb, og sejren i Ruta del Sol samt 5. pladsen i Paris-Nice lover godt for fremtiden. Dertil kommer, at han som altid var stærk i mange mindre løb med blandt andet en samlet sejr i Tour de Wallonie, ligesom han atter var på podiet i BinckBank Tour og tog sin anden Giro-etapesejr. Den resultatliste er der mange, der vil give meget for at opnå.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Benoot tog et endnu større kvantespring. Efter to års stagnation blev 2018 året, hvor han endelig var en af de allerbedste i snart sagte ethvert brostensløb. Det lykkedes ham aldrig at få det resultat, han havde fortjent, men han har i år vist, at han vitterligt har en monumentsejr i benene. En helt speciel oplevelse var det naturligvis også at se ham vinde et episk Strade Bianche i suveræn stil, ligesom han tog sine klatreevner til et nyt niveau med 4. pladsen i Tirreno-Adriatico. Så kan man leve med, at styrt i både Touren og Vueltaen lagde det meste af sæsonen i ruiner.

Sæsonen var også en oprejsning for Greipel, der måske aldrig igen når sit gamle topniveau, men inden sit tidlige exit i Touren fik vist, at han fortsat er en af verdens bedste sprintere. Det samme gjorde han i Tour Down Under og Tour of Britain, hvor han fire gange slog nogle af verdens allerbedste, og dertil kom tre spurtsejre i mindre løb samt ikke mindst den flotte udbrudssejr i Dunkerque. Til gengæld var det skuffende, at Jens Debusschere fortsatte sin nedtur som sprinter og trods et hav af kaptajnroller blot vandt ét eneste løb. Bedre gik det ikke for holdets øvrige hurtige folk, Jens Keukeleire, Tosh van der Sande Jasper De Buyst, Enzo Wouters og Moreno Hofland, der alle havde det svært i spurterne.

Thomas De Gendt i udbrud - og det var han mange gange i 2018.
 

Thomas De Gendt vinder ikke ofte, men når han gør det, er det med klasse. Således tog han to store udbrudssejre i ugelange etapeløb på WorldTouren, ligesom han endelig sikrede sig en grand tour-bjergtrøje i Vueltaen. Mindst lige så imponerende var Victor Campenaerts, der efter sin imponerende bronze ved VM, sit titelforsvar ved EM, sin anden belgiske mesterskabssejr og to 3. pladser på enkeltstarter i hhv. Giroen og Vueltaen endelig har taget skridtet i den absolutte elite. Og endelig blev Jelle Vanendert genfødt i et omfang, så det vel i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege kun var Julian Alaphilippe, der reelt var stærkere end belgieren, som havde fortjent mere end en 3. plads i førstnævnte for sin flotte kørsel.

Lidt malurt i bægeret er der imidlertid også. Nyindkøbte Keukeleire fik trods titelforsvaret i Belgium Tour ødelagt meget af sæsonen af sygdom og styrt, og holdets grand tours gik ikke helt som håbet. Ganske vist blev det til en bjergtrøje i Vueltaen og en etapesejr i de to mindste af de tre uger lange løb, men særligt den dårlige og uheldsramte Tour gør ondt, ikke mindst fordi Greipel havde haft meget gode chancer for at vinde i løbets sidste del, hvis han havde overlevet Alperne. Unge Bjorg Lambrecht tog ganske vist en første sejr og var brølstærk ved VM, men i det meste af sæsonen kneb det lidt med at leve op til de store forventninger trods et stort antal chancer som kaptajn.

Det kan dog ikke ændre på, at Lottos balance overordnet set er positiv. En pæn klassikersæson med sejr i Strade Bianche og topplaceringer i de fleste løb mangler kronen på værket, ligesom Tour-nedturen gør ondt. Bortset fra det gik det meste egentlig ganske godt for belgierne, der ikke har grund til at være svært utilfredse med udbyttet af en trup, der ikke har mange stjerner.

Karakter: 7/10

Er du enig i Feltet.dks bedømmelse?

Se evalueringerne for de andre hold her.