Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Hvordan fejrer man bedst en nyligt underskrevet kontrakt med verdens bedste cykelhold?

Hvis man spørger 23-årige Jannik Steimle, er det formentlig ved at vinde det første UCI-løb man deltager i. Det var i hvert fald nøjagtigt hvad den unge tysker i dag gjorde i 1.1-løbet Kampioenschap van Vlaanderen.

”For mig er det ufatteligt stort - i mandags skrev jeg en toårig kontrakt, tirsdag vandt jeg i Vichte (Det belgiske kriterium Textielprijs Vichte, red.), og i dag den næste sejr. Jeg ved ikke, hvad der sker,” sagde Steimle kort efter sin sejr.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Steimle skulle dog ikke bruge mange sekunder til at finde en grund til sejren.

”Man tror på sig selv, når man kører i denne trikot, og man har så stærke holdkammerater, der presser en hele tiden. Holdet er som én stor familie, og for mig er det en drøm at køre i denne trikot,” lød det fra den unge tysker.

Steimle kørte i 2018 og første halvdel af 2019 for det østrigske kontinentalhold Team Vorarlberg Santic, men efter et imponerede Østrig Rundt i juli, hvor han vandt både prologen og femte etape, modtog tyskeren et ganske kærkomment opkald.

”Jeg ved, at jeg er en stærk rytter, men nogle gange har man brug for lidt held i cykelløb, for eksempel held med at komme til et godt hold som dette. Efter Østrig Rundt i år ringede Quick-Step og spurgte, om jeg ville være stagiaire på holdet. Jeg sagde selvfølgelig ja, men jeg var ikke sikker på, at de ville give mig en kontrakt, men de troede på mig, og jeg gav mit bedste, og nu har jeg kørt fire løb for dem og har vundet to, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige - det er ufatteligt,” forklarede Steimle.

I dagens løb kørte den 23-årige rytter ganske enkelt fra et felt, der allerede var blevet splittet i atomer, med 7,5 kilometer igen, og da holdkammeraten Fabio Jakobsen bakkede af i fronten af feltet, fik han et hul. Hullet var aldrig mere en 15-20 sekunder, men det var altså nok.

”På de sidste fire eller fem kilometer kørte vi i sidevind, og jeg kørte solo, og mine holdkammerater sagde ’kør, kør’, de pressede mig over radioen. Jeg kørte fuld gas, og de blev ved med at sige ’kig ikke tilbage’ til mig, men jeg var nødt til at se, hvad der skete bag mig, til sidst var der plads til at fejre sejren,” lød det afslutningsvis fra Steimle.