Team Designa Køkken stiller i dag til start i "Les 3 jours de Vaucluse", som således bliver årets første løb, som optakt til løbet har holdet været på træningslejr i Italien, hvor rytterne om lørdagen kørte på nogle gode tider på testbjerget "Monte Serra".
Træningen søndag var planlagt til at blive en blandet tur med plads til at holdets fotograf Lars Rønbøg skulle tage en masse billeder. Der var booket en engelsktalende motorcyklist til at køre fotografen, så han kunne komme så tæt på rytterne som muligt, men vejrguderne ville det desværre anderledes, det var træningslejrens første dag med regnvejr! Fotograferingen blev aflyst og træningen kortet af til 80 km.
Mandag skulle der tages revanche og stod nu for alvor i mængdens tegn. Hidtil havde træningslejren primært bestået af forskellige typer intervaller fordelt med rund hånd over distancer på 135 – 160 km, men nu skulle rytterne have en lang tur, hvilket ville sige 200 km, hvor rytterne skulle over 3 store stigninger. Dagen bød på solskin, 16-18 grader – perfekt vejr for både cykelryttere, motorcyklist og fotograf...
Tirsdagens og onsdagens træning blev på mere normalt niveau, således at rytterne ikke kom trætte ud af træningslejren, men tværtimod med lyst til at komme hjem og træne videre. De 6 ryttere, som i dag kører ”Les 3 jours de Vaucluse” er: Fredrik Johansson, René Jørgensen, Martin Mortensen, Andreas Frisch, Michael Reihs og Jakob Fuglsang, der alle har vist god form hen imod sæsonstart og absolut har bekræftet, at de er klar i form af flot kørsel på træningslejren.
Løbet køres i området omkring Mont Ventoux og etaperne, der køres fredag til søndag er fordelt med følgende km:
1. etape 158 km fra Avignon til Rasteau
2. etape 158 km fra Gordes til Cavaillon
3. etape 148 km fra Cavaillon til Pertuis
Løbet har deltagelse af 25 hold á 6 ryttere, så der venter rytterne en meget hård start på 2007-sæsonen, idet det store felt absolut ikke bliver snydt for stejle og lange stigninger, således indeholder 1. etape en 12 km lang stigning med en gennemsnitlig hældning på næsten 7 %.