Før denne sæson sagde Thomas Vedel Kvist farvel til det danske hold Team Designa Køkken og valgte i stedet for at rejse til Belgien, hvor han nu kører for det belgiske talenthold Beveren 2000, som QuickStep løbende plukker de største talenter fra. Den unge 19-årige dansker håber naturligvis, at han et tidspunkt bliver udpeget til at skulle køre for QuickStep.
En speciel start med problemer Efter lidt start vanskeligheder er Thomas Vedel Kvist faldt godt til hos den nye familie, som han er flyttet ind hos.
”Det var lidt specielt at være rykket til et andet land og skulle til at bo hos en anden familie. Der var lidt startproblemer, men nu går det helt fint,” forklarer Thomas Vedel Kvist til Feltet.dk og påpeger, at problemer blot var ting, som belgierne gør på en lidt anderledes måde.
”Jeg kan stadigvæk ikke snakke hverken fransk eller flamsk, men har tænkt mig at finde en aftenskole eller sådan noget. Men det går meget godt med at kommunikere med rytterne på holdet,” tilføjer danskeren. Når rytterne er ude og kører løb, så får rytterne beskederne både på engelsk og flamsk i øresneglen, hvilket gør danskeren deltager på lige fod med de andre talenter.
Resultatmæssigt også en god start Thomas Vedel Kvist har fået en god start på sæsonen og har allerede lavet nogle fine resultater bl.a. i det belgiske etapeløb Le Triptyque des Monts et Châteaux - Frasnes,
”Jeg blev nummer 11 samlet, og på sidste etape blev jeg nummer 8 lige efter Jonas Aaen (Team GLS, red.). På den anden linjeløbs etape var jeg anden mand over den sidste stigning og altså med i udbruddet, der kørte hjem. Jeg havde kanon ben før finalen, men kunne desværre ikke forsøge at køre væk, da der sad en holdkammerat 20 meter foran gruppen, da vi kørte ind på den sidste kilometer.”
Det var det rigtige valg Før sæsonen var der ellers flere, da forsøgte at sige til Thomas Vedel Kvist, at han skulle blive i Danmark og kører i de danske bakker, men han valgte bjerge og brosten i stedet.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var et godt valg at flytte til Belgien. Før jeg traf mit valg, var der mange, der sagde, at belgier-løbene ikke ville passe mig. Nu er det jo bare lige sådan, at der heller ikke er voldsomt mange bakker i Danmark. Der er faktisk en hel del flere her i Belgien, og desuden har jeg fundet ud af, at brosten faktisk ikke er noget som helst problem for mig,” fastslår Thomas Vedel Kvist om sit valg.
Danskeren brugte dagen i dag på at cykle ud og se klassikeren Gent-Wevelgem.