Tirreno-Adriatico-analyse: Kongens fald

Da årets Tirreno-Adriatico blev skudt i gang, stod vi foran et uhyre åbent løb. Spørgsmålene var mange. Ville formstærke Egan Bernal kunne få skovlen under Tadej Pogacar, som han gjorde det i Strade Bianche? Hvem af de tre tenorer, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, ville være bedst i puncheurfinalerne? Kunne Van Aert vitterligt køre klassement i et løb med en reel bjergetape? Og kunne selvsamme Van Aert matche Caleb Ewan i massespurterne?

Nej, der manglede bestemt ikke spænding og uforudsigelighed i et felt, der var så læsset med spændende navne, at man næsten måtte gispe efter vejret, når man så startlisten. Der var dog én ting, der ikke var nogen som helst tvivl om, og som i det mindste ville sørge for, at vi fik pulsen lidt på løbets sidste dag. Det stod nemlig mejslet i granit, at Filippo Ganna ville vinde den afsluttende enkeltstart, for selvom hele fem mand fra VMs top 6 var til start, har italieneren i det seneste lille års tid været så suveræn, at end ikke Wout van Aert, Stefan Küng, Geraint Thomas eller Kasper Asgreen, der var blevet slået godt og grundigt af Ganna i Imola i september, burde kunne røre feltets urørlige fartkonge, der siden nederlaget til Remco Evenepoel i San Juan for nu mere end et år siden have vundet ikke færre end 8 enkeltstarter i træk, herunder et VM, et nationalt mesterskab og ikke færre end fem WorldTour-enkeltstarter

Enkeltstarter er endda cykelsportens mest forudsigelige disciplin, fordi der er langt færre variable involveret, end der i linjeløb, og særligt på den nu klassiske finaleetape i det italienske etapeløb, hvor der er tale om helt fladt tonserterræn uden tekniske udfordringer, er det hele så enkelt, som det kan blive. I dette uofficielle VM i korte, flade tonserenkeltstarter handler det ganske enkelt om at træde mange watt i godt 10 minutter, og i den disciplin var Ganna så suveræn for et år siden, at han pulveriserede Fabian Cancellaras gamle ruterekord med næsten et halvt minut og sejrede med en nærmest uhørt margin ned til ryttere som Victor Campenaerts, Rohan Dennis og Thomas, der jo ikke just er novicer i disciplinen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Alligevel nåede det at blive lidt spændende. I går viste vejrudsigten nemlig risiko for byger og en ganske kraftig, men aftagende nordenvind, og da Ganna startede næsten halvanden time tidligere end sin formodet værste rival, Van Aert, anede man, at vejret måske kunne skabe overraskelsen. Vejrudsigten rettede sig dog i løbet af dagen, og da jeg skrev optakt i går aftes, så det pludselig ud til, at Ganna og Van Aert ville få ensartede betingelser, hvis ikke de var uheldige at blive ramt af de uforudsigelige byger.

De byger kom aldrig, men alligevel blev vejret helt afgørende. Vinden viste sig nemlig at aftage så kraftig som spået tidligere på mandagen, og det stod hurtigt klart midtvejs gennem dagen, at det ville være en stor fordel at starte blandt de sidste, hvor man ganske vist ville have mindre medvind på turen ud til vendepunktet, men til gengæld ville kunne lukrere voldsomt på betydeligt svagere modvind på den vanskelige og altafgørende hjemtur.

Og så indtraf sensationen minsandten. Løbets mest forudsigelige etape endte med det måske mest uventede resultat - selvom Mads Würtz nok også kan lægge billet ind på at være ophavsmand til dette - da feltet ukronede tempokonge måtte se sin stime blive afbrudt ved otte sejre. Og ikke overraskende var det Van Aert, der gjorde det umulige, for belgieren har været flyvende gennem hele løbet, og med et langt mere gunstigt vejr var det alligevel ikke så overraskende, at det ikke gik, som præsten prædikede.

Desværre for Ganna var vejret ikke forklaringen på sensationen. Ganna kørte nemlig stort set samtidig med Stefan Küng, og den tredje medaljetager fra sidste års VM var pludselig bedre end det italienske wattmonster, han slet ikke var i nærheden af i Imola sidste år. Faktisk var Ganna bare 7 sekunder hurtigere end Alberto Bettiol, der nok skabte en sensation med 2. pladsen i 2019, men som aldrig burde komme så tæt på den indtil i dag så usårlige italiener, der da også var hele 35 sekunder langsommere end sin egen ruterekord - en margin, der slet ikke kan forklares alene med vejrbetingelserne, der med den kraftige vind slet ikke var lige så eminent, som de var i september.

Nej, Ganna har slet ingen undskyldninger. Han blev slet og ret slået af en bedre mand i Küng, og meget taler for, at Van Aert havde gjort det samme, selv hvis betingelserne havde været ensartede. Det skær af menneskelighed, vi allerede fornemmede ved sejrene i Besseges og UAE Tour, hvor han ikke var helt så suveræn som i 2020, skulle vise sig at være mere end bare en fornemmelse, men udtryk for, at wattmonsteret ikke længere er helt så meget monster, som han var inden juleferien.

Om det er en vedvarende tendens, er svært at sige. Det kan også sagtens handle om, at italieneren endnu ikke har ramt topformen i en sæson, der handler om Giroen, OL og VM. Men det er unægtelig en bet for et Ineos-mandskab, der efter en lovende sæsonstart med Gannas to sejre i Besseges, Ivan Sosas samlede sejr i Provence og Adam Yates’ flotte kørsel i UAE Tour, kom til denne uges første store etapeløb med gigantiske ambitioner, men som endte helt tomhændede, da også deres ”sikre” gevinst røg i svinget. Meget skyldtes naturligvis uheld i et Paris-Nice, hvor begge kaptajner styrtede, men udfaldet af Tirreno, hvor de stillede med en veritabel supertrup, kan ikke regnes som andet end en gigantisk nedtur.

Det var det til gengæld ikke for Van Aert. Det er egentlig længe siden, at belgieren meldte ud, at han havde ambitioner om at køre klassement i det italienske etapeløb, men da han så ruten, trak han en smule i land igen. Faktisk har Jumbo også indrømmet, at de slet ikke havde regnet med at se ham helt i front, og derfor sendte de også et temmelig svagt mandskab til løbet for at støtte ham. Ikke desto mindre gjorde Vilde Wout igen det, vi efterhånden er blevet vant til fra hans side, nemlig overraskede massivt, uanset om det var i spurterne, i bjergene, på murene eller i dag på enkeltstarten, hvor han altså slog den gigantiske favorit. Ikke overraskende har holdet allerede meldt ud, at Van Aert fremover kan se frem til mere støtte, når han engang i fremtiden vil dyrke de ugelange etapeløb noget mere - og pludselig er sportsdirektør Merijn Zeeman heller ikke så afvisende i forhold til potentielle grand tour-muligheder, som han tidligere har været.

Det ligger dog noget ude i fremtiden. I første omgang skal Van Aert fokusere på klassikerne og senere OL og VM. I den sammenhæng er dagens resultat et stort selvtillidsboost, for når Van Aert slår Ganna på en flad tonserrute, kan han pludselig drømme om regnbuetrøje på hjemmebane og i særlig grad OL-guld på en rute, der bestemt ikke ligger til Gannas højreben. Det gør den så til gengæld for Van Aerts landsmand, Remco Evenepoel, men i dag har Van Aert cementeret, at han er reel guldkandidat til sommer.

Dagens sejr skyldtes nemlig ikke bare vejret. Naturligvis havde han meget bedre vilkår end Küng, men allerede ved mellemtiden var han bedre end schweizeren. Det var altså med andre ord i den medvindsdel, hvor Küng havde fordel og burde have kørt stærkere end sin belgiske rival, og det vidner om, at Van Aert var en sand maskine. At han endda slog Cancellaras gamle rekord og satte historiens tredjehurtigste tid, der kun er overgået af Gannas og Campenaerts’ tider fra sidste år, hvor betingelserne var helt ideelle, siger alt om, hvor fremragende et ridt vi var vidner til.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Alligevel kan man ikke lade være med at filosofere over, om Küng kunne have vundet, hvis betingelserne havde været ens. Ganske vist var han langsommere i udlægget, hvor han burde have været den hurtigste, men trods den voldsomme modvind tabte han kun yderligere fem sekunder på hjemturen. Det må utvivlsomt give en søvnløs nat eller to, når der skal spekuleres over, hvad der kunne være sket, men når skuffelsen har lagt sig, har Küng al mulig grund til at juble. Med sit ridt cementerede han nemlig det comeback som tempostjerne, han allerede leverede i et 2020, hvor han vandt EM-guld og VM-bronze, han fik skovlen under Ganna, og han fik vist, at han er klar til det klassikergennembrud, jeg regner med at se på brostenene i år, hvor han særligt bliver interessant at følge i et Paris-Roubaix, hvor han kunne blive den store åbenbaring. Den dårlige form fra åbningsweekenden synes i hvert fald væk.

I det hele taget var det en herlig dag for et FDJ-hold, der ellers har kunnet måle sig med Ineos i kampen om at være den største skuffelse i de to store etapeløb, hvor Arnaud Demare og David Gaudu fejlede på hjemmebanen, og Thibaut Pinot og Valentin Madouas slet ikke slog til i Italien. I dag imponerede de dog over hele linjen med ikke færre end fire ryttere i top 15, og det var endda med præstationer, der var ekstra opløftende.

Først og fremmest var der naturligvis Küng, men på 5. pladsen finder vi Benjamin Thomas, der med ridtet tog endnu et skridt ind i verdenseliten, efter at han i Besseges havde været overraskende tæt på Ganna, som i dag blot var 5 sekunder hurtigere. På 10. pladsen finder vi den evigt uforudsigelige Tobias Ludvigsson, der dag var hot og ikke not. Og vigtigst af alt tankede Pinot noget højst tiltrængt selvtillid efter de mange rygproblemer, da han efter nogle år, hvor enkeltstarten ikke har været som i 2016, trods den manglende form leverede en af sine bedste tidskørsler på en rute, der slet ikke passede ham.

Ruten i San Benedetto del Tronto er nemlig ikke nået for de fleste klassementsryttere. Det flade tonserterræn har voldt problemer for snart sagt alle igennem årene, og det har kun været de sande specialister som Geraint Thomas, hvis svage form blev understreget med dagens middelmådige 11. plads, og Tom Dumoulin, der både har kunnet køre klassement og være med helt fremme.

Men nu altså også Tadej Pogacar. Forud for sæsonen var jeg stadig af den overbevisning, at hans vilde Tour-enkeltstart mere skyldtes rutens kuperede natur og den sene placering i løbet, men nu står det lysende klart, at Pogacar har udviklet sig til regulær tempospecialist. To gange i år er han nu blevet nr. 4 på en type enkeltstart, der ikke kunne passe ringere til en mand, der først og fremmest kan klatre og bruge sin store motor, og dermed står det klart, at de enkeltstarter i Touren, der burde have været en ulempe, nu kan ende med at være en fordel.

Det er naturligvis duellen med Roglic, alle ser frem til, og her har logikken hele tiden været, at årets to flade enkeltstarter burde give Jumbo-kaptajnen en favoritrolle. Nu er det imidlertid måske ved at udvikle sig til præcis det omvendte, for mens Pogacar er begyndt at excellere i disciplinen, har jeg allerede i disse spalter flere gang nævnt, at Roglic synes at have tabt de sidste procent på sin enkeltstartscykel. Dermed følger Pogacar fortsat Roglics udvikling nærmest slavisk, da de begge startede som rene klatrere, men siden fandt ud af, at de også kunne køre enkeltstart og spurte. Fortsætter Pogacar tendensen, kan vi pludselig være i den situation, at det faktisk er Roglic, der skal vinde løbet i bjergene. Her kan han så trøste sig med, at han jo faktisk på bjergetaperne var den bedste i 2020, når man fraregner Peyresourde-etapen, hvor han helt åbenlyst lod den på det tidspunkt distancerede Pogacar køre væk.

Pogacar var dog ikke alene om at være klassementsmand i toppen. Også Joao Almeida bekræftede, at han altså er sand lille tempospecialist, selvom det slet ikke lå i kortene, da Giroen blev skudt i gang sidste år. Naturligvis var også han hjulpet af vinden og den sene start, men resultatet bekræfter blot det, vi så i UAE Tour og Giroen. Og samtidig fik han sat endnu en samlet top 10 i banken og dermed illustreret, at han med sine tempoevner allerede skal regnes som en af de stærkeste i ugelange etapeløb.

Til gengæld havde de andre klassementsryttere det svært, når man fraregner Pinot samt de to små Domenico Pozzovivo og Sergio Higuita, der nu både her og i Emiraterne har været chokerende stærke i kampen mod uret. Særligt var det bekymrende at se Egan Bernal skuffe så fælt i en disciplin, hvor han ikke synes at blive bedre, men denne gang var omstændighederne også lidt specielle. Det var nemlig tydeligt, at colombianeren satte alt på ét bræt i forsøget på at hente de 30 sekunder på Mikel Landa og dermed gå på podiet, men det meget hårde udlæg endte med at sende ham helt til tælling i modvinden på vej hjem. Et mere veldisponeret løb havde utvivlsomt givet et bedre, men næppe prangende udkomme.

Landa derimod kan prise sig lykkelig over, at enkeltstarten for en gangs skyld ikke kostede podiet. Denne gang havde den brutale muretape nemlig givet ham en solid buffer i et løb, hvor de episke vejrforhold gav episke tidsforskelle i stil med en grand tour, og dermed kunne han krone en stærk sæsonstart med en samlet 3. plads i et løb, hvor han elles stod lidt svagt grundet enkeltstarten. Det burde Matteo Fabbro også have gjort, men den lille italiener, der har været i så voldsom udvikling i 2020, fik sit endelige gennembrud med en højst uventet 5. plads, der i høj grad blev sikret, da han trods sin klejne natur var en af de få, der ikke gik helt kold i søndagens voldsomme kulde. Og dermed slog endnu et nyt navn for alvor igennem i et løb, hvor Romain Bardet og Vincenzo Nibali nok gik i top 10, men ingenlunde gav håb for, at de er på vej mod en genrejsning.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

En genrejsning kan man til gengæld lure hos Alberto Bettiol. Genrejsning er måske et stort ord for manden, der lignede fjerdebedste mand bag de tre tenorer i Flandern sidste år, men hans sæsonstart har været så urovækkende, at man kunne frygte, at han ikke nåede at finde klassikerformen i år. Dagens flotte 6. plads tyder imidlertid på, at han er tilbage på sporet - og hvorfor ikke rejse sig det sted, hvor han med den uhørt chokerende 2. plads i 2019 varslede den sejr i Flandern Rundt, der fulgte bare få uger senere? Nu drømmer han utvivlsomt om en gentagelse.

Til gengæld blev det ikke den store danskerdag, vi havde drømt om. Kasper Asgreen blev ganske vist en pæn nr. 8, men drømmene rakte utvivlsomt højere. Omvendt ved vi også, at så kort en enkeltstart ikke er hans spidskompetence, og når man betænker, at han kørte relativt tidligt og blev slået af sande specialister eller folk, der kørte sent, var det slet ikke så ringe endda. Det var i hvert fald værre for slagne specialister som Maciej Bodnar og Jonathan Castroviejo, der som tempryttere er faldet helt sammen, samt Edoardo Affini, der ikke synes at være kommet tilbage på sporet hos Jumbo, og Michal Kwiatkowski, der fortsat synes i bekymrende ringe form inden klassikerne. Til gengæld blev der plads til den obligatoriske top 10 til Michael Hepburn, der i dag er en temmelig anonym skikkelse, men altid synes at blomstre på netop denne dag.

Blomstre gjorde i sandhed også Van Aert, der på bare en uge nok engang har udvidet sit i forvejen uhyggelige repertoire markant. Den første sejr i et ugelangt etapeløb synes ikke at ligge alt for langt ude i fremtiden, og nu kan pludselig også drømme om både VM- og OL-guld i enkeltstarten. Den regerende tempokonge synes nemlig lige pludselig ikke så usårlig, som han gjorde for et par måneder siden.