Tirreno-Adriatico-analyse: Never change a winning formula

Det står på side 1 i cykelsportens ABC, at et stærkt kollektiv kan få skovlen under selv den bedste rytter. Er man i tvivl om sandheden i det udsagn, skal man blot se, hvordan Quick-Step sidste år gang på gang drev gæk med rivalerne i brostensklassikerne, hvor de med en tidlig forcering isolerede de fleste af deres rivaler, hvorefter de med et kollektivt overtal kunne angribe på skift og herved få skovlen under ryttere, der i hvert fald i nogle løb var stærkere end belgiernes kaptajner.

Den opskrift er lige så velkendt og gennemprøvet, som den er effektiv, og det belgiske supermandskab er langt fra de eneste, der har gjort brug af modellen. Allerede da rytterne samledes til denne uges Tirreno-Adriatico stod det da også klart, at vi formentlig ville blive vidner til mere af det samme, for på forhånd stod det klart, at weekendens vanskelige etaper kunne blive vanskelige at kontrollere Primoz Roglic - løbets store favorit - og hans Jumbo-hold, der ventedes at sikre sig et forspring til de fleste på holdløbet. Oppe mod stærke kollektiver fra Sky, Lotto og Astana, der alle havde flere end én klassementsrytter, var det oplagt, at vejen til at knække løbets formodet stærkeste mand skulle gå gennem en sand angrebsbyge mod en isoleret Roglic.

Skys kollektive sammenbrud og Tim Wellens’ pludselige formdyk haft efterladt Astana som det eneste hold, der for alvor har kunnet drage fordel af at have mere end et kort at spille, men det har de til gengæld udnyttet drønhamrende effektivt. I går gav de første gang en illustration af den gamle taktiks effektivitet, da de på 4. etape hurtigt fik Roglic og Adam Yates isoleret, og da Jakob Fuglsang først havde skabt en indledende udskilning, kunne Alexey Lutsenko igangsætte en storslået offensiv, der som bekendt efter nogen dramatik blev belønnet med en storslået sejr.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

På den baggrund krævede det ikke den store doktorgrad i cykeltaktik at vide, hvad der ville være på menuen på dagens kongeetape. En langt hårdere finale gjorde det nemlig endnu lettere at bringe Jumbo- og Mitchelton-holdene på glatis tidligt på etapen, ikke mindst fordi Roglics vigtigste hjælper, Laurens De Plus, var mærket af gårsdagens, og australierne ikke just er kommet til Italien med deres skarpeste klatremandskab. Løbets to førende ryttere kunne således være helt forvisset om, at de ville se en hær af lyseblå Astana-trøjer på den afsluttende rundstrækning, og at de mod slutningen kunne forvente endnu en byge af angreb fra Lutsenko og Fuglsang, når først silken var slidt af deres hjælpere.

Som sagt, så gjort. Da feltet havde tilbagelagt en enkelt omgang på rundstrækningen, samlede hele det kasakhiske superhold sig i front, og på ingen tid lykkedes det en overraskende stærk Dario Cataldo at sprænge feltet til atomer. Italienerens styrke tog tilsyneladende de fleste på sengen, for hans føring var så heftig, at selv Fuglsang kortvarigt måtte se sig fanget bag et split, ligesom også blandt andre Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin og Wout Poels måtte bruge dyrebare kræfter på at genvinde kontakten med Cataldos tog. Og strategien var knaldhamrende effektiv, for da Cataldo langt om længe sagde ”Tak for i dag” måtte Roglic spejde langt efter både Robert Gesink og De Plus, mens Yates kun havde en stærkt lidende Damien Howson ved sin side.

Derefter var motorvejen åben for Fuglsang, der kun tøvede kortvarigt, inden han udnyttede stilstanden til at iværksætte et angreb. Den isolerede Roglic turde naturligvis ikke sætte alt på ét bræt så langt fra mål, og før han havde set sig om, var den danske fugl fløjet uden for synsvidde og op til resterne af det tidligere udbrud.

Derefter var der ingen vej tilbage. Som i en gennemført kopi af gårsdagens mesterstykke opbyggede brølstærke Fuglsang sig et forspring, som ingen kunne lukke. Og modsat overmodige Lutsenko holdt han hovedet koldt og undgik at tage unødige chancer på de mange nedkørsler, inden han med en sand magtdemonstration kunne tage en knusende overlegen sejr, der sikrede Astana det smukkest tænkelige udbytte af weekendens to etaper, der således blev vundet af holdets to kaptajner.

Triumfen var imidlertid ikke bare et udtryk for kollektiv styrke. Fuglsang kørte nemlig selv så stærkt, at han sammen med Yates lignede dagens stærkeste rytter, og det er slet ikke utænkeligt, at han kunne have taget kampen op mod briten, hvis ikke han havde kunnet drage fordel af den ekstra frihed og sit holds flotte arbejde til at angribe tidligt. Sandt var det i hvert fald, at Roglic og Yates ikke kørte ind på danskeren på stykket frem mod sidste stigning, og selv her tabte han kun langsomt tid, selv da Yates gentagne gange forcerede og satte Roglic under pres.

Naturligvis blev en stor del af grundstenen til sejen lagt af Cataldos fornemme arbejde - italieneren var uden tvivl dagens ”Most Valuable Player” - meget kunne måske også have været anderledes, hvis De Plus havde været ved fuld styrke og sikret, at Fuglsangs forspring ikke var blevet så stort. Det kan dog ingenlunde slette indtrykket af, at Fuglsang sammen med Yates og Roglic har været de klart bedste i løbet, og at den danske fugl næppe nogensinde har fløjet hurtigere, end han gør i netop disse dage.

Det har nu været klart længe, at Fuglsang havde kurs mod noget stort. Hans forrygende hjælpearbejde i debutløbet i Murcia viste i hvert fald allerede, at han var i skræmmende form, og det indtryk er bare blevet underbygget ved enhver tænkelig lejlighed. Først vandt han på flot vis Ruta del Sol, og siden blev han nr. 2 i et Strade Bianche, hvor han i alt andet end ideelt terræn lignede løbets stærkeste rytter. Og i denne uge har han blot slået fast med syvtommersøm, at han vel næppe har været bedre tidligere.

Folk, der har fulgte mine liveopdateringer, vil også vide, at jeg har været kritisk over for en sæsonplanlægning, der har sendt Fuglsang til Tirreno på bekostning af Paris-Nice og Volta a Catalunya, der begge har ruter, som er langt mere efter danskerens smag. Det indledende holdløb har da også som frygtet vist sig at umuliggøre en samlet Fuglsang-sejr - det blev naturligvis heller ikke lettere af, at Astana var uheldige med vejret - men alligevel er det nu lykkedes ham at køre så stærkt, at han trods rutens beskaffenhed har kurs mod en samlet podieplads. Det gør i virkeligheden indsatsen endnu mere imponerende, at han på stejle mure har kunnet tage kampen op med specialister som Roglic og Yates, og selvom han måske kunne have opnået et endnu bedre samlet resultat i et af de to andre storløb, må det vække en vis stolthed, at han uden uheld ender som en ganske sikker nr. 3 i netop dette løb.

Dermed fortsatte Astana også den drømmestart på sæsonen, som jeg allerede brugte en del kræfter på rose i gårsdagens analyse, og for at det ikke skulle være løgn, krydsede Ion Izagirre i stort set samme sekund som Fuglsang også stregen som vinder af sidste etape i Paris-Nice. Set i det lys er det nærmest kun af anekdotisk karakter, at vi også i dag så, at der er grænser for, hvad Lutsenko kan i det hårdeste terræn. Kasakken måtte mod slutningen slippe løbets virkelige klatrere og gled således ud af den samlede top 10. At han stadig har disse begrænsninger, drypper en smule malurt i Astana-bægeret, men var vel forventeligt o kan ikke slette indtrykket af, at den kasakhiske mester endelig indfrier sit store talent også på sportens største scene.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Træerne vokser heller ikke ind i himlen for Astana. Fuglsang kunne trods alt ikke vinde tilstrækkeligt med tid til at slette det store tidstab fra i onsdags, og derfor bliver det kun til en samlet 3. plads. Kampen om den samlede sejr står i stedet mellem to af forhåndsfavoritterne, Yates og Roglic, men den fik et helt uventet twist i dagens drama, som fik et udfald, de færreste vel havde ventet.

Lige siden det allerførste pedaltråd i Emiraterne for et par uger siden har Roglic nemlig været på en anden planet og været klart stærkeste mand i alle sine starter. Det var da også tilfældet i finalerne på både 2. og 4. etape, og særligt i får var det tydeligt, at han var ganske tæt på at få skovlen under både Fuglsang og Yates, der begge blev reddet af gongongen på toppen af den stejle Capuccini-mur i udkanten af Fossombrone.

Derfor så det også ud til, at det kun var det taktiske spil og De Plus’ uheld, der måske kunne koste Roglic den samlede sejr. Sådan gik det imidlertid ikke, for allerede med en tidlig forcering viste Yates sig i stand til at presse sin slovenske rival. I første omgang lykkedes det den tidligere skihopper at afblæse alarmen, men da Yates gentagne gange rykkede på den sidste mur, stod det hurtigt klart, at elastikken blev mere og mere spændt. Til sidst blev det bristepunkt, der hidtil ikke havde eksisteret for sloveneren, nået, og dermed blev afstanden i klassementet pludselig øget fra 7 til 25 sekunder.

Om Yates vinder løbet, er stadig uklart, men alligevel er briten allerede nu en af løbets sejrherrer. Sidste forår kørte han endnu bedre end sin bror, og igennem hele den første del af karrieren var det ham, der lignede den mest lovende af de to tvillinger. Det ændrede sig imidlertid i løbet af et 2018, hvor Simon fik sit store gennembrud, og hvor et hoftebrud fra Catalonien Rundt satte Adam så meget tilbage, at han kunne gå på vinterferie i skyggen af sin bror, der langt havde overstrålet ham og cementeret sin status som en af sportens superstjerner.

Præcis for et år siden var Adam imidlertid bedste mand på netop disse mure i Tirreno, hvor han vandt den ene af de to mur-etaper og havde lavet the double, hvis ikke han på den første af disse havde ladet Roglic, der efter et styrt var ude af klassementet, overraske med et tidligt angreb. I denne uge har han så understreget sin klasse i netop dette terræn, og præstationen får kun ekstra valør af, at det var den hidtil så uovervindelige Roglic, han knækkede. Nu mangler han blot at vise, at han også kan nå sin brors niveau i de rigtige bjerge, men på alle områder deler karakteristika, er der ingen grund til at antage, at Adam også kan lave ”en Simon” måske allerede i år.

Roglic måtte til gengæld sande, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, og det må også være kommet bag på ham selv. Jumbo viste nemlig tidligt deres intention om at vinde etapen, for havde det alene handlet om den samlede sejr, ville det være i slovenerens interesse, at et udbrud løb med bonussekunderne. Det skete imidlertid ikke, blandt andet som følge af hollændernes eget arbejde, og den strategi kan nu give bagslag, fordi det gav Yates 2 ekstra sekunder i det, der utvivlsomt bliver et knivskarpt opgør på tirsdag. Og måske er det også en lærestreg til Roglic om, at han fremover skal økonomisere lidt mere med kræfterne. Selvom han er en diesel, der bare bliver bedre og bedre, som dagene går, så vi på Tourens sidste enkeltstart i 2018, at der altså kan være en pris at betale, når den slovenske supermand spiller lidt for meget med musklerne, som han gjorde det med sine gentagne angreb på det franske løbs sidste bjergetape. Det kan være en vigtig lektie at skrive sig bag øret, inden han til maj skal i kamp med Dumoulin, Bernal og Simon Yates i kampen om Giro-sejren.

Er 25 sekunder så nok for Yates? Tja, sidste år slog Roglic briten med 36 sekunder på præcis samme enkeltstart, og der er ingen grund til at antage, at sloveneren denne gang vil køre endnu stærkere. Ikke blot er han denne gang mere formstærk, han har også mere på spil end i 2018, hvor han allerede var ude af klassementet. Det var Yates ikke, men på den anden side har han som sin bror arbejdet stenhårdt på sine tempoevner. I torsdags fik vi set, at Simon har forbedret sig mærkbart, og har Adam gjort det samme, er 25 sekunder måske alligevel nok til at holde den slovenske specialist bag sig.

Fuglsangs 3. plads er til gengæld stensikker. Selvom han jagtes af selveste Tom Dumoulin, er 1.20 rigeligt til at holde fast i podiet på så kort en etape. Det må derfor gøre temmelig ondt på hollænderen at misse podiet i et løb, der på forhånd syntes at passe ham glimrende, men han kan alligevel tage videre til sin Milano-Sanremo og derefter en højdetræningslejr med bevidstheden om, at formen nok skal komme. Ligesom i Emiraterne rejste han sig nemlig efter en indledende skuffelse med en stærk afslutning på den sidste svære etape, og da han endelig fik varmet motoren op, kørte han faktisk ganske stærkt på den sidste mur og sikrede sig derved en 4. plads. Måske har han ikke kunnet matche rivalen Roglic her, men han står stadig bedre end for 12 måneder siden, hvor han som bekendt kørte med om sejren i Giroen. Det vil han utvivlsomt også gøre denne gang.

Dumoulin var ikke den eneste, der rejste sig fra de døde. En sygdomssvækket Thibaut Pinot kan rejse videre til Volta a Catalunya med bevidstheden om, at den gode form er tilbage, efter at den franske fighter kæmpede sig til en 5. plads i terræn, der ikke var hans. Alt andet ville da også være mærkeligt, for Pinot er kendt som stabiliteten selv i forårets ugelange etapeløb, og der måtte derfor være en naturlig forklaring på gårsdagens halvsløje indsats. Nu ligner han en mand, vi skal tage seriøst på de længere stigninger i Spanien om en uges tid.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Der er utvivlsomt også lidt større tilfredshed i Sky-lejren, efter at et katastrofeløb fik lidt glans med en godkendt indsats af Wout Poels. Der er naturligvis langt til at indfri de ambitioner, en trup med hollænderen, Geraint Thomas og Gianni Moscon burde berettige til, men en kombination af sygdom til briten og et styrt til italieneren har efterladt dem med Poels, der som bekendt altid er lidt af en lottokupon. Det har han også været i dette løb, der af en eller anden grund bare synes altid at servere en hel stribe uheld for det britiske hold - modsat Paris-Nice, som de i dag vandt for sjette gang på otte år.

Listen over vindere er længere. Det var også herligt at se Alexis Vuillermoz, der i går blev sat ud af spillet af et styrt, igen vise, at han efter sit svære 2018 er tilbage på sit meget opløftende 2017-niveau. Endnu mere imponerende var Simon Clarke, der trods en hel serie af uheld endte som nr. 10 på en etape, der egentlig burde havde været for svær. Dermed er australieren fortsat en af sæsonens helt store oplevelser og et bevis på, at det altid er for sent at træde ud af rollen som anonym hjælper. Endelig viste også Rui Costa endelig lidt livstegn efter nogle svære sæsoner, mens Tiesj Benoot fortsætter det meget lovende indtryk, der gør ham til en af favoritterne i årets brostensklassikere.

Weekenden har til gengæld været en lille nedtur for Julian Alaphilippe, der for en uge siden så helt usårlig ud, men som atter i dag måtte sande, at han ikke kunne matche de bedste. Modsat tidligere etapeløb, hvor han er eksploderet totalt efter nogle dage, undgik han imidlertid det helt store sammenbrud, og selvom han var kommet til løbet for at vinde, må han trods alt kunne finde en vis trøst i her at have udvist lidt mere stabilitet. Mere skuffede har Davide Formolo og Richard Carapaz grund til at være, efter at de højst overraskende ikke kunne følge op på de fine takter fra tidligere, ligesom også terrænet helt som forventet blev for hårdt for Alberto Bettiol, der dog kan tage hjem med bevidstheden om, at han endelig er på vej til at indfri det klassikerpotentiale, vi ved, at han har.

Og lad os så slutte med at kippe lidt med hatten for dagens udbrydere. Set med danske briller var det nemlig yderst opløftende at se Mads Pedersen hænge på til en 7. plads og dermed endelig vise den gode form inden klassikerne. Der var lidt Flandern Rundt over hans stædige insisteren og fight, selvom al logik sagde, at han var oppe mod overmagten, og det viser blot igen, at hans motor og evne til at æde sig selv er enorm. Det kan godt være, at han ikke har samme stabilitet som Søren Kragh og Michael Valgren, men hans potentiale er stadig kolossalt. Det samme er tilfældet for nyprofessionelle Davide Gabburo, der sled og slæbte for kaptajnerne Edoardo Zardini og Giovanni Visconti, men alligevel endte som den bedste af udbruddets tre Neri Sottoli-ryttere, og med en 13. plads viste, at hans navn skal stå på enhver liste over ryttere, der skal holdes øje med.

Det er der dog ikke grund til i resten af dette løb. Nu ændrer terrænet nemlig totalt karakter, og i morgen gælder det den sidste Sanremo-test for Elia Viviani, Fernando Gaviria og Peter Sagan, inde Yates og Roglic går ind til en af årets mest spændende dueller på den sidste enkeltstart. Dermed er det også slut for Astana-succesen i denne omgang, men med tanke på deres succes i 2019 er det formentlig kun for en kort bemærkning. De har i hvert fald fundet en formel, der fungerer, og en sådan er der som bekendt ingen grund til at ændre.