Tirreno-Adriatico-analyse: Tilbage til de australske rødder

Det er de færreste cykelhold, der har de økonomiske muskler til at være med i toppen i alle cykelsportens mange forskelle discipliner og terræner. Kun de allermest pengestærke kan brede paletten så vidt ud, at de kan satse på de fleste af sportens store løb, og selv de rigeste af dem alle, Team Sky, har måttet foretage valg. Således har massespurter aldrig nydt den store prioritet hos briterne, der måske nok har haft sine sprintere, men især i de seneste år har været næsten usynlige i det fladeste terræn.

Det vidste Gerry Ryan også, da han for efterhånden mange år siden besluttede sig for at opbygge det første australske storhold. Under navnet GreenEDGE etablerede han en national cykelstolthed og lagde ikke skjul på, at de langsigtede ambitioner var at vinde grand tours. Med stor visdom indså han dog også, at et grand tour-hold tager tid at opbygge - bare spørg Sky, der også havde det svært i de første år - og derfor valgte han i første omgang at have helt andre prioriteter.

Valget fald på at skabe et hold, der kunne jagte etapesejre i de fleste løb samt begå sig i klassikerne. Mens holdet var stort set usynlige i klassementerne i etapeløbene sikrede navne som Matthew Goss, Simon Gerrans, Michael Albasini og Michael Matthews med deres næse for at vinde cykelløb, at det australske hold allerede lynhurtigt sikrede sig et hav af store sejre, både i monumenter og på den store scene i de største etapeløb.

Læs også

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Udover at satse på hurtige vindertyper havde holdet et andet fokusområde. Med navne som Luke Durbridge, Svein Tuft og Michael Hepburn opbyggede man nemlig også et fabelagtigt holdløbsmandskab, der lynhurtigt blev et af verdens allerbedste. Allerede i den anden sæson i 2013 vandt man således på den helt store scene, da australierne i en mindeværdig duel slog Quick-Step med mindre end et sekund på Tour-holdløbet i Nice, og det blev også til sejre i både Giroen og Vueltaen. Ved VM glippede det akkurat, da Quick-Step i 2013 fik revanche med samme beskedne margin som i Touren, men år efter år var australierne med i kampen om medaljerne.

I de senere år er man imidlertid gået ind i næste fase, hvor man med Yates-brødrene og Esteban Chaves har rettet blikket mod det, der altid har været endemålet, nemlig at vinde grand tours. Det har krævet en markant forstærkning i bjergene og har naturligvis også haft sin pris. Mens man har hentet den ene klatrer efter den anden, er holdet blevet langt mindre synlige i klassikerne og som etapejægere, men det har også været en strategi, der har båret frugt, da det hele kulminerede med Simon Yates’ store Vuelta-sejr sidste efterår.

Det har også kostet i holdløbene. Langsomt har australierne kunnet se til, mens hold som BMC, Sunweb, Sky og Quick-Step har sat sig på tronen, og i de senere år har de snarere været outsidere end favoritter. Ganske vist kører de næsten altid i top 5, men de dage, hvor Mitchelton-Scott har vundet holdløb har i en tid været talte.

Skal man vinde grand tours, skal man imidlertid meget ofte også kunne køre holdløb, og derfor har man aldrig fjernet blikket fra den særlige disciplin. Og nu synes holdet stille og roligt at have genfundet fordums styrke, for igennem 2018 nærmede de sig stille og roligt atter eliten. Det startede allerede med en 2. plads i Tirreno-Adriatico og fortsatte i Touren, hvor de blev en lidt overraskende nr. 4. Og i dag kom så det helt store comeback, da de slog favoritterne fra Jumbo-Visma i Tirreno-Adriatico, hvor de sjovt nok også tog den første store holdløbssejr i debutåret 2012.

Sejren var i virkeligheden så klassisk som den kunne være. Mitchelton har nemlig aldrig haft en motor i Rohan Dennis, Tony Martin- eller Tom Dumoulin-klassen, men de har til gengæld altid haft et fabelagtigt kollektiv, der nærmest har været blottet for svage led. Sådan var det også i dag, for mens deres største rivaler alle kunne sætte deres lid til sportens førende specialister, havde ingen af rytterne på det australske hold vundet en stor international enkeltstart i mange år.

Det gør imidlertid ikke noget, hvis blot mandskabet er tilstrækkeligt homogent. Det var det i den grad på de flade veje omkring Camaiore, hvor det kun var holdets kaptajn, Adam Yates, der skilte sig ud som et svært led. Han var nemlig omgivet af hærdebrede folk som Durbridge, Hepburn, Alexander Edmondson og Christopher Juul samt de lidt mindre, men stadig tempostærke Damien Howson og Brent Bookwalter. Allerede inden løbet stod det klart, at en sådan velsmurt enhed måske kunne få bugt med selv de største motorer, og da de som sidste hold bragede over stregen i klart bedste tid, viste de igen, at man ikke altid behøver en superspecialist for at vinde holdløb.

Sejren giver Yates et fabelagtigt udgangspunkt for at gribe ud efter sejren. Årets rute er speciel, men slet ikke dårlig for den lille brite, der sidste år var løbets stærkeste på de stejle mure, som sætter scenen for de afgørende etaper i weekendens afgørende etaper. Naturligvis har han udsigt til et tidstab på enkeltstarten, men kører han lige så stærkt som i 2018, kan han blive helt ustyrlig på de sværeste stigninger. Samtidig har han allerede nu vundet så meget tid på alle andre end Primoz Roglic og Tom Dumoulin, at han formentlig samlet set har en buffer efter de to enkeltstarter, at det bestemt ikke er umuligt for Yates i denne uge endelig at træde ud af den skygge, hans bror har kastet over ham med sine superpræstationer i det seneste års tid.

For at vinde skal han imidlertid have bugt med Roglic, der efter dagens etape blot styrkede sin favoritstatus. Ganske vist lykkedes det ham ikke at gentage sejren fra Emiraterne, men de 7 sekunder, han tabte til Yates, henter han uden problemer på tirsdagens enkeltstart. Dermed er den ekstremt formstærke slovener allerede nu reelt i pole position, men samtidig kan hans på stigningerne ikke alt for stærke Jumbo-hold nu se frem til at have en allieret i Mitchelton og Yates. Det kan vise sig guld værd på weekendens etaper, der kan blive ganske svære at kontrollere, og derfor bør Roglic være ganske godt tilfreds, når den værste skuffelse har fortaget sig.

Samtidig kan han glæde sig over, at det endnu engang blev dokumenteret, at Tony Martin virkelig er ”the missing link” på det hollandske mandskab. I mange år har holdet på papiret haft et stort potentiale i den særlige disciplin, men det er aldrig blevet indfriet. Efter sejren i Emiraterne og dagens andenplads står det imidlertid nu klart, at man med Roglic, Martin og Jos Van Emden som motorer nu har etableret sig som et af sportens førende mandskaber, og dermed kan sloveneren med fortrøstning imødese de holdløb, der måtte komme i kommende grand tours, hvor han formentlig gang på gang skal køre med om sejren.

Læs også

Cavendish overgår legende

Tom Dumoulin og Sunweb viste med en 3. plads, at de definitivt hører til i den absolutte elite. Denne gang var de ellers ikke i den allerstærkeste opstilling, men alligevel kunne man med den hollandske kaptajn og Søren Kragh som de vigtigste motorer sikre sig et udgangspunkt, der bestemt kunne være værre. De 15 sekunder til Roglic er et problem, men Dumoulin henter med lethed 22 sekunder på Yates på tirsdag. Den store hollænder har ikke lagt skjul på, at han er kommet til Italien for at vinde efter en lovende afslutning i Emiraterne, og efter i dag har han stadig kurs mod et topresultat.

Det er svært for Julian Alaphilippe at vide, hvad han skal mene. Den formstærke franskmand havde sikkert gerne solgt etapen for en 4. plads, men et tidstab på 37 sekunder er i overkanten og mere end forventet. Belgierne var her uden flere specialister, men med en stærk Kasper Asgreen som den helt store motor lykkedes det alligevel for verdensmesteren længe at ligne en potentiel vinder. Desværre blev de hæmmet af de meget våde veje og den tidlige starttid, som formentlig kostede en del sekunder i forhold til de bedst, og Alaphilippe er nu i en situation, hvor bonussekunder ikke er nok til at vinde løbet. På enkeltstarten vil han nemlig tabe yderligere tid til både Roglic og Dumoulin, og derfor skal han i hvert fald køre fra sloveneren i weekenden, hvilket i lyset af den form, Jumbo-kaptajnen har stillet til skue, kan blive agnske svært selv for fænomenet Alaphilippe.

Blandt de fem favorithold var der dog ét, der var en klart større taber. På papiret havde Sky et næsten skræmmende mandskab og måske det største antal virkelige specialister samt i Geraint Thomas, Gianni Moscon og Jonathan Castroviejo motorer i superklassen. Alligevel blev de slået med hele 47 sekunder af Mitchelton, og dermed ser sejren efter bare én dag ud til at være væk for de to erklærede kaptajner, Thomas og Poels. Desværre er det en lidt kedelig tendens for briterne, at de oftere skuffer end sejre på holdløb - et forhold, der er lidt uforklarligt for et hold, der ellers altid forbedrer rytternes tempoevner markant. Nu er de i dette løb atter tvunget i defensiven, og det kræver maksimal udnyttelse af det stærke kollektiv, hvis de skal komme tilbage fra så stort et tidstab i et løb, der ventes at blive afgjort på sekunder.

Dagens positive overraskelse var Lotto Soudal. På papiret havde belgierne et specialistfattigt hold, hvor kun Victor Campenaerts havde motoren til det flade terræn. Når det alligevel med en 6. plads lykkedes at give Tim Wellens og Tiesj Benoot en tidsgevinst i forhold til mange rivaler, må det skyldes, at den belgiske maskine, der med sidste års VM-bronze nu for alvor banker på til at true Dennis og Dumoulin, er knivskarp frem mod sit timerekordforsøg. Det endelige svar får vi efter tirsdagens enkeltstart, men allerede nu kan Benoot og Wellens i hvert fald sende en venlig tanke til den dobbelte europamester, der bliver særdeles interessant at følge, når han igen retter fuld fokus på landevejen.

Dagens sensation var Israel Cycling Academy, der med en chokerende 9. plads - ligesom for Lotto hjulpet på vej af tørre betingelser - gav Ben Hermans et overraskende godt udgangspunkt til klassementet. Også EF viste efter sejren i Colombia, at de igen er blevet langt stærkere i den disciplin, de tidligere dominerede, og selvom de ikke hr mange muligheder i klassementet i dette løb, er dagens 7. plads løfterig.

Til gengæld var etapen en spand kold vand i hovedet til Rohan Dennis og Bahrain-Merida, der efter 3. pladsen i Emiraterne troede, at de med australieren som motor kunne blande sig i holdløbseliten, men som med ét blev revet ned på jorden. Det samme blev hans gamle venner på CCC, der i Mellemøsten havde vist, at de trods et knap så stærkt mandskab som i BMC-tiden stadig havde den bagvedliggende ekspertise, men som i dag skuffede med en 11. plads, som dog delvist skyldtes de våde veje.

Regnen hæmmede helt sikkert også Thibaut Pinot, der ellers på papiret var omgivet af et stærkt FDJ-mandskab, men som denne gang ikke kunne leve op til 3. pladserne fra 2016 og 2017. Dermed må franskmanden formentlig allerede vinke farvel til drømmen om podiet på en rute, der ikke just passer ham. Det samme må de ellers formstærke Jakob Fuglsang og Alexey Lutsenko, for selvom Astana egentlig gjorde det over forventning fra en tidlig startposition, var det helt uundgåeligt, at dagens etape effektivt ville knuse deres podiechancer. Det samme var tilfældet for Richard Carapaz og Alexis Vuillermoz, der ellers begge er i glimrende form, men som allerede på forhånd vidste, at de ville komme fra dagens etape med et sikkert tidstab.

Allerværst gik det dog for stakkels Bora. Ikke blot kørte de under nogle af de vådeste betingelser, en alt andet end betænksom fodgænger ødelagde også alle chancer for et samlet topresultat. Rafal Majka endte forslået i asfalten, og holdets anden klassementsrytter, Davide Formolo, har allerede tabt så meget tid, at selv top 10 synes helt umulig. Måske er der lidt trøst at hente i, at den sygdomssvækkede Peter Sagan kørte hæderligt, men det kan næppe tænde meget lys på en kulsort onsdag for det tyske superhold.

Heldigvis får de chancen for revanche allerede i morgen. Årets Tirreno er nemlig et løb for klassikerryttere, og de vil allerede tage fokus, når det i morgen gælder en tilbagevenden til den spændende finale i Pomarance. Her kan der måske ikke hentes tid i klassementet, men især Julian Alaphilippe får brug for at gå efter bonussekunder, hvis han skal hente lidt af dagens tabte terræn tilbage.

For Mitchelton handler det bare om at holde Yates ude af problemer i en afslutning, der ikke er svær nok for den ellers så eksplosive brite. I gamle dage ville man ellers på en etape som denne kunne have gået efter sejren med Gerrans, Albasini og Matthews. Sådan er det imidlertid ikke længere i den nye virkelighed på det australske storhold, hvor kun én ting er, som det var i gamle dag: de kan stadig køre holdløb!