Popfænomener har det med at forsvinde igen. Men selvom ”Boonenmania”-hysteriet i denne tid raser i Belgien, så skal man ikke forvente, at den 25-årige verdensmester forsvinder foreløbig fra cykelstjernehimlen. Nok snarere tværtimod!
Ingen gider at snakke om ”regnbue-trøje-forbandelse”, for den unge Quick Step-rytter er så konstant med sejrene, at han allerede har hentet 12 af slagsen her før sæsonen rigtig er kommet i gang. Derudover har vinderen af VM, Flandern Rundt,
Paris-Roubaix og to etaper i
Tour de France i sidste sæson, om muligt endnu større forventninger til denne sæson. Forårs-doblen skal udvides til en trippel med sejre i Milano-San Remo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, herefter gælder det først den gule-trøje og siden den samlede sejr i point-konkurrencen i Tour de France, og mon ikke Tom Boonen også vil være klar til at forsvarer verdensmesterskabet i Salzburg til efteråret?
Egentlig kunne han ”nøjes” med en gentagelse af 2005 sæsonen, men når man nu alligevel vinder, så kommer det hele meget nemmere. ”Jeg går efter Milano-San Remo fordi jeg kan,” sagde han således ved holdpræsentationen i januar. ”Jeg kan holde min form fra Milano til Roubaix fordi i Milano, vil jeg skulle være en sprinter, mens jeg i Flandern Rundt og Paris-Roubaix vil være en klassiker-rytter, og jeg har allerede bevist at jeg kan være begge dele. Jeg vil træne med det ene mål for øje, for at ændre min træning mod det næste.”
Fremtoningen er intelligent og ”rap-i-replikken” med en markant høj og stærk fysik, og så er han ikke at forglemme en flot fyr, der giver pop-star associationer når man ser på medie- og fansopbud, hvorhen denne flamske rytter færdes. Men først og fremmest er han lidt af et unikum på cyklen.
Det var uden tvivl ment som en spøg, da han ved holdpræsentationen jokede med, at det næste mål ville blive den samlede Tour de France-sejr, men ikke destomindre stod den personlige træner Peter Hestel klar med oplysninger, der kunne antyde, at der måske kunne lade sig gøre. I vinterpausen havde Boonen gennemgået en test, hvor han gradvist øgede watt-udladningen med 40 watt hvert ottende minut ved 90 omdrejninger i minuttet. Efter 90 minutter kørte Boonen otte minutter med en udledning på 460 watt. Det sammenholdt med 420 watt i de otte minutter forinden fortæller, at den belgiske rytter – udenfor sæson – kan udlede i omegnen af, hvad de bedste ryttere i Tour de France formår på en enkeltstart eller bjergetape. Begrænsningen er de 190 cm. og de 80 kilo, men vægt kan tabes, og Laurent Jalabert gik også fra at være sprinter til at vinde den prikkede bjergtrøje i Tour de France.
Konkurrenter i egne rækker?Men selvom Tom Boonen fylder meget i billedet er det alligevel imponerende, at se på bredden i Quick Step-Innergetic truppen, i det mindste når vi ser på éndagsløbene. Holdet hentede sidste år 37 UCI sejre, hvoraf de 17 var i Pro Tour og fordelt hos 11 ryttere – og er allerede på nuværende tidspunkt førende blandt Pro Tour mandskaberne med 17 sæsonsejre. Ser vi frem på de tre forårsklassikere Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix er der en del sandhed i at sige, at de største konkurrenter måske findes i egne rækker.
Godt nok har et slemt styrt i
Tirreno-Adriatico uden tvivl sat en flyvende Paolo Bettini en smule tilbage, men han skal alligevel regnes blandt favoritterne til at tage sejren i lørdagens Milano-Sanremo. Samtidig har Tom Boonens barndomsven Nick Nuyens store tanker om Flandern Rundt. ”Dette år vil jeg ikke satse alt på Het Volk; i stedet vil jeg toppe i det løb som jeg, sammen med verdensmesterskaberne, ønsker at vinde mest af alt; Flandern Rundt,” siger han til Cycle Sport.
Ydermere proklamerede team-manager Patrick Lefévré ved holdpræsentationen ligeledes: ”Vi er et demokratisk hold og vi bestemmer taktikken undervejs, men Filippo har bestemt alt, hvad der skal til for at vinde Paris-Roubaix.”
Og som Laurent Jalabert engang sagde: ”Nogle gange er det nemmere at vinde for en outsider med gode ben, end for en favorit med superben.”