Tour de France-analyse: Giganternes halvkedelige remis

Vi har været der før, har vi ikke? De fleste kender følelsen af i ugevis at have glædet sig til den første store bjergetape i en grand tour for så blot at blive efterladt med en følelse af skuffelse efter en flad fuser, hvor ingen af de store havde modet til at forsøge sig. Som regel hjælper det lidt på dramatikken, hvis der er mål på toppen, men det er snarere reglen end undtagelsen, at konservativ kørsel lægger lidt en dæmper på festlighederne, når man rammer bjergene første gang.

Dagens bjergetape var ingenlunde en undtagelse, for sjældent har man da været vidne til en så lammende mange på initiativ. Selv havde jeg også været med til at hæve forventningerne til noget, de slet ikke kunne bære, for da muligheden for at teste de svaghedstegn, Chris Froome havde vist på Mur-de-Bretagne, bød sig, var det kun den altid ukuelige - og endda halvskadede - Dan Martin, der turde ryste træet en anelse.

Det lå ellers i kortene, at Movistar skulle prøve Froome af for at undgå den fatale fejl, alle begik i Giroen. Her mislykkedes man med at udnytte, at briten stræbte efter en formtop i den tredje uge, og vi husker alle vel nok, hvad det kostede, at man ikke tog tid, mens muligheden bød sig. Alligevel var der ikke blot den svageste antydning af spansk aktivitet, og de tre Movistar-musketerer havde det fint med at følge Sky-toget hele vejen til toppen af Col de la Colombiere.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det store spørgsmål er naturligvis hvorfor. Modvinden var formentlig afgørende, men der er i hvert fald et par yderligere oplagte bud på en forklaring. Først og fremmest kollapsede det stærke Movistar-kollektiv overraskende tidligt, da den altid så ustabile Marc Soler slet ikke var i stand til at leve op til de tårnhøje forventninger. Paris-Nice-vinderen forsvandt nærmest, inden kaptajnernes puls havde nået de 100, og efter tabet af bundsolide Jose Joaquin Rojas efterlod det dem alene med Andrey Amador. I den forstand blev det et eksempel på, hvordan for mange kokke som bekendt kan fordærve maden, for med tre mand, der skulle beskyttes, var der pludselig slet ikke muskelkraft til at lægge det pres, der kunne have forberedt et angreb.

Bedre blev det ikke af, at Sky i den grad spillede med musklerne. Forud for løbet havde Movistar ellers håbet på, at de denne gang faktisk ville vise sig som det stærkeste bjergmandskab, men den status mistede de brat i dag. Deres top 3 er stadig fabelagtig, men med Solers svaghedstegn ser der påfaldende tyndt ud i næste geled.

Samtidig sad Geraint Thomas og Chris Froome omgivet af et superhold, hvor alle levede op til forventningerne. Luke Rowe og Gianni Moscon kontrollerede egenhændigt de første 120 km, og den stadig mere imponerende Jonathan Castroviejo tog sig helt alene af Col De Romme. Michal Kwiatkowski steppede op efter et skuffende Dauphiné og viste igen sine forbedrede klatreevner på den nedre del af Colombiere. Kun Wout Poels, der hele tiden har skullet bruge løbet til at køre sig i form, er stadig under niveau, men det gør jo intet, når man i Egan Bernal har sportens største talent. Den unge colombianer tog over, da Martin angreb, neutraliserede let faren og satte i samme moment klasseryttere som Bauke Mollema, Ilnur Zakarin og Rafal Majka. Hvis nogen havde tvivlet på, om den lille colombianer ville kunne stå for Tour-presset, må de tro om, for klatrefænomenet viste i dag, at han kan blive den allervigtigste nøgle til endnu en Froome-sejr.

Briten selv og holdkammeraten viste da heller ingen svaghedstegn selv, og det er tydeligt, at Froome er betydeligt bedre nu, end han var i den indledende del af Giroen. Det kan vise sig at være et problem for rivalerne, for briten bliver formentlig ikke ringere fra nu af, og i dag viste Sky, at de har holdet til at transportere kaptajnen fornuftigt gennem Alperne. Tager man enkeltstarten i betragtning sidder Thomas og Froome reelt på de første to pladser i klassementet, og derfor er der for dem ingen grund til at risikere noget som helst de kommende dage.

Kun to andre hold havde på papiret styrken til at teste Sky. Tabet af Alexis Vuillermoz og i mindre grad Axel Domont betyder imidlertid, at Romain Bardet og resten af det ellers så stærke Ag2r-mandskab allerede nu er kastreret, og det lægger væsentlige begrænsninger på hvor meget initiativ, de kan tage. Det ligeledes stærke Bahrain-mandskab holdt sig ligeledes i ro, men det var mere forventeligt, for tendensen i de senere år har været, at dieselmotoren Vincenzo Nibali skal bruge et par dage på at finde benene.

Alle løbets øvrige favoritter har reelt ikke holdet til at sætte sig på mod Sky-maskinen, og på så tidligt et tidspunkt i løbet er der naturligvis ingen, der tør sætte alt på et bræt - slet ikke når Sky sidder i overtal, og etapen endda slutter nedad. Så snart det blev klart, at Movistar tilbød Sky en remis, var det derfor klart, at der ikke ville ske det store, og havde det ikke været for festlige Martin, var det formentlig endt helt uden tab for favoritterne.

Derfor blev vi ikke spor klogere på, hvem der kan vinde løbet, men som det sig hør og bør på den første bjergetape, fik vi svar på, hvem der ikke kan. Den største taber var Rigoberto Uran, men som fremhævet i gårsdagens optakt kom det ikke som et lyn fra en klar himmel. Colombianeren havde nemlig allerede vist markante svaghedstegn på Mur-de-Bretagne, der ellers var guf for en type som ham, og bedre blev det naturligvis ikke af, at han røg i asfalten i søndags. Hans nedtur var derfor til at forudse, og med et så stort tidstab er det nu tid for EF at sadle om. Heldigvis har de i Pierre Rolland og Daniel Martinez to fremragende klatrere, så meget kan endnu reddes, selvom der ikke i år bliver tale om en gentagelse af sidste års jubelridt.

Det gør der næppe heller for Rafal Majka og Bauke Mollema, der blot bekræftede, hvad jeg desværre allerede skrev om dem inden løbet. Majka har tidligere været på podiet i Vueltaen, og Mollema var blot et styrt fra at være det samme i Touren for to år siden, men siden da har der været langt mellem snapsene for dem begge. Derfor var dagens tidstab ikke uventet og blot en bekræftelse på en kedelig tendens. Alt håb er dog ikke ovre for dem begge, der formentlig i hvert fald i morgen atter vil give klassementet et skud - ikke mindst slideren Mollema, der stadig kan nå at kæmpe sig til en top 10-placering. Sværere bliver det for Bob Jungels, der helt som ventet endnu engang beviste, at han er alt for stor til nogensinde at blive en reel podiekandidat i grand tour-sammenhæng.

Den sidste taber var Ilnur Zakarin, men for ham er der ingen grund til at hejse hvidt flag endnu. Historien taler nemlig sit tydelige sprog for russeren, der altid skuffer på den første bjergetape, men er flyvende i den tredje uge. Der er derfor tid at løbe på endnu for den ranglede russer, men i et langsigtet perspektiv er der grund til at være bekymret. Skal Zakarin nogensinde vinde en grand tour, er der næppe råd til den form for tidstab tidligt i løbet, og dagens resultat må sætte Katusha-trænerne hjem til tegnebrættet for at finde ud af, hvordan det problem løses.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derudover var det svært at blive meget klog på favoritternes styrkeforhold. Jakob Fuglsang viste desværre lidt svaghedstegn i forbindelse med Martins angreb og Bernals efterfølgende reaktion. Det er for tidligt at drage forhastede konklusioner, for sidste år rejste Fuglsang sig efter en kedelig første bjergetape, og denne gang undgik han i det mindste at tabe tid. Der hersker dog stadig en vis usikkerhed om hans langsigtede holdbarhed, da det altid har knebet med at holde niveau over alle tre uger, og dagens etape gav i hvert fald ikke næring til de i forvejen lidt urealistiske danske podiedrømme.

Kortvarigt så det meget overraskende ud til, at den ellers indtil nu så overbevisende Alejandro Valverde var i problemer. Det viste sig imidlertid blot at være et kædesvigt, som hurtigt blev fikset, og selvom Movistar-mandskabets kollektiv famlede, så de tre kaptajner i hvert fald ud til at være præcis, hvor de skal være. Nu mangler vi blot, at de også har modet til at gå efter sejren.

Som sagt kan det være svært at drage mange konklusioner, men det er værd at fremhæve tre ryttere. Først og fremmest så Tom Dumoulin knivskarp ud, og i første omgang var der ikke skyggen af svaghedstegn at spore. Jeg har ellers været blandt de allerstørste tvivlere på det ambitiøse Giro-Tour-projekt, der virker meget urealistisk for en mand, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson, og som endda slet ikke er naturlig klatrer. Foreløbig synes han at have diamanter i benene, men det ændrer ikke på, at risikoen for et kollaps fortsat er overhængende, og at det fortsat er svært at se, hvordan den store hollænder på en så bjergrig rute skal kunne blande sig i kampen om sejren.

Det kan Primoz Roglic måske til gengæld. Alle har vi været spændte på at se, hvordan det slovenske fænomen ville håndtere den første bjergetape, og han bestod den første eksamen til topkarakter. Vi aner stadig ikke, hvordan han håndterer tre ugers uafbrudt kamp, men foreløbig ser han skræmmende stærk ud. Han har hele tiden været løbets helt store joker, og dagens etape giver i hvert fald ikke grundlag for at lægge en dæmper på forventningerne. Måske var det virkelig dumt, at man ikke greb chancen for at køre ham ud af kampen, da sidevinden gav en uventet mulighed for et par dage siden.

Den sidste rytter, der fortjener applaus, er Steven Kruijswijk. Jeg har gang på gang fremhævet, at ”Bøjlen” har givet små tegn på, at han måske kan genfinde sit fantastiske niveau fra den 2016-Giro, han burde have vundet. Det er foreløbig for tidligt at sige, om han er helt deroppe, men der i hvert fald grund til optimisme. Allerede på brostenene virkede han brølstærk trods en skræmmende mangel på støtte, og i dag gjorde han det godt på en relativt eksplosiv etape, der ikke passede ham. Med tanke på, at den hollandsk Duracell-kanin bare bliver bedre og bedre undervejs, er der grund til at holde med LottoNL-Jumbo, der med en spændende duo kan give løbet et interessant krydderi.

Midt i skuffelsen over favoritternes fuser glemmer man næsten helt at glæde sig over dagens helt store vinder. For få dage siden så det ellers trist ud for Julian Alaphilippe, der var dybt skuffet over sin egen præstation på 5. og 6. etape, der lignede de bedste muligheder for en etapesejr. Kun en tåbe afskriver imidlertid det franske fænomen, der allerede i sidste års Vuelta viste, at han kan vinde bjergetaper i grand tours, selv hvis han ikke er på 100%.

Sejren er ikke mindst imponerende i lyset af terrænet. Det har nemlig været en lidt kedelig tendens i år, at Alaphilippe er kommet til kort på lange stigninger. Lige så imponerende han har været i kuperet terræn - ikke mindst i Ardennerne, hvor han var den i særklasse bedste - lige så skuffende præsterede han på de lange stigninger i Paris-Nice, Baskerlandet og senest Dauphiné. Ved Touren og ikke mindst OL i 2016 viste han imidlertid, at evnerne er der, og de blev stillet til fuld skue i dag. Klasseklatrere som Robert Gesink, David Gaudu, Ion Izagirre og Serge Pauwels nåede ikke Alaphilippe til sokkeholderne på en etape, der ellers burde være for rene klatrere. Fortsætter den tendens, tør man næsten ikke tænke på, hvad Alaphilippe kaj leverer, når vi i weekenden rammer ”hans” terræn på de to udbryderetaper i Massif Central.

Etapen bød også på en genfødsel af Rein Taaramae. Det fallerede estiske supertalent er måske sportens største lodseddel, men i de sidste to år har han desværre været en permanent nitte. Manden, der betog hele verden som sportens måske mest lovende etapeløbstalent i begyndelsen af sin karriere, har kun momentvist vist sin klasse i de senere år. Siden etapesejren i Giroen og den samlede sejr i Tour de Slovenie for to år siden, er det kun på sidste års kongeetape i Tour de Suisse, at han har vist klassen, og hans skifte til Direct Energie har indtil i dag også lignet en dundrende fiasko. Dagens ridt gav imidlertid håb op, at der måske alligevel er mere at komme efter for Taaramae.

Til gengæld blev det en skuffelse for de to franske klatretalenter David Gaudu og Guillaume Martin, der havde deres livs chance for at vinde en stor bjergetape på hjemmebane. Det blev der imidlertid intet af, for Gaudu overvurderede totalt sig selv og brændte sine uerfarne tændstikker alt, alt for tidligt. Martin derimod viste allerede på Mur-de-Bretagne, at han har glemt sine bedste ben derhjemme, og dagens tamme præstation giver desværre ikke meget håb om, at han i dette løb kan bygge videre på en ellers indtil nu flot sæson.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Og endelig skal der lyde en applaus til Greg Van Avermaet. For 48 timer siden lå BMC-mandskabets Tour i ruiner, og selvom en ekstra dag i gult på ingen måde kan går det ud for tabet af Richie Porte, viste den belgiske fighter i hvert fald, at amerikanerne stadig er med i løbet. Nøjagtigt som for to år siden glemte han for en stund, at han slet ikke er bjergrytter, gik i udbrud og forsvarede trøjen på en etape, der burde have været alt for svær. Dagens kraftanstrengelse betyder utvivlsomt, at festen slutter i morgen, men det er alligevel svært ikke at tage hatten af for belgieren, der i dag viste, at han i den grad har fortjent sin uge som Tourens førstemand. Chapeau!

Alle er de imidlertid statister i giganternes skakspil, men de fik i dag lov at spille hovedroller, da Quintana og resten af Movistar rakte hånden frem og tilbød Froome en remis. Det slagtilbud var briten ikke sen til at acceptere, og han kan derfor sætte flueben ud for den første af de tre store trusler, der tårnede sig op for den indtil nu lidt skrøbelig Tour-konge. Dermed var det en forspildt første mulighed for Movistar-musketererne, men heldigvis er der fem chancer endnu. Den første kommer allerede i morgen, og denne gang kan spanierne vel næppe stille sig tilfredse med endnu en halvkedelig nulløsning.