Tour de France-analyse: Den ultimative test af alsidighed

Det var nok ikke tanken hos de oprindelige idemænd bag Tour de France, at deres nye løb skulle være den ultimative test af den alsidige cykelrytter. Nej, deres motivation var vist bare at promovere avisen L’Auto, og til det formål fandt de det velegnet at arrangere et cykelløb, der rejste gennem flere af Frankrigs største byer. Dengang var der ikke de store ambitioner om at variere terrænet, og der var mest af alt bare tale om det, som navnet også lægger op til, nemlig en cykeltur rundt i Frankrig.

I løbet af de 118 år, der er gået siden Tour-pionererne for første begav sig hele vejen rundt i det store land, er der imidlertid sket meget. Tour de France er måske nok stadig noget ganske særligt og cykelsportens absolutte højdepunkt, men det er blevet en del af en organiseret og struktureret sportsgren, der med UCI i spidsen har forsøgt at sætte det enorme mylder af cykelløb i system. I det system er Touren faldet ind under den kasse, der hedder grand tours, og selvom det ikke er et officielt erklæret formål, er hele ideen bag de tre løb, som nyder den særlige status, at de skal være den ultimative test af cykelrytteres alsidighed. De er cykelsportens svar på atletikkens tikamp, hvor ideen er, at rytterne igennem tre uger skal testes i de fleste af de mange discipliner, som gør landevejscykling til en af de mest kompleks og mangefacetterede sportsgrene.

Det er imidlertid langt fra i alle grand tours, at den grundtanke kommer tydeligt til udtryk. Tag nu bare de seneste udgaver af Tour de France. I 2020 var balancen tippet i næsten urimelig grad mod klatrerne i et løb, der kun havde én enkeltstart, der endda var en halv bjergenkeltstart, og slet ikke besøgte det flade og blæsende Nordfrankrig, som tester helt andre sider af cykelrytternes talent. Omvendt var det i år, hvor mange følte, at de to ganske lange enkeltstarter i lidt for høj grad var lagt til rette til folk, som havde enkeltstarten som en væsentlig kompetence.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

For dem, der måtte mene, at en grand tour netop skal være en hyldest til alsidigheden, må der derfor være en svær grad af tilfredshed at spore, efter at løbsdirektør Cristian Prudhomme efter sidste års digitale coronaversion atter kunne præsentere en Tour-rute i Palais des Congres med den pomp og pragt, der hører sig til ethvert større arrangement i Frankrig. Denne gang kan man nemlig hverken kritisere Prudhomme for at have set ensidigt i retning af klatrere eller tempostærke klassementsryttere i et løb, der tværtimod i løbet af de tre uger kommer omkring de fleste af cykelsportens facetter.

Man kan jo bare tage elementerne enkeltvis, for det er der næsten det hele. Med et samlet enkeltstartspensum på 53 km er der skruet op for det i historisk sammenhæng uhyre lave antal enkeltstartskilometer, som vi så i årene mellem 2017 og 2020, hvor man sad med fornemmelsen af, at Prudhomme egentlig mest havde lyst til at eliminere disciplinen totalt, men vi når ikke op i samme omfang som i 2021, hvor der var hele to længere enkeltstarter. Denne gang fordeles det ganske vist også over to dage, men den indledende enkeltstart i København er en kort og teknisk sag, der trods alt kun vil gøre begrænsede forskelle, ligesom der med 409 højdemeter over de 40 km, som udgør den eneste lange enkeltstart, er skruet lidt op for klatrepensum i forhold til det, vi så i år.

Det modsvares af en uhyre alsidig bjergmenu, der byder på lidt af det hele. Modsat i år, hvor man knap nåede op i 2000 højdemeter, vil særligt sydamerikanerne glæde sig over, at den iltfattige luft vender tilbage i et løb, hvor man hele to gange skal op over Galibier i 2700 m højde fra hver sin retning og vender tilbage til en bjergafslutning på det 2400 m høje Col du Granon, som indtil bjergfinalen på Galibier i 2011 var det højest beliggende mål i Tourens historie. Afslutningerne på Granon og klassikere som Alpe d’Huez og Hautacam vil sikre, at der er bjergafslutninger for de rigtige bjerggeder med hang til ”rigtige” bjerge, men der er også en stor mulighed for ryttere med hang til mere eksplosive og stejlere afslutninger, når der skal sluttes på nyklassikeren La Planche des Belles Filles - som i 2019 endda med tilføjelsen af det meget stejle grusvejstykke til slut, hvor Geraint Thomas blæste fra de øvrige favoritter for to år - og på den korte, stejle Peyragudes, hvor Chris Froome i 2017 fik den yderst sjældne oplevelse at miste den gule trøje, da Fabio Aru kørte briten ud af en trikot, han plejede at gøre til sin ejendom, når han først havde fået fingre i den. Bjergetaperne spænder også over de ultrakorte affærer, som er blevet så populære i moderne cykelsport, når der eksempelvis blot skal køres 130 km frem mod Peyragudes, til de mere klassiske og længere bjergetaper, vi vil se på La Planche des Belles Filles-etapen.

Det er imidlertid forenklet at koge løbet ned til de to elementer - bjerge og enkeltstarter - der som regel er de vigtigste i grand tours. Undervejs er der også muligheder for puncheurs, der vil elske en tilbagevenden til Longwy, hvor Peter Sagan sejrede i 2017, og en ny afslutning på en bakke i schweiziske Lausanne, ligesom de mere klatrestærke puncheurtyper vil sætte pris på endnu en afslutning på den korte, stejle mur i Mende, hvor vi har set en række højdramatiske finaler i de seneste år, og et mål på en lille bakke i mountainbikemekkaet Chatel i Alperne. Sidevindsevnerne vil blive teste på de to tidlige etaper i Danmark samt på 4. etape med mål i det blæsende Dunkerque og 15. etape til Carcassonne i et område, hvor Wout van Aert har vundet sidevindsetaper to gange inden for de seneste tre år. Og endelig vil en tilbagevenden til Paris-Roubaix-pavéerne sikre, at det bliver året, hvor klassikerevner i den grad bliver grad bliver testet med andet og mere end en i første omgang kun teoretisk risiko for sidevindskørsel.

Hvis man vil vinde 2022-udgaven af Touren skal man kunne det hele: køre enkeltstart, klatre, håndtere iltfattig luft, køre puncheurfinaler, håndtere stejle procenter og grusveje, mestre sidevinden og tæmme brostenene. Det stiller ikke blot krav til rytterne, men også holdene, hvor sportsdirektører og managers får nok at gøre, når de skal forsøge at finde den rette balance i en ottemandstrup, der skal kunne klare både den livsfarlige første uge, hvor løbet kan tabes, men ikke vindes, og siden gøre forskellen i de bjerge, hvor de afgørende slags trods altid vil være at finde.

Det er dog næppe bjergene, der i disse timer holder de fleste klassementsryttere beskæftigede. Tværtimod er det nok snarere frygten for den første uger, som vil være den dominerende følelse hos mange af de ryttere, der drømmer om at køre med om sejren - ikke mindst de spinkle klatrere. Det kan godt være, at vi næppe vil have megen ide om, hvem der kan vinde løbet, når rytterne efter seks dage kan gøre sig klar til den første bjergetape, men vi kan meget vel vide, hvem der ikke gør. Netop derfor er der i disse timer nok allerede travlt med at blive ringet rundt til holdenes tunge kavaleri, for skulle der sidde en enkelt brostensspecialist med tanke om at droppe den kommende Tour, må han nok indstille sig på, at han alligevel skal til Frankrig for at agere bodyguard for de mange bjerggeder, der lige nu er ved at gå til af nervøsitet.

Stress er allerede blevet en folkesygdom, men diverse stressklinikker kan nok allerede indstille sig på, at der bliver ekstra travlt til juli. Stress vil nemlig brede sig som en epidemi i feltet, formentlig med et kontakttal, der vil kunne føre enhver epidemiolog bekymret. Den første uge skriger nemlig på nervøsitet og dermed også flere af de styrt, der martrede feltet i år, når feltet først skal tilbringe to dage i det danske fladland, hvor passagen af Storebæltsbroen vil gøre løbet rystende nervøst, hvis ikke vi har den vestenvind, som trods alt er den dominerende vindretning i Danmark, ligesom turen mod syd ned langs den sjællandske vestkyst og den jyske østkyst vil være rigeligt til at gøre positionskampen højintens. Det vil fortsætte, når feltet rammer fransk og belgisk territorium, først med en potentiel sidevindsetape til Dunkerque, hvis blæsende betingelser vi kender fra 4 Dage ved Dunkerque i foråret, siden med den frygtede brostensetape, hvor menuen af pavéer er så tung, at der vitterligt er tale om en kort og dermed potentielt meget afgørende udgave af Paris-Roubaix med hele fem nye og helt uprøvede pavéer og i alt 19,4 km på ujævnt underlag, og slutteligt med puncheuretapen til Longwy, hvor Sagan overspurtede Julian Alaphilippe for fire år siden, og hvor serien af korte stigninger til sidst, vil gøre feltet uhyre nervøst med bevidstheden om, at en betydeligt hårdere finale end i 2017 sagtens kan skabe små huller og koste sekunder.

Først derefter kan rytterne slappe lidt af - i hvert fald i forhold til stresselementet. Benene bliver imidlertid med det samme sat på prøve, når rytterne for sjette gang på 11 år skal op ad nyklassikeren La Planche des Belles Filles, der måske nok er en kort, eksplosiv sag med potentiale til kun at skabe relativt små forskelle, men som med det samme vil give en helt klar ide om klatrehierarkiet. Dagen efter skal de undgå at tabe sekunder, når der skal spurtes op ad den lille bakke i Lausanne, inden også 9. etape stiller krav til evnerne, når man i den absolutte finale skal over Pas de Morgins, som nok ikke er Tourens sværeste stigning, men på en dårlig dag sagtens kan koste dyrt, inden man skal spurte op ad en lille bakke til mål bare få kilometer senere.

Løbets anden hviledag bliver derfor kærkommen - den første kommer allerede efter tre dage, når hele cirkusset skal flyttes fra Danmark til Frankrig - og det handler om at få pustet godt ud. Årets alpemenu er nemlig yderst vanskelig, og hvor man tidligere har set, at den første bjergkæde fås i en lightudgave ud fra et ønske om ikke at skabe al for stor spredning tidligt i løbet, holdes der denne gang ikke igen. Nok er 10. etapes afslutning i Megève ikke af en vanskelighed, der kan ventes at skabe forskelle, men etapen slutter trods alt på toppen af den relativt bløde Cote 2000, hvor Daniel Martinez sidste år vendte Dauphiné på hovedet og først Lennard Kämna og siden Sepp Kuss på to på hinanden følgende etaper kørte til solosejre i selvsamme finale.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Dagen efter bliver ilt en mangelvare med afslutningen på Col du Granon, der ikke blot er et højt bjerg, men i alpesammenhæng også en meget stejl og derfor uhyre vanskelige stigning, inden alpeturen nås sit klimaks med 12. etapes længe ventede tilbagevenden til Alpe d’Huez, der for 70 år siden var vært for historiens første bjergafslutning, og som i år med tidligere passager af Galibier og Croix de Fer er mål på en etape, som er en total kopi af 1986-etape, hvor Bernard Hinault hånd i hånd med Greg Lemond tog karrierens sidste af mange etapesejre.

Den anden uge slutter som altid med en rejse mellem løbets to væsentligste bjergkæder, men i år er det bestemt ikke den letteste udgave. Nok ligner 13. etapes tur til Saint-Etienne mest en dag for et udbrud, da vi sjældent har set sidevindskørsel i Rhone-dalen under Touren, men derefter skal der sluttes på Jalabert-bjerget i Mende, hvor udbrud plejer at vinde, men hvor de mest eksplosive klassementsryttere plejer at køre fra rivalerne, som det seneste skete i 2018, hvor Primoz Roglic vandt tid på sine rivaler, Chris Froome, Tom Dumoulin og Geraint Thomas. Selv ikke på den ellers flade 15. etape kan der slappes, når etapen afvikles i det område nord for Pyrenæerne, hvor vi havde sidevindsdramaer i både 2019 og 2020, og hvor Van Aert utvivlsomt drømmer om at udnytte vinden til at lave et sidevindshattrick i området.

Efter den sidste hviledag får klatrerne to chancer for at vinde den sidste tid i Pyrenæerne. Der lægges ud med en opvarmningsetape for udbrydere, når man atter kastes ud i nyklassikeren med Mur de Peguère og et fladt indløb til Foix - forhåbentlig denne gang uden søm på nedkørslen, som vi så det i 2012 - hvor vi har set udbrudssejre til Simon Yates i 2019, til Warren Barguil i 2017 og til Luis Leon Sanchez ved debuten for ni år siden. Dernæst vil Romain Bardet og Alejandro Valverde elske 17. etapes tilbagevenden til den korte, men stejl Peyragudes, hvor de begge har sejret, men selvom hele etapen med 3300 højdemeter over bare 130 km er vanskelig, er målbjerget med en længde på bare 8,1 km en relativt kort sag. Til gengæld bliver afslutningen betydeligt vanskeligere på løbets sidste bjergetape, hvor der første gang siden 2014 skal sluttes på Hautacam, hvor Vincenzo Nibali tog sin fjerde og sidste etapesejr for syv år siden, hvor Lance Armstrong knuste Jan Ullrich i en sand magtdemonstration i 2000, og hvor Bjarne Riis som bekendt i 1996 definitivt satte en fed streg under, at han havde kurs mod en stensikker Tour-sejr. Ikke blot er der tale om et af Pyrenæernes sværere målbjerge, forinden skal rytterne også over legendariske Col d’Aubique og den nye og stejle Col de Spandelle, så der med i alt 4000 højdemeter over beskedne 143 km er al mulig basis for, at klatrerne kan sætte et nyrestød ind på rivalerne.

Det får de temposvage af dem også brug for. Løbet gør nemlig igen i år brug af den klassiske model med en flad transportetape på den sidste fredag, inden en altafgørende og relativt flad enkeltstart om lørdagen, hvor det hele skal sættes på plads inden finalen i Paris. Med en distance på 40 km er der tale om en meget lang enkeltstart efter Prudhomme-standarder - faktisk er det den længste enkeltstart, siden Tony Martin i 2014 slog Tom Dumoulin over 54 km på næstsidste etape - og med en meget flad første del er der masser af plads til, at de store maskiner kan lade deres watt tale. Til gengæld kan klatrerne trøste sig med, at to sene bakker bringer det samlede antal højdemeter op på 409, så det hele trods alt ikke bare handler om at blæse henover den lange, lige og flade vej, der vil udgøre hovedparten af etapens første halvdel.

Den del vil til gengæld glæde tempospecialisterne, som naturligvis også vil sætte pris på de første 13 km i København, selvom wattmonstrene her utvivlsomt vil være frustrerede over den meget kringlede rute og de mange sving, der stiller lige så store krav til tekniske evner som power. Og dermed er cirklen fuldendt, for der er ikke mange, der kan være utilfredse med en rute, som tester alle cykelsportens facetter og giver muligheder for de fleste.

Det skulle da lige være sprinterne. Årets udgave var som bekendt den mest sprintervenlige i flere år, men til næste sommer skal de hurtige folk sørge for at får det maksimale ud af de første fire dage. Her venter nemlig tre sandsynlige massespurter i Nyborg, Sønderborg og Dunkerque, men herefter tyndes der kraftigt ud i chancerne. Faktisk skal vi herfra helt frem til 13. etape og målet i Saint-Etienne, inden der måske kan opstå en mulighed, men selvom den kun byder på 1500 højdemeter over 193 km, betyder en lang opkørsel i finalen, at det nok snarere er en dag for et udbrud. Herefter burde de i det mindste kunne se frem til 15. etapes flade tur til Carcassonne, men her er vinden som sagt en potentiel modspiller, og selvom 19. etape også er en flad sag, ved vi af erfaring, at netop denne etape grundet dens sene placering meget ofte byder på overraskelser, som vi så i 2019 og 2020, hvor hhv. Søren Kragh og Matej Mohoric snød sprinterne. Mens så har de i det mindste altid Paris-etapen at falde tilbage på til sidst.

Her vil vi traditionen tro ikke blot skulle hylde en stor sprinter, men også vinderen af verdens største cykelløb, og med så alsidig en rute taler meget for, at det denne gang vil være en yderst komplet rytter. I det lys er det vel altovervejende sandsynligt, at der for tredje år i træk skal synes på slovensk, når nationalmelodien gjalder ud over byernes by, for Tadej Pogacar og Primoz Roglic er lige nu utvivlsomt de mest alsidige klassementsryttere. Nu kan man let argumentere for, at Tour-arrangørerne vel nærmest skulle designe 21 sprinteretaper, hvis ikke de to slovenske uhyrer skulle være klare forhåndsfavoritter, men med dagens rutedesign står der allerede 1-0 til Slovenien. De 53 km enkeltstart sætter i sig selv rivalerne voldsomt tilbage, og selvom de begge er helt uprøvede på brosten, vil de utvivlsomt håndtere den opgave bedre end de spinkle klatrere - Roglic særligt fordi han i Van Aert har en af løbets allerbedste bodyguards.

Men sådan bør det jo netop også være. Hvis man insisterer på, at en grand tour skal være en hyldest til alsidigheden, er det på sin plads, at man skal mestre hele paletten for at sejre, og det gør de to slovenere. De får til gengæld også brug for hele pakken, hvis de vil indfri drømmen om hhv. et hattrick eller en første Tour-sejr. Hvor man i 2019 og 2020 i altovervejende grad skulle forberede sig i bjergene og i 2021 skulle bruge et hav af timer på enkeltstartscyklen, skal forberedelsen denne gang dække hele spektret. Hvilket element, der bliver afgørende i det på papiret meget tætte opgør mellem de to venner og rivaler, er lige nu umuligt at sige, for det kan både blive bjerge, enkeltstarter, brosten og sidevind. Må bedste og mest komplette mand vinde!