Tour de France-analyse: Fænomenet, der vandt og tabte

Sport adskiller sig fra livet i al almindelighed i den forstand, at alle ønsker, at det har både vindere og tabere. Det gælder naturligvis ikke i livets almindelige spil, men i sportens verden tæller en anden logik. Den lever af, at vi kan juble med de store mestre og græde med de faldne helte, og det er det, der giver det en nerve, som kan betage store dele af menneskeheden.

Desværre var det ikke sådan i dag, da det, der lignede en historisk flot bjergetape med et blev forvandlet til et drama og kaos, som vi alle havde helst, havde været fri for. Etapen havde allerede kurs mod at blive en af de mest mindeværdige, men desværre vil den nu mere blive husket for de sidste minutter end den fantastiske forestilling, der havde udspillet sig over de første knap 100 km. Og desværre har det den konsekvens, at det desværre blev en dag med lutter tabere.

Desværre er det en uundgåelig konsekvens af en sport, der foregår udendørs og i noget af det mest uvejsomme terræn, Moder Jord kan byde på. Efter at have set billederne af jordskredet kan enhver i hvert fald have forvisset sig om, at etapen umuligt kunne være gennemført som planlagt, og dermed var ASO med ét havnet i en situation, hvor der ville være sure miner, uanset hvilken beslutning der var truffet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Bare den nyere cykelhistorie har da også sine fortilfælde. Hvem husker ikke Chris Froomes, Richie Portes og Bauke Mollemas famøse motorcykelstyrt på vej op ad Mont Ventoux, hvor den kontroversielle beslutning var at tage tiden ved et relativt tilfældigt punkt et stykke oppe ad stigningen? Heller ikke dengang kunne alle stilles tilfredse, og havde han ikke været så suveræn i resten af løbet, havde Froome for altid måttet leve med beskyldningen om, at han havde fået sejren foræret.

Endnu flere ligheder er der med den famøse Giro-etape i Dolomitterne i 2014, hvor ingen tilsyneladende anede, om etapen var neutraliseret eller ej i de episke forhold, der nok havde berettiget en justering af ruten allerede inden etapen. Dengang kan man i den grad klandre arrangørerne fra RCS for deres manglende kommunikation, for det skabte også en situation med lutter tabere. Rigoberto Uran vil til altid skulle leve med tvivlen om, hvad der ville være sket, hvis etapen ikke var endt i kaos. Og Nairo Quintana skal for altid leve med, at mange vil betvivle hans sejr, selvom han på de efterfølgende etaper tydeligt viste sig som løbets stærkeste rytter.

I dag er vinderlisten også gabende tom. Da det stod klart, at etapen umuligt kunne gennemføres, og da det naturligvis er umuligt med kort varsel at flytte målet - Touren har jo en skala og logistik, som slet ikke kan sammenlignes med noget andet cykelløb - var der reelt kun to valg. Enten aflyste man etapen helt, eller også valgte man ”Ventoux-løsningen ved at tage tiden på toppen af bjerget. Begge beslutninger var dybt urimelige over for en eller anden, og derfor er den shitstorm, ASO befinder sig i lige nu, helt uundgåelig.

Desværre giver shitstormen ikke mening. Bolden er nemlig nu i den grad givet op til kontrafaktiske historieskrivere, der altid kan finde et eller argument for, at netop deres favorit blev urimeligt behandlet af arrangørerne. Sandheden er bare, at der ikke er ét eneste menneske, der vil vide, hvad der var sket, hvis ikke Moder Jord havde valgt at spille med musklerne, så selv Egan Bernals forudgående magtdemonstration blev til det rene vand i sammenligning. Der vil aldrig kunne opnås enighed om, hvem der ville have tabt og vundet, hvis det betagende drama havde fået lov til at udspille sig til ende.

I mine øjne var ASOs beslutning dog den mest rimelige og salomoniske. Sandheden er nemlig, at der da for pokker blev kørt cykelløb, så det sang hele vejen op ad Col d’Iseran, og selvom taktikken naturligvis havde udspillet sig anderledes, hvis etapen var kørt over alle 126,5 km, er der ingen, der skal bilde mig ind, at Bernal ikke var i særklasse. Alle, der kunne have fulgt det colombianske fænomen, havde naturligvis gjort det, for både Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann kunne bragt sig i en yderst fordelagtig position, hvis de kunne have rundet toppen sammen med colombianeren. Det havde været en næsten stensikker vej til minimum en 2. plads, for det er svært at se, hvordan der længere tilbage skulle kunne være etableret et samarbejde, der kunne have indhentet en duo i front, ikke mindst når de skulle have Geraint Thomas med på slæb. Hjælperyttere var der ikke just mange af, og derfor var der absolut intet argument for ikke at følge Bernal.

Jo, der var naturligvis ét, nemlig at benene bare ikke var gode nok. Og da Bernal på de sidste par kilometer op mod toppen i næsten 2800 m højde lynhurtigt fik øget til mere end et minut, selvom Warren Barguil var den eneste af de mange blylodder, han undervejs samlede op, som kortvarigt kunne bidrage med en føring, kan der vist ikke være megen tvivl om, at Bernal var i en liga for sig. Den tese bliver naturligvis kun bekræftet af, at det er anden dag i træk, at han giver rivalerne en klatrelektion. Bernal har entydigt cementeret sin status som en overlegen og dybt fortjent Tour-vinder.

På den baggrund kan man også argumentere for, at Bernal faktisk er dagens største taber. Han var nemlig i gang med at levere en magtdemonstration, der gav mindelser om Froomes vanvidsridt i sidste års Giro, og han befandt sig i en nærmest ideel situation. Med sig havde han nemlig Simon Yates, der havde al mulig interesse i at hjælpe ham. Briten ville måske nok gemme lidt i tanken til at forsøge at vinde etapen, men han vil kunne give Bernal den håndsrækning, der skulle til for at holde forspringet til en gruppe, hvor Laurens De Plus, Rigoberto Uran, Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk nok ville kunne samarbejde, men hvor de tre sidstnævnte alle ville holde lidt igen for at kunne køre mod hinanden i finalen. Den slags overvejelser ville Bernal ikke have haft, for skulle han være blevet slået af en mere frisk Yates på den relativt lette Tignes-stigning, var det nok en pris, han var villig til at betale for en stor tidsgevinst.

Derfor er det også synd for colombianeren, at en mulig Tour-sejr nu altid vil have en plet, han ikke har fortjent. Faktisk skulle vi alle i dag have været mundlamme af forbløffelse lige nu, for vi var vidner til noget af det mest vanvittige, vi har set i mange år. Faktisk skal vi vel tilbage til Jan Ullrichs magtdemonstration i Andorra i 1997 for at finde en lignende grand tour-præstation fra så ung en rytter. Desværre taler vi nu om noget helt, helt andet.

Sammenligningen med Ullrich er måske ikke helt dum. Tyskeren blev som bekendt kaldt ”Das Jahrhunderttalent” og havde et talent så stort, at selv benhårde Lance Armstrong kunne ligge søvnløs om natten af frygt for, hvad der ville ske, hvis tyskeren kunne tage sig sammen til at levere den træningsindsats, der ville bringe potentialet til fuld udfoldelse. Det skete desværre aldrig, men forhåbentlig kan det ske, for det nye århundredetalent, som i dag åbenbarede sig for den bredere offentlighed.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Sandheden er nemlig, at vi i dag måske blev vidner til starten på en Bernal-æra, der kan blive langvarig. Jeg har ved flere lejligheder givet udtryk for, at de andre skulle skynde sig at få vundet en Tour, inden colombianeren forventeligt vil sætte sig på tronen, for lige siden 17-årsalderen har han vist sig at være noget helt særligt. Det er svært at erindre en så imponerende WorldTour-debut som den, det colombianske fænomen leverede sidste år. Det eneste, han manglede at vise, var holdbarheden over tre uger, men på baggrund af hans kørsel i sidste års Tour, hvor han var bedst i den tredje uge, var det ikke svært at lure, at han havde den motor, der adskiller grand tour-rytteren fra den almindelige grand tour-rytter.

Den tese er i disse dage blevet bekræftet med syvtommersøm. Bernal kom nok haltende fra start, men siden da er han bare blevet bedre og bedre. Efter at have set ham de sidste to dage er det næsten svært at forstå, at han fik klø på La Planche des Belles Filles, og at han langt fra var den stærkeste på hverken Tourmalet eller Prat d’Albis. Men mens de fleste andre - selv dieselmotorer som Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann - efterhånden kan mærke, at starten i Bruxelles er ved at være tre uger gammel, synes Bernal at være den irriterende type, der stadig springer ud af sengen kl. 6 om morgenen, hvor alle andre har lyst til at trække dynen op en ekstra gang og give benene yderligere et par timer til at komme sig.

Faktisk kan man argumentere for, at Ineos var dobbelte tabere. Geraint Thomas blev nemlig også berøvet en gigantisk chance for at cementere en dobbeltsejr til Ineos ved at vinde yderligere tid på Tignes-stigningen. Som den eneste havde han carte blanche til at sidde på hjul, og det ville derfor have været næsten så sikkert som amen i kirken, at waliseren med en af sine vanvidsforceringer var kørt væk til sidst. På Col d’Iseran bekræftede han nemlig atter indtrykket fra i går, nemlig at han har fundet de ben, der manglede i Pyrenæerne, og med udsigt til at Ineos kunne maksimere udbyttet af deres overtal, sad han i en formidabel position.

Til gengæld må han nok også sande, at det ikke er ham, der næste år skal bære nr. 1 på ryggen. Det så ellers ud til, at holdet havde givet den forsvarende mester muligheden for at forsvare sin titel på bekostning af Bernal, da det var ham, der åbnede ballet efter den massive Ineos-forcering, der var ganske let at forudse, og som havde til formål at slide Julian Alaphilippe ned til sokkeholderne. Nok floppede Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski nok engang totalt, men resten af holdet leverede, da det gjaldt. For anden dag i træk kørte Jonathan Castroviejo sig til titlen som ”Most Valuable Player”, Dylan Van Baarle fortsatte sin transformation fra brostensspecialist til klatrer ved at sætte bjergspecialister af med sit malende tempo, og til slut så vi endelig glimt af Wout Poels tredjeugesklasse, da han lagde bolden perfekt til rette til Thomas, så han kunne sparke den ind.

Det kunne han imidlertid ikke, og derefter fik Bernal sin chance for at køre kontra. Allerede forinden havde han lignet en mand på søndagstur, da han let gled væk fra den lidende Alaphilippe, og da først han åbnede, var ingen i stand til at svare. På den baggrund kan Thomas nok også leve med, at det i år er ham, der er andenviolin. Sidste år var det nemlig ham, der befandt sig i den modsatte rolle, og Thomas virker til at være den fair type, der sagtens kan acceptere, at der i år bare er en holdkammerat, der er bedre.

Hvorvidt Kruijswijk og Buchmann er skuffede eller ej, skal man have kunnet mærke deres ben for at fornemme. Begge har vist sig lige så stabile og stærke i den tredje uge, som man kunne have forventet af dieselmotorer som dem, men begge måtte de også sande, at Bernal i dag var et niveau over dem begge. Kruijswijk viste til gengæld et lidt overraskende og forfriskende initiativ ved at lancere et angreb i stedet for som vanligt at slide rivalerne ned, mens Buchmann til gengæld fortsatte med langsomt at hive rivalerne ind, som han har gjort det ved de fleste angreb i løbet. Denne gang fik han endda fuldstændig fabelagtig hjælp af Gregor Mühlberger, der i de seneste uger endelig er begyndt at leve op til forventningerne og i dag viste, at han sågar kan køre Kruijswijk og Thomas ind på en bjergetape, hvor folk som Mikel Landa, Richie Porte og Nairo Quintana må strække våben.

Der er dog også mere entydige tabere. Det gælder Rigoberto Uran, der havde kørt helt u-Uransk ved at lancere sit vel nok første angreb i en grand tour siden gennembrudssejren i Giroen i 2013. Denne gang skete det endda med et overraskende mod, da han sammen med Michael Woods og Alberto Bettiol blæste til EF-offensiv fra km 0. Det mod havde fortjent en bedre belønning, for selvom han ikke kunne følge Bernal, var han i position til at kunne distancere flere af sine rivaler ved at hænge på Thomas-gruppen. På den baggrund fik han brændte en masse kræfter af til kun beskeden nytte, og når han nu endelig viste lidt mod, havde han fortjent et bedre udkomme. Omvendt kan han glæde sig over, at han undervejs fik bekræftet det fantastiske indtryk, han leverede i går.

En anden er naturligvis Simon Yates. Det er svært at sige, om han vitterligt kunne have slået Bernal til sidst, men han var i hvert fald i en position, hvor det var muligt. Modsat colombianeren kunne han holde lidt igen i dalen, og den sidste modvindsstigning var så let og eksplosiv, at den var som skræddersyet til en fyr som ham. Der er ingen tvivl om, at briten vil jagte hattricket igen i morgen som kulmination på et løb, der skulle have været en tilbagebetaling til brormand, men endte som en langt større succes end Giroen. Det bliver bare pokkers svært igen at bringe sig selv i en lige så fordelagtig position på en målstigning, der passer ham langt dårligere.

En tredje åbenlys taber er Movistar. Holdet kom med den storslåede offensiv, vi alle havde ventet, og Alejandro Valverde viste sin store loyalitet ved at sætte en mulig top 10 på spil for at berede vejen for de efterfølgende angreb fra Mikel Landa og Nairo Quintana. Med alle tre bjerghjælpere i front var det åbenlyst, hvad der var planen, men desværre rakte kaptajnernes ben ikke. Quintana bekræftede for femte grand tour i træk, at manden, der var kendt som et billede på stabilitet, nu har så store udsving, at selv Fabio Arus yoyo-kørsel bagerst i feltet blegner. Og Landa måtte for anden dag i træk sande, at pyrenæerbenene blev efterladt på grænsen til hjemlandet, og at han nok alligevel er ved at mærke, at han for nu snart to måneder siden var en af de absolut stærkeste i den tredje uge af Giroen. Som bekendt er kombinationen af Giroen og Touren sportens sværeste udfordring, og det har Landa nok også måttet sande denne gang, hvor han for første gang kører klassement begge steder. Til gengæld kan de så glæde sig over, at Valverde og Quintana ikke endte med at betale den pris, de havde udsigt til, og derfor har holdet stadig tre mand i top 10, der vil være klar til at sætte sidste etape i brand allerede med angreb fra Cormet de Roselend.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Som sagt har etapen ingen vindere, men skal man alligevel finde en, må det være Julian Alaphilippe. Nok virkede franskmanden efterfølgende mildt sagt frustreret, men sandheden er nok, at det kunne være endt meget værre end det gjorde. I dag kom nemlig den eksplosion, som Alaphilippes historik tilsagde ville komme før eller siden, og det er vel de færreste, der er svært forundrede over, at det netop blev på den lange Col d’Iseran en dag efter, at han allerede én gang havde gravet dybt, at elastikken definitivt sprang. Det følger nemlig til fulde alle de mønstre, vi kender Alaphilippe for.

Til gengæld må man beundre ham for, at han ikke eksploderede totalt. Det har han ellers haft for vane i tidligere etapeløb, men denne gang begrænsede han faktisk tabet flot. Selvom han er en eminent nedkører, ville han dog have fået svært ved at lukke et helt minut op til Thomas-gruppen, og selv hvis det var lykkedes, er det svært at se, at regningen for Iseran ikke var kommet på vej op mod Tignes. Faktisk skal han nok prise sig lykkelig for, at han ikke var blevet tvunget til at jagte på egen hånd i dalen frem mod målstigningen, for hvis ikke hullet var blevet lukket på nedkørslen, var etapen utvivlsomt blevet langt, langt dyrere, end den endte med at blive. Til gengæld gjorde han min forventning om et totalt sammenbrud til skamme, og selvom jeg ikke udelukker, at det kan komme på Roselend eller Val Thorens i morgen, vil jeg bestemt ikke længere udelukke, at en uhørt robust Alaphilippe alligevel kan få den top 10, som lignede en by i Rusland inden løbet.

Mens Richie Porte desværre nok engang måtte sande, at han er afhængig af enten et Alaphilippe-, Quintana- eller Valverde-sammenbrud for blot at komme i top 10 - et pauvert udkomme for en mand, der i flere år var verdens bedste etapeløbsrytter - var etapen også den endegyldige bekræftelse på Warren Barguils genfødsel. Hidtil har han været god, men mange har nok haft fornemmelsen af, at det ikke var 2017-Barguil, vi var vidner til. Det var det måske heller ikke i dag, men da han satte den ene verdensstjerne efter den anden, herunder top 10-rytterne Uran og Valverde på vej op ad Iseran, viste han definitivt, at 2018 formentlig blot var et enkelt dårligt år, og at man altså godt kan køre godt også for Arkea. Måske Greipel og Quintana kan lade det tjene som inspiration? Man kan da have lov at håbe.

Der kan være megen diskussion om, hvem der skal på listen over tabere og vindere, men én ting kan alle blive enige om. Etapen havde en rytter, der var så stor en taber, at alle andre blegner i sammenligning. Jeg taler naturligvis om stakkels Thibaut Pinot, der synes at være forfulgt af et uheld, som ingen ende ville tage. Sidste år var det en ærgerlig lungebetændelse, der 24 timer inden afslutningen kostede ham en relativt sikker podieplads i Giroen, og i dag var det så et tilsyneladende harmløst slag på låret, der med ét forvandlede hans livs Tour til hans livs største skuffelse. Man skal være lavet af sten, hvis ikke man følte en klump i hjertet, da en stortudende Pinot måtte trøstes med et kram af William Bonnet og derefter satte sig ind i en bil for at blive kørt væk fra det løb, der nok havde været svært at vinde, men med stor sandsynlighed havde kastet en podieplads af sig. Heldigvis har den engang så skrøbelige Pinot tilsyneladende opbygget en vis mental robusthed. Lad os håbe, at den kan bringe ham tilbage med samme kraft, som da han vendte sit Giro-exit til et magisk efterår, der indbragte to Vuelta-etapesejre og en overlegen sejr i Il Lombardia.

I den sammenligning er det trods alt vandt, at Bernal muligvis blev berøvet chancen for at levere en magtdemonstration, som ville gå over i historiebogen. Han kan trods alt stadig overnatte i en gul pyjamas, og man skal være mere end almindeligt optimistisk, hvis man tror, at man kan frarøve ham den på vejen mod Val Thorens i morgen. Og kender jeg Dave Brailsford og Ineos ret, vil de elske at lukke munden på alle kritikerne og de kontrafaktiske historieskrivere med endnu en magtdemonstration på bjerget op mod det franske skisportssted lørdag eftermiddag. I dag kan man diskutere, om Bernal vandt eller tabte. I morgen vil vi formentlig ikke være i tvivl om, hvem der vandt.