Tour de France-analyse: Frygtens våbenhvile

Kan I huske de gode gamle dage i Giroen, hvor løbet var under ledelse af masochisten Angelo Zomegnan? I 2010 og 2011 sammensatte han nogle vanvidsruter, der inkluderede snart sagt alle de sværeste stigninger i Italien og stort set bød på klassementsslag hver eneste dag. Det gav altid anledning til et stort show og stor forventning, når ruten blev præsenteret, men da endelig showet rullede ud på de italienske landeveje, var det et bange og næsten apatisk felt, der meget ofte holdt igen, fordi de var bange for det, der ventede.

Derfor er det ikke altid en god ide at designe de mest spektakulære for de kan meget vel lægge en dæmper på resten af løbet. Det så vi i Alperne, hvor der på 10. etape med det samme blev tilbudt remis, simpelthen fordi alle var bange for de to kommende bjergafslutninger. I dag så vi igen det samme, hvor frygten for morgendagens ultrakorte bjergvanvid betød, at ingen turde udfordre Sky på en etape, hvor det meget hurtigt kunne ende som skønne spildte kræfter.

Rækkefølgen af bjergetaper er nemlig slet ikke ligegyldig. Et godt eksempel er Giroen, hvor vi dagen efter Zoncolan-etapen havde det mest fantastiske cykelløb på en ellers ret tilforladelig etape til Sappada. Havde de to etaper været byttet rundt, havde der været garanti for våbenhvile på de kuperede veje omkring Sappada, fordi alle havde været rædselsslagne for Zoncolan-monsteret. På samme måde havde dagens etape helt sikkert haft et helt andet forløb, hvis den var kommet som 17. og ikke 16. etape.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sådan skulle det imidlertid ikke være, og det var derfor slet ikke uventet, at det endte som en lidt halvkedelig fuser. Havde Sky vist blot en anelse svaghedstegn, havde man måske nok skullet prikke lidt til ballonen, men da Wout Poels på den nedre del af Portillon viste, at hollænderen igen ser ud til at have fundet benene til den tredje uge, var Sky-overmagten så stor, at kun Mikel Landa, Jakob Fuglsang og Ilnur Zakarin kom med et par halvforkølede angreb, der aldrig bød på den store trussel. Når selv ikke Dan Martin gad kaste sig ud i et af sine ikke altid helt gennemtænkte angreb, må Sky og ikke mindst udsigten til 17. etape have været enormt intimiderende, og derfor endte det hele, som man kunne have frygtet.

Egentlig giver det god mening. Tom Dumoulin er usikker på, om han kan holde hele vejen efter en opslidende stigning, og han skal bestemt ikke ud og spille med musklerne allerede nu. Faktisk gjorde han det på hviledagen klart, at han kun kan vinde løbet, hvis Sky-kaptajnerne - særligt Geraint Thomas - knækker, og han synes derfor mere at skulle sætte sin lid til skæbnen og andres svaghed end egen offensiv kørsel, hvis han skal vinde. Primoz Roglic er helt uprøvet på denne tid af en grand tour, så han skal om nogen også passe på med at lege supermand, og dermed var det reelt kun Movistar og Romain Bardet, der havde en chance for at true Sky-maskinen. De indså begge hurtigt, at det var klogere at spare på krudtet til en etape, hvor chancerne for at skabe ravage er større, og derfor fik Sky det, som de ville have det.

Vi er derfor ikke spor klogere, end vi var for 24 timer siden, for etapen var så lidt selektiv, at det er umuligt at læse noget som helst. Zakarins angreb ar måske et lille tegn på, at russeren som altid finder sine bedste ben ved løbets afslutning, for hans angreb kommer altid kun, når diamanterne har meldt sig. Lige lidt hjalp det imidlertid, når den ranglede russer atter stillede sin horrible nedkørselsevner til fuld skue, og selvom Sky blot fragtede kaptajnerne sikkert til mål, endte Katusha-kaptajnen alligevel med at smide 12 dumme sekunder.

I lyset af mine tidligere analyser kunne man måske have ventet et angreb fra Chris Froome, men det kom aldrig. Han svarede prompte på Landas forcering, men ellers holdt han sig helt i ro. Formentlig havde han grebet muligheden, hvis den havde budt sig, men når ingen andre viste den store interesse, havde det trods alt virket for bizart, hvis det var Froome, der skulle angribe Thomas. I stedet sparede han på kræfterne til det, der formentlig bliver et stort angreb i morgen.

Man skal nemlig ikke tage fejl af Froomes og Skys ambition. Thomas er fortsat mest en sikkerhedsventil, der giver to kort at spille, men det er stadig kun Froome, der kan skrive historie. Det kan synes brutalt over for den loyale waliser, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Sky først og fremmest går efter at indskrive Froome på den liste, der kun tæller sportens allerstørste giganter. Thomas er en dejlig livline, hvis det viser sig, at benene ikke helt rækker for en mand, der trods alt har kørt Giro tidligere på året, men der bør ikke være tvivl om Skys plan A.

Derfor er der også al mulig grund til at tro, at Sky i morgen vil holde sig til den plan, der også har været fulgt i Alperne. Thomas har et forspring, der gør, at han sagtens kan forsvare sig på enkeltstarten, og da han i forvejen er usikker på, om han kan holde hele vejen, er der ingen grund til at gå i angreb. Hans opgave på de kommende etaper bliver formentlig at være Dumoulings og Roglics skygge, og så må man lade Froome ”do his thing”.

”That thing” er imidlertid også ganske skræmmende, for der er næppe den store tvivl om, at Froome drømmer om at cementere sin plads i historien ved at tage en stor sejr i morgen. Han har hele tiden forsøgt at time formen efter at skulle toppe i tredje uge. Om det er lykkedes ved vi ikke, men det er i morgen, at strategien skal stå sin prøve. Han får formentlig carte blanche til at lave en Finestre-agtig magtdemonstration, hvis han kan, og ellers har man Thomas som back-up, hvis han vitterligt ikke kan finde det topniveau, der har givet ham knusende sejre på bjerge som Ax 3 Domaines, Pierre Saint-Martin, Mont Ventoux og i år på Finestre. Thomas risikerer at blive låst i en taktisk klemme, hvis kaptajnen kører væk, men det er formentlig den risiko, han må acceptere som følge af den rolle, han allerede fra starten var tildelt - uanset om han måtte have diamanter i benene eller ej.

Med dagens våbenhvile er der imidlertid også lagt i kakkelovnen til mere end bare en kamp mellem Froome og Thomas. Måske vil Dumoulin og Roglic i første omgang køre defensivt af frygt for særligt den sidste stigning, men det vil Movistar og Ag2r ikke. Begge holdt de krudtet tør i dag, men for Mikel Landa, Nairo Quintana og Romain Bardet betyder deres nuværende placeringer i klassementet intet. For dem skal der minimum et podium til for at tilfredsstille ambitionerne, og da de alle står til gedigne prygl på lørdag, har de intet at miste ved at kaste alt overbord. Derfor er der ingen grund til at frygte en gentagelse af dagens fuser. I morgen går det løs - og det formentlig allerede fra km 0!

Heldigvis var der 47 andre, der havde lyst til at køre cykelløb, når nu favoritterne tog sig en slapper - så meget slapper, man nu kan tage, når de første 100 km blev kørt i et vanvidstempo, som kun de færreste kunne drømme om. Og her blev det igen fænomenet Julian Alaphilippe, der viste sin uovertrufne klasse ved at tage ikke blot sin anden etapesejr, men også tage et stort skridt mod en prikket triumf i Paris.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Velvidende at morgendagens etape efter al logik vil være for svært for den eksplosive franskmand satsede han alt på at ramme dagens udbrud. Det skulle vise sig at være vanskeligere end som så, men da feltet endelig knækkede efter de 100 km i et vanvidstempo, var han naturligvis med i front. Problemet var også, at alle de eliteklatrere, som man kunne opremse på forhånd - med Rafal Majka og Mikel Nieve som de markante undtagelser - også havde klaret cuttet, og det lignede derfor en kamp, der bogstavligste forstand var op ad bakke for den ekvilibristiske franskmand, der bestemt ikke er ren klatrer.

Det så da også ud til at være slut for Alaphilippe, da der blev skåret tænder for bare at holde hjul på de mange klatrestjerner, og da Adam Yates dansede væk med vanlig lethed, så lyset da også ud til at være slukket for manden i prikkerne. Alaphilippe er imidlertid ikke blot en gudsbenådet cykelrytter - også hans fighterhjerte er eminent. Derfor bed han tænderne sammen og kom med et sidste klassisk Alaphilippe-punch mod slutningen af en stigning, der i alle forårets løb ville have været alt for lang for det eksplosive talent.

Det var den imidlertid ikke denne gang for Alaphilippe, der i dette løb har vist, at hans klatreevner også i høje bjerge er ganske fine, når blot han har forbereder sig specifikt på sin klatring og ikke som i foråret arbejder på sit punch og antrit. På toppen var han kun 20 sekunder efter Yates, og derfor var det til at gøre, hvad han gør allerbedst: at køre nedad.

Det var derfor ikke blot sort uheld, at den uheldige Yates skred ud på den tekniske nedkørsel. Enhver ville føle sig intimideret af at have netop Alaphilippe i hælene, og allerede ved nedkørslens begyndelse sad man derfor med den fornemmelse, at det kunne ende galt. Alaphilippe tvang Yates til at tage de chancer, han ikke skulle, og derfor var det fuldt fortjent, at Alaphilippe tog sin anden etapesejr.

Dermed forsætter Quick-Step også deres nærmest ufattelige sejrsstime. 5 i Giroen, 5 i Touren, 6 i Vueltaen, 5 i Touren og nu foreløbig 4 i Touren med mulighed for at Alaphilippe kan tage en sidste på fredag også… Foreløbig har belgierne vundet 25 af de seneste 100 grand tour-etaper! Det er ikke nogen dårlig høst, som må kunne finde anerkendelse også hos den ellers benhårde manager, Patrick Lefevere. Og samtidig tog Alaphilippe i kraft af Barguils nedsmeltning og Majkas blunder et stort skridt mod en bjergtrøje, der kan føjes til en samling, der også tæller ungdoms- og pointtrøjen i Giroen sidste år samt pointtrøjen i Giroen i år.

Til gengæld blev det ikke den genrejsning af Yates, man kunne have ønsket sig. Briten viste ellers, at han vitterligt var ramt af dehydrering i Alperne, for da han dansede væk på Portillon, lignede han igen den rytter, der har betaget os alle gennem store dele af foråret.

Faktisk havde Mitchelton og Yates kørt et klogt løb, hvor de i den indledende fase brugte deres muskelmænd til at hjælpe Yates i udbrud med et minimum af et energiforbrug. Mens folk som Barguil, Majka og Mollema sled sig op i det ene udbrud efter det andet, så man intet til Yates, før han sad med i det afgørende udbrud. Ja, det kostede lidt ekstra kræfter at lukke nogle huller undervejs, men det var trods alt bedre at brænde Jack Bauer og Daryl Impey af end, at Yates selv skulle frem.

Da første del af missionen gemte Yates sig. Med den kølighed og sans for timing, der kendetegner både ham og hans bror, ventede han, mens Gesink, Pozzovivo, Mollema, Barguil og co. sled sig halvt ihjel. Han skulle åbne op en enkelt gang på Menté, men han kom frem til Portillon stort set uden at have vist sig selv. Først da han trådte an med den timing, der i foråret har givet ham lignende sejre i Dauphiné og Tirreno, bekendte han for alvor kulør, og derfra lignede sejren en formalitet - hvis det altså ikke havde været for en vis mæslingeramt franskmand. Heldigvis har Yates stadig to skud i bøssen, ligesom man har Nieve til morgendagens Nieve-etape, og dermed er Mitchelton ikke sendt til tælling endnu.

I det hele taget var det flot at se, hvordan mange ryttere rejste sig. Mollema viste trods den store skuffelse sit store fighterhjerte, og med bedre og bedre form ligner han mere og mere en etapevinder, efterhånden som rygproblemerne fortager sig og dieselmotoren bliver varm. Gesinks motor er også endelig kommet i gang efter en halvtam indledning, og Bahrain viste ved at få deres tre esser med, at de ikke er slået ud over Nibalis triste exit. BMC kæmper også videre, selvom de mere end nogensinde må savne Porte. Det kendetegner store ryttere, at man på den måde kan rejse sig igen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen åbnede også kampen om ungdomstrøjen op igen. Pierre Latour og Guillaume Martin var ikke dumme, da de etablerede en smart fransk alliance om at køre Bernal ud af kampen. Velvidende at Sky tydeligvis ville lade et udbrud sejle til Månen, hvis det kunne lade sig gøre, sneg de sig med i gruppen og vandt derfor mange værdifulde minutter på den colombianske mirakelmand, der har vist sig dem overlegen i bjergene.

Problemet er bare, at Latour efterhånden ligner en hængt kat, og mange vil i forvejen kunne huske, hvordan han eksploderede på de sidste bjergetaper sidste år. Et lignende sammenbrud er bestemt ikke udelukket denne gang, og både han og Martin kan have en pris at betale allerede i morgen. Ganske vist skal Bernal trække i arbejdshandskerne, men eksploderer løbet fra start, er det ikke utænkeligt, at de to franske ungersvende intet ser til deres colombianske rival hele dagen. I det tilfælde kan 13 minutter hurtigt forsvinde som dug for solen…

Det er bare ét af de mange interessante spil, der lurer i kulissen bag det helt store show: kampen om at vinde Tour de France. I morgen er alt i spil, og efter dagens opvarmning er der i den grad lagt i kakkelovnen til den store eksplosion. Lige nu er afstanden i toppen ganske små, men i morgen vil vi tale om helt andre forskelle, når løbet skal gøres op. Det er som bekendt i den tredje uge, at man vinder en grand tour - spørg bare Simon Yates - og det er ikke mindre sandt i dette løb, hvor der som bekendt skal stilles spørgsmålstegn ved alle de fire forreste i klassementet. Formentlig knækker mindst én af dem i morgen, men ingen ved endnu hvem. Om 24 timer er vi alle klogere, for nu er våbenhvilen endegyldigt afblæst!