Tour de France-analyse: Guldfuglens geniale gensvar

Det kan godt være, at det først er søndag, at vejret forandrer sig til det værre, men alligevel var skyerne kulsorte over UAE-hotellet i går aftes. Efter en præstation på den indledende alpeetape, der med ét havde katapulteret ham op i rollen som største udfordrer til løbets to magtfulde supermandskaber, led guldfuglen Tadej Pogacar nemlig et af de nederlag, man på forhånd kunne have frygtet. Nok er det arabiske mandskab kommet til Frankrig med en hær af klatrere til at bakke ham op, men til gengæld skal man spejde langt efter de fladbaneryttere, der meget ofte spiller en rolle i de forblæste egne af Frankrig. Den disposition blev dyr, da vinden fejede Pogacar og hans bjergvenner til side og præcis som for et år siden i Vueltaen mindede ham om, at man ikke kan negligere vindblæste etaper i en grand tour.

Den slags nederlag kunne nok have knækket mangen en ungersvend, der i en alder af bare 21 står med hele ansvaret for succes på et af sportens rigeste og mest succesrige mandskaber, der endda stræber efter inden for få år at blive verdens bedste. Sådan går det bare ikke med Pogacar. Lige så brølstærk hans åbenlyst imponerende fysik er, lige så iskoldt og roligt er der i lille hoved, der hviler på den imponerende slovenske krop.

Pogacar er ikke typen, der lader sig knække. Det gjorde han ikke, da han i sidste års Tour of California fik sig en lussing og blev slået af Kasper Asgreen på en etape, hvor han havde bragt sig i en klar favoritposition, for bare få dage senere knuste han alle på kongeetapen. Det gjorde han ikke i årets UAE Tour, hvor han var kommet til ørkenen som den store favorit med hele værtsnationens forventninger på sine skuldre, og hvor han efter en gedigen lussing fra Adam Yates på første bjergetape svarede igen ved at vinde den sidste bjergetape, inden der gik corona i den.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Og det gjorde han slet ikke i sidste års Vuelta. Det slovenske vidunderbarn var som altid rusten på de første to bjergetaper og lignede ikke en podiekandidat, før han kørte fra alt og alle i Andorras rædselsfulde uvejr. Og det gjorde han ikke, da hans podieplads pludselig så ud til først at blæse væk på den højdramatiske sidevindsetape for siden at blive knust af en sjælden offday på løbets næstsidste bjergetape.

To dage senere kom nemlig et svar, de færreste glemmer. På løbets sidste bjergetape var der en faldende finale og kun bløde stigninger, der pegede i retning af, at det var en umulig opgave at indhente de 1.18, der adskilte ham fra den podieplads, som ville være en næsten uhørt bedrift i en grand tour-debut - et resultat, det i nyere tid kun er Andy Schleck, der har opnået ved sin Giro-debut i 2007. Men da først Miguel Angel Lopez havde angrebet sig selv i stykker, greb Pogacar momentet i en lille stilstand med et angreb, der åbenlyst blev accepteret af vennen og landsmanden Primoz Roglic, og som endte med at indbringe ham en vanvittig tredje etapesejr i sin allerførste grand tour og katapultere ham op på Roglics side på det podium, der var stillet op i Madrid bare 24 timer senere.

På den baggrund skulle vi egentlig slet ikke være overraskede over det, vi var vidner til i dag på den første etape i Pyrenæerne. Guldfuglens geniale gensvar er efterhånden blevet noget, vi allerede er vant til, og det var i det hele taget helt umuligt ikke at føle sig hensat til lørdag d. 14. september 2019. I dag var der nemlig også tale om en bjergetape med en faldende finale, en Pogacar, der havde lidt en forudgående lussing og et gensvar, der kom så eftertrykkeligt, at det stadig runger helt oppe i vores bornholmske ekkodal.

Denne gang er der imidlertid mere grund til bekymring for rivalerne. I Spanien havde Pogacar allerede tabt så meget tid i vind, på enkeltstart og på den klassiske rustne start, at sejren var uden for rækkevidde. Det er den til gengæld ikke denne gang, hvor han tværtimod står i en uhyre gunstig position. Den rustne start, vi kender fra stort set alle hans etapeløb - korte som lange - er nemlig totalt udeblevet, og hvis han følger sit klassiske mønster, har formpilen for ham kun én vej: opad. Og med tanke på den lethed, hvormed han lancerede sine to angreb i dag, kan det være næsten skræmmende at tænke på, hvad der venter det øvrige favoritfelt, når feltet rammer Alperne i den tredje uge - især hvis vi får det efterårsvejr, der varsles i morgen, og som den slovenske regnvejrsdreng elsker.

Det må vække bekymring selv hos landsmanden og vennen Roglic. For et år siden var det helt klart, at der blev givet løbepas og vennetjenester, både da sejren på Los Machucos blev foræret som en gav af Vueltaens hersker, og da Pogacar ”fik lov” at køre væk i Madrids bjerge. I dag var det imidlertid knap så klart, hvor meget der var velvilje, og hvor meget der var mangel på styrke, da Roglic undlod at svare på vennens andet angreb.

Første gang havde han nemlig som en mis med vanlig autoritet spurtet op i Pogacars baghjul, men da landsmanden angreb igen, forblev det glubske slovenske monstergab lukket. Responsen på det første angreb antyder åbenlyst, at en Roglic i fuldt firspring også have reageret anden gang, men spørgsmålet var, om det var udtryk for en lille krise eller et velovervejet valg.

Vi ved nemlig, at Roglic har én mission i dette løb: at spare på kræfterne, så han kommer lettest muligt frem til enkeltstarten, hvor løbet skal vindes. Vi ved også, at Pogacar nu har tabt lidt tid, der ikke gjorde ham til en umiddelbar trussel mod hans position som løbets umiddelbare favorit. Og vi ved også, at Jumbo i dag viste en sårbarhed, som man allerede kunne fornemme i Nice, men som siden blev lagt til side efter den overbevisende kørsel på den lille alpeetape i tirsdags.

Roglic var nemlig i en sårbar position. Og i det lys var det måske meget klogt kun at svare på de ryttere, der stod som en umiddelbar trussel mod hans placering i klassementet. I hvert fald reagerede han heller ikke, da Mikel Landa og Richie Porte siden sneg sig, men så snart en yderst velkørende Nairo Quintana rørte på sig, åbnede monsteret straks munden på vid gab og gik med den lille colombianer.

Den forcering viste også, at Roglic ikke var en mand i krise, men det må være en anelse bekymrende, at han var så let at isolere. Det skyldtes naturligvis delvist det hollandske mandskab selv, der valgte at lægge et pres, som de med enkeltstarten i tankerne ikke havde nogen synderlig grund til. Og når vi nok engang fik bevis på, at Sepp Kuss er en lottokupon så utilregnelig, at det er lettere at forudsige antallet af byger på en gennemsnitlig dansk sommerdag end at gætte på hans niveau, og at George Bennett trods en klar fremgang stadig ikke er blevet sig selv efter styrtet, er Jumbo ikke den magtmaskine, de havde håbet - heller ikke selvom fænomenet Wout van Aert i dag kørte, så man nægter at tro, at manden vejer knap 80 kg.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det skyldes naturligvis Tom Dumoulin. Mistanken om, at hollænderen kunne være en af de ryttere, der måske efter et tidligt gennembrud kunne gå lidt i forfald i en alder omkring de 30, lever i hvert fald stadig. Det er naturligvis alt, alt for tidligt at drage den slags konklusioner - specielt fordi han har haft så lang en pause - men indtrykket fra Alperne blev bekræftet: Dumoulin er ikke i nærheden af at være den rytter, han var før knæskaden.

Til gengæld kan man ikke undgå at tage hatten af for hans offervilje. Det er ikke svært at pege på andre store grand tour-stjerner, der stædigt ville have klynget sig til kaptajnrollen, indtil vejen eftertrykkeligt havde vist dem, at de måtte iføre sig kedeldragten og blive hjælpere. Det gjorde Dumoulin imidlertid ikke, men meldte allerede pas, inden det stod helt klart for omverdenen, at han vitterligt ikke ville være konkurrencedygtig. Den slags fortjener applaus og vidner om, at det ikke var løgn, når Jumbo-drengene hele tiden har insisteret på, at for mange kokke ikke ville fordærve deres mad.

Det efterlader naturligvis løbets superhold i en svækket formation, hvor det trehovedede monster, der tegnede sig inden Steven Kruijswijks styrt, nu kun har ét af dem tilbage. Til gengæld er det så også det mest skræmmende monster, der findes, og det kan nu se sig betrygget af, at det har verdens bedste hjælperrytter til sin rådighed. Og når Kuss rammer sine dage, og hvis Bennett fortsætter fremgangen, er der stadig ingen tvivl om, at en i dag alt for ensom Pogacar stadig får sit hyr, hvis han skal have bugt med den gule maskine, der er klar til at tage over, når Van Aert har sendt halvdelen af klatrerne til tælling.

Noget kunne altså tyde på, at vi går en slovensk duel i møde, men det vil nu være dumt at afskrive Ineos. Egan Bernal virkede bekymrende rusten i dag, hvor det udelukkende var damage control - både når han gang på gang skulle trække sig tilbage til de bedste, og når han måtte sende Richard Carapaz frem for at holde styr på Pogacar. Det er naturligvis særligt urovækkende, når man ihukommer, at Bernal generelt har virket alt andet end skræmmende i de løb, han har kørt i år.

Til gengæld skal vi også huske, hvordan billedet var sidste år. Dengang fik Bernal sig en gedigen lussing på La Planche des Belles Filles, og på Tourmalet lignede han mere en hængt kat, der kæmpede en desperat dødskamp, inden løkken endegyldigt tømte den for liv, end en senere Tour-vinder. Det forandrede sig imidlertid i tredje uge, og det er da også her, at Bernal hele tiden har planlagt at vinde løbet.

Spørgsmålet er, om det lader sig gøre. Som frygtet allerede inden løbet kan han imidlertid ikke regne med den dominerende Ineos-kørsel, vi ellers har vænnet os i syv af de seneste otte udgaver af løbet. Selvom Pavel Sivakov giver håb om, at han måske kan komme sig inden Alperne, skulle Van Aert ikke træde mange gange, før Bernal og Carapaz sad mutters alene. Og da Carapaz også entydigt har erkendt, at han med sin dårlige forberedelse ikke finder niveauet fra sidste års Giro og således solgte sig selv for at holde snor i Pogacar, står det nu klart, at det er Bernal, der selv skal vinde løbet uden at drage fordel af den sydamerikanske taktik, som man kunne drømme om inden løbet. Til gengæld er der al mulig grund til at tro, at Carapaz fortsætter fremgangen, og han kan meget vel blive en skræmmende stærk hjælper, når Bernal skal vinde løbet på Col de la Loze og Grand Colombier.

Hvis det skal ske, kræver det i hvert fald fremgang. I dag var Bernal nemlig den lille i det mylder af colombianere, der kæmpede bag den slovenske superduo. I stedet var det Nairo Quintana, der virkede mest overbevisende og bekræftede det uhyre positive indtryk fra Orcieres-etapen, men desværre fik han heller ikke denne gang det store ud af anstrengelserne. Som så ofte før var der ikke meget samarbejde at hente i den lille colombianer, da han - formentlig med syre ud af begge ører - var kørt op til Pogacar og Roglic, og det kvalte en harmoni, der ellers muligvis kunne have bragt ham tættere på Tour-podiet. Desværre besvarede etapen kun det, vi allerede vidste, nemlig at Quintanas topniveau stadig er tårnhøjt. Den virkelige udfordring er den holdbarhed, der forsvandt på podiet i Madrid i 2016, og som han har ledt forgæves efter lige siden. Om den er dukket op efter fire års efterforskning, bliver vi først klogere på, når den fede dame synge sidste vers i Paris om to uger.

Den anden colombianer, der overstrålede nationalhelten Bernal, var Miguel Angel Lopez, men der var knap så meget super over Superman, som man kunne have troet efter den fine kørsel i tirsdags. Nej, denne gang var det Pogacar og ikke som på Javalambre i Vueltaen, Roglic måtte lade køre, og for Lopez handlede det hele om ren og skær overlevelse. Det gik imidlertid ganske fint, og fremtiden tegner lys for en rytter, der traditionelt er bedst i uge 3, og som denne gang - præcis som Pogacar - har undgået den rustne start, der er blevet hans kendemærke.

I stedet var det mest overraskende, at Bernal kun var fjerdebedste colombianer. Bedstefar Rigoberto Uran, hvis niveau har været i konstant tilbagegang siden podiepladsen i 2017, har pludselig fundet nogle ben, vi har efterlyst længe. EF-rytteren var overbevisende og sjældent i vanskeligheder og gør dermed i første omgang alle mine forventninger om pensionsmodenhed til skamme. Naturligvis er veteranen ikke podiekandidat i dette skarpe selskab, men han har pustet nyt liv i et EF-klassement, der så dødt ud med det styrt, der sendte Daniel Martinez til tælling - en Martinez, der i dag heldigvis gav håb om, at han kan komme sig så meget, at han kan blive en faktor på et amerikansk mandskab, der stadig ligner det, der skal slås i holdkonkurrencen.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Der skal de ikke regne med megen konkurrence fra Cofidis, men det er franskmændene formentlig også helt ligeglade med. Efter 12 år som ligegyldige statister i hjemlandets store løb er Cedric Vasseurs topper nemlig lige nu dem, der mest eftertrykkeligt bærer det franske håb. Lille Guillaume Martin viste igen, at han kan mere end sin Nietzsche, da han med vanlig aggression tog kampen op mod alle stjernerne og bekræftede det tårnhøje niveau, der nu er hans. Al logik tilsiger endda, at hans motor kun er ved at blive varm. Til gengæld skal den nok nå en temperatur i nærheden af solens, hvis den skal forhindre ham i at få en lussing af den anden verden, når tempocyklerne tages frem i Vogeserne om præcis to uger.

Han var imidlertid ikke det eneste franske lyspunkt. Nej, der var meget at fejre for værtslandet, der også kunne glæde sig over den bedste Romain Bardet, vi har set siden VM-sølvmedaljen for to år siden. Nok handlede det på stigningerne alene om overlevelse, inden han udnyttede lidt stilstand til at snige sig væk, men Bardet har nu legitime grunde til at drømme om endnu en top 10 efter to år med uafbrudte fiaskoer.

Ja, der bliver helt sikkert jublet i Vincent Lavenus lejr i aften. Nans Peters mindede os nemlig alle om, hvor fantastisk spændende han er. Det så vi, da han vandt en Giro-etape for et år siden, og det så vi, da han endte som nr. 3 bag Bernal og Ivan Ramiro Sosa i Gran Piemonte sidste år. Til gengæld mindede han os også om, hvor stor forskel der er på top- og bundniveau, for gennem hele sæsonen har han jokket forgæves, når han har forsøgt at træde buler i selv de blødeste hatte. Det havde han imidlertid også i store del af Giroen sidste år, indtil han pludselig fløj fra alt og alle op til skiskydningsarenaen i Anterselva. Men nu var han så venlig at minde os om, at vi altid skal regne med Peters, selv når han form synes lige så fjern som udsigten til, at Mark Cavendish igen vinder den Tour-etapesejr, han fortsat jagter. Og i det lys er det meget sigende, at begge hans sejre er kommet på de største scener af dem alle.

Alligevel græder hele Frankrig i dag. Drømmen om Tour-sejr blev nemlig endegyldigt slukket, da stakkels Thibaut Pinot desperat prøvede at absorbere nedtur nr. 117 i det løb, der bare ikke vil ham det godt. Der var næppe ét menneske, der ikke fik en klump i halsen, da han stortudende sidste år kastede sit livs form på møddingen grundet en dum lårskade, og der var næppe heller ét menneske, der i dag ikke rystede på hovedet i fortvivlelse over, at det bare ikke skal lykkes for Pinot i det løb, der betyder allermest. Var det styrtet? Eller var det nok engang presset, der knækkede ham? Svaret blafrer i vinden, selvom ryggen angiveligt er årsagen, men sigende er det, at hans to bedste Tour-præstationer er kommet i år, hvor forventningerne har været små. Og det var de bestemt ikke i år.

Det var de heller ikke til den anden af sidste års franske darlings, men man skulle være meget optimistisk for at have bibeholdt drømmen om endnu en jubelrejse for Julian Alaphilippe. Vi så allerede i tirsdags, at der ikke var 2019-skud i stængerne, og det blev bekræftet, da tråddet blev mere og mere firkantet på Balès - så firkantet, at Alaphilippe nærmest demonstrativt sagde farvel til sit klassement med et angreb på den nedre del af Peyresourde. Det betyder dog ikke, at der er dømt statistrolle for sidste års hovedrolleindehaver. Nej, snarere kunne fremtiden igen se mere og mere prikket ud for en mand, der næppe heller har vundet sin sidste etape.

Og faktisk var Alaphilippe en af de relativt få tabere på en dag, der havde flere sejre end nederlag. Faktisk er det vel udover de nævnte kun Emanuel Buchmann, der for alvor får brug for en trøstende skulder i aften. Den er der imidlertid al mulig grund til at give ham. I Dauphiné lignede brølstærke Buchmann nemlig et uhyre godt bud på det første tyske grand tour-podium siden Jan Ullrich, men selvom han bestemt ikke er ude af klassement og utvivlsomt bliver bedre, efterhånden som skaderne bedres, og motoren bliver varm, ser det svært ud at indfri den drøm, der så så realistisk ud, indtil det hele ramlede sammen i Alperne for et par uger siden.

Bauke Mollema er utvivlsomt heller ikke tilfreds, men det ville have været en overraskelse, hvis hollænderen pludselig havde siddet med de bedste. Faktisk kan Trek ikke være svært utilfredse på en dag, hvor Toms Skujins imponerede i for ham svært terræn, og hvor Richie Porte var ganske lovende. For ham er udfordringen imidlertid den samme som altid, nemlig den holdbarhed, der nu synes så skrøbelig, at selv ugelange etapeløb er for lange.

Holdbarhed er til gengæld ikke et problem for Enric Mas. Spanieren er kendt for altid at blive bedre og bedre, og i det lys er det uhyre lovende, at han i dag længe holdt sig til de bedste. Fornemmelsen af, at en genrejsning var i vente, er i hvert fald blevet bekræftet, og på en dag, hvor Carlos Verona også leverede sin bedste præstation i trøjen, der ellers i de senere år mest har været garant for tilbagegang, er det kun Alejandro Valverdes forudsigelige fald, der gør ondt. Det er så til gengæld også ret smerteligt, når det nuy i stigende grad står klart, at alderen nu altså virkelig trykker.

Det er dog stadig Mikel Landa, der ligner bedste bud på spansk succes. Spanieren var dog ikke så aggressiv som håbet, og det plejer at betyde, at benene ikke er helt, hvor de skal være. Med tanke på tabet i sidevinden og udsigten til gedigne prygl på enkeltstarten må Landa nok indse, at han næppe når det podium, han missede med et sekund for et år siden - og hvis Mas virkelig finder benene i den tredje uge, skal han måske også kæmpe for pladsen som bedste spanier.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Og så er der Adam Yates. På sin vis kan det hævdes, at briten var en taber, når han konstant var så meget i defensiven, at bedre samarbejde foran havde sendt trøjen til Slovenien i stedet. Det var imidlertid efter præstationen på 4. etape svært at tro, at det ville handle om meget andet end forsvar, og i det lys kan han være yderst tilfreds med dagen, for trøjen - og måske også klassementet - lever utvivlsomt på lånt tid for en mand, der aldrig bliver bedre undervejs. Det gør desværre heller ikke Esteban Chaves længere, men det er da lovende, at den smilende colombianer har nået så fint et niveau, efter at kyssesygen har kostet ham den lovende karriere, han havde fortjent.

Lovende var Ilnur Zakarins karriere også, men hans karriere som grand tour-rytter synes talte. Topniveauet er der imidlertid stadig, som han har vist i UAE Tour og med sidste års sejr i Giroen, og det viste han atter i dag, hvor han vel var udbruddets stærkeste. Desværre måtte han for 117. gang i karrieren indse, at selv nok så god klatring kan være helt lige meget, hvis ikke man kan køre nedad. Og når to nedkørsler med kun få tekniske udfordringer kan sende ham totalt til tælling, som det skete i dag, er det trods den fine præstation måske ikke ham, der tager den eftertragtede CCC-etapesejr, som Matteo Trentin og Greg van Avermaet måske smed væk i sidevinden i går.

Den sidevind var også dyr for Pogacar, men modsat for CCC er der ikke en overhængende risiko for, at det var hele løbets succes, der stod og faldt med den blunder. Nej, vi har efterhånden lært, at modgang kun den slovenske guldfugl stærkere, og modgang er der stadig masser af, når han ser sig om efter holdkammerater, men Roglic kalder den gule armada frem. Til gengæld skal Roglic ikke vide sig sikker, selv hvis han skulle give sin ven et lammende uppercut en af de kommende dage. Den slags har det nemlig med at blive mødt af et genialt gensvar fra guldfuglen.