Tour de France-analyse: Hvilket pres?

Når man hører interviews med Dylan Groenewegen, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at man lytter til en glad skoledreng, som ikke helt har forstået, at han faktisk er del af verdens største cykelløb, og at han endda er en af hovedaktørerne i den franske gigantbegivenhed. Måske er det den form for manglende opfattelse af cirkussets reelle størrelse, der gør ham så eminent til at levere under pres. I hvert fald der det ganske imponerende, hvor den uimponerede hollænder år efter år ender med at rejse sig fra en skidt start og alligevel leve op til de tårnhøje forventninger, der naturligt hviler på skuldrene af verdens klart hurtigste cykelrytter.

Det har nemlig været et mønster, at Groenewegen altid er kommet skidt fra start i Touren. Hans første to massespurter i debuten i 2016, hvor han stadig var en relativt upåagtet rytter gik i hvert fald galt, inden han få dage senere for første gang viste sin topfart på den største scene ved at spurte sig til en 4. plads. I 2017 var forventningerne betydeligt større, men her måtte han vente til Paris, inden han åbnede sin Tour-konto ved at vinde den allervigtigste etape med en overlegenhed, der sjældent er set. Det blev hans eneste sejr det år, men faktisk fik han flere gange målt en topfart, der var højere end den i det år ellers så suveræne Marcel Kittel, der endte med at vinde fem etaper. Den oplysning kombineret med hans overlegen sejr på sidstedagen var det endegyldige bevis på, at en ny storsprinter var født.

Den status satte han en fed streg under i løbet af foråret i 2018, hvor han mellem februar og begyndelsen af Touren ikke blev slået i én eneste massespurt, hvor uheld ikke havde sat ham tilbage. Det gjorde ham til manden, der skulle slås i sidste års massespurter, men også her kom han haltende fra start. Til sin egen forundring var den gode form fra ZLM Tour nemlig forsvundet som dug for solen, men også dengang rejste sig. Det skete, da han efter en uges frustration cementerede sin status som sprinterkonge ved at kigge hele verdenseliten nogle gevaldige klø to dage i træk, inden han sammen med de fleste andre topsprintere blev sendt hjem på de usædvanligt brutale alpeetaper.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I år har Groenewegen fortsat sin sejrsrække, særligt med et suverænt Paris-Nice og med en sejr i 3 Dage ved Panne, der var så overlegen, at man måtte kigge en ekstra for at forstå, at det altså var Fernando Gaviria og Elia Viviani, han satte til vægs. Dermed kunne man ikke længere indvende, at han som i 201 primært havde kørt mindre løb, og efter de seneste to sæsoner har der ikke været mange, der har betvivlet, at Groenewegen troner øverst i det internationale sprinterhierarki.

Alligevel gentog mønsteret sig i år. Et dumt styrt i Bruxelles kostede ikke blot Groenewegen muligheden for at tage den gule trøje, den tilføjede også hans hurtige krop så voldsomme skavanker, at han i de følgende dage ikke var 100%. Allerede det første kiks havde med det samme skabt et forventningspres i den hollandske pres, der ikke blev mere nådig, da en stadig forslået Groenewegen blot blev nr. 5 på 4. etape, hvor en kombination af et kikset lead-out og en lidt for vanskelig stigning til slut, betød, at træthed og dårlig position gjorde det umuligt at ende som mere end nr. 5.

Heldigvis kan Jumbo-mandskabet nu regne med, at Groenewegen ikke lader sig gå på af selv de mest kritiske hollændere. Og præcis som i 2018 var det på en alenlang og flad 7. etape - sidste år kørte de 231 mod dagens 230 km - at det runde 0 blev slettet, og Groenewegen viste, at hans status fortsat er uberørt. Ganske vist var sejren ikke i nærheden af at være så overlegen som for et år siden, men med tanke på lørdagens ublide møde med asfalten er hollænderen formentlig rigeligt tilfreds med nu at have lettet låget på trykkogeren af pres. Så kan han altid vente til senere med at vise, at hans topfart normalt bringer ham op i en egen liga.

Det var nu ikke, fordi han alt gik som smurt i olie for Jumbo-mandskabet i dag. Holdets nyetablerede tog med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, der har taget over efter Timo Roosen og vist sig ideel i rollen som sidste mand, har ellers imponeret stort lige siden sæsonåbningen i Algarve, hvor Teunissen første gang afleverede sin hollandske kanonkugle perfekt. Siden dengang har trioen styret de fleste sprinterfinaler med hård hånd - endda med en sådan overlegenhed, at Teunissen flere gang selv er endt som nr. 3 bag sin kaptajn - men det har i de seneste måneder kun været i mindre løb. I den første uge af Touren er det til gengæld blevet åbenlyst, at holdet fortsat har sine mangler, når de skal konkurrence med Deceunincks velsmurte maskine, og det blev trods sejren også stillet til skue igen i dag.

Det var således lidt af et studium at følge toget Van Aert-Jansen-Teunissen-Groenewegen på de sidste kilometer. Gang på gang blev de splittet, og hver eneste gang, de fandt sammen igen, gled de hurtigt fra hinanden. Van Aert tog en overmenneskelig føring i front, men hans holdkammerater desperat forsøgte at finde hinanden, og da Jansen senere tog over, var det også uden Teunissen og Groenewegen bag sig.

Groenewegen måtte derfor kæmpe på egen hånd, da Yves Lampaert med vanlig timing lancerede det eminente Deceuninck-tog. Han tabte en lille nærkamp med Elia Viviani, som sendte ham ned som den ringest placerede topsprinter bag Deceuninck-drengene, Peter Sagan og Caleb Ewan og havde endda måttet bruge kræfter på at spurte sig tilbage i position. Det tvang ham til at åbne sin spurt ganske tidligt, hvis han skulle have en chance, men alligevel lykkedes det ham at krydse stregen først. Måske var sejren kun med det yderste af neglene, men med tanke på den temmelig kaotiske Jumbo-organisering i finalen understregede Groenewegen med sin lange spurt, at han fortsat er manden, der skal slås i verdens største massespurter.

Dermed fortsætter Jumbo-maskinen også med at mose videre. Med tre ud af syv mulige etapesejr har det hollandske supermandskab siddet på løbet i et omfang, så selv Deceuninck må være en smule misundelige. Desværre betyder Steven Kruijswijks og George Bennetts lille nedtur i går, at løbet ikke har været helt perfekt, men holdet kan alligevel efter en uge allerede med sikkerhed sige, at de tre uger i Frankrig ender som en succes - og det endda inden Groenewegen har taget for sig af de kommende sprinterretter, inden Van Aert på næste fredag med en vis sandsynlighed har vist os, at en ny tempokonge er født, og inden Kruijswijk har fået sin motor varmet op til en tredje uge, der passer den hollandske diesel eminent.

Den slags luksus har Lotto ikke, og derfor må det gøre ekstra ondt hos belgierne, at der måtte målfoto til for at afgøre, at Caleb Ewan ikke sikrede sig sit livs første etapesejr i Touren. Australieren gjorde ellers brug af de to egenskaber, der efterhånden synes at være blevet hans helt store styrke, til at presse Groenewegen overraskende, nemlig sin holdbarhed og sin evne til at spurte på en bakke. Mens han i tirsdags blev sat godt og grundigt til vægs, var Ewan i dag klart hurtigere end både Sagan og Viviani - et mønster, vi også i Giroen, hvor han tog to spurtsejre relativt sent i løbet, hvor trætheden var sat ind, og begge gang efter dage, der var alenlange. Samtidig skulle det vise sig, at opløbet slet ikke var så fladt, som løbsbogen angreb, og den lille bakke op til stregen har utvivlsomt tilgodeset Ewan, der i år har taget langt de fleste af sine sejre i rollen som puncheur og ikke som sprinter.

I tirsdags lignede Ewan ikke umiddelbart en mand, der havde farten til at vinde en etape - slet ikke fordi han de seneste dage også har lidt overraskende meget på stigningerne - men det gjorde han heller ikke i Giroens første dage. Alligevel kom han hjem med to sejre, og den opadgående trend gennem etapeløb bør give ham forhåbninger for de kommende dage. Endnu mere opløftende er det dog, at han har forbedret sin positionering enormt. Det har ellers knebet gevaldigt tidligere, men i dette løb har han klaret det fremragende - og det endda selvom toget med Roger Kluge og Jasper De Buyst desværre er faldet helt igennem. I Bruxelles sad han glimrende, inden han blev lukket inde, i tirsdags fik han skubbet positionskongen Sagan væk fra Vivianis baghjul, og i dag sad lille Ewan igen perfekt placeret bag Viviani og Sagan. Kan han fortsætte med at gøre det arbejde, virker det bestemt ikke længere usandsynligt, at han tager den etapesejr, der er Lottos store mål i løbet.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Dagens store taber var i virkeligheden Elia Viviani. Som jeg allerede skrev i analysen i tirsdags, var det sejren til trods faktisk skuffende at se den ringe spurt, italieneren faktisk kørte. I Nancy var det i høj grad supertoget, der gav ham sejren, og desværre blev den kedelige fornemmelse bekræftet igen i dag. Igen viste Yves Lampaert, Michael Mørkøv og Maximilano Richeze ellers deres overlegne klasse, men da den italienske kaptajn skulle sig tak for arbejdet, gik han kun i én retning - og det var desværre ikke den rigtige.

Desværre er det måske en tendens, at Viviani ikke længere er så hurtig på flad vej. I hvert fald havde han et nærmest katastrofalt forår, og selvom han rejste sig i Tour de Suisse, var det primært i stigende spurter, at han viste sin superform. På flad vej har han derimod skuffet ved de fleste lejligheder. Om der er hold i den teori, får vi rig lejlighed til at se senere i løbet, men det er vel næppe helt tilfældigt, at Viviani slet ikke har været den ustyrlige vindermaskine, som sidste år toppede sejrslisterne.

Modsat i tirsdags var Peter Sagan ikke i nærheden af sejren, men dagens spurt er en glimrende forklaring på, hvorfor der ikke er mange mennesker, der ser en reel mulighed for, at han ikke om et par uger atter skal bestige podiet i Paris med den grønne trøje på sine skuldre. Selvom han ikke var i nærheden af at matche Groenewegen og Ewan på topfart, sikrede han sig alligevel podieplads nr. 117 i et løb, hvor hans stabilitet i massespurter er næsten skræmmende. Med sin uhørt forudsigelige positionering var det selvfølgelig ham, der havde sikret sig det hjul, alle ville have, nemlig Vivianis, og herfra kunne man med vanlig sikkerhed køre sig til en 3. plads på en etape, der var så let og langsom, at han næsten med sikkerhed ville blive sat til vægs af de mere klassiske sprintere.

En anden taber var UAE-mandskabet og Alexander Kristoff. Efter sit fabelagtige lead-out i tirsdags var der ellers udsigt til, at Jasper Philipsen måske kunne føre sin norske kaptajn til sejr, men denne gang gik det arabiske tog helt i vasken. Kristoff mistede nemlig tidligt kontakten med sin unge holdkammerat, der desperat spejdede bagud for at finde kaptajnen. Det kostede ham en del positioner, og set i bakspejlet skulle han måske bare have kørt sin egen chance noget tidligere. Det lykkedes ellers Sven-Erik Bystrøm at bringe Kristoff tilbage fra en helt håbløs position, så han faktisk kunne starte sin spurt side om side med Groenewegen. Den hårde sidste-minuts-opkørsel havde imidlertid nok kostet for meget, for denne gang var Kristoff ikke i nærheden af at besidde samme power, som da han kun akkurat missede sejren for tre dage siden.

Den power havde Philipsen til gengæld. Fra sin nu pludselig ret dårlige position viste det unge belgisk supertalent atter, at det ikke er helt tilfældigt, at han nærmest sensationelt vandt en etape i sit første WorldTour-løb, Tour Down Under. Den unge belgier bragede nemlig forbi et hav af verdens bedste sprintere, herunder sin egen kaptajn, og tog en 5. plads, der ikke havde ligget i kortene bare et par hundrede meter tidligere. Med tanke på det suveræne lead-out fra 4. etape kunne det være interessant at se UAE give ham hans egen chance, men det må nok desværre vente til de kommende år, for en desavouering af en af holdets stjerne til fordel for en ung opkomling ligger trods alt ikke lige for.

En anden rytter med grund til frustration er Sonny Colbrelli. Efter nogle ganske flotte spurter på 1. og 5. etape viste italieneren igen, at den forrygende form, han stillede til skue ved de italienske mesterskaber, fortsat er intakt. Desværre kom han nok engang til kort i positionskampen, præcis som det skete i Dauphiné samt i alle de foregående spurter i dette løb. Denne gang endte det ikke som den totale katastrofe, som det gjorde i Nancy, men med tanke på, at han til sidst - nok hjulpet lidt af bakken - gled forbi både Philipsen og Viviani, kunne det være blevet til meget, meget mere.

Det kunne det måske også for Giacomo Nizzolo. Igen i dag viste italieneren nemlig, at hans spurt efter de mange knæproblemer nærmer sig det hæderlige igen, men til gengæld har han mistet den evne, der to gange i træk indbragte ham Giroens pointtrøje. Pointtrøjer vindes via stabilitet, og den havde Nizzolo med sin fremragende positionering til overflod. Sådan har det imidlertid ikke været i år, hvor han skuffede fælt i positionskampen i Giroen, Slovenien og nu også her. Det er en skam, at han fortsat synes at have det handicap, for det kunne være ganske interessant at se Nizzolos topfart i en mere direkte udmåling mod rivalerne.

For Michael Matthews blev det atter stillet til skue, at han både er for begrænset i positionskampen og i topfart til at blive en reel trussel i kampen om den grønne trøje, og det hjalp ikke, at unge Cees Bol atter gjorde det fornemt i rollen som sidste mand. Jasper Stuyven måtte atter indse, at der er grænser for, hvor langt han kan komme i et løb uden støtte. Og endnu en 12. plads blev endnu en understregning af den tragiske skæbne, der er overgået André Greipel, som for blot et år siden kørte nogle fremragende spurter, der var meget tæt på at give ham den 12. Tour-etapesejr, som han vist definitivt godt kan skyde en hvid pind efter.

For feltets klassementsryttere var der intet drama på en etape, der nok mest vil blive husket for at være et kraftigt vink om, at ASO fremover bør undlade at designe 230 km lange sprinteretaper. Julian Alaphilippes drøm om, at et lille hul kunne bringe ham tilbage i trøjen, blev hurtigt slukket, da Giulio Ciccone var klog nok til at sidde limet til det franske baghjul i finalen. Det gør han klogt i også at gøre i morgen, for selvom den overlegne kørsel i går formentlig betyder, at franskmanden kan skyde en hvid pind efter deltagelse i et udbrud, kan Ciccone nok føle sig rimelig forsikret om, at Alaphilippe - udbrud eller ej - vil forsøge at bruge sit slangehug til at distancere sin italienske rival en af de kommende dage, ikke mindst i morgen, hvor der venter en rigtig lille Alaphilippe-bakke inde i selve Saint-Etienne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den bakke skal Groenewegen ikke nyde godt af at blande sig på, for hollænderen må nu atter indstille sig på at gå i overlevelsesmode i en Tour, der ikke er specielt sprintervenlig. Næste mål kommer på mandag, hvor han skal forsøge at klare de 3000 højdemeter inden den flade finale i Albi, men nu går lidelserne på stigningerne nok en anelse lettere. I hvert fald er presset blevet lettet efter dagens sejr, og det må trods alt være meget rart, selvom trykkogeren ikke synes at påvirke den glade dreng fra Holland synderligt.

BEMÆRK: Analysen her er skrevet, inden det stod klart, at Elia Viviani kørte spurten på et punkteret hjul.