Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

Tour de France-analyse: Klasse fornægter sig ikke

17. september 2020 21:00

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 18. etape.

På hviledagen kløede Dave Brailsford sig utvivlsomt i det hår, han ikke har. Dengang så det nemlig uhyre udsigtsløst ud for det ellers så uovervindelige Ineos-mandskab, der har ejet Touren i syv ud af de seneste otte år. Gode råd var dyre for den ellers så succesrige manager, for hvordan skulle han få noget med hjem, når holdets kaptajn havde så ondt i ryggen, at han to dage senere måtte rejse hjem, holdets plan B havde fået ødelagt sit klassement af et styrt dagen forinden, og holdets plan C havde været en skygge af sig selv i to uger efter et styrt på 1. etape.

 

Nej, det så lige så håbløst ud, som det ville gøre, hvis en frisør havde ringet til selvsamme Brailsford for at få ham til at sparke gang i sin forretning igen efter corona-nedlukningen. Men forhåbentlig tog han startlisten op af lommen og løb de tilbageværende navne igennem, for gjorde han det ville han hurtigt indse, at det slet ikke så så udsigtsløst ud endda.

 

Nok er Ineos slet ikke på det niveau, de tidligere har været, men den trup oser altså stadig af klasse. Det har vi allerede kunnet se de seneste dage, hvor en lidt for overmodig Richard Carapaz formentlig smed en sejr væk på en 16. etape, der også havde Pavel Sivakov på 4. pladsen. Og det så vi i går, hvor Little Richard igen var på spil og med et gigantisk ridt var hovedperson på hoveddelen af Tourens sværeste målstigning måske nogensinde, Col de la Loze.

 

Derfor skulle Brailsford også bare se i historiebøgerne for at genvinde troen på, at holdet på den vel sidste etape, de stadig kunne vinde, kunne redde lidt af æren i et løb, der lignede en fiasko. Da et stort udbrud på 32 mand slap fri, nærmest inden Brailsford havde fået sat frisuren, kunne han nemlig notere sig, at hans hold udgjorde en ottendedel af gruppen. Når man sætter den regerende Giro-vinder sammen med en tidligere verdensmester med monumentsejr, klassikertriumfer og sejre i ugelange etapeløb på sit cv og lader dem blive sekunderet af en VM-bronzevinder i enkeltstart og en tidligere nr. 4 i Flandern Rundt, har man et og andet at skyde med. Og med den form, Carapaz har vist de seneste dage, kunne Brailsford nok tro på, at det skulle blive alle gode gange tre for ecuadorianeren, der som gruppens klart bedste klatrer bare skulle derudad med hjælp fra Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo og Dylan van Baarle.

 

Den første forudsætning var naturligvis, at det altædende monster og hans gule armada havde fået stillet sulten ved morgenbuffeten. Det havde de heldigvis, for selvom det i starten så ud til, at det gule tog holdt elastikken lige så stram, som de havde gjort alle de andre gange, Primoz Roglic efter få kilometer havde rakt hånden op og meldt om gode ben, varede det alligevel ikke længe, inden det stod klart, at der trods er grænser for grådigheden hos et hold, der allerede har tre etapesejre og gode chancer for at vinde også de sidste tre.

 

I stedet handlede den aggressive kørsel på Cormet de Roselend, hvor de hurtigt knuste Pierre Rollands prikkede drømme ved at neutralisere hans ellers helt uskadelige angreb vel snarere om at forhindre, at klassementsryttere pludselig fik gode ideer, som man ofte ser det på et første bjerg på vilde bjergetaper som denne i den tredje grand tour. Da først udbruddet var kommet over Roselend og havde udnyttet nedkørslen til at få så stort et forspring, at det ikke længere var muligt i et snuptag at køre op til fronten, blev elastikken så løs, at det kun var et tidligt udbrud af klassementskampen, der kunne forhindre Ineos i at gå efter sejren.

 

Og det lykkedes, men heller ikke denne dag gik det efter Brailsfords manuskript, som ellers plejer at blive fulgt til punkt og prikke i Touren. Det var nemlig alle mand for Carapaz, som først brugte Van Baarle, siden Castroviejo og slutteligt Kwiatkowski til at gøre det af med rivalerne en for en. Og da et dumt styrt pludselig sendte den værste rival, Marc Hirschi, til tælling, var den store trussel elimineret, da Carapaz nu blot skulle køre fra Pello Bilbao på den brutalt stejle Glières-stigning, hvilket burde være en overkommelig opgave for en igen formstærk Giro-konge.

 

Men som bekendt fornægter klasse sig ikke. Og klasse har de masser af hos Ineos, når luksushjælperen kan køre så stærkt, at han med sin kaptajn på slæb slet og ret kører fra alle og andre. Pludselig kunne Brailsford smide sit manuskript på møddingen og i stedet gå i tænkeboks over, hvem af sine to ryttere han helst ville have til at vinde.

 

Det har næppe været et svært valg. For det første havde Carapaz efter Hirschis styrt allerede sikret sig bjergtrøjen med gode chancer for at tage prikkerne til Paris. For det andet har Kwiatkowski nu tre år i træk været uhyre loyal hjælper for holdets tre forskellige Tour-vindere. Og for det tredje har Carapaz allerede tre grand tour-etaper på sit cv, mens Kwiatkowski i sin 10. deltagelse i et langt etapeløb stadig stod på et stort rundt nul - et nul, der vel er den eneste plet på resultatlisten for en mand, der har vundet det meste inden for sin rækkevidde. I det lys har der næppe skullet tænkes længe for at beslutte at give Kwiatkowski den etapesejr, som landsmanden Maciej Bodnar for tre år siden snød ham for i Marseille med det alleralleralleryderste af neglene.

 

Det har selvfølgelig gjort lidt ondt på Carapaz, der først fik frarøvet sin Giro-chance for at stille til start som dårligt forberedt plan B i en Tour, der hurtigt viste sig umulig at vinde med den ringe optakt. Til gengæld kan Carapaz så trøste sig med, at han på lørdag kan sikre sig bjergtrøjen, hvis han efter at være rullet hen til La Planche des Belles Filles kører så stærkt op ad stigningen, at han forhindrer, at Tadej Pogacar scorer mindst tre point mere end ham på løbets sidste lange stigning. Og så kan han glæde sig over, at han med tre udbrud på tre dage har dokumenteret den gigantiske grand tour-motor, som han viste i sin allerførste Vuelta i 2017, og som mere end noget andet er hans varemærke - et varemærke, der vel nu også gør ham til den måske varmeste kandidat til fighterprisen på podiet i Paris på søndag.

 

Ender han med bjergtrøjen, kan man ikke undgå at sidde med en følelse af deja-vu. I Giroen for tre år siden stillede holdet til start med to kaptajner i form af Mikel Landa og Geraint Thomas, men begge styrtede hurtigt ud af klassementet. Mens Thomas rejste hjem, rejste Landa sig i stedet i løbet ved at tage både etapesejr og bjergtrøje. Denne gang er scenariet præcist det samme, hvor én af to kaptajner er rejst hjem, mens den anden har kurs mod bjergtrøjen. Eneste forskel er vel, at det blev Kwiatkowski og ikke Carapaz, der vandt etapen, men det svarer jo så til, at hjælperytteren Mikel Nieve også vandt en bjergetape for holdet i den Giro for tre år siden. Nej, trods uheld fornægter klasse sig ikke.

 

Det gør det heller ikke for stakkels Hirschi, der både var uheldig og fik bekræftet sin klasse. Ikke blot betød supernedkørerens lidt for aggressive svingteknik, at han missede en etapesejr, han med sin gode nedkørsel og sublime spurt utvivlsomt havde inden for rækkevidde, den kostede også muligheden for at vinde en bjergtrøje, han lå ganske lunt i svinget til. Forhåbentlig kan han i aften alligevel se det positive i en Tour, der på alle måder har været en gigantisk succes for ham og Sunweb, og som i dag blot gav anledning til en understregning af et uhyre stort potentiale, når alsidige Hirschi tilsyneladende er så holdbar, at han kan være hovedaktør på 2. og 18. etape, samtidig med at han har været hovedrolleindehaver på et hav af etaper indimellem. Måske juryen giver ham en revanche mod Carapaz ved i stedet at tildele ham fighterprisen på søndag. Det ville bestemt heller ikke være ufortjent.

 

Uanset hvem det bliver, bliver de dog bifigurer. Slovenerne kan nemlig godt bestille champagne og gøre klar til at rejse en buste af Primoz Roglic, der nu uden uheld bliver landets første Tour-vinder. Det lå allerede i kortene efter i går, at Roglic med støtte fra det i særklasse stærkeste hold næppe kunne knækkes på en etape med over 30 km til mål fra toppen af den sidste væsentlige udfordring - især fordi sloveneren med sin indsats i går blot havde bekræftet, at han igen denne gang er skræmmende stærk i den tredje uge af en grand tour.

 

Det var han også i dag, hvor han med lethed afparerede de små forsøg, Pogacar kom med, inden han lige viste, hvor skabet stod ved kortvarigt at køre fra alt og alle på de grusveje, der ellers for et år siden var tæt på at blive fatale for ham i Vueltaen. Efter den magtdemonstration både på stigningen og gruset forstår man godt, at det var begrænset, hvor stor en angrebsiver der blev vist. Luksushjælperen Sepp Kuss kvalte let et angreb fra Enric Mas, inden Roglic hang krogen i Pogacars baghjul, inden han gav sin ven et klap på skulderen som en ros for i det mindste at have forsøgt.

 

Det var imidlertid ikke kun Roglic, der var skræmmende. I dag havde man det ligesom i 2009, hvor stakkels Andy Schleck satte et angreb ind i Pyrenæerne for siden at kigge direkte ind i det firehovedede Astana-monster bestående af Alberto Contador, Lance Armstrong, Andreas Klöden og Levi Leipheimer, der som de eneste var fulgt med ham. Lige så skræmmende stærke som datidens uovervindelige Astana-hold var nemlig Jumbo, da Wout van Aert på Glières kørte så stærkt, at det udover holdkammeraterne Roglic, Kuss og Tom Dumoulin kun var Richie Porte, Miguel Angel Lopez, Enric Mas og Marc Soler, der hang på, mens de øvrige top 10-ryttere, Alejandro Valverde, Adam Yates og Rigoberto Uran, alle var sendt til tælling. Det var en kollektiv magtdemonstration, der kun blev mere overlegen af, at både Dumoulin og Van Aert senere havde så meget overskud, at de kunne gå efter at køre Dumoulin op i klassementet mod slutningen, hvor de dermed blev Richie Portes redning, i stedet for at lade løbets nr. 4 sejle sin egen sø og ikke gøre ham til en ganske vist meget teoretisk trussel mod deres kaptajn.

 

Ja, det var vitterligt nærmest uhyggeligt, at holdet kunne være så dominerende, selvom George Bennett aldrig er blevet sig selv efter styrtet, og Dumoulin nok engang kæmper med formen og friskheden i den tredje uge. Og det mest uhyggelige var naturligvis Van Aert. Vilde Wout, vanvittige Wout, vidunderlige Wout ikke blot sendte tre top 10-ryttere til tælling og fragtede Dumoulin tilbage til fronten, han hjalp såmænd også sin kaptajn ved at fjerne de fire bonussekunder, der ellers kunne være gået til Pogacar. Hvis blot jeg for tre uger siden, havde spillet på, at Van Aert efter tidligt føringsarbejde på Roselend og Glières ville ende med at sætte tre klassementsryttere til vægs og vinde favoritternes opgør på løbets sidste bjergetape, havde dette nok været min sidste analyse, for så var gevinsten nok blevet brugt på en tidlig pensionisttilværelse på min egen personlige ø i Caribien.

 

I lyset af Jumbos styrke var det klart, at i dag ikke var én, hvor løbet kunne vindes, men derimod hvor det kunne tabes, som det så ofte sker i den tredje uge af en grand tour. At Adam Yates kom til kort sidst i et langt etapeløb, kunne man have skrevet i manuskriptet allerede for tre uger siden i Nice, og at Alejandro Valverde trods den åbenlyst stigende form og lille genrejsning ikke kunne være med over 5000 højdemeter var heller ingen overraskelse.

 

Det ville det egentlig heller ikke have været i forhold til Rigoberto Uran, hvis man var blevet spurgt i Nice d. 28. august. I lyset af hans overraskende gode kørsel i dette løb var det alligevel ikke helt ventet, at han som den første skulle sendes til tælling, for mens han som ung havde en klar tendens til dårlige dage, er det en børnesygdom, han er kommet sig over. Det betyder nu, at han formentlig ender løbet som nr. 7 - hvis han kan holde Dumoulin bag sig på lørdag - hvilket for et par dage siden ville have været en skuffelse, men som i lyset af forhåndsforventningerne må betragtes som en succes - især fordi det kunne været gået meget værre, hvis ikke et stærkt EF-mandskab i dag havde haft Daniel Martinez og Hugh Carthy til at begrænse skaden.

 

Det ville have været langt mere urimeligt, hvis det i stedet nok engang skulle have været Richie Porte, der havde været taberen. Der kan ikke være mange, der ikke under den lille australier en tur på det podium, han har jagtet hele sin karriere, for ingen har vel været så forfulgt af uheld om netop ham. I 2014 fik han endelig chancen som kaptajn efter Chris Froomes styrt, men desværre sendte hans alt for skrøbelige helbred ham for 117. gang til tælling. I både 2017 og 2018 stillede han til start som Froomes største rival, men endte med at styrte ud på 9. etape. Og i 2016 var det en punktering på 2. etape - hvor altid loyale Greg van Avermaet valgte at køre egen chance og sikre sig en 8. plads i stedet for at vente på en af løbets store favoritter - der kostede 1.39 og i sidste ende dermed en 2. plads, som han i Paris manglede bare 1.12 for at sikre sig.

 

Den historie var minsandten ved at gentage sig fire år senere, da grusvejene sendte uheldige Porte direkte på katastrofekurs. Heldigvis blev han reddet af Jumbos grådighed og ønske om at få Dumoulin til at avancere, for med hjælp fra Van Aert og selvsamme hollænder kunne han afværge den truende katastrofe. Dermed har han fortsat en reel chance for at gå på podiet som den sammen med de to Jumbo-drenge på papiret klart bedste temporytter i top 10, men afstanden på mere end halvandet minut vil nok være for meget at hente, hvis Miguel Angel Lopez kan bekræfte, at vinterens hårde tempoarbejde har båret så fornem frugt, som vi så i Algarve. Hvis til gengæld det er den Lopez, vi har kendt hidtil, står Porte med fine chancer for at erobre det podium, han har jagtet i nu fem år.

 

Lopez kom aldrig med sit angreb på Porte, og da han utvivlsomt ikke føler sig helt sikker på sit forspring, kan det vel kun læses sådan, at han i dag ikke havde samme styrke som forleden. Det er da også kun i højderne, at han har været bedre end Porte, som har haft overhånden på den slags stigninger, der fandtes i dag, og derfor var det vel meget forventeligt, at der ikke blev yderligere en colombiansk tidsgevinst. I stedet blev det Mas, der som den eneste udover Pogacar angreb, og selvom det ikke lykkedes, fik han dermed nok engang bevist, at der ikke er mange med så god en tredje uge som spanieren, der fløj fra en 12. til en 2. plads på en god uges tid sidst i Vueltaen i 2018.

 

Mere overraskende var det, at Pogacar ikke kunne følge i Mas’ fodspor. Hidtil har der ellers været en helt klar tendens i alle fænomenets etapeløb til, at han blot er blevet bedre og bedre dag for dag. Den tendens synes imidlertid ikke helt at gå igen i dette løb. Nok er Pogacar stadig på et tårnhøjt niveau, men både i går og specielt i dag så han langt mere rusten ud end den slovener, der dansede i pedalerne i Pyrenæerne for knap to uger siden. Der var i hvert fald ikke meget monsterbid over hans angreb, inden Roglic satte ham til tælling på grusvejene, og derfor skal han nok prise sig lykkelig for, at han ikke skulle have forsvaret en førertrøje mod vennen og chefmonsteret i dag.

 

I stedet blev det Mikel Landa, der blev den helt store initiativtager. Det var nu ikke svært at forudsige, for når man allerede er blevet nr. 4 bare et sekund fra tredjepladsen, er det kun podiet, der tæller. Derfor måtte Landa i offensiven, og det lå også i kortene, at de fænomenale hjælpere Bilbao og meget formstærke Damiano Caruso skulle sendes i offensiven. Den eneste overraskelse var vel, at Landas angreb kom så sent, at det aldrig kunne have bragt ham på podiet, når man husker på, hvor stor en regning der venter på den temposvage basker på lørdag, men i dag fik det stærke Bahrain-mandskab heldigvis belønning for at have været Alpernes mest initiativrige hold - sammen med Ineos naturligvis. Dagens offensiv gør det stadig svært at tro, at han kan ende i top 5, når han jagtes af tempostærke folk som Mas og Uran og Dumoulin, der alle kan gå forbi ham, hvis hans enkeltstart er på samme niveau som i sidste års Giro, men han fik da i hvert fald rejst sig igen efter gårsdagens lidt ydmygende lussing.

 

I det hele taget var dagens tema vel at rejse sig efter ydmygende lussinger. Det var nemlig præcis det samme, Kwiatkowski, Carapaz, Brailsford og resten af Ineos gjorde med dagens flotte opvisning. Det kan godt være, at briterne har ry for at køre kontrollerende og kedeligt, men som vi så, da der i 2017 var en Giro, som skulle reddes, eller da Froome i Giroen i 2018 og Bernal i Touren i 2019 havde nogle comeback, der skulle leveres, kan de sagtens skifte strategi, når det kræves. Det lader sig nemlig gøre, når man har en trup, der kan få de fleste til at dåne af beundring. Klasse fornægter sig nemlig ikke!

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 05/11-10/11

Ceratizit Madrid Challeng...(2.WWT) 06/11-08/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE