Tour de France-analyse: Sådan gør man, Egon!

Nu tvivler jeg stærkt på, at Julian Alaphilippe har den fjerneste anelse om, hvem Egon Olsen er. Men skulle Brian Holm eller nogle af hans danske holdkammerater have indført ham i den danske forbryders meritter, kunne han godt give Olsen et kald. Manden med bowlerhatten kunne nemlig godt lære et og andet af den franske puncheur, når det handler om at føre geniale planer ud i livet.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, om Alaphilippe matcher Olsen i genialitet, for hans planer betydeligt mere simple end de sindrige ideer, vaneforbryderen får. Til gengæld mestrer franskmanden noget, der i den grad mangler hos Olsen: evnen til at føre dem ud i livet.

Faktisk er det en evne, en hel cykelverden må beundre den elegante puncheur. Det kom nemlig ikke som nogen overraskelse, at Alaphilippe på dagens 2. etape til Nice havde set sig varm på den gule trøje. Præcis det scenarium har enhver med lidt cykelforstand kunnet indse, siden ruten blev præsenteret, og hvis nogen stadig var i tvivl, indrømmede han det sågar selv på pressekonferencen forud for løbet. På præcis samme vis vidste alle, at Alaphilippe havde lagt planer om at køre sig i gult på sidste års 3. etape til Epernay, hvor netop den gule trøje på den etape var hele hovedmålet med deltagelsen i en Tour, der så endte med at blive langt mere vidtrækkende end bare et kort bekendtskab med løbets vigtigste trøje.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Præcis som da han kom flyvende ud af feltet for et år siden i bakkerne i det nordlige Frankrig, vidste alle, hvad der var i vente, da feltet efter en lang og slidsom dag ramte Col d’Eze for sidste gang i udkanten af Nice. Nok kunne han have ventet på en spurt, men udsigten til at spurte mod Wout van Aert eller Greg van Avermaet har næppe været tillokkende - præcis som han for et år siden ville have været favorit til puncheurspurten i Epernay, men med et soloangreb alligevel valgte at gå med livrem og seler.

Det gjorde han også denne søndag i Nice. Ja, han kunne have forladt sig på sin spurtstyrke, men når man ser på sammensætningen af det felt, der endte med at spurte om 4. pladsen, havde den strategi ingen garantier givet. Derfor måtte han bruge sit guddommelige punch til nok engang at køre fri. Hans problem var bare, at det efter sidste års mirakelridt er slut med gratis gaver, som det var tilfældet for et år siden, og med udsigt til en lang, ikke alt for vanskelig nedkørsel i relativt hård og direkte modvind, lignede et soloridt ikke en realistisk option.

Alligevel gjorde han forsøget, og selvom han i tiden op til løbet havde beklaget sig over en form, der bestemt heller ikke så prangende ud i Dauphiné, slog han alligevel et hul, som samme guddommelige punch skabte, da han for et par uger siden kørte selv formstærke Wout van Aert ud af hjulet på Poggio. Nej, der var ingen gaver i år, men nok engang beviste Alaphilippe, at hans punch ikke har sit lige noget sted i cykelverdenen.

Selv den mest veltilrettelagte plan er imidlertid også afhængig af omstændighederne for at lykkes, og de var i den grad med Alaphilippe denne gang. Når man ser på den meget jævne kamp mellem den fronttrio, der etableredes, og et felt anført af Astana og Ineos, står det ret klart, at et soloridt i modvinden havde været en dødssejler. Derfor bør der om fire måneder gå et par julekort til Schweiz og Storbritannien, for havde Marc Hirschi og Adam Yates ikke brilleret stort, kunne vi meget vel have talt om belgisk etapesejr og førertrøje til Van Avermaet.

Schweizeren og briten var imidlertid de perfekte allierede, og da uheld havde sendt Jumbo i en uventet defensiv, var det akkurat nok til at holde feltet stangen - ikke fordi Alaphilippe fik lov, men fordi han ganske enkelt var flyvende. Og selvom det taktiske spil gjorde det hele lidt for nervepirrende til sidst for en Alaphilippe, der klogelig valgte ikke at undervurdere lynhurtige Hirschi, kunne han akkurat sikre sig karrierens femte etapesejr og nok en smag af den gule trøje, han sidste år nærmest gjorde til sin ejendom.

Det åbner naturligvis de perspektiver, som længe har ligget i kortene. Allerede i min beskrivelse af Alaphilippe i favoritoptakten beskrev jeg dette scenarium som et sandsynligt udkomme af denne etape, og nu befinder vi os præcis i den deja-vu-situation, som man kunne have forudsagt. Alaphilippe har nok engang nægtet, at klassementet er et tema, men vi så også sidste år, at han vil kæmpe med næb og kløer for at fastholde sin genvundne ejendom. Og da noget tyder på, at superformen ligesom for et år siden atter er dukket op mellem Dauphiné og Touren, må alle vide, at de nu skal tage sig i agt.

Alligevel bliver det svært for Alaphilippe at gentage kunststykket. Nok udeblev eksplosionen længe for 12 måneder siden, men hver eneste gang, han kørte to bjergetaper i træk, faldt niveauet kraftigt på den anden. For et år siden havde han endda den hjælp, at det først var på 14. dagen, at klassementskampen i bjergene indledtes, men denne gang skal han grave dybt uafbrudt ud over de tre uger. Det virker som en vanskelig opgave for en Alaphilippe, selv hvis formen er den samme for et år siden. Men hvis holdet kan holde stand på etaper, der bliver svære at kontrollere for de tunge belgiere, er det bestemt ikke helt umuligt, at den kan holde helt frem til den anden side af Pyrenæerne, der i år kommer i en light-udgave.

Det var dog lige ved, at den nøje tilrettelagte plan blev forpurret. Ikke af en verdensstjerne med et alenlangt generalieblad. Nej, manden, der nær havde spoleret den veltilrettelagte franske fest, var derimod en ung schweizisk opkomling, der kunne have været i gult nu, hvis blot den fordømte målstreg var placeret få meter senere.

Nogen vil sikkert være overraskende, men det skal man ingenlunde. Hirschi er ganske vist gået under radaren i dette mylder af supertalenter og vidunderbørn, men han har længe fortjent at blive inkluderet i den kategori. Faktisk ville meget af cykelverdenen formentlig have talt om ham allerede sidste år, da han gik på podiet i storløbet Clasica San Sebastian - et løb, der altid domineres af ryttere med god Tour-form. Det havde Hirschi ikke, men alligevel endte han som nr. 3 - lidt af en bedrift af den regerende U23-verdensmester. Problemet var bare, at kun få bemærkede det, fordi vinderen af samme løb var den regerende juniorverdensmester!

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det kunne også have været anderledes, hvis Hirschi havde fået presset hjulet forbi Tim Wellens i spurten på kongeetapen i BinckBank Tour. Den dag i Ardennerne var han nemlig muligvis stærkeste mand, men blev akkurat snydt for sejren med en ringbredde. Og da en blunder fra både ham og Wellens kostede den efterfølgende dag, blev det ikke til det store resultat, niveauet rakte til.

Hirschi gled derefter lidt i glemmebogen efter et forår, hvor helbredsproblemer gjorde han usædvanligt ringe. Ringe var han til gengæld ingenlunde i det netop overståede Dauphiné, hvor det blev klart, at han var tilbage på det tårnhøje niveau, vi så fra et år siden. Bjerge har nemlig ikke været spidskompetencen for den lille puncheur, men her klatrede han længe med de bedste i de tårnhøje Alper. Og da vi så ramte hans terræn i bakkerne omkring Nice, fik han lejlighed til at vise, at det altså ikke kun var i juniorklassen, at vi i Innsbruck i 2018 fik et vidunderbarn som verdensmester. Desværre for ham var Alaphilippe akkurat hurtigere på stregen, præcis som Wellens var det for et år siden, men det er bare et spørgsmål om tid, inden Alaphilippe får sit hyr med at slå lynhurtige Hirschi. Til gengæld kan den gule drøm meget vel være knust for nu, for de længere stigninger bliver for hård kost for den schweiziske guldfugl.

Alaphilippes og Hirschis bedrifter var ikke svært uventede, og derfor var det mest opløftende i dag måske i virkeligheden Yates. Efter hans svage Dauphiné, som han forklarede med sygdom, var der nemlig begrundet frygt for, at det skulle ende med et hattrick af Tour-skuffelser efter de gigantiske nedture i 2018 og 2019. I dag viste han imidlertid, hvorfor han - i mine øjne - altid har været den mest talentfulde af de to Yates-brødre, og hvorfor han har været blandt de allerbedste i snart sagt ethvert cykelløb, han har kørt i 2019 og 2020 - i hvert fald hvis han ser bort fra det løb, der betyder allermest.

Allerede sidste år gjorde han det, han er en af bare to, der gjorde i 2019: kørte fra en fit og rask Roglic på en stigning. Alligevel nåede han måske endda et helt nyt niveau i foråret, hvor han nærmest ydmygede en ellers uhyre formstærk Tadej Pogacar i modvinden på Jebel Hafeet i UAE Tour, som han vandt i suveræn stil. Faktisk gik Yates på corona-pause som en af forårets allermest overbevisende ryttere, men den sløje præstation i Dauphiné fik sammen med meldingerne om manglende klassementsambitioner hans stjerne til at dale.

Som det fremgår af min favoritbeskrivelse af ham, har jeg imidlertid aldrig troet ham over en dørtærskel. Hvorfor udtager man udprægede hjælpere som Christopher Juul og Sam Bewley, hvis man kun jagter etapesejre? Og hvorfor rekognoscerer man enkeltstarten, når man slet ikke kører klassement? Nej, det ligner alt sammen et forsøg på at fjerne det pres, der nu to gange har knækket ham i Touren. Og som jeg skriver i nævnte favoritbeskrivelse, ligner det en tilbagevenden til opskriften fra Tour-gennembruddet i 2016, hvor han og holdet dag for dag også stædigt insisterede på, at klassementet slet ikke var et tema, selvom han længe lå til en podieplads.

I sidste ende blev det til en 4. plads, og det viser, at Yates med den form, han viste i dag, skal tages alvorligt. Alligevel er det svært at se ham vinde løbet, for ligesom bror Simon er Adam puncheur mere end klatrer. Holdbarhed har aldrig været spidskompetencen og var det heller ikke i 2016, hvor det kneb gevaldigt med overskuddet i den tredje uge. Og det kan man frygte igen i år, hvor de gigantiske bjergetaper fra 15. etape og frem meget vel kan blive lidt for voldsomme for den ellers flyvende brite.

De øvrige klassementsryttere holdt sig alle i skindet, og det var helt forventeligt. Det er alt for tidligt at blotte sig på en etape, der med en faldende finale i modvind ikke indbød til at skabe forskelle. Alligevel må Jumbo sidde tilbage med en lidt mærkelig smag i munden efter en dag, der slet ikke gik som håbet.

Det så ellers lovende ud. Holdets meldinger om, at Wout van Aert kun var en eftertanke blev tydeligt gjort til skamme, da mandskabet, der ligesom i Ain og Dauphiné har vist, at de kører som feltets nye herskere, satte sig frem i dalstykket efter Turini for at sætte den hurtige belgier op til sejr. Det så da også lovende ud, indtil Michal Kwiatkowski kørte til højre, mens Tom Dumoulin så den forkerte vej, og da hollænderen lå i asfalten, måtte stakkels Van Aert leve op til forhåndsaftalen og agere den hjælper, han først og fremmest er og stoppe op for at vente på kaptajnen.

Spørgsmålet er alligevel, om der var så meget mere i Van Aert. Han var allerede gledet langt tilbage i gruppen forinden, og han gav ikke Dumoulin sin cykel. Faktisk havde han heller ikke kræfter til at give am blot skyggen af hjælp, og noget kunne tyde på, at han slet og ret var ristet.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det rejser nogle faresignaler. Evigt ustabile Sepp Kuss havde nemlig en af de offdays, man altid frygter fra den svingende amerikaner, og selvom han leverede en fornem indsats på sidste stigning, viste George Bennett også tydeligt, at Lombardiet-benene er væk - formentlig grundet gårsdagens styrt. Og pludselig sad Roglic og Dumoulin ganske alene, så superholdet måtte lade andre forhindre, at Alaphilippe og Yates kørte dem for meget agterud. Og så hjælper det ikke meget, at Tony Martin, Amund Grøndahl Jansen og Robert Gesink alle imponerede, når de to vigtigste klatrere begge var under niveau.

I det hele taget må rivalerne lugte blod. Det andet storhold, Ineos, lignede nemlig også et såret dyr. Den skadede Pavel Sivakov kæmpede sig igennem i gruppettoen sammen med den ligeledes skadede Andrey Amador, og Dylan van Baarles og Jonathan Castroviejos pludselig opståede klatreben var atter væk. Tilbage var kun en heldigvis genfødt Kwiatkowski, der kæmpede heroisk til sidst, men tilbage står indtrykket af et kollektivt svaghedstegn fra begge de to supermandskaber.

Det kan naturligvis få mange til at lugte blod, men faktisk var der bekymringer hos alle favoritholdene. Lad os tage dem ét ad gangen. Thibaut Pinot lider voldsomt under, at hans vigtigste hjælper, David Gaudu, kæmper for blot at blive i løbet, og både Rudy Molard og Valentin Madouas bekræftede det skuffende niveau fra optakten. Hos Emanuel Buchmann er Felix Grossschartner og Gregor Mühlberger stadig chokerende dårligt kørende, og så hjælper det ikke meget, at Maximilian Schachmann er kommet sig imponerende hurtigt over et brækket kraveben, der blot er 15 dage gammelt - slet ikke når Lennard Kämna samtidig rammes af uheld med et ærgerligt styrt.

Tadej Pogacar må konstatere, at Fabio Arus sammenbrud bliver mere og mere komplet, og bedre bliver det ikke af, at David de la Cruz kører rundt med brud og ligner en mand på vej ud af løbet. Miguel Angel Lopez måtte nok engang indse, at hans vigtigste hjælper, Ion Izagirre, fortsætter sit enorme niveaufald siden sidste års Baskerlandet, og så er det kun en beskeden trøst, at Alexey Lutsenko endelig har fundet formen, og at Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez i dag gjorde det godt, særligt førstnævnte, der arbejdede hårdt sammen med Kwiatkowski for at sætte Lutsenko op til sejr. Mikel Landa må indse, at Wout Poels med et brækket ribben ikke er meget værd, men han kan sætte sin lidt til et velkørende par i Damiano Caruso og Pello Bilbao.

Helt galt gik det for Nairo Quintana, hvis Arkea-hold nærmest kollektivt kollapsede, så end ikke Warren Barguil kunne være med trods tegn på en lille genrejsning. Alaphilippes tropper gjorde det fornemt, men de er pr. definition ikke klatrere, og Mitchelton-mandskabet må igen sande, at Mikel Nieves tid på toppen desværre er ved at være ovre. Måske havde Movistar mest grund til glæde med en genrejst Marc Soler, der sågar havde overskud til at angribe, en Alejandro Valverde, der trods defekter sad med de bedste hjem, en Nelson Oliveira, der reddede selvsamme Valverde, og en kaptajn Enric Mas, der i hvert fald bestod den første test trods den store usikkerhed om hans niveau.

I det hele taget blev vi ikke meget klogere på niveauet hos mange, men vi vidste alle, at det var en dag, hvor vi snarere ville finde ud af, hvem der ikke vinder Touren. Den store taber var naturligvis stakkels Daniel Martinez, hvis EF-hold ellers virkede meget stærkt, tog initiativ for at vinde etapen med Sergio Higuita, der nok engang viste sin imponerende hurtighed i en lille krop og havde en endelig formstærk Hugh Carthy til at bringe kaptajnen tilbage. Desværre kostede styrt og jagt for meget, og dermed kan EFs klassementsambitioner se svære ud i lyset af tvivlen om Higuitas niveau efter et skidt forår og Dauphiné og en Rigoberto Uran i konstant tilbagegang de senere år.

Andre tabere var naturligvis Ilnur Zakarin, der desværre må indse, at genfødslen efter skiftet til CCC ikke kom, som man ellers fornemmede i foråret. Og dermed blev det endnu en trist dag for det stadig sejrsløse polske hold, der ellers kunne se Greg van Avermaet vise den form, han manglede i optakten, og som måske kunne have givet sejr og gul trøje, hvis Zakarin og de skuffende Simon Geschke og Alessandro de Marchi havde siddet hos kaptajnen. Og dertil skal naturligvis lægges Barguil og Aru, der nu definitivt er rene hjælperryttere for stærkere kaptajner.

Nej, der er næppe mange, der er helt tilfredse efter en søndag, hvor særligt svaghedstegnene hos Jumbo og Ineos vil vække opsigt som dagens hovedkonklusioner. Der er dog i hvert fald én undtagelse. Præcis som for et år siden gennemførte Alaphilippe verdens simpleste og mest oplagte plan til UG og kryds og slange, så han atter han genindtaget som den franske darling, han solede sig i for et år siden.

Planer behøver slet ikke at være så komplicerede, kære Egon. Måske du skulle give ham den spinkle franskmand et kald næste gang, der ruskes tremmer i Vridsløselille?