Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Tour de France-analyse: Slovensk legestue Vol. 2

Tour de France-analyse: Slovensk legestue Vol. 2

12. september 2020 13:15Foto: Unipublic / PhotoGomezSport

I disse dage køres Tour de France, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 13. etape.

I disse travle tider er det lidt fristende for mig at springe over, hvor gærdet er lavest og sikre lidt ekstra og stærkt tiltrængt søvn. Med lidt redigering hist og her kunne jeg nemlig blot genbruge den analyse, som linket henviser til, og som jeg under overskriften ”Slovensk legestue” skrev under sidste års Vuelta. Nok fandt etapen sted d. 6. og ikke 11. september, men ellers er der ikke meget, der skulle ændres efter den deja-vu-oplevelse, vi alle var vidner til på en 13. etape af Tour de France, der til forveksling lignede 13. etape af sidste års Vuelta a Espana.

 

Ikke blot etapenummeret var det samme. Profilen var det næsten også. For et år siden skulle rytterne nemlig forcere den brutale mur Los Machucos, der med sine stigningsprocenter på mere end 20 er en af de perler, som løbsdirektør Javier Guillen har gjort det til sin hobby at opdyrke i det uudtømmelige reservoir af stejle mur, Spanien råder over. Og minsandten om ikke løbsdirektør Christian Prudhomme, der i årets rutedesign har haft så meget hang til at efterligne Guillens sadistiske trang til stejle mure, at det har affødt et vredesudbrud i belgiske medier fra Deceuninck-manager Patrick Lefevere, til netop 13. etape havde sammensat en etape, der med sine for Touren usædvanligt stejle mure i finalen henledte tankerne langt mere på den spanske end den franske grand tour.

 

I det lys er det måske slet ikke så mærkeligt, at udfaldet også blev næsten det samme. Skruer vi tiden et år tilbage, var det nemlig monsterlærlingen Tadej Pogacar, der kom med et tidligt angreb, som kun chefmonsteret Primoz Roglic kunne besvare. De to slovenske monstervenner slog herefter pjalterne sammen og samarbejdede om at distancere rivalerne, der efterfølgende alle måtte tjekke leksikonet en ekstra gang for vitterligt at overbevise sig selv om, at den lille eksjugoslaviske nation på grænsen til Italien kun har ca. 3 mio. indbyggere, hvoraf de to åbenbart er to af verdens allerbedste cykelryttere. Den eneste væsentlige forskel var, at etapesejren dengang var på spil, og at den blev givet af chefmonsteret til monsterlærlingen som en fin lille gave fra én ven til en anden.

 

Fast forward til den 11. september 2020, hvor Tourens særegne mur-etape var på programmet. Igen var det såmænd Pogacar, der åbnede favoritternes bal med et angreb, som kun chefen selv, Roglic, kunne besvare. Og igen indgik de to venner en slovensk monsteralliance om sammen at distancere alle rivalerne, så det igen blev en total slovensk legestue, der formentlig har fremkaldt adskillige ordrer på nye leksika, så colombianere, franskmænd, spaniere, australiere, briter og andet godtfolk lige kan få tjekket, om det virkelig kan passe, at der kun bor ca. 3 mio. mennesker i den lille eksjugoslaviske nation på grænsen til Italien.

 

Og ja, det gør der stadig, præcis som der gjorde det for et år siden. Og den slovenske dominans er bestemt ikke blevet mindre i mellemtiden, da de to monstre, der ikke blot deler nationalitet og venskab, men også har samme ustoppelige kørelyst og altædende appetit. Den væsentligste forskel i forhold til sidste år var, at der denne gang ikke var en etapesejr at dele ud af, og at det denne gang medfødte, at den slovenske legestue nu også afspejler sig i en stensikker kurs på en slovensk dobbeltsejr i verdens største cykelløb.

 

Der var dog alligevel også én anden væsentlig forskel. Sidste år var Roglic fint tilfreds med at følge vennen og lærlingen pænt til dørs, men i dag var der et behov for at vise, hvor skabet skal stå, og hvem der er chefmonster, og hvem der er lærling. Denne gang måtte løbets ukronede konge nemlig mod slutningen sætte sig igennem med en af de voldsomme forceringer, der nu i vel snart to år har gjort ham til verdens bedste cykelrytter, og med den fik han fremkaldt de første firkantede tendenser i det normalt ellers så lette Pogacar-tråd, så han med ét fik givet svaret på det spørgsmål, vi manglede efter Pyrenæerne, nemlig spørgsmålet om, hvem af de to slovenere der vitterligt er stærkest.

 

Det var der ingen tvivl om i Massif Central, hvor Roglic til slut mejslede i granit, at han er løbets stærkeste, og at de lidt naive forhåbninger om, at han efter sigende skulle have problemer med at holde niveau over tre uger, netop kun var forhåbninger og desperat klamren sig til et ikkeeksisterende håb. Nej, Roglic har aldrig vist, at han skulle have problemer i den tredje uge af en grand tour - snarere tværtimod - og selvom han må vente en uges tid med at bevise det igen, satte han i dag en tyk og fed streg under, at han ligesom i sine foregående sygdomsfri grand tours er præcis lige så stærk i løbets anden halvdel som i den første - hvis da ikke stærkere.

 

Nej, man skal være mere end almindeligt optimistisk for at finde nogen som helst sprækker i det slovenske monsterpanser, der kun styrkes af endnu en suveræn Jumbo-optræden sekunderet af solide Tom Dumoulin og lottokuponen Sepp Kuss, der i dag heldigvis var gevinst og ikke nok engang en nitte. Og klogelig valgte holdet også ikke at gennemføre den etapesejrjagt, man ellers kortvarigt kunne fornemme af den stramme kontrol først på etapen, så det i stedet endte med, at det var Ineos, der betalte den dyreste energiregning for den gevinst, Roglic høstede til sidst.

 

Pogacar må da også sande, at den lille drøm, han havde om Tour-sejr, da han kørte fra Roglic - formentlig grundet dennes fuldt bevidst kalkulation - på Peyresourde. Nok avancerede han til den samlede 2. plads, så tabet i sidevinden næppe bliver så væsentligt alligevel, men selvom det decimerede UAE-mandskab i dag kunne glæde sig over, at David De La Cruz synes at have lagt det brækkede haleben bag sig - i bogstavelig forstand - er det lidt svært at se, hvordan han skal knække koden til at slå både en rytter og et hold, der umiddelbart er markant stærkere. Det eneste håb, han kan klynge sig til, at hans fuldstændig konsekvente tendens til at blive bedre og bedre igennem alle sine etapeløb, men spørgsmålet er, om det er nok til at lukke hullet til en Roglic, der næppe heller bliver ringere.

 

Det kan han nu nok også leve med, hvis Tour-debuten ender med, at han får lov at flankere sin landsmand og ven på podiet i Paris, samtidig med at miniputnationen har kørt alle sportens store nationer midt over. Mest af alt gælder det nu for den firehovedede colombianske armada, der nok engang viser, at andesnationen sprøjter klatrere ud som skidt fra en spædekalv, men nu må tage til takke med placeringerne som nr. 3 til 6 i en top 6, der i uhørt grad er en ensidig affære for bare to nationer med et ganske klart hierarki imellem dem.

 

Mest ondt gør det naturligvis får Los Escarabajos, at deres darling og nationalhelt Egan Bernal fejlede. Ineos gjorde ellers alt rigtigt ved at lægge et tidligt pres på Roglic, der altid ville være stærkere end Bernal i en duel på en kort, eksplosiv mur, og derfor handlede forceringen alene om at begrænse et nederlag, der på forhånd så uundgåeligt ud. Alligevel havde de færreste vel drømt om, at den Bernal, der i Pyrenæerne så ud til som vanligt at have pil op i sin formkurve gennem en grand tour, skulle få så syngende en lussing, som det endte med denne fredag i Massif Central.

 

Desværre var det sådan, det gik, og dermed står det stadig mere klart, at Bernal på intet tidspunkt i 2020 har været på det tårnhøje niveau, han havde gennem det meste af 2019. Dagens nederlag føjer sig til en kedelig tendens, som har varet ved fra dag 1 i corona-året 2020, og som kun den kortvarige opblomstring på 9. etape, kortvarigt brød. Bernal har ikke været sig selv i år, og det gælder i det hele taget for det meste af et Ineos-mandskab, der endegyldigt må konstatere, at de er stødt af tronen som verdensherskere inden for cykelsporten, specielt i Tour-sammenhæng.

 

Heldigvis er Ineos også et for cykelfans herligt hold at have i problemer. For dem betyder en 3. plads intet, og enhver, der husker Chris Froomes vanvidscomeback i Giroen i 2018, vil vide, at Dave Brailsford er ligeglad med en podieplads, når han kan forære en spandfuld grand tour-sejre væk, uden at nogen ville opdage det. Og vi skal ikke glemme, at Bernal sidste år stadig var rusten på Tourmalet på 14. etape, inden han endte med at flyve højt i Alperne i den tredje uge. Det drømmer han om at gøre igen, og selvom vi ikke skal op i hans iltfattige luft mange gange, ser han utvivlsomt stadig muligheder i de 2400 m på Col de la Loze på onsdag, hvor han hele tiden og nu mere end på noget andet tidspunkt skal vinde sin Tour. Og skal han finde lidt håb kan han glæde sig over, at Pavel Sivakov er kommet sig så meget, at han kan være en aktør i løbet, og at Richard Carapaz - selvom det går langsommere end ventet - også synes langsomt at få lidt mere gang i hans legendariske tredjeugesmotor.

 

Bernal var dog imidlertid ikke den eneste colombianer, der led. Nairo Quintana må desværre sande, at det er gået præcis, som det er gået i hver eneste grand tour, siden han vandt Vueltaen i 2016. Det tårnhøje topniveau er stadig intakt i løbets indledende fase, men den holdbarhed, der var hans styrke i de unge år, er nu forsvundet som dug for solen. Også i dette løb har han måttet sande, at formkurven kun kender én vej, nemlig nedad.

 

Heldigvis er colombianerne så berigede med klatrere, at der altid er lyspunkter at hente. Mest markant er det, at Miguel Angel Lopez fandt det tårnhøje niveau, han havde på 4. og 8. etape, men som forsvandt så eftertrykkeligt på 9. etape. Desværre bekræfter det bare den tendens, som også var så åbenlys i Vueltaen sidste år, nemlig at hans niveau gennem en grand tour er alt for svingende. Nu om dage kan man aldrig vide, om Superman flyver højt eller lavt, og da en grand tour som bekendt handler om at flyve højt hver eneste dag, er det måske forklaringen på, at Lopez aldrig er blevet den Superman alle troede, da han drev gæk med Chris Froome og resten af verdensstjernerne tre dage i træk i de sydspanske bjerge for tre år siden.

 

Colombianerne kan også se på Rigoberto Uran. Naturligvis er nationens bedstefar ikke i nærheden af den 2. plads, der sendte nationen i ekstase for tre år siden, men i lyset af det, han har vist siden dengang, har han langt overgået forventningerne i år. Der var næppe nogen, der havde forventet, at Uran efter 13 dage skulle ligge nr. 4 i løbet, og selvom det næppe holder hele vejen mod i hvert fald en eller flere af Lopez, Mikel Landa og Richie Porte, der lige nu synes væsentligt stærkere, er det lidt af en renæssance for den ældste af de colombianske stjerner.

 

Nej, det er egentlig lidt synd, at Bernal og Quintana formentlig ødelægger hele stemningen i Colombia. Kunne de bare fokusere på EF-mandskabet, var det nemlig en stor dag for klatrenationen. Ikke blot kørte Uran igen en flot etape, Daniel Martinez, der som regerende Dauphiné-vinder efter sit styrt ellers havde kurs mod samme katastrofe, som vi oplevede, da samme hold stillede til start med Dauphiné-vinderen Andrew Talansky, der i 2014 endte med at styrte og grædende udgå af løbet, viste i dag, at det kun var uheldet, der forhindrede ham i at være en hovedfigur i løbet. Med et cool stoneface klemte han sig ud af den tyske sandwich, han ellers var blevet bragt i, og cementerede sin klasse ved som den klart stærkeste i et ”Break Royale” at tage karrierens første grand tour-etapesejr.

 

I det hele taget var det en smuk opvisning af EF og de to Bora-tyskere, der udkæmpede en smuk duel, som kan erstatte den Jumbo-Ineos-duel, vi måske slet ikke får. Både amerikanerne og tyskerne udnyttede overtallet perfekt ved at sende hhv. Neilson Powless og Maximilian Schachmann i forkøbet, så holdets bedste klatrere, hhv. Martinez og Hugh Carthy samt Lennard Kämna, kunne sidde på hjul. Og da taktikken var lige ved at ramme EF som en boomerang i nakken, da Schachmann åbnede for sin enorme motor, kunne Martinez med en imponerende kølighed, der end ikke gjorde det nødvendigt at se sig tilbage én eneste gang, redde kastanjerne ud af ilden med Kämna på bagsmækken, trække Schachmann ind og stadig bevare præcis det overskud, der skulle til for at sætte det tyske talent til vægs til sidst. Det var tårnhøj klasse og fuldstændig fortjent - selvom man må have ondt af et Bora-mandskab, der virkelig forvandlede en vanskelig situation mod en hel serie bedre klatrere til en gylden mulighed, som næsten havde givet den etapesejr, de så desperat mangler i et løb, der ikke er gået deres vej, men hvor de i den grad har været fornemme hovedaktører.

 

Kan tyskerne se sig ud over skuffelsen, har de al mulig grund til at klappe sig selv på skulderen. Det har franskmændene til gengæld ikke på en dag, der endte som en regulær katastrofe. For et døgn side havde de 3. og 4. pladsen i klassementet, men nu er top 10 helt renset for værtsnationens helte. Formodningen om, at Guillaume Martin, der har kørt som en motorcykel siden Tour de l’Ain, kunne have toppet for tidligt, ser ud til at være bekræftet, og stakkels Romain Bardet, der efter to års trængsler endelig havde noget et fornuftigt niveau måtte se hele sin genfødsel blive knust mod den midtfranske asfalt. Med ét ser de så lovende franske klassementsdrømme ud til at være forvandlet til et mareridt.

 

Bedre var det bestemt ikke i kampen om etapesejren. Først fejlede den ellers heroisk kæmpende Thibaut Pinot totalt i sit forsøg på at ramme udbruddet, og selvom Frankrig alligevel endte med at have tre af udbruddets favoritter i form af Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Pierre Rolland, endte det i en dundrende fiasko. Alaphilippe bekræftede indtrykket af, at formen ikke blot er tæt på niveauet fra 2019, og Barguils og Rollands stadig bedre kørsel de seneste dage, var ikke til at få øje på, da Martinez åbnede for gassen. Og så må stakkels Valentin Madouas, der bekræftede sit store talent med en fornem 4. plads, leve med, at hele Frankrig græder i stedet for at klappe ham på skulderen.

 

Så er der langt mere grund til at juble i Australien. Der kan ikke være mange, der ikke under den i Touren så uheldsramte Richie Porte den succes, han lige nu nyder. Nok må han sande, at han aldrig kommer til at vinde den Tour, han måske kunne have gjort i sin storhedstid i 2017 og 2018, hvor han måske var verdens bedste klatrer, men ikke kunne overleve 9. etape, men i dag bekræftede australieren indtrykket fra 9. etape, nemlig at den pensionering, hans syntes mod til i 2019 og i det meste af 2020 slet ikke er påkrævet. Nej, i dag var Porte i særklasse den bedste bag de to slovenere, og havde Lopez og Landa kunnet mobilisere blot en enkelt føring, kunne det lille hul, der bare ikke ville lukkes, måske være blevet udslettet. Porte kan til gengæld trøste sig med, at han ikke har været i nærheden af dette niveau siden det sidste af de to styrt i 2018. Nu må vi så bare se, om det stadig kniber med den holdbarhed, der ikke er blevet bedre med alderen, for hvis det gør, kan det alligevel blive en svær Tour for Trek, der nu må klare sig uden uheldige Bauke Mollema, som ellers var i klar fremgang.

 

Også i Spanien kan de være tilfredse. Mikel Landa bekræftede det uhyre positive indtryk fra Pyrenæerne, og han kan nu bare endnu mere ærgre sig over, at kombinationen af sidevind og enkeltstart nok alligevel gør det svært at nå det podium, et dumt sekund kostede ham for et år siden. Og ibererne kan også glæde sig over, at Enric Mas mere og mere viser, at den store dieselmotor i grand tour-sammenhæng nok engang gør ham bedre og bedre, selvom det bliver svært at gentage det enorme hop i klassementet, hans fantastiske anden halvdel gav anledning til i Vueltaen for to år siden.

 

Egentlig kan briterne også være tilfreds. Adam Yates, der - husk det nu! - ikke kører klassement i årets Tour, er nok engang i gang med at vise, at holdbarhed over tre uger ikke er spidskompetencen i den Yateske familie, men i dag afværgede han da i første omgang det kollaps, der ellers ligger til familien. Det kan meget vel komme, når vi rammer de virkelige bjerge i Jura og Alperne den kommende tid, hvor han er i for ham langt mindre gunstigt terræn, men indtil videre kan han da drømme videre om en top 10-plcaering - modsat de stakkels franskmænd, der ellers havde så mange fine bud på at opnå netop det.

 

Det havde slovenerne ikke. De havde kun to, men som bekendt er kvantitet ikke altid kvalitet. To skud i bøssen er rigeligt, når de begge er fuldtræffere, og det tyder alt på, at de ender med at være. Nu kan rivalerne så bruge lørdag til at forberede sig på søndagens slag på Grand Colombier og håbe på, at to monstre ikke har tænkt sig at arrangere endnu en af de slovenske legestuer, de har gjort til en for alle andre topnavne temmelig kedelig og ubehagelig vane.

 

BEMÆRK: Det er kommet frem efter udarbejdelsen af analysen, at Quintana slog sig mere end antaget i styrtet. Det kan have været en del af forklaringen på nedturen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Cro Race(2.1) 29/09-04/10

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 27/09-05/10

Giro d'Italia(2.UWT) 03/10-25/10

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 04/10

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 04/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 04/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 04/10

Tour de Vendée(1.1) 04/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 06/10

Tre Valli Varesine(1.1) 06/10

Tour of Thailand(2.1) 06/10-11/10

Paris-Bourges(1.1) 08/10

Amstel Gold Race(1.WWT) 10/10

Amstel Gold Race(1.UWT) 10/10

Tacx Pro Classic(1.1) 10/10

Hammer Hong Kong(2.1) 10/10-11/10

Gent-Wevelgem In Flanders...(1.WWT) 11/10

Gent-Wevelgem(1.UWT) 11/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 11/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger