Tour de France-analyse: To be continued

Forløsning!

Det må være den dominerende følelse for Alexander Kristoff efter i dag endelig at have brudt den Tour-tørke, der har rakt helt tilbage til jubelåret 2014, hvor han vandt hele to etaper. Dengang var han efter de to sejre sprinteren med momentum inden afslutningen i Paris, men desværre måtte han se sig henvist til andenpladsen bag Marcel Kittel, der efter tre tidligere sejre på de første fire dage var forsvundet fra løbet, men genrejste sig på den største scene af dem alle.

Det skulle blive det tætteste, Kristoff indtil i dag havde været på sejren i Paris, men faktisk har nordmanden stort set altid leveret på den berømte boulevard. Ser man bort fra sidste år, hvor et slemt styrt betød, at han vel havde haft bedst af at være blevet i sin seng - og alligevel blev nr. 5 - er han altid endt i top 3 i sportens mest prestigiøse massespurt, hvor én gang er blevet nr. 2 og to gange nr. 3.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er ingen tilfældighed. Netop jubelåret 2014 er et glimrende eksempel på forskellen mellem en ren sprinter som Kittel og en klassikertype som Kristoff. Mens Kittel har sikret sig de fleste af sine mange Tour-etapesejre i løbets første halvdel, hvor han eksplosive antrit fortsat har været intakt, har Kristoff aldrig rigtigt været tæt på at vinde en spurt i den første uge. Gang på gang er han blevet sat til vægs af de hurtigste folk, men efterhånden som trætheden sætter ind, har det ændret sig. I 2014 vandt Kittel altså tre af sine fire sejre i løbet af bare fire dage i starten af løbet, mens Kristoffs tre etapesejre alle er faldet i de døende dage.

Det er ikke mindst blevet tydeligt i år. I den første uge var Kristoff ikke i nærheden af at kunne matche de bedste, og blandt andre Peter Sagan og Arnaud Demare kørte ham regulært over i de første massespurter. De hurtigste folk besad imidlertid ikke Kristoffs holdbarhed i Alperne, hvor en usædvanligt hård menu ryddede gevaldigt ud i topnavnene, og da de trætte sprinterben endelig skulle i aktion igen på 13. etape, var styrkeforholdet pludselig så udjævnet, at Kristoff overspurtede Demare og var bare få centimeter fra også at få skovlen under ærkerivalen Sagan, der blot en uge tidligere havde været lysår foran nordmanden.

Sprinternes tidlige sommerferie betød også, at Kristoff stod med sit livs chance for endelig at bryde tørken og få den sejr, som jeg tror, de fleste cykelfans vil unde den sympatiske og altid hudløst ærlige nordmand. Alligevel så det ud til, at den gyldne mulighed var ved at glide ham af hænde, for efter det knebne nederlag til Sagan blev han udmanøvreret af det fabelagtige FDJ-tog i den uventet tekniske finale på 18. etape.

Dermed var der kun ét skud tilbage i den bøsse, der havde haft tre kugler, da den blev ladt efter sprintermassakren i Alperne. Heldigvis lykkedes det Kristoff at slå til i allersidste øjeblik og dermed redde en Tour, der ellers meget vel kunne være endt som en forspildt mulighed. Nøjagtig som det skete for Greipel i 2016, hvor hans Tour blev reddet på målstregen med sejren i Paris, eller for Groenewegen sidste år blev brostenene i Champs-Elysees redningsplanken for den norske dieselmotor.

Og sejren var velfortjent. Ganske vist kan man indvende, at UAE og Kristoff spillede lidt for meget poker ved ikke at give FDJ og Bora en hånd, da det eminente udbrud, der bestod af noget af den ypperste muskelkraft, selv et Tour-felt kan frembringe, undslap på første omgang i den franske hovedstad. Belært af erfaringen fra spurten i Pau, hvor det svage hold havde efterladt Kristoff alt for alene i den tekniske spurt, vidste ha imidlertid, at det var nødvendigt at bevare køligheden i den franske sommervarme.

Det lykkedes, for selvom udbruddet en kort overgang faktisk lignede en lille trussel, var den store isklump, Kristoff havde i maven, endnu ikke smeltet under den parisiske aftensol. Kristoff og UAE spillede poker til den bitre ende, og det betalte sig. Her trådte Roberto Ferrari endelig frem på scenen, efter at politiet åbenbart havde haft held med at finde ham igen, for italieneren har været sporløst forsvundet i de seneste tre uger. Denne gang var han imidlertid på pletten, og det lykkedes ham at aflevere sin kaptajn præcis, hvor han skulle være.

Her foretog han samtidig den rette gambling. Alle regnede med, at FDJ-toget igen ville vise sig som det stærkeste, men sådan skulle det ikke være. Allerede i torsdags havde Jasper Stuyven egentlig vist, at han havde råstyrken til at matche de ellers så fejlfri franskmænd, men i Pau havde han efterladt kaptajn Degenkolb på perronen, da han skød frem forud for det sidste sving i den vanskelige finale. Derfor var han ellers sublime lead-out til ingen verdens nytte, for mens Degenkolb som så ofte før havde tabt positionskampen, skød FDJ-toget frem og leverede Demare til sejr.

I dag var Degenkolb imidlertid, hvor han skulle være. Med byggemarkedets mest effektive superlim sad han fastgjort til Stuyvens baghjul, da de rundede det i Paris altid så afgørende sidste sving, og da Stuyven havde spist den imponerende Yves Lampaert, som var ganske tæt på at levere en gentagelse af det smarte nummer, han allerede lavede på 2. etape af Vueltaen sidste år, fik Degenkolb leveret det hele på et sølvfad. Foran ham lå en stigende powerspurt på brosten i den tredje uge af en grand tour. Det lignede en foræring til den tyske dieselmotor.

Desværre havde han den forkerte mand på bagsmækken. Hvis der er én rytter i Tour-feltet, der elsker stigende powerspurter mod slutningen af et tre uger langt etapeløb, er det Kristoff. Og derfor var det sort uheld for Degenkolb, at det netop var nordmanden, der havde vundet kampen om hans hjul, og da først Kristoff åbnede for gassen, viste han igen, hvorfor han er manden, der har vundet flest spurter i klassikerne igennem de seneste fem år. Når alle andre trænger til ferie, er Kristoffs motor endelig blevet varm, og derfor kunne han med relativ lethed træde forbi sin tyske rival, der dog heldigvis kan glæde sig over, at han allerede har vundet en af de allermest prestigefulde etaper og i denne Tour derfor allerede har genrejst en ellers hensygnende karriere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Kristoffs karriere så også ud til at være ved at gå i den forkerte retning, men dagens sejr viser, at han er der endnu. Ganske vist er han slet ikke den samme rytter, som vandt Sanremo og Flandern Rundt sant to Tour-etaper for et par år siden, men han er der i den grad endnu. Det kan godt være, at man har en tendens til at opleve Kristoff som en kronisk skuffelse, men kigger man på en resultatliste, der på mindre end et år tæller en etapesejr i Paris, en VM-sølvmedalje og en EM-titel, vil de fleste cykelryttere nok trods alt gerne bytte resultatliste med den store nordmand.

Det blev til gengæld ikke til den ventede jubelfest for franskmændene, der havde drømt om den første franske etapesejr i Paris, siden Jean-Patrick Nazons overraskende triumf i 2003. FDJ så ellers ud til, at de var ved at gentage kunststykket fra i torsdags, da de først med fast hånd hentede det brølstærke udbrud, og siden lancerede deres formidable tog mod slutningen.

Om det var stærke Lampaert, der tømte dem for kræfter for tidligt, eller om det simpelthen var Stuyvens rå muskelkraft, der ødelagde den franske fest, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at den stærke belgier gik forbi inden det sidste sving. Derfor var Demare tvunget til at gribe Kristoffs hjul og lancere sin spurt derfra. I den første uge havde det formentlig været rigeligt til også at vinde etapen mod de normalt langsommere Kristoff og Degenkolb, men ikke i den tredje uge. Her viste Demare igen den træthed, der også var synlig på 13. og 18. etape, hvor det først og fremmest var holdet, der gav ham sejren, og efter tre hårde uger og et hav af bjerge manglede Demare simpelthen friskhed og fart til at sætte sig igennem med sin hurtighed.

Samme hurtighed manglede også Sagan. Slovakken viste ellers den smukkeste moral ved at sætte sit Bora-hold frem at føre som første hold. Ingen kunne ellers have fortænkt den fænomenale slovak i at deltage i Kristoffs pokerspil, når nu de mange skader ikke just gav indtryk af, at han var på toppen. Det var han da heller ikke, da det gjaldt i finalen, for den normalt ellers så fejlfri Sagan tabte igen spillet i positionskampen. Som det skete i Pau, manglede han det vanlige overskud i den hektiske finale, og da først han rundede svinget i en uvant dårlig position, var lyset slukket for slovakken. Dermed betød et øjebliks uopmærksomhed på en nedkørsel i Pyrenæerne for manden, der ellers ikke kan styrte, at han mistede sit livs chance for at vinde i Paris. Heldigvis kan han trøste sig med trøstepræmie i form af en historisk sjette grøn trøje. Og vi andre fik at se, at Sagan faktisk bare et er menneske - trods alt.

Man skulle ellers være lidt overmenneskelig for at have gennemført årets Tour. Den hårde alpemenu udviklede sig til en ren massakre, og skal man have en fornemmelse af, hvor hård årets Tour har været, skal man blot kaste et blik på dagens top 10. Med undtagelse af Maximiliano Richeze udgøres toppen af resultatlisten alene af folk, der alle har vist klassikerpotentiale. Resultatlisten er renset for Groenewegen- og Kittel-typerne, og det er måske det klareste vidnesbyrd om, at vi har været vidner til en usædvanligt hård udgave af verdens største cykelløb.

Og det gør det bare endnu mere beundringsværdigt, at Geraint Thomas i dag kunne bestige det øverste trin på Tour-podiet som den første walisiske vinder og den tredje britiske Sky-vinder i holdets korte levetid. På en historisk hård rute med et historisk stærkt felt, hvor der var usædvanligt mange reelle podiekandidater, var det den loyale løjtnant og Skys plan B, der med Dumoulins ord, var ”the absolute strongest.” Igennem de seneste tre uger var ingen hverken ved siden af eller over manden, der for 11 år siden som grøn banerytter oplevede brutalt virkelighedstjek, da han alt for tidligt af Barloworld blev kastet ud i sin første Tour.

Det hjalp imidlertid med at modne ham, og siden da er han bare år for år blevet stærkere, indtil han i dag kunne levere den måske mest krævende bedrift inden for udholdenhedssport. Og da den Thomas-forbandelse, der kostet ham sejre og topresultater i Tirreno 2017, Giroen 2017, Touren 2017, Algarve 2018, Tirreno 2018, Roubaix i 2018 og på prologen i årets Dauphiné endelig var brudt, kunne end ikke Indurains sorte kat forhindre ham i at bestige podiets øverste trin. Måske var det slet ikke så dumt at gøre brug af alt uheldet i de forløbne år inden en Tour, hvor han var en af de eneste klassementsryttere, der ikke oplevede ét eneste uheld gennem hele løbet. Alt godt kommer som bekendt til den, der venter.

Forhåbentlig nød Thomas dagens hyldest, for det synes bestemt ikke givet, at den vil gentage sig. Og for cykelfans er det måske det mest fantastiske af det hele. Hvor vi i de forløbne år efter Touren har skullet være overordentligt kreative for at finde en reel trussel mod endnu en Froome-dominans i den følgende Tour, synger den fede dame i dag sidste vers i Paris, mens vi alle med bæven kan se frem til den mest fantastiske Tour i 2018.

Formentlig venter Sky mindst et års tid endnu med at kaste Egan Bernal for løverne som kaptajn i Touren, men det betyder ikke, at vi mangler topkandidater til næste års Tour, hvor Froome og Thomas må formodes at stille til start som ligestillede kaptajner på det skræmmende stærke Sky-mandskab. Og spørgsmålene er mange og stadig helt ubesvarede.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Kan den til den tid 34-årige Froome atter finde sit forrygende topniveau, som han trods alt gjorde for bare to måneder siden i Giroen, og generobre sin trone, når han atter er helt udhvilet? Var det et one-hit wonder for Thomas, eller kan den snart 33-årige waliser virkelig genfinde diamantbenene også næste sommer? Hvad kan en overraskende holdbar Dumoulin stille op, hvis han til næste år møder helt frisk til start og måske ovenikøbet for serveret en betydeligt mere omfangsrig enkeltstartsmenu? Er der nogen, der kan stoppe det slovenske skihopsfænomen Primoz Roglic, hvis han fortsætter den kometagtige udvikling, der slet ikke synes at være stoppet endnu? Og hvad kan Richie Porte, der virkede så skræmmende stærk på Mur-de-Bretagne stille op, hvis det endelig lykkes ham også at overleve 9. etape og faktisk vise, hvorfor han i de sidste par år sammen med Froome har været den bedste bjergrytter i feltet?

Svarene blafrer i vinden, og dit gæt på svaret er lige så godt som mit. Og det er netop det mest fantastiske ved dette års Tour: at det ikke bare er et afsluttet kapitel, men snarere en opvarmning til noget endnu mere spændende i 2019. Heldigvis er der bare 342 dage til den 6. juli 2019, hvor det spændende slag, der har underholdet os i de seneste tre uger vil blive genoptaget.

To be continued…