Tour de France: Vinderkandidaterne

Der findes vel ikke den cykelfan, der ikke har dunket hovedet ind i væggen af frustration. Nu havde vi i et lille år set frem til opgøret mellem de to supermandskaber fra Ineos og Jumbo-Visma anført af to kaptajntrioer, der tilsammen har stået for syv af de seneste ni grand tour-sejr, men sådan bliver det ikke. Først stod det klart, at Geraint Thomas og Chris Froome var så milevidt fra konkurrencedygtig form, at deltagelse ikke gav den store mening hverken for dem selv eller holdet, og siden måtte en uheldig Steven Kruijswijk melde forfald som følge af et af de mange styrt, der har præget den genstartede sæson.

Når skuffelsen har lagt sig, er der imidlertid stadig grund til at glæde sig. Som erstatning for Froome og Thomas kan vi nemlig glæde os over tilføjelsen af Richard Carapaz til feltet, og i lyset af de to britiske stjernes ringe form er det et bytte, man kun kan glæde sig over. Nu får vi ikke et opgør mellem to kaptajntrioer med sejre i syv af de seneste tre grand tours, men i stedet et opgør mellem to duoer, der tæller vinderne af alle sidste sæson tre store etapeløb og tillige kan mønstre en rytter, der i 2017 og 2018 opnåede én sejr og to andenpladser, de tre gange han kastede sig ud i et løb over tre uger. Og med tanke på Jumbos skræmmende styrke i de forløbne uger kan det for løbet være meget heldigt, at hollænderne med Kruijswijks exit er sat lidt tilbage.

Der er således stadig lagt op til et stort opgør mellem de to supermandskaber, men de skal passe på med ikke at kun at fokusere på hinanden. En alt for intens intern magtkamp kan nemlig udnyttes af den stjerneparade af rivaler, der vil være samlet i et felt, der som følge af corona-krisen og den ekstra betydning, det har givet Touren, vel er det stærkeste i mange år.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Faktisk bliver man næsten helt paf, når man går igennem startlisten. Blandt de fire stjerners rivaler finder vi således tidligere grand tour-vindere i form af Nairo Quintana, Alejandro Valverde og Fabio Aru. Dertil skal lægges Thibaut Pinot, Tadej Pogacar, Rigoberto Uran, Thomas de Gendt, Romain Bardet, Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Mikel Landa, Esteban Chaves og Bauke Mollema, der alle har været på podiet, samt Emmanuel Buchmann, Tejay van Garderen, Robert Gesink, Pierre Rolland, Nicolas Roche, Adam Yates, Domenico Pozzovivo, Roman Kreuziger, Andrey Amador og Richie Porte, der alle kan prale af top 5-placeringer i de lange etapeløb. Og listen bliver længere, når man husker, at Wout Poels, Pello Bilbao, Ion Izagirre, Julian Alaphilippe, Michael Woods, Mikel Nieve, Damiano Caruso, Marc Soler, Pavel Sivakov, George Bennett, Davide Formolo, David de la Cruz, Dan Martin, Daniel Navarro og Warren Barguil alle kan se tilbage på én eller flere top 10-placeringer. Og så har vi endda slet ikke nævnt folk som Daniel Martinez, Sergio Higuita og Guillaume Martin, der alle har kurs mod et snarligt gennembrud i de lange etapeløb.

Naturligvis er det slet ikke alle de nævnte, der er ved fordums styrke, endsige har ambitioner i klassementet overhovedet. Alligevel fortæller det en lang historie om dybden i det felt, der de kommende tre uger skal slås om titlen som verdens bedste etapeløbsrytter. Det kan godt være, at corona-pausen har haft lige så ødelæggende konsekvenser for cykelsporten, som det har haft på det meste af resten af verden, men den har i hvert fald haft den gavnlige effekt, at man kan fodre svin med de stjerner, der har kurs mod Nice i disse dage. Og et så stjernebesat løb er præcis det, vi trænger til efter en lang og ørkesløs cykelfri periode.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Tom Dumoulin (***)

Det er velkendt, at hukommelsen ofte er meget kort i sportsverdenen. Toppræstationer går hurtigt i glemmebogen under mantraet, at ”man aldrig er bedre end sin sidste præstation.” I lyset af den takt, hvormed tidligere talenter hurtigt går i forfald, er det naturligvis heller ikke en helt urimelig påstand, og man skal i hvert fald være meget varsom med alene at basere sine favoritvurderinger på tidligere meritter.

Ovennævnte mantra fungerer bare ikke specielt godt, når ”sidste præstation” reelt ligger næsten to år tilbage. Ganske vist nåede Tom Dumoulin at køre nogle løb sidste forår inden det ærgerlige styrt i Giroen, ligesom han i halvskadet tilstand var til start i Criterium du Dauphiné, og nok har han efter corona-pausen allerede haft otte løbsdage i benene, men for at finde den sidste reelle udmåling af hollænderens topniveau skal vi reelt tilbage til hans fornemme 4. plads ved et VM i 2018, hvor han ellers efter enkeltstarten var både træt og slukøret, og måske endda helt tilbage til den fantastiske Giro-Tour-double, der nogle måneder forinden havde indbragt - i hvert fald i nyere tid - to historiske 2. pladser.

Der er godt nok løbet meget vand gennem åen siden dengang, og Dumoulins vej har ikke blot været stenet og ujævn, den har nærmest haft karakter af en hel Arenberg-pavé. Ikke blot viste knæskaden fra Giro-styrtet sig at være meget mere drilsk, end nogen kunne have drømt om. Da han endelig var klar til comeback i Valencia i februar, blev han ramt af en langvarig sygdom, der gjorde ham træt og svag helt frem til april. Og da han endelig var klar igen, lå hele verden i dvale som følge af en corona-nedlukning, der betød, at vi skulle helt frem til d. 7. august, inden Dumoulin for første gang siden det førtidige Dauphiné-exit i begyndelsen af juni sidste år atter kunne sætte et nummer på ryggen.

Derfor er det helt legitimt og også nødvendigt at stille spørgsmål ved, om Dumoulin anno 2020 er den samme som Dumoulin anno 2020. Den snart 30-årige hollænder har nemlig nået en alder, hvor ryttere, der slår tidligt igennem, meget ofte går i forfald. Faktisk er der en meget kedelig tendens i netop Dumoulins ellers gyldne årgang 1990, hvor store stjerner som Peter Sagan, Nairo Quintana, Fabio Aru, Romain Bardet, Michal Kwiatkowski og Esteban Chaves åbenlyst slet ikke er de ryttere, de var for få år siden. Om Dumoulin også skal skrives på den liste, er der af gode grunde ingen, der ved, men al erfaring med unge talenters udvikling viser, at der ofte kommer et betydeligt niveaufald netop omkring 30-årsalderen, og det er da også noget, der er blevet spekuleret åbent om i de hollandske medier. Og hans ringe start på den Giro, han endte med at forlade alt for tidligt for mere end et år siden, kan i hvert fald bruges som et argument til at understøtte skeptikerne.

Naturligvis fik vi nogle små svar af Dumoulins præstationer i Ain og Dauphiné i de seneste uger, men de var ikke lette at blive helt kloge på. Hollænderen var i hvert fald ikke flyvende, som han efter en dag eller to plejer at være det efter sine højdetræningslejre, og det kan i sig selv være et ilde varsel. På den anden side ville det også være urimeligt at forlange noget sådant for en mand, der ikke har kørt et seriøst cykelløb i mere end et år.

Faktisk er der grund til behersket optimisme. Dumoulin var selv ikke helt overbevist om sin form, specielt fordi han havde store udsving fra dag til dag, men som hjælper for Primoz Roglic var han ganske overbevisende på kongeetapen i Ain og senere på 3. og 4. etape i et Dauphiné, hvor en dum defekt kostede ham lidt på 2. etape. Til gengæld var ikke helt så overbevisende på den afsluttende 5. etape som håbet, til trods for at Roglics exit ellers havde givet ham en frihed, han kunne have udnyttet. I hvert fald havde han rigeligt at gøre med at følge med en Thibaut Pinot, der ellers havde ført, ført og ført lidt mere i adskillige kilometer.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Naturligvis vil Dumoulin være bedre i Touren. Når han tidligere har forberedt sig til Giroen, har han altid skuffet sig selv i Liege, hvor rusten har skullet bankes af, inden han alligevel har været flyvende i Italien. Denne gang har rustlaget naturligvis været betydeligt tykkere, og det har krævet flere løbsdage at få den banket af.

Selv hvis han vitterligt, viser sig at være flyvende igen, er der imidlertid meget, der skal flaske sig, hvis Dumoulin skal udgøre den topkandidat, han regnedes for efter at være steget ned fra Paris-podiet for nu mere end to år siden. For det første er der hans position på løbets stærkeste mandskab. Allerede i corona-pausen meldte Jumbo ud, at Roglic baseret på 2019-resultaterne var et lille nøk foran i hierarkiet, men efter slovenerens overlegne dominans efter genstarten indrømmede selv Dumoulin under Dauphiné åbent, at Vuelta-kongen nu naturligvis er den entydige førstemand.

Det betyder naturligvis ikke, at Dumoulin ikke beskyttes. Planen har hele tiden været primært at lade formen tale, og Dumoulin vil kun blive bedt trække i arbejdstøjet, hvis det er strengt nødvendigt. Hans problem er desværre, at Steven Kruijswijks ærgerlige exit gør, at det kan ske tidligere end planlagt. Nok er George Bennett og Sepp Kuss flyvende, men de er også traditionelt gigantiske lottokuponer, der begge kan have forfærdelige offdays. Og falder de sammen på en af de mange meget hårde etaper tidligt i løbet, vil de være helt oplagt for Ineos at udnytte situationen til at fremtvinge en situation, hvor Jumbo tvinges til at skulle træffe et valg. Og da det er svært at forestille, at Roglic ikke er flyvende i starten af løbet, peger hjælperpilen da entydigt på Dumoulin.

Så galt går det forhåbentlig ikke, og med Bennett og Kuss ved sin side er der da også god grund til at tro, at Dumoulin kan holde sig inde i kampen, også selvom han meget vel kan tabe lidt tid på de første svære etaper til Roglic i Alperne, Massif-Central og Pyrenæerne, der heldigvis ikke er alt for vanskelige. Dumoulins udfordring er alligevel, at resten af ruten ikke passer den store hollænder optimalt.

Der er nemlig forskelle på Roglic og Dumoulin. Nok er de begge sublime temporyttere, men hvor Roglic klatrer så godt, at han også kan bruge bjergene offensivt, har Dumoulin oftest været i defensiven på de sværeste etaper. På lette etaper med én sidste stigning har han særligt i Giroen vist sig meget stærk, men på de store dage med mange højdemeter handler det ofte med sit stabile tempo at begrænse tabet. Det er han heldigvis fabelagtig til, men desværre for ham har han denne gang kun 30 km flad enkeltstart til at indhente det tabte i forhold til de lettere folk.

Dernæst er Dumoulin næppe heller fan af de usædvanligt stejle stigninger i årets Tour. Nu har han faktisk én gang for alle indgået en pagt med Vorherre om, at tyngdekraften ikke gælder for ham, og han har i Vueltaen ofte imponeret som en af de stærkeste på selv voldsomt stejle procenter, men når stigningerne bliver både lange og stejle har Dumoulin altså en fysisk ulempe, som koster. Det så vi blandt andet på Monte Zoncolan i 2018-udgaven af Giroen, og derfor vil han næppe være alt for begejstret for særligt Col de la Loze, men heller ikke Grand Colombier, i hvert fald ikke den første del.

Endelig er der holdbarheden. Dumoulins historik viser, at han er en glimrende grand tour-rytter, men tendensen til et niveaufald i tredje uge har været klar. Mest markant var det naturligvis ved gennembruddet i Vueltaen i 2015, hvor elastikken blev længere og længere gennem hele løbets sidste del, indtil den 24 timer inden afslutningen sprang med et brag. Vi så imidlertid også samme tendens under Giro-sejren i 2017, hvor Dumoulin var skræmmende stærk på de første bjergetaper, men i løbets døende dage kæmpede for at begrænse tabet og i høj grad blev reddet af en hollandsk alliance med Bauke Mollema på 20. etape. Selv på sidste enkeltstart var det en overraskende svag Dumoulin, der blev slået klart af landsmanden Jos van Emden, som ellers pr. definition ikke kører med om sejren på enkeltstarter, der er længere end 15 km.

Heldigvis udvikler en motor sig ofte med alderen, og i Giroen og Touren i 2018 så vi slet ikke samme tendens. Her imponerede han tværtimod stort med sin fornemme double, og det kunne indikere, at Dumoulin med alderen er kommet over sin børnesygdom. Vi ved det bare ikke definitivt, og når man lægger alle brikkerne med hans rolle på holdet, en ugunstig rute, den lange pause og holdbarheden sammen, er det klart, at Dumoulin ikke går ind til løbet som topfavorit.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. Faktisk var der på baggrund af hans kørsel i forberedelsen grund til forsigtig optimisme i forhold til, at en Dumoulin i fremgang kan genfinde niveauet fra 2018. Og kan han det, samtidig med at Roglic mod forventning skulle få problemer, har Dumoulin pludselig gode forudsætninger for faktisk at vinde. Nok skal han begrænse tabet til Bernal-typerne på særligt Col de la Loze, men med Roglic som mulig luksushjælper på et skræmmende stærkt hold på en rute, hvor der trods alt kun er to meget svære bjergafslutninger, kan det brølstærke Jumbo-mandskab sørge for, at Dumoulin gør det, han er så god til, nemlig begrænser tabet i bjergene tilstrækkeligt til, at han kan knuse al modstand på en enkeltstart, der næsten er en tro kopi af den tidskørsel, der i Bergen for tre år siden gjorde ham til en fuldstændig suveræn verdensmester.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det kan godt være, at der er løbet meget vand gennem den berømte å, siden vi sidst så en Dumoulin i fuldt vigør for to år siden, men selvom det ikke gælder i alle sammenhænge, bliver vin ikke nødvendigvis dårligere af at blive ældre. Man kan håbe, at Dumoulin bryder den lidt triste trend i generation 1990 og viser, at hans gigantiske motor er lige så holdbar, som man umiddelbart skulle antage. Og gør han det, vil mange fortryde, at deres cykelhukommelse ikke var helt så kort, og at de havde glemt, at Dumoulin dengang regnedes som den måske største trussel mod Ineos’ magtposition. Man er som bekendt aldrig bedre end sin sidste præstation, men når den reelt ligger to år tilbage, er det ikke nødvendigvis nogen ulempe, når vi man taler om en af denne generations mest komplette grand tour-ryttere.

BEMÆRK: Som det understreges ovenfor, er stjernetildelingen et udtryk for vinderpotentiale - ikke at Dumoulin bliver nr. 4 i løbet. Chancerne for, at han ender under mange af de andre favoritter, er stor. Til gengæld har han større chance for rent faktisk at vinde - først og fremmest fordi han kører for et af de to hold, der måske kan være de eneste, der er stærke nok til at forsvare en førertrøje.

Thibaut Pinot (***)

Sport er som bekendt i vidt omfang store følelser. Som atlet vil man naturligvis helst huskes for de store sejre, men man skal ikke kende meget til sportshistorien for at vide, at det ofte kan være de store nederlag, der sætter sig de største aftryk i hukommelsen.

Hvis hans karriere sluttede i dag, ville det desværre også være derfor, vi ville huske Thibaut Pinot. Selv den største kyniker kan ikke have undgået en gigantisk klump i halsen, da en stortudende Thibaut Pinot for et år siden gav William Bonnet et stort knus for derefter at sætte sig ind i sportsdirektørbilen og se en livsdrøm blive knust. Bare få dage for inden havde den altid uheldige franskmand nemlig tørret gulv med Egan Bernal i Pyrenæerne, og pludselig var en indtil få uger forinden næsten urealistisk ambition pludselig blevet til en meget reel mulighed, der med ét blev revet i stykker af et dumt og i første omgang helt uskyldigt slag mod låret.

Det er ikke mærkeligt, at det tog Pinot lang tid at komme sig over nedturen. Cyklen blev parkeret for resten af sæsonen, og i stedet tog han hjem til gården, hvor han passede sin dyr, men hans forsøgte at komme overens med det faktum, at hans livs mulighed for en Tour-sejr var blevet revet fra ham. Og kender man lidt til Pinots skrøbelige psyke, var det ikke uden grund, at mange gjorde sig seriøse overvejelser om hans evne til at rejse sig igen.

Nedturen var nemlig blot højdepunktet i en lang række af netop nedture. En kombination af et skrøbeligt helbred, der nærmest har gjort ham til fluepapir for alskens sygdom og ikke mindst en mentalitet, der har haft svært ved at håndtere stort pres har betydet, at Pinot slet ikke er blevet til det, talentet har rakt til. Siden en 3. plads i Touren for den dengang 23-årige Pinot med ét katapulterede ham ind som nyeste skud på stammen på den alenlange liste over første franske Tour-vinder siden 1985, har de enorme forventninger gjort ægteskabet mellem Pinot og Touren til en ulykkelig affære, der næsten måtte ende i en trist skilsmisse. Således knækkede han under presset i 2015, 2016 og 2017, og i stedet var det uden for hjemlandet, at han opnåede grand tour-succes med etapesejr og 4. plads i Giroen i 2017 og en stensikker podieplads i samme løb i 2018, indtil helbredet nok engang svigtede og 24 timer inden finalen i Rom sendte ham direkte fra løbets 3. plads til hospitalet med en alvorlig lungebetændelse.

Det var derfor, det var så forløsende at se, hvordan alt endelig flaskede sig for Pinot for et år siden. Måske var det, fordi endnu et sygdomsramt forår havde betydet, at han var gledet lidt under radaren for det lokale publikum allerede inden løbet. Måske var det, fordi han kunne skjule sig lidt bag hele Alaphilippe-euforien, der kastede alle franske cykelfans ud i en længselsfuld jagt på en choksejr, så de næsten helt glemte, at det var en anden franskmand, der var deres bedste bud på en samlet vinder. Eller måske var det slet og ret, fordi Pinot nu er modnet og har lært at leve med rollen som Frankrigs bedste bud på en Tour-triumfator.

Det har han nemlig altid været, selvom det er Romain Bardet, der to gange har været på podiet. Det er Pinot, der siden etapesejren i debuten helt tilbage i 2012 uomtvisteligt har været det mest lovende fysiske talent. Det var således ikke tilfældigt, at det var ham, der som eneste mand kortvarigt kunne presse en ellers suveræn Vincenzo Nibali i Touren i 2014, da italieneren kortvarigt viste lidt svaghedstegn på et Port de Bales, der desværre aldrig kom til at spille den store rolle. Og det er således ikke tilfældigt, at det er Pinot, der trods trængslerne har været en langt mere stabil og betydende faktor i de mange ugelange etapeløb i udlandet, hvor presset har været mindre og det skrøbelige helbred spillet en mindre rolle.

Hidtil har han dog også manglet noget fysisk, men det fandt han efter den svære lungebetændelse. I efteråret 2018 nåede Pinot nye højder, og havde den franske landstræner ladet den Pinot, der netop havde vundet to etapesejre i Vueltaen, agere VM-kaptajn på den bjergrige rute i Innsbruck i 2018, kunne det meget vel være endt med fransk verdensmester. Pinot lignede i hvert fald stærkeste mand i et løb, hvor han var allestedsnærværende for franskmændene i de sene angreb, inden han på den forfærdelige Höll-stigning rev feltet midt over, så Bardet kunne sikre sig 2. pladsen, mens Pinot trods anstrengelserne selv blev nr. 9. At den teori har noget på sig, viste en fuldstændig suveræn Pinot i de efterfølgende klassikere, hvor han var i særklasse i et Tre Valli Varesine, hvor han dog blev slået i en spurt af den tidlige udbryder Toms Skujins, inden han i suveræn stil vandt både Milano-Torino og Il Lombardia.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

I det lys var det ikke mærkeligt, at Pinot var som forvandlet i sidste års Tour, også selvom helbredet nok engang havde forhindret ham i at vise det i et Dauphiné, hvilket faktisk blot var med til at dæmpe forventningerne. Derfor er der da heller ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved Pinots potentiale i de kommende tre uger, for finder han det niveau, han havde for et år siden, er han formentlig den største direkte trussel mod Primoz Roglic.

Desværre har første del af sæsonen kun fået Pinots favoritstatus til at falde. Før corona-pausen var den ellers uden for grand tours uhyre stabile franskmand til sin egen frustration uforklarligt ringe, og det blev bestemt ikke nemmere efter pausen, da først tandpine kostede så meget træning i juli, at 4. pladsen i Route d’Occitanie nærmest var en lille sejr og siden et styrt i Dauphiné alligevel mærkede ham så meget, at han droppede de franske mesterskaber.

Alt sammen skaber det på én gang tvivl og optimisme. Tvivl, fordi det er sandt, at Pinot ikke har været så flyvende som i 2018 og 2019 endnu, selvom hans løbsprogram har været intenst. Og samtidig optimisme, fordi Pinot har haft en stejlt stigende formkurve gennem hele august, kulminerende i et Dauphiné, hvor han var næstbedst bag Roglic, selvom et svagt hold kombineret med et styrt gjorde det umuligt for en ellers heroisk kæmpende Pinot at forsvare sin samlede føring på en sidste etape, der eksploderede fra start og med det samme sendte ham i defensiven.

Faktisk var hans kørsel på netop den etape ganske løfterig, og derfor var det også så trist at læse, at Pinots egen konklusion var, at ”det, jeg tager med mig hjem, er, at jeg ikke var god nok til at vinde Dauphiné.” Netop den form for selvbebrejdelse er meget sigende for, at Pinots største modstander er ham selv, for det er ikke svært at regne ud, at eksempelvis selvbevidste Remco Evenepoel havde draget en helt andet lære.

Den rigtige lære var nemlig noget andet. Jo, Thibaut! Du var god nok til at vinde Dauphiné - i hvert fald efter Roglics exit - men det var dit hold ikke. Og dermed er vi fremme ved de to årsager til, at Pinot ender relativt langt nede på denne liste.

Kan Pinots skrøbelige psyke håndtere det pres, både han selv og resten af Frankrig har bygget op efter sidste års gigantiske skuffelse? Og hvis han er lige så stærk som sidste år, har han så holdet til at kæmpe mod overmagterne fra Ineos og Jumbo?

Det sidste er en udfordring. FDJ er bestemt ikke ringe, men sammenlignet med giganterne er de en miniput. Sebastien Reichenbach er bedre end længe, men stadig ikke så velklatrende som i gamle dage. Rudy Molard er solid, men puncheur og ikke klatrer og tillige ikke videre formstærk, og det samme kan siges om Valentin Madouas. Og Pinots vigtigste hjælper, guldfuglen David Gaudu, er så svingende med tendens til niveaufald i den tredje uge, at han er umulig at regne med, særligt nu hvor sygdom har efterladt ham i så ringe form, at han end ikke kunne følge med på småbakkerne i et svagt besat Tour du Limousin. Allerede i Dauphiné så vi, at det var for svært at forsvare sig, hvis holdet svigter, og derfor er det ikke nødvendigvis bare nok, at psyke og helbred holder denne gang, og at niveauet fra sidste år genfindes.

Alligevel er det muligt, at sidste års braste drøm ikke bliver det, vi skal huske Pinot for, når løbet slutter den 20. september. Ruten passer nemlig franskmanden som fod i hose. Bjergetaperne er mange, og de er ofte præcis af den type, Pinot ønsker sig, nemlig med mange højdemeter og mange stigninger. Målbjergene er tillige sjældent svære og stejle - alt sammen til fordel for Pinot, der ligeledes med sin fine robusthed vil glæde sig over, at de er fordelt bredt over alle løbets tre uger, ikke mindst fordi en tidlig udskilning fjerner den stress og positionskamp, han har det så svært med. Mange af finalerne relativt eksplosive, hvilket er til fordel for spurtstærke Pinot, der senest i Dauphiné viste, at han bestemt ikke bliver langsommere med alderen. Og så har en ændret position betydet, at Pinot igen er blevet en i hvert fald habil temporytter, og selvom han ikke længere er det tempomonster, der i 2016 slog Dumoulin på en Romandiet-enkeltstart, er han i hvert fald langt bedre stillet på 20. etape end mange andre.

Nej, det er hverken ruten eller niveauet, der skaber usikkerhed om Pinot. Det er alt det andet. Det er psyken, det er helbredet, det er holdet. Så sent som i Dauphiné fik vi endnu et eksempel på, at Pinot meget vel kan blive husket for sine nederlag og ikke sine sejre. Men der ville være en eller anden højere retfærdighed, hvis den endeløse serie af uheld den 20. september alligevel gør, at han i stedet vil blive husket som manden, der brød 35 års fransk Tour-tørke.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Emanuel Buchmann (***)

Lidt forenklet kan man sige, at der findes to slags cykeltalenter. Der findes dem, der brager ind på scenen og leverer resultater, nærmest inden sutten er smidt og kravlegården forladt. Det er denne verdens Remco Evenepoeler, Tadej Pogacarer, Mathieu van der Poeler, Wout van Aerter, Peter Saganer og Nairo Quintanaer. Og så findes der dem, der er så langsomme i deres udvikling, at de helt drukner blandt ovennævnte kometer, indtil de pludselig lidt ud af det blå viser sig at være meget mere, end man først troede.

Emanuel Buchmann hører i den grad til sidstnævnte kategori. Det var i hvert fald svært ikke at ryste lidt på hovedet over den ihærdighed, hvormed Bora-mandskabet i de første beskrev tyskerens heroiske kamp for top 20-placeringer i sit andet og tredje Tour de France - i øvrigt efter en med en enkelt etapes undtagelse ret anonym debut i 2015. Jo jo, selvfølgelig var han tysker på et tysk hold, og selvfølgelig havde han som helt ung taget en flot, men også lidt tilfældig sejr ved de tyske mesterskaber, men der måtte vel være grænser for den nationale dyrkelse af middelmådigt talent.

Den antagelse blev kun bekræftet, da Buchmann i 2018 endelig skulle give sig i kast med en grand tour som holdets hovedfokus. Nok var Peter Sagan til start i samme Vuelta, men planen var først og fremmest, at det tyske hold skulle fostre deres nye tyske grand tour-rytter. Det gik slet ikke, da en angiveligt fejlagtig ernæringsstrategi betød, at Buchmann end ikke kom i top 10, men endte som en beskeden nr. 12 i en ellers ikke skræmmende besat Vuelta. Nej, i de år skulle man virkelig være tysker for at se noget som helst stort i den store tysker.

Men måske tager store motorer i store mennesker bare lang tid om at udvikle sig. I hvert fald tog Fanden ved Buchmann efter den fejlslagne Vuelta. Da han første gang satte et nummer på ryggen i 2019 ved endagsløbene på Mallorca, leverede han et gigantisk soloridt, der indbragte karrierens anden sejr hele fire år efter choksejren ved de tyske mesterskaber, og derefter gik det så stærkt, at selv Evenepoel kunne være blevet lidt - men også kun lidt - misundelig.

Buchmann tog superformen med sig til Emiraterne, hvor han endte som nr. 4 efter at have kørt lige op med Primoz Roglic, Alejandro Valverde og David Gaudu på de to bjergetaper, hvor han desværre manglede den fornødne spurtstyrke. Senere leverede han et mindeværdigt og gigantisk soloridt på kongeetapen i Baskerlandet, der indbragte ham en etapesejr og en førertrøje, som det desværre for ham lykkedes for Astana at frarøve ham på en sidste etape, hvor de stejle, eksplosive mure ikke just passede hans store dieselmotor, der slet ikke var varm, da han blev angrebet fra start. Senere tog han til Dauphiné, hvor mange danskere helt sikkert har overset, at Buchmann og ikke Jakob Fuglsang formentlig havde vundet, hvis ikke han lidt uforståeligt havde deltaget i et dumt morgenudbrud på den knaldhårde 2. etape, der ikke var afgørende for favoritterne, men endte med at koste ellers brølstærke Buchmann den tid, der i sidste ende havde givet ham sejren.

Måske havde det været anderledes, hvis Buchmann faktisk havde vundet det løb. En Dauphiné-vinder får altid opmærksomhed i Touren, og mens Fuglsangs Tour-odds raslede ned, talte ingen om tyskeren. Det gjorde de til gengæld tre uger senere, hvor Fuglsang nok engang var taget tidligt hjem, og hvor Buchmann med en 4. plads var gået fra den brede Tour-offentligheds Mr Nobody til et reelt vinderbud også langt ind i et længe meget åbent løb.

Det gode ved Buchmann er, at han ikke som en anden Sagan eller Quintana umiddelbart risikerer at gå i et relativt tidligt forfald. Nej, tværtimod synes den allerede 27-årige tysker bare at blive bedre og bedre. Nok var han stærk på Mallorca i begyndelsen af 2020, men i år var han på kanten til det skræmmende i de to hårde løb i serien, hvor han måske nok kun vandt det ene, men var klart bedste mand i dem begge. Og selvom hans sæson præ-corona desværre endte brat med et styrt i Emiraterne, lå han ikke på den lade side i pausen.

I hvert fald var Buchmann uhyre overbevisende, da han meget senere end mange andre endelig gjorde debut i Dauphiné. De to bjergfinaler, han endte med at køre, blev begge meget eksplosive og slet ikke velegnede til en dieselmotor, der afskyr en spurt. Alligevel var det begge dage kun hurtige Roglic og Tihabut Pinot, der slog ham, og Buchmann havde kurs mod endnu et stort resultat på de to sidste etaper, der passede ham langt bedre, hvis ikke det havde været for det dumme styrt, der kostede Kruijswijk Tour-deltagelsen og sendte tyskeren ud af løbet med frygt for muligheden for at gå efter det Tour-podium, der har været sæsonens hovedmål lige fra start.

Derfor er det også med nogen usikkerhed, at Buchmann figurerer højt på denne liste. Uden styrtet havde positionen efter den overbevisende kørsel i de anti-Buchmannske finaler i Dauphiné været stensikker, men nu er der en naturlig tvivl. Heldigvis har der i de seneste dage lydt optimistiske meldinger fra tyskeren, der føler sig bedre end frygtet, så deltagelsen ikke længere burde være i fare, men én ting er at klistre et nummer på ryggen, noget andet er at vinde!

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Selv hvis han er frisk, er der modstridende forhold for Buchmann frem mod årets Tour. Ruten passer ham måske ikke så godt som sidste år, hvor den store koncentration af alle udfordringer på løbets sidste blot ni etaper var perfekt for den tyske dieselmotor. Det samme var de alenlange og udmarvende stigninger i særligt Alperne, der alt sammen taler til en mand, der har det bedste, når et jævnt tempo langsomt tømmer rivalerne for kræfter.

Ringe er den imidlertid ikke. De mange bjerge tiltaler Buchmann, der særligt vil være begejstret for de meget vanskelige og lange bjergfinaler på Grand Colombier og Col de la Loze. Man kan diskutere om de usædvanligt stejle procenter trods alt ikke er en ulempe for den store mand, der stadig er relativt uprøvet på den slags stigninger, men det samlede antal højdemeter i en yderst bjergrig Tour med en stor samling bjergetaper i den tredje uge, bør alt andet lige tiltale løbets dieselmotor.

Udover styrtet er der til gengæld også særligt to usikkerhedsmomenter. Nok kørte Buchmann en flot enkeltstart i Dauphiné for et år siden, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Derudover har Buchmann ikke været prangende i disciplinen, heller ikke under sidste års Tour, hvor enkeltstarten endte med at koste ham podiepladsen, og selvom den specielle rute samt den senere placering i år vil passe ham bedre, vil han tabe tid til flere af konkurrenterne.

For det andet er der holdet. Bora er bestemt ikke et bjerghold. I sig selv mangler han en løjtnant, der kan sidde hos ham dybt inde i finalerne, men selv de bjerghjælpere, han har, i form af Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner er så svingende og oftest underpræsterende, at de er umulige at regne med. Og selvom Lennard Kämna lige nu betager os alle, er det næppe ham, der redder kastanjerne ud af ilden, hvis Jumbo og Ineos angriber en Buchmann i gult på de knaldhårde dage i Alperne. Og Maximilian Schachmann er for det første slet ikke klatrer, og hans brækkede kraveben gør ham enten ude af stand til at deltage eller til en meget hæmmet hjælper.

Særligt sidstnævnte gør det svært at se Buchmann vinde løbet. Det gælder generelt for alle, der ikke kører for enten Jumbo eller Ineos, men Buchmanns hold er særligt klatresvagt. Derfor skal Buchmann nok lave samme nummer som Tadej Pogacar gjorde i sidste års Vuelta, hvor han satte alt på ét bræt i løbets døende dage, hvis han vitterligt skal til Paris i gult.

Heldigvis er han også typen til netop det. Sidste år kørte han uhyre konservativt, men det var helt forståeligt for en mand, der ikke havde regnet med at være podiekandidat. Normalt er Buchmann vild og vanvittig og ikke bange for at angribe fra distancen, som han har vist os på Mallorca, med gigantridtet i Baskerlandet og desværre også med det hovedløse morgenudbrud i Dauphiné. Man kan frygte, at podieambitionen betyder, at han i Touren nok engang lægger en dæmper på sin aggressive natur, men har han modet til at være sig selv, kan det være ham, der sætter Jumbo og Ineos under pres, præcis som han i første omgang gjorde det mod Astana i Baskerlandet for et år siden.

I første omgang skal Buchmann være frisk, rask og kampdygtig igen. Er han det, er han utvivlsomt et uhyre godt bud på en podieplads, men med et svagt hold kræver en sejr nok lidt af det mod og den initiativrigdom, vi har lært at kende ham for i alle andre løb end netop Touren. Hvis til gengæld det lykkes at udmanøvrere både Ineos og Jumbo med sit efterhånden tårnhøje topniveau, æder jeg gerne min foragt for Boras begejstring for deres store tysker i årene fra 2015 til 2018. I så fald må vi bare konstatere, at store motorer i store mennesker åbenbart bare tager lang tid om at blive varme, men at de så til gengæld også kan blive glohede.

BEMÆRK: Mandag aften har Bora udsendt en medicinsk opdatering på Buchmann, der er mere medtaget, end det forlød før weekenden. Han lyder nu ret skeptisk i forhold til egne chancer, og tre stjerner synes på den baggrund ikke længere at være den helt rette vurdering.