Tour de France: Holdkonkurrencen

Det er ikke sjældent, at en cykelkommentator eller to er blevet snydt af, at et hold tilsyneladende helt uforståeligt er begyndt at jagte et ellers ligegyldigt udbrud i Tour de France. Ganske ofte har de imidlertid overset holdkonkurrencen, og når et hold pludselig sætter sig frem i Tour-feltet denne sommer, kan det være en meget god ide at kaste et blik på holdklassementet, hvis man leder efter en forklaring.

Lige netop i Tour de France spiller det nemlig en rolle at vinde en konkurrence, der i de fleste andre løb er temmelig ligegyldig. I gamle dage, hvor Tour-arrangørerne havde fuld råderet over invitationerne til deres løb, var en sejr i holdkonkurrencen endda en garanti for deltagelse også den følgende sommer. Den ekstra belønning findes ganske vist ikke længere, men det betyder ikke, at de fleste hold ikke ville drømme om at stå med alle mand på podiet i Paris.

Holdkonkurrencen er sjældent et forhåndsmål for andre end Ag2r og movistar, der mere end nogle andre hold har elsket netop denne konkurrence og for franskmændenes vedkommende set stor ære i bare at slutte i top 3, men når vi nærmer os løbets anden halvdel spiller det som regel ind som en mulighed, de bedst placerede hold vil jagte. Det vil helt sikkert også være tilfældet i år, hvor efterfølgerne til Movistar, der har vundet fem af de seneste seks år, skal findes.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Konkurrencens regler er ganske enkle: for hver etape lægges tiderne for de tre bedst placerede ryttere på netop den etape til holdets samlede tid, og derfor handler det om hver dag at have tre mand med blandt de bedste. Da de klart største forskelle opstår i bjergene, er holdkonkurrencen i vidt omfang en bjergkonkurrence, og nøglen til succes er at have tre ryttere, der på hver eneste bjergetape kan placere sig langt fremme. Det behøver ikke nødvendigvis at være de samme tre mand fra dag til dag, og derfor er en vis bredde ganske vigtig, særligt fordi man kan miste meget tid, hvis én af kun tre klatrere har en regulær offday.

Det taktiske element skal imidlertid ikke undervurderes. Det er således ganske sjældent, at holdet i førertrøjen vinder holdkonkurrencen, da forsvaret af trøjen som regel umuliggør, at man kan deltage i udbrud. Som regel kører mindst ét udbrud hjem med ganske mange minutter, og er man ikke repræsenteret her, kan man hurtigt tabe 15-20 minutter, hvis en af konkurrenterne har en eller to mand med. Det er således ikke mærkeligt, at det ellers så suveræne Sky-mandskab kun har én holdsejr på cv’et, mens Movistar, der ikke har haft behov for at forsvare sig, er løbet med sejren fem af de seneste seks gange.

I år er det netop de to hold, der skiller sig ud. Der kan nok ikke være tvivl om, at Ineos samlet set har det stærkeste hold, men ser man alene på top 4, er Movistar ikke langt efter. De to hold er kendetegnet ved både at have tårnhøjt topniveau og samtidig den bredde, der er påkrævet, hvis man skal slå til i denne konkurrence.

Der er dog én væsentlig forskel på de to hold, der gør, at jeg peger på endnu en sejr til Movistar. Spanierne har altid netop denne konkurrence som et stort mål, og derfor kan man være temmelig sikker på, at der ikke kører et væsentligt udbrud, uden at holdet er repræsenteret. De har endda to oplagte kandidater til at jagte udbrud i bjergene, hvor de største forskelle gøres, i form af Marc Soler og Carlos Verona, men også Ivan Garcia Cortina er så velkørende, at han kan være med på dage, hvor starten ikke er alt for hård. Selv Imanol Erviti og Jorge Arcas har en imponerende evne til at ramme rigtigt, og dermed står Movistar uhyre stærkt på de dage, hvor et udbrud vil vinde mange minutter.

Vigtigt er det selvfølgelig også, at de har tre mand med helt fremme i bjergene hver dag. Her bør man kunne regne med de to kaptajner Enric Mas og Miguel Angel Lopez, der i en grand tour sjældent kollapser totalt, samt altid pålidelige Alejandro Valverde, der ikke kører klassement, men alligevel aldrig slipper det helt og altid træder til stregen. Samlet set står Ineos måske en smule stærkere, hvis man alene ser på top 3 på de store klassementsdage, men forskellen er lille. Lægger man dertil den afgørende faktor, at Movistar jagter sejren og ikke vil tillade sig at misse et afgørende udbrud, må spanierne være mine favoritter.

Denne gang skal man dog ikke udelukke Ineos. Briterne er her ganske vist for at vinde løbet, men denne gang er det ikke sandsynligt, at det er dem, der skal kontrollere. Den opgave ligger først og fremmest hos Jumbo og UAE, og det kan give lidt mere manøvrerum. Holdet har lovet at køre mere offensivt i år, hvad de også delvist har gjort, når de ikke har haft en førertrøje, og det kunne tale for, at vi vil se flere udbrud i år.

Alligevel er jeg usikker på, hvor stor aktivitet vi vil se på mellemetaperne, hvor man kan vinde 20-30 minutter, når et stort udbrud sejler hjem. Med kun fire hjælpere skal der spares på kræfterne, og så længe alle fire kaptajner ligger til, vil de heller ikke blande sig. Holdets fokus er stadig klassementet, og jeg tror derfor, at de vil lade oplagte udbrudsetaper som 14. og 16. etape sejle. Kører de ikke med her, bliver det meget svært at vinde holdkonkurrencen. Dertil skal lægges, at Geraint Thomas ikke er uden chance for at tage en tidlig førertrøje grundet enkeltstarten, og skulle han endda forsvare den henover nogle måske passivt kørte Alper, ender Ineos igen i en alt for kontrollerende rolle. Kvaliteten har de, men for at vinde mod så stærke rivaler som Movistar skal de være villige til at køre offensivt også på mellemetaperne.

Mit tredjebedste bud er Bahrain-Victorious. Araberne har en ret bred trup af klatrere med Jack Haig, Wout Poels og Pello Bilbao som decideret bjergstærke og med Dylan Teuns som habil i bjergene. Det giver den nødvendige bredde til også at kunne rumme en af Poels’ mange offdays, og samtidig er holdet ideelt designet. De har som udgangspunkt Haig som kaptajn, men også Poels og Bilbao ventes at køre klassement fra start, og det giver folk, der vil holde sig til på alle bjergetaperne. Det primære mål er dog etapesejre, og her står de slet ikke ringe med de tre kaptajner, hvis de ryger ud af klassementet, den uhyre formstærke Sonny Colbrelli, Teuns, Matej Mohoric og sågar Fred Wright, der klatrede så godt i Schweiz. Alle kan de ramme udbrud på dage, hvor starten ikke er alt for hård, og samtidig ved vi, at de vil satse målrettet på også at ramme de rette grupper. De har ikke samme topniveau som de to bedste hold, men set ud fra et taktisk synspunkt har de bedre muligheder end Ineos.

Jeg vil heller ikke afskrive Bora-hangrohe. Tyskerne er her med Wilco Kelderman til klassementet, hvor Emanuel Buchmann også vil holde sig til, men da de næppe er podiekandidater - Buchmanns forberedelse er som bekendt alt andet end ideel - er der masser af plads til at jagte udbrud. Her har de både Buchmann, hvis han falder ud af klassementet, og Patrick Konrad til bjergene samt Ide Schelling, Lukas Pöstlberger og Peter Sagan, hvis ikke han bliver låst taktisk af den grønne trøje, til mellemetaperne. Dermed rimer taktikken på et hold, der kan køre efter holdkonkurrencen, og så længe Buchmann er med i klassementet, regner jeg med, at deres tre klatrere alle vil holde sig til på klassementsdagene. Til gengæld er topniveauet ikke på niveau med det, vi ser hos de ovennævnte hold.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Hvis løbet bliver meget kontrolleret med kun få udbrudssejr, kan Team Jumbo-Visma måske også komme i spil, men det bliver svært. Hollænderne har et entydigt fokus på Primoz Roglic, og derfor vil vi næppe se dem ramme ét eneste udbrud, medmindre det handler om taktik i bjergene. Dertil kommer, at Roglic meget vel kan komme til at tilbringe en god del af løbet i førertrøjen, da han ventes at slå Tadej Pogacar på den indledende enkeltstart, og det låser dem endnu mere, end vi så det sidste år. Dertil skal lægges, at deres top 3 ikke er på niveau med det, vi ser hos Ineos og Movistar. Ganske vist har de Roglic som en af de to stærkeste, ligesom de har en normalt knivskarp Sepp Kuss, men Steven Kruijswijk har haft et skidt, skidt år, og Jonas Vingegaard har desværre været temmelig ustabil hidtil - et problem, Kuss også har i et lidt mindre omfang. Skal de have en chance, skal Kruijswijk rejse sig, og Kuss og Vingegaard skal skære ned på deres offdays. Først og fremmest skal løbet dog være meget kontrolleret med få udbrud.

EF Education-Nippo har også en vis bredde med Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Ruben Guerreiro og Neilson Powless sekunderet af de solide Michael Valgren og Magnus Cort. De har Uran som klassementsrytter, og derfor må man vente sig, at hans hjælpere også holder sig til alle dage. Samtidig har de lovet også at jagte etaper, og her er alle de nævnte med undtagelse af Uran oplagte etapejægere enten i bjergene eller for danskernes vedkommende på mellemetaperne. Problemet er, at Higuitas niveau har været skuffende, og da der er usikkerhed om Guerreiros form efter styrtet i Giroen, er det tvivlsomt, om han kan være med lige så flot, som han var det i Italien. Dertil skal lægges, at Higuita og Powless mildt sagt er svingende, og offdays er der ikke råd til, når deres top ikke er stærkere, end den er.

Endelig vil jeg nævne Team BikeExchange. Den første forudsætning for et godt holdklassement er, at de kører klassement. Det gør de med Lucas Hamilton, og derfor må man regne med, at etapejægerne Esteban Chaves og Simon Yates ikke bare sidder helt op på klassementsdagene. Desværre er det en meget, meget smal trup med kun tre klatrere, hvoraf Chaves endda er kendt for nu om dage at falde sammen i de sidste to uger. Derfor er det svært for alvor at tro på australierne, men de har i det mindste tre mand med et relativt højt topniveau, og det har nogle udmærkede folk, primært Michael Matthews, til udbrud på mellemetaperne. Jeg vil dog slet ikke blive forundret, hvis de ikke ender i top 10. Toppen er for smal, Yates vil formentlig stadig have dage, hvor han sidder meget langt tilbage for at spare sig, og Chaves er alt, alt for ustabil.

Blandt de øvrige hold kunne man selvfølgelig nævne UAE Team Emirates, men ligesom Jumbo er deres eneste fokus på klassementet, og deres klatrere har bestemt ikke imponeret i optakten. Astana har en ret klatrestærk trup, men når de ikke kører klassement, vil de formentlig være helt væk på de dage, favoritterne kører om sejren, hvor de naturligvis vil spare sig. Trek-Segafredo har tre klatrere, men det er en smal trup, og Vincenzo Nibali regner med at udgå undervejs, ligesom Bauke Mollema bestemt ikke har imponeret i år. Også TotalEnergies, Arkea-Samsic og Cofidis har tre ryttere, der kan betegnes som klatrere, men slet ikke den nødvendige bredde og det påkrævede topniveau.

*** Movistar

** Ineos Grenadiers, Bahrain-Victorious

* Bora-hansgrohe, Team Jumbo-Visma, EF Education-Nippo