Optakt: 1. etape af Tour de France

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Ruten

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelsen, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. I stedet har sprinterne kunnet spurte om sejren i seks af de seneste otte udgaver, hvor kun to er indledt med en enkeltstart, men i år sker der noget nyt. For første gang siden 2011, hvor Philippe Gilbert spurtede sig til sejr på toppen af den lille Mont des Alouttes, er der nemlig lagt op til, at en puncheur skal iføre sig den første gule trøje, når den cykelgale Bretagne-region indleder en weekendlang puncheurfest med en uhyre imødeset og meget spektakulær afslutning på en 3 km lang bakke i Landerneau, der vil give Gilbert-typerne den gyldne mulighed, klassikerstjernen greb så flot i sin drømmesæson for 10 år siden

Touren er ikke bange for lange åbningsetaper, og sådan er det bestemt heller ikke i år, hvor der skal køres ikke færre end 197,8 km mellem Brest og Landerneau, der begge ligger i cykelregionen Bretagne. Området er kendt for sine snoede, smalle og kuperede veje, der går op og ned hele vejen, og det kommer man bestemt til at mærke på denne store sløjfe, som bringer feltet mod syd og tilbage til Landernau, der ligger bare få kilometer fra startbyen. Fra begyndelsen går det allerede op og ned, mens man kører mod sydøst frem til kategori 4.-tigningen Cote de Trebeolin (900 m, 5,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 8,6 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ned langt kysten på en strækning, der kun er let kuperet, indtil man drejer mod syd for at passe kategori 4-stigningen Cote de Rosnoën (3,0 km, 4,0%), som er en helt jævn opkørsel med top efter 27,2 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Nu fortsætter det småkuperede terræn, mens man kører mod vest hen langs kysten, inden man skærer tværs gennem en halvø mod syd for siden at følge kystvejen mod sydøst. Man fortsætter nu videre mod sydøst væk fra vandet af et let stigende stykke, som leder frem til kategori 3-stigningen Cote de Locronan (900, 9,3%), der er en jævn og stejl mur med top efter 61,5 km. Nu kører man fladt mod syd på et plateau, inden en nedkørsel leder ned til den store by Quimper, som nås efter 78,7 km.

Quimper markerer etapens sydligste punkt, og herfra vender man rundt for via et let stigende stykke at køre mod nordøst tilbage op på plateauet. Det er relativt fladt og følges mod nord og nordvest, indtil en nedkørsel leder mod nordvest og nord. Nu drejer man mod nordøst ind på kategori 4-stigningen Cote de Stang Ar Garront (2,0 km, 3,4%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 115,0 km, hvorefter det småkuperede terræn fortsætter, mens man kører mod nordøst, øst og nord frem til byen Brasparts, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 135,1 km. Den er ganske let stigende over de sidste to kilometer og følger en temmelig snoet vej over de sidste 1200 m.

Efter spurten indledes vanskelighederne for alvor, når man rammer etapens sværeste stykke. Det stiger mod nord op ad en bakke (4,2 km, 3,1%), inden det falder mod vest. Nu drejer man mod nord ind på kategori 4-stigningen Cote de Saint-Rivoal (2,5 km, 3,9%), der er helt jævn og har top efter 150,7 km, inden det går mod sydvest og syd ad først en nedkørsel og siden en bakke. En længere nedkørsel og en lille bakke fører nu mod vest og nord frem til Saint-Eloy, som passeres med 27,3 km igen.

Nu består resten af etapen af tre bakker og nedkørsler, der kommer trip-trap-træsko uden væsentligt fladland imellem dem. Det falder først mod nord, inden det går mod nordvest op ad en bakke (2,1 km, 5,1%) med top 18,8 km fra stregen. En nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod nordvest op ad endnu en bakke (1,1 km, 4,5%), som har top med 12,8 km. Herefter forsætter det med at stige mod nordvest, inden det falder videre mod nordvest ad en relativt lige vej til byen Landerneau, hvor der venter et par flade kilometer.

Nede i byens centrum vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst ud af byen og op ad kategori 3-stigningen Cote de la Fosse aux Loups (3,0 km, 5,7%), på hvis top der er mål. Den er klart sværest i bunden, hvor de første to 500 m-segmenter stiger med hhv. 9,4% og 8,2%, inden de næste 500 m er lidt lettere med 6,8%. Den sidste halvdel er helt anderledes, og de sidste tre 500 m-segmenter stiger således blot med hhv. 3,5%, 4,8% og slutteligt 1,2%. Passagen ind gennem byen er slet ikke teknisk, men der er en rundkørsel og to skarpe sving lige i bunden af bakken, hvorefter det går ad en næsten lige vej op til mål, idet den bugter sig ind på den 600 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2785 højdemeter.

Landerneau har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Lige siden Bretagne overtog værtskabet fra Danmark har der været megen snak om risikoen for dårligt vejr og sidevind. Generelt ser det ikke ud til at blive fire smukke dage, for selvom vi synes at kunne glemme alt om sidevindsdrama, vil det være kedeligt bygevejr. Undtagelsen er dog lørdagens åbning, der synes at skulle finde sted i hovedsageligt tørt vejr. Starten i Brest ser ganske vist overskyet ud, men selvom skyerne vil dominere, vil der også være enkelte kig til solen, mene temperaturen i målbyen vil ligge på ca. 18 grader. Helt bygefrit bliver det dog ikke nødvendigvis, da der undervejs er en nedbørsrisiko på 15-30% gennem eftermiddagen. Der bliver intet af den frygtede bretonske vind, da der blot vil være en let og tiltagende brise (5-12 km/t) fra nordvest og mod slutningen nord. Det giver generel med- og sidemedvind ned til Quimper og derefter generel mod- og sidemodvind over etapens anden halvdel, idet der dog vil være skiftevis side- og modvind fra spurten og frem til Landerneau. Slutteligt drejer man ind i sidemedvind i bunden af målbakken, og det varer ved hele vejen til toppe

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Der har altid været noget særligt over Tourens 1. etape. Åbningsdagen er aldrig helt afgørende - faktisk er den ofte temmelig ligegyldig - men i løbet af ugerne og månederne op til løbet skabes der altid en masse hype om den. Det skyldes naturligvis, at det er det med spænding imødesete første opgør mellem rytterne, og at den gule trøje automatisk følger med en etapesejr, men også at det er rytternes eget første fikspunkt. Da feltet altid tilbringer et par dage i startområdet, har de ofte alle gennemkørt finalen, og dermed har de også en sjælden indsigt i afslutningerne, som man kun i mindre omfang finder senere i løbet. Samtidig er der tre dage med forudgående pressekonferencer, hvor alle detaljer kan udbores i en grad, som er helt utænkelig under morgeninterviewet forud for etaperne senere i løbet.

I de senere år har den hype været lige så omfattende, som den plejer, men behovet for detailkendskab til afslutningen har været knap så nødvendigt. Med Christian Prudhommes beslutning om at gøre indledende enkeltstarter til en sjældenhed har 1. etape nemlig i seks ud af de seneste udgaver været for sprinterne. Det har ikke neddroslet interessen, da det første store opgør mellem løbets hurtigste altid er særligt imødeset, men det har også være finaler, der har været relativt lette at fortolke.

Sådan er det bestemt ikke i år. Selvfølgelig er der mange danskere, der ærgrer sig over, at vi må vente et ekstra år på den danske Grand Depart, men når vi må leve med en udsættelse, er det svært at brokke sig over valget af Bretagne som substitut. Nok er det meste af den første uge præget af den monotoni, som vi kender fra de fleste indledninger i det flade Nordfrankrig - og det er taget til et 00er-agtigt niveau i årets meget klassiske udgave af løbet - men den første weekend er alt andet end kedelig og monoton og på alle måder atypisk for Touren.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Puncheurafslutninger er normalt noget, der hører til Giroen og Vueltaen til, og de eksplosive afsluttere har generelt haft mindre at komme efter i Frankrig. Denne gang får de imidlertid hele to muligheder på to dage, og dermed er der lagt op en sjældent set puncheurfest i Touren. Kun to gange tidligere under Prudhommes ledelse har denne særlige ryttertype haft chance for at spurte sig til den gule trøje, nemlig da Alejandro Valverde vandt i Plumelec i 2008, og Philippe Gilbert sejrede på Mont des Alouettes i 2011, og derfor forstår man godt, at hele banden af puncheurs har talt intenst om disse to dage i månedsvis. Måske er det deres eneste chance for at spurte sig til den første gule trøje i løbet af deres karrierer.

De to finaler er let blevet slået over én kamp, men de er bestemt ikke ens. Søndagens Mur-de-Bretagne er med sine stejle procenter på den første kilometer som udgangspunkt en mere selektiv stigning, som endda tidligere har kostet tid for Andy Schleck og Chris Froome. På papiret er lørdagens finale betydeligt blødere, i hvert fald hvis man alene forholder sig til den beskedne gennemsnitlige stigningsprocent på 5,7%, der jo er betydeligt mindre end søndagens 6,9%.

Mange kan dog få sig en ubehagelig overraskelse, når lørdagens lange etape når sit klimaks ved 17-tiden. Rytterne har også denne gang haft god tid til at se på afslutningen, og billedet er ret entydigt. De fleste forventer en hårdere etape, end mange har antaget.

Lad os bare tage et par eksempler fra to af favoritterne. På sin pressekonference havde Julian Alaphilippe en ret klar vurdering af finalens vanskelighed, som han endda betegnede som større end 2. etapes ditto:

“I’ve just reconnoitred the first stage, and it’s a really nice finale, it’s harder than I had imagined. It was very important to recon those last kilometres. I find the finishing climb on stage 1 very hard, because after the steep part, it doesn’t descend and that’s often what hurts the legs the most. I think there are people who’ll be surprised.”

Mathieu van der Poel var ingenlunde uenig:

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

"The first stage should suit me very well but it’s harder than it looks, so I’ll have to be on top of my game to try to win on a finish like this. We rode the last 30km of the stage on Thursday and it’s a really hard stage. There’s a good three kilometres of climbing and it never goes flat entirely. It’s steep at the start, above 10 per cent in parts.”

Der er særligt to årsager til, at finalen ikke skal undervurderes. Dels er der indløbet til stigningen, hvor det går op og ned hele tiden. Kombinerer man det med den ekstreme stress, der altid kendetegner Tourens indledning, og som vil være endnu mere ekstrem på Bretagnes snoede veje, hvor alle vil sidde fremme, er der garanti for nervøsitet og et deraf følgende opskruet tempo. De sidste 30 km med de tre bakker kan blive ganske selektive, og der vil formentlig være et pænt mandefald, allerede inden vi når målbakken.

Den anden årsag er selve målstigningen. Nok er den gennemsnitlige stigningsprocent beskeden, men det er den første kilometer bestemt ikke. Med en stigningsprocent på næsten 9 er den langt mere for ardennertyperne end bakkesprinterne, og lægges der et pres her, vil feltet eksplodere. Bedre for de tungere folk bliver det bestemt ikke af, at der vil være næsten direkte medvind hele vejen op ad den lange, lige vej, og det vil derfor være muligt for et ambitiøst hold at gøre det knaldhårdt.

Til gengæld er det også værd at notere sig, at de sidste 1500 m er betydeligt lettere. Her taler vi bare om en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 3, og de sidste 500 m er endda næsten flade. Det er en slem ulempe for ardennertyperne, der ikke just vil finde noget Mur de Huy til sidst, og kan de tungere folk komme relativt friske frem til det punkt, vil de med deres power have en klar fordel i forhold til de lettere folk.

Inden rytterne når så langt, er der dog små 200 kilometer, der skal overstås, og de bliver ingenlunde behagelige. Mange vil være glade for, at den svage vind i hvert fald helt eliminerer risikoen for sidevind, men det ændrer ikke på, at det bliver et sandt stresshelvede på Bretagnes snoede veje. Man skal ikke tænke tilbage på mange tidligere åbningsetaper for at finde eksempler på, at favoritter har tabt tid grundet styrt - bare tænk på sidste års regnvejrsmareridt i Nice eller den dramatisk åbning på Touren i 2018, hvor det gik ud over blandt andre Chris Froome - og det virker derfor svært sandsynligt, at der vil være klassementsfolk, som allerede er sat tilbage, inden vi rammer målbakken.

For en gangs skyld regner jeg også med en relativt aggressiv start. I de seneste år, hvor åbningsetapen har været for sprintere, er udbruddet som på de fleste andre sprinteretaper kørt fra km 0, men denne gang indbyder terrænet i højere grad til angreb. De mange bjergpoint på de første to etaper betyder også, at to dages aktivitet kan betyde en lille uge i bjergtrøjen, og det vil være en livsdrøm at opleve for en stor del af feltet. På 1. etape hænger de to første bjergspurter endda som lokkemad, nærmest inden de er kommet ud af starthullerne, og det burde kunne inspirere en mand eller to.

Derfor regner jeg med, at vi denne gang får lidt mere kamp om at komme afsted, selvom det ikke bliver nogen daglang forestilling. Det er stadig kun de mindre hold, der har interesse i den slags, og de fleste af disse vil på forhånd have udpeget deres kandidat til at ramme udbruddet og gå efter bjergtrøjen. Den rette kombination bør kunne finde relativt hurtigt, hvis ikke gruppen bliver så stor, at Deceuninck og Alpecin lukker ned for et lidt for farligt udbrud. Det er vel særligt B&B, Intermarché, Total, Qhubeka, Lotto, Arkea og  Cofidis, der vil gå efter udbruddet, og her kunne man pege på Cyril Barthe, Cyril Gautier, Quentin Pacher, Georg Zimmermann, Loic Vliegen, Jonas Koch, Lorenzo Rota, Anthony Turgis, Sean Bennett, Tosh van der Sande, Thomas de Gendt, lokale Elie Gesbert, Clement Russo, Connor Swift og  Anthony Perez som ryttere, der kunne have både interesse i og evner til at jagte bjergtrøjen.

Når udbruddet er kørt, regner jeg med, at risikomargin vil være lille. Deceuninck og Alpecin kan ventes at tage kontrol relativt tidligt, og de vil næppe give udbruddet megen snor. Det bliver interessant at se, hvor megen hjælp de får. Jumbo vil formentlig spare kræfter til senere, men det er bestemt ikke umuligt, at de arbejdssky BikeExchange-mandskab eller Bahrain og Bora måske kan overtales til. Jeg vil dog tro, at Tim Declercq samt Silvan Dillier eller Jonas Rickaert vil tilbringe det meste af tiden forrest i feltet, mens udbruddet kæmper om bjergpointene i front. Vinden skal nok skabe nervøsitet, men den bør være alt for svag til at være farlig.

Et højdepunkt vil være den indlagte spurt, hvor vi får et svar på, hvem der har grønne ambitioner. Den køres sjældent for fuldt knald, men det vil den kunne på denne etape, hvor de fleste sprintere er chanceløse i finalen og derfor intet har at miste ved at give den et skud. Det vil derfor næsten være hovedløst, hvis Caleb Ewan, Mark Cavendish, Mads Pedersen, Nacer Bouhanni, Tim Merlier og lignende typer ikke deltager. Peter Sagan, Bryan Coquard og Arnaud Demare, og det vil formentlig også gælde for Michael Matthews og Sonny Colbrelli.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Når vi nærmer os finalen, vil stressniveauet stige voldsomt, og da de store hold - særligt Ineos, Jumbo og UAE - ikke vil fanges på det forkerte ben, bliver der hård positionskamp, særligt frem mod toppen af bakkerne. Det vil gøre de sidste 30 km relativt selektive med stor risiko for styrt, og jeg regner med, at vi vil se pæn udskilning bagfra. Udbruddet bør under de omstændigheder komme tilbage helt af sig selv. Der vil utvivlsomt også være særligt franskmænd, der lurer på et sent angreb, men det bliver en umulighed at køre væk fra de sene bakker. Dels er der nærmest uafbrudt modvind, dels er indløbet til målbyen en lang og lige vej, der favoriserer et felt i fuld positionskamp.

Positionskampen frem mod bakken vil være voldsom. Ganske vist er stigningen lang og uden tekniske udfordringer, men man vil spare mange kræfter ved at ramme den blandt de forreste. Herefter regner jeg med, at Deceuninck vil lægge et benhårdt pres fra bunden, formentlig med Davide Ballerini, Kasper Asgreen, Mattia Cattaneo og ikke mindst Dries Devenyns, der er ansat til at sætte Julian Alaphilippe i scene. Det er også nærliggende at tro, at Ineos vil kunne tage kontrol, som de plejer, alene for at holde kaptajnerne ude af problemer, og så vil det gå stærkt, hvis folk som Jonathan Castroviejo og ikke mindst Michal Kwiatkowski sætter et dræbende tempo, som skal sikre, at de fire kaptajner kan holde deres position helt fremme. Også UAE kunne have en lignende plan, mens det nok er mere tvivlsomt, om vi vil se Jumbo i den rolle.

Med et opskruet tempo på den stejle del regner jeg med, at vi får større selektion, end man skulle tro, og derefter bliver det helt afgørende, hvad der sker, når den flader ud. Mangler der folk til at føre, kan farten gå ned, og det vil endda være muligt for en snu rytter at udnytte stilstanden til at snige sig væk - lidt i stil med det, vi så, da Dan Martin og Alexis Vuillermoz vandt i søndagens finale på Mur-de-Bretagne. Det er tvivlsomt, hvor mange hjælpere der vil være hos de hold, der har den mest markante interesse i en spurt.

Jeg tvivler dog på, at det vil ske. Deceuninck og Alpecin kan ganske vist være kørt tynde, men Ineos, UAE og Jumbo må have styrken til at holde høj fart også på den sidste del - dels for at holde position, dels for at undgå et ubehageligt overraskelsesangeb fra en rival. Derfor tror jeg, at et sent angreb bliver svært - men ikke umuligt, da der er medvind - og at vi skal have en spurt på toppen. Her regner jeg med, at den hårde finale gør, at det primært vil handle om friskhed, og at vi i høj grad vil se lettere folk dominere, men til gengæld vil de friske af de tungere folk have en klar overhånd på de sidste 500 næsten flade meter.

Lige siden etapen blev offentliggjort, har der været lagt op til opgør mellem de tre tenorer, der har etableret som feltets store klassikerstjerner og omdrejningspunktet for ethvert større endagsløb, og det er da også helt umuligt at komme uden om, at Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe er de tre store favoritter. De vil alle elske denne finale og har alle talt om deres store ambitioner på netop denne dag.

Det er ikke mange gang, vi har set dem i et indbyrdes puncheuropgør, men vi var så heldige, at de alle var til start i Tirreno, der bød på hele tre puncheuretaper. Den første var stejlest og den, der i hårdhed mest minder om denne. Her var Van der Poel den i særklasse hurtigste, men en elendig position betød, at Julian Alaphilippe sejrede foran hollænderen, Van Aert, Tadej Pogacar og Alex Aranburu. Den anden var betydeligt blødere, men mindede mod slutningen mere om denne næsten flade spurt, og her begik Van der Poel ingen fejl, da han suverænt vandt foran Van Aert, Davide Ballerini, Sergio Higuita og Greg van Avermaet, mens Alaphilippe arbejdede for sin holdkammerat Ballerini.

Tirreno tegnede et ret klart billede, der gør det svært ikke at have Mathieu van der Poel som favorit. Begge dage viste hollænderen sig ikke overraskende som den mest eksplosive af de tre tenorer i denne slags finaler. Faktisk virkede han ganske overlegen, og denne finale passer ham næsten endnu bedre. Den flade afslutning betyder, at han har en klar overhånd i forhold til Alaphilippe, der lider voldsomt under de moderate procenter, men det stiger stadig tilstrækkeligt til, at Van der Poel har den overhånd i forhold til Van Aert, som han plejer at have, når vi taler om puncheurfinaler.

Van der Poel synes også i storform. Han var uhyre overbevisende i Tour de Suisse, og han er skabt til dette terræn, hvor bakkerne ikke er så svære, at de lettere folk kan sætte ham til vægs. Tværtimod kan de kun bidrage til at skabe et hårdt løb, og det er i dette terræn ikke en ulempe for Van der Poel. Kun den første kilometer af finalebakken kan presse ham, men den er så kort, at han bør kunne bevare den nødvendige friskhed, selvom han på papiret er den tungeste af de tre tenorer.

Van der Poel har vel to udfordringer. Den første er hans ubændige trang til at angribe fra distancen, men han var på sin pressekonference heldigvis klar i mælet: denne gang handler det om spurten. Den anden er hans overraskende svage positionering, der kostede ham en sejr i Tirreno, men han viste allerede dagen efter og i Schweiz, at nederlaget i Italien har lært ham en vigtig lektie. Samme fejl begår han næppe igen, og denne gang er finalen også så enkel, at det handler om power. Måske er hans hold i finalen ret svagt, men i denne hårde finale handler det mest af alt om ben. Som den bedste puncheur på lidt blødere bakker må Van der Poel være manden, der skal slås.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Grundet den bløde afslutning regner jeg Wout van Aert som hans værste rival. Belgieren måtte se sig klart slået af Van der Poel i de to spurter i Tirreno, men denne gang er de sidste 500 m endnu blødere. Faktisk er afslutningen så flad, at vi begynder os at nærme os en situation, hvor belgieren kan drage fordel af, at han er hurtigere på flad vej, og det ligner en afslutning, hvor han har en relativt god chance for at slå ærkerivalen.

Også på andre områder passer stigningen Van Aert. For det første er det bare en helt lige vej, hvor han kan køre en lang powerspurt. Dermed undgår han den eksplosion, der passer Van der Poel langt bedre, og med medvind bliver det endda endnu lettere at køre spurten, som han foretrækker. For det andet er han som regel bedre i positionskampen end sin rival, og selvom det ikke er altafgørende i denne afslutning, kan det være forskellen i det, der ligner et mere lige opgør end i Tirreno. Naturligvis helt uden støtte på et hold, hvis primære opgave er Primoz Roglic, men det var intet problem i positionskampen i 2020 og vil slet ikke være det i så hård en finale.

Udfordringen er formen. Van Aert har været igennem en blindtarmsoperation, og han var efterfølgende klar til at droppe alle ambitioner i den første uge. Hans sejr ved de belgiske mesterskaber overraskede ham dog så meget, at han nu igen har antændt alle drømme om en dominerende første uge, der meget gerne skulle føre en gul trøje med sig. Holdet har givet ham al den frihed, han skal bruge, og det er kun i tilfælde af uheld til Roglic, at han må opgive sine personlige ambitioner. Med den flade powerspurt har Van Aert i hvert fald en god chance, hvis formen er så god som håbet, når han modsat i søndags mødes af reelle terrænmæssige udfordringer.

Finalen er til gengæld ikke ideel for Julian Alaphilippe. De sidste 500 m er for flade, og normalt kommer han i en spurt som denne til kort over for sine mere kraftfulde rivaler. Der var trods alt en grund til, at han kørte for Ballerini i 3%-spurten i Tirreno. Heldigvis for ham er denne finale langt mere selektiv, og hvis Deceuninck og Ineos får sikret opskruet tempo fra bunden, og medvinden bidrager til at gøre det hårdt, skal man bestemt ikke afskrive Alaphilippe, der er den bedste klatrer af de tre favoritter. For Alaphilippe kan løbet ikke blive hårdt nok, og han viste i Tirreno, at han med det rette held i hvert fald kunne vinde en relativt blød 5%-spurt.

Desværre er 1-2% noget andet, og det gør det bestemt ikke bedre, at det er en power- og ikke en eksplosiv spurt. Måske er der også en lille usikkerhed ved formen efter Tour de Suisse, der var pænt, men ikke prangende. Vi ved dog fra tidligere, at Alaphilippe efter et svagt Dauphiné har været flyvende i Touren, og jeg forventer, at han er tæt på 100%. Derfor kan han også vinde, hvis etapen bliver kørt hårdt nok på særligt den stejle del, men som udgangspunkt lider han for meget under de blødere procenter.

Netop den relativt flade afslutning gør også, at jeg har Sonny Colbrelli som bedste bud på en mand, der kan slå de tre favoritter, og jeg vil i hvert fald ikke blive spor forundret, hvis han slår Alaphilippe. Italieneren har længe været en af verdens bedste puncheur, men han har kun sjældent vist det på den store scene. Det er dog svært at glemme hans alt for lange, men vanvittige spurt i Montreal i 2018, og på den italienske scene har han været ganske dominerende i denne slags afslutninger. Senest var han helt suveræn i afslutningen på 3. etape af Dauphiné, hvor finalen dog var noget lettere end denne.

Som udgangspunkt er det et problem for Colbrelli, at de første 1500 m er så hårde. Gås der til stålet her, kan han meget vel komme til kort over for de mere klatrestærke folk. Det er dog helt åbenlyst, at Colbrelli er i sit livs form efter et vanvittigt Dauphiné og ikke mindst den nylige sejr ved de italienske mesterskaber, hvor han med klog kørsel bankede klatrerne på VM-ruten i Imola. Den relativt flade finale gør, at han har langt mere power end ardennerfolkene, men min frygt har været, at han vil være for ristet efter den stejle del. Den frygt har jeg stadig, men efter hans kørsel i søndags er den blevet betydeligt mindre - også selvom medvinden er en ulempe. Hans positionering er desværre altid et gigantisk problem, men denne powerspurt, hvor det handler om friskhed, kunne i den sammenhæng ikke være bedre. Med sin superform skal Colbrelli bestemt ikke afskrives.

Ved første øjekast anså jeg dette som en etape, Primoz Roglic kunne vinde. Med sine suveræne sejr i Suances i Vueltaen og Biot i Paris-Nice har han nemlig vist, at han kan slå næsten hvem som helst i 5-6%-spurter, hvor han gav væsentlige klø også til på papiret hurtigere folk. I det lys burde 3 km med 5,7% jo være ganske perfekt for sloveneren, men desværre lider han under den fladere afslutning. Her bør han som udgangspunkt mangle den sidste power til at matche de tungere folk, og derfor vil de undre mig, hvis han kan vinde i et selskab, hvor han for første gang er oppe mod de allerbedste.

Udelukkes kan det dog ikke. Medvinden og den stejle start kan gøre det langt hårdere end ventet, og hvis farten holdes høj hele vejen til toppen, kan det godt blive så hårdt, at det tipper Roglics vej. Nok jublede Alaphilippe lidt for tidligt i Liege sidste år, men her kørte han mindst lige så stærkt som verdensmester i en spurt, der endda var helt flad. På stigende vej står han endnu bedre, når han i det seneste års tid har vist sig som en af verdens allerbedste puncheurs. Hvis han igen er kommet ned fra højdetræningslejr i urimeligt god form, er Roglic så alsidig, at han selv i så flad en afslutning må være kandidat, hvis det bliver hårdt - særligt fordi han altid er flyvende på sine første løbsdage efter en pause.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Præcis det samme kan siges om Tadej Pogacar, der ligesom Roglic er en glimrende puncheur. Vi så dog sidste år, at Roglic havde en overhånd, når de spurtede i de mest eksplosive finaler på 4. og 13. etape, og det er da også kun Roglic, der tidligere har vundet denne slags lidt blødere puncheurafslutninger. Pogacar var trods alt relativt langt efter de tre tenorer, da han blev nr. 4 i Tirreno, og han står endnu svagere mod de tre favoritter i denne blødere afslutning. Ligesom Roglic drager han dog fordel af medvind og stejl begyndelse, og løbet kan sagtens blive så hårdt, at også Pogacar er i spil. Han overspurtede trods alt Alaphilippe på flad vej i Liege, og på disse procenter står han endnu bedre, ligesom han må ventes at være meget tæt på 100% af sin ydeevne. Modsat Roglic er han dog som regel rusten på sin første løbsdag, og han synes ikke helt at have samme punch som sin landsmand i denne slags spurter. Jeg har lidt svært ved at se ham vinde, men Pogacar har overrasket så ofte, at han må regnes som topkandidat.

Jeg er meget usikker på Michael Matthews. Australieren burde elske denne finale, der er så hård, at han drager fordel af de klatreevner, der har sendt ham i top 5 i Liege og Fleche, men samtidig flader så meget ud, at han har en fordel mod de lettere folk. Det er bare nogen tid siden, at han har brilleret som puncheur. Faktisk har vi ikke set det siden Quebec i 2019, og sidste år kørte han en skuffende puncheurspurt på 2. etape i Giroen. Han gjorde det bedre i den lettere afslutning på 6. etape, hvor han blev nr. 2, men jeg frygter lidt, at Matthews ikke længere klatrer godt nok til at bevare den nødvendige friskhed. I år var han i hvert fald langt fra fordums styrke i Ardennerne, men hans Tour de Suisse sendte blandede signaler. Han var ikke alt for overbevisende de første dage, men han overraskede mig positivt i sit udbrud på 6. etape. Han bør stadig være stærk nok til i hvert fald at gå i top 10, og med en fladere afslutning må han også regnes som vinderkandidat, men jeg tror ikke længere, at han holdbarheden til at slå favoritterne i en finale, der formentlig bliver ret hård.

Det samme kan siges om Peter Sagan. For år tilbage havde slovakken været manden, der skulle slås, men det er han ikke længere. Havde det været en jævn stigning med 5,7%, havde jeg tilskrevet ham en bedre chance, men ligesom Matthews kan han komme til at lide voldsomt under den meget stejle begyndelse. Her har han slet ikke samme klatreevner, som han havde tidligere, og det er nogen tid siden, at han har klatret bare så godt som Matthews. Alligevel skal han ikke afskrives. Det er i hvert fald til hans klare fordel, at den flader ud, og i en spurt på 1-2% er Sagan stadig en af verdens allerhurtigste. Vi har også lært, at han i dag først for alvor finder formen efter sin første grand tour, og med en Giro i benene regner jeg med at se den bedste Sagan, der findes i dag. Sidste år overraskede han mig meget positivt, da han blev nr. 2 på Giroens 2. etape, hvor jeg regnede finalen som værende for hård, og det er et godt tegn frem mod åbningen på hans anden grand tour i år. Måske er det dog også værd at bemærke, at han netop ikke kunne slå Diego Ulissi dengang. Jeg frygter, at det bliver samme historie denne gang.

Egentlig var jeg ved at opgive Ivan Garcia Cortina efter endnu en fejlslagen klassikersæson, men det er der bestemt ingen grund til længere. I Schweiz var det spanske stortalent pludselig genfødt, og han kørte ganske enkelt med verdenseliten på muren på 2. etape, hvor blandt andre Matthews og den senere nr. 2, Rigoberto Uran, ikke kunne være med. Senere var han meget tæt på at vinde 3. etape med et soloridt, og det vidner om, at han endelig er tilbage på det niveau, der gav ham en vanvittig 3. plads over Montreals mere end 4000 højdemeter i 2019. Normalt ville jeg mene, at den nedre del af stigningen var for stejl, men det modbeviste han jo med sin kørsel på muren, og da den flader ud mod toppen, drager han fuld fordel af sin større power. De let stigende sidste 500 m er ikke meget forskellige fra det opløb, hvor han overspurtede Sagan i Paris-Nice sidste år, og med den nuværende form synes han også at kunne bevare friskheden hele vejen til toppen, hvor han har en reel chance for at give Movistar en drømmestart på løbet.

Astana har en uhyre spændende duo i form af Alex Aranburu og Omar Fraile, der begge er fremragende puncheurs. Hidtil har hierarkiet været helt klart, nemlig at Fraile har kørt for Aranburu, og det vil også undre mig, hvis det forholder sig anderledes denne gang. Aranburu har den bedste historik af de to og viste seneste sine puncheurevner med 2. pladsen bag Colbrelli i Daupiné og med sit topresultat i Tirreno, hvor han kom blæsende fra sin sædvanlige elendige position. Netop positionen er også et problem denne gang, fordi han formentlig vil ramme den stejle del alt for langt tilbage, men herfra er det heldigvis ret enkelt. Har han benene, er der tid til at komme frem, men det vil formentlig koste den friskhed, der skal bruges til at sikre ham sejren. I forvejen er jeg lidt bange for, at finalen kan ende med at være for hård, fordi hans niveau er svært utilregneligt, særligt efter en pause, og han var ikke specielt overbevisende ved mesterskaberne, hvor han var på bagkant gennem hele dagen, og da Fraile kørte lead-out på målbakken, kunne han end ikke holde hjul og endte endda helt nede som nr. 3. At det flader ud til sidst, gør ham til en bedre afslutter end Fraile, og han er utvivlsomt også deres kaptajn, men jeg er ikke stensikker på, at formen rækker, hvis det bliver hårdt.

Finalen kan også blive for hård for Fraile, der ikke virkede flyvende i Schweiz, men som så betydeligt bedre ud, da han vandt de spanske mesterskaber. Her viste han endnu engang, at han skal dyrke sine afslutterevner noget mere, da han slet og ret kørte kaptajn Aranburu ud af hjulet i sit lead-out på den stigende opløbsstrækning. De sublime puncheurever så vi også i Sestao i Baskerlandet, hvor han bag den undslupne Aranburu vandt feltets spurt foran en vis Pogacar, ligesom han choksejrede foran Colbrelli på en let stigende vej i Romandiet for nogle år siden. Aranburu er formentlig plan A, men denne finale handler mest af alt om fysik og friskhed, og derfor taler meget for, at den Fraile, vi så i søndags, kan ende bedst -også selvom han næppe vinder.

Hvad med vores 41-årige ungersvend? Da løbet startede med en puncheuretape i Bretagne i 2008, vandt Alejandro Valverde i suveræn stil på ikoniske Cote de Cadoudal - faktisk så suverænt at han var et helt sekund foran nr. 2. Siden dengang er der gået 13 år, men trods sit tilsyneladende forfald i 2020 og begyndelsen af 2021 er genfødte Valverde stadig fuldt konkurrencedygtig. Forleden tog han sin første puncheursejr i lang tid, da han vandt 6. etape i Dauphiné, og det viser, at han stadig kan være med også på højeste niveau. Det står dog også klart, at han slet ikke er så hurtig som tidligere, og hans spurtresultater har generelt været temmelig pauvre på det sidste - senest da han fejlede helt i spurten i Liege. Ofte har det dog også handlet om ringe positionering, og det bør være knap så udtalt et problem i denne helt enkle afslutning. Bliver finalen kørt så hårdt, som jeg forventer, bør den være svær nok til, at Valverde stadig er i spil, selvom det må regnes som en betydelig ulempe, at den flader ud til sidst.

Lige siden sæsonstart har Benoit Cosnefroy jagtet den gule trøje i denne weekend, og det er da også to fremragende etaper for den franske superpuncheur, der sidste år blev nr. 2 på Mur de Huy, og med sin 3. plads bag Alaphilippe og Van der Poel i Brabantse Pijl meldte han sig ind i den absolutte elite. Årets sæson har været ødelagt af en knæskade, men han er på vej tilbage. Han var tæt på de bedste på muretapen i Schweiz, vandt puncheurløbet i Finistere og var forleden sammen med David Gaudu den eneste, der kunne matche Alaphilippes angreb ved de franske mesterskaber. Man skal altid regne med, at Cosnefroy kan have en offday, men han synes at have kurs mod et godt resultat. Desværre er han ikke specielt hurtig på flad vej, og jeg frygter, at afslutningen er lidt for let til, at Frankrigs næstbedste puncheur kan være med helt i front.

Nu er dette en rangering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at pege på Marc Hirschi som næste mand, men det skyldes potentiale mere end forventning. Vores schweiziske komet har haft et katastrofeår, og bedst som han kom tilbage på sporet i Liege, skuffede han fælt, da han genoptog sæsonen i Tour de Suisse. Helt galt gik det ved de schweiziske mesterskaber, hvor det stadig er lidt forunderligt, at det kunne gå ham så ilde i linjeløbet. På den anden side kørte han altså med de bedste på muren på 2. etape i Schweiz, og det var en finale, der var betydeligt hårdere end denne - også for hård til eksempelvis Matthews og Fraile. Helt ringe kan formen ikke være, og denne finale bør faktisk være ganske god for Hirschi, der på så bløde procenter må regnes som hurtigere end Alaphilippe. Spørgsmålet er først og fremmest, om han får chancen. I januar, da han skrev kontrakt, forlød det, at han ville få sine muligheder, men gælder det også efter en skidt sæson? Det er nok mere tvivlsomt, men på den anden side er finalen så enkel, at Pogacar ikke behøver en hær af hjælpere til at holde sig fremme.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Hvor står Sergio Higuita? Den lille colombianer har ikke kørt løb i to måneder, men heldigvis plejer han at være god til at træne sig i form. I hvert fald åbnede han sidste sæson med at vinde både det colombianske mesterskab og Colombia Tour, og derfor er der grund til at tro, at han er klar. Han har ikke altid imponeret i denne slags afslutninger, men årets 4. plads bag Van der Poel, Van Aert og Ballerini i Tirreno var et vidnesbyrd om, at det ikke er farten, der mangler. I stedet er det positioneringen, den ofte er gal med, men her hjælpes han af den helt enkle finale, hvor det mest handler om gode ben. Han lider lidt under, at det flader ud til sidst, men den samlede etape er så hård, at en ardennerpuncheur som Higuita bør være i sit es. Og så skal man altså ikke undervurdere hans fart også på flad vej, som vi blandt andet så, da han i Vueltaen i 2019 overspurtede folk som Pogacar, Aranburu og Valverde.

I gamle dage havde Greg van Avermaet været en af topfavoritterne, men det er han ikke længere. Farten synes kraftigt aftagende, og det er meget sigende, at han i årets puncheurspurter kun har været lige ved og næsten. Det blev til en 3. plads i Besseges, en 2. plads i Var, placeringer som nr. 5 og 8 i Tirreno og senest en skuffende 18. plads på 3. etape i Dauphiné. Til gengæld klatrede han ganske overbevisende på 2. etape i Frankrig, og derfor bør han kunne klare denne bakke, selvom den stejle begyndelse bestemt ikke er ideel for ham. Særligt hans 5. plads i Tirreno og 2. plads i Var var også så opløftende, at man kan tro på et resultat. Det er bare svært at se ham køre med om sejren - måske endda overhovedet at ende i top 5 i dette stærke selskab. Uanset hvad er der næppe tvivl om, at både han og Cosnefroy giver den et skud for Ag2r.

Hvad med Christophe Laporte? Den bør altså være for hård. Havde vi talt om 3 km med 5,7% jævnt, havde det været en anden sag, for vi så med 2. pladsen bag Roglic i Paris-Nice, at han er ganske fremragende i denne slags 5%-procenter, ligesom han sejrede i den eksplosive finale på 1. etape i Besseges. De første 1500 m bør dog være for vanskelige for Laporte, der som minimum bør være så udkørt mod toppen, at han ikke kan bevare den nødvendige friskhed. Vi så da også hans begrænsninger i Schweiz for nylig, og medvinden hjælper ham ikke. På den anden side har Laporte været så vild i år, at det er umuligt at udelukke ham helt. Han drager i hvert fald klar fordel af, at den flader ud til sidst, og i en spurt på 1-2% vil han være en af de hurtigste, hvis han stadig er frisk.

Stort set hele smøren kan gentages om Magnus Cort. Logikken siger, at den første del er for stejl, for på så stejle procenter er danskeren i rent overlevelsesmode. Alligevel er det svært helt at udelukke en mand, der vinder bjergetaper i Route d’Occitanie. Cort synes lige nu at være i fabelagtig form, og med samme ben som i Frankrig kan man ikke helt afskrive ham. Omvendt er der forskel på at skulle køre med om sejren mod verdenseliten end at slå et par formsvage veteraner i form af Gianluca Brambilla og Tony Gallopin, der ikke just imponerede i sidste weekend, og dertil skal lægges, at Cort utvivlsomt rammer bakken i så dårlig position, at det vil koste alt for mange kræfter at komme frem i en finale, der i forvejen er på grænsen. Skulle han sidde godt, skal man imidlertid aldrig sige aldrig, når den fladere finale tiltaler en tungere fyr som Cort.

Jeg håber virkelig, at Ineos vælger at give Tao Geoghegan Hart chancen. Formentlig handler det for briterne alene om overlevelse, men det vil næsten være synd ikke at lade deres hurtige brite gå efter bonussekunderne. Det er en hurtighed, han sjældent viser, men den har før givet ham sejre i Tour of the Alps, ligesom han viste den i Giroen sidste år. Mest af alt er det dog svært at glemme 2. pladsen bag Valverde i Dauphiné. Denne finale er lettere og derfor knap så velegnet, men hvis Ineos sætter toget frem og lader Kwiatkowski trække den ud til sidst, kan det blive så hårdt og Geoghegan Hart sidde i så god en position, at et topresultat kan være i vente. Også Geraint Thomas har poweren til at køre denne form for spurt, men han har ikke længere farten til at være med helt i front, og procenterne er lidt for milde til Richard Carapaz . Holdets bedste bud var selvfølgelig Michal Kwiatkowski, der ville elske denne finale, men det her er Tour de France. Derfor kender han sin plads.

Israel SUN stiller med deres to puncheurs Michael Woods og Dan Martin, men finalen er ikke ideel. Begge er murspecialister mere end klassiske puncheurs, og derfor er 1-2% ikke just en gave. Finalen er dog også så stejl fra bunden, at det vil være dumt helt at udelukke noget, hvis farten bliver holdt høj hele vejen. Begge er desværre svage i positionskampen, og det koster nok for dyrt, men skulle de sidde rigtigt, er et godt resultat muligt. Mest grund er der nok til at tro på Woods, der må regnes som den mest formstærke, da Martins tilstand efter Giroen stadig er uklar. Omvendt kom han stærkt ud af Touren og ind i Vueltaen sidste år, og som udgangspunkt er han på disse procenter vel lidt hurtigere end sin holdkammerat.

Kan Philippe Gilbert stadig? Belgieren var den seneste rytter til at vinde en indledende puncheuretape i Touren, og i sin storhedstid havde han også elsket denne afslutning. Nu om dage er styrken dog en anden, og selvom han langt om længe er ved at vise noget form efter styrtet i 2020, er der stadig et stykke vej. Han fløj ikke i Belgium Tour eller ved mesterskaberne, og da det særligt er klatreevnerne, der er gået fløjten, tror jeg, at finalen er lidt for hård. Heldigvis flader den ud til sidst, og derfor skal man ikke udelukke et resultat. Han har bare meget at bevise, da vi ikke har set ham i topform siden Vueltaen i 2019, og det betyder meget for en mand i hans alder.

Endelig er der FDJs bretonske duo, Valentin Madouas og David Gaudu. Begge er topmotiverede på hjemmebanen - særlig Gaudu, der er født 16 km fra målbakken - men de kunne godt have ønsket sig en anden finale. Gaudu er helt sikkert i storform, som vi så, da han fulgte Alaphilippes angreb ved mesterskaberne, og han har generelt imponeret med sine puncheurspurter i år - blandt andet på 2. etape i Baskerlandet og på sidste etape i Dauphiné. Spørgsmålet er dog, om ikke denne finale trods alt er for let, når den flader ud til sidst. På den fladere del er Madouas hurtigere, som vi så i Var i februar, men han er til gengæld den totale lottokupon, der har skuffet fælt siden februar. Det så dog betydeligt bedre ud ved mesterskaberne i søndags, og det giver håb om, at han endelig kan vise sine puncheurevner - og så endda på hjemmebane.

Jeg kunne godt have lidt fidus til Søren Kragh, men han blander sig aldrig rigtigt i puncheurfinaler længere, og derfor er hans fart lidt uklar. I forvejen frygter jeg, at den nedre del er lidt for hård, men han så ud til at komme stærkere ud af Tour de Suisse og er bestemt top 10-kandidat. Afslutningen er dog nok lidt for let for holdkammeraten Tiesj Benoot . Jasper Stuyven har før overrasket mig med sin holdbarhed, men denne bør være for svær. I stedet kan Trek måske få Toms Skujins eller Bauke Mollema i top 10. Davide Ballerini vil også finde den for svær og er ren hjælper for Alpahilippe, som også Kasper Asgreen er det. Bora har en fremragende puncheur i Ide Schelling, men han må regnes som hjælper for Sagan, der er plan A, og Wilco Kelderman og Patrick Konrad, der også spurter godt nok til top 10, men ikke til at vinde. Hos Cofidis er Guillaume Martin og Jesus Herrada, der har genfundet lidt af de gamle puncheurevner på det sidste, ikke ringe i denne finale, men heller ikke vinderkandidater, og Xandro Meurisse og Petr Vakoc er rene hjælpere for Van der Poel. Jeg regner heller ikke med at Ruben Guerreiro får sin chance hos EF. Hos Arkea har Nacer Bouhanni virkelig imponeret ved mesterskaberne, men denne er trods alt for hård. De to bretonere, Elie Gesbert og Warren Barguil, er ikke dårlige puncheurs, men niveauet her er for højt. Hos Lotto bør det handle om Gilbert, selvom jeg ikke vil blive forundret, hvis Jasper de Buyst kan gøre det hæderligt. Tosh van der Sande er derimod nok ren hjælper. Colbrellis form betyder, at Dylan Teuns næppe får sin chance- også fordi den flade afslutninger passer ham dårligt, og Alexey Lutsenko må skulle ofre sig for sine baskiske holdkammerater. Carlos Barbero er god i stigende spurter og var i form i Dauphiné, men denne må trods alt være for hård. Qhubekas bedste bud må være Simon Clarke, men han var uhyre formsvag i Schweiz og er gået i forfald. Finalen er for let for Sergio Henao, og Michael Gogl er ikke hurtig nok. Total har to gode puncheurs i Anthony Turgis og Julien Simon, men jeg tror, at finalen er lidt for hård for Turgis, mens Simon har virket temmelig formsvag gennem hele sæsonen, senest ved mesterskaberne. Jeg tror, at Turgis har bedst chance for at overraske, men holdets bedste mand kan meget vel blive Pierre Latour, der slet ikke er ringe i denne slags finaler. Intermarché kan måske køre efter en top 10 med Georg Zimmermann, Lorenzo Rota og Loic Vliegen, men det virker ikke realistisk. Hos B&B bør den nedre del trods alt være for svær for Bryan Coquard, der ikke klatrer helt som i gamle dage, og finalen er nok også for hård for de to puncheurs Cyril Barthe og Franck Bonnamour. I stedet ender Quentin Pacher sikkert bedst, men han kan ikke vinde. Endelig må finalen regnes som alt for hård for Arnaud Demare og Caleb Ewan.

OPDATERING: I forlængelse af diskussionen om den indlagte spurt har Ewan bekræftet, at han har grønne drømme. Til gengæld har Merlier afvist at gå efter trøjen, og han kan derfor ikke ventes at deltage i spurten.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Julian Alaphilippe

Outsidere: Sonny Colbrelli, Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Michael Matthews, Peter Sagan

Jokers: Ivan Garcia Cortina, Omar Fraile, Alex Aranburu, Alejandro Valverde, Benoit Cosnefroy, Marc Hirschi, Sergio Higuita, Greg van Avermaet, Christophe Laporte, Magnus Cort, Tao Geoghegan Hart, Michael Woods, Dan Martin, Philippe Gilbert, Valentin Madouas, David Gaudu

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+