Tour de France: Ruten, etaper og etapeprofiler

Fotos: Geoatlas (Kort) og A.S.O (Profilerne)

Det var nok ikke tanken hos de oprindelige idemænd bag Tour de France, at deres nye løb skulle være den ultimative test af den alsidige cykelrytter. Nej, deres motivation var vist bare at promovere avisen L’Auto, og til det formål fandt de det velegnet at arrangere et cykelløb, der rejste gennem flere af Frankrigs største byer. Dengang var der ikke de store ambitioner om at variere terrænet, og der var mest af alt bare tale om det, som navnet også lægger op til, nemlig en cykeltur rundt i Frankrig.

I løbet af de 119 år, der er gået siden Tour-pionererne for første begav sig hele vejen rundt i det store land, er der imidlertid sket meget. Tour de France er måske nok stadig noget ganske særligt og cykelsportens absolutte højdepunkt, men det er blevet en del af en organiseret og struktureret sportsgren, der med UCI i spidsen har forsøgt at sætte det enorme mylder af cykelløb i system. I det system er Touren faldet ind under den kasse, der hedder grand tours, og selvom det ikke er et officielt erklæret formål, er hele ideen bag de tre løb, som nyder den særlige status, at de skal være den ultimative test af cykelrytteres alsidighed. De er cykelsportens svar på atletikkens tikamp, hvor ideen er, at rytterne igennem tre uger skal testes i de fleste af de mange discipliner, som gør landevejscykling til en af de mest kompleks og mangefacetterede sportsgrene.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det er imidlertid langt fra i alle grand tours, at den grundtanke kommer tydeligt til udtryk. Tag nu bare de seneste udgaver af Tour de France. I 2020 var balancen tippet i næsten urimelig grad mod klatrerne i et løb, der kun havde én enkeltstart, som endda var en halv bjergenkeltstart, og slet ikke besøgte det flade og blæsende Nordfrankrig med dets evne til at teste helt andre sider af cykelrytternes talent. Omvendt var det i 2021, hvor mange følte, at de to ganske lange enkeltstarter i lidt for høj grad var lagt til rette til folk, som havde enkeltstarten som en væsentlig kompetence.

For dem, der måtte mene, at en grand tour netop skal være en hyldest til alsidigheden, må der derfor være en svær grad af tilfredshed at spore, når man ser på den menu, der bydes på til årets udgave. Denne gang kan man nemlig hverken kritisere Prudhomme for at have set ensidigt i retning af klatrere eller tempostærke klassementsryttere i et løb, der tværtimod i løbet af de tre uger kommer omkring de fleste af cykelsportens facetter.

Man kan jo bare tage elementerne enkeltvis, for det er der næsten det hele. Med et samlet enkeltstartspensum på 53 km er der skruet op for det i historisk sammenhæng uhyre lave antal enkeltstartskilometer, som vi så i årene mellem 2017 og 2020, hvor man sad med fornemmelsen af, at Prudhomme egentlig mest havde lyst til at eliminere disciplinen totalt, men vi når ikke op i samme omfang som i 2021, hvor der var hele to længere enkeltstarter. Denne gang fordeles det ganske vist også over to dage, men den indledende enkeltstart i København er en kort og halvteknisk sag, der trods alt kun vil gøre begrænsede forskelle, ligesom der med små 500 højdemeter over de godt 40 km, som udgør den eneste lange enkeltstart - faktisk den længste siden 2014 - er skruet lidt op for klatrepensum i forhold til det, vi så sidste år

Det modsvares af en uhyre alsidig bjergmenu, der byder på lidt af det hele. Modsat sidste års udgave, hvor man knap nåede op i 2000 højdemeter, vil særligt sydamerikanerne glæde sig over, at den iltfattige luft vender tilbage i et løb, hvor man hele to gange skal op over Galibier i 2700 m højde fra hver sin retning og vender tilbage til en bjergafslutning på det 2400 m høje Col du Granon, som indtil bjergfinalen på Galibier i 2011 var det højest beliggende mål i Tourens historie. Afslutningerne på Granon og klassikere som Alpe d’Huez og Hautacam vil sikre, at der er bjergafslutninger for de virkelighed bjerggeder med hang til ”rigtige” bjerge, men der er også en stor mulighed for ryttere med hang til mere eksplosive og stejlere afslutninger, når der skal sluttes på nyklassikeren La Planche des Belles Filles - som i 2019 endda med tilføjelsen af det meget stejle grusvejstykke til slut, hvor Geraint Thomas blæste fra de øvrige favoritter for tre år side - og på den relativt korte opkørsel til Peyragudes, hvor Chris Froome i 2017 på den sidste stejle rampe fik den yderst sjældne oplevelse at miste den gule trøje, da Fabio Aru kørte briten ud af en trikot, han plejede at gøre til sin ejendom, når han først havde fået fingre i den. Til gengæld er det slut med alenlange bjergmaratoner i et løb, hvor næsten alle de vigtige bjergetaper er meget korte.

Det er imidlertid forenklet at koge løbet ned til de to elementer - bjerge og enkeltstarter - der som regel er de vigtigste i grand tours. Undervejs er der også muligheder for puncheurs, der vil elske en tilbagevenden til Longwy, hvor Peter Sagan sejrede i 2017, og en ny afslutning på en bakke i schweiziske Lausanne, ligesom de mere klatrestærke puncheurtyper vil sætte pris på endnu en afslutning på den korte, stejle mur i Mende, hvor vi har set en række højdramatiske finaler i de seneste år, og et mål på en lille bakke i mountainbikemekkaet Chatel i Alperne. Sidevindsevnerne vil blive teste på de to tidlige etaper i Danmark samt på 4. etape med mål i det blæsende Dunkerque og 15. etape til Carcassonne i et område, hvor Wout van Aert har vundet sidevindsetaper to gange inden for de seneste tre år. Og endelig vil en tilbagevenden til Paris-Roubaix-pavéerne sikre, at det bliver året, hvor klassikerevner i den grad bliver grad bliver testet med andet og mere end en i første omgang kun teoretisk risiko for sidevindskørsel.

Hvis man vil vinde 2022-udgaven af Touren skal man kunne det hele: køre enkeltstart, klatre, håndtere iltfattig luft, køre puncheurfinaler, håndtere stejle procenter og grusveje, mestre sidevinden og tæmme brostenene. Det stiller ikke blot krav til rytterne, men også holdene, hvor sportsdirektører og managers får nok at gøre, når de skal forsøge at finde den rette balance i en ottemandstrup, der skal kunne klare både den livsfarlige første uge, hvor løbet kan tabes, men ikke vindes, og siden gøre forskellen i de bjerge, hvor de afgørende slag trods altid vil være at finde.

Det er dog næppe bjergene, der i disse timer holder de fleste klassementsryttere beskæftigede. Tværtimod er det nok snarere frygten for den første uger, som vil være den dominerende følelse hos mange af de ryttere, der drømmer om at køre med om sejren - ikke mindst de spinkle klatrere. Det kan godt være, at vi næppe vil have megen ide om, hvem der kan vinde løbet, når rytterne efter seks dage kan gøre sig klar til den første bjergetape, men vi kan meget vel vide, hvem der ikke gør. Netop derfor ser vi, at feltet er spækket med brostensspecialister, der får til opgave at agere bodyguard for de mange bjerggeder, der lige nu er ved at gå til af nervøsitet.

Stress er allerede blevet en folkesygdom, men diverse stressklinikker kan nok allerede indstille sig på, at der bliver ekstra travlt til juli. Stress vil nemlig brede sig som en epidemi i feltet, formentlig med et kontakttal, der vil kunne føre enhver epidemiolog bekymret. Den første uge skriger nemlig på nervøsitet og dermed også flere af de styrt, der martrede feltet sidste år, når feltet først skal tilbringe to dage i det danske fladland, hvor passagen af Storebæltsbroen vil gøre løbet rystende nervøst, hvis ikke vi har den vestenvind, som trods alt er den dominerende vindretning i Danmark, ligesom turen mod syd ned langs den sjællandske vestkyst og den jyske østkyst vil være rigeligt til at gøre positionskampen højintens. Det vil fortsætte, når feltet rammer fransk og belgisk territorium, først med en potentiel sidevindsetape til Dunkerque, hvis blæsende betingelser vi kender fra 4 Dage ved Dunkerque i foråret, siden med den frygtede brostensetape, hvor menuen af pavéer er så tung, at der vitterligt er tale om en kort og dermed potentielt meget afgørende udgave af Paris-Roubaix med hele fem nye og helt uprøvede pavéer og i alt 19,4 km på ujævnt underlag, og slutteligt med puncheuretapen til Longwy, hvor Sagan overspurtede Julian Alaphilippe for fem år siden, og hvor serien af korte stigninger til sidst, vil gøre feltet uhyre nervøst med bevidstheden om, at en betydeligt hårdere finale end i 2017 sagtens kan skabe små huller og koste sekunder.

Først derefter kan rytterne slappe lidt af - i hvert fald i forhold til stresselementet. Benene bliver imidlertid med det samme sat på prøve, når rytterne for sjette gang på 11 år skal op ad nyklassikeren La Planche des Belles Filles, der måske nok er en kort, eksplosiv sag med potentiale til kun at skabe relativt små forskelle, men som med det samme vil give en helt klar ide om klatrehierarkiet. Dagen efter skal de undgå at tabe sekunder, når der skal spurtes op ad den lille bakke i Lausanne, der har en ganske stejl passage, inden også 9. etape stiller krav til evnerne, når man i den absolutte finale skal over Pas de Morgins, som nok ikke er Tourens sværeste stigning, men på en dårlig dag sagtens kan koste dyrt, inden man skal spurte op ad en lille bakke til mål bare få kilometer senere.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Løbets anden hviledag bliver derfor kærkommen - den første kommer allerede efter tre dage, når hele cirkusset skal flyttes fra Danmark til Frankrig - og det handler om at få pustet godt ud. Årets alpemenu er nemlig yderst vanskelig, og hvor man tidligere har set, at den første bjergkæde fås i en lightudgave ud fra et ønske om ikke at skabe al for stor spredning tidligt i løbet, holdes der denne gang ikke igen. Nok er 10. etapes afslutning i Megève ikke af en vanskelighed, der kan ventes at skabe forskelle, men etapen slutter trods alt på toppen af den relativt bløde Cote 2000, hvor Daniel Martinez i 2020 vendte Dauphiné på hovedet og først Lennard Kämna og siden Sepp Kuss på to på hinanden følgende etaper kørte til solosejre i selvsamme finale.

Dagen efter bliver ilt en mangelvare med afslutningen på Col du Granon, der ikke blot er et højt bjerg, men i alpesammenhæng også en meget stejl og derfor uhyre vanskelige stigning, inden alpeturen når sit klimaks med 12. etapes længe ventede tilbagevenden til Alpe d’Huez, der for 70 år siden var vært for historiens første bjergafslutning, og som i år med tidligere passager af Galibier og Croix de Fer er mål på en etape, som er en total kopi af den 1986-etape, hvor Bernard Hinault hånd i hånd med Greg Lemond tog karrierens sidste af mange etapesejre.

Den anden uge slutter som altid med en rejse mellem løbets to væsentligste bjergkæder, men i år er det bestemt ikke den letteste udgave. Nok ligner 13. etapes tur til Saint-Etienne mest en dag for et udbrud eller en sjælden chance for sprinterne, da vi ikke ofte har set sidevindskørsel i Rhone-dalen under Touren, men derefter skal der sluttes på Jalabert-bjerget i Mende, hvor udbrud plejer at vinde, men hvor de mest eksplosive klassementsryttere plejer at køre fra rivalerne, som det seneste skete i 2018, hvor Primoz Roglic vandt tid på sine rivaler, Chris Froome, Tom Dumoulin og Geraint Thomas. Selv ikke på den ellers fladere 15. etape kan der slappes, når etapen afvikles i det område nord for Pyrenæerne, hvor vi havde sidevindsdramaer i både 2019 og 2020, og hvor Van Aert utvivlsomt drømmer om at udnytte vinden til at lave et sidevindshattrick i området.

Efter den sidste hviledag får klatrerne to chancer for at vinde den sidste tid i Pyrenæerne. Der lægges ud med en opvarmningsetape for udbrydere, når man atter kastes ud i nyklassikeren med Mur de Peguère og et fladt indløb til Foix - forhåbentlig denne gang uden søm på nedkørslen, som vi så det i 2012 - hvor vi har set udbrudssejre til Warren Barguil i 2017 og til Luis Leon Sanchez ved debuten for ni år siden. Dernæst vil Romain Bardet elske 17. etapes tilbagevenden til den relativt korte, men stejl Peyragudes, hvor han har sejret, men selvom hele etapen med 3300 højdemeter over bare 130 km er vanskelig, er målbjerget med en længde på bare 8,1 km en relativt kort sag.

Til gengæld bliver afslutningen betydeligt vanskeligere på løbets sidste bjergetape, hvor der første gang siden 2014 skal sluttes på Hautacam, hvor Vincenzo Nibali tog sin fjerde og sidste etapesejr for otte år siden, hvor Lance Armstrong knuste Jan Ullrich i en sand magtdemonstration i 2000, og hvor Bjarne Riis som bekendt i 1996 definitivt satte en fed streg under, at han havde kurs mod en stensikker Tour-sejr. Ikke blot er der tale om et af Pyrenæernes sværere målbjerge, forinden skal rytterne også over legendariske Col d’Aubique og den nye og stejle Col de Spandelle, så der med i alt 4000 højdemeter over beskedne 143 km er al mulig basis for, at klatrerne kan sætte et nyrestød ind på rivalerne.

Det får de temposvage af dem også brug for. Løbet gør nemlig igen i år brug af den klassiske model med en flad transportetape på den sidste fredag, inden en altafgørende enkeltstart om lørdagen, hvor det hele skal sættes på plads inden finalen i Paris. Med en distance på 40 km er der tale om en meget lang enkeltstart efter Prudhomme-standarder - faktisk er det den længste enkeltstart, siden Tony Martin i 2014 slog Tom Dumoulin over 54 km på næstsidste etape - og med en meget flad første del er der masser af plads til, at de store maskiner kan lade deres watt tale. Til gengæld kan klatrerne trøste sig med, at to sene bakker bringer det samlede antal højdemeter op næsten 500, så det hele trods alt ikke bare handler om at blæse henover flade veje, der vil udgøre hovedparten af etapens første halvdel, som dog også ser relativt teknisk ud.

Den del vil til gengæld glæde tempospecialisterne, som naturligvis også vil sætte pris på de første 13 km i København, selvom wattmonstrene her utvivlsomt vil være frustrerede over den lidt kringlede rute og de mange sving, der også stiller krav til tekniske evner ved siden af den påkrævede power. Dermed er cirklen fuldendt, for der er ikke mange, der kan være utilfredse med en rute, som tester alle cykelsportens facetter og giver muligheder for de fleste.

Det skulle da lige være sprinterne. Sidste års udgave var som bekendt den mest sprintervenlige i flere år, men til næste sommer skal de hurtige folk sørge for at får det maksimale ud af de første fire dage. Her venter nemlig tre sandsynlige massespurter i Nyborg, Sønderborg og Dunkerque, men af disse har den sidste en ikke helt finale med nogle små bakker. Herefter tyndes der til gengæld kraftigt ud i chancerne. Faktisk skal vi herfra helt frem til 13. etape og målet i Saint-Etienne, inden der måske kan opstå en mulighed, men selvom den kun byder på 2100 højdemeter over 192 km, betyder en lang opkørsel i finalen, at det både kan blive for hårdt for de tunge og åbne døren for et udbrud. Herefter kan de måske drømme om en chance på 15. etape, men den byder på næsten 2500 højdemeter og vil med en hård start utvivlsomt give ideer til de udbrydere, der ofte vinder i Carcassonne, hvor vinden som sagt også er en potentiel modspiller, og selvom 19. etape også er en flad sag, ved vi af erfaring, at netop denne etape grundet dens sene placering meget ofte byder på overraskelser, som vi så i 2019 og 2020, hvor hhv. Søren Kragh og Matej Mohoric snød sprinterne. Heldigvis har de i det mindste altid Paris-etapen at falde tilbage på til sidst.

Her vil vi traditionen tro ikke blot skulle hylde en stor sprinter, men også vinderen af verdens største cykelløb, og med så alsidig en rute taler meget for, at det denne gang vil være en yderst komplet rytter.  Hvor man i 2019 og 2020 i altovervejende grad skulle forberede sig i bjergene og i 2021 skulle bruge et hav af timer på enkeltstartscyklen, har forberedelsen denne gang skullet dække hele spektret. Må bedste og mest komplette mand vinde!

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

1. etape, fredag d. 1. juli: København - København, 13,2 km enkeltstart

I årevis lignede det en illusion, at verdens største cykelløb skulle starte i Danmark, men selvom en coronapandemi kortvarigt truede arrangementet, bliver illusionen på fredag til virkelighed, når Touren bøjer sine principper og lader løbet starte en fredag for derved at give plads til den nordligste start nogensinde. Fristelsen af ideen om, at verdens største cykelløb skal starte i verdens førende cykelby, København, var mere end løbsdirektør Christian Prudhomme kunne modstå, og det vil tempospecialisterne glæde sig over. Hvor det i gamle dage var næsten fast kutyme, at løbet åbnedes med en prolog eller en kort enkeltstart, har det i de senere år i altovervejende grad været sprinterne, der har skullet slås om den første førertrøje. En start i en storby betyder imidlertid som regel sightseeing ved de lokale turistattraktioner på en kort enkeltstart, og sådan bliver det således også i de københavnske gader, hvor løbet for første gang siden 2017 skydes i gang med tidskørsel. Det bliver i form af en klassisk storbyenkeltstart, der er relativt kort, lidt småteknisk og pandekageflad og dermed guf for de sande specialister, hvoraf mange har etapen som deres allerstørste mål i løbet.

Med en distance på 13,2 km er der tale om en relativt lang åbningsenkeltstart, der har både start og mål i København. Med bare 14 højdemeter kunne ruten ikke være meget fladere, og udfordringerne er derfor de tekniske elementer. Starten går på Nørre Farimagsgade, hvorfra man kører mod nordøst op langs Ørstedsparken, inden man drejer mod nordvest for at passer Dronning Louises Bro efter 900 m. umiddelbart herefter følger yderligere to sving, der leder først mod nordøst og siden sydøst over Fredensbro efter 2,4 km, inden endnu et sving sender rytterne mod nordøst op langs Sortedams Sø. Her kører man en omgang på en trekantet rundstrækning med i alt fire sving, der sender rytterne mod nordvest op langs Fælledparken, inden det går mod nordøst ad Jagtvej og slutteligt mod syd tilbage til søerne og rundstrækningens udgangspunkt, idet mellemtiden undervejs tages efter 6,6 km.

Efter rundstrækningen går det mod sydøst frem til Kastellet, som man kører næsten hele vejen rundt om via en mere teknisk fase på snoede veje med flere sving. Undervejs kører man mod syd ned langs Langelinie forbi Den Lille Havfrue og Gefionspringvandet, der passeres efter hhv. 9,2 km og 9,7 km, inden det går mod sydvest ned til Amalienborg, hvor man passerer slotspladsen efter 10,3 km. Efter et par sving går det mod sydvest ned til Kongens Nytorv, der passeres efter 11,0 km, inden man kører mod sydøst ad Holmens Kanal og over Christian IV’s Bro, der passeres efter 11,5 km. Kort inden Langebro følger så de sidste tre sving rap umiddelbart efter den røde flamme, inden man ammer den 600 m lange og 6 m brede opløbsstrækning på H.C. Andersens Boulevard, hvor målet er placeret ved Rådhuspladsen.

Etapen byder på i alt 14 højdemeter.

Man forstår godt, at ryttere som Filippo Ganna, Wout van Aert, Stefan Bissegger og Stefan Küng har drømt højt om den gule trøje. Det er således en helt klassisk storbyenkeltstart i helt fladt terræn, hvor de store motorer virkelig kan åbne for gassen. Ruten er også relativt teknisk med en del sving, men mange kan tages i høj fart. Det er således en rute for de ryttere, der elsker flade og korte enkeltstarter i stil med klassikeren fra Tirreno, men tekniske evner belønnes mere i København end i martsløbet, og derudover nærmer vi os også en distance, hvor også dieselmotorerne har lidt mere at skulle sagt end på de fleste åbningsenkeltstarter.

København har - hvis man adskiller byen fra Frederiksberg - kun været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var VM-enkeltstarten i 2011, som blev vundet i suveræn stil af Tony Martin foran Bradley Wiggins og Fabian Cancellara.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

2. etape, lørdag d. 2. juli: Roskilde - Nyborg 202,2 km

Da ASO lod sig overtale til en tur til Danmark, var der to trækplastre. Det ene var forelskelsen i cykelbyen København, og det andet var Christian Prudhommes enorme fascination af Storebæltsbroen. Derfor måtte Odense lade livet som målby for 2. etape, der i stedet slutter i Nyborg, og det har givet en på papiret ellers ret fredsommelig sprinteretape i det danske fladland en enorm opmærksomhed. Nu skal man nemlig passere den enorme bro umiddelbart inden mål, og siden det blev annonceret, har alle krydset fingre for en dag med kraftig sidevind. Desværre er sandsynligheden grundet den generelt vestlige vind i Danmark lille, og meget taler således for, at 2. etape bliver det første af meget få sprinteropgør i denne sprinterfattige Tour, men alene passagen af broen og en tur ned langs den sjællandske kyst vil sikre, at løbets første linjeløbsetape utvivlsomt bliver en enormt nervøs og sikkert også styrtpræget affære. 

Med en distance på 202,2 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Roskilde til Nyborg. Fra starten kører man kortvarigt mod sydvest ud af Roskilde, inden det går mod nordvest op gennem det sjællandske fladland over Munkholm, der passeres efter 24,5 km, og frem til Holbæk, som nås efter 30,5 km. Her kører man mod vest hen langs Holbæk Fjord og derefter mod nord og nordøst op til Asnæs.

Her bliver terrænet gradvist mere kuperet, og man udnytter terrænet ved at køre en omgang på en lille rundstrækning. Fra Asnæs Indelukke kører man mod syd op ad kategori 4-stigningen Asnæs Indelukke (1,1 km, 5,4%), der er vanskeligst til sidst med 6,5% over de sidste 600 m og har top efter 62,0 km, inden man kører mod sydøst, nordøst og igen sydøst frem til Høve Strand, hvor man skal op over kategori 4-stigningen Høve Stræde (800 m, 6,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 72,5 km. Herefter er rundstrækningen slut, og man kører mod sydvest ud til kysten, hvor man drejer væk fra vandet for at køe mod nordøst op ad dagens sidste kategori 4-stigningen Kårup Strandbakke (1,3 km, 5,8%), der er en ujævn sag med 6,8% over de første 500 m, dernæst 500 næsten flade meter og slutteligt 5,7% over det sidste stykke frem til toppen, som rundes efter 84,0 km.

Herefter er det slut med de terrænmæssige vanskeligheder. Man kører mod sydvest og nordvest tilbage til vandet, som nås i Havnsø efter 97,8 km, men med det samme forlader man igen kysten for at køre mod syd og siden sydvest og vest fem Kalundborg, hvor den indlagte spurt køres efter 126,9 km. Over de sidste 3 km er det først let stigende, siden let faldende og slutteligt fladt, ligesom der er to sving på næstsidste kilometer.

Efter spurten går det mod sydøst, syd og igen sydøst tæt på kysten, og nu følger er langt stykke, hvor man snor sig ad mindre og relativt snoede veje mod sydøst, syd og sydvest ned langs vandet, flere gange helt ude ved havet. Slutteligt kører man mod sydvest hen til udkanten af Korsør, hvor dagens højdepunkt indledes, når man med 21,1 km igen rammer Storebæltsbroen. Sprogø passeres med 13,3 km igen, og man når fastlandet igen kort efter 4 km-mærket. Med 2800 og 2600 m igen er der to hurtige sving, inden en lige og flad vej leder frem til et sidste sving med 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig let til højre, så stregen er synlig med 300 m igen på den 6,5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 1097 højdemeter.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Der har været meget snak om denne etape, men der er ret stor sandsynlighed for, at det blot bliver en klassisk sprinteretape. Vindretningen er sjældent gunstig på broen, og derudover skal der generelt kraftig blæst til at splitte et Tour-felt, når alle er opmærksomme og nervøse, særligt på en bred vej som denne. Vi kan drømme om et sidevindsdrama, enten ned langs den sjællandske kyst eller ved broen, og det vil utvivlsomt med sikkerhed skabe nervøsitet og sikkert også styrt, som kan splitte feltet, men der er en vis sandsynlighed for, at Nyborg vil være rammen om det første sprinterbrag efter en spektakulær finale.

Nyborg har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på enkeltstarten i Danmark Rundt i 2016, hvor Mads Würtz Schmidt sejrede foran Lars Boom og Martin Toft, og i 2005, hvor CSC ryddede podiet med den førende Ivan Basso foran Jens Voigt og Kurt Asle Arvesen. I 2011 var der DM  byen, og her vandt Rasmus Quaade enkeltstarten foran Jakob Fuglsang og Mads Christensen, mens Nicki Sørensen vandt linjeløbet foran Martin Mortensen og Michael Reihs.

3. etape, søndag d. 3. juli: Vejle - Sønderborg, 182,0 km

Da den danske del af Tour-ruten blev præsenteret, var der en del hype om både 1. og 2. etape, mens 3. etape ikke fik samme opmærksomhed, da den hverken byder på enkeltstarter eller store broer. Det vil sprinterne imidlertid ikke brokke sig over, for selvom afslutningen på den danske fest indledes i Vejles kuperede terræn betyder afslutningen i det relativt flade Sønderjylland, at det vil være højst overraskende, hvis ikke de hurtige folk får det sidste ord på dansk grund. Til gengæld skal de også sørge for at slå til nu, for når vi rammer fransk territorium, er det småt med mulighederne, og derfor vil det være et sultent sprinterkobbel, der vil runde det danske Tour-eventyr af med det, der ligner en af løbets mest sikre massespurter.

I alt skal der tilbagelægges 182,0 km, som fører feltet fra Vejle til Sønderborg. Selvom startbyen er kendt for sine bakker, besøger man ingen af de kendteste og stejleste af slagsen. Man lægger dog ud med at køre mod nordvest ud af byen via bakken på Jellingvej, hvorefter man fortsætter i samme retning ud til Jelling, hvor Jellingestenene vises frem for tv-publikummet. Her vender man runder for ad snoede veje at køre mod syd, inden en lige vej leder mod øst tilbage til Vejle. Her kører man mod syd ned langs udkanten af byen, inden det går mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Koldingvej (1,1 km, 3,4%), der er vanskeligst på anden del, hvor den stiger med 5,2% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 27,3 km.

Nu forlader man Vejle ved at kører igennem relativt fladt terræn mod sydvest til Ødsted, som nås efter 36,6 km, inden det går mod syd og sydøst med retning mod Kolding. Her passerer man ind gennem centrum efter 54,7 km, inden man snor sig mod sydøst ud mod vandet, som nås i byen Hejlsminde. Her skal man over dagens anden kategori 4-stigningen Hejlsminde Strand (800 m, 5,5%), hvis top passeres efter 82,8 km, hvorefter man igennem fladt terræn kører mod nordvest væk fra havet og frem til Christansfeld, hvor dagens spurt kommer efter 90,5 km for enden af lang og lige vej uden sving over de sidste 3 km.

Nu drejer man mod syd for at følge en lige og flad vej, der leder ned mod Haderslev, som passeres efter 102,0 km. Det går videre mod syd, indtil man kort efter Sønder Vilstrup når kysten, som kortvarigt følges mod sydvest, indtil man snor sig igennem terrænet frem mod dagens sidste kategori 4-stgining, Genner Strand (1,7 km, 3,4%), der er en jævn og let stigning med top efter 123,3 km. Derfra går det videre mod syd igennem fladlandet frem til Aabenraa, som passeres efter 135,8 km, hvor man kortvarigt følger vandet mod øst for siden at køre mod sydøst fem til Gråsten, som nås efter 159,3 km. Herfra går det mod sydøst ind mod Sønderborg, idet man efter 171,5 km passerer Dybbøl Mølle. I målbyen kører man en tur mod uret rundt langs byens udkant, og det går således ad en kun let snoet vej uden sving over de sidste 5 km, indtil man med 750 m igen tager et skarpt venstresving ind på den 7 m brede opløbsstækning. Den sidste kilometer er ganske let stigende med 0,4% i snit

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Etapen byder på i alt 1263 højdemeter.

Der burde ikke være megen hokuspokus over den sidste danske etape. Man kan drømme om noget sidevind, men det er usandsynligt, at det på en julidag vil blæse så meget, at et Tour-felt kan splittes. Alligevel vil det være en nervøs dag, formentlig også med en del styrt, inden sprinterne runder den danske fest af med et brag af en massespurt i den let stigende og relativt enkle finale.

Sønderborg har flere gange været besøgt af Danmark Rundt i dette årtusinde. Det skete senest i 2021, hvor Mads Pedersen sejrede i en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Dylan Groenewegen i en anden og hårdere finale, og i 2016, hvor Magnus Cort vandt samme hårde spurt foran Moreno Hofland og den førende Daniele Bennati og med 2 sekunder ned til resten af feltet. I 2013 var Matti Breschel hurtigst foran holdkammeraten Marko Kump og Hofland, og Breschel sejrede også i 2008, denne gang foran Jürgen Roelandts og Markus Zberg. I 2002 kørte Jakob Piil hjem til en suveræn solosejr med 1.06 ned til feltet, hvis spurt vandtes af Steven de Jongh foran Michel van Hacke. Byen var også vært for DM i 2009, hvor Breschel vandt linjeløbet på en dag, hvor Saxo Bank ryddede podiet, og Lars Bak vandt enkeltstarten, hvor Saxo Bank satte sig på top 4.

Hviledag, mandag d. 4. juli: Dunkerque

4. etape, tirsdag d. 5. juli: Dunkerque - Calais, 171,5 km

Hvis ikke vinden har spillet dem et puds, må sprinterne formodes at have haft en fest i Danmark, og de ville normalt forvente at opleve det samme, når løbet efter en tidlig hviledag genoptages i det nordfranske sprinterparadis. Så enkelt er det imidlertid ikke i en meget tricky første uge, og det handler således i den grad om at slå til på 4. etape, der med betydelig sandsynlighed kan ende som den sidste sprinteretape inden 19. eller måske endda 21. etape. Værre er det derfor, at arrangørerne har designet en ganske kuperet rute med en ganske stejl bakke i finalen, som måske kan sætte de tungeste lidt på prøve, og da etapen samtidig slutter med en tur hen langs kysten, hvor vinden kan komme i spil, er det bestemt ikke den letteste sprinteretape i Tourens historie.

I alt skal der tilbagelægges 171,5 km mellem de to kystbyer Dunkerque og Calais. De ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består derfor af en tur ind i landet syd for de to byer. Starten er meget enkel, idet man lægger ud med at køre mod syd igennem helt fladt terræn væk fra vandet, indtil man frem til kategori 4-stigningen Cote de Cassel (1,7 km, 4,2%), der er en brostensbelagt, som vi kender fra den klassiske kongeetape i 4 Dage ved Dunkerque, og som er jævn uden stejle procenter.  Toppen rundes efter 30,7 km, hvorefter man snor sig mod sydvest igennem fladlandet, idet man efter 49.7 km passerer Saint-Omer, og når frem til dagens spurt, som køres efter 63,2 km for enden af en lang og lige vej, hvis sidste kilometer stiger let med 1,4%.

Kort efter drejer man mod sydøst for at køre frem til kategori 4-stigningen Cote de Remilly-Wirquin (1,1 km, 6,8%), der er en jævn stigning med top efter 71,8 km. Herfra kører man mod sydøst og vest igennem småkuperet terræn, inden det går mod sydvest op over kategori 4-stigningerne Cote de Nielles-les-Blequin (1,1 km, 7,7%), der er stejlest på sidste halvdel og har top efter 97,2 km, og Cote de Harlettes (1,3 km, 6,0%), der har 500 m med 8,0% og flader ud frem mod toppen, som passeres efter 102,7 km. Nu går det videre mod nordvest igennem fladere terræn, inden man runder den kuperede zone af med kategori 4-stigningen Cote du Ventus (1,1 km, 4,8%), der er stejlest i bunden og har top efter 123,6 km.

Nu bliver terrænet lettere, da det er faldende eller fladt, mens man kører ad en relativt lige vej mod nordvest ud mod vandet. Kort inden man når kysten skal man op og ned ad en lille bakke, hvorefter man efter ca. 145 km drejer mod nordøst for at køre hele vejen op langs kystvejen. Den er i starten flad, inden en lille bakke fungerer som opvarmning til kategori 4-stigningen Cote du Cap Blanc-Nez (900 m, 7,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 160,7 km.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Herfra resterer blot 10,8 km, som går mod nordøst ad kystvejen, der efter en kort nedkørsel er både lige og stort set helt flad. Man skal igennem en rundkørsel med 3200 m og atter med 2400 m igen, inden man med 1400 m igen skal til højre i en rundkørsel. Slutteligt drejer man med bare 500 m igen til venstre i en rundkørsel ind på den 7 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er flade, men den sidste kilometer stiger dog ganske let med 0,4% i snit.

Etapen byder på i alt 1781 højdemeter.

Årets løb er næsten renset for sprinteretaper, og da dette kan være den sidste inden 19. eller måske 21. etape, vil den blive kontrolleret benhårdt. Terrænet er undervejs ganske kuperet, men bakkerne kommer generelt for tidligt. Den sidste bakke er til gengæld ganske stejl, men den er nok for kort til, at man for alvor kan sætte sprinterne, som dog kan blive sendt i rød zone og tabe vigtige positioner, ligesom også vinden op langs kysten måske kan bidrage til dramaet. Sandsynligheden taler dog for en massespurt i den lidt kringlede finale med et sent sving, men det kan være nogle mærkede ben, som skal spurte om sejren.

Calais har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i 4 Dage ved Dunkerque. Det var senest i 2014, hvor Sylvain Chavanel slog Michael Valgren i en tomandsspurt, der nåede mål 12 sekunder foran nogle forfølgere og 40 sekunder foran feltet. Første gang var i 2008, hvor Pierrick Fedrigo vandt en spurt blandt syv mand foran Allan Davis og Jose Joaquin Rojas.

5. etape, onsdag d. 6. juni: Lille Métropole - Arenberg Porte du Hainaut, 153,7 km

Der er delte meninger om, hvorvidt brosten hører sig til i Touren, men Tour-arrangørerne er ikke i tvivl. Siden 2010 har de med maksimalt fire års mellemrum været en del af Tour-menuen, og efter besøgene på det ru underlag i 2010, 2014, 2015 og 2018 er de efter tre års fravær tilbage. Det sker som så ofte før på en ganske kort etape på kun godt 150 km, og dermed er der tale om et helt andet løb end Paris-Roubaix, men til gengæld bydes der på relativt mange brosten. Ikke færre end 11 pavéer skal tilbagelægges, alle på den sidste halvdel af etapen, og de måler tilsammen intet mindre end 19,4 km. To af pavéerne har endda fået fire stjerner i det femstjernesystem, som ASO bruger til deres store klassiker, og den sidste af pavéerne er placeret bare 6,8 km fra stregen. Dermed er der basis for en af de absolutte nøgleetaper i løbet, som vi så på den episke etape i 2014, men som de seneste to besøg, der var knap så dramatiske, har vist, er det først og fremmest en dag, hvor man kan tabe løbet.

Som de seneste gange er der tale om en kort sag, denne gang på bare 153,7 km, der fører feltet fra Lille Metropole til Arenberg Porte du Hainaut ud for den berømte Arenberg-skov, som man dog ikke skal passere. Som vi ved fra Paris-Roubaix er området i det nordøstlige hjørne pandekagefladt, og de er derfor ikke meget terræn at komme efter. Fra starten i den store industriby kører man mod syd ned gennem fladlandet frem til dagens spurt, der kommer allerede efter 37,2 km for enden af en 1800 m lang og let stigende vej, hvor sidste kilometer stiger med 0,8%. Derfra går det videre mod syd, sydøst, sydvest og igen sydøst igennem det flade terræn, indtil man får lov at varme lidt op på den første pavé, Villers-au-Tertre a Fressain (1400 m, ***), der indledes efter 80,0 km. Den kommer imidlertid som en ensom ø, for herefter kører man mod syd ned gennem det flade terræn, indtil man i udkanten af Cambrai vender rundt for at køre mod nord frem mod finalen.

Læs også

Dobbeltsejr til UAE efter vild bjergafslutning

Den indledes efter 97,3 km og med 56,4 km igen, når man ammer Ewars a Paillencourt (1600 m, **), for herfra kommer pavéerne hurtigt efterhinanden. Det går nemlig herfra videre mod nord fem til Wasnes-au-Bac a Marcq-en-Ostrevent (1400 m, ***), der indledes med 50,5 km igen. Umiddelbart herefter kører man mod vest over Emerchicourt a Monchecourt (1600 m, ***), der indledes med 46,1 km igen, inden det går mod sydøst ad Auberchicourt a Emerchicourt (1300 m, ***), som begynder med 42,9 km. Herfra går det mod nordøst frem til Abscon (1500 m, **), der er placeret med 37,5 km.

Nu følger et af de længere asfaltstykker, der leder mod nordøst, inden den går mod nord ad Erre a Wandignies-Hamage (2800 m, ****), der indledes med 30,3 km og er en af dagens to sværeste pavéer og tillige den længste. Den er knap overstået, inden det går mod nord over Warlaing a Brillon (2400 m, ***), som begynder med 23,7 km, og herefter følger kun 1,1 km på asfalt, inden det går mod nord ad den anden af de to sværeste pavéer, Tillou-les-Marchiennes a Sars-et-Rosieres (2400 m, ****), som rammes med 20,2 km.

Herefter resterer blot to pavéer. Man kører mos sydøst ad en asfaltvej, inden det går mod øst ad Bousignies a Millionfosse (1400 m, ***), som påbegyndes med 13,6 km. Derfra følger et længere asfaltstykke, der går ad en lige vej mod syd, inden man kører mod sydøst over den sidste pavé Hasnon a Wallers (1600 m, ***). Den rammes med 6,8 km igen, og når den er overstået, resterer beskedne 5,2 km på asfalt. De går mod først nordøst og siden nord frem til udkanten af Arenberg-skoven ad generelt flade og lidt kringlede veje med sving med 4700 m og 4300 m igen, en rundkørsel med 3800 m igen, to hutige sving lige efter 3 km-mærket og slutteligt et sidste sving med 850 m igen, inden man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning. Den næstsidste kilometer stiger med 1,0%, men derudover er det fladt.

Etapen byder på i alt 578 højdemeter.

Vi har set ret forskellige udfald af disse brostensetaper. I 2015 og 2018 var forskellene begrænsede, og det var primært uheld, der gjorde, at enkelte klassementsryttere tabte tid. Til gengæld så vi både i 2010 og ved regnvejrsdramaet i 2014, at det også er et løb, hvor man kan køre offensivt og virkelig skabe gevinster, særligt hvis vejret er dårligt. Det er utvivlsomt en dag, hvor Jumbo ser en stor chance for at sætte Tadej Pogacars svage hold under pres, og da det netop er en dag, hvor holdet kan være vigtigere end individet, er det en af deres bedste muligheder. Uanset hvad er det en absolut nøgledag, som alle frygter og har forberedt sig helt specifikt på - faktisk er der udtaget ryttere primært til denne etape - og dermed e der lagt op til en forrygende dag, hvor nogle ryttere kæmper om en af de mest prestigiøse etapesejre, og andre alene tænker på klassementet.

To gange tidligere i dette årtusinde har der været mål for et stort cykelløb ved Arenberg Porte du Hainaut, begge gange på brostensetaper i Touren. Det var senest i 2014 på den højdramatiske og regnvåde etape, hvor Lars Boom kørte alene hjem til sejr foran holdkammeraterne Jakob Fuglsang og Vincenzo Nibali, og i en lige så dramatisk etape i 2010, hvor Lance Armstrong og Alberto Contador var i problemer grundet defekter, hvor Frank Schleck styrtede, og hvor Thor Hushovd vandt en seksmandsspurt foran Geraint Thomas, Cadel Evans, Ryder Hesjedal, Andy Schleck og Fabian Cancellara.

6. etape, torsdag d. 7. juli: Binche - Longwy, 219,9 km

I de seneste år synes arrangørerne at have bestræbt sig på at lægge en tidlig puncheurfinale ind i den første uge, hvad der ikke er helt så enkelt i Frankrig, som det er i Spanien og Italien. I år skal man vente helt til 6. etape, inden den melder sig, og det gør den dagen efter brostensetapen i det, der kunne kaldes en lille serie af klassikere. Med en distance på ca. 220 km er det en for den moderne Tour sjældent lang etape - og også årets længste - og den byder på en stærkt kuperet afslutning med hele tre små bakker som opvarmning til afslutningen i Longwy, hvor Peter Sagan spurtede sig til sejr for fem år siden. Sagan-typerne drømmer da også om endnu en spurt, men denne gang vil en betydeligt hårdere finale sørge for, at ardennertyperne satser på at gøre dem trods.

Læs også

Oversigt: Disse danskere har (ikke) kontrakt for 2025

Med en distance på 219,9 km er der tale om årets længste etape, der fører feltet fra den belgiske by Binche, der er hjemsted for Intermarché-mandskabet, til målet i franske Longwy. Selvom starten går i Vallonien, er det ganske fladt, når man lægger ud med at køre mod sydøst og syd ned til grænsen, som krydses efter 69,2 ganske nemme kilometer. Her sætter man kursen mod sydøst for kort efter at passere kategori 3-stigningen Cote des Mazures (2,0 km, 7,6%), hvis midtvejs har en kilometer med 8,3%, og hvis top rundes efter 87,2 km.

Den fungerer imidlertid blot som opvarmning. Herefter går det nemlig mod sydøst, først ad en faldende og siden helt flad vej, der leder frem til dagens spurt, som kommer for enden af en lang og lige og til slut let stigende vej efter 145,9 km. Herefter bliver det en smule mere kuperet, når man fortsætter mod sydøst frem mod bakkerne ved målbyen, inden det igen flader ud, når man drejer mod nordøst med retning mod målbyen.

I byens udkant skiftet terrænet til gengæld for alvor karakter. Det sker, når man ammer kategori 4-stigningen Cote de Montigny-sur-Chiers (1,6 km, 4,4%), der dog bare er en let bakke uden stejle procenter. Toppen undes efter 205,0 km, hvorefter de sidste 14,9 km indledes med en relativt enkel nedkørsel, hvorefter det går videre mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,3 km, 4,3%), der har top 9,5 km. Endnu en nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man med det samme skal over kategori 3-stigningen Cote de Pulventeux (800 m, 12,3%), der er en regulær mur med de stejleste procenter over de første 400 m.

Toppen rundes efter 214,6 km, hvorfra der resterer bare 5,3 km. De indledes med et flad kilometer, inden det begynder at falde ned mod målrampen, der over 1,6 km stiger med 5,8%. De første 500 m stiger med 5,0%, inden den tager fat med 500 m med 8,2% og et maksimum på 11% omkring den røde flamme, hvorefter de næste to gange 500 m stiger med hhv. 6,0% og 4,4% frem mod de sidste 100 m, som stiger med 3,0%. Finalen er kringlet, da man tager et skarpt sving med 4,2 km igen, hvorefter nedkørslen byder på to hårnålesving. Der er et skarpt sving kort inden 2 km-mærket, hvorefter to hårneålsving med hhv. 1200 m og 750 m igen leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2477 højdemeter.

Vi kender afslutningen fra 2017, hvor Peter Sagan sejrede foran Michael Matthews og Dan Martin, der var overrasket over at være så langt fremme på disse relativt bløde procenter. Det er da også mere en finale for Sagan-typerne end murspecialisterne, og sidst endte Arnaud Demare sågar som nr. 6. I år er indløbet dog betydeligt hårdere, særligt med den sene mur, og selvom der er færre højdemeter, burde Demare-typerne være ude af billedet denne gang. Trods usikkerheden om formen må Julian Alaphilippe have sat et fedt kryds ud for denne etape, som også vil være et stort mål for Matthews, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, og der er derfor lagt op til en hæsblæsende finale, hvor det sagtens kan tænkes, at Alaphilippe-typerne vil angribe på muren, og hvor det derfor ikke er givet, at der bare skal spurtes på målbakken.

Finalen i Longwy blev også benyttet i 2017, hvor Peter Sagan spurtede sig til sejr foran Michael Matthews og Dan Martin. Derudover har byen tre gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gang i det hedengangne Circuit de Lorraine. I 2011 spurtsejrede Anthony Roux foran Romain Feillu og Laurent Mangel, i 2009 var Manuel Cardoso hurtigere end Martin Elmiger og Roux i endnu en massespurt, og i 2007 var det Ludovic Turpin, der spurtede sig til sejr foran Tiziano Dall’Antonia og Daniele Pietropolli.

7. etape, fredag d. 8. juli: Tomblaine - La Super Planche des Belles Filles, 176,3 km

For 10 år siden gjorde Tour-arrangørerne en interessant opdagelse, da de for første gang sendte rytterne op ad La Planche des Belles Filles, og det var kærlighed ved første blik. Siden dengang har den korte, men meget stejle stigning i Vogeserne nemlig været en af Christian Prudhommes yndlinge, og den er således allerede nu blevet besøgt intet mindre end fire gange. Tre af gangene har det været som afslutning for løbets første bjergetape, da Vogeserne ligger som et perfekt stop på vejen mod de høje bjerge, og hver eneste gang har stigningen givet et første pejlemærke på, hvem der vil ende som løbets hovedaktører. Efter at stigningen for to år siden spillede en helt anden og langt mere dramatisk rolle som mål for den enkeltstart, hvor Tadej Pogacar stod for sit vanvidsridt og vendte løbet på hovedet, vender den i år tilbage for femte gang i sin traditionelle rolle som den første styrkeprøve for favoritterne. Det sker denne gang som afslutning på en relativt let etape, der til gengæld får en forrygende afslutning, når der som i 2019 skal sluttes endnu længere oppe end vanligt for enden af et meget stejlt grusstykke. Stigningen har kun én gang vist os, hvem der vil vinde løbet, og det vil den derfor næppe heller gøre denne gang, da første bjergetape altid køres konservativt, men den vil alligevel være den måske vigtigste dag for mange favoritter, der på de stejle skråninger vil få svaret på, om de i år vil være i stand til at køre med om sejren.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

I alt skal de tilbagelægges 176,3 km, der fører feltet fra Tomblaine til La Super Planche des Belles Filles. Startbyen ligger i en helt flad del af Nordøstfrankrig, hvorfra man med det samme kører mod sydøst igennem stort set helt fladt terræn med retning mod Vogeserne. Langsomt begynder det efter ca. 50 km at stige ganske let, mens man følger en stort set helt lige vej frem til Gerardmer, hvor dagen spurt kommer efter 101,2 km på en let stigende vej med en kringlet afslutning med sving i rundkørsler 800 og 600 m fra stregen.

Byen ligger i Vogeserne, og det mærker man med det samme, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Col de la Grosse Pierre (3,1 km, 6,4%), der stiger med hhv. 8,0% og 6,7% over de to første kilometer, inden den flader ud med ca. 4% frem mod toppen, som rundes efter 107,7 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest over et længere stykke, idet det dog undervejs kortvarigt stiger let, indtil man fortsætter videre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Col des Croix (3,2 km, 6,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 136,1 km.

Endnu en let nedkørsel leder nu videre mod sydvest, inden det går ad en let faldende og lige vej frem til byen Belonchamp, der passeres efter 151,7 km. Her drejer man mod øst tilbage mod Vogeserne, og det betyder, at det begynder at stige let op af den ikke-kategoriserede Col de la Chevestraye, der har top med km igen 12,8 km. En kort nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører mod nordøst af en let stigende vej gennem byen Plancher-Les-Mines.

Kort efter går det løs, når man kører mod nordøst op ad La Super Planche des Belles Filles, der er i kategori 1. Den stiger med 8,7% over 7,0 km og er stejl fra start med stigningsprocenter på hhv. 9,4%, 6,7%, 9,4%, 9,5% og 8,3% over de første 5 km. Herefter er der et kort fladt stykke, inden man rammer den velkendte målrampe, der byder på 20% og ender med 1 km igen. Som i 2019 forsætter man denne gang dog ad et kort, fladt stykke på et par 100 m, inden man rammer den sidste og meget stejle grusvejsrampe, der når op på hele 24% lige inden stregen. Med det flade stykke i starten stiger sidste kilometer med 9,5% i snit. Stigningen byder på fire hårnålesving på den nedre del, inden man drejer skarpt ind på den klassiske finale rampe med 1500 m igen. Herefter går det ad en lige vej frem til et sving med 200 m igen, inden der er en 90 graderskurve 100 m fra stregen på den 5,5 m brede vej.

Etapen byder på i alt 2526 højdemeter.

Planche-des Belles er en meget stejl stigning, der kan gøre stor skade, som den gjorde i 2014, hvor Vincenzo Nibali kørte fra alt og alle. Første bjergetape køres dog ofte afventende, og da man i 2019 første gang brugte grusstykket, var der hele 11 mand inden for 14 sekunder af Geraint Thomas, som var bedste mand i feltet. Der er derfor en risiko for, at det igen mest ender i en puncheurspurt på den stejle rampe, men med en altid aggressiv Tadej Pogacar i feltet er der en god chance for, at vi vil se større forskelle denne gang - særligt hvis Pogacar har tabt tid på brostenene. Uanset hvad vil stigningen også denne gang give os det første billede af styrkeforholdet i løbet, som det trods de beskedne forskelle også gjorde i 2019, hvor to af løbets hovedfigurer, Thibaut Pinot og Julian Alaphilippe, endte umiddelbart bag Thomas.

Afslutningen på La Super Planches des Belles Filles, dvs. med grusvejsstykket til sidst, er kun én gang tidligere blevet brugt i et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor Dylan Teuns fra et udbrud slog Giulio Ciccone, der til gengæld kunne trøste sig med en erobring af førertrøjen fra Julian Alaphilippe, mens Geraint Thomas viste sig som den stærkeste af favoritterne på en dag, hvor forskellene var relativt små. Den klassiske afslutning gjorde Tour-debut i 2012, hvor hjælperytteren Chris Froome spurtbesejrede Cadel Evans og kaptajn Bradley Wiggins, der kørte sig i førertrøjen, mens Vincenzo Nibali tog en knusende solosejr i jubelåret 2014. Stigningen blev også besøgt i 2017, hvor Fabio Aru kørte fra alt og alle og tog en suveræn sejr i løbets første bjergslag, og senest i 2020, hvor Tadej Pogacar skabte sit enkeltstartsmirakel ved at sejre suverænt foran Tom Dumoulin, Richie Porte, Wout van Aert og den detroniserede Primoz Roglic. I de seneste fire udgace har Tour Alsace besøgt stigningen med sejre til Markus Hoelgaard, Geoffrey Bouchard, Tom Pidcock og Santiago Umba i hhv. 2017, 2018, 2019 og 2021.

8. etape, lørdag d. 9. juli: Dole - Lausanne, 186,3 km

Vogeserne byder i år kun på én etape, men hvis de tunge folk havde håbet på lidt fladbaneterræn på den korte rejse frem mod Alperne, bliver de skuffede. Ganske vist byder 8. etape udover en tur til den schweiziske storby Lausanne ikke på muligheder for et stort klassementsslag, men med 2500 højdemeter, masser af kuperet terræn og mål på en halvlang stigning er den slet ikke noget for sprinterne. I stedet ligner den årets første helt oplagte udbrudsetape, da der nu vil være etableret større tidsforskelle, og da den ellers bløde målstigning har en meget svær kilometer, hvor klassementsrytterne måske endda vil teste hinanden lidt, virker det usandsynligt, at der vil være ryttere med ambitioner om at holde det samlet og dermed spolere udbrydernes første rigtige fest.

Læs også

Thomas forhørte sig hos Pogacar

I alt skal der tilbagelægges 186,3 km, der fører feltet fra Dole til Lausanne. Starten er meget let, da man lægger ud med at køre mod syd og sydøst igennem helt fladt terræn frem til byen Arbois, der nås efter 29,3 km. Herfra går det mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,4 km, 3,9%), som leder op på et relativt fladt plateau, som følges videre mod syd frem til dagen spurt, som kommer efter 46,9 km for enden af en lang og lige vej, hvis sidste kilometer stiger med ca. 1%. Her drejer man mod sydøst for at følge plateauet videre frem til byen Syam, som passeres efter 61,2 km.

Nu tager etapen for alvor fat, da det begynder at stige mod nordøst, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 4-stigningen Cote du Marechet (2,0 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 75,6 km. På toppen går det mod sydvest igennem let kuperet terræn, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Morbier, som nås efter 89,1 km. Her indledes dagens vanskeligste udfordring, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote des Rousses (6,7 km, 5,0%), hvis første to kilometer er meget lette, hvorefter der følger først to kilometer med 8-9% og slutteligt 2700 m med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 101,3 km.

Også den leder op til et plateau, der her er næsten helt fladt, og som følges ad en lige vej mod nordøst, idet man undervejs efter 107,6 km passerer grænsen til Schweiz. Efter en tur langs søen Lac de Joux drejer man mod sydøst for at passere kategori 4-stigningen Col du Petra Felix (2,4 km, 6,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 136,9 km. Den efterfølges af en lang og relativt let nedkørsel, der leder mod sydøst ned til fladlandet, hvor man igennem let faldende terræn kører mod syd ned til bredden af Leman-søen, der nås efter 171,0 km i udkanten af Lausanne. Den flade søbred følges nu mod øst ind til centrum, men i stedet for at slutte her drejer man mod nord for at køre op til det olympiske stadion, der ligger på en bakke i byens udkant.

Det sker via en kategori 3-stigning, der over 4,8 km stiger med 4,6%, men man skal ikke lade sig snyde. De første to kilometer stiger med hhv. 6,6% og 4,8%, men derefter følger en kilometer lang nedkørsel, inden det over en kilometer stiger med 9,5% i snit, herunder med et maksimum på 12%, frem mod de sidste 800 m, som stiger med beskedne 3,4%. Der er et skarpt sving i bunden, og derefter er der yderligere tre skarpe sving lige inden 3 km-mærket og igen et sving med 2000 m igen. Derefter er der to hurtige sving med 1300 m igen og slutteligt et sidste sving med 600 m igen, inden man rammer den 6,5 km lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2556 højdemeter.

Ved første øjekast er procenterne på den sidste stigning bløde, men den meget stejle kilometer vil formentlig være nok til, at hverken Alpecin eller BikeExchange vil gå efter en puncheurspurt. I stedet kan Mathieu van der Poel og Michael Matthews forsøge at ramme udbruddet på det, der burde være en relativt sikker udbrudsetape, og bag dem skal favoritterne bare sikkert til mål. De skal dog passe på med at undervurdere den sidste stigning, der med sin stejle kilometer godt kan være afsæt for et angreb fra eksplosive folk som Tadej Pogacar og Primoz Roglic, som vil øjne chancen for måske at vinde nogle sekunder.

Lausanne har ofte lagt asfalt til en enkeltstart på sidste etape af Tour de Romandie. Det skete senest i 2017, hvor Primoz Roglic sejrede 8 sekunder foran den samlede vinder, Richie Porte, og 34 sekunder foran Tejay van Garderen, samt i 2015, hvor Tony Martin slog Simon Spilak med 11 sekunder, mens Ilnur Zakarin med en tredjeplads sikrede sig den samlede sejr trods en defekt på toppen af en sen stigning. I 2008 vandt Daniele Bennati en massespurt, mens Thomas Dekker slog Paolo Savoldelli på en enkeltstart i 2007. Året inden var det Cadel Evans, der var 22 sekunder hurtigere end Leif Hoste, mens Santiago Botero slog Bradley McGee med 25 sekunder i 2005. McGee blev også nummer 2 i 2004, hvor han blev slået med 35 sekunder af Tyler Hamilton, der også vandt i 2003, denne gang med 41 sekunder til Alex Zülle på andenpladsen. Zülle vandt imidlertid i 2002, hvor han var 24 sekunder bedre end Dario Frigo. Byen har også lagt asfalt til prologen, senest i år, hvor Ethan Hayter sejrede foran Rohan Dennis og Felix Grossschartner, og i 2012, hvor Geraint Thomas slog Giacomo Nizzolo med 5 sekunder, mens Frantisek Rabon var 2 sekunder hurtigere end Sandy Casar ved en lignende åbning i 2009. Også Schweiz Rundt har lagt vejen forbi, senest i 2001, hvor Erik Zabel og Oscar Camenzind begge vandt sejre i byen, og Erik Dekker vandt en Tour de France-etape der i 2000. Endelig var byen sidste år vært for de schweiziske mesterskaber i enkeltstart, som i suveræn stil blev vundet af Stefan Küng foran Marc Hirschi og Thery Schir.

Læs også

Van Aert tester vildt setup til OL-enkeltstarten

9. etape, søndag d. 10. juli: Aigle - Chatel les Portes du Soleil, 192,9 km

Efter Vogeserne var der bare én transportetape, inden rytterne allerede rammer Alperne. Modsat i Giroen og Vueltaen, der afvikles uden for ferieperioder, har man i Touren ikke for vane at samle de sværeste etaper i weekenden. I stedet indledes de ellers ret brutale alpeetaper med en lidt blødere sag, der ganske vist byder på næsten 4000 højdemeter, men som også byder på en finale med et langt, men lidt lettere bjerg, som endda har top med ca. 10 km til mål. Selvom stigningen på den nedre del er svær nok til at angribe i klassementet, taler meget for, at det bliver en mere afventende dag, hvor favoritterne kan spare sig lidt frem mod de brutale etaper efter hviledagen, samtidig med at bjergstærke folk får en stor chance for at jagte en udbrudssejr.

Med en distance på 192,9 km er der tale om en halvlang etape, som fører feltet fra UCIs hovedkontor i den schweiziske by Aigle til Chatel les Portes du Soleil. Målet ligger faktisk på et højdedrag lige ved startbyen, og etapen består således af en rundstrækning mod nord, inden man kører op til målet. Staten er ganske let, idet man kører mod nord og nordvest ad den flade bred ved Leman-søen frem mod Lausanne, men inden man når storbyen drejer man mod øst for at køre væk fra vandet via kategori 4-stigningen Cote de Bellevue (4,3 km, 4,0%), der er en blød og let stigning med top efter 37,1 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man kører mod nordøst, inden man rammer et relativt fladt plateau, som leder videre mod nordøst frem til dagens spurt, som kommer efter 56,5 km for enden af en lang og lige vej, hvor sidste kilometer stiger med 3,0%. Efter spurten går det videre ad plateauet mod nordøst fem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod øst og siden syd og øst, idet det langsomt begynder at stige let.

Nu ender den lette del af etapen, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Col des Mosses (13,3 km, 4,1%), der starter med 3 km med 6-7%, inden der er et plateau over 4 km, hvorefter den atter stiger med 6-7% over 3 km for siden atter af flade ud over de sidste 3,3 km frem mod toppen, som rundes efter 108,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest, inden det går ad en let stigende vej mod øst frem til den næste udfordring. Den indledes, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 1-stigningen Col de la Croix (8,1 km, 7,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 131,8 km.

Herfra resterer fortsat 61,1 km, som indledes med en relativt let nedkørsel, som fører mod sydvest og nordvest tilbage til dalen, hvor man efter 153,0 km atter passerer igennem Aigle. Herefter følges den fladedal mod vest og syd fem til byen Monthey, hvor finalen indledes. Det sker, når man drejer mod sydvest ind i bjergene for at køre op ad kategori 1-stigningen Pas de Morgins (15,4 km, 6,1%). Den stiger over de første 11 km relativt jævnt med 6-8%, men de sidste 4,4 km er lettere med bare 2-5%.

Toppen rundes efter 183,1 km på grænsen mellem Schweiz og Frankrig, hvorefter de sidste 9,8 km indledes med en nedkørsel med to hårnålesving, hvorefter de sidste 4 km er stigende med hhv. 2,4%, 3,9%, 7,0% og 4,1%. Efter det sidste hårnålesving med 6 km igen går det ad en lige og 6 m bred vej, der kun bugter sig let, indtil man med 170 m igen får målstregen i syne.

Etapen byder på i alt 3743 højdemeter.

Den nedre del af sidste stigning er slet ikke så let, og derfor kan man ikke udelukke, at der bliver kørt klassement. De sidste små 15 km er imidlertid så lette, at det er tvivlsomt, om man vil spilde kræfter, når der venter to meget større alpeetaper få dage senere. Hviledagen kan åbne døren for lidt større aggression, men der er en vis sandsynlighed for, at det bliver en dag, hvor man med dårlige ben kan miste tid, men hvor et udbrud kører om sejren, mens klassementsrytterne sparer lidt på kræfterne til vigtigere og mere afgørende slag.

Chatel les Portes du Soleil har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Her er overblikket over alt cykling ved OL

Hviledag, mandag d. 11. juli: Morizne les Portes du Soleil

10. etape, tirsdag d. 12. juli: Morzine les Portes du Soleil - Megève, 148,1 km

Ofte er den første af de to store bjergkæder en relativt blød sag, men det er bestemt ikke tilfældet i år, hvor der er hele fire alpeetaper på menuen. Det er dog kun de to sidste, der er brutale, for rytterne får efter hviledagen chancen for at varme klatrebenene lidt op på en lidt blødere bjergetape. På løbets anden tirsdag bydes der nemlig på en kort etape med relativt lette stigninger, og selvom det ser faretruende ud med en afslutning kort efter et næsten 20 km langt bjerg, betyder bløde procenter, at det burde være en stensikker udbrudsetape, mens favoritterne holder krudtet tørt frem mod onsdagens og torsdagens nøgleetaper.

Med en distance på bare 148,1 km er der tale om en meget kort etape, som fører feltet fra Morzine les Portes du Soleil til Megève. Man lægger blødt ud ved at køre ad en lige og let faldende vej mod først nordvest og siden øst, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 4-stigningen Cote de Chevenoz (2,2 km, 2,9%), der er en meget let stigning med top efter 24,1 km. Efter toppen fortsætter det med at stige, inden det går videre mod nordvest ad en lidt småkringlet nedkørsel, som leder ned til Thonon-les-Bains ved bredden af Leman-søen, som nås efter 42,8 km.

Her vender man med det samme rundt for at køre ind i terrænet igen. Der følger således et langt, let stigende stykke, hvor man kører mod først sydøst og siden sydvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Col de Jambaz (6,7 km, 3,8%), der er endnu en meget let stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 69,2 km, hvorefter en lige og let nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter det falder let mod sydøst ned til udkanten af byen Cluses. Her drejer man mod øst for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Chatillon-sur-Cluses (4,5 km, 3,9%), der som de forrige er let uden stejle procenter og har top efter 97,3 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu mod syd ned til centrum af Cluses.

Herefter bliver det let. Nu kører man nemlig ad en kun ganske, ganske let stigende og lige dalvej mod sydøst, syd og igen sydøst ned til byen Marlioz, hvor dagens spurt kommer efter 123,8 km for enden af en lang, lige vej, hvis sidste kilometer er let stigende med knap en procent. Umiddelbart herefter indledes finalen, når man drejer mod sydvest væk fra dalen for at køre op ad kategori 2-stigningen Montée de l’alitport de Megève (19,2 km, 4,1%). Der er tale om ganske let sag, der undervejs kun har fem kilometer med stigningsprocenter over 6 og aldrig over 7. De to af dem kommer efter 14 km, hvor det stiger med 6-7%, inden det atter flader frem mod den sidste kilometer, der stiger med 6,2%. Toppen rundes efter 145,9 km, hvorfra der resterer 2,2 km, der i starten stiger med 3-%, inden de sidste 400 m stiger med 7,1%. Der er et sidste hårnålesving med 3 km igen, men derefter går det ad en lige og 7 m bred vej, der kun bugter sig let, indtil man med 580 m igen får målstregen i syne.

Etapen byder på i alt 2733 højdemeter.

Alle stigningerne er næsten urimeligt bløde, og det er derfor slet ikke en dag for klassementet. I stedet er det en helt oplagt udbrudsetape, hvor man ikke nødvendigvis skal være en ren bjergrytter for at kunne være med i det overkommelige terræn. For klassementsrytterne synes etapen kun at kunne spille en rolle, hvis en rytter efter hviledagen har dårlige ben, og det vil i alt væsentligt handle om at spare på kræfterne frem mod de vigtige etaper de to kommende dage.

Samme mål i Megève var i 2020 mål for to etaper i Dauphiné, men dengang kørt man kun de sidste ca. 7 km fra selve byen Megève og op til lufthavnen. Om lørdagen kørte Lennard Kämna alene hjem til en solosejr fra et udbrud foran David de la Cruz og Julian Alaphilippe på en dag, der mest huskes for det store styrt med bl.a. Primoz Roglic, Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk, og om søndagen endte sidste etape i et sandt festfyrværkeri, hvor FDJ ikke kunne kontrollere for den førende Thibaut Pinot, og hvor Sepp Kuss kørte alene hjem til sejr foran Daniel Martinez, der tog den samlede sejr i sidste øjeblik, og Tadej Pogacar. Forinden har Megève to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den stærkt kuperede sidste enkeltstart i Touren i 2016, hvor Chris Froome konsoliderede sin føring ved at sejre foran Tom Dumoulin og en overraskende velkørende Fabio Aru. Derudover var det på Dauphiné-prologen i 2004, hvor Iban Mayo højst overraskende sejrede for Tyler Hamilton og Lance Armstrong.

Læs også

Snu Trentin tager sin første sejr i næsten to år - dansker avancerer samlet

11. etape, onsdag d. 13. juli: Albertville - Col du Granon Serre Chevalier, 151,7 km

Mens særligt Vueltaen sætter en stor ære i år efter år at præsentere nye og spektakulære målbjerge, har Touren traditionelt i højere grad holdt sig til sine klassikere. I de senere år er også Christian Prudhomme dog begyndt at afsøge mulighederne for at finde nye og attraktive bjergafslutninger, og det gør han i sandhed på den tredje af årets alpeetaper. Col du Granon er ganske vist ikke en spritny stigning, da den allerede var mål for en etape i 1986, hvor Eduardo Chozas sejrede i det, der indtil 2011-udgavens afslutning på Col du Galibier var den højeste bjergafslutning i løbet nogensinde, men siden er alpegiganten gået i glemmebogen. Det er i den grad en skam, og derfor er det med stor glæde, at den 36 år senere endelig hives frem fra gemmerne igen som afslutning på en kort bjergetape, der også sender rytterne op ad legendariske Galibier fra den vanskeligste side. Ikke blot er Granon langt stejlere end de fleste af de klassiske alpetinder i Frankrig, den byder også på det, der fortsat vil være den næsthøjeste bjergafslutning i løbet nogensinde, og kombinationen af brutale procenter, iltfattig luft og Galibier i benene vil sikre, at denne onsdag bliver en absolut nøgledag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på bare 151,7 km fortsætter etapen årets trend med korte bjergetaper, og den sender rytterne fra starten i Albertville til målet på Col du Granon Serre Chevalier. Fra start er der nu ikke meget bjergetape over foretagendet, da man lægger ud med at følge en helt flad dalvej mod sydvest og øst frem til dagens spurt, der kommer allerede efter 16,5 km for enden af en lang og lige vej, der stiger ganske let. Herfra går det mod ad en lige og flad dalvej, indtil man kortvarigt forlader dalen for at køre mod nord op ad kategori 2-stiningen Lacets de Montvernier (3,4 km, 8,2%), der er en relativt jævn stigning og først og fremmest kendt for sin nærmest urimelige mængde af hårnålesving. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst og sydvest tilbage til dalen og den kendte alpeby Saint-Jean-de-Maurienne, hvorefter man følger en ganske let stigende dalvej mod sydøst ned til Saint-Michel-de-Maurienne, som nås efter 70,7 km.

Her slutter den lette del af etapen, når man drejer mod syd for at køre op ad Col du Galibier fra den stejle side. Her kommer den som bekendt i to dele, idet man først kører op ad kategori 1-stigningen Col du Telegraphe (11,9 km, 7,1%), der er en meget regulær stigning med top efter 83,8 km. Herefter følger 5 km meget let nedkøsel, som leder mod syd, inden man fortsætter mod syd hele vejen op til toppen af Col du Galibier (17,7 km, 6,9%), der er uden for kategori. Her er det første 10 km ikke alt for svære med procenter på hovedsageligt under 6, men over de 7,7 km stiger den med 8-10% næsten hele vejen, endda med det stejleste stykke på 9-10% over de sidste 1700 m frem mod toppen, som i 2642 m højde rundes efter 106,7 km.

Herfra resterer fortsat præcis 45,0 km, som indledes med en lang med nedkørsel, som i starten er teknisk, mens den kortvarigt går mod sydvest, men derefter blot består af en lang og lige vej, der leder mod sydøst ned til Saint-Chaffrey i dalen. Her bliver man imidlertid ikke længe, idet man med det samme drejer mod nordvest for at køre op ad Col du Granon (11,3 km, 9,2%), der ligeledes er uden for kategori. Der er tale om et for de franske alper sjælden stejle bjerg, hvor alle kilometer stiger med mellem 8 og 11, og hvor det stejleste stykke er km 5 til 7, hvor man har 3 km med mellem 10 og 11. Herefter følger en kilometer med 8,6%, inden det stiger jævnt med ca. 9,2% over de sidste 2,3 km frem mod mål. Stigningen har en del hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 5 km er der blot tre, det sidste med 2,6 km igen, hvorefter den 5 m brede vej blot bugter sig let frem mod en relativt skarp kurve med 100 m igen.

Etapen byder på i alt 4070 højdemeter

Man kan undre sig over, at Frankrig har en sådan perle liggende uberørt hen i mere end 35 år, for Granon er en fabelagtig stigning. Den er langt stejlere, end man typisk ser det i Alperne, og kombinerer man det med den iltfattige luft, er det en af de sværeste bjergafslutninger, man kan tænke sig. Nok venter der svære bjergafslutninger senere i løbet også, men dette ligner den sværeste finale af alle, og dermed er det formentlig dagen, hvor vi får det første helt klare billede på, hvem der vil ende øverst på podiet i Paris.

Col du Granon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Samlet vinder forudså spektakulær løbsafgørelse

12. etape, torsdag d. 14. juli: Briancon - Alpe d’Huez, 165,1 km

Touren er utvivlsomt den af de tre grand tours, der har flest mytiske stigninger, men skal man pege på ét bjerg, der er mere kendt end alle andre, må det være Alpe d’Huez. Ganske vist er alpebjerget langt fra det vanskeligste i hverken Touren eller de øvrige lange etapeløb, men dets historie gør det alligevel til det sted, enhver bjergrytter formentlig allerhelst vil vinde. Efter at det i mange år var helt fast kutyme, at bjerget blev besøgt hvert andet år, men i de senere år er der blevet længere mellem besøgene. Denne gang har pausen været ekstra lang, men efter tre års fravær er ”hollænderbjerget” endelig tilbage som afslutning på den sidste på de ikke færre end fire alpeetaper i årets løb. Det sker endda i en næsten tro kopi af 1995-etapen, som blev vundet af Marco Pantani, når man på endnu en kort dag inden det frygtede målbjerg skal over to af Alpernes mest kendte stigninger, nemlig for anden dag i træk Galibier (denne gang fra den lette den side) og Croix de Fer. Måske bød 11. etape på et af de allervigtigste slag i kampen om den samlede sejr, men bare 24 timer følger et andet, der synes lige så vigtigt, og som med sin prestige meget vel kan være et, de største navne gerne vil vinde.

Med en distance på beskedne 165,1 km er der tale om endnu en kort etape, som fører feltet fra Briancon til Alpe d’Huez. Modsat den foregående etape startes der slet ikke blødt ud, da man fra start kun kører et kort stykke mod nordvest ad en let stigende dalvej frem til dagens spurt, som kommer allerede efter 11,8 i byen Le Monetier-les-Bains for enden af en lang og lige vej, der stiger ganske kraftigt, den sidste kilometer med små 5%. Umiddelbart herefter fortsætter man mod nordvest op ad Col du Galibier (23,0 km, 5,1%) via den vej, der blev benyttet som nedkørsel på den foregående etape. Også fra denne side er den uden for kategori, men her er det en betydeligt lettere stigning, der over de første 14 km stiger med bare 2-5%. Derefter følger 6 km med 6-9%, inden den igen flader ud med 5-6% over 2 km frem mod den sidste kilometer, der er den sværeste med sine 9%.

Toppen rundes efter 33,2 km og efterfølges af en i starten og mod slutningen teknisk, men generelt meget enkel nedkørsel, der leder mod nord ned til Saint-Michel-de-Maurienne, idet nedkørslen dog afbrydes af en lille stigning, der leder op til Col du Telegraphe, hvis top passeres efter 56,6. Saint-Michel-de-Maurienne nås efter 67,7 km, og derfra får det mod nordvest ad en let faldende dalvej frem til Saint-Jean-de-Maurienne, der nås efter 80,5 km.

Her tager etapen fat igen, da man nu kører mod syd og nordvest op ad Col de la Croix de Fer, der også er uden for kategori. Den stiger med 5,2% over hele 29,0 km, men man skal ikke lade sig snyde. De første 4 km stiger med 5-10%, hvorefter der venter 2 km nedkørsel, inden det gælder det sværeste stykke med 6 km med 7-10%. Nu venter imidlertid et 4 km langt plateau og et blødt stykke med 3-5% over 7 km, inden den igen tager fat med 6 km, der stiger jævnt med 6-9% frem mod toppen, som rundes efter 110,6 km.

Herfra resterer 54,5 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, som fører mod sydvest og syd, idet den dog to gange afbrydes af små bakker (hhv. 1,3 km med 4,5% og 1,4 km med 6,4%). Dalen nås i byen Le Verney efter 135,3 km, og herfra følger man en flad dalvej mod syd, sydvest og sydøst frem til byen Le Bourg d’Oisans.

Den er kendt som startstedet for opkørslen til Alpe d’Huez, og her drejer man mod nordøst for at køre op ad målbjerget, der er uden for kategori. Det stiger med 8,1% over 13,8 km og er stejlest i bunden med 2 km med 10-11%, inden den stiger jævnt med 8-10% over de næste 6 km. Herefter følger en lettere kilometer med 6,5%, inden det sidste svære stykke med to kilometer på hhv. 11,5% og 9,0% følger fem mod de sidste 2,8, der er lette og stiger jævnt med 5-6%. Stigningen har sine 21 berømte hårnålesving, hvoraf de sidste to kommer på næstsidste kilometer og det sidste lige inden den røde flamme. Herefter er der et sving med 500 m igen, hvorefter man skal igennem en rundkørsel, indtil man drejer til venstre i en rundkørsel med 220 m igen ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4660 højdemeter.

Måske er Alpe d’Huez ikke den sværeste alpestigning, men den leverer altid masser af drama. Det vil den utvivlsomt også gøre i år, hvor den kommer for enden af en ganske brutal etape. Den lette nedkørsel fra Croix de Fer og det relativt lange dalstykke betyder, at de første stigninger formentlig kun vil blive brugt til at trætte rivalerne, men de vil sidde i benene, inden det går løs med det andet helt afgørende bjergslag på bare to dage. Som Thibaut Pinot, Christophe Riblon og Frank Schleck kan skrive under på, kan det ende med udbrudssejr, men da det er et bjerg, hvor de største navne gerne vil vinde, og da den efterfølgende er relativt let, er der stor sandsynlighed for, at vi også denne gang vil se et af løbets hovednavne vinde på bjerget, de allerhelst vil erobre - også selvom franskmændene snarere krydser fingre for, at en fransk lykkeridder slår til på Bastilledagen.

Alpe d’Huez er Tourens mest ikoniske bjergafslutning og har med små afvigelser været besøgt hver andet år. Seneste besøg var dog helt tilbage i 2018, hvor Geraint Thomas fortsatte sin fantastiske Tour ved iført den gule trøje at spurte sig til anden sejr på to dage med 2 sekunder ned til Tom Dumoulin og 3 sekunder ned til Romain Bardet, og derefter skal vi tilbage til 2015, hvor Thibaut Pinot reddede sin skuffende Tour ved at vinde fra et udbrud, og hvor Nairo Quintana næsten fik skovlen under Chris Froome på næstsidste etape. I 2013 besteg man bjerget to gange på samme dag, og det gav en stor udbrudssejr til Chridtophe Riblon, der besejrede Tejay van Garderen i en duel. I 2011 vandt Pierre Rolland en dramatisk sidste bjergetape, der nær havde kostet Cadel Evans den samlede sejr og knuste Thomas Voecklers sejrsdrømme, mens Carlos Sastre sikrede sig den samlede triumf med en solosejr i 2008. I 2006 slog Frank Schleck akkurat Damiano Cunego i en udbrudsduel, og i 2004 vandt Lance Armstrong en berømt bjergenkeltstart i ganske suveræn stil. Iban Mayo fortsatte sin march mod stjernerne med en sejr i 2003, mens Lance Armstrong tog en solosejr i 2001. I 1999 vandt Giuseppe Guerini efter et nu berømt sammenstød med en tilskuer. Bjerget er i de senere år også blevet besøgt to gange af Criterium du Dauphiné, senest i 2017, hvor Peter Kennaugh vandt, da man besteg bjerget fra den ”forkerte” side. I 2010 vandt Alberto Contador efter en duel med Janez Brajkovic, der forsvarede førertrøjen.

Læs også

Officielt: Stjerne misser OL – men på grund af pasproblemer

13. etape, fredag d. 15. juli: Le Bourg d’Oisans - Saint-Étienne, 192,6 km

Sprinterne ser altid frem til stykket mellem Alperne og Pyrenæerne, hvor arrangørerne har basis for at lægge nogle fladere transportetaper ind. I denne sprinterfjendtlige Tour bliver de imidlertid voldsomt skuffede, for ingen af de tre mellemetaper er i år flade. Skal de have deres chance, skal den gribes på den første af de tre etaper, men alene det forhold, at etapen slutter i Saint-Étienne i det kuperede Massif Central fortæller alt om, at ikke bliver nogen dans på roser. Tværtimod går det op eller ned det meste af en dag, som byder på 2100 højdemeter og et langt stigende stykke i finalen, og dermed er der gode chancer for både, at et udbrud vil snyde feltet, og at de tunge sprintere vil være sat af, hvis vi alligevel får den første spurt i formentlig mere end en uge.

Med en distance på 192,6 km er der tale om en lang etape, som fører feltet fra Le Bourg d’Oisans til Saint-Étienne. Startbyen er kendt som byen for foden af Alpe d’Huez, og etapen er den første transportetape, der sender rytterne ud af Alperne med retning mod Pyrenæerne. Derfor indledes etapen med et kort fladt stykke, der gør mod nordvest, inden det går via en lang og faldende vej mod sydvest og vest væk fra bjergene. Den leder frem til byen Vizille, hvor man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Brié (2,4 km, 6,9%), der er en ujævn stigning og stiger med hele 12,4% over de sidste 400 m frem mod toppen, som rundes efter 30,4 km. Herfra leder en let nedkørsel mod nordøst og nordvest ned til storbyen Grenoble, hvorfra man følger en helt flad dalvej mod nordvest, sydvest og igen nordvest.

I byen Tullins tager etapen fat igen, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Col de Parménie (5,1 km, 6,6%), der start med 2 km med 8-9% og derefter stiger med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 79,2 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod nordvest ned til et plateau, som følges mod vest og nord frem til dagens spurt, som efter 101,6 km kommer for enden af en lang og lige vej, der over de sidste 1500 m stiger let. Herefter går det mod nordvest igennem let kuperet terræn, som byder på en stigning (2,2 km, 7,1%) med top efter 112,6 km, inden det går ad en lang, lige og let faldende vej mod nordvest ned til byen Vienne, der nås efter 136,0 km.

Umiddelbart herefter går det løs igen, når man forlader dalen for at køre mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Romain-en-Gal (6,6 km, 4,5%), der stiger med ca. 6% over de første 2km, men deefter er ganske let med procenter på 1-5, dog med 5,9% over 1000 m nær toppen, som rundes efter 148,6 km. Herfra resterer fortsat 44,0 km, som først går mod sydvest ad et småkuperet plateau og siden mod sydvest og nordvest ad et faldende stykker frem tilbage til dalen, som nås umiddelbart efter byen Treves, der passeres efter 160,8 km. Her drejer man mod sydvest for at følge en lige og let stigende vej frem til byen Saint-Chamond, der nås efter 176,9 km.

Herfra resterer 15,7 km, og i stedet for at fortsætte den direkte vej ind til målbyen drejer man nu mod vest for at følge en stejlere opkørsel, hvis sidste 1,5 km stiger med 4,9%. Toppen nås med 8,7 km igen, hvorefter det går mod vest ad en let faldende vej frem til den nordlige udkant af målbyen, hvor man kører mod syd fem til mål, idet det over de sidste 3 km er let stigende, den sidste kilometer med 0,7% i snit. Man drejer skarpt med 3000 m igen og derefter i en rundkørsel med 1200 m igen, inden der er et sidste sving med 800 m igen, hvorefter dem 6,5 m brede vej bugter sig fem mod de sidste 350 m, hvor målstregen er synlig.

Etapen byder på i alt 2109 højdemeter.

Det er næsten ubarmhjertigt af arrangørerne, at anden uges bedste bud på en sprinteretape er så kuperet som denne. Det kuperede terræn giver et udbrud en god chance, men da det er sprinternes eneste mulighed mellem 4. og 19. etape, og da starten er let, må man formode, at alle hold med enten en holdbar eller tung sprinter vil satse alt på en spurt. Det øger chancen for en spurtafgørelse, også fordi mange vil være mærkede efter Alperne og vil have brug for en lettere dag inden to oplagte udbrudsetaper, men selv hvis det bliver en spurt, skal der graves dybt for at overleve - også selvom sprinterne kan glæde sig over, at de svære stigninger kommer tidligt, og at de sidste bakker er relativt bløde.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (kvinder)

Saint-Étienne besøges ofte af de tre store franske etapeløb, i langt de fleste tilfælde med udbrudssejre til følge. Touren var senest forbi i 2019, hvor Thomas de Gendt leverede et af sine flotteste soloridt og sejrede med 6 sekunder ned til Thibaut Pinot og Julian Alaphilippe, der var kørt fra feltet og sendte sidstnævnte tilbage i førertrøjen, i 2014, hvor Alexander Kristoff vandt en massespurt i byen, i 2008, hvor Marcus Burghardt tog en udbrudssejr, i 2005, hvor Lance Armstrong slog Jan Ullrich med 23 sekunder på den sidste enkeltstart, og i 1999, hvor Ludo Dierckxsens kørte alene hjem fra et udbrud. Dauphiné gjorde senest stop i 2017, hvor Thomas De Gendt tog en solosejr på 1. etape, i 2009, hvor Niki Terpstra vandt fra et udbrud, i 2007, hvor Christophe Moreau kørte væk på en af de sidste stigninger og herved tog både etapesejr og førertrøje, i 2004, hvor Jose Enrique Gutierrez vandt fra et udbrud, i 2002, hvor Jacky Durand var bedste mand i et tomandsudbrud, og i 2000, hvor Fabrice Gougout kørte fra Jens Voigt og tog en solosejr. Paris-Nice var forbi i 2018, hvor Wout Poels vandt enkeltstarten, i 2009, hvor Christian Vande Velde tog en solosejr, i 2008, hvor Kjell Carlström vandt fra et udbrud, i 2006, hvor Patxi Vila vandt en tomandsspurt foran Floyd Landis, der kørte sig i førertrøjen, i 2003, hvor Davide Rebellin var hurtigst i en sekstet, i 2002, hvor Laurent Jalabart var hurtigst i en trio, i 2001, hvor Peter van Petegem vandt en spurt i en lille gruppe, og i 2000, hvor Bo Hamburger såmænd tog en solosejr med 10 sekunder ned til feltet.

14. etape, lørdag d. 16. juli: Saint-Étienne- Mende, 192,5 km

En af gaverne ved den ellers lidt ensidige franske geografi er, at rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne kan få ekstra krydderi ved at sende rytterne gennem det kuperede og glohede Massif Central. Her bydes der som regel på udbrudsetaper, der ikke gør den store forskelle i klassementet, men der er én finale, som byder den regel. Siden Laurent Jalabert i 1995 tog en yderst populær sejr på Bastilledagen på den korte, men stejle Cote de la Croix Neuve i udkanten af byen Mende - en stigning, der derfor i dag går under navnet Montée Laurent Jalabert - en den lille mur og det flade stykke ind til målet ved flyvepladsen blevet til en af Tourens mest elskede klassikere. Her er der altid lagt op til udbrudsfest i det kuperede terræn, hvor der denne gang bydes på næsten 3500 højdemeter, men bag lykkeridderne udkæmpes der altid et klassementsslag, som ganske vist kun handler om sekunder, men som giver en mulighed for at teste, om styrkeforholdet er ved at ændre sig på kanten til den tredje uge.

Med en distance på 192,5 km er der tale om endnu en halvlang etape, som fører feltet fra Saint-Étienne til Mende, og de går nærmest kun op eller ned. Fra start falder det kortvarigt mod syd, inden man fortsætter i samme retning op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Just-Malmont (7,7 km, 3,9%), hvis sidste 5,8 km stiger relativt jævnt med 5,3% i snit. Toppen rundes efter 14,2 km, hvorefter det går mod sydvest igennem typisk kuperet Massif Central-terræn, indtil man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Cote de Châtaignier (2,6 km, 7,3%), som er en relativt jævn stigning med top efter 39,1 km. Derfra fotsætter man mod sydvest af den kuperede vej frem til dagens spurt, som efter 50,7 km kommer for enden af en lang, lige vej, som har en rundkørsel 600 m fra stregen og stiger ganske pænt over den sidste kilometer med 3-4%.

Det kuperede terræn fortsætter kortvarigt, mens man kører mod nordvest, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod syd ad en ganske let stigende vej. Det varer dog ikke længe, da man hurtigt drejer mod sydvest og senere for atter at køre ind i terræn via et langt stigende stykke, der ca. 25 km byder på ca. 600 højdemeter. Toppen rundes efter 109,9 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest, inden det går videre mod sydvest ad en meget snoet og let stigende vej.

Terrænet tager fat igen, når man fortsætter mod sydvest op ad kategori 3-stignigen Cote de Grandrieu (6,3 km, 4,1%), der en ganske let stigning med top efter 135,3 km. Her fortsætter man mod syd og sydøst ad en lige vej, der først er let stigende og siden let faldende, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stignigen Cote de la Fage (4,2 km, 6,0%), som er en jævn stigning med top efter 162,1 km. Herfra resterer 30,4 km, som indledes med en lang og mod slutningen lidt kringlet nedkørsel, som leder mod sydøst og sydvest ned til målbyen Mende.

I stedet for at slutte i centrum drejer man mod sydøst for at køre op til målet ved flyvepladsen via kategori 2-stigningen Cote de la Croix Neuve (3,0 km, 10,2%), hvis enkelte kilometer stiger med hhv. 8,3%, 10,5 og 10,9%. Toppen rundes efter 191,0 km, hvorefter der resterer 1500 m, hvis første 100 m er let faldende og sidste 500 m let stigende med 0,7%. Stigningen har et par hårnålesving på den nedre del, men går derefter ad en relativt lige vej, og efter toppen bugter vejen sig kun let frem mod et sidste sving med 470 m igen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3441 højdemeter.

Læs også

UAE-stjerne drømmer om samlet sejr

Vi kender Mende-etapen til hudløshed, og den skal ikke undervurderes. Ganske vist er det kun sekunder, der adskiller klassementsrytterne, men som regel kører færre end fem mand væk fra de øvrige favoritter. Dermed kan der vindes lidt tid, og vi kan få en fornemmelse af, om styrkeforholdet måske er ved at ændre sig, som man ofte ser det i den tredje uge. Det vil formentlig også være hovedudfaldet, da de få sekunders forskel næppe bliver afgørende - også fordi de bedste oftest kommer til mål sammen - og foran vil det næsten med sikkerhed være et udbrud, der skal afgøre kampen om etapesejren, da det kun én gang i de seneste mange besøg er lykkedes favoritterne at køre om det.

Mende og Cote de la Croix Neuve blev senest besøgt i 2018, hvor Omar Fraile viste sig stærkest i et udbrud ved at sejre med 6 sekunder ned til forhåndsfavoritten Julian Alaphilippe og Jasper Stuyven, som med et tidligt angreb inden stigningen nær havde snydt de klatrestærke, mens Primoz Roglic vandt favoritternes opgør ved at vinde 8 sekunder på Chris Froome, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der vandt yderligere mindst 10 sekunder på alle andre. I 2015 tog en snu Stephen Cummings en mindeværdig sejr ved fra et udbrud at snyde de to franske kombattanter Thibaut Pinot og Romain Bardet, mens Chris Froome og Nairo Quintana længere bagude kørte fra de øvrige klassementsryttere. I 2010 spurtbesejrede Joaquim Rodriguez den førende Alberto Contador samt dennes holdkammerat Alexandre Vinokourov på en dag, hvor Andy Schleck mistede 10 værdifulde sekunder til sin spanske rival, og i 2005 vandt Marcos Serrano fra et udbrud, mens Cadel Evans, Lance Armstrong, Ivan Basso og Jan Ullrich kørte fra de øvrige favoritter. Paris-Nice var forbi i 2012, 2010 og 2009, hvor Lieuwe Westra chokerede alle ved at besejre Alejandro Valverde og Bradley Wiggins i førstnævnte år, og hvor Alberto Contador kørte alene hjem i de to sidstnævnte år. Endelig har Tour du Languedoc-Roussillon været forbi i de fleste udgaver med sejre til Anthony Perez (2017), Alexis Vuillermoz (2015 og 2014), Sebastien Duret (2013), Davide Rebellin (2012), Guillaume Levarlet (2011), Jerome Coppel (2010), Florian Vachon (2009) og Christophe Moreau (2004). I hhv. 2001 og 2000 vandt Sven Montgomery og Alexandre Vinokourov etaper i det nu hedengangne GP Midi Libre. 

15. etape, søndag d. 17. juli: Rodez - Carcassonne, 202,5 km

Sprinterne vil forbande arrangørerne langt væk for deres beslutning om, at alle tre mellemetaper mellem Alperne og Pyrenæerne skal tilbringe dele i Massif Centrals bakker. Det gælder således også for den sidste i rækken, hvor der lægges op til udbrudsfest i Carcassonne - en by, der ofte har tilsmilet udbryderne. Den har imidlertid også tilsmilet sprinterne, og da der over de 202,5 km trods alt ”kun” er 2400 højdemeter på programmet, kan man ikke udelukke, at der vil være hurtige folk, der vil skyde på alt, hvad der rører sig. Om det lykkes at skabe samling, er så en anden sag, og hvor mange sprintere, der i givet fald vil overleve, er en helt anden sag igen.

Med en distance på 202,5 km er der tale om af løbets længste etaper, som fører feltet fra Rodez til Carcassonne. Starten er stigende, når det man lægger ud med at køre mod syd op ad bakke over de første 2,3 km, men derefter falder det mod syd ad en snoet vej. Nu fortsætter man mod sydad en stærkt kuperet vej, hvor det konstant gå op eller ned, herunder med en længere bakke (2,7 km, 4,8%) med top efter 24,5 km. Det kuperede terræn fortsætter, når man senere drejer mod nordvest og sydvest, indtil man efter 52,1 km rammer en relativt lige og faldende vej, der leder mod sydvest ned til Tarn-floden.

Den passerer man med det samme for at køre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Cote d’Ambialet (4,4 km, 4,6%), der er en jævn stigning uden stejle procenter og med top efter 68,9 km. Derfra stiger det kortvarigt mod syd, inden det over et længere stykke falder let mod sydvest, syd og igen sydvest, idet man dog undervejs skal over to mindre bakker. Efter 116,2 km kører man mod sydvest ad en snoet og kuperet vej med to bakker og to nedkørsler, inden man rammer en let faldende og senere flad vej, der leder mod syd ned til Revel, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad Cote de Saint-Ferreol (1,8 km, 6,4%), der har top bare 300 m fra dagen spurt, som er placeret efter 147,0 km, idet det endda fortsætter med at stige hele vejen frem til stregen.

Efter spurten går det videre mod sydøst direkte op ad kategori 3-stigningen Cote de Cammazes (5,1 km, 4,1%), hvis første 3 km stiger jævnt med 4,8%, hvorefter den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 154,6 km. Herfra resterer fortsat 47,9 km, der indledes med et faldende stykke, som fører videre mod sydøst, idet man dog skal over to mindre bakker, den sidste (2,5 km, 3,8%) med top 25,2 km fra stregen. Efter denne falder det kraftigere ad en lige vej, som leder mod sydøst ned til fladlandet, hvor de sidste 12,8 km er stort set flade. Her kører man kortvarigt mod øst og siden mod sydvest ind til centrum af Carcassonne, hvor den sidste kilometer stiger let med 1,5%. Efter et teknisk stykke ved 4km-mærket går det ad en let bugtet vej frem til et sving lige inden den røde flamme, hvorefter et sidste sving med 700 m igen leder ind på en 6 m bred vej, der bugter sig mod venstre, indtil stregen kan ses over de sidste 200 m.

Etapen byder på i alt 2416 højdemeter.

Carcassonne er både en by for sprintere og udbrydere, og det afhænger helt af, hvordan den angribes. Denne gang kommer man fra bakkerne i Massif Central, men man undgår de sværeste stigninger, og generelt er den sidste del af etapen ikke alt for svær med kun én stigning med blødere procenter. Til gengæld er starten skabt til angreb, og det er derfor en oplagt udbrudsetape, men grundet det begrænsede antal sprinteretaper kan det bestemt ikke udelukkes, at nogle hurtige folk vil forsøge at holde det samlet og krydse fingre for, at de overlever de relativt bløde stigninger i finalen.

Læs også

Italiensk stjerne vinder etapeløb med 0 sekunder - Britisk talent tager første sejr

Carcassonne blev senest besøgt i 2021, hvor en ifølge eget udsagn meget træt Mark Cavendish tog sin fjerde og sidste etapesejr i en kaotisk spurt, endda foran holdkammeraten Michael Mørkøv og Jasper Philipsen. I 2018 brød Magnus Cort brød en næsten ti år lang dansk sejrstørke ved at vinde fra et udbrud foran Ion Izagirre og Bauke Mollema, og i 2006 tog Yaroslav Popovych en stor udbrudssejr i byen. I 2002 vandt Baden Cooke en massespurt i det nu hedengangne Midi Libre, mens Jens Voigt tog en Route du Sud-etapesejr i byen året forinden. Her vandt Jaan Kirsipuu også en massespurt i det nu hedengangne Middelhavet Rundt.

Hviledag, mandag d. 18. juli: Carcassonne

16. etape, tirsdag d. 19. juli: Carcassonne - Foix, 178,5 km

Har man tendens til hviledagsben må det bekymre, når løbets tredje uge åbnes med tre dage i Pyrenæerne, der for andet år i træk får æren af at være vært for de sidste bjergetaper. Det kunne give basis for en brutal genstart på løbets sidste tirsdag, men arrangørerne er denne gang relativt nådige. Her åbnes tre dages bjergfest nemlig med en klassiker, hvor rytterne skal over den meget stejle Mur de Péguère, men trods de stejle procenter er stigningen mest kendt for de søm, der i 2012 var kastet ud på nedkørslen og skabte stort drama. Stigningen kommer nemlig lidt for tidligt til at være rammen om store angreb i klassementet, og derfor lugter det, som det plejer i denne finale, af en udbrudsetape, mens klassementsrytterne sparer lidt på kræfterne inden de to helt store slag i Pyrenæerne.

I alt skal der tilbagelægges 178,5 km, der fører feltet fra Carcassonne til Foix. Den første del af etapen består af den sidste transport frem mod Pyrenæerne, og da det er ganske fladt i området nord for bjergene, er denne fase ganske let. Fra starten stiger det let, mens man kører mod syd, inden det går mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint-Hilaire (1,5 km, 6,6%), der slutter med 500 m med 7,9% og har top efter 13,7 km. Derefter er det først let faldende og siden let stigende, mens man fortsætter mod sydvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Col de l’Espinas (5,3 km, 5,0%), der er relativt jævn, indtil de sidste 1300 m stiger med 6,9%.

Toppen rundes efter 36,6 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest op over endnu en lille bakke, men efter en nedkørsel er det kun ganske let stigende, når man herfra fortsætter mod sydvest frem til Lavelanet, hvor dagens spurt kommer efter 67,8 km for enden af en 3 km lang uden sving. Det stiger dog relativt kraftigt over de sidste 2 km frem mod den sidste kilometer, som er flad. Herefter fortsætter man mod vest ad en let stigende vej, inden det falder let mod sydvest frem til byen Tarascon-sur-Ariége, som nås efter 97,0 km.

Nu er feltet nået til Pyrenæerne, og her drejer de mod sydvest for at køre ad en let stigende dalvej frem til Vicdessos, hvor etapen ændrer karakter. Det sker, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Port de Lers (11,4 km, 7,0%), hvis næstsidste kilometer stiger med 10,3%, og som har en let fjerde kilometer, men derudover er relativt regulær med procenter på hovedsageligt 7-9. Toppen rundes efter 125,1 km, hvorefter de sidste 53,4 km indledes med en i starten lidt teknisk og derefter let nedkørsel, som leder mod nord ned til byen Massat.

Her går det for alvor løs, når man med det samme fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Mur de Péguère (9,3 km, 7,9%), hvis data snyder. Således er de første 6 km relativt lette med procenter på under 7, men de sidste 3,3 km stiger med 11-13% frem mod toppen, som rundes efter 151,3 km. Herfra resterer stadig 27,2 km, som indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, som leder mod nordøst ned til La Mouline, hvorfra de sidste 9,6 km går mod øst ad en snoet og let faldende vej ind til Foix, hvor den sidste kilometer kun falder med 0,9% i snit. Finalen er kringlet, da der er et skarpt sving med 2,2 km igen, et sving i en rundkørsel med 1300 m igen, hvorefter man skal igennem yderligere to rundkørsler, den sidste med 800 m igen, inden det hele slutter med et 180-graderssving bare 180 m fra stregen, hvorefter man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Oversigt: Disse ryttere stopper karrieren

Etapen byder på i alt 3418 højdemeter.

Det er nu tredje gang, at vi ser denne finale, og i begge foregående tilfælde er et udbrud løbet med sejren. I 2017 var det ganske vist et stjernespækket et af slagsen, men som udgangspunkt må vi forvente, at udbryderne igen skal slås om sejren, særligt, når de to efterfølgende etaper er langt vigtigere. Man kan dog ikke udelukke, at det skal testes, om en af favoritterne er ramt af dårlige hviledagsben, og selvom det således ikke er en dag, hvor løbet vindes, kan det måske være en dag, hvor løbet tabes.

Foix og Mur de Péguère blev senest besøgt i 2017, hvor Sky sendte løjtnant Mikel Landa i offensiven sammen med de slagne klassementsryttere, og hvor Warren Barguil vandt en firemandsspurt foran Nairo Quintana, Alberto Contador og Landa, og i 2012 på den berømte etape, hvor sabotage med søm på vejen betød et utal af punkteringer, inden Luis Leon Sanchez kunne sætte Peter Sagan og tage en udbrudssejr. I 2008 slog Kurt Asle Arvesen akkurat Martin Elmiger med millimeter i en spurt i en lille udbrydergruppe på en dag med en anden finale. I 2019 kørte man faktisk præcis samme finale med de samme to stigninger, men her kørte man fra Foix op til toppen af Prat d’Albis, hvor Simon Yates holdt hjem og sejrede med 33 sekunder end til Thibaut Pinot, der var kørt fra alle klassementsrivalerne.

17. etape, onsdag d. 20. juli: Saint-Gaudens - Peyragudes 129,7 km

Efter den foregående dags opvarmning er det for alvor tid til at indlede det afgørende slag i Pyrenæerne, år det på løbets sidste onsdag går løs med en ultrakort og meget intens bjergetape. Her venter over kun knap 130 km ikke færre end fire pyrenæertinder, og selvom den afsluttende klatretur op til Peyragudes, der for første gang besøges fra denne side, er relativt kort, vil afslutningen på den stejle rampe, hvor Chris Froome i 2017 for første gang mistede den gule trøje efter at have erobret den sikre, at der vil blive gjort forskelle mellem de bedste. Vi er endda på et tidspunkt i løbet, hvor det kan være nødvendigt at tage lidt chancer fra distancen, og hertil har etapen et glimrende design. Et udbrud kan meget vel ende med at slås om sejren, men bag dem vil vi blive vidner til endnu et af Tourens nøgleslag og den første chance for at se, hvem der er stærkest i den frygtede tredje uge.

Med en distance på bare 129,7 km er der tale om en ultrakort etape, som fører feltet fra Saint-Gaudens til Peyragudes, og den indledes ganske humant. Således lægger man ud med at køre mod først sydvest og siden nordvest ad en let stigende dalvej frem til dagens spurt, som efter 32,8 km kommer for enden af en lang og lige vej, der stiger let med ca. 1% over den sidste kilometer. Herefter drejer man mod syd for at køre ad en anden og ganske let stigende samt næsten helt lige dalvej frem til byen Arreau, som nås efter 53,6 lette kilometer.

Læs også

Pogacar bryder en ny barriere

Herefter er de sidste 76,1 km voldsomme. De indledes nemlig med, at man drejer mod nordvest for atkøre op ad den mytiske kategori 1-stigning Col d’Aspin (12,0 km, 6,5%), som indledes med 2 lette kilometer, men derefter stiger relativt jævnt med 6-8%, dog med en 8. kilometer på 9,5%. Toppen rundes efter 65,7 km, hvorefter en let og kun mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod sydvest og nordvest ned til dalen, hvor man kortvarigt køer mod sydøst ad en let stigende dalvej.

Herefter går det løs igen, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 2-stigningen Hourquette d’Ancizan (8,2 km, 5,1%), hvis data snyder. De første 4 km stiger således hovedsageligt med 7-9%, inden der venter to kilometer, som er enten faldende eller let stigende, hvorefter de sidste 2,2 km stiger med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 81,6 km. Herefter indledes de sidste 48,6 km med en lang og kun i lidt teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til dalen, hvor man følger en let stigende dalvej mod sydvest frem til byen Saint-Lary-Soulan, som nås efter 98,8 km.

Nu indledes finalen for alvor, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Val Louron-Azet (10,7 km, 6,8%), hvis date også snyder. De første to kilometer er således ganske lette, men herefter stiger den hovedsageligt relativt jævnt med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 109,5 km. De sidste 20,2 km indledes nu med en ekstremt teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til byen Loudenvielle, hvor man kører et meget kort fladt stykke mod nord ad en dalvej.

Herefter kører man mod nord og sydøst op ad den afsluttende stigning, der ligeledes er i kategori 1. Den stiger med 7,8% over 8,0 km og er efter en let første kilometer meget jævn med 4 km med 8-9%. Herefter falder den ud med 6% over den næste kilometer, inden der venter to kilometer med hhv. 9,0% og 6,0%, inden man rammer den sidste rampe, der stiger med 13% og har et maksimum på 16%. Stigningen har relativt få hårnålesving og går ad en bugtende vej, indtil man med 2,3 km drejer ind på den del af stigningen, som kendes fra finalerne i 2012 og 2017. Her går det ad en bugtende vej fem mod to hårnålesving i rap med 800 m igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 400 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3364 højdemeter.

Vi kender finalen på Peyragudes stejle procenter, særligt fra Froomes højdramatiske krise i 2017, og vi ved, at den er ganske spektakulær. Det er imidlertid nyt at angribe den fra denne retning, men det ligner en ganske vanskelig finale med to relativt korte, men svære stigninger til sidst. De adskilles endda af en meget teknisk nedkørsel og kun et ultrakort dalstykke, og dermed er det en etape, hvor det sidst i løbet er muligt også at prøve noget fra distancen. Derfor venter der utvivlsomt et nøgleslag i kampen om den samlede sejr, også selvom udsigten til torsdagens etape kan betyde, at udbryderne ender med at køre om etapesejren.

Peyragudes har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, hvor man er kørt op fra vest, men man er kommet fra øst med en afslutning, hvor de sidste 2,3 km er de samme som her. I Touren i 2017 oplevede Chris Froome en sjælden krise i en spurt på den sidste rampe, da Romain Bardet sejrede med 2 sekunder ned til Rigoberto Uran og Fabio Aru, som overtog førertrøjen fra Froome, der tabte 22 sekunder. Forinden var man forbi i 2012, hvor Alejandro Valverde reddede en skidt Tour i sit comebackår ved at tage en udbrudssejr 19 sekunder foran Chris Froome og Bradley Wiggins, der viste sig som de stærkeste af favoritterne på en dag, hvor Froome demonstrativt måtte vente på sin kaptajn, og som udviklede sig til en katastrofe for den forsvarende vinder, Cadel Evans. Vueltaen kom forbi året efter, hvor Alexandre Geniez tog en populær hjemmesejr via et udbrud, mens de store favoritter nåede mål i samme tid. I 2010 vandt David Moncoutié en bjergenkeltstart i Route du Sud foran Geniez og Fortunato Baliani, og det lille franske løb kom også forbi i 2000, hvor Francisco Mancebo vandt en tremandsspurt.

Læs også

Stor oversigt: De varmeste transferrygter

18. etape, torsdag d. 21. juli: Lourdes - Hautacam, 143,2 km

For nogle år siden var Tour-arrangørerne begejstrede for ideen om at have en sidste bjergetape på den sidste lørdag. I de senere år er man gået tilbage til et mere klassisk format med en enkeltstart på 20. etape, og det betyder, at bjergrytterne får deres sidste chance allerede om torsdagen. Her har de til gengæld intet at brokke sig over, når tre dage i Pyrenæerne rundes af med endnu en kort, men meget svær etape med hele tre af Pyrenæernes sværeste stigninger. Det hele slutter endda på Hautacam, der jo spiller en helt særlig rolle i dansk cykelhistorie, og som besøges relativt sjældent. Trods en i sig selv ikke skræmmende gennemsnitlig stigningsprocent har en stejl sidste del betydet, at vi ved de seneste fire besøg har set regulære magtdemonstrationer, og dermed kan der gøres stor forskelle, når årets bjergslag rundes af med et brag af en finale - hvis altså ikke al spænding er taget ud af løbet, som ved seneste besøg i 2014, hvor vi blot blev vidner til endnu en knusende magtdemonstration fra Vincenzo Nibali, der på den sidste bjergetape konfirmerede sin overlegenhed ved at tage sin fjerde etapesejr.

Med en distance på 143,2 km er også denne bjergetape meget kort, og den fører feltet fra Lourdes til Hautacam. Som på den foregående etape er første del af etapen ganske let. Man lægger ud med at køre op og ned ad en lille bakke ved at køre mod syd, vest og nord rundt om startbyen, men derefter er det stprt set helt fladt, når man kører mod vest, nordvest og sydvest på den nordlige kant af Pyrenæerne frem til Louvie-Juzon, som nås efter 45,9 km. Her drejer man mod syd for at følge en lige og let stigende dalvej ind gennem bjergene frem til dagens spurt, som kommer efter 58,5 km efter en sidste kilometer, som stiger med knap 3% og har et sving bare 200 m fra stregen.

Umiddelbart efter spurten ændrer etapen karakter. Man drejer nemlig mod sydøst for at køre op ad Col d’Aubisque (16,4 km, 7,1%), der er uden for kategori. De første 6 km er relativt lette, men heefter stiger den ganske jævnt med 8-9% hele vejen op til toppen, som rundes efter 76,7 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod sydøst, nord og nordøst ned til dalen, idet man undervejs kører op ad den lille bakke til toppen af Col du Soulor, som passeres efter 86,3 km.

I dalen bliver der ingen mulighed for at komme sig. Man kører nemlig med det samme mod øst op ad kategori 1-stigningen Col de Spandelles (10,3 km, 8,3%), der er en ganske jævn og stejl stigning med top efter 110,0 km. Herfra resterer fortsat 33,2 km, som indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, der fører mod nordøst og sydøst ned til dalen og byen Argeles-Gazost. Her kører man over ca. 5 km mod nordøst, øst og sydøst frem til byen Ayros-Arbouix.

Den ligger for foden af målbjerget. Nu kører man derfor mod sydøst op ad Hautacam, der er uden for kategori. Den stiger med 7,8% over 13,6 km, men de første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på hovedsageligt 6-7. Herefter følger imidlertid et svært stykke med 5 km på hhv. 8,2%, 10,3%, 11,3%, 6,8% og 10,4%, inden flader ud med 6-8% over de sidste 2,6 km. Stigningen går ad en relativt lige vej indtil den sidste del, hvor der er hårnålesving med 3000 m, 2000, 1200 m, 1100 m, 400 m og 100 m igen, hvorefter man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4036 højdemeter.

Når man ser på Hautacams historik kan man blive lidt forbløffet over de enorme forskelle, den plejer at gøre. Dataene er ikke i sig selv skræmmende, men det svære stykke har været rammen om nogle gedigne magtdemonstrationer. Med to svære bjerge i benene forinden kan der derfor blive tale om et regulært blodbad på en etape, der også er designet, så det er muligt at tage risici fra distancen. Oftest kører favoritterne også om etapesejren på den sidste bjergetape, og det kan meget vel være tilfældet igen denne gang, når vi runder pyrenæerfesten af med det, der utvivlsomt er den vigtigste af de tre etaper i den sydvestlige bjergkæde.

Hautacam har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i Touren. Det var senest i 2014, hvor Vincenzo Nibali kronede sin overlegne samlede triumf ved at levere en magtdemonstration på sidste bjergetape og sejre med 1.10 ned til Thibaut Pinot og 1.12 ned til Rafal Majka. I 2008 var det Juan Jose Cobo, der kørte fra alt og alle og sejrede med 28 sekunder ned til Frank Schleck og hele 2.05 ned til Vladimir Efimkin på 3. pladsen, og i 2000 lykkedes det Javier Otxoa at sejre fra et udbrud ved at holde Lance Armstrong og Jose Maria Jimenez bag sig med hhv.42 sekunder 1.13 på en dag, hvor Jan Ullrich tabte mere end 3 minutter til sin rival og blot endte som nr. 13.

Læs også

Transferlisten 2024-2025 - WorldTour

19. etape, fredag d. 22. juli: Castelnau-Magnoac - Cahors, 188,3 km

I gamle dage, hvor det logistisk var uladsiggørligt at afvikle bjergetaper langt fra Paris bare 24 timer inden den store finale i hovedstaden, bestod tredje uge ofte af tidlige bjergetaper i enten Alperne eller Pyrenæerne samt en flad transportetape om fredagen, hvor sprinterne kunne teste benene inden Champs-Elysèes, forud for en enkeltstart på næstsidste etape. Siden 2009 har arrangørerne oftest foretrukket at have en bjergetape på næstsidste dag, og det har betydet, at sprinterne sjældent har haft denne generalprøve to dage inden Paris-etapen. I årets mere klassiske udgave af løbet er det kun naturligt, at sprintergeneralprøven vender tilbage. Det gør den med et helt velkendt format, når man indleder rejsen mod Paris ved at køre mod nord igennem det sydvestfranske fladland, hvor det kun er fravalget af sprinterhovedstaden Bordeaux som målby, der forhindrer etapen i at leve helt op til det, vi kendte fra 90erne. Vind spiller sjældent en rolle i området, men alligevel er der slet ingen garanti for en massespurt.  Trætheden er nemlig stor, og dermed kan det meget vel vise sig, at udbryderne snyder sprinterne, som de i 2021 gjorde på en næsten identisk etape.

I alt skal der tilbagelægges 188,3 km mellem Castelnau-Magnoac og Cahors, og de har alene til formål at bringe feltet fra Pyrenæerne mod Paris. Derfor kører man i stort set samme retning hele dagen igennem den sydvestlige del af Frankrig, hvor det er meget fladt. Det er det også fra start, hvor det kun er let faldende, når man ad en lige vej kører mod nordøst væk fra bjergene frem til dagens spurt, som kommer efter 38,4 km forenden af en lang og lige vej, hvor de sidste 3 km er stort set flade. Herefter fortsætter man af den let faldende vej mod nordøst frem til byen Fleurance, der nås efter 62,7 meget ensformige kilometer.

Nu sker der lidt, når man drejer væk fra den store vej for at køre mod nordøst ind gennem et højdedrag. Det giver mere kuperet terræn med nogle småbakker over ca. 30 km, men nås man efter 105,5 km når Valence d’Agen, er man tilbage i fladlandet. Nu kører man således ad en næsten helt lige og lun ganske let stigende vej mod nordøst frem til byen Lauzerte.

Her bliver det igen mere kuperet, når man forlader den store vej for at køre mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Cote de la cité médiévale de Lauzerte (2,0 km, 6,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 135,7 km. En teknisk nedkørsel leder ned fra byens gamle del igen, og herefter fortsætter den monotone kørsel mod nordøst ad samme lange, lige og let stigende vej som tidligere.

I byen Saint-Daunès sker der igen noget, når man drejer mod nord væk fra hovedvejen for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint-Daunès (1,6 km, 6,3%), der er en jævn stigning med top efter 152,6 km. Herfra resterer 35,7 km, som indledes med et plateau, der følges mod nord og nordøst, inden en nedkørsel leder mod nordøst og nord tilbage til fladlandet. Her er de sidste 20,6 km stort set helt flade, når man snor sig langs floden Le Lot ind til målbyen, hvo det er fladt frem til de sidste 1300 m, hvoraf sidste kilometer stiger med 2,5 i snit. Der er to sving i rundkørsler på hver sin side af en passage af floden lige inden 3 km-mærket, og derefter leder en bugtende vej frem til et venstresving i en rundkørsel med 900 m igen. Herefter bugter den 6 m brede vej sig let til højre, indtil man med 300 m igen kan se målstregen.

Etapen byder på i alt 1316 højdemeter.

Ligesom sidste år kan man ærgre sig lidt over, at man ikke gjorde ruten helt klassisk ved at aflægge et første besøg i Bordeaux siden 2010, men det er også det eneste specielle ved denne etape. Historien viser, at udbrud før har snydt sprinterne i den tredje uge, som det skete på 20. etape i både 2020, hvor den var kuperet, og i 2021, hvor den mindede om denne, men der er en grund til, at Bordeaux næst efter Paris har været sprinternes foretrukne Tour-paradis. Området er nemlig fladt og slet ikke blæsende, og derfor ender det ofte i en massespurt i dette område. Med de få sprinteretaper i løbet vil sulten være stor, men sprinterne skal ikke vide sig sikre, for som sidste chance for langt, langt hovedparten af feltet, kan vi regne med mere action end på en klassisk sprinteretape.

Cahors har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

20. etape, lørdag d. 23. juli: Lacapelle-Marival - Rocamadour, 40,7 km enkeltstart

I gamle dage var det helt fast, at næstsidste etape var en enkeltstart, der repræsenterede et sidste klassementsslag i det flade terræn på rejsen mod Paris, men i de senere år, hvor enkeltstarter er blevet nedtonet, og bjerge har kunnet indgå til allersidst i løbet, er den tradition blevet knap så udtalt. I dette mere traditionelt opbyggede Tour de France er det dog helt naturligt, at også denne tradition fastholdes, og derfor skal klassementet for tredje gang i træk sættes på plads på en enkeltstart. Modsat sidste år er der imidlertid ikke bare tale om en klassisk specialistrute, for selvom de første små 35 km ikke terrænmæssigt er alt for komplicerede, slutter etapen med to betydelige bakker, der vil stille visse krav til klatreevnerne - og så skal motoren være i orden på det, der vil være den længste enkeltstart siden 2014. Ganske vist er de 40,7 km en betydeligt kortere distance end i gamle dage, men det er nok til, at det hele måske kan vendes på hovedet til allersidst, som vi så det i 2020-udgavens højdramatiske enkeltstart, hvor Tadej Pogacar sensationelt kørte Primoz Roglic ud af trøjen, eller i 2011, hvor Andy Schleck måtte sende den gule trøje til Australien og Cadel Evans.

Med en distance på 40,7 km er det som sagt tale for en i nyere sammenhæng historisk lang enkeltstart, der fører feltet fra Lacapelle-Marival til Rocamadour. Fra start kører man ad en relativt flad vej mod nordvest, og selvom der ikke er deciderede sving, er det en uhyre snoet og kringlet strækning, der fører direkte frem til byen Aynac, hvor den første mellemtid tages efter 10,6 km. Her drejer man mod vest for at køre ad en let stigende og igen snoet vej frem til Chateau de Saignes, som passeres efter 13,7 km.

Herfra rettet vejen sig betydeligt mere ud, og der bliver plads til at åbne for gassen, når man kører mod vest og sydvest ad en lige, først let faldende og siden flad vej frem til Gramat, hvor den anden mellemtid tages efter 22,1 km. Herfra fortsætter man mod sydvest ad en generelt flad og eller kun let stigende vej, der dog igen er en anelse mere snoet, inden det falder let det sidste stykke mod sydvest og vest frem til Couzou, hvor den sidste mellemtid tages efter 32,6 km.

Nu er det slut med fladlandet. En relativt let nedkørsel leder mod nord, inden det med 5,7 km igen går mod nordvest op ad Cote de Magnes (1,6 km, 4,7%), der har top præcis ved 4 km-mærket. Herfra går det mod nord og nordøst ad endnu en enkel og hurtig nedkørsel ned til udkanten af målbyen, hvor man med 1800 m igen krydse floden L’Alzou for at køre op ad målbakken, der stiger med 7,8% over 1500 m. Der er to hårnålesving undervejs, inden man rammer de sidste 300 m, der er stort set flade og byder på et sving med 180 m igen, hvorefter man rammer den 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 433 højdemeter.

Sidste år var den sidste enkeltstart en flad sag, men det er den bestemt ikke i år. Her er ca. 200 højdemeter flere, selvom etapen kun er ca. 10 km længere, og det skyldes naturligvis de sidste to bakker, hvoraf den sidste er så stejl, at den stiller krav til klatreevnerne. Til gengæld er de første 30 km ganske gode for specialisterne, men den første del af etapen ser ganske kringlet ud med en meget snoet vej, som kan stille visse krav til teknikken. I sidste ende handler det ofte om at have noget tilbage i tanken på den sidste enkeltstart, og med den kuperede rute kan vi vente os, at toppen af etaperesultatet vil blive domineret af de restitutionsstærke klassementsryttere samt cremen af specialister, som kan håndtere særligt den stejle sidste stigning.

Rocamadour har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2020-udgaven af Route d’Occitanié, hvor Benoit Cosnefroy viste sine puncheurevner ved på samme målstigning som her at sejre med 2 sekunder ned til Bauke Mollema, Thibaut Pinot og den samlede vinder, Egan Bernal.

21. etape, søndag d. 24. juli: Pais La Défense Arena - Paris Champs-Élysées, 115,6 km

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verdens største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der ventes at blive endnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og efter to lidt halvlange udgaver i 2019 og 2020 er det igen tilfældet i 20, hvor der skal køres 115,6 km. Som noget nyt finder starten ikke sted i en af Paris’ lidt fjernere forstæder, men derimod i La Défense Arena, der ikke ligger langt fra centrum. Derfor lægger man ud med at køre i den forkerte retning, når man i lidt småkuperet terræn kører mod sydvest væk fra centrum frem til byen Vaucresson.

Her bliver det helt fladt, når man kører mod vest ud til det vestligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod syd for derefter at køre igennem fladlandet mod øst tilbage mod centrum, idet man undervejs passerer Versailles. Kort efter kører man mod nordøst op ad årets sidste kategori 4-stigning, Cote du Pave des Gardens (1,3 km, 6,5%), der faktisk er en stejl sag med 8-10% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 43,3 km. En nedkørsel leder videre mod nordøst, og derefter går det igennem helt fladt terræn mod nordøst, sydøst og igen nordøst ind til centrum af Paris, hvor man krydser Seinen via Point-Neuf i en teknisk zone med flere sving. Efter 59,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 1,7 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,8 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2021, 2020, 2019, 2018, 2017 og 2014.

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 8 m brede avenue, men grundet vejens tilstand har man ligesom sidste år flyttet målstregen længere op ad vejen, så opløbsstrækningen igen er 700 m og ikke som tidligere 400 m lang, men det stiger fortsat ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 800 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen, dvs. med 40,0 km igen, og stiger let med 1,9% over de sidste 800 m efter målstregen.

Etapen byder på i alt 669 højdemeter.

Etapen vil naturligvis forløbe, som den plejer. De indledende 59,5 km frem til rundstrækningen vil blive brugt til paradekørsel, champagnedrikning, fotografering og lykønskninger, inden førertrøjens hold langsomt øger farten, efterhånden som man nærmer sig første passage af målstregen. Her får en af feltets veteraner, der kører sin sidste Tour, ofte lov at køre først over, og det kunne i år være en ære, der vil tilfalde Philippe Gilbert, hvorefter cykelløbet for alvor starter. Typisk etableres der hurtigt et lille udbrud, men de får sjældent meget mere end 30 sekunder i et kort gadeløb, hvor alle er friske. Herefter går den vilde jagt, hvor sprinterholdene i langt de fleste tilfælde har held til at samle det hele til en massespurt, mens klassementsrytterne både prøver at nyde stemningen og undgå det katastrofale uheld, der kan ruinere tre ugers hårdt arbejde. Til slut ventes det hele at blive afgjort af de hurtige folk i den let stigende spurt på den brostensbelagte opløbsstrækning, og denne gang betyder den længere opløbsstrækning, at

enhver, der drømmer om sejr på cykelsportens smukkeste boulevard, ikke nødvendigvis skal sidde helt så langt fremme i den altafgørende tunnel, som han plejer.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor Wout van Aert snød Mark Cavendish for en drømmeafslutning med en historisk rekord ved at sejre foran Philipsen og den lille brite, i 2020, hvor Sam Bennett kronede en flot Tour ved at vinde etapen med den grønne trøje på sine skuldre, i 2019, Caleb Ewan kronede en fantastisk Tour ved akkurat at slå Dylan Groenewegen på stregen, i 2018, hvor Alexander Kristoff tog en af karrierens største sejre foran John Degenkolb og Arnaud Demare, og i 2017, hvor Dylan Groenewegen med en lang spurt slog André Greipel og Edvald Boasson Hagen, og i 2016, hvor Greipel tog sin anden sejr i træk i 2016 ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, som med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

Fotos: Geoatlas (Kort) og A.S.O (Profilerne)